3 4 f v i A ’ || i

i y i t | i i i

Ru syd i K 7 ace

FOR] THE EEORLE FOR EDVCATION FOR SCIENCE

OF THE AMERICAN MUSEUM OF NATURAL HISTORY

BY GIFT OF

OGDEN MILLS

ee

DET

KONGELIGE DANSKE

VIDENSKABERNES. SELSKABS SKRIFTER.

FEMTE RÆKKE. FÆRDEN | LIBRA FY v Så Gert NATURVIDENSKABELIG OG MATHEMATISK AAAI AFDELING. Ka Gi

SYVENDE BIND.

MED 14 LITHOGRAPHEREDE 0G 23 KOBBERSTURNE TAVLER.

3 oo

KJOBENHAVN.

TRYKT I BIANCO LUNOS BOGTRYKKERI

VED E.S. MUNLE

1868.

INDHOLD.

Fortegnelse over Selskabets Embedsmænd og øvrige Medlemmer ....................... Adolph Hannover, Om Bruskens første Dannelse og Udvikling. Med 2 Kobbertavler ........- — Iagttagelser over indkapslede Indvoldsorme hos Frøen. Med 2 lithographerede Tavler

F. Johnstrup, Faxekalkens Dannelse og senere undergaaede Forandringer. Med 4 Kobbertavler... .

A. Colding, Om Udstrømning af Varme fra Ledninger for varmt Vand. . . . . . . . . . . . . . . . . .. Rud. Bergh, Anatomiske Bidrag til Kundskab om Aeolidierne. Med 9 lithographerede Tavler . . . . . Adolph Hannover, Epithelioma cylindraceum foliaceum og globosum, en patholog.-anatom. Undersøgelse. Mel 2 FonEtANER oouvesdescovacoseuc 6000000060 DEE OOOO DOS Bas H. Krabbe, Helminthologiske Undersøgelser i Danmark og paa Island, med særligt Hensyn til Blereorm- lidelserne paa Island. Med 7 Kobbertavler............--2-5.-.-0.0e+0-- F. Johnstrup, Om Fugtighedens Bevægelse i den naturlige Jordbund. Med 2 lithographerede og 1 KOMIK Tavleo os oo ODO oOo 000000200000 00000000 000005500 C. T. Barfoed, Nogle Undersøgelser over de isomeriske Tinsyrer . . ...............,.... Adolph Hannover, Om Bygningen og Udviklingen af Skjæl og Pigge hos Bruskfisk tilligemed udfor- ligere Beskrivelse af tvende herhen hørende Former. Med 4 Kobbertavler .........

C. C. Ring, Om Fugtighedens Bevægelse i Jordbunden. Med indtrykte Træsnit og 1 lithographeret Tavle A. S. Ørsted, Om en særegen, hidtil ukjendt Udvikling hos visse Snyltesvampe og navnlig om den genetiske Forbindelse mellem Sevenbommens Bævrerust og Pæretræets Gitterrust. Med 3 Kobbertavler ............ ern se NE eM oe ER del

A 7 um - . i Å i © N ; . | dk 12 Ar lie i GR j TC 2 7. EX

fg

gez a Lay 4 pa i wie) — hr vel

DR

1 Éd

= 5 ' >. en 22 > te D" a oo) ~ Yan

ur

i . st

i Fi Mane Va ye hes: ut oo à x , wir, = GÅ a (44 Partie Fi aru. ae 1e 2 La i vo «ear a q CAN u | .

FORTEGNELSE

DET KONGELIGE DANSKE VIDENSKABERNES SELSKABS

MEDLEMMER.

JANUAR 12868.

Præsident.

J. N. Madvig.

Secretair: J. J. S. Steenstrup. Kasserer: J. Th. Reinhardt. Archivar: J. L. Ussing.

Kasse-Commissionen.

N. L. Westergaard. J. C. Hoffmann. C. L. Müller. J. J. A. Worsaae.

Revisorer.

L. A. Colding. H. P. J. J. Thomsen.

Ordhogs-Commissionen.

N. L. Westergaard. J. L. Ussing.

Den meteorologiske Comitee.

J. J. S. Steenstrup. H. L. d’Arrest. C. V. Holten. J. F. Johnstrup.

Commissionen for Udgivelsen af et dansk Diplomatarium og Regesta diplomatica.

J. N. Madvig. C. F. Wegener.

Indenlandske Medlemmer.

Frederik Christian Sibbern, Dr. phil., Conferentsraad, Professor i Philosophien ved Kjøben- havns Universitet, Commandeur af Dannebrog og Dannebrogsmand.

Erik Christian Werlauff, Dr. phil., Conferentsraad, forhen Professor i Historien ved Kjøbenhavns Universitet, Storkors af Dannebrog og Dannebrogsmand, Storkors af St. Olafs Ordenen Commandeur af Nordstjernen, Commandeur af Egekroneordenen, Ridder af den rode Orns 3die Klasse og af Æreslegionen.

Peter Wilhelm Lund, Dr. phil., Professor, Ridder af Dannebrog.

Henrik Nicolai Clausen, Dr. theol., Professor i Theologien ved Kjøbenhavns Universitet, Commandeur af Dannebrog.

Christian Georg Nathan David, Dr. phil., Conferentsraad, Chef for det stalistiske Bureau, Storkors af Dannebrog og Dannebrogsmand, Ridder af Jernkroneordenen og af den preussiske Kronordens 3die Klasse, Officier af Æreslegionen.

Johan Nicolai Madvig, Dr. phil., Conferentsraad, Professor i Philologien ved Kjøbenhavns Universitet, Underviisningsinspecteur ved de lerde Skoler, Storkors af Dannebrog, Selskabets President.

Henrik Carl Bang Bends, Dr. med., Etatsraad, Lector ved den kgl. Veterinair- og Landbohoi- skole, Ridder af Dannebrog og af Nordstjernen.

Henrik Krøyer, Dr. phil., Professor, Inspecteur ved det zoologiske Museum, Ridder af Æreslegionen.

Hans Larsen Martensen, Dr. theol., Biskop i Sjællands Stift, kongelig Confessionarius, Storkors af Dannebrog og Dannebrogsmand.

Johan Christopher Hoffmann, Oberst, Commandeur af Dannebrog og Dannebrogsmand, Ridder af den svenske Sværdorden, af den russiske Wladimirs - Ordens 4de Kl. og af Stanislaus-Ordenens 3die Kl.

Vill

Johannes Japetus Smith Steenstrup, Etatsraad, Professor i Zoologien ved Kjøbenhavns Universitet, Ridder af Dannebrog og Dannebrogsmand, Ridder af Nordstjernen, Sel- skabets Secretair.

Rudolph Johannes Frederik Henrichsen, Dr. phil., Professor, Rector ved Odense Kathedral- skole, Ridder af Dannebrog og Dannebrogsmand.

Caspar Frederik Wegener, Dr. phil., Conferentsraad, Geheimearchivarius, kgl. Historiograph og Ordenshistoriograph, Storkors af Dannebrog og Dannebrogsmand, Storkors af den græske Frelsers-Orden, Commandeur af Nordstjernen og St. Olafsordenen.

Caspar Peter Paludan-Müller, Dr. phil., Professor, Rector ved Nykjobing Kathedralskole, Ridder af Dannebrog og af Nordstjernen.

Jørgen Christian Schiödte, Professor, extr. Docent i Zoologien ved Kjøbenhavns Universitet og Inspecteur yed dets zoologiske Museum, Ridder af Dannebrog.

Carl Emil Scharling, Dr. theol., Professor i Theologien ved Kjøbenhavns Universitet, Ridder af Dannebrog og Dannebrogsmand.

Christian Thorning Engelstoft, Dr. theol., Biskop i Fyens Stift, Commandeur af Dannebrog og Dannebrogsmand.

Niels Ludvig Westergaard, Professor i de indisk-orientalske Sprog ved Kjøbenhavns Universitet, Ridder af Dannebrog.

Carl Emil Mundt, Dr. phil., Professor.

Johan Louis Ussing, Dr. phil., Professor i Philologien ved Kjøbenhavns Universitet, Ridder af Dannebrog, Selskabets Archivar.

Jens Jacob Asmussen Worsaae, Etatsraad, Directeur for Museet for nordiske Oldsager og for det ethnographiske Museum, Directeur for de antiqvariske Mindesmerkers Be- varing, Ridder af Dannebrog og Dannebrogsmand, Ridder af Stanislausordenens 2den Klasse, af St. Annaordenens 3die Klasse og af Nordstjernen.

Adolph Hannover, Dr. med., Professor.

Carl Christopher Georg Andre, Geheime-Etatsraad, Directeur for Gradmaalingen, Storkors af Dannebrog og af Frants den Ferstes Orden.

Konrad Gislason, Professor i de nordiske Sprog ved Kjøbenhavns Universitet, Ridder af Dannebrog.

Johannes Theodor Reinhardt, Professor, extr. Docent i Zoologien ved Kjøbenhavns Universitet, og Inspecteur ved dets zoologiske Museum, Ridder af Dannebrog, Selskabets Kasserer.

Ludvig August Colding, Stadsingenieur i Kjøbenhavn, Ridder af Dannebrog.

Carl Ludvig Miller, Lic. theol., Dr. phil., Professor, Directeur for det kongelige Mynt- og Medaille-Cabinet, Antik-Cabinettet og Thorvaldsens Museum, Ridder af Danne- brog, af Nordstjernen og af St. Annaordenens 3die Klasse.

Heinrich Ludvig d' Arrest, Dr. phil., Professor i Astronomien ved Kjøbenhavns Universitet, Ridder af Dannebrog.

Peter Ludvig Panum, Dr. med., Professor i Medicinen ved Kjøbenhavns Universitet, Ridder af Dannebrog.

Frederik Eginhardt Amadeus Schiern, Dr. phil., Professor i Historie ved Kjøbenhavns Universitet, Ridder af Dannebrog og af Leopoldsordenen.

Carl Ferdinand Allen, Dr. phil., Professor i Historie ved Kjøbenhavns Universitet, Ridder af Dannebrog.

Carl Valentin Holten, Professor i Physik ved Kjøbenhavns Universitet, Ridder af Dannebrog og af Nordstjernen.

Hans Peter Jürgen Julius Thomsen, Professor i Chemien ved Kjøbenhavns Universitet.

Adolph Steen, Dr. phil., Professor i Mathematik ved Kjøbenhavns Universitet, Ridder af Dannebrog. i

Peter Godt Thorsen, Professor, Universitetsbibliothekar, Ridder af Dannebrog, af St. Olafs- ordenen og af Nordstjernen.

Hinrich Johannes Rink, Dr. phil., Inspecteur i Sydgrønland, Ridder af Dannebrog.

Johannes Frederik Johnstrup, Professor i Mineralogie ved Kjøbenhavns Universitet.

Christen Thomsen Barfoed, Professor, Lector i Chemie og Pharmacie ved den kgl. Landbo- heiskole, Ridder af Dannebrog.

Johan Martin Christian Lange, Professor, Docent i Botanik ved den kgl. Landbohoiskole.

Anders Sandøe Ørsted, Dr. phil., Professor i Botanik ved Kjøbenhavns Universitet.

Louis Lorenz, Docent ved den kongelige militære Hoiskole.

August Michael Ferdinand v. Mehren, Dr. phil., Professor i semitisk-orientalsk Philologie ved Kjøbenhavns Universitet.

Peter Edvard Holm, Dr. phil., Professor i Historie ved Kjøbenhavns Universitet.

Udenlandske Medlemmer (Januar 1868).

Flauti, Vincenzo, Professor i Mathematik i Neapel. Brewster, Sir David, Dr. med., Vicecantsler ved Universitetet i Edinburgh.

Herschel, Sir John Frederik Wilhelm, Baronet, Myntdirecteur, Medlem af Videnskabernes Selskab i London.

Hansteen, Christopher, forhen Professor i Astronomien i Christiania, Storkors af Dannebrog. Twesten, August Detlew, Professor i Theologien i Berlin, Ridder af Dannebrog.

Babbage, Charles, Medlem af det kongelige Videnskabernes Selskab i London.

Pardessus, Jean Marie, Medlem af det franske Institut,

Martius, Karl Friedrich Philip v., Hofraad, Professor i Botaniken i München, Ridder af Dannebrog.

Chevreuil, Michel Eugene, Medlem af det franske Institut, Ridder af Dannebrog.

Hansen, Peter Andreas, Professor og Directeur for det Seeberger Observatorium ved Gotha, Ridder af Dannebrog. 4

Lyell, Sir Charles, Baronet, Medlem af det kongelige Videnskabernes Selskab i London.

Ehrenberg, Christian Gottfried, Professor i Zoologien ved Universitetet i Berlin.

Weber, Wilhelm, Dr. phil., Professor i Physik ved Universitetet i Leipzig.

Guisot, Francois, Medlem af det franske lostitut, Ridder af Elephanten.

Quetelet, Lambert Adolphe Jacques, Directeur for det astronomiske Observatorium og Secretair ved Videnskabernes Selskab i Brüssel.

Baer, Karl Ernst v., Dr. phil. et med., Medlem af Academiet i Petersborg.

Airy, George Biddel, kongl. Astronom ved Observatoriet i Greenwich, Medlem af det kongelige Videnskabernes Selskab i London. Dumas, Jean Baptiste, Medlem af det franske Institut, Commandeur af Dannebrog.

Fries, Elias, Professor emer. i Botaniken ved Universitetet i Upsala, Commandeur af Dannebrog.

Olshausen, Justus, Professor, Regjeringsraad i Berlin. > ) ) 8J 8

Hildebrand, Bror Emil, kongl. svensk Rigsantiqvar og Garde des Medailles i Stockholm, Ridder af Dannebrog.

Lassen, Christian, Professor i orientalsk Philologie i Bonn. Ritter, Heinrich, Professor i Philosophien i Göttingen. Beaumont, Elie de, Secretair ved det franske Institut.

Murchison, Sir Roderick Impey, Directeur for Museet for praktisk Geologie i London, Com- mandeur af Dannebrog.

Liebig, Justus v., Baron, Professor i Chemien i München.

Nilsson, Sven, Professor emer. i Zoologien i Lund, Commandeur af Dannebrog. Brunius, Karl Georg, Professor emer. i Philologien i Lund, Ridder af Dannebrog. Wöhler, Friedrich, Professor i Chemien i Göttingen.

Milne-Edwards, Henri, Medlem af det franske Institut.

Haidinger, Wilhelm Karl, Director for d. k.k. geologiske Rigsanstalt i Wien.

Rose, Gustav, Professor i Mineralogien i Berlin.

Bunsen, Robert Wilhelm, Professor i Chemien i Heidelberg, Ridder af Dannebrog. Regnault, Henri Victor, Professor, Directeur for Porcellainsfabriken i Sèvres ved Paris.

Owen, Richard, Superintendent over det britiske Museum og Medlem af det kongl. Viden- skabernes Selskab i London.

Agassiz, Louis, Professor i Zoologien ved Universitetet i Newhaven i Nord-Amerika. Sabine,, Edward, Generalmajor, Præsident for Royal Society i London.

Daubree, A., Professor i Mineralogie ved Jardin des Plantes i Paris.

Sars, Michael, Dr. phil., Professor i Zoologien i Christiania.

Gotische, C. M., Dr. med., i Altona.

XII

Behn, Wilhelm Friedrich, Dr. med., Professor i Anatomie og Zoologie i Kiel. Peters, Christian August Friedrich, Dr. phil., Professor og Directeur for det astronomiske Observatorium i Altona, Ridder af Dannebrog.

Carlsson, Frederik Ferdinand, Professor i Historien ved Upsala Universitet, Chef for Ecclesiastik-Departementet i Stockholm.

Grote, George, Vicecantsler ved Londons Universitet, Professor i Oldtidshistorie ved Royal Academy i London, Medlem af det kongl. Vidensk. Selskab i London.

Styffe, Carl Gustav, Bibliothekar ved Universitetsbibliotheket i Upsala. Thierry, Amedee, Medlem af det franske Institut.

Vibe, Frederik Ludvig, forhen Professor i Gresk ved Christiania Universitet, Rector ved Kathedralskolen i Christiania.

Chasles, Michel, Medlem af det franske Institut. Liouville, Joseph, Medlem af det franske Institut. Duhamel, Jean-Marie-Constant, Medlem af det franske Institut.

Malmsteen, Carl Johan, forhen Professor i Mathematik i Upsala, Landshovding i Skaraborgs Lehn, Commandeur af Dannebrog.

Broch, Ole Jacob, Dr., Professor i Mathematik i Christiania.

Bernard, Claude, Medlem af det franske Institut.

Edlund, Erik, Dr., Professor i Physik ved det kongelige svenske Vetenskabs Akademie i Stockholm.

Scanberg, Lars Frederik, Professor i Chemie i Upsala.

Hooker, Joseph Dalton, Dr., Directeur for den kongelige botaniske Have i Kew.

Rossi, Giambattiste de, Ridder, i Rom.

Om

Bruskens første Dannelse og Udvikling

Professor, Dr. med. Adolph Hannover.

Med to kobberstukne Tavler.

an i dit ET it th, an 4 |

ira Bun Pr Am Aub ir

I min Afhandling om Pattedyrtandens Udvikling og Bygning”) har jeg viist, at Dannelsen af Tandens Cement eller Bensubstants skeer gjennem Cementkimen paa en eiendommelig, hidtil ikke bekjendt Maade gjennem tre forskjellige Stadier. I den tidligste Tid udgjør Cementkimen som Primordialkime en flydende, vandklar eller let rødlig Substants, hvori Cementkimens Primordialceller danne de eneste faste Legemer. Disse Celler ere runde, sjeldnere ovale, meget klare og fine, næsten uden Molekuler og forsynede med en middel- stor rund eller oval, sjeldnere kantet Kjerne, der har Udseendet af en selvstændig Blære, og som i Almindelighed indeholder et mørkt punktformigt Kjernelegeme. Den første Foran- dring, som Primordialcellerne undergaae, efterat Gementkimen har erholdt en svagt gelatinøs Consistents, bestaaer deri, at Cellemembranen skyder talrige Forlængelser ud til Siderne, hvorved Cellen bliver forgrenet eller stjerneformig. Fra Forlængelserae udgaae atter finere Grene, som forene sig med Nabocellernes; selve Cellemembranen begynder at svinde, Kjernen bliver noget mørkere, og Kjernelegemet er hyppigere synligt end tilforn. Cement- kimen bliver nu fastere, og der danner sig en klar strukturløs Intercellularsubstants, hvori de stjerneformige Geller ere leirede i forskjellige Lag og anastomosere indbyrdes; men da Cellemembranen er aftagen i Omfang, er Udseendet, som om Grenene udgik fra de store, runde, ovale eller forlængede Kjerner. Tilsidst svinder Cellemembranen aldeles, og de oprindelige Forlængelser blive til meget fine, glatte, let bølgeformige, sjeldnere stive og lige Traade, som ligge i Bundter, parallelt eller uregelmæssigt, Af Kjernen sees efter- haanden kun Spor. Hermed slutter Cementkimens Primordialstadium. Den forvandles nu til en Traadbrusk, idet der nemlig fremstaaer Bruskceller, hvormed Dannelsens andet Stadium begynder, Bruskcellerne optræde enkeltvis i den traadede Primordialmasse og uden Forbindelse med den. De ere af forskjellig Størrelse, runde eller let ovale, mørkere

#) A. Hannover, über die Entwickelung und den Bau des Säugethierzahns, nebst § in Kupfer gest. Tafeln. Verhandlungen der kaiserl. Leopoldinisch-Carolinischen Academie der Naturforscher, Bonn und Breslau 1856, Bd. 25, Abth. 2. Overs. af T. Wharton Jones, British and foreign medico-chi- rürgical review, 1857, 37, January, Pag. 229).

end deres Omgivelse, have et grovtkornet Indhold, en middelstor grovtkornet Kjerne, men intet tydeligt Kjernelegeme. Idet deres Mængde tiltager, taber Grundsubstantsen samtidigt sin traadede Bygning og bliver mere ensformig. I Cementkimens tredie Udviklingsstadium foregaaer Traadbruskens Forbening kort efter Bruskcellernes Optræden; der skeer Afleiring af Kalkmasse i Intercellularsubstantsen, hvorved Bruskcellerne efterhaanden sammenpresses og blive mindre og tilsidst forvandles til Benlegemer. Denne Forandring vil jeg her ikke videre opholde mig ved, da den ikke vil blive Gjenstand for Undersøgelse i den følgende Del af Afhandlingen. Derimod skal jeg endnu gjøre opmærksom paa, at Dannelsen af Marv- kanalerne allerede begynder i Primordialkimen, saasnart Bruskcellerne vise sig eller maaskee noget sildigere, idet Massen i den paagjældende Strækning henflyder, hvilket sandsynligvis skeer i Retningen af Karrenes Forløb.

I den nævnte Afhandling antydede jeg allerede, at man muligen turde antage, at ogsaa Bruskens Dannelse i Benene foregik paa en tilsvarende Maade, og jeg kan nu fuld- stændigt bekræfte dette for en sygelig Bruskdannelses Vedkommende, nemlig for det af Joh. Müller først saaledes kaldte Enchondroma eller Brusksvulsten.

Uden at ville indlade mig paa en neiere anatomisk Beskrivelse af Enchondromets forskjellige Former skal jeg her kun i Almindelighed bemærke, at Enchondromet saavel forekommer paa og i Nærheden af Ben og Periosteum, hvor altsaa dets Oprindelse synes lettere forklarlig, som ogsaa fjernt fra saadanne Steder, saaledes navnlig i og nær Parotis, Testes, Mammæ og flere andre Legemsdele. Da det væsenligt overalt bestaaer af den samme hyaline, ensformige eller traadede Brusk med de for Brusken characteristiske Brusk- celler, laae det nær at antage en og samme Dannelsesmaade for alle Enchondromer, og man troede at have fundet deres Udgangspunkt i det rigtignok overalt i Legemet tilstede- værende Bindevæv og de forud for samme gaaende Bindevævslegemer. Men her maatte Spørgsmaalet paany blive, hvorfra disse atter tage deres Oprindelse, og hvorfor de netop uddanne sig til Bruskceller, navnlig paa Steder, hvor ingen Brusk eller Ben findes i Nærheden. Man er i den seneste Tid overhovedet gaaet altfor vidt i at tillægge disse Bindevævslegemer en Rolle ved Dannelsen af et - meget stort Antal af Legemets Væv og Vædsker, en Betydning, som de efter min Mening ikke fortjene, og som bør indskrænkes til Frembringelsen af det egenlige Bindevæv og de dermed umiddelbart beslægtede Dannelser. Hermed være det imidlertid ikke sagt, at jeg formaaer at eftervise, hvorfra en differentiel Celle tager sit Udspring; thi endskjøndt jeg gjerne vil underskrive Sætningen Omnis cellula e cellula ligesom Omne ovum ex ovo, maa man dog for Dannelsen af den første Celle antage en Generatio æquivoca eller spontanea i dette Begrebs ikke aldeles absolute Betyd- ning; og naar nogle Iagttagere paastaae, at et Væv med en bestemt anatomisk og physio- logisk Charakter kan omdannes til et andet physiologisk eller pathologisk Væv med heterolog Charakter, da beroer en saadan Hypothese kun paa en urigtig Tydning af en muligen

or

forresten rigtig lagttagelse. Naar jeg derfor i det Følgende skal vise, at der i Enchondromet forud for den egenlige Bruskdannelse gaaer en Primordialtilstand ligesom i Cementet, kan jeg om den sammesteds optredende Celles forste Dannelse kun udsige, at den opstaaer i den flydende Ernæringsvædske, uden at jeg kan eftervise nogen anden Celle, hvorfra den kan have taget sit Udspring, og det Samme gjælder om den senere opstaaende Bruskcelle.

Enchondromet er som bekjendt snart saa haardt, at det neppe kan gjennemskjæres med Kniven, snart saa blødt, at det næsten henflyder. Overgange mellem begge Former kunne findes i samme Svulst. Det danner enten en sammenhængende afrundet Svulst eller er samlet i et Conglomerat af smaa runde Masser, der mere eller mindre ere adskilte ved Bin- devæv, medens en stærkere Bindevævskapsel kan danne et fælleds Overtræk for dem alle. Paa Gjennemsnit af Svulsten seer man, at Massen er spættet, hvid eller graa, paa enkelte Steder noget rødlig, alt eftersom Bindevævet eller Brusken har mest Overhaand. Den ud- vendige knudrede Form kan strække sig temmelig langt ind i Svulstem, men i dens Midte smelte Knuderne sædvanligt sammen til en sammenhængende fastere Masse, og de enkelte Knuders Begrændsning udslettes. Samtidigt findes gjerne et hvidt Skelet, som udstraaler træformigt fra Svulstens Midte og omfatter den graa Bruskmasse i Masker af meget for- skjellig Størrelse. Denne Masse frembyder de forskjellige Bruskarters Udseende og Haardhed, men den kan være saa blød som Gelee eller i Svulstens Peripherie være ganske flydende. Saadan flydende Brusk maa ikke forvexles med den flydende Masse, der kan forekomme paa andre Steder i Svulsten, og som indeholdes i begrændsede, runde eller uregelmæssige Cyster, hvis Vægge ere glatte eller besatte med smaa uregelmæssige Bruskknolde. Det er saadanne Cyster, der i Forening med Svulstens almindelige Elasticitet give Anledning til Fluctuation og kunne gjøre Diagnosen vanskelig.

Til Studiet af Bruskdannelsen maa man helst vælge Svulster, hvis Peripherie dannes af en blød, henflydende Masse. Saadanne Svulster f. Ex. fra Egnen om Parotis kunne have Størrelsen af et Hønseæg; de ere paa Overfladen bløde, gelatinøse, rødlige og klaseformige eller knoprede lig et gjennemsigtigt rødt Hindbær; de enkelte Druer kunne have Størrelsen af en lille Nød og sammensættes atter af mindre som et Hampefrø eller Hirsekorn. Denne kornede Bygning kan fortsætte sig til en Dybde af 1—2 Linier, idet den rødlige Farve temmelig pludseligt taber sig i den indenfor liggende hvidgraa eller graagule, fastere, ela- stiske Substants. Paa Grund af de yderste bløde henflydende Lag lader den omgivende paa Kar rige Bindevævskapsel sig med Lethed afskrælle fra Svulsten; ogsaa dens Indside bærer Indtrykket af Svulstens knoprede Overflade og er areolær.

Denne yderste henflydende Masse erPrimordialbrusk. Til at undersøge den maa man i det hele altid betjene sig af friske Præparater; ved at opbevares taber Bygningen sig. Primordialbrusken bestaaer helt igjennem af Celler (Tab. I. Fig. 1) af temmelig forskjellig Størrelse; de ere runde, klare, blege, næsten aldeles blottede for Molekuler. Deres Kjerne

er rund eller oval, sjeldnere langagtig eller haivmaaneformig, fintkornet, uden større Mo- lekuler, noget mørkere end Cellen og temmelig stor i Forhold til den. To Kjerner sees kun meget sjelden i samme Celle. Kjernelegemet savnes oftest, eller der findes eet eller to punktformige. Cellerne svømme enten isoleret omkring, eller man træffer især smaa Geller sammentrengte i større Grupper (Fig. 2), saa at man ved første Oiekast kun bliver de noget mørkere Kjerner var. Frie Kjerner kunne forekomme (Fig. 3). I Tandens Pri- mordialbrusk ere disse Geller ganske af samme Beskaffenhed, kun synes de i det hele at være noget mindre”).

Den første Forvandling, som Primordialbruskens Celler undergaae, og som man al- lerede kan træffe Spor til i den flydende Masse, bestaaer deri, at hele Cellen bliver lang- agtig oval, dernæst vinklet, og at derpaa den ene eller begge Ender udtrækkes i een eller sjelden flere brede Spidser (Fig. 4). Hos alle Geller mærkes denne Tilboielighed til at forlæn- ges. Det er hele Gellen i Forening med dens Indhold, der saaledes forlænges haleformigt. Kjernen holder sig foreløbigt uforandret og forbliver liggende i den kolbeformige Del, naar der kun findes een Forlængelse. Heller ikke bemærkes endnu nogen Forandring i Cellens klare Indhold, der er det samme som i den runde Celle.

Gellernes Tilboielighed til at forlænges og til at udsende spidse Forkengelser til- tager, og der fremkommer derved en stor Mangfoldighed af Former, saaledes som man kan see af Fig. 5. Kjernen er stor, sjeldnere rund, oftest oval, og antagende en Længde- retning, skarpt begrændset, noget mørkere og ensformigere end selve Cellen. To eller tre Kjerner fremtræde nu meget hyppigt, saavel irunde som i vinklede Celler; man træffer bis- cuitformige Kjerner eller to Kjerner, der ligge jevnsides, som om en Kjerne nylig var delt. Medens Kjernelegemet kun sjelden er synligt i de runde Celler, fremtræder det nu med større Bestemthed, viser sig punktformigt eller blæreformigt, i Antal fra 1—3. Denne For- andring af de runde Celler til vinklede og tilspidsede Legemer stemmer ganske med For- holdet i Tandcementets Primordialbrusk; dog ere Forlængelserne fra hver enkelt Celle paa sidstnævnte Sted i det hele talrigere””). F

Efterhaanden bliver nu hele Cellen udtrukken til et skyttelformigt Legeme (Fig. 6 og 7), og der fremtræder ganske de samme Former somiTandcementet***). Forlengelserne blive mere tilspidsede, to eller flere Celler smelte sammen efter Længden, og efterhaanden som Cellemembranen trækkes i Længden og forsvinder, dannes en Traad, hvorpaa Kjernerne sees liggende i Rader, i Begyndelsen af samme Storrelse som i den oprindelige Celle, men efterhaanden aflagende i Brede, saa at de tilsidst smelte sammen med Traaden og kun som Spor efterlade nogle mørke Molekuler. Frie Kjerner sees nu kun sjelden. De skyttelfor- mige Legemer ere snart leirede parallelt efter Længden, snart uden bestemt Orden. Man

*) Le, Tab. 23. Fig. 9 y Le, Tab. 23, Fig. 10, Sy Cz) rab: 23, Re: TI of) 12,

IT

kan iagttage alle hine Overgange paa samme Præparat. Medens de frie runde Celler alene forekomme i den henflydende ydre Masse og blive sjeldnere indad mod den egenlige Svulst, begynde de til skyttelformige Legemer udtrukne Geller at optræde i de yderste røde Gryn, som man uden videre Præparation kan bringe hele under Mikroskopet; de ere nemlig ikke elastiske, men saa blode, at de kunne comprimeres af en tynd Glasplade, uden at Elementar- delene komme i Uorden.

Primordialbrusken nærmer sig endelig sit sidste Udviklingstrin, idet de skyttelformige Legemer blive til virkelige Traade (Tab. I, Fig. 8, 9). Man seer dette bedst i de Partier af Svulsten, som ligge strax indenfor de nysnævnte rødlige bløde Gryn; Substantsen er her endnu blød og grynet, men mindre gjennemsigtig, mindre rødlig og hist og her hvidgul; imidlertid kan man ogsaa finde dette Stadium i geleeagtige Partier, der kunne forekomme midt inde i den bruskhaarde Svulst. ‘Traadene ere meget bløde og fine, dog saaledes, at man i Regelen seer Contouren paa hver Side som en fin sort Linie. De ere lige eller kun let krummede, uden dog at være snoede eller at forløbe i Slangegang som virkelige Bindevævstraade. De ere stærkt forgrenede som Følge af de tidligere skyttelformige Legemers Sammensmeltning, og man seer to, tre eller flere enkelte Grene udgaae fra (Sporene af) en Kjerne og støde til an- dre Kjerners Traade. Retningen i deres Forløb er enten lige eller let bugtet, parallelt i Bund- ter af meget forskjellig Tykkelse,. eller udstraalende i Hvirvler af vexlende Form; undertiden danne de fuldstændige Maskenet med talrige Forgreninger. I heldige Tilfælde kan man paa samme Præparat see en stjerneformig Udstraaling, som dækker et Maskenet (Fig. 9). Ved tilsat Eddikesyre blive Traadene blegere, men i det hele forresten uforandrede; Kjernerne, hvorfra de udgaae, og Maaden, hvorpaa dette skeer, blive herved meget tydelige.

Ligesom i Cementet slutter hermed Bruskdannelsens Primordialstadium. Gellerne i den oprindeligt flydende Primordialbrusk ere blevne forvandlede til Traade, og denne Traad- dannelse. afgiver nu Grundlaget for det følgende Stadium, i hvilket der optræder virkelige Bruskceller, som i deres Oprindelse aldeles Intet have at gjøre med Primordial- bruskens Celler og de af dem dannede skyttelformige Legemer.

Bruskcellerne i Enchondromet (Fig. 10) ere ligesom Primordialcellerne i det hele større end de iCementet. De ere af anselig Størrelse, runde, ovale eller noget uregelmæs- sige uden dog at være kantede eller skarpt begrændsede ved nogen fin Linie. Udseendet er ofte, som om der manglede en selvstændig omgivende Cellemembran. Deres Overflade er grovtkornet; Kjernen er meget stor, rund eller oval, klar og uden Molekuler, i enkelte Tilfælde dobbelt; Kjernelegemet mangler undertiden, eller der viser sig en ubestemt mør- kere Ansamling, men det er oftest stort, rundt og mørkere end Kjernen. Ved Eddikesyre blive Cellerne blegere og utydeligere; Kjernen angribes mindre end andre Kjerner og frem- træder kun lidet skarpere efter Anvendelse af Syren. Fra Primordialcellerne adskille Brusk- cellerne sig ved deres betydeligere Størrelse, deres grovtkornede Overflade, Mangelen paa

8

Afgang af Traade og det skinnende Udseende, der charakteriserer Bruskcellen, og som skyldes Kjernen. Desuden findes de kun, hvor Traaddannelsen er begyndt, i noget fastere Partier af Svulsten; men tidligere Iagttagere have ikke skjelnet mellem disse to Arter af Celler.

Det er ikke ganske let at faae Øie paa Bruskcellerne i denne tidligste Form, skjøndt de forresten temmelig let lade sig isolere. Man maa vælge Partier, hvor den gelatinøse, rød- lige, halvgjennemsigtige Substants netop begynder at blive fastere ved Dannelsen af Traade. Paa saadanne Steder, hvad enten de findes i Svulstens Peripherie eller i isolerede Pletter i dens Indre, ere de ofte saa talrige, at de ligesom ligge i Grupper eller Klaser uden mellem- værende Intercellularsubstants; i det mindste er den ikke fast, men flydende. Senere skjules de ofte af den mørke Traadmasse, ere maaskee forholdsvis færre i Antal og undergaae ad- skillige Forandringer. Ikke sjelden seer man dem indkapslede i hverandre som Følge af en fortsat Deling af Kjernerne. I Cellens peripheriske Dele kan der danne sig en lagvis Aflei- ring, såa at der bliver et tomt gjennemsigtigt Rum mellem denne Skal og Kjernen. Den kor- nede Masse, som danner Celleindholdet, er fremdeles ikke altid skarpt begrændset; under- tiden kan den tabe sig umærkeligt udad, undertiden sammensmelte med hosliggende Cellers og danne en tilsyneladende (eller virkelig) Intercellularsubstants, hvori Kjernerne blive lig- gende og, saaledes som jeg paa et andet Sted har antydet”), let kunne antages for at være Bruskcellen i dens Helhed, idet nemlig det store Kjernelegeme feilagtigt antages for Kjernen.

Overgangen fra den primordiale Traaddannelse til Brusk skeer temmelig brat, og man kan under Mikroskopet med ringe Mellemrum træffe de primordiale skyltelformige Le- gemer og derpaa store klare Bruskceller hvilende i et traadet Grundlag, men hvori man dog endnu kan skimte hine Legemers Kjernedannelse. Det er saadanne Præparater, der have forledet flere lagttagere til at antage, at Bruskcellerne havde deres Oprindelse fra eller vare en Omdannelse af skyttelformige Legemer.

Traaddannelsens Skjæbne er forskjellig. I nogle Tilfelde svinder den ganske, og man seer Bruskcellerne hvile i en ensformig, hyalin Grundsubstants. I andre Tilfælde holder Traaddannelsen sig ikke blot uforandret, men tiltager endog i Styrke. Naar Massen er hvid- graa og har Elasticitet og Haardhed som Brusk, er Grundsubstantsen snart ensformig uden traadet Bygning, saaledes som man finder den i sædvanlig hyalin Brusk, snart er Bygningen helt igjennem stribet eller traadet (Fig. 11). De meget fine lineære Traade ere samlede i tykke Bundter og lade sig meget vanskeligt sondre; Bundterne forløbe i lige Linie eller let bugtede, udstraale ikke fra noget enkelt Punkt, men ligge uregelmæssigt uden Orden, kryd4 sende hverandre i flere Lag, hvorved de ligesom danne kantede Masker, der blive mindre, jo stærkere Traaddannelsen er udviklet i de rent hvide faste Partier. I de traadede Partier ere Bruskcellerne meget ulige fordelte; paa nogle Steder ere de temmelig talrige og kunne

l. c., Pag. 822, Anm.

endog ligge i Grupper, paa andre Steder savnes de næsten ganske. Selv førend Bruskcel- lerne komme i Focus, kan man forud angive deres Tilstedeværelse ved de eiendommelige klare Pletter, der sees i det øvrige taagede Felt; naar de ere traadte i Focus, reflektere de Lyset meget stærkt. Imidlertid vise Bruskcellerne sig her noget anderledes end i deres op- rindelige Form saaledes som afbildet Fig. 10. Bruskcellernes store runde eller ovale, under- tiden biscuitformige Kjerner fremtræde snarere som Plader end som Blærer (Fig. 12); de ere klare og bryde Lyset stærkt, hvilket navnlig er Tilfældet med ældre Masser fremfor yngre. Hvis de ellers endnu ere omgivne af en Cellemembran, da ligger denne altid tæt omkring Kjernen; Kjernen begrændses af en tynd, stærkt skinnende Ring eller Area, der kaster en Skygge til den ene Side; hvis dette ikke er Kjernens egen Contour, maa det være den for- tykkede Cellemembran eller denne i Forening med et muligt klart Indhold; men jeg er langt mere tilboielig til at antage, at Cellemembranen og Indholdet ere sammensmeltede med den omgivende Substants, og at Contouren alene tilhører Kjernen. To eller flere Kjerner kunne have en fælleds Omgivelse; Kjernelegemet er stort, blæreformigt, undertiden dobbelt. Under- tiden træffer man indsluttede Fidtdraaber. I denne Tilstand forandres Bruskcellerne (eller Bruskkjernerne, hvilket Navn de nu rettere fortjene) ikke ved Indvirkning af Eddikesyre. Karrene ere talrige, bedækkede .som sædvanligt med langagtige Kjerner; de forgrene sig træformigt og i Masker; undertiden ere de store og udvidede og indeholde Blodcoagula. Marvkanalernes Dannelse har jeg ikke kunnet forfølge saalangt tilbage som i Ce- mentet, hvor Sporene allerede lade sig eftervise i Primordialkimen, saasnart Bruskcellerne optræde”). I Enchondromet seer man den første klare Antydning til Anlæg af Marvkanaler i de kredsformige Leiringer og Krydsninger, som forekomme i Traaddannelsen. Noget senere træffer man korte Gange, der paa Gjennemsnit vise sig som gule Punkter og ere fyldte med smaa Fidtdraaber og smaa aflange eller kantede Kjerner, der ere forskjellige fra de skyttelformige Legemers. De tilhøre de senere Marvkanaler og ere ikke nogen adenoid Dannelse, saaledes som nogle Iagttagere have antaget. Forøvrigt kan der midt i de Knolde, hvori Svulsterne ere delte, forekomme smaa Fidtpartier, bestaaende af sædvanlige Fidtceller. Derimod tilhøre de Samlinger af Kornceller og Kornhobe, som man oftere træffer i Enchon- dromet, og som endog kunne give Stedet et mørkegraat Udseende, ikke Marvkanaldannelser, men beroe sandsynligvis paa en Emollition. Korncellerne ere smaa, alle omtrent af samme Størrelse, med selvstændig omgivende Membran, og, som det synes, i nogle med særegen Kjerne; de synes ikke at være Omdannelser af Bruskcellerne. I de begrændsede og med glatte Vægge forsynede Hulheder, der undertiden forekomme i Enchondromet og kunne naae Størrelsen af en Nød eller Valnød, indeholdes gjerne en slimet Vædske, hvori man enten aldeles ingen faste Legemer finder, eller kun sparsomme blege og grovtkornede

*) 1. c., Pag. 824, Tab. 23, Fig. 13 a, 15 e.

Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk, og mathem. Afd, 7 B, ~

10

Kornhobe. Ogsaa disse Hulheder beroe sandsynligvis paa en Emollition og have Intet med den egenlige Forbruskning at gjøre.

Til at undersøge Bruskens Forbening egner Enchondromet sig mindre vel paa Grund af den uregelmæssige Maade, hvorpaa Forbeningen oftest gaaer for sig, og jeg kan derfor ikke her eftervise Analogien med Forbeningen af Tandcementets Brusk. Kun skal jeg be- mærke, at de talrige Bruskceller i Enchondromets haardeste Partier, hvilke man maa antage at nærme sig en Forbening, hyppigt ere uformelige og ligesom sammenskrumpede, lig de Bruskceller i Cementet, som ere ifærd med at forbenes*). Til at forfølge Forbeningen udenfor de normale Tilstande egner Callusdannelsen og flere andre Nydannelser, der udgaae fra normale Ben, sig langt bedre paa Grund af den Regelmæssighed, hvormed Dannelsen gaaer for sig fra Benhinden. Men efterat jeg har efterviist Overensstemmelsen mellem Cementets og Enchondromets Forbruskning, ligger det nær at antage, at der ogsaa ved de nysnævnte Dannelser gaaer en Primordialbrusk forud for Traadbrusken og forud for den ende- lige Forbening; hvorvidt den samme Lov gjør sig gjældende ved den normale Bendannelse overhovedet, vilde det vistnok lønne sig at undersøge; meget vilde her beroe paa det lykkelige Valg af Objectet. Jeg vover imidlertid ikke endnu at udtale mig videre herom, fordi jeg ikke anseer Antallet af mine Iagttagelser for tilstrækkeligt stort. En enkelt Iagt- tagelse vil jeg anføre paa Grund af Ligheden med Enchondromet. Der forekommer hos Børn og Voxne paa det yderste Led af Tommeltaaen en eiendommelig, ikke altid smerte- fuld Exostose af pyramidalsk Form og saa stor som en Ært eller en lille Nød, der ofte i hei Grad hindrer Gangen; under sin Væxt kommer den frem under Neglen, som den løfter i Veiret og beier tilbage. Jeg troer, at Dupuytren**) er den, der først omtaler at have bort- laget en saadan Svulst, men han beskriver ikke dens Bygning. Svulsten udgaaer fra Ben- hinden og er i sit Indre porøs, men skjør og haard; Benmassen indeholder tydelige Ben- legemer, men udad mellem Benhinden og Benet er Massen blødere, fibro - cartilaginøs. Denne sidstnævnte Masse har i sine forskjellige Udviklingstrin fuldstændig Lighed med En- chondromet; Bruskcellerne (Kjernerne) ere større, Traaddannelsen og dens sig krydsende Bundter ere af samme Beskaffenhed (Fig. 13).

Skjøndt jeg, saaledes som det strax i Begyndelsen af nærværende Afhandling er »an- ført, ikke har havt til Hensigt at give nogen anatomisk Beskrivelse af Enchondromet, men kun har benyttet denne Svulst for at eftervise Bruskens første Dannelse og Udvikling, kan jeg dog til Slutningen ikke undlade at gjøre opmærksom paa, at mange af de saavel anato- miske som mikroskopiske Former, der give Enchondromet et saa afvexlende Udseende, beroe

Le, Tab. 23, Fig. 15 a, b, c.

") Dupuytren, leçons orales de clinique chirurgicale, Paris 1839, 2 edit, 2, Pag. 110. Paget, lectures on surgical pathology, London 1853, 2, Pag. 238. Nelaton, élémens de pathologie chirurgicale, Paris 1859, 5, 2, Pag. 973.

11

paa Svulstens ogZnavnlig Bruskens forskjellige Udviklingstrin. De bløde, halvgjennemsigtige og halvflydende Partier i Svulstens Peripherie ere sædvanligt de yngste Lag, hvori der kun Di Van nr £ Cc Jo Pactara , nN ” N ,

findes Primordialbrusk med dens Celler; jo fastere og hvidere Substantsen bliver, desto mere faaer Traaddannelsen Overvægt, og mange gamle Enchondromer have en fibros Haardhed, saa at man neppe kan gjennemskjære dem. Det spættede, hyaline, graa og hvidgraa og hvide T 5 OR My: 5 in nu c ;

Udseende beroer ikke blot paa Traadenes og Cellernes forholdsvise Antal, men ogsaa paa deres forskjellige Udviklingstrin. Naar man endelig betragter tidligere Iagttageres Afbild- ninger af Enchondromets Elementardele, vil man finde en stor Mangfoldighed af Former, som altid har været paafaldende, men som ved Sammenligning med mine Afbildninger og ved de Meddelelser, jeg derom har gjort, faae en anden og bestemtere Tydning, grundet

paa de forskjellige Stadier i Udviklingen,

Forklaring af Tavlerne. (Forstørrelsen er overalt 340 Gange.)

Tab. I, Fig. 1, Primordialbruskens klare Geller i den yderste henflydende Masse i et Enchondrom fra Regio parotidea. 2 2. Smaa Celler i Grupper fra samme Svulst. 3. Frie Kjerner. 4. Primordialbruskens Celler forlænges. Fig. 5. Forlængelsernes videre Udvikling. 6 og 7. Primordialbruskens Geller forvandlede til skyttelformige Legemer. 8 9

Tab. If, Fig. De skyttelformige Legemers Forvandling til Traade.

Stjerneformig Udstraaling af Traadene, dækkende et Maskenet. Nederst sces enkelte Brud- stykker af elastiske Traade.

10. Isolerede grovtkornede Bruskceller, som opstaae i Traaddannelsen.

11. Den fuldt udviklede Traadbrusk fra haarde hvide Partier i Svulsten, Traaddannelsen med de i samme leirede Bruskceller (Bruskkjerner) i forskjellige Lag, mørkere eller lysere efter Focalindstillingen.

Fig. 12. Isolerede Bruskceller (Bruskkjerner) fra sidstnævnte Sted.

Fig. 13. Traadbrusken i en Exostose fra det yderste Led af Tommeltaaen.

ud. Hannover ad nat: ope cameræ cure del.

205 5$0.

IM Petersen re

ow! MI : LR | } ; = aed) ae dl { a ER LY y à i À EIER } Tie Ve RE ey AR i > = à ? ee . A sf i i i 4 ENTER RS i À [AL SA 2 N à “fl i Fr r Se i > i" £ [ Fa = by LU - À Li L 4 i ‘ f À + y J « ‘ ' 7 2 = | 2 lg 2 = = N ; & , . i . ' j vd + 1 . 1 -

| lig (0 ' à i i U u . mx = = - iz tå é , A oh 4 * U x pd . . = - . . (2 hj sw à ' “ 6 A 1.7, så ’ st Ar +f u. .¥ «© a a pl - à nm . à à en PA Ø : 1 2 ir u vs pe A > …. Pr æ ' . à £ ” ; ‘ Ar ° u ' D * + . u - ' ate 5 ? f é “ . f s dg LA . . . - = - i - … . À .

Pr

Vid. Selsk. Skrifter V Række. Nature. og math. Ath FI Bd. A Hannover, om Bruskens Dannelse Lab JE

A. Hannover ad nat. ope cameræ cure del. EM, Petersen se

Iagttagelser

over

indkapslede Indvoldsorme hos Frøen

Professor, Dr. med. Adolph Hannover.

Med 2 lithographerede Tavler,

i h MN

Det

Rise

i i

.

jie ee | ive r i i | das

AN i i 7 | Kr LE,

MEN (au

i i : ia ¥) let u hen SL ny ul lav dr

> så nei. ec ins vil raid à à le jr a

Det har allerede i lang Tid været bekjendt, at visse Indvoldsorme hos Frøen og ner- staaende Reptilier forekomme indsluttede i Kapsler. Rudolphi‘) nævner Filaria rubella, Amphistomum urnigerum og Distomum chrystallinum hos Rana esculenta og temporaria; Die- sing**) anfører efter egne og Andres Iagttagelser Tylodelphis rhachidis og Filaria rubella hos Rana temporaria og Pelophylax (Rana) esculentus, Codonocephalus mutabilis (Amphi- stomum urnigerum) og en ubestemt Filaria hos Pelophylax esculentus, Distomum chrystalli- num hos Bufo viridis og Bombinator igneus (men ikke hos Rana), Hedruris (Ascaris) androphora hos Bufo calamita, en ubestemt Nematode hos Rana pipa, Ascaris commutata hos Bufo viridis. Valentin***), som fandt disse Legemer hos Rana esculenta mellem Mavens Muskel- og Slimhinde og især i Tarmkanalens øverste Del, er den, der først har beskrevet dem noget noiere; men skjondt hans Beskrivelse af selve Kapslen synes at tyde paa, at han har havt mere end een Art for sig, er dog en filarieagtig Orm det eneste Dyr, som han omtaler i dem. Ogsaa Vogt****) har iagttaget disse Kapsler og den samme Orm i dem, som han ligefrem kalder en Filaria; i andre Tilfelde traf han Kapslerne tomme, 0g han fandt da den samme Orm circulerende i Blodkarrene. Da han fremdeles engang traf to Filarier af en Tommes Længde i Rummet mellem Leveren og Pericardium, mener han, at Moderdyret afsætter sine Embryoner paa et saadant Sted, der egner sig bedst for dem til at begynde deres Vandringer; Ungerne trenge ind i Karrene, circulere med Blodet og afsættes paa passende Steder i Underlivets Organer, i hvilke de indkaples for at naae deres Modenhed og atter bryde ud i Underlivshulheden. Herimod maa jeg bemærke, at der vel

*) C. A. Rudolphi, entozoorum synopsis, Berolini 1819, Pag. 5 og 212; Pag. 89 og 357; Pag. 100 og 381. *) C. M. Diesing, systema helminthum, Vindobonæ 1851, I, Pag. 305; 2, Pag. 269; 1, Pag. 317; 2, Pag. 284; 1, Pag. 352; 2, Pag. 205; 2, Pag. 338. Revision der Nematoden 1861, Pag. 645; see ogsaa Revision der Myzhelminthen 1858, Pag. 19, 34 og 35. **) G. Valentin, Repertorium für Anatomie und Physiologie, 1841, 6, Pag. 53, Note. ***) C. Vogt, Beitrag zur Entwickelung der Filaria, Müllers Archiv für Anat. und Phys., 1842, Pag. 189, Tab. X, Fig. S—15.

16

forekommer Indvoldsørme i Blodkarrene hos Frøen, men saaledes som ogsaa hans Afbild- ning synes at vise, ere de meget mindre og af en anden Art end de, der findes i Kaps- lerne, og dernæst have de i Kapslerne forekommende Filarier altid samme Størrelse; de tiltage ikke i Størrelse, idetmindste ikke væsenligt, og de naae i intet Tilfælde deres Modenhed i Kapslerne. Jeg har desuden aldrig truffet Filarier frit i Underlivets Hulhed, skjøndt dette i og for sig ikke har nogen Betydning, eftersom Moderdyret ligesaavel fra Tarmkanalen af kan lægge sine Æg i Blodkarrene. Kapsler med andet Indhold end disse