3 4 f v i A ’ || i i y i t | i i i Ru syd i K 7 ace FOR] THE EEORLE FOR EDVCATION FOR SCIENCE OF THE AMERICAN MUSEUM OF NATURAL HISTORY BY GIFT OF OGDEN MILLS ee DET KONGELIGE DANSKE VIDENSKABERNES. SELSKABS SKRIFTER. FEMTE RÆKKE. FÆRDEN | LIBRA FY v Så Gert NATURVIDENSKABELIG OG MATHEMATISK AAAI AFDELING. Ka Gi SYVENDE BIND. MED 14 LITHOGRAPHEREDE 0G 23 KOBBERSTURNE TAVLER. 3 oo KJOBENHAVN. TRYKT I BIANCO LUNOS BOGTRYKKERI VED E.S. MUNLE 1868. INDHOLD. Fortegnelse over Selskabets Embedsmænd og øvrige Medlemmer ....................... Adolph Hannover, Om Bruskens første Dannelse og Udvikling. Med 2 Kobbertavler ........- — Iagttagelser over indkapslede Indvoldsorme hos Frøen. Med 2 lithographerede Tavler F. Johnstrup, Faxekalkens Dannelse og senere undergaaede Forandringer. Med 4 Kobbertavler... . A. Colding, Om Udstrømning af Varme fra Ledninger for varmt Vand. . . . . . . . . . . . . . . . . .. Rud. Bergh, Anatomiske Bidrag til Kundskab om Aeolidierne. Med 9 lithographerede Tavler . . . . . Adolph Hannover, Epithelioma cylindraceum foliaceum og globosum, en patholog.-anatom. Undersøgelse. Mel 2 FonEtANER oouvesdescovacoseuc 6000000060 DEE OOOO DOS Bas H. Krabbe, Helminthologiske Undersøgelser i Danmark og paa Island, med særligt Hensyn til Blereorm- lidelserne paa Island. Med 7 Kobbertavler............--2-5.-.-0.0e+0-- F. Johnstrup, Om Fugtighedens Bevægelse i den naturlige Jordbund. Med 2 lithographerede og 1 KOMIK Tavleo os oo ODO oOo 000000200000 00000000 000005500 C. T. Barfoed, Nogle Undersøgelser over de isomeriske Tinsyrer . . ...............,.... Adolph Hannover, Om Bygningen og Udviklingen af Skjæl og Pigge hos Bruskfisk tilligemed udfor- ligere Beskrivelse af tvende herhen hørende Former. Med 4 Kobbertavler ......... C. C. Ring, Om Fugtighedens Bevægelse i Jordbunden. Med indtrykte Træsnit og 1 lithographeret Tavle A. S. Ørsted, Om en særegen, hidtil ukjendt Udvikling hos visse Snyltesvampe og navnlig om den genetiske Forbindelse mellem Sevenbommens Bævrerust og Pæretræets Gitterrust. Med 3 Kobbertavler ............ ern se NE eM oe ER del A 7 um - . i Å i © N ; . | dk 12 Ar lie i GR j TC 2 7. EX fg gez a Lay 4 pa i wie) — hr vel DR 1 Éd = 5 ' >. en 22 > te D" a oo) ~ Yan ur i . st i Fi Mane Va ye hes: ut oo à x , wir, = GÅ a (44 Partie Fi aru. ae 1e 2 La i vo «ear a q CAN u | . FORTEGNELSE DET KONGELIGE DANSKE VIDENSKABERNES SELSKABS MEDLEMMER. JANUAR 12868. Præsident. J. N. Madvig. Secretair: J. J. S. Steenstrup. Kasserer: J. Th. Reinhardt. Archivar: J. L. Ussing. Kasse-Commissionen. N. L. Westergaard. J. C. Hoffmann. C. L. Müller. J. J. A. Worsaae. Revisorer. L. A. Colding. H. P. J. J. Thomsen. Ordhogs-Commissionen. N. L. Westergaard. J. L. Ussing. Den meteorologiske Comitee. J. J. S. Steenstrup. H. L. d’Arrest. C. V. Holten. J. F. Johnstrup. Commissionen for Udgivelsen af et dansk Diplomatarium og Regesta diplomatica. J. N. Madvig. C. F. Wegener. Indenlandske Medlemmer. Frederik Christian Sibbern, Dr. phil., Conferentsraad, Professor i Philosophien ved Kjøben- havns Universitet, Commandeur af Dannebrog og Dannebrogsmand. Erik Christian Werlauff, Dr. phil., Conferentsraad, forhen Professor i Historien ved Kjøbenhavns Universitet, Storkors af Dannebrog og Dannebrogsmand, Storkors af St. Olafs Ordenen Commandeur af Nordstjernen, Commandeur af Egekroneordenen, Ridder af den rode Orns 3die Klasse og af Æreslegionen. Peter Wilhelm Lund, Dr. phil., Professor, Ridder af Dannebrog. Henrik Nicolai Clausen, Dr. theol., Professor i Theologien ved Kjøbenhavns Universitet, Commandeur af Dannebrog. Christian Georg Nathan David, Dr. phil., Conferentsraad, Chef for det stalistiske Bureau, Storkors af Dannebrog og Dannebrogsmand, Ridder af Jernkroneordenen og af den preussiske Kronordens 3die Klasse, Officier af Æreslegionen. Johan Nicolai Madvig, Dr. phil., Conferentsraad, Professor i Philologien ved Kjøbenhavns Universitet, Underviisningsinspecteur ved de lerde Skoler, Storkors af Dannebrog, Selskabets President. Henrik Carl Bang Bends, Dr. med., Etatsraad, Lector ved den kgl. Veterinair- og Landbohoi- skole, Ridder af Dannebrog og af Nordstjernen. Henrik Krøyer, Dr. phil., Professor, Inspecteur ved det zoologiske Museum, Ridder af Æreslegionen. Hans Larsen Martensen, Dr. theol., Biskop i Sjællands Stift, kongelig Confessionarius, Storkors af Dannebrog og Dannebrogsmand. Johan Christopher Hoffmann, Oberst, Commandeur af Dannebrog og Dannebrogsmand, Ridder af den svenske Sværdorden, af den russiske Wladimirs - Ordens 4de Kl. og af Stanislaus-Ordenens 3die Kl. Vill Johannes Japetus Smith Steenstrup, Etatsraad, Professor i Zoologien ved Kjøbenhavns Universitet, Ridder af Dannebrog og Dannebrogsmand, Ridder af Nordstjernen, Sel- skabets Secretair. Rudolph Johannes Frederik Henrichsen, Dr. phil., Professor, Rector ved Odense Kathedral- skole, Ridder af Dannebrog og Dannebrogsmand. Caspar Frederik Wegener, Dr. phil., Conferentsraad, Geheimearchivarius, kgl. Historiograph og Ordenshistoriograph, Storkors af Dannebrog og Dannebrogsmand, Storkors af den græske Frelsers-Orden, Commandeur af Nordstjernen og St. Olafsordenen. Caspar Peter Paludan-Müller, Dr. phil., Professor, Rector ved Nykjobing Kathedralskole, Ridder af Dannebrog og af Nordstjernen. Jørgen Christian Schiödte, Professor, extr. Docent i Zoologien ved Kjøbenhavns Universitet og Inspecteur yed dets zoologiske Museum, Ridder af Dannebrog. Carl Emil Scharling, Dr. theol., Professor i Theologien ved Kjøbenhavns Universitet, Ridder af Dannebrog og Dannebrogsmand. Christian Thorning Engelstoft, Dr. theol., Biskop i Fyens Stift, Commandeur af Dannebrog og Dannebrogsmand. Niels Ludvig Westergaard, Professor i de indisk-orientalske Sprog ved Kjøbenhavns Universitet, Ridder af Dannebrog. Carl Emil Mundt, Dr. phil., Professor. Johan Louis Ussing, Dr. phil., Professor i Philologien ved Kjøbenhavns Universitet, Ridder af Dannebrog, Selskabets Archivar. Jens Jacob Asmussen Worsaae, Etatsraad, Directeur for Museet for nordiske Oldsager og for det ethnographiske Museum, Directeur for de antiqvariske Mindesmerkers Be- varing, Ridder af Dannebrog og Dannebrogsmand, Ridder af Stanislausordenens 2den Klasse, af St. Annaordenens 3die Klasse og af Nordstjernen. Adolph Hannover, Dr. med., Professor. Carl Christopher Georg Andre, Geheime-Etatsraad, Directeur for Gradmaalingen, Storkors af Dannebrog og af Frants den Ferstes Orden. Konrad Gislason, Professor i de nordiske Sprog ved Kjøbenhavns Universitet, Ridder af Dannebrog. Johannes Theodor Reinhardt, Professor, extr. Docent i Zoologien ved Kjøbenhavns Universitet, og Inspecteur ved dets zoologiske Museum, Ridder af Dannebrog, Selskabets Kasserer. Ludvig August Colding, Stadsingenieur i Kjøbenhavn, Ridder af Dannebrog. Carl Ludvig Miller, Lic. theol., Dr. phil., Professor, Directeur for det kongelige Mynt- og Medaille-Cabinet, Antik-Cabinettet og Thorvaldsens Museum, Ridder af Danne- brog, af Nordstjernen og af St. Annaordenens 3die Klasse. Heinrich Ludvig d' Arrest, Dr. phil., Professor i Astronomien ved Kjøbenhavns Universitet, Ridder af Dannebrog. Peter Ludvig Panum, Dr. med., Professor i Medicinen ved Kjøbenhavns Universitet, Ridder af Dannebrog. Frederik Eginhardt Amadeus Schiern, Dr. phil., Professor i Historie ved Kjøbenhavns Universitet, Ridder af Dannebrog og af Leopoldsordenen. Carl Ferdinand Allen, Dr. phil., Professor i Historie ved Kjøbenhavns Universitet, Ridder af Dannebrog. Carl Valentin Holten, Professor i Physik ved Kjøbenhavns Universitet, Ridder af Dannebrog og af Nordstjernen. Hans Peter Jürgen Julius Thomsen, Professor i Chemien ved Kjøbenhavns Universitet. Adolph Steen, Dr. phil., Professor i Mathematik ved Kjøbenhavns Universitet, Ridder af Dannebrog. i Peter Godt Thorsen, Professor, Universitetsbibliothekar, Ridder af Dannebrog, af St. Olafs- ordenen og af Nordstjernen. Hinrich Johannes Rink, Dr. phil., Inspecteur i Sydgrønland, Ridder af Dannebrog. Johannes Frederik Johnstrup, Professor i Mineralogie ved Kjøbenhavns Universitet. Christen Thomsen Barfoed, Professor, Lector i Chemie og Pharmacie ved den kgl. Landbo- heiskole, Ridder af Dannebrog. Johan Martin Christian Lange, Professor, Docent i Botanik ved den kgl. Landbohoiskole. Anders Sandøe Ørsted, Dr. phil., Professor i Botanik ved Kjøbenhavns Universitet. Louis Lorenz, Docent ved den kongelige militære Hoiskole. August Michael Ferdinand v. Mehren, Dr. phil., Professor i semitisk-orientalsk Philologie ved Kjøbenhavns Universitet. Peter Edvard Holm, Dr. phil., Professor i Historie ved Kjøbenhavns Universitet. Udenlandske Medlemmer (Januar 1868). Flauti, Vincenzo, Professor i Mathematik i Neapel. Brewster, Sir David, Dr. med., Vicecantsler ved Universitetet i Edinburgh. Herschel, Sir John Frederik Wilhelm, Baronet, Myntdirecteur, Medlem af Videnskabernes Selskab i London. Hansteen, Christopher, forhen Professor i Astronomien i Christiania, Storkors af Dannebrog. Twesten, August Detlew, Professor i Theologien i Berlin, Ridder af Dannebrog. Babbage, Charles, Medlem af det kongelige Videnskabernes Selskab i London. Pardessus, Jean Marie, Medlem af det franske Institut, Martius, Karl Friedrich Philip v., Hofraad, Professor i Botaniken i München, Ridder af Dannebrog. Chevreuil, Michel Eugene, Medlem af det franske Institut, Ridder af Dannebrog. Hansen, Peter Andreas, Professor og Directeur for det Seeberger Observatorium ved Gotha, Ridder af Dannebrog. 4 Lyell, Sir Charles, Baronet, Medlem af det kongelige Videnskabernes Selskab i London. Ehrenberg, Christian Gottfried, Professor i Zoologien ved Universitetet i Berlin. Weber, Wilhelm, Dr. phil., Professor i Physik ved Universitetet i Leipzig. Guisot, Francois, Medlem af det franske lostitut, Ridder af Elephanten. Quetelet, Lambert Adolphe Jacques, Directeur for det astronomiske Observatorium og Secretair ved Videnskabernes Selskab i Brüssel. Baer, Karl Ernst v., Dr. phil. et med., Medlem af Academiet i Petersborg. Airy, George Biddel, kongl. Astronom ved Observatoriet i Greenwich, Medlem af det kongelige Videnskabernes Selskab i London. Dumas, Jean Baptiste, Medlem af det franske Institut, Commandeur af Dannebrog. Fries, Elias, Professor emer. i Botaniken ved Universitetet i Upsala, Commandeur af Dannebrog. Olshausen, Justus, Professor, Regjeringsraad i Berlin. > ) ) 8J 8 Hildebrand, Bror Emil, kongl. svensk Rigsantiqvar og Garde des Medailles i Stockholm, Ridder af Dannebrog. Lassen, Christian, Professor i orientalsk Philologie i Bonn. Ritter, Heinrich, Professor i Philosophien i Göttingen. Beaumont, Elie de, Secretair ved det franske Institut. Murchison, Sir Roderick Impey, Directeur for Museet for praktisk Geologie i London, Com- mandeur af Dannebrog. Liebig, Justus v., Baron, Professor i Chemien i München. Nilsson, Sven, Professor emer. i Zoologien i Lund, Commandeur af Dannebrog. Brunius, Karl Georg, Professor emer. i Philologien i Lund, Ridder af Dannebrog. Wöhler, Friedrich, Professor i Chemien i Göttingen. Milne-Edwards, Henri, Medlem af det franske Institut. Haidinger, Wilhelm Karl, Director for d. k.k. geologiske Rigsanstalt i Wien. Rose, Gustav, Professor i Mineralogien i Berlin. Bunsen, Robert Wilhelm, Professor i Chemien i Heidelberg, Ridder af Dannebrog. Regnault, Henri Victor, Professor, Directeur for Porcellainsfabriken i Sèvres ved Paris. Owen, Richard, Superintendent over det britiske Museum og Medlem af det kongl. Viden- skabernes Selskab i London. Agassiz, Louis, Professor i Zoologien ved Universitetet i Newhaven i Nord-Amerika. Sabine,, Edward, Generalmajor, Præsident for Royal Society i London. Daubree, A., Professor i Mineralogie ved Jardin des Plantes i Paris. Sars, Michael, Dr. phil., Professor i Zoologien i Christiania. Gotische, C. M., Dr. med., i Altona. XII Behn, Wilhelm Friedrich, Dr. med., Professor i Anatomie og Zoologie i Kiel. Peters, Christian August Friedrich, Dr. phil., Professor og Directeur for det astronomiske Observatorium i Altona, Ridder af Dannebrog. Carlsson, Frederik Ferdinand, Professor i Historien ved Upsala Universitet, Chef for Ecclesiastik-Departementet i Stockholm. Grote, George, Vicecantsler ved Londons Universitet, Professor i Oldtidshistorie ved Royal Academy i London, Medlem af det kongl. Vidensk. Selskab i London. Styffe, Carl Gustav, Bibliothekar ved Universitetsbibliotheket i Upsala. Thierry, Amedee, Medlem af det franske Institut. Vibe, Frederik Ludvig, forhen Professor i Gresk ved Christiania Universitet, Rector ved Kathedralskolen i Christiania. Chasles, Michel, Medlem af det franske Institut. Liouville, Joseph, Medlem af det franske Institut. Duhamel, Jean-Marie-Constant, Medlem af det franske Institut. Malmsteen, Carl Johan, forhen Professor i Mathematik i Upsala, Landshovding i Skaraborgs Lehn, Commandeur af Dannebrog. Broch, Ole Jacob, Dr., Professor i Mathematik i Christiania. Bernard, Claude, Medlem af det franske Institut. Edlund, Erik, Dr., Professor i Physik ved det kongelige svenske Vetenskabs Akademie i Stockholm. Scanberg, Lars Frederik, Professor i Chemie i Upsala. Hooker, Joseph Dalton, Dr., Directeur for den kongelige botaniske Have i Kew. Rossi, Giambattiste de, Ridder, i Rom. Om Bruskens første Dannelse og Udvikling Professor, Dr. med. Adolph Hannover. Med to kobberstukne Tavler. an i dit ET it th, an 4 | ira Bun Pr Am Aub ir I min Afhandling om Pattedyrtandens Udvikling og Bygning”) har jeg viist, at Dannelsen af Tandens Cement eller Bensubstants skeer gjennem Cementkimen paa en eiendommelig, hidtil ikke bekjendt Maade gjennem tre forskjellige Stadier. I den tidligste Tid udgjør Cementkimen som Primordialkime en flydende, vandklar eller let rødlig Substants, hvori Cementkimens Primordialceller danne de eneste faste Legemer. Disse Celler ere runde, sjeldnere ovale, meget klare og fine, næsten uden Molekuler og forsynede med en middel- stor rund eller oval, sjeldnere kantet Kjerne, der har Udseendet af en selvstændig Blære, og som i Almindelighed indeholder et mørkt punktformigt Kjernelegeme. Den første Foran- dring, som Primordialcellerne undergaae, efterat Gementkimen har erholdt en svagt gelatinøs Consistents, bestaaer deri, at Cellemembranen skyder talrige Forlængelser ud til Siderne, hvorved Cellen bliver forgrenet eller stjerneformig. Fra Forlængelserae udgaae atter finere Grene, som forene sig med Nabocellernes; selve Cellemembranen begynder at svinde, Kjernen bliver noget mørkere, og Kjernelegemet er hyppigere synligt end tilforn. Cement- kimen bliver nu fastere, og der danner sig en klar strukturløs Intercellularsubstants, hvori de stjerneformige Geller ere leirede i forskjellige Lag og anastomosere indbyrdes; men da Cellemembranen er aftagen i Omfang, er Udseendet, som om Grenene udgik fra de store, runde, ovale eller forlængede Kjerner. Tilsidst svinder Cellemembranen aldeles, og de oprindelige Forlængelser blive til meget fine, glatte, let bølgeformige, sjeldnere stive og lige Traade, som ligge i Bundter, parallelt eller uregelmæssigt, Af Kjernen sees efter- haanden kun Spor. Hermed slutter Cementkimens Primordialstadium. Den forvandles nu til en Traadbrusk, idet der nemlig fremstaaer Bruskceller, hvormed Dannelsens andet Stadium begynder, Bruskcellerne optræde enkeltvis i den traadede Primordialmasse og uden Forbindelse med den. De ere af forskjellig Størrelse, runde eller let ovale, mørkere #) A. Hannover, über die Entwickelung und den Bau des Säugethierzahns, nebst § in Kupfer gest. Tafeln. Verhandlungen der kaiserl. Leopoldinisch-Carolinischen Academie der Naturforscher, Bonn und Breslau 1856, Bd. 25, Abth. 2. Overs. af T. Wharton Jones, British and foreign medico-chi- rürgical review, 1857, 37, January, Pag. 229). end deres Omgivelse, have et grovtkornet Indhold, en middelstor grovtkornet Kjerne, men intet tydeligt Kjernelegeme. Idet deres Mængde tiltager, taber Grundsubstantsen samtidigt sin traadede Bygning og bliver mere ensformig. I Cementkimens tredie Udviklingsstadium foregaaer Traadbruskens Forbening kort efter Bruskcellernes Optræden; der skeer Afleiring af Kalkmasse i Intercellularsubstantsen, hvorved Bruskcellerne efterhaanden sammenpresses og blive mindre og tilsidst forvandles til Benlegemer. Denne Forandring vil jeg her ikke videre opholde mig ved, da den ikke vil blive Gjenstand for Undersøgelse i den følgende Del af Afhandlingen. Derimod skal jeg endnu gjøre opmærksom paa, at Dannelsen af Marv- kanalerne allerede begynder i Primordialkimen, saasnart Bruskcellerne vise sig eller maaskee noget sildigere, idet Massen i den paagjældende Strækning henflyder, hvilket sandsynligvis skeer i Retningen af Karrenes Forløb. I den nævnte Afhandling antydede jeg allerede, at man muligen turde antage, at ogsaa Bruskens Dannelse i Benene foregik paa en tilsvarende Maade, og jeg kan nu fuld- stændigt bekræfte dette for en sygelig Bruskdannelses Vedkommende, nemlig for det af Joh. Müller først saaledes kaldte Enchondroma eller Brusksvulsten. Uden at ville indlade mig paa en neiere anatomisk Beskrivelse af Enchondromets forskjellige Former skal jeg her kun i Almindelighed bemærke, at Enchondromet saavel forekommer paa og i Nærheden af Ben og Periosteum, hvor altsaa dets Oprindelse synes lettere forklarlig, som ogsaa fjernt fra saadanne Steder, saaledes navnlig i og nær Parotis, Testes, Mammæ og flere andre Legemsdele. Da det væsenligt overalt bestaaer af den samme hyaline, ensformige eller traadede Brusk med de for Brusken characteristiske Brusk- celler, laae det nær at antage en og samme Dannelsesmaade for alle Enchondromer, og man troede at have fundet deres Udgangspunkt i det rigtignok overalt i Legemet tilstede- værende Bindevæv og de forud for samme gaaende Bindevævslegemer. Men her maatte Spørgsmaalet paany blive, hvorfra disse atter tage deres Oprindelse, og hvorfor de netop uddanne sig til Bruskceller, navnlig paa Steder, hvor ingen Brusk eller Ben findes i Nærheden. Man er i den seneste Tid overhovedet gaaet altfor vidt i at tillægge disse Bindevævslegemer en Rolle ved Dannelsen af et - meget stort Antal af Legemets Væv og Vædsker, en Betydning, som de efter min Mening ikke fortjene, og som bør indskrænkes til Frembringelsen af det egenlige Bindevæv og de dermed umiddelbart beslægtede Dannelser. Hermed være det imidlertid ikke sagt, at jeg formaaer at eftervise, hvorfra en differentiel Celle tager sit Udspring; thi endskjøndt jeg gjerne vil underskrive Sætningen Omnis cellula e cellula ligesom Omne ovum ex ovo, maa man dog for Dannelsen af den første Celle antage en Generatio æquivoca eller spontanea i dette Begrebs ikke aldeles absolute Betyd- ning; og naar nogle Iagttagere paastaae, at et Væv med en bestemt anatomisk og physio- logisk Charakter kan omdannes til et andet physiologisk eller pathologisk Væv med heterolog Charakter, da beroer en saadan Hypothese kun paa en urigtig Tydning af en muligen or forresten rigtig lagttagelse. Naar jeg derfor i det Følgende skal vise, at der i Enchondromet forud for den egenlige Bruskdannelse gaaer en Primordialtilstand ligesom i Cementet, kan jeg om den sammesteds optredende Celles forste Dannelse kun udsige, at den opstaaer i den flydende Ernæringsvædske, uden at jeg kan eftervise nogen anden Celle, hvorfra den kan have taget sit Udspring, og det Samme gjælder om den senere opstaaende Bruskcelle. Enchondromet er som bekjendt snart saa haardt, at det neppe kan gjennemskjæres med Kniven, snart saa blødt, at det næsten henflyder. Overgange mellem begge Former kunne findes i samme Svulst. Det danner enten en sammenhængende afrundet Svulst eller er samlet i et Conglomerat af smaa runde Masser, der mere eller mindre ere adskilte ved Bin- devæv, medens en stærkere Bindevævskapsel kan danne et fælleds Overtræk for dem alle. Paa Gjennemsnit af Svulsten seer man, at Massen er spættet, hvid eller graa, paa enkelte Steder noget rødlig, alt eftersom Bindevævet eller Brusken har mest Overhaand. Den ud- vendige knudrede Form kan strække sig temmelig langt ind i Svulstem, men i dens Midte smelte Knuderne sædvanligt sammen til en sammenhængende fastere Masse, og de enkelte Knuders Begrændsning udslettes. Samtidigt findes gjerne et hvidt Skelet, som udstraaler træformigt fra Svulstens Midte og omfatter den graa Bruskmasse i Masker af meget for- skjellig Størrelse. Denne Masse frembyder de forskjellige Bruskarters Udseende og Haardhed, men den kan være saa blød som Gelee eller i Svulstens Peripherie være ganske flydende. Saadan flydende Brusk maa ikke forvexles med den flydende Masse, der kan forekomme paa andre Steder i Svulsten, og som indeholdes i begrændsede, runde eller uregelmæssige Cyster, hvis Vægge ere glatte eller besatte med smaa uregelmæssige Bruskknolde. Det er saadanne Cyster, der i Forening med Svulstens almindelige Elasticitet give Anledning til Fluctuation og kunne gjøre Diagnosen vanskelig. Til Studiet af Bruskdannelsen maa man helst vælge Svulster, hvis Peripherie dannes af en blød, henflydende Masse. Saadanne Svulster f. Ex. fra Egnen om Parotis kunne have Størrelsen af et Hønseæg; de ere paa Overfladen bløde, gelatinøse, rødlige og klaseformige eller knoprede lig et gjennemsigtigt rødt Hindbær; de enkelte Druer kunne have Størrelsen af en lille Nød og sammensættes atter af mindre som et Hampefrø eller Hirsekorn. Denne kornede Bygning kan fortsætte sig til en Dybde af 1—2 Linier, idet den rødlige Farve temmelig pludseligt taber sig i den indenfor liggende hvidgraa eller graagule, fastere, ela- stiske Substants. Paa Grund af de yderste bløde henflydende Lag lader den omgivende paa Kar rige Bindevævskapsel sig med Lethed afskrælle fra Svulsten; ogsaa dens Indside bærer Indtrykket af Svulstens knoprede Overflade og er areolær. Denne yderste henflydende Masse erPrimordialbrusk. Til at undersøge den maa man i det hele altid betjene sig af friske Præparater; ved at opbevares taber Bygningen sig. Primordialbrusken bestaaer helt igjennem af Celler (Tab. I. Fig. 1) af temmelig forskjellig Størrelse; de ere runde, klare, blege, næsten aldeles blottede for Molekuler. Deres Kjerne er rund eller oval, sjeldnere langagtig eller haivmaaneformig, fintkornet, uden større Mo- lekuler, noget mørkere end Cellen og temmelig stor i Forhold til den. To Kjerner sees kun meget sjelden i samme Celle. Kjernelegemet savnes oftest, eller der findes eet eller to punktformige. Cellerne svømme enten isoleret omkring, eller man træffer især smaa Geller sammentrengte i større Grupper (Fig. 2), saa at man ved første Oiekast kun bliver de noget mørkere Kjerner var. Frie Kjerner kunne forekomme (Fig. 3). I Tandens Pri- mordialbrusk ere disse Geller ganske af samme Beskaffenhed, kun synes de i det hele at være noget mindre”). Den første Forvandling, som Primordialbruskens Celler undergaae, og som man al- lerede kan træffe Spor til i den flydende Masse, bestaaer deri, at hele Cellen bliver lang- agtig oval, dernæst vinklet, og at derpaa den ene eller begge Ender udtrækkes i een eller sjelden flere brede Spidser (Fig. 4). Hos alle Geller mærkes denne Tilboielighed til at forlæn- ges. Det er hele Gellen i Forening med dens Indhold, der saaledes forlænges haleformigt. Kjernen holder sig foreløbigt uforandret og forbliver liggende i den kolbeformige Del, naar der kun findes een Forlængelse. Heller ikke bemærkes endnu nogen Forandring i Cellens klare Indhold, der er det samme som i den runde Celle. Gellernes Tilboielighed til at forlænges og til at udsende spidse Forkengelser til- tager, og der fremkommer derved en stor Mangfoldighed af Former, saaledes som man kan see af Fig. 5. Kjernen er stor, sjeldnere rund, oftest oval, og antagende en Længde- retning, skarpt begrændset, noget mørkere og ensformigere end selve Cellen. To eller tre Kjerner fremtræde nu meget hyppigt, saavel irunde som i vinklede Celler; man træffer bis- cuitformige Kjerner eller to Kjerner, der ligge jevnsides, som om en Kjerne nylig var delt. Medens Kjernelegemet kun sjelden er synligt i de runde Celler, fremtræder det nu med større Bestemthed, viser sig punktformigt eller blæreformigt, i Antal fra 1—3. Denne For- andring af de runde Celler til vinklede og tilspidsede Legemer stemmer ganske med For- holdet i Tandcementets Primordialbrusk; dog ere Forlængelserne fra hver enkelt Celle paa sidstnævnte Sted i det hele talrigere””). F Efterhaanden bliver nu hele Cellen udtrukken til et skyttelformigt Legeme (Fig. 6 og 7), og der fremtræder ganske de samme Former somiTandcementet***). Forlengelserne blive mere tilspidsede, to eller flere Celler smelte sammen efter Længden, og efterhaanden som Cellemembranen trækkes i Længden og forsvinder, dannes en Traad, hvorpaa Kjernerne sees liggende i Rader, i Begyndelsen af samme Storrelse som i den oprindelige Celle, men efterhaanden aflagende i Brede, saa at de tilsidst smelte sammen med Traaden og kun som Spor efterlade nogle mørke Molekuler. Frie Kjerner sees nu kun sjelden. De skyttelfor- mige Legemer ere snart leirede parallelt efter Længden, snart uden bestemt Orden. Man *) Le, Tab. 23. Fig. 9 y Le, Tab. 23, Fig. 10, Sy Cz) rab: 23, Re: TI of) 12, IT kan iagttage alle hine Overgange paa samme Præparat. Medens de frie runde Celler alene forekomme i den henflydende ydre Masse og blive sjeldnere indad mod den egenlige Svulst, begynde de til skyttelformige Legemer udtrukne Geller at optræde i de yderste røde Gryn, som man uden videre Præparation kan bringe hele under Mikroskopet; de ere nemlig ikke elastiske, men saa blode, at de kunne comprimeres af en tynd Glasplade, uden at Elementar- delene komme i Uorden. Primordialbrusken nærmer sig endelig sit sidste Udviklingstrin, idet de skyttelformige Legemer blive til virkelige Traade (Tab. I, Fig. 8, 9). Man seer dette bedst i de Partier af Svulsten, som ligge strax indenfor de nysnævnte rødlige bløde Gryn; Substantsen er her endnu blød og grynet, men mindre gjennemsigtig, mindre rødlig og hist og her hvidgul; imidlertid kan man ogsaa finde dette Stadium i geleeagtige Partier, der kunne forekomme midt inde i den bruskhaarde Svulst. ‘Traadene ere meget bløde og fine, dog saaledes, at man i Regelen seer Contouren paa hver Side som en fin sort Linie. De ere lige eller kun let krummede, uden dog at være snoede eller at forløbe i Slangegang som virkelige Bindevævstraade. De ere stærkt forgrenede som Følge af de tidligere skyttelformige Legemers Sammensmeltning, og man seer to, tre eller flere enkelte Grene udgaae fra (Sporene af) en Kjerne og støde til an- dre Kjerners Traade. Retningen i deres Forløb er enten lige eller let bugtet, parallelt i Bund- ter af meget forskjellig Tykkelse,. eller udstraalende i Hvirvler af vexlende Form; undertiden danne de fuldstændige Maskenet med talrige Forgreninger. I heldige Tilfælde kan man paa samme Præparat see en stjerneformig Udstraaling, som dækker et Maskenet (Fig. 9). Ved tilsat Eddikesyre blive Traadene blegere, men i det hele forresten uforandrede; Kjernerne, hvorfra de udgaae, og Maaden, hvorpaa dette skeer, blive herved meget tydelige. Ligesom i Cementet slutter hermed Bruskdannelsens Primordialstadium. Gellerne i den oprindeligt flydende Primordialbrusk ere blevne forvandlede til Traade, og denne Traad- dannelse. afgiver nu Grundlaget for det følgende Stadium, i hvilket der optræder virkelige Bruskceller, som i deres Oprindelse aldeles Intet have at gjøre med Primordial- bruskens Celler og de af dem dannede skyttelformige Legemer. Bruskcellerne i Enchondromet (Fig. 10) ere ligesom Primordialcellerne i det hele større end de iCementet. De ere af anselig Størrelse, runde, ovale eller noget uregelmæs- sige uden dog at være kantede eller skarpt begrændsede ved nogen fin Linie. Udseendet er ofte, som om der manglede en selvstændig omgivende Cellemembran. Deres Overflade er grovtkornet; Kjernen er meget stor, rund eller oval, klar og uden Molekuler, i enkelte Tilfælde dobbelt; Kjernelegemet mangler undertiden, eller der viser sig en ubestemt mør- kere Ansamling, men det er oftest stort, rundt og mørkere end Kjernen. Ved Eddikesyre blive Cellerne blegere og utydeligere; Kjernen angribes mindre end andre Kjerner og frem- træder kun lidet skarpere efter Anvendelse af Syren. Fra Primordialcellerne adskille Brusk- cellerne sig ved deres betydeligere Størrelse, deres grovtkornede Overflade, Mangelen paa 8 Afgang af Traade og det skinnende Udseende, der charakteriserer Bruskcellen, og som skyldes Kjernen. Desuden findes de kun, hvor Traaddannelsen er begyndt, i noget fastere Partier af Svulsten; men tidligere Iagttagere have ikke skjelnet mellem disse to Arter af Celler. Det er ikke ganske let at faae Øie paa Bruskcellerne i denne tidligste Form, skjøndt de forresten temmelig let lade sig isolere. Man maa vælge Partier, hvor den gelatinøse, rød- lige, halvgjennemsigtige Substants netop begynder at blive fastere ved Dannelsen af Traade. Paa saadanne Steder, hvad enten de findes i Svulstens Peripherie eller i isolerede Pletter i dens Indre, ere de ofte saa talrige, at de ligesom ligge i Grupper eller Klaser uden mellem- værende Intercellularsubstants; i det mindste er den ikke fast, men flydende. Senere skjules de ofte af den mørke Traadmasse, ere maaskee forholdsvis færre i Antal og undergaae ad- skillige Forandringer. Ikke sjelden seer man dem indkapslede i hverandre som Følge af en fortsat Deling af Kjernerne. I Cellens peripheriske Dele kan der danne sig en lagvis Aflei- ring, såa at der bliver et tomt gjennemsigtigt Rum mellem denne Skal og Kjernen. Den kor- nede Masse, som danner Celleindholdet, er fremdeles ikke altid skarpt begrændset; under- tiden kan den tabe sig umærkeligt udad, undertiden sammensmelte med hosliggende Cellers og danne en tilsyneladende (eller virkelig) Intercellularsubstants, hvori Kjernerne blive lig- gende og, saaledes som jeg paa et andet Sted har antydet”), let kunne antages for at være Bruskcellen i dens Helhed, idet nemlig det store Kjernelegeme feilagtigt antages for Kjernen. Overgangen fra den primordiale Traaddannelse til Brusk skeer temmelig brat, og man kan under Mikroskopet med ringe Mellemrum træffe de primordiale skyltelformige Le- gemer og derpaa store klare Bruskceller hvilende i et traadet Grundlag, men hvori man dog endnu kan skimte hine Legemers Kjernedannelse. Det er saadanne Præparater, der have forledet flere lagttagere til at antage, at Bruskcellerne havde deres Oprindelse fra eller vare en Omdannelse af skyttelformige Legemer. Traaddannelsens Skjæbne er forskjellig. I nogle Tilfelde svinder den ganske, og man seer Bruskcellerne hvile i en ensformig, hyalin Grundsubstants. I andre Tilfælde holder Traaddannelsen sig ikke blot uforandret, men tiltager endog i Styrke. Naar Massen er hvid- graa og har Elasticitet og Haardhed som Brusk, er Grundsubstantsen snart ensformig uden traadet Bygning, saaledes som man finder den i sædvanlig hyalin Brusk, snart er Bygningen helt igjennem stribet eller traadet (Fig. 11). De meget fine lineære Traade ere samlede i tykke Bundter og lade sig meget vanskeligt sondre; Bundterne forløbe i lige Linie eller let bugtede, udstraale ikke fra noget enkelt Punkt, men ligge uregelmæssigt uden Orden, kryd4 sende hverandre i flere Lag, hvorved de ligesom danne kantede Masker, der blive mindre, jo stærkere Traaddannelsen er udviklet i de rent hvide faste Partier. I de traadede Partier ere Bruskcellerne meget ulige fordelte; paa nogle Steder ere de temmelig talrige og kunne l. c., Pag. 822, Anm. endog ligge i Grupper, paa andre Steder savnes de næsten ganske. Selv førend Bruskcel- lerne komme i Focus, kan man forud angive deres Tilstedeværelse ved de eiendommelige klare Pletter, der sees i det øvrige taagede Felt; naar de ere traadte i Focus, reflektere de Lyset meget stærkt. Imidlertid vise Bruskcellerne sig her noget anderledes end i deres op- rindelige Form saaledes som afbildet Fig. 10. Bruskcellernes store runde eller ovale, under- tiden biscuitformige Kjerner fremtræde snarere som Plader end som Blærer (Fig. 12); de ere klare og bryde Lyset stærkt, hvilket navnlig er Tilfældet med ældre Masser fremfor yngre. Hvis de ellers endnu ere omgivne af en Cellemembran, da ligger denne altid tæt omkring Kjernen; Kjernen begrændses af en tynd, stærkt skinnende Ring eller Area, der kaster en Skygge til den ene Side; hvis dette ikke er Kjernens egen Contour, maa det være den for- tykkede Cellemembran eller denne i Forening med et muligt klart Indhold; men jeg er langt mere tilboielig til at antage, at Cellemembranen og Indholdet ere sammensmeltede med den omgivende Substants, og at Contouren alene tilhører Kjernen. To eller flere Kjerner kunne have en fælleds Omgivelse; Kjernelegemet er stort, blæreformigt, undertiden dobbelt. Under- tiden træffer man indsluttede Fidtdraaber. I denne Tilstand forandres Bruskcellerne (eller Bruskkjernerne, hvilket Navn de nu rettere fortjene) ikke ved Indvirkning af Eddikesyre. Karrene ere talrige, bedækkede .som sædvanligt med langagtige Kjerner; de forgrene sig træformigt og i Masker; undertiden ere de store og udvidede og indeholde Blodcoagula. Marvkanalernes Dannelse har jeg ikke kunnet forfølge saalangt tilbage som i Ce- mentet, hvor Sporene allerede lade sig eftervise i Primordialkimen, saasnart Bruskcellerne optræde”). I Enchondromet seer man den første klare Antydning til Anlæg af Marvkanaler i de kredsformige Leiringer og Krydsninger, som forekomme i Traaddannelsen. Noget senere træffer man korte Gange, der paa Gjennemsnit vise sig som gule Punkter og ere fyldte med smaa Fidtdraaber og smaa aflange eller kantede Kjerner, der ere forskjellige fra de skyttelformige Legemers. De tilhøre de senere Marvkanaler og ere ikke nogen adenoid Dannelse, saaledes som nogle Iagttagere have antaget. Forøvrigt kan der midt i de Knolde, hvori Svulsterne ere delte, forekomme smaa Fidtpartier, bestaaende af sædvanlige Fidtceller. Derimod tilhøre de Samlinger af Kornceller og Kornhobe, som man oftere træffer i Enchon- dromet, og som endog kunne give Stedet et mørkegraat Udseende, ikke Marvkanaldannelser, men beroe sandsynligvis paa en Emollition. Korncellerne ere smaa, alle omtrent af samme Størrelse, med selvstændig omgivende Membran, og, som det synes, i nogle med særegen Kjerne; de synes ikke at være Omdannelser af Bruskcellerne. I de begrændsede og med glatte Vægge forsynede Hulheder, der undertiden forekomme i Enchondromet og kunne naae Størrelsen af en Nød eller Valnød, indeholdes gjerne en slimet Vædske, hvori man enten aldeles ingen faste Legemer finder, eller kun sparsomme blege og grovtkornede *) 1. c., Pag. 824, Tab. 23, Fig. 13 a, 15 e. Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk, og mathem. Afd, 7 B, ~ 10 Kornhobe. Ogsaa disse Hulheder beroe sandsynligvis paa en Emollition og have Intet med den egenlige Forbruskning at gjøre. Til at undersøge Bruskens Forbening egner Enchondromet sig mindre vel paa Grund af den uregelmæssige Maade, hvorpaa Forbeningen oftest gaaer for sig, og jeg kan derfor ikke her eftervise Analogien med Forbeningen af Tandcementets Brusk. Kun skal jeg be- mærke, at de talrige Bruskceller i Enchondromets haardeste Partier, hvilke man maa antage at nærme sig en Forbening, hyppigt ere uformelige og ligesom sammenskrumpede, lig de Bruskceller i Cementet, som ere ifærd med at forbenes*). Til at forfølge Forbeningen udenfor de normale Tilstande egner Callusdannelsen og flere andre Nydannelser, der udgaae fra normale Ben, sig langt bedre paa Grund af den Regelmæssighed, hvormed Dannelsen gaaer for sig fra Benhinden. Men efterat jeg har efterviist Overensstemmelsen mellem Cementets og Enchondromets Forbruskning, ligger det nær at antage, at der ogsaa ved de nysnævnte Dannelser gaaer en Primordialbrusk forud for Traadbrusken og forud for den ende- lige Forbening; hvorvidt den samme Lov gjør sig gjældende ved den normale Bendannelse overhovedet, vilde det vistnok lønne sig at undersøge; meget vilde her beroe paa det lykkelige Valg af Objectet. Jeg vover imidlertid ikke endnu at udtale mig videre herom, fordi jeg ikke anseer Antallet af mine Iagttagelser for tilstrækkeligt stort. En enkelt Iagt- tagelse vil jeg anføre paa Grund af Ligheden med Enchondromet. Der forekommer hos Børn og Voxne paa det yderste Led af Tommeltaaen en eiendommelig, ikke altid smerte- fuld Exostose af pyramidalsk Form og saa stor som en Ært eller en lille Nød, der ofte i hei Grad hindrer Gangen; under sin Væxt kommer den frem under Neglen, som den løfter i Veiret og beier tilbage. Jeg troer, at Dupuytren**) er den, der først omtaler at have bort- laget en saadan Svulst, men han beskriver ikke dens Bygning. Svulsten udgaaer fra Ben- hinden og er i sit Indre porøs, men skjør og haard; Benmassen indeholder tydelige Ben- legemer, men udad mellem Benhinden og Benet er Massen blødere, fibro - cartilaginøs. Denne sidstnævnte Masse har i sine forskjellige Udviklingstrin fuldstændig Lighed med En- chondromet; Bruskcellerne (Kjernerne) ere større, Traaddannelsen og dens sig krydsende Bundter ere af samme Beskaffenhed (Fig. 13). Skjøndt jeg, saaledes som det strax i Begyndelsen af nærværende Afhandling er »an- ført, ikke har havt til Hensigt at give nogen anatomisk Beskrivelse af Enchondromet, men kun har benyttet denne Svulst for at eftervise Bruskens første Dannelse og Udvikling, kan jeg dog til Slutningen ikke undlade at gjøre opmærksom paa, at mange af de saavel anato- miske som mikroskopiske Former, der give Enchondromet et saa afvexlende Udseende, beroe Le, Tab. 23, Fig. 15 a, b, c. ") Dupuytren, leçons orales de clinique chirurgicale, Paris 1839, 2 edit, 2, Pag. 110. Paget, lectures on surgical pathology, London 1853, 2, Pag. 238. Nelaton, élémens de pathologie chirurgicale, Paris 1859, 5, 2, Pag. 973. 11 paa Svulstens ogZnavnlig Bruskens forskjellige Udviklingstrin. De bløde, halvgjennemsigtige og halvflydende Partier i Svulstens Peripherie ere sædvanligt de yngste Lag, hvori der kun Di Van nr £ Cc Jo Pactara , nN ” N , findes Primordialbrusk med dens Celler; jo fastere og hvidere Substantsen bliver, desto mere faaer Traaddannelsen Overvægt, og mange gamle Enchondromer have en fibros Haardhed, saa at man neppe kan gjennemskjære dem. Det spættede, hyaline, graa og hvidgraa og hvide T 5 OR My: 5 in nu c ; Udseende beroer ikke blot paa Traadenes og Cellernes forholdsvise Antal, men ogsaa paa deres forskjellige Udviklingstrin. Naar man endelig betragter tidligere Iagttageres Afbild- ninger af Enchondromets Elementardele, vil man finde en stor Mangfoldighed af Former, som altid har været paafaldende, men som ved Sammenligning med mine Afbildninger og ved de Meddelelser, jeg derom har gjort, faae en anden og bestemtere Tydning, grundet paa de forskjellige Stadier i Udviklingen, Forklaring af Tavlerne. (Forstørrelsen er overalt 340 Gange.) Tab. I, Fig. 1, Primordialbruskens klare Geller i den yderste henflydende Masse i et Enchondrom fra Regio parotidea. 2 2. Smaa Celler i Grupper fra samme Svulst. 3. Frie Kjerner. 4. Primordialbruskens Celler forlænges. Fig. 5. Forlængelsernes videre Udvikling. 6 og 7. Primordialbruskens Geller forvandlede til skyttelformige Legemer. 8 9 Tab. If, Fig. De skyttelformige Legemers Forvandling til Traade. Stjerneformig Udstraaling af Traadene, dækkende et Maskenet. Nederst sces enkelte Brud- stykker af elastiske Traade. 10. Isolerede grovtkornede Bruskceller, som opstaae i Traaddannelsen. 11. Den fuldt udviklede Traadbrusk fra haarde hvide Partier i Svulsten, Traaddannelsen med de i samme leirede Bruskceller (Bruskkjerner) i forskjellige Lag, mørkere eller lysere efter Focalindstillingen. Fig. 12. Isolerede Bruskceller (Bruskkjerner) fra sidstnævnte Sted. Fig. 13. Traadbrusken i en Exostose fra det yderste Led af Tommeltaaen. ud. Hannover ad nat: ope cameræ cure del. 205 5$0. IM Petersen re ow! MI : LR | } ; = aed) ae dl { a ER LY y à i À EIER } Tie Ve RE ey AR i > = à ? ee . A sf i i i 4 ENTER RS i À [AL SA 2 N à “fl i Fr r Se i > i" £ [ Fa = by LU - À Li L 4 i ‘ f À + y J « ‘ ' 7 2 = | 2 lg 2 = = N ; & , . i . ' j vd + 1 . 1 - | lig (0 ' à i i U u . mx = = - iz tå é , A oh 4 * U x pd . . = - . . (2 hj sw à ' “ 6 A 1.7, så ’ st Ar +f u. .¥ «© a a pl - à nm . à à en PA Ø : 1 2 ir u vs pe A > …. Pr æ ' . à £ ” ; ‘ Ar ° u ' D * + . u - ' ate 5 ? f é “ . f s dg LA . . . - = - i - … . À . Pr Vid. Selsk. Skrifter V Række. Nature. og math. Ath FI Bd. A Hannover, om Bruskens Dannelse Lab JE A. Hannover ad nat. ope cameræ cure del. EM, Petersen se Iagttagelser over indkapslede Indvoldsorme hos Frøen Professor, Dr. med. Adolph Hannover. Med 2 lithographerede Tavler, i h MN Det Rise i i . jie ee | ive r i i | das AN i i 7 | Kr LE, MEN (au i i : ia ¥) let u hen SL ny ul lav dr > så nei. ec ins vil raid à à le jr a Det har allerede i lang Tid været bekjendt, at visse Indvoldsorme hos Frøen og ner- staaende Reptilier forekomme indsluttede i Kapsler. Rudolphi‘) nævner Filaria rubella, Amphistomum urnigerum og Distomum chrystallinum hos Rana esculenta og temporaria; Die- sing**) anfører efter egne og Andres Iagttagelser Tylodelphis rhachidis og Filaria rubella hos Rana temporaria og Pelophylax (Rana) esculentus, Codonocephalus mutabilis (Amphi- stomum urnigerum) og en ubestemt Filaria hos Pelophylax esculentus, Distomum chrystalli- num hos Bufo viridis og Bombinator igneus (men ikke hos Rana), Hedruris (Ascaris) androphora hos Bufo calamita, en ubestemt Nematode hos Rana pipa, Ascaris commutata hos Bufo viridis. Valentin***), som fandt disse Legemer hos Rana esculenta mellem Mavens Muskel- og Slimhinde og især i Tarmkanalens øverste Del, er den, der først har beskrevet dem noget noiere; men skjondt hans Beskrivelse af selve Kapslen synes at tyde paa, at han har havt mere end een Art for sig, er dog en filarieagtig Orm det eneste Dyr, som han omtaler i dem. Ogsaa Vogt****) har iagttaget disse Kapsler og den samme Orm i dem, som han ligefrem kalder en Filaria; i andre Tilfelde traf han Kapslerne tomme, 0g han fandt da den samme Orm circulerende i Blodkarrene. Da han fremdeles engang traf to Filarier af en Tommes Længde i Rummet mellem Leveren og Pericardium, mener han, at Moderdyret afsætter sine Embryoner paa et saadant Sted, der egner sig bedst for dem til at begynde deres Vandringer; Ungerne trenge ind i Karrene, circulere med Blodet og afsættes paa passende Steder i Underlivets Organer, i hvilke de indkaples for at naae deres Modenhed og atter bryde ud i Underlivshulheden. Herimod maa jeg bemærke, at der vel *) C. A. Rudolphi, entozoorum synopsis, Berolini 1819, Pag. 5 og 212; Pag. 89 og 357; Pag. 100 og 381. *) C. M. Diesing, systema helminthum, Vindobonæ 1851, I, Pag. 305; 2, Pag. 269; 1, Pag. 317; 2, Pag. 284; 1, Pag. 352; 2, Pag. 205; 2, Pag. 338. Revision der Nematoden 1861, Pag. 645; see ogsaa Revision der Myzhelminthen 1858, Pag. 19, 34 og 35. **) G. Valentin, Repertorium für Anatomie und Physiologie, 1841, 6, Pag. 53, Note. ***) C. Vogt, Beitrag zur Entwickelung der Filaria, Müllers Archiv für Anat. und Phys., 1842, Pag. 189, Tab. X, Fig. S—15. 16 forekommer Indvoldsørme i Blodkarrene hos Frøen, men saaledes som ogsaa hans Afbild- ning synes at vise, ere de meget mindre og af en anden Art end de, der findes i Kaps- lerne, og dernæst have de i Kapslerne forekommende Filarier altid samme Størrelse; de tiltage ikke i Størrelse, idetmindste ikke væsenligt, og de naae i intet Tilfælde deres Modenhed i Kapslerne. Jeg har desuden aldrig truffet Filarier frit i Underlivets Hulhed, skjøndt dette i og for sig ikke har nogen Betydning, eftersom Moderdyret ligesaavel fra Tarmkanalen af kan lægge sine Æg i Blodkarrene. Kapsler med andet Indhold end disse Filarier omtaler Vogt ikke. En særegen Mening har Gros”) fremsat om disse Kapsler. ” Han antager, at Opa- linerne (Bursariæ?) ere Unger, der have udviklet sig af Distomums Æg. Fra Rectum begive de sig op i Tarmkanalen eller gjennembore den og tage deres Sæde i Mesenterium, hvorpaa de danne en Kapsel (Cocon); Dyret forandres til en uformelig Masse, og af den foregaaende Trematodeunge udvikler sig efterhaanden en sædvanligt i Spiral liggende Nematode. Han har seet to Orme i samme Kapsel, hvilket tyder paa, at han har havt den af mig senere under Fig. 2 afbildede Orm for sig; thi ingen af de andre Kapsler indeholder mere end een Orm. Han har forresten ogsaa iagttaget, at unge, fuldstændigt udviklede Trematoder paa samme Maade omgive sig med en Kapsel; Dyret skal endog kunne spalte sig, og hver af Delene afgive en Nematode; Spaltningen kan gaae saa vidt, at der dannes hele Colonier af Nematoder. Hans Afbildninger vise vel, at han har havt forskjellige Arter af Kapsler for sig, men han har sammenblandet Gregariner, Bursarier og maaskee Distomum- unger, og der er i det mindste efter hans foreliggende Undersøgelser ikke ringeste Grund til at antage en Omdannelse af Trematoder til Nematoder. Wedi*) anfører om Codonocephalus mutabilis, at den altid lever i en bindevævs- agtig Kapsel i forskjellige Organer hos Rana esculenta. Kapslen er paa sin Indside allevegne beklædt med et Epithelium med store, ovale og nyreformige Kjerner; det kan iso- leres, men fremtræder først efter Opbevaring i Spiritus. De Kalkkorn, der forekomme i Dyrets Indre, og som han neiere beskriver, have efter hans Mening hoist sandsynligt deres Oprindelse i de særegne Livsforhold (Indkapslingen). Den Beskrivelse, som Waldenburg”"") har givet af disse Kapsler (Kysten), er ikke neiaglig; thi uagtet han vel har iagttaget, at der i nogle Kapsler findes Nematoder, i andre *) G. Gros, Generation primitive des nématoldes. De la Torquatina. Opalines et larves de distomes metamorphosées en vers nématoides. Coconnement des distomes. Bulletin de la soc. imp. des naturalistes de Moscou, 1855, 28, Nr. 3, Pag. 204—226, avec deux planches. ") Wedl, anatomische Beobachtungen über Trematoden, Sitzungsberichte der math. nat. Cl. der Acad. der Wiss., 1858, XXVI, Pag. 241 (17). ") L. Waldenburg, über Blutaustritt und Aneurismenbildung durch Parasiten bedingt‘, Reichert und Du Bois-Reymonds Archiv für Anat. und Phys., 1860, Pag. 195—217. 17 Trematoder, anfører han dog, at de have samme Storrelse, Farve og Consistents, hvilket ikke er Tilfældet. I Kapslerne har han truffet Nematoder, Holostomum urnigerum. evende Distomer, Opaliner og Gregariner. Af den Beskrivelse, han giver af Kapsler med Nema- toder, fremgaaer, at han har sammenblandet forskjellige. Massen i Kapslen, hvor Dyret hviler, anseer han for indskrumpede, affarvede og til Fidtkorn forvandlede Blodlegemer, blandede med Cholestearin- og Hematoidinkrystaller og Pigmentkugler. Den indeholdte Ne- matode antager han for at vere en Ascaris; det er temmelig sikkert den af mig under Fig. 2 afbildede; han har ligeledes iagttaget to Orme i samme Kapsel; naar Ormen har forladt sin Kapsel (enten frivilligt eller ved ydre Tryk), seer man ofte Spor af den som Indtryk i Kapslens Indhold, hvori den har hvilet. Kapsler med forskjellige Arter af Tre- matoder fandt han oftest degenererede eller med Levninger af Dyret; Kapslens Indhold er forskjelligt fra Fidtdraaberne i Nematodekapslerne og bestaaer efter hans Mening af Lev- ninger af Dyrets Excreta; imidlertid er han ogsaa her tilboielig til at antage, at Indholdet skylder Blod sin rede Farve, hvad enten dette nu hidrører fra Dyret selv eller fra dets Vært, men Beviset herfor bliver han rigtignok skyldig. Han er bleven forledet til denne Antagelse, at Kapslerne indeholde Blod, ved den Lighed, der findes mellem Indholdet i Nematodekapslerne og det, der findes i Kapsler, som dannes omkring de af Remak først iagttagne saakaldte Horntraade; disse Traade ere efter hans Mening fremmede Legemer, som udenfra ere trængte ind i Frøens Blodkarsystem, og som have frembragt Aneurysmer med Dannelse af Thrombus og en afsnøret Kapsel; Nematoderne skulde paa samme Maade trænge gjennem Blodkarrene og danne Aneurysmer. Men Sammenstillingen af disse to Arter af Kapsler er aldeles tvungen; Nematodekapslerne findes paa Steder, der næsten ere aldeles blottede for Blodkar, deres Form er constant og vexler kun efter den forskjellige Art af Nematode, og det Samme er Tilfældet med selve Kapslens Bygning; det fintkornede Indhold er kun tilsyneladende af samme Natur, og virkelige Blodlegemer forekomme aldrig i Nema- todekapslerne. Endelig har hans Mening aldeles ingen Gyldighed for Trematodekapslernes Vedkommende, der have en ganske anden Bygning og et vandklart Indhold, saalænge Dyret er ilive; i de Resultater, hvormed han slutter sin Afhandling, har han heller ikke vovet at tage Trematodekapslerne med for at bevise Kapslernes Indhold af Blod og deres Dannelse som Åneurysmer. å Foruden disse Kapsler, der kun indeholde Nematoder eller Trematoder har Leidig*) hos den brune Græsfrø paa Mesenteriet fundet en Kapsel med en Indvoldsorm, som han i Begyndelsen antog for en Echinorhynchus (E. hæruca er meget almindelig hos Frøen), men som han senere, støttende sig til Grubes Undersøgelser af Udviklingen af Gordius aquaticus, anseer fur at *) F. Leidig, Zeitschrift für wissenschaftliche Zoologie, 1853, 4, Pag. 385, Tab 14, Fig. 7—8. 3 Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd. 7 B. is være en Unge af dette Dyr. Kapslerne ere undertiden dobbelte, eller tre eller flere ere forenede i en fælleds Kapsel; Dyrets Legeme har vel Form af en Rundorm, men det er væbnet med en Snabel med Kroge. | Af de foreliggende Undersøgelser fremgaaer, at der hos Frøen (Rana temporaria og esculenta) er iagttaget Kapsler med Nematoder og Trematoder, maaskee ogsaa en Echinorhynchus, som vi dog ikke videre ville tage Hensyn til. Nematoden holde de fleste Iagttagere for en Filaria, kun en enkelt lagttager anseer den for en Ascaris; af Trematoder nævnes en Amphistomum og en Distomum, samt en Tylodelphis. Jeg har havt Leilighed til at iagttage 5 forskjellige Kapsler, hver med deres særegne Indvoldsorm, nemlig 3 forskjellige Nematoder og 2 for- skjellige Trematoder; men efter den Udviklingstilstand, hvori Dyrene forekomme, vover jeg ikke at bestemme Arterne, men vil kun benævne Dyrene og deres Kapsler efter det Nummer, som de indtage paa de to hosfeiede Tavler. 1) Nematode-Kapsel paa Nervetraade (Tab. I. Fig. 1). Blandt det meget betydelige Antal Freer, som jeg har aabnet, har jeg kun to Gange truffet denne Art, som udmærker sig ved sit eiendommelige Forhold til Nervetraadene. Forste Gang traf jeg disse Kapsler paa Indsiden af Bugens Hud umiddelbart under det glindsende Peritonæum; de forekom kun indtil Bugens Siderande, men ikke paa Bughul- hedens Rygflade. En enkelt Kapsel sad under Huden paa Regio submaxillaris. Deres Antal var omtrent 16. De kunde temmelig let løsnes med en Naal, men forbleve derpaa hængende til Indsiden af det pigmenterede Peritonæum med en eller to Stilke, som viste sig at være Nervetraade, Kapslen er rund eller oval og af forskjellig Størrelse, Massen graalig, gjennemsigtig, bled, lidt elastisk, temmelig ensformig, hist og her med en concentrisk Leiring, hvori man kan iagttage talrige smaa, ovale og i begge Ender tilspidsede Kjerner. Ved hver Kapsel henge 1 eller 2 Nervetraade, der udbrede sig paa den i et stærkt forgrenet Plexus, saa at hele Kapslen ligesom danner et Neuroma paa Nervetraaden. Nerven har en ret anselig Størrelse, og de enkelte Primitivtraade ere meget let kjendelige ved deres dobbelte Rande og det coagulerede Marvindhold. Sandsynligvis ere to Traade det normale Forhold, skjøndt man oftest kun seer een indtrædende Stamme, men savner den anden, som er overreven. I hver Kapsels Indre ligger en Orm, som skinner igjennem Kapslens gjennemsigtige Masse. Ormen ligger rolig uden Bevegelse i en Halvkreds eller let Bugtning. Den er cylindrisk, mod Enderne lidt tyndere; Enderne selv ere afrundede og næsten ens, dog er den ene Ende ofte ligesom knopformig. Ormen begrendses af en klar Hudsom med skarpe Con- tourer; dens Indre er fyldt med en mørk grovtkornet Masse, hvori man ikke kan see sær- egne Organer; dog lykkedes det mig ikke at iagttage Ormen isoleret fra dens Kapsel. Man 19 seer undertiden en fra Ormen straaleformigt udgaaende og lodret paa den staaende Strib- ning i Kapslens Masse, Ormen er i enhver Henseende forskjellig fra de to følgende Nematoder. Hos en anden Frø fandt jeg kun en eneste Kapsel og tilmed uden indeholdt Orm. Den sad ligeledes paa Indsiden af Underlivets Hud, var ensformig, grovtkornet og bedækket med en Mængde Kalkconcrementer, som man kunde sprænge i mindre Stykker, af krystal- linsk Brud, men uden bestemt Krystalform. To Nervestammer, hver omtrent med 6 Pri- mitivtraade, traadte ind i Kapslen og krydsede sig paa dens Midte. Ormen har i dette Tilfælde forladt sin Kapsel, der senere er begyndt at incrusteres. Tab. I. Fig. 1 fremstiller i Gontour forskjellige runde eller ovale Kapsler med den vedhængende Nervetraad og den indeholdte Orm, der sædvanligt ligger halvmaaneformigt bøiet eller i en let Bugtning. De ovale Kapsler have en længste Diameter, som afvexler fra 0,75 til 1,1""; Ormens Længde er forskjellig, fra 0,5 til 0,9mm, 2) Stor rund Nematode-Kapsel (Tab, I. Fig. 2). Denne Art er den hyppigst forekommende, og alle Underlivets Organer med Und- tagelse af Urin- og Kjonsorganerne kunne blive Sæde for den. Paa Brystets Organer savnes den; blandt de mange Hundrede, jeg har fundet, saae jeg kun en eneste Gang en enkelt paa Udsiden af Pericardium. Det er ogsaa den Art, der hos et og samme Dyr findes i størst Antal, nemlig 50 og derover, men den kan ogsaa forekomme enkeltvis. Den findes hyppigst i Leveren, hvor den vel sidder nærmest under Peritoneum, men dog leiret ind i Leversubstantsen, især i Leverens frie Rande, dernæst paa Duodenum, hvor den har sit Sæde nærmest Peritonæum og maaskee endnu hyppigere i Muskel- og Slimhinden, fremdeles i Maven, hvor den hyppigst sidder under Peritonæum, sjeldnere i Muskel- og Slimhinden. Kapslernes Antal kan her være saa stort, at Maven seer ud, som om den var bestroet med Sand. Dernæst træffer man dem i Jejunum og Ileum, hvor de kunne findes næsten løse mellem Slimhindens Folder; sjeldnere iagttages de paa Colon, Mesenterium, Mesogastrium, Rectum eller de Folder af Peritonæum, der befæste Urinblæren. Naar de findes paa Udsiden af de nævnte Organer eller i Folderne af Peritonæum, hænge de ligesom paa en Stilk, men ellers ere de leirede i det paagjældende Organs Substants; jo mere overfladisk de sidde, desto lettere lade de sig udskrælle. Disse Kapsler ere næsten altid kredsrunde, kun sjelden ovale; de ere langt mindre end de foregaaende, men forresten af meget afvexlende Størrelse. De ere bløde, ikke elastiske, halvgjennemsigtige, graalige eller med et let gulagtigt eller lyst olivengrønligt Skjær. De bestaae af en ydre, blød, fintkornet, ensformig Skal, hvori kun sjelden i’ Peripherien 20 iagttages en concentrisk Stribning, samt et rigeligt, flydende, fint- eller grovtkornet Ind- hold, der flyder ud, naar man ved Tryk sprænger Kapslen, og som kan samle sig i større Masser ikke ulig Kornhobe; Indholdet lader sig fuldstændigt fjerne fra Skallen. Ikkc sjelden træffer man dem bedækkede med en Masse smaa, klare, runde, ovale eller kantede og uformelige Krystaller, sandsynligvis kulsur Kalk, da de bruse ved Tilsætning af en Syre; deres Mængde er forskjellig, og undertiden ere de saa talrige, at hele Kapslen, navnlig naar den er lille, bliver hvid og uigjennemsigtig, saa at den indeholdte Orm skjules og først kommer frem, naar man trykker Kapslen itu. Sædvanligst er der kun een Orm i hver Kapsel, men undertiden træffer man 2, ja endog 3 eller å i samme Kapsel, uden at dens Størrelse derfor er forøget. Paa den anden Side træffer man Kapsler, hvori der ikke findes nogen Orm, medens Kapslens øvrige Forhold ere uforandrede ; ogsaa kan man finde Ormen død i dens Kapsel. Ormens Udseende og Bevægelser ere ganske som de frie Ascarideungers, man kan træffe i Mængde i Tarmka- nalen, især i Rectum. Hovedet er afrundet, Halen tilspidset og ombeiet som en Krog. Langs nedad Dyrets Sider strækker sig en lys Søm. Man seer den gjennem hele Dyrets Længde forløbende Tarmkanal; forresten er Dyrets Substants i de forreste to Femtedele fintkornet, i de bageste tre Femtedele mere grovtkornet, Ormen ligger sædvanligt i lette Bugtninger og bevæger sig livligt i Kapslen, trykkende dens Indhold tilside; sjeldnere seer man den liggende udstrakt, Den holder sig levende i lang Tid, og jeg har truffet den levende i Kapsler, som havde ligget 24 Timer i Vand. Naar man har sprengt Kapslen, og Dyret er blevet frit, bevæger det sig livligt i lette Bugtninger, undertiden endog livligere end andre frie Ascarideunger. Disse Kapsler findes ogsaa hos Dyr, som man lader overvintre; jeg har truffet dem i stor Mængde hos Frøer, der havde levet indtil 7 Maaneder uden at erholde anden Nering end Vand. Paa Maven sidde de nærmest Peritonæum, men jo længere man kommer ned i Tarmkanalen, desto nærmere findes de Slimhinden, indtil de i Ileum kunne findes næsten løse mellem Villi; dog tør man deraf ikke slutte, at hele Kapslen kan bane sig Vei ind i Tarmkanalen, hvorimod der Intet er til Hinder for at antage, at Ormen kan gjøre sig fri og bane sig Vei ind i Tarmkanalens Hulhed, eftersom man kan treffe Kapsler, der ere tomme og forladte af Dyret. Paa Tab. I. Fig. 2 ere forskjellige af disse Kapsler afbildede med den i dem inde- holdte Orm. Kapslerne have en Diameter fra 0,45 til 0,65". Ormen har forskjellige Stil- Iniger, som den stadigt forandrer; den er i Almindelighed omtrent 0,4”= lang. Paa en enkelt Kapsel sees en Kalkafleiring. Tvende frie Orme ere afbildede, 340 Gange forstørrede. 3) Lille rund Nematode-Kapsel (Tab. I. Fig. 3). Denne Kapsel findes i det hele kun paa Udsiden af Galdetarmen, og Antallet kan være saa stort, at Tarmen seer ud, som om den var overstrøet med Sand, hvilket især er fremtrædende, naar den har en rødlig Farve. Kapslerne kunne ogsaa sidde i Klaser; paa Mesogastrium, Mesoduodenum eller Maven findes de kun enkeltvis. De forekomme over- hovedet sjelden. De sidde umiddelbart under Peritonæum, hvis Epithelium endnu er tyde- ligt, og lade sig med Lethed udskrælle. Deres Form er kredsrund, let oval, naar de trykkes mod hverandre. Deres bløde Substants viser en utydelig concentrisk Leiring, især i Peri- pherien, men forresten er den ubestemt kornet. Dyret, som findes i Kapslen, og som maaskee er en Filaria, er meget stort i Forhold til Kapslen, saa at det undertiden kan fylde Trediedelen eller endog Halvdelen af den. Det ligger spiralformigt sammensnoet og roligt uden Bevægelse i sin Kapsel; men naar det kommer ud, bevæger det sig ret livligt. Hele Dyret er cylindrisk, Hovedet afrundet, Halen kort og tilspidset; dets Substants er fintkornet, skilt fra Hudens Contour ved en klar Som. Mundaabningen er rund og sidder lige for Enden af Hovedet. Strax nedenfor den findes et langagtigt, fintkornet, paatvers noget stribet Legeme, som begynder med to smaa Knopper og bagtil ender med to bredere Lapper; det indtager mere ‘end Trediedelen af Dyrets forreste Ende og er sandsynligvis Leveren. Det dækker aldeles Madpiben og Maven, der først blive synlige, hvor det ophører; Tarmkanalen ligger dernæst mellem to langstrakte, fintkornede Legemer, som maaskee ere Kjønsdele. Noget foran den letbøiede Halespids sees paa Concaviteten en lille Knop (Anus?), Denne lille runde Kapsel adskiller sig væsenligt fra den foregaaende store runde Kapsel. Den store har en meget betydeligere Udbredning og forekommer langt talrigere og hyppigere; den er langt større end den anden, dens Substants mindre gjennemsigtig og undertiden bedækket med Krystaller. Dens betydeligere Størrelse giver sig især tilkjende i Forhold til Ormen, som kun er lille i Forhold til den lille runde Kapsels. Ormen i den store ‘runde Kapsel ligger i Bugtninger eller udstrakt, men ikke i Spiral som den lille Kapsels; den er kortere og betydeligt tyndere end denne, dens Bevægelser meget livligere og ele- gantere; dens Hale er længere og spidsere, og dens hele Indhold forskjelligt fra Ormens i den lille Kapsel. Forskjellen sees bedst, naar man bringer Exemplarer af begge Arter af Kapsler tilligemed Ormene samtidigt under Mikroskopet. Paa Tab. I. Fig. 3 ere flere af disse Kapsler fremstillede, og man seer strax, at deres Størrelse vel- afvexler betydeligt, men at de dog ere meget mindre end de Fig. 2 afbildede. Deres Diameter udgjor fra 0,2 til 0,45". Ormens Længde er omtrent 0,6; i to Kapsler mangler Ormen, der i de øvrige sees i forskjellige spiralformige Stillinger. Tvende frie Orme ere afbildede ved en Forstørrelse af 340 Gange. 22 De tre foregaaende Arter af Kapsler indeholdt Nematoder; i de to følgende der- imod forekomme Trematoder. 4) Stor oval Trematode-Kapsel (Tab. I. Fig. .4) Disse Kapsler, der kunne træffes enkeltvis eller i Rader som Perlesnore, have fortrinsvis deres Sæde langs Hvirvelsøilen, fra Brysthulheden af og helt ned i Bækkenet, hvor de endog kunne følge med N. ischiadicus, i Almindelighed leirede nær Foramina intervertebralia; de sidde fremdeles i Peritonæum og dens forskjellige Folder i Mesogastrium, Mesenterium og Mesoreetum, endelig paa Radix pulmonum, Pericardium og de store Kar fra Hjertet. Sjeldnere findes kun faa, oftest ere de i Antal af 10—20—30 eller derover. De ere de største af alle de Kapsler, der forekomme hos Frøen. Deres Form er oval, oftere noget spidsere i den ene Ende. De ere fæstede ved løst Bindevæv til de omgivende Dele og lade sig uden Vanskelighed udskrælle. De bestaae af en ydre, blød, klar og gjen- nemsigtig Skal, som har en kornet, traadet Bygning med smaa iblandede Kjerner; en lagvis Bygning er kun sjelden tydelig. Naar man aabner denne Skal, springer den egenlige Kapsel ud, og man erkjender deri et Dyr som et hvidt uigjennemsigtigt Punkt. Denne indre Kapsel har samme ovale Form som den ydre, men er meget haard og elastisk, saa at den undslipper ligesom en Testis, naar man vil comprimere den, og man kan kun ved et heldigt lodret Tryk knuse den. Kapslen er skarpt begrændset saavel udad som indad og har en meget tydelig og fin lagvis Sammensætning; Lagene blive finere og tættere indad og faae en let gulagtig Farve, medens de forresten ere aldeles gjennemsigtige og stærkt skinnende. Undertiden har det Udseende, som om samtlige Lag vare afdelte i to Hoved- afdelinger; dog er det muligt, at dette Udseende kun er et optisk Bedrag, hidrørende fra Compressionen. Naar man har knækket Kapslen, kan man især see den lagvise Sammen- sætning tydeligt paa Brudfladerne. Dens forøvrigt betydelige Tykkelse afvexler noget i Forhold til det indeholdte Dyrs Størrelse. I Kapslen findes en Trematode, som næsten opfylder hele Hulheden og kun lader et ringe lyst Mellemrum af noget forskjellig Størrelse tilbage. Naar man heldigen har knust Skallen, og det bløde Dyr er blevet frit, viser det sjelden Bevægelse; dog kunne Legemets Rande langsomt udvide sig eller trække sig sammen. Det udgjør en uformelig Masse, hvis Rande dannes af en fin, let bugtet Sem; undertiden seer man større, ubestemte Udbugt- ninger eller Lapper. Man iagttager een eller to runde Sugekopper med en straaleformig Bygning, som det dog er vanskeligt at faae Øie paa, fordi de skjules af den fine moleku- lære Masse, hvoraf hele Dyret bestaaer. Sugekopperne kunne udvide sig eller trække sig langsomt sammen, og man seer hyppigt en Bevægelse eller Strømning af Fidtmolekuler i deres Indre; derimod bemærkes ingen Bevægelse inde i selve Dyrets Legeme. Saalænge 23 Dyret endnu ligger i Kapslen, seer man altid et lysere Sted, som er opfyldt med Fidt- molekuler. Denne Kapsel, hvoraf tvende af Middelstørrelse ere fremstillede Tab. Ul. Fig. 4, kan næsten blive 2mm isin længste Diameter. Naar den udvendige Hinde er fjernet, har den indre Kapsel en længste Diameter af 0,6 til 1™™. Paa de tvende afbildede Kapsler sees den ovenfor anførte Deling i tvende særskilte Lag. Den concentriske Stribning er ikke tydelig ved denne svagere Forstørrelse, men sees bedre ved en stærkere Forstørrelse af 340 Gange, saaledes som den er afbildet paa Figuren tilhoire. I Kapslen viser Trematoden sig som en uformelig Masse; Sugekopperne ere skjulte; den ene Kapsel er afbildet uden Dyr. 5) Lille oval Trematode-Kapsel (Tab. II. Fig. 5). Denne Art har jeg kun iagttaget een Gang. Der fandtes i det hele 6 Kapsler paa den forreste og bageste Flade af Pericardium, muligvis ogsaa en enkelt i Overfladen af Leverens Substants. De lade sig med Lethed udskrælle. Kapslerne ere ovale eller næsten runde, af forskjellig Størrelse, elastisk bløde og for det meste klare og gjennemsigtige; kun enkelte Kapsler ere mørke, og man kan ikke skjelne Dyret i dem. Den klare, omgivende Skal har en ubestemt grovtkornet Bygning, hvori af og til sees en Kjernedannelse. Indenfor Skallen findes et stort, rundt, klart Rum, hvori man iagttager en Trematode at bevæge sig meget livligt, eftersom den har Plads nok til at bevæge sig i de forskjelligste Retninger. Naar man sprænger Kapslen, kommer Dyret ud og svømmer meget livligt omkring, stræk- kende sig og trækkende sig sammen. Dyrets Mund er spalteformig, men er ikke synlig, naar den er lukket. Midt paa Dyret findes en rund Sugekop med en straaleformig Muskel; i dens Midte sees i Dybden en lille Skive. Fra Munden strækker Madpiben sig nedad og udvider sig flaskeformigt; derpaa indsnøres den for atter at udvide sig til den meget bredere Mave. Dens videre Forløb samt Anus bleve mig ikke tydelige. Paa hver Side af Madpiben findes en temmelig bred, noget bugtet Kanal, som nedad ender med to mørke Kjertler. Paatvers i Dyret ligger omtrent midtveis 3 eller 4 mørke Lapper (Lever?); i hver af dem sees et rundt, kornet Legeme ligesom en stor Kjerne. Nedenfor Sugekoppen iagttages paa hver Side Antydning til en Dobbelkanal, der ikke syntes fuldstændigt udviklet og muligen repræsenterer en Sædgang eller Æggeleder. Jeg formoder, at Dyret er en ung Amphistomum urnigerum. Paa Tab. I. Fig. 5 sees to Kapsler med den tykke Skal og den runde, rummelige Hulhed, hvori Dyret frit kan bevæge sig; den ene Kapsel (nederst) er afbildet uden den omgivende Skal, saa at kun Hulhedens Størrelse er antydet. Den hele Kapsel har en længste Diameter fra 0,8 til 1,2™™; den indvendige Hulhed afvexler fra 0,6 til 0,8"=. Dyret (et meget lille Individ) er afbildet i sammentrukken Tilstand ved en Forstorrelse af 340 Gange, 24 Forinden vi prøve paa at bestemme disse Kapslers Betydning, vil det være rigtigst først at afgjøre, om de skylde Dyret selv deres Oprindelse, eller om Kapslen er at ansee for en Udsvedning fra det Organ, hvori Dyret har taget Ophold. Jeg kan af flere Grunde ikke ansee Kapslen for en Udsvedning, om end det paagjældende Organ afgiver Materialet, som Dyret benytter for selvstændigt at danne sin Kapsel. Tage vi for det første Hensyn til Stedet, hvor Kapslerne træfles, da finde vi, at de under Fig. 1 afbildede kun forekomme i Huden og tilmed i Nervetraadenes Forløb. De under Fig. 2 afbildede, som ere de mest alminde- lige, have ogsaa den største Udbredning og træffes paa og i alle Underlivets Organer med Undtagelse af Urin- og Kjønsorganerne; derimod ere Brystets Organer blottede for dem. De under Fig. 3 afbildede findes fortrinsvis paa Duodenum, kun sjelden paa enkelte Partier paa Udsiden af Tarmkanalens øverste Del; de findes aldrig i Organernes Indre eller i deres Substants. De under Fig. 4 afbildede Kapsler have kun deres Sæde paa de serøse Overtræk i hele Underlivets og Brystets Hulhed og savnes ligeledes i Organernes Indre. De under Fig. 5 afbildede, som jeg kun har iagttaget een Gang, fandtes især paa Pericardium. Det er saaledes aabenbart, at hver Art med tydeligt udpræget Forkjærlighed vælger sig et bestemt og fra de øvrige Arter forskjelligt Organ til sit Opholdssted. Hver Art har dernæst sin særegne og fra de øvrige forskjellig Bygning. De tre Arter af Nematodekapsler have vel størst Overensstemmelse indbyrdes, men ere aldeles forskjellige fra de to Arter af Trematodekapsler, saa at man endog med Lethed kan adskille dem ved det blotte Øie. Men uagtet de tre Arter af Nematodekapsler ofte kun lade sig adskille ved Mikroskopets Hjælp, ere de dog indbyrdes forskjellige saavel i Henseende til Størrelse som i Henseende til Substants og den i deres Indre indeholdte Masse. Blandt de to Arter af Trematodekapsler udmærke de under Fig. 4 afbildede sig ved den dobbelte Indkapsling, medens hver Kapsel har sin særegne Bygning og kun et meget ringe Indhold, De under Nr. 5 afbildede Kapsler ere adskilte fra alle de øvrige ved det store skarpt begrændsede Rum, i hvis klare Indhold Dyret frit kan bevæge sig. Hertil kommer, at Kapslernes Bygning forbliver ufor- andret den samme, hvad enten de findes i et Organs Indre, f. Ex. i Leverens Substants, eller næsten løse mellem Tarmslimhindens Folder, saaledes som det er Tilfældet med Nr. 2. Hvis Organet ved en direkte Udsvedning afgav Materialet til Kapslen, maatte dets Indflydelse ogsaa gjøre sig gjældende i Henseende til den Masse, hvoraf Kapslen bestaaer. Dersom Kapslen fremdeles udelukkende var et Betændelsesprodukt, frembragt ved Organets Irrita- tion, maatte den tillige være forsynet med Kar, analog med de med Kar forsynede Kapsler, der under lignende Forhold kunne forekomme omkring andre Indvoldsorme, f. Ex. hos Mennesket og de hoiere Hvirveldyr. Kun forsaavidt der i det yderste Lag af Kapslerne forekommer Kjerner og Bindevævslegemer ıhvilket ikke altid er Tilfældet), er det muligt, at denne Del af Kapslen kan skylde en foregaaende Irritation og Udsvedning fra Organet sin Oprindelse. Endelig maa det her endnu fremhæves, at de forskjellige Dyr vise meget ulige 25 Tilboielighed til at omgive sig med Kapsler. De under Fig. 2 afbildede ere de hyppigste og talrigste af alle, hvorimod de under Fig. 1 og 5 afbildede ere yderst sjeldne; imidlertid kan dette staae i Forbindelse dermed, at selve Moderdyrene i nogle Tilfælde ere talrigere og frugtbarere end andre. Disse Grunde tale aabenbart for, at Kapslerne ere dannede af Dyrene selv, og at de ikke ere en Udsvedning fra det Organ, hvori eller hvorpaa de findes. Derimod er der Intet til Hinder for at antage, at Dyrene hente Materialet til Kapslen fra de Organer, hvortil eller hvori de have fæstet sig; thi det er i det mindste ikke tydeligt, at de besidde særegne Kjertler eller Organer, ved Hjælp af hvilke de da skulde kunne danne deres Kapsel, ligesom Larven, der danner sin Puppe af et Spind fra bestemte Kjertler”). Naar man tager Hensyn til det i Kapslen indsluttede Dyr, synes det, som om Indkapslingen maa opfattes paa to forskjellige Maader. Skjondt man ikke med Bestemthed kan afgjøre, til hvilke Arter de indeholdte Dyr høre, er det dog aabenbart, at nogle af Dyrene ere fuldstændigere udviklede end andre. Saaledes ere de under Nr. 2 forekommende og sig livligt bevægende Nematoder aldeles lige de unge Ascarider, der i talrig Mængde forekomme i Tarmslimen, navnlig i Rectum; ogsaa det under Nr. 3 beskrevne Dyr synes at være fuldstændigt udviklet; Trematoden Nr. 5 bevæger sig ligesaa livligt som et voxent Dyr og har. en Mængde tydeligt udviklede Organer. Derimod synes Dyret under Nr. 1, hvis Indre er fyldt med en mørkkornet Masse, og som ligger ubevægeligt i sin Kapsel, ikke at være fuldstændigt udviklet, og det Samme gjælder endnu mere om Trematoden Nr. 4, som i de fleste Tilfælde viser sig som en uformelig Masse, sjelden med to tydelige Sugekopper, og som oftest uden al Bevægelse. Heraf turde man maaskee drage den Slutning, at nogle Dyr bygge deres Kapsel for deri at naae en hoiere Udvikling, og i saadanne Tilfælde kunde man være berettiget til at anvende Begrebet Forpupning. Rigtignok træffer man altid disse Kapslers Indhold omtrent i samme Stadium, ligesom man ogsaa kun sjelden bemærker tomme Kapsler, som det fuldkomne Dyr kunde have forladt; men det er ei heller nødven- digt at antage, at Dyret skulde naae sin fulde Modenhed, saalænge det endnu var indsluttet i sin Kapsel i Frøen; thi dette kunde muligen først skee, efterat hele Frøen var slugt af et *) Jeg kan efter, det Foregaaende aldeles ikke være enig med Leuckart (die menschlichen Parasiten, Leipzig 1862, I. p. 21), der mener, at disse Kapsler ikke staae i nogen direkte Forbindelse med Parasiten, men anseer dem for en Del af det inficerede Organ, »eine Wucherung des darin vorkommenden Binde- gewebes, das den Parasiten immer fester einhüllt (wie es vielleichtauch mit andern eingedrungenen Körpern geschehen würde)«; han troer, at Kapslernes Blodkar afgive en Ernæringsvædske for Para- siten. Imidlertid anforer han dog, at der iser i Trematodernes Gruppe forekommer Kapsler hos visse for det meste hos lavere Dyr forekommende Indvoldsorme, der udgaae fra Parasiten selv; men disse Kapsler ere lette at skjelne fra den sædvanlige Bindevævskapsel, som forresten ogsaa her undertiden kan udvikle sig. Vidensk Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk, og mathem. Afd. 7 Rd i andet Dyr, og Kapslen havde fundet de nødvendige Betingelser for sin Modning i dette Dyrs Tarmkanal eller øvrige Legemsdele. Paa de Dyr derimod, som findes ligesaa fuldstændigt udviklede i Tarmkanalen som i Kapslen, saaledes som det f. Ex. tydeligt er Tilfældet med Nr. 2, kan Begrebet Forpupning ikke an- vendes, men Hensigten med at Dyret forlader Tarmkanalen og bygger sig en Kapsel, maa være en anden. Naar vi holde os til det nysnævnte Exempel, da udgjør Forpupning ikke noget Led i Nematodernes Udvikling. Jeg antager det for meget sandsynligt, at dette Dyr er en Ascaris. Hvis delte forholder sig rigtigt, kan man i Moderdyrets Æggestok, saa- ledes som jeg paa et andet Sted”) har viist, finde den hele Udviklingsrække ligefra det ufuldkomne Æg med den Purkinjeske Blære indtil den fuldkomment modne Unge, der endnu er indsluttet i sin Æggeskal, som den kun behøver at gjennembryde for at føre et selv- stændigt Liv. Dyret lever en Tidlang i Tarmkanalen, og man finder den sammesteds i alle Aldere og Størrelser, nogle som kun kunne erkjendes under Mikroskopet, andre fra 4 til 1 Tommes Længde. Kapslernes Antal kan hos en og samme Frø vel være betydeligt, men det naaer dog aldrig det uhyre Antal Individer, som findes i Æggestokken hos et Moderdyr. Men ingen Ascaris forpupper sig, og hvis enhver Ascaris skulde gjennemgaae en Indkapsling for at blive moden, maatte Kapslernes Antal være langt større hos den enkelte Frø, i hvis Organer de forefindes; og selv om man antog, at Indkapslingen var et hurtigt forbigaaende Stadium, maatte man finde tomme Kapsler, som Dyrene havde forladt, men dette er kun sjelden Til- fældet. Tvertimod findes Kapslerne til alle Aarstider; navnlig har jeg truffet saavel disse som andre Kapsler hele Vinteren igjennem hos Frøer, der bleve indsamlede om Efteraaret, og som eflerhaanden aabnedes i Løbet af Vinteren, indtil Foraaret kom. (Jeg maa dog tilføje, at Kapslerne synes at findes noget hyppigere i Aarets første Halvdel end i dets sidste.) Med Siebold at antage, at disse Kapslers Beboere ere forvildede Individer, som paa deres Vandring ere ankomne paa et urigtigt og for deres fremtidige Liv upassende Sted, lader sig neppe forsvare, fordi det overhovedet ikke er beviist, at disse Dyr foretage Van- dringer i den Betydning som visse andre Indvoldsorme, f. Ex. Cysticercus cellulosae, Trichina spiralis o. MM. Hans Theorie om forvildede Indvoldsorme har desuden tabt sin Betydning, eflerat man har erkjendt, at disse saakaldet forvildede Individer tvertimod efter en bestemt Plan vælge det Opholdssted, hvor man finder dem, og at de sammesteds forholde sig pas- sivt, indtil en ny Vært opsøger dem for at tilbyde dem en passende Jordbund for deres fuldstændige Udvikling. Selv den hos Mennesket forekommende Cysticercus cellulose skylder ikke æn planløs Omvandren sin Nærværelse i Organernes Indre, og uagtet Menneskenes A. Hannover, om Udviklingen af Ascaris nigrovenosa. Forh. ved de skand. Nat. tredje Mote i Stockholm 1842, Paz. 669—672. Müllers Archiv für Anat. und Physiologie, 1844, Jahresbericht Pag. 34. i “I Grusomhed i Regelen ikke gaaer saa vidt, at de forlære hverandre indbyrdes, og Menneskets Styrke og Klogskab bevare det fra at blive et Rov for vilde Dyr, kan man dog ikke fra et naturhistorisk Standpunkt finde det »mit der Menschenwürde unverträglich, wenn der die ge- nannten geschlechtslosen Schmarotzer beherbergende Mensch von einem bestimmten Raub- thiere verzehrt würde«.*) Det synes saaledes endnu ikke at være klart, hvad Grunden er til, at visse Ind- voldsorme hos Frøen omgive sig med Kapsler, naar man seer bort fra dem, i hvilke Dyret synes at befinde sig i mindre fuldkommen Tilstand. Selv det Spørgsmaal, om Dyrene trænge ind udvendigfra eller gaae fra Tarmkanalen udad, lader sig ikke besvare med Be- stemthed. Den Omstændighed, at Kapslerne kun findes hos Frøen, men, saavidt mine Undersø- gelser strække sig, ikke hos vor sædvanlige Tudse, som næsten altid lever paa Land, synes al tale for, at Dyrene fra Vandet trænge udenfra indad. Imidlertid maa man her erindre, at Tudsen overhovedet huser langt færre Arter og Individer af Indvoldsorme end Frøen, og dernæst maatte man træffe Spor af Gange i Huden og Musklerne, hvorigjennem Ormene kunde være passerede, men dette ikke er Tilfældet. Derimod træffer man tildels saavel Moder- dyr som Unger i Tarmkanalen; Æggenes Udvikling foregaaer sammesteds, og Ungerne have saaledes let ved at trænge fra Tarmkanalen udad, og derpaa at omgive sig med en Kapsel. Da man tillige træffer Indvoldsorme i Blodkarrene, kunne de ogsaa ad denne Vei føres ind i Brystets og Underlivets Hulhed. Endelig turde den Omstændighed, at man kan trefle Kapsler løse eller næsten løse mellem Tarmslimhindens Villi, ogsaa tale for, at Ormene oprindeligt have havt deres Opholdssted i Tarmkanalen; thi en Bevægelse af hele Kapslen gjennem Tarmkanalens Hinder indad er ikke rimelig, og den kan i intet Tilfælde gjøres gjældende for de Kapsler, der findes i Folderne af Peritonæum, langs Hvirvelsøilen eller paa Hjertet og de store Kar. Medens der ellers kun forekommer eet Dyr i hver Kapsel, frembyde de under År. 2 afbildede Dyr den Mærkelighed, at Kapslen kan indeholde flere Dyr paa engang, uden al man i Kapslens Indre bemærker Skillerum. Forkalkningen i denne Art Kapsler har i og for sig ingen Betydning, eftersom Dyret findes levende i saadanne Kapsler. *) C. F. v. Siebold, über die Band- und Blasenwürmer, Leipzig 1854, Pag. 36 6 2 Ark ? Why pet! Uri le tn à mee, hs SC via AT bs fe; UAE Ka ee SANSERNE ni ra JAA KR. zu ? w te à sé 7 et DEZ ih, hy y Vid Sek Skrvlter F Rælske. Natu. og mathem. Mh VI hd. A Hannover, om indi: lee Indnold: dhkapıslede Induoldsorme P) Tak / fig. 2 (751) A Over ; Hannover ad nat one camerw clare del i UR | i LY N Vid. Selsk: Skritter V Halles Naturv. og mathern - Wh. VI Bd. A Hannover, om indkapslede Indvoldsorme hig 4's) \ | | 7 4 Hannoner ad nat: one ca i i U ip i u Burn Vid. Selsk: Shertter V Hække: Naturr og mathem Ath. VW Bd. A Hannover, om indkapslede Indvoldsorme Inh U A Hannover ad nat. one camere clare del Faxekalkens Dannelse og senere undergaaede Forandringer. 0° te) Ved F. Johnstrup. Hertil 4 Profiltegninger og 1 Kort, optagne i Aaret 1860. Thianat de i Danmark forekommende Led af Kridtformationen er aabenbart Skrivekridtet det vigtigste, som fast Udgangspunkt ved Bedømmelsen af nærstaaende Dannelsers Aldersfolge ; men imedens Skrivekridtet danner det sidste Led af Kridtformationen i England og Frankrig, er det hos os dækket af en Række Dannelser (Fiskeleret, Faxekalken, det yngste Gronsand, Liimstenen, Saltholmskalken og Blegekridtet), hvis indbyrdes geognostiske Stilling først er tydeliggjort af Conferentsraad Forchhammer og af ham sammenfattet til een Gruppe under Navn af »det nyere Kridt» (Terrain Danien efter Desor og d’Orbigny). — Hvad Udbredelsen af Kridtformationen i Almindelighed angaaer, da har Leop. v. Buch paaviist, at den ikke forekommer udover 57° N.B. og 53° S.B.*), idet Grendsen imod Nord, for den gamle Ver- dens Vedkommende, strekker sig fra Nordpynten af Irland (55°) over Cap Flamborough (54°) og den nordligste Deel af Jylland (57°), hvorfra den trækker sig mod S.O. ind i Rusland og gaaer fra Grodno (54°) omtrent lige i Ost over Mohilev, Orel og Simbirsk, derpaa mod Syd til den sydligste Deel af Ural (46°) nordfor Aral-Soen, og man har Grund til at formode, at Kridtformationen aldeles ikke forekommer i hele Sibirien ligefra Ural til det ochotske Hav og fra Altai til lishavet. (For Nordamerikas Vedkommende er Kridtformationen ikke kjendt udover 49° N.B.) Skulde fortsatte Undersøgelser bekræfte Rigtigheden af denne Nord- erendse, see vi i Kridtformationen de første Spor af en Forskjellighed i Klima paa Jord- kloden, og det har da en ikke ringe Interesse, at vi i Danmark træffe det mod Polerne meest fremskudte Parti af denne Formation, hvilket faaer en desto større Betydning derved, at der deri findes idetmindste een tydelig Koraldannelse, som ellers er meget tilbagetrængt i Kridtformationen, hvorimod de forekomme temmelig hyppigen navnlig i nogle af de ældre Perioder. De grundige Undersøgelser, der ere anstillede i de sidste Decennier over Betin- gelserne for Koralrevenes Udbredelse i den nuværende Tid, have godtgjort, at de nu kun forekomme i de varme Have, og Faxekalken har derfor særdeles Krav påa vor Opmærksom- hed, selv om den muligviis er dannet under Forhold, der ere noget afvigende fra dem, der betinge Koralklippernes Fremtræden i det stille Hav. Faxekalken med sit eiendommelige og *) y. Buch: Die Verbreitung u. die Grenzen der Kreidebildungen 1849, 32 kraftigt udviklede Dyreliv, der tilmed fremtræder paa en Tid, da Kridtformationen allerede synes afsluttet i det vestlige Europa, bør derfor vistnok undersøges såa neie som muligt i Henseende til Alt, hvad der kan bidrage til at oplyse de Betingelser, hvorunder denne mær- kelige Dannelse er opstaaet, saavelsom de Forandringer, den senere har været underkastet. Især gjælder dette Faxekalken, som den er udviklet i Faxe-Bakke; thi ved den Faxekalk, der findes paa andre Steder i Danmark, er det vanskeligere at danne sig en bestemt Fore- stilling om, under hvilke Forhold den er afsat, nærmest paa Grund af dens ringe Mægtighed, færre Forsteninger og disses afvigende Charakteer fra dem, der findes i Kalkstenen i Faxe- Bakke. Der er Meget, som taler for, at der maa kunne findes flere lignende Koralklipper, en Formodning, der for lang Tid siden er fremsat og begrundet af Forchhammer, og det vilde være af stor Betydning at kunne anstille en Sammenligning mellem flere saadanne Koralklippers Bygning og Forsteninger, for derefter at kunne afgjøre, hvorvidt Faxekalkens Fremtræden har været betinget af almindelige, for større Strækninger gjældende Forhold, eller knyttet til særegne locale, der kun fandtes paa dette ene Sted. Det er egentlig overflødigt at tilføje, at efterfølgende Forsøg paa at fremstille Faxe- kalkens Dannelse eller rettere Faxe-Bakkes geognostiske Forhold, nærmest kun er en mere detailleret Fremstilling, som er baseret paa Conferentsraad Forchhammers Meddelelser paa Forelæsninger og i forskjellige Skrifter"), der altid ville udgjøre det egentlige Grundlag og Udgangspunkt i enhver Undersøgelse, der vedrører Danmarks Geognosie. I 1. De forskjellige Varieteter af Faxekalken. Faxekalken har vel i det Hele taget en temmelig eensartet Beskaflenhed i Henseende lil Oprindelse og chemiske Bestanddele, men ved en noiere Betragtning af denne Kalksteen kommer man snart til det Resultat, at der her viser sig en større Forskjel, end man er vant til at treffe ved andre sideordnede Dannelser, som f. Ex. Skrivekridt, Liimsteen eller Saltholmskalk, idet den fra forskjellige, ja endog fra samme Grube, og det ofte i paafaldende korte Afstande, snart bestaaer af lutter let gjenkjendelige Forsteninger, snart udgjør tilsyne- ladende en aldeles homogen og tæt Kalkmasse, som man let kunde fristes til at troe, ikke indeholdt Spor af Organismer. Denne store Forskjellighed er ikke noget Uvæsentligt, men staaer i noie Forbindelse med det paa det enkelte Sted udviklede Dyreliv og visse mecha- niske og chemiske Aarsager, som jeg i det Følgende skal søge nærmere at paavise. Heraf maa især udhæves: Vidensk. Selsk. Skr. Ade Række II. 245, »Danmarks geognostiske Forhold» 1835), »Det nyere Kridt« i Forhandl. ved det Ste skand. Naturforskermode (1847) og »Dolomiten i Faxe» i Vidensk. Selsk. Oversigter (1849). 33 Af den hele Suite Varieteter, hvormed Faxekalken fremtræder i Faxe-Bakke, kunne især nogle enkelte fortjene særligt at udhæves som typiske paa Grund af deres Forsteninger og andre Eiendommeligheder, hvortil da de øvrige slutte sig med uvæsentlige Modificationer, eller som Overgangsformer mellem Hovedtyperne. Forst og fremmest maa der skjelnes mellem Bryozokalk og Koralkalk, af hvilke dog den sidste atter kan underafdeles i 2 (eller om man vil 3) Varieteter, uden at dog Hensigten dermed er yderligere at underafdele dette enkelte Led af vor Kridtformation, men kun derved lettere at kunne antyde de enkelte Varieteters Udbredelse og Dannelse. Efterat være benyttede i dette Øiemed, vil jeg da senere faae Leilighed til at undersøge, hvorvidt de alle ere saa forskjellige, at de bør bibeholdes som særegne Varieteter eller ikke. a) Bryozokalk. Selv om det ikke fra et zoologisk Standpunkt var anseet rigtigst at udsondre Bryo- zoerne fra Anthozoerne, såa er dog hines Størrelse og hele Fremtræden i Naturen saa for- skjellig fra disses, iblandt Andet med Hensyn til den Rolle, de spille ved Koralklippernes Dannelse, at man i geognostisk Henseende godt kan forsvare en saadan Adskillelse. Baade ved ældre og nyere Koralklipper er Hovedmassen opført af Steenkorallerne, medens Bryo- zoerne kun have en ringere Andeel i disse Klippers Tilbliven, idet de deels findes som blotte Overtræk paa Koralstokke 0. s. v., deels samlede i særegne Lag som kridt- eller sandsteenlignende Masser. I Faxe-Bakke forefindes de paa begge de antydede Maader, saa- ledes at der ogsaa her træffes en Varietet, der med Rette kan betegnes som »Bryozokalk», eftersom hele Massen bestaaer saagodtsom udelukkende af Levninger af disse Dyr. Der savnes deri de for Faxekalken saa charakteristiske Stjernekoraller, hvorimod der nok findes Led af Moltkea og Mopsea, saavelsom den lille Monomyces pusillus og enkelte andre især mindre Forsteninger, men hvis Mængde dog er aldeles forsvindende imod Brud- stykkerne af sønderbrudte Bryozoer og en stor Mængde meest smaa Kalkdele i Form af fiint Kalksand. Det er ret mærkeligt, at der i enkelte Bryozolag forekommer en Mængde Pentacrinit-Stilke, en Forstening, der hører til de allersjeldneste i »Koralkalken» i Faxe, om den overhovedet nogensinde er funden deri, hvorimod Cyathidium aldrig forekommer i Bryozokalken. Bryozokalken kan være saa lidet sammenhængende, at den næsten kan knuses til Pulver imellem Fingrene; dog er det ingenlunde al Bryozokalk, der er saa løs som denne. Noget synes at være fastere, men udsættes den for Frosten, hensmuldrer den aldeles, lige- som der ogsaa paa den anden Side gives Lag, hvis Bestanddele ere fæstnede paa samme Maade som i Liimstenen, fra hvilken den derfor i dette Tilfælde ikke kan skjelnes. Der- næst træffes den ikke sjelden saa tæt og næsten krystallinisk i Bruddet, at der tilsyneladende Vidensk. Selsk. Skr. 5 Række, nalurvidensk. og mathem. Afd. 7 B, a 3h ikke er Spor af Organismer at opdage, og af denne Beskaffenhed er fortrinsviis Massen i de ydre Dele af Bryozokalken, hvor den grendser op til de andre Varieteter, og hvor den da gjerne ved en senere chemisk Indvirkning tillige har faaet en betydelig Haardhed i Sammenligning med de forannævnte blødere Varieteter. Underkastes en saadan tet Bryozokalk en Slibning, vil man med Loupen let kunne opdage de utallige Dyrelevninger, der have leveret Hovedmaterialet til denne Varietet, og det er kun undtagelsesyiis, at den blot bestaaer af Kalkslam, saa at det selv med Loupen ikke er muligt at opdage nogen bestemmelig Forstening deri. Paa et enkelt Sted i den vestligste Deel af Præstekulen fandtes i 1860 et større Lag deraf, som havde en paafaldende Lighed med den bekjendte Solenhofer-Skifer i den hvide Juras koralforende Lag; men denne fremtræder i Franken som et selvstændigt Led i over 100 Fod mægtige Lag, den tilsvarende Masse her derimod som en meget underordnet Dannelse i Faxekalken. En meget væsentlig Eiendommelighed ved Bryozokalken er dens Lagdeling, som skyldes en mere uhindret Bundfeldning af et temmelig fiinkornet Materiale over ikke saa indskrænkede Rum som de, der findes inde i det hele Vey af Koralgrene i Koralkalken. Denne Lagdeling viser sig deels yed Kornenes forskjellige Storrelse i ovenpaa hinanden af- salte Lag, deels i disses forskjellige Haardhed efter den større eller mindre chemiske Ind- virkning, de have været udsatte for. Med Hensyn til Afgjorelsen af, hvorvidt enkelte Dele af Faxekalken senere ere hævede eller ikke, er Bryozokalken et vigtigt Hjælpemiddel, da der ikke er nogen Grund til at tvivle om, at disse af fiint Koralgruus dannede Lag, der tilmed ofte have en ikke ringe Udstrækning, i Reglen maa antages oprindeligen at vere afsatte horizontalt. b) Koralkalk. Forchhammer har gjort opmerksom paa, at Korallerne, der danne den langt over- veiende Deel af Forsteningerne i Faxekalken, maae have levet der paa Stedet, da det er umuligt, at de ved en Vandbevegelse kunne være sammenskyllede andetstedsfra uden Spor af Slid; men deraf folger dog ikke, at saa sterkt forgrenede Koraller, som Caryophyllia, Cladocora og Oculina, ikke at tale om den leddede Moltkea, skulde vere blevne aldeles uberørte af Bolgebevægelsen og Stromningerne i det Hav, hvori de fremkom i saa store Masser, den ene Generation ovenpaa den anden. En Mengde Koralbrudstykker af alle Størrelser maatte derved losbrydes og nedsænkes imellem mere uforstyrrede Koralstokke, hvilke sidste endnu tydeligt kunne gjenkjendes i mange Partier af Koralklippen. Der er navnlig een Varietet af Koralkalk, hvori Hovedmassen væsentligst er dannet af de ovenfor nævnte Stjernekoraller, hvorimod Moltkea her er mindre fremtrædende, og af andre For- steninger træffes især Brachyurus, Terebratula flustracea, Trochus og Arca, men forholds- viis faa Bryozoer. Paa de Steder i Koralklippen, hvor der har været Ro nok til Bund- fældningen af det Kalkslam, der af forskjellige Aarsager maa dannes ved ethvert Koralrev i 35 den lange Tid, det bruger til at voxe i, ere nu Mellemrummene mellem Koralgrenene blevne meer eller mindre udfyldte, hvilket har bevirket, at dette Slags Koralkalk fremtræder i en Række Overgange fra en løsere Sammenhobning af Koralgrene igjennem den noget tættere (»pibede») Kalk til en aldeles tæt, hvori dog de forgrenede Koraller kunne gjenkjendes enten umiddelbart, eller ogsaa ved at udsættes for Indvirkningen af en, svag Syre. Sik- krest afgjøres dog Spørgsmaalet om, hvorvidt en tet Faxekalk skal henregnes til Bryozo- eller Koralkalk, ved at underkaste den en lignende Slibning som den, der er omtalt i det Fore- gaaende. Paa Grund af Koralkalkens Tilbliven kan der ved denne Varietet ikke være Tale om nogen egentlig Lagdeling; thi Bundfældningen af Kalkslammet i Mellemrummene af en saa stærkt forgrenet Koralmasse maa være foregaaet paa en altfor uregelmæssig Maade, til at der deraf skulde kunne opstaae nogen almindelig udtrykt Slentning i Kalkstenen. Denne Koralkalk brydes derfor som uformelige Masser, og kun de tættere Arter have den bekjendte parallelepipediske Afsondring i større, skarpkantede Blokke, som iøvrigt ikke er eiendomme- lig for denne Art, men fremtræder ved al tæt Kalk, ligemeget af hvilken Oprindelse den ogsaa er. Foruden den fuldkommen uslentede Koralkalk, iagttages der i de fleste Gruber endnu en anden Varietet, der vel ligesom den forrige er en Koralkalk, men forskjellig der- ved, at den synes lagdeelt, naar man seer den i Frastand og i en passende Belysning. Undersøges den noiere, viser det sig ogsaa, at den indeholder, rigtignok paa en temmelig uregelmæssig Maade, afvexlende tættere og løsere Masser, der vel i det Hele taget ere dan- nede af Koraller, men hvori dog Bryozoerne ere mere fremtrædende end i den fore- gaaende Varietet, og den er derfor, hvad Materialet for dens Dannelse angaaer, en Mellem- ting mellem de to foranførte. Paa enkelte Steder, som i det nordvestlige Parti, kunne endog Mængden af Bryozoer tiltage i en saadan Grad, at den fuldstændigen staaer paa Overgangen til egentlig Bryozokalk. Mellemrummene mellem de tættere Partier i denne »lagdeelte». Koralkalk indeholde Stoffer af temmelig forskjellig Beskaffenhed. Paa nogle faa Steder er det lutter kantede Brudstykker af en tæt Faxekalk, paa andre Steder er det derimod en sammenpakket Masse af utallige smaa sønderbrudte Koralgrene uden Sammenhæng, eller temmelig vel vedlige- holdte Koraller, der ved Kalkstenens Kløvning træde ud af de fastere, mellemliggende Par- tier med Flader af smukt forgrenede Exemplarer, især af Cladocora. Den hyppigste Form er dog den, hvor Mellemrummene indeholde en Mangfoldighed af Bryozoer (der heri altid findes langt bedre vedligeholdte end i Bryozokalken), Led af Moltkea, Monomyces, talrige Koralgrene af de andre større Stjernekoraller og saagodtsom alle fra Faxekalken i det Hele taget kjendte Forsteninger, hvorfor det ogsaa er denne Kalksteen, der leverer de fleste For- steninger. 5* 36 Ogsaa den sidste Varietet findes i forskjellige Grader af Tæthed, og da dens For- steninger ere de samme, som findes i begge de to andre Varieteter tilsammen, bliver det ved de tættere Arter af den sidstnævnte, hvori den omtalte Lagdeling er tilbagetrængt, van- skeligt paa enkelte Punkter at afgjøre med Sikkerhed, hvortil en slig Kalksteen skal hen- regnes; men kun de Varieteter, der ere at ansee som typiske, kunne benyttes til at opklare, hvorledes Kalkklippen er opstaaet. Den tætte Koralkalk, der ofte findes paa Nutidens Koral- rev, vilde neppe kunne kaste noget Lys over disses Tilbliven, hvis man ikke i kort Afstand derfra havde de levende Koraller ved Randen af Revet. For lettere at kunne skjelne mellem disse to Varieteter af Koralkalk, vil jeg betegne den første som den ældre, den sidste som den yngre Koralkalk, endskjøndt jeg rig- tignok ved at anvende disse Benævnelser kommer til at antyde Noget, der egentlig først skulde fremgaae som et Resultat af Meddelelser i det følgende Afsnit. Il. Varieteternes Udbredelse og Dannelse. Hvorledes de her nævnte Varieteter ere fordeelte i Faxekalken, lader sig kun angive ved Hjælp af en Horizontalplan over alle paa en bestemt Tid blottede Partier af Kalkklippen, som, forsaavidt de i Aaret 1860 vare tilgjængelige (ikke paany tilkastede), findes afsatte efter en nøiagtig Opmaaling paa medfølgende Kort"), hvorpaa ethvert Punkt let vil kunne gjen- findes ved Hjælp af Grændseskjellene mellem Agrené, der baade findes i Marken og paa Kortet. Hvorlangt tilbage i Tiden man har brudt Faxekalk, veed man intet Bestemt om; men da Kalkstenen paa den højere Deel af Bakken kun ligger et Par Fod under Overfladen, har man ikke kunnet undgaae at blive opmærksom paa den, saasnart Agerdyrkningen blev ind- ført i denne Deel af Landet. Saameget er dog vist, at Faxekalken har været benyttet som Bygningsmateriale i den Periode, da vore Landsbykirker byggedes, ligesom det af Archiv- documenter paa Vemmetofte**) og Bregentved er oplyst, at man har brudt og brændt Faxe- kalk i Midten af det 17de Aarhundrede og at Kalkgruber fulgte med vedkommende, Gaardes *) Ved Eieren af Rosendal, Grev Holcks Velvillie overlodes mig til Afbenyttelse det i 1850 optagne Ud- skiftningskort over Kalkgrunden, hvorpaa findes aflagt Udstrækningen af alle til den Tid bearbeidede, men rigtignok for en Deel atter tilkastede Gruber, tilligemed den gamle Inddeling i Agre, der blev bibeholdt for Kalkgrundens Vedkommende, da det alene var Overfladen, der udskiftedes. Ved Hjælp af dette Kort og mine egne Opmaalinger har jeg kunnet afsætte baade Grændserne for Gruberne, der have været bearbeidede indtil 1850, og som de vare i 1860. Kun de Kalkgrunds-Agre, der ligge i Nærheden af Gruberne, ere anførte paa Kortet. “) Brasch: Vemmetoftes Historie I. pag. 10 og 185, Lodder uden særskilt at beregnes, saa at altsaa Bearbeidningen og Udbyttet deraf neppe kan have været af stor Betydning. Hvorledes derimod Kalkbrydningen er tiltagen i dette Aarhundrede, kan bedst sees deraf, at een af de større Gruber, »Præstekulen», først er aabnet 1835, saavelsom ogsaa ved at betragte de paa Kortet afsatte Udvidelser i Decenniet 1850—60. Tager man nu tillige Hensyn til, hvorledes man i den nærværende Tid gaaer ganske anderledes i Dybden end forhen, vil man let kunne danne sig en Forestilling om, hvor store Masser Faxekalk der i faa Aar ere blevne bortførte og i den nærmeste Fremtid ville forsvinde fra Gruberne. Der føres aldeles ikke nogen Arbeids-Journal ved Gruberne, som kan give Oplysning om deres Omfang og Dybde til forskjellige Tider (med Undtagelse af det nævnte Udskiftningskort fra 1850), ligesaalidt som om den brudte Kalksteens Beskaf- fenhed paa det enkelte Sted, \saa at en Grundplan med tilhørende Profiler og Nivellement maa danne et ikke uvæsentligt Grundlag for senere Undersøgelser, naar man i Fremtiden, efterhaanden som Brydningen skrider frem, anstiller Sammenligninger med tidligere lagt- tagelser, en Fremgangsmaade, der især synes nødvendig, saalænge Faxe-Bakke er det eneste Sted, hvor vi kjende denne i vor Kridtformation saa vigtige Dannelse i sin normale Ud- vikling. Profilerne vise kun Gjennemsnittene i de større og dybere Gruber, nemlig i Hvede- landskulen, Prindsekulen, Grevskabet Bregentveds Brud, Gruberne paa Liimovnsagrene og Krogagrene, Toftekulen, Præstekulen og Baunekulen, og fortrinsviis af saadanne Partier, hvori de forskjellige Varieteter træde frem, da de øvrige Gjennemsnit paa Grund af deres Eensformighed kun frembyde Forhold, der ere analoge med hvad der sees paa de optagne Profiler. Navnlig gjælder dette sidste hele den vestlige Væg af Toftekulen, den store Grube paa Krogagrene, saavelsom Sydvæggen af' Præstekulen, der have samme Beskaffenhed, som henholdsviis er fremstillet i Fig. 9, 13,16 og 17. De mindre Gruber, hvori der brydes Kalk, som Helene, Rosendals nye Grube, de nordostlige Gruber paa Krogagrene, o. fl. a. ere af for ringe Udstrekning og Dybde til at Sammenhengen med de andre Gruber tyde- ligen kan oversees. Ogsaa for Profilernes Vedkommende gjælder det, at alle Maal i ver- tikal Retning svare til Lagenes Udseende i 1860, og ere bestemte ved et Nivellement igjennem alle Gruberne. Hvad nu Varieteternes Udbredelse angaaer, da har det for det Første især Interesse at forfølge Bryozokalken, der baade ved sit Indhold og Slentning danner en bestemt Modsetning til Koralkalkens Varieteter. Den forefindes enten i storre bassinformede Partier, uden dog der at opnaae nogen betydelig Megtighed, eller i isolerede nyreformige Partier af mindre Udstrækning, der paa alle Steder synes at vere heelt omgivne af Koralkalk. Den første af disse Former træffes især i alle de nordvestlige Gruber (Profilerne 1—12) hvor Bryozokalken i det Hele taget har en langt betydeligere Udvikling end i det sydligere Partie, for hvilket den anden Form er eiendommelig (Prof. 13—17). Begrændsningen imod SES Koralkalken forekommer enten med en temmelig skarp Overgang, eller den dannes af en Bryozokalk med enkelte spredte Koralgrene, som f. Ex. i Hvedelands Østvæg, hvor der tillige midt i Bryozokalken skyder sig mindre Koralpartier iveiret, dækkede og paa Siderne omgivne af Bryozokalk”). Den ældre Koralkalk, der danner Underlaget for Bryozokalken, træffes derfor i Almindelighed kun i de dybere Dele af Gruberne, især charakteristisk udviklet paa flere Punkter af det midterste Partie (den østlige Deel af Toftekulen, ogsaa kaldet «Smaa Hugorms» Agrene), saavelsom i den største Deel af Baunekulen, og paa Grund af sit Indhold kan den betragtes som et Resultat af den frodige Væxt af Stjernekoraller, der ere skudte iveiret paa en meer eller mindre regelmæssig Maade, hvorimod Bryozokalken er afsat deels i større bassin- eller rendeformede Fordybninger, deels i alle de Mel- lemrum, der nødvendigviis maatte opstaae, naar Korallernes Væxt foregik raskere paa eet Sted end paa et andet. Bevægelsen i Havet, hvad enten den nu har hidrørt fra en Bølge- bevægelse eller fra Strømninger, maa have bortført mange løse Smaa-Partikler, der fandtes i de mere fremragende Dele af Revet, især de til Havplanterne heftede Bryozoer og det fine Kalkslam, der opstod ved disses og ved lesbrudte Koralgrenes Gnidning mod hinanden. De fineste Kalkdele kunde da enten samle sig i de dybere liggende og saa at sige mere afluk- kede Dele af Revet, hvorved de tættere Arter af den ældre Koralkalk maatte opstaae, eller blandes mellem Bryozogruset, forsaavidt de ikke førtes aldeles bort, for fjernt fra Revet at bundfældes i dybere og roligere Vand. Man kan saaledes her paavise den samme Frem- komst af forskjellige Lag efter Størrelsen af de Dele, der have været paavirkede af Vandets Bevægelse i Havet, som under andre Omstændigheder er udtrykt i Gruus-, Sand- og Leerlagene, idet vi til disse have Analoga i Koralkalken, Bryozokalken og Skrive- kridtet, eller en dertil svarende Dannelse, kun at den sidste naturligviis ikke kan findes : selvstændig udviklet indenfor Grendserne af et fra Havets Bund opskydende Koralrev, med mindre man dertil vilde henregne Kalkslammet i de inderste og dybeste Dele af Koral- dannelsen. Mindre Fordybninger paa nogle Cubikfods Størrelse, der altsaa ikke i nogen væsentlig Grad have været beskyttede mod Havets Indvirkning, sees ofte alene fyldte med grovere Brudstykker af Bryozoer og da atter igjen overdækkede af Koraller, medens paa andre Steder . *) Uagtet Profilerne i det Hele taget nok kunne tjene til at oplyse Bryozokalkens Udbredelse i de nu synlige Gjennemsnit, savner man dog netop ved en saadan Undersezelse Kjendskab til dens Udbre- delse i de Dele af Faxekalken, der ere bortskaflede. Arbeidernes ubestemte Angivelser, der i Almin- deliched referere sig til en meget kort Periode, egne sig ikke til at bygge Noget paa; dog synes deres Udsazn at stemme overeens i, at Bryozokalken i Vest- og Østvæsgen af Hvedelandssruben har staaet i Forbindelse med hinanden ved en smal Rende mellem den omgivende Koralkalk, der navnlig i Midten skal have hævet sig betydelig heiere end den nu gjør i Grubens Sidevægge. — Lagets for- modede Udstrækning er antydet ved punkterede Linier paa Prof. 1. 39 Korallernes Væxt ligefrem er bleven hæmmet ved at dækkes af Bryozomasser, saa at man har en gjentagen Afvexling af flere over hinanden afsatte Lag af Koralkalk og Bryozokalk (Fig. 3 og 8). Den samme Kamp synes ogsaa at have fundet Sted ved Randen af flere af de større bassinformede Lag af Bryozokalk (Fig. 4), saa at til en Tid har Koralkalken der havt Overhaand, men er senere igjen trængt tilbage af nye Lag Bryozokalk, hvorved der har dannet sig kileformige Partier af Koralkalk inde i Bryozokalken. Det kan ikke negtes, at slige indskudte Koralpartier mulig blot hidrøre fra en Nedskylning af nærliggende Dele af Koralrevet, medens der til andre Tider, nåar Havet har været roligere, kun er afsat Kalk- sand (Bryozoer), en Formodning, der har meget for sig, eftersom alle såadanne Overgange gjerne indeholde Koralgrenene i en mere fragmentarisk Tilstand end i de Partier, hvor hele Kalkstenen paa større Strækninger bestaaer væsentligst af Koralkalk. Men selv om saadanne mindre udstrakte Lag, hvori man iagttager den ovenfor antydede Vexelvirkning af de to Varieteter, skulde være dannede ved en Nedskylning til visse Tider af Gruus (Koralgrene), til andre Tider af Sand (Bryozokalk), bliver Korallernes oprindelige Udbredelse dog i det Væsentlige den samme, da Koralgrenene ikke kunne være bevægede ret langt; ellers maatte de ogsaa være skyllede heelt ud over alle Bassinerne med Bryozokalk, istedetfor at vi nu i Reglen kun træffe dem ved Randen." Overalt, hvor Kalkstenen indenolder Koralgrene, tor det derfor vistnok altid ansees for et Beviis paa, at der har levet Koraller paa selve Stedet eller i den umiddelbare Nærhed, som ogsaa er blevet antydet i det foregaaende Afsnit om Varieteternes almindelige Charakterer. Naar man i hele det her omhandlede nordvestlige Parti seer bort fra de ved senere Hævninger skete Forstyrrelser, navnlig de, der sees i Fig. 7 og 10, er det i høj Grad paa- faldende, hvor eensformigt Bryozokalkens øvre Begrændsningsflade naaer op til samme Høide gjennem alle disse Gruber. Det ligger derfor nær at tænke sig, at Afsætningen af Bryozo- sandet i hele dette Parli er foregaaet efter en større Maalestok, hvorved Koralvæxten er bleven hæmmet over større Strækninger med Undtagelse af enkelte mere fremragende Dele af Revet, som f. Ex. i Vestvæggen af Hvedeland (Fig. 5), i Midten af Prindsekulen (Fig. 3) o. fl. a., hvorfra den atter igjen kunde udbrede sig til Siderne. Om nu Afsætningen af dette store og tildeels sammenhængende Lag af Bryozokalk er skeet hurtigt eller langsomt (det Sidste er vistnok det Rimeligste), har mindre Betydning, men det er klart, at det der danner et Skjel mellem to i Tid forskjellige Koraldannelser. i Hvad der derimod kunde være at bemærke om de andre mere isolerede Partier af Bryozokalk i de sydlige og østlige Gruber, vil senere blive omtalt sammen med den dem omsluttende Koralkalk. Begge de foregaaende Varieteter ere samtidige Udviklinger, hvorimod den tredie maa ansees for at være en yngre Koraldannelse, men saaledes at overalt, hvor de to Varie- teter af Koralkalk grændse op til hinanden, skeer Overgangen aldeles umærkelig uden nogen 40 bestemt Grændselinie, hvilket er begrundet i, at der heller ikke paa saadanne Steder har været nogen dertil svarende Afbrydelse i Koraldannelsen, som derimod tydelig viser sig mellem den ældre Koralkalk og Bryozokalken, saavelsom igjen senere mellem denne og den »lagdeelte« (yngre) Koralkalk. — Den sidstnævnte Varietet findes i alle Gruber med tydelige Gjennemsnit, und- tagen i den nordlige og mellemste Grube (Dolomitgruben) paa Liimovnsagrene (Fig. 7 og 10), sandsynligviis paa Grund af de stærke Hævninger, dette Parti har været udsat for, hvorved dette Lag i Rullesteenstiden er blevet ligesom sloifet i Niveau med den øvrige Overflade af Kalkklippen. Denne yngre Koralkalk har en meget forskjellig Charakteer, eftersom den er bleven afsat opefter ovenpaa de tidligere dannede Dele af Klippen (Nordpartiet), eller danner en umiddelbar Fortsættelse af den ældre Koraldannelse udefter, som har været Tilfældet langs med den vestlige og sydlige Grændse af hele Koralklippen. At en saadan Grændse kan forfølges i den antydede Retning, kan først senere hen godt- gjøres, naar jeg faaer Leilighed til at omtale Resultaterne af Nivellementet af Klippens Overflade. Den førstnævnte Form sees paa Profilerne (Fig. 2, 4, 6, 8, 11 og 12) især at slutte sig noie til de store udstrakte Lag af Bryozokalk og har ogsaa samme Udbredelse, nemlig igjennem Hvedeland, Prindsekulen, Grevsk. Bregentveds Brud og muligviis tillige gjennem Hælene og Rosendals nye Grube, allevegne som det yngste Lag, dækkende deels den egent- lige Koralkalk; deels Bryozokalken, dog er det Sidste hyppigst Tilfældet. Efterat Fordyb- ningerne mellem den ældre Koralkalks mere fremragende Partier tildeels vare udfyldte ved de afsatte Bryozomasser, begyndte der at udbrede sig en noget ligeligere fordeelt Koral- dannelse over hele Grunden, hvori vi derfor ogsaa træffe Koralgrene, Bryozoer og alle de andre Forsteninger mere eensformigt blandede end tidligere, eftersom det nu paa den nævnte, næsten horizontale, Flade ikke var saa let for Havet som tidligere i de mere isolerede Koral- partier at bortføre de forskjellige uorganiske Levninger af alle de paa Klippen levende Dyre- former. Man har saa at sige et Beviis derfor i den mere vel vedligeholdte Tilstand, hvori man her træffer Bryozoerne end i de tidligere omtalte Bryozokalklag, idet de nedsænkedes mellem Koralgrenene, indtil disse forhindrede en videre Synken, og de overdækkedes da af mindre Smaadele, der tilsidst dannede et Underlag, hvorpaa det fine Kalkslam kunde afsættes. Paa denne Maade opstod de for denne Varietet saa ejendommelige tættere Masser, hvis "nedre Flader dannes af de større Koralgrene, Bryozoer 0. s. v., medens den øvre Flade altid bestaaer af en hærdnet Kalk-Slammasse, hvis afrundede og lidt heldende Flader noksom godtgjøre, hvorledes den i den indre og nedre Deel af Revet, hvor der har været roligere Vand, har stræbt efter at flyde fra den ene Forhindring til den næste. Det ligger i Sagens Natur, at Kalkslammet i den ældre Koraldannelse maa være afsat under lignende Forhold i de enkelte uregelmæssigen fordeelte Koralpartier. Paa den omtalte udstrakte Flade i Nordpartiet, hvor Korallerne bleve mindre paa- virkede af det stærkt bevægede Vand, synes derfor ingen af Stjernekorallerne at have naaet 41 en saa kraftig Vext som i den ældre Koralkalk, hvorimod der saa til Gjengjeld findes en langt større Mængde Led af Moltkea. Paa enkelte Steder, navnlig langs Nordgrændsen, til- tage Bryozoerne i en saadan Grad, at man kunde fristes til at henregne Kalkstenen til en Bryozokalk, hvis ikke de førstnævnte Koraller allevegne fandtes indblandede deri. Med andre Ord, den Modsætning, der i en ældre Tid, paa Grund af Klippens heist uregelmæssige Form, fandt Sted mellem Koral- og Bryozodannelser, har nu ved Koralklippens forandrede Udseende ikke længere været mulig, men samtidig med at Korallerne udbredte sig jevnt over det Hele, blandedes tillige deres Levninger mere ligeligt med det øvrige løse Materiale, som i Forening har dannet den horizontalt afsatte, yngre Koralkalk. I det sydlige Parti, indbefattende hele Toftekulen, den sydligste Grube paa Liimovns Agrene, den store Grube paa Krogagrene, Præstekulen samt det midterste Parti i Baune- kulen, fremtræder derimod den yngre Koralkalk i stærkt heldende Lag, hvori Heldnings- vinklerne som oftest vel variere mellem 40 og 60°, men dog i Almindelighed ere temmelig eonstante selv i større Gjennemsnit, saa at de med Lethed kunne maales i god Belysning, naar blot ikke Gjennemsnittet er parallelt med Strygningslinien, thi da stikke Kammene frem af Lagene paa en saa uregelmæssig og forvirret Maade, at det næsten er aldeles umuligt at forfølge Heldningerne.*) De maalte Vinkler ere folgende: Beliggenhed. “eine | ee au vinkel. i Forhold til maga, Nord. | i Forbold til retvisende Nord. nordligste Deel. . | 46—50° OPK, | Ne 1) Toftekulen. Vestveg midterste Deel. . 48° Wo ZO | V. sydligste Deel. . 50° Wo 25? fei. SAVE MidtmieGrub ents. uen eens 50—54° V. 20° N. Vi Sees vestlige Deel . 30—40? So 20 Wo S: © | østlige Deel . 40° Sal?) | S.S.0. Østvæg eae Hugorms Kara) 50— 56° S. 25° @. | S.0. 2) Liimovnsagrene, sydligste Grube . . . | 55—65° Vi Onde || Ve 3) Krogagrene. Vestveg .......... 50--60°, SAONE | S.S.V. Sydvestligt Hjorne . . . .. 52—54° 202 | S.V. 4) Præstekulen. Vestveg.......... 50° Vi | V.S.\ NES EN E 44—50° Wee | S.V. Bar el HØ) 50—60° S. | 5.5.0. 5) Baunekulen. Nordvestligt Hjørne . . . | 42—50° V. 10°S. (2) | V.S.V. Midten een 56—58° S. 10° Q.(?) | S.S.0. *) Alle Heldningsyinkler ere kun bestemte under gunstige Belysningsforhold og i en passende Afstand ved Hjælp af et i en 2 Alen lang Stang fast anbragt Klinometer, Vidensk. Selsk. Skr. 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd, 7 Bd, 6 42 Faldretningen er altsaa i det Hele taget gjennemgaaende sydvestlig, men bliver i det vestlige Parti mere vestlig og langs den sydlige Rand mere sydlig. Disse Heldninger skulde man nu troe, nedvendigviis maatte vere fremkomne ved een eller flere Hevninger; men, hvor naturligt det end er at forklare Phenomenet saaledes, synes dog Forklaringenher uanvendelig, idet denne Koralkalk med sine stærkt heldende Lag paa flere Punkter er seet hvilende paa Bryozokalk, der i Forhold til hiin kan ansees for at være horizontal. Det Sted, hvor man tydeligst har kunnet iagttage dette Forhold, var i 1859 Sydvæggen af Toftekulen (Fig. 13), hvor et Lag Bryozokalk, tilligemed et deri værende Flintlag, faldt 8? imod V.S.V., imedens den dækkende Koralkalk viste Faldvinkler, der fra at være 30—40° efterhaanden aftog til 14? imod S. — I den vestligste Deel af Præstekulen (Fig. 16) falde Lagene i Bryozokalken 13? imod V.S.V., og i den nærgrændsende Koralkalk deels 50—60? mod S.S.V., deels 52—54° mød S.V., hvorimod der i den Deel af samme, der dækker Bryozokalken, viser sig en Tendents til at danne mindre og mindre Faldvinkler, saa at de formindskes først til 42°, og længere henimod S.V. endog til 28°. Heri kunde man je rigtignok søge et Beviis for, at Heldningerne maatte være bevirkede ved Hævning, der da skulde være foregaaet N.O. for dette Sted; men deels vilde det være i højeste Grad paa- faldende, om et saadant enkelt lille Parti, der ligger næsten midt imellem disse constant heldende Lag, skulde være unddraget en saa betydelig Hævnings Virkninger, deels haves der heldigviis Gjennemsnit, noiagtig af samme Beskaffenhed og under Forhold, hvor Heldningerne © umuligt kunne være frembragte ved Hævning. I det nordligste Parti af Grevskabet Bregent- veds Brud (Fig. 4) forekommer der nemlig i den yngre Koralkalk Heldninger med lignende Overgange, imedens det store Bryozokalk-Lag, hvorover disse heldende Lag ere afsatte, lige- fuldt bevarer sin Horizontalitet, hvilket vilde have været utænkeligt, hvis Heldningerne her vare frembragte ved en Hævning. Et lignende Gjennemsnit haves i den sydlige Deel af Præste- kulen (Fig. 17), hvor Bryozokalken er afsat horizontalt; i de tilgrændsende Partier af Koral- kalk falde Lagene 44—50° mod V.S.V., men i den Deel af samme, der dækker Bryozo- kalken, blive Faldvinklerne ligeledes mindre og ere kun 20°. Tillige kan man ikke godt undlade at gjøre den Bemærkning, at hele dette udstrakle Parti, der er saa charakteristisk ved sine stærkt heldende Lag, vilde have faaet et ganske andet Udseende, hvis de skulde tænkes frembragte ved en Hævning af tidligere horizontale Dannelser, af saadanne f. Ex., som vi kjende fra de nordvestlige Gruber (Fig. 1—6 og 11—12). Sammenfattes alle disse lagt- tagelser, troer jeg, at man maa ansee de her nævnte heldende Kalklag for oprindeligen afsatte omtrent som vi træfle dem, uden senere at have været underkastede saa voldsomme Hævninger, som man under andre Forhold vilde have været tilbaielig til at antage. Men saa bliver Spørgsmaalet, paa hvad Maade de da ere dannede, og uagtet jeg fuldtvel føler det Vanskelige ved at besvare dette paa en aldeles tilfredsstillende Maade, er der paa den anden Side ingen Grund til at betænke sig paa at fremsætte en Hypothese om denne Koralkalks 43 Tilbliven, naar, som her, alle Phænomenerne paa en simpel og naturlig Maade kunne bringes i Samklang med hverandre. Vanskeligheden ved at overskue alle indbyrdes Forhold i de enkelte Dele af Koralklippen ligger nærmest i den ovenfor nævnte uregelmæssige Maade, hvorpaa Brydningen foretages, hvilket har Meget tilfælles med Tørvegravningen, hvor det ligeledes er vanskeligt at faae et Overblik over Mosens Dannelse, naar den ikke successivt kan forfølges tvers gjennem Bassinet. Store Masser af Koralkalken, der vilde have afgivet forbindende Led mellem de forskjellige Varieteter og oplyst deres indbyrdes Stilling, ere, . som allerede nævnt, bortforte eller atter tildækkede med Affald, som Tilfældet f. Ex. var med det i Fig. 12 viste Gjennemsnit, der Aaret efter næsten ikke mere var til at see af begge de anførte Aarsager. Man maa derfor indskrænke sig til at anstille en Sammenstilling af lagttagelserne fra alle Punkter, hvor denne yngre (heldende) Koralkalk forefindes, men navnlig fastholde Modsætningen imellem det nordlige Parties i det Hele taget horizontale og det sydlige Parties mod Sydvest heldende Lag, og for bedre at kunne anskueliggjøre Oprindelsen til de sidste, maa jeg” fortsætte det tidligere udkastede Billede af Koralvæxten i det nord- vestlige Parti. Forestiller man sig nemlig Koraldannelsen der temmelig ligeligt udviklet, efter at Mellemrummene mellem den ældre Koralkalk vare udfyldte med Bryozokalk og det Hele dækket af den yngre Koralkalkdannelse, og at endvidere Havbunden sydvestligt for dette Parti var lavere beliggende, da maatte der, efterhaanden som Koralvæxten udbredte sig paa og udover denne Rand, glide en Mængde Koralbrudstykker, Bryozoer og Bløddyrskaller ned påa de lavere beliggende Omgivelser, og de derved frembragte Heldningsvinkler maatte være afhængige af Korallernes meer eller mindre kraftige Væxt, samt af Beskaffenheden af det Materiale, der blev løsbrudt. Dette sidste behøvede ingenlunde paa alle Steder og til de forskjellige Tider åt være det Samme, men kunde snart fortrinsviis være Bryozoer, snart Koralgrene eller til andre Tider Brokker af Revet, uden at et saadant Materiale derfor behøvede at vise noget kjendeligt Spor af Slid, som Tilfældet er ved de langs en Strandbred opkastede rullede Masser. At der i det Hele taget er foregaaet en Sønderdeling, sees deels af de uhyre Masser af sønderbrudte Koralgrene der findes næsten overalt i Koralkalken, baade den ældre og yngre, deels af den store Masse Kalkslam, der i en meget fiindeelt Tilstand allevegne træffes afsat i Huulhederne. Ogsaa Bryozoerne vidne derom, idet de i Bryozokalken i Hovedsagen kun forekomme i Brudstykker, men derimod ere vel vedlige- holdte inde i alle Mellemrummene af Koralkalken, hvor de have været mere beskyttede og derfor ikke ere blevne flyttede bort fra det Sted, hvor de oprindeligen bleve afsatte. Hvad nu Størrelsen af Heldningsvinklerne i Koralkalken angaaer, da maae de nodven- digviis antages at have været afhængige af Koralskrænternes Høide og Steilhed, og Fald- vinklerne sees ogsaa fortrinsviis at have været størst i hele det sydvestlige og sydlige Parti af den yngre Koralkalk netop langs den steile Yderrand, hvor der har været et stærkt ud- viklet Koralliv. Det er i heieste Grad sandsynligt, at paa saadanne Steder maatte et saa 6° Au uregelmæssigt og grovt Materiale, som Faxekalkens stærkt forgrenede Koralbrudstykker, let kunne danne Skraaninger paa 40—50°, naar Sandet paa Læsiden af Klitbakkerne, som jo rigtignok er en Luftdannelse, kan afsættes i Slenter med et Fald af 30°. Men den her fremsatte Anskuelse forhindrer os dog ingenlunde i at antage, at et saadant Revs Yderside hist og her (muligviis overalt) kan have været besat af levende Koraller og ikke sjeldent sees deres Leyninger i en saa uforstyrret Tilstand, at de synes at have levet noiagtigt paa samme Sted, hvor de nu findes. Paa enkelte Steder kunne da saadanne have udviklet sig til større Koralbulke, og at disse atter ere blevne omgivne paa alle Sider af de nedgli- , dende Masser, og Mellemrummene senere meer eller mindre udfyldte med Kalkslam, kan ikke afgive nogen begrundet Indvending mod, at de have kunnet leve der, naar man lager Hensyn til Varigheden af den Tid, der er medgaaet til Dannelsen af en saadan Kalkklippe. I Fordybningerne mellem slige opskydende Koralbulke (a) paa Revets Yder- side kan da senere Bryozomasser (b) være blevne afsatte, men de maae selvfølgelig altid have en mere indskrænket Udstrækning, som ogsaa er iagttaget ved alle i dette Parti forefundne Bryozolag (Fig. 13, 14, 16 og 17). — Baade over disse Bryozolag, saavelsom ullevegne, hvor Skrænterne have været mindre hoinede over Omgivelserne (Fig. 3 og 4), ere Heldningsvinklerne (ved c paa ovenstaaende. ideale Skizze) af let forklarlige Grunde mindre og have en vis Tendents til at blive horizontale. De paa disse Steder iagttagne Heldningsvinkler i den dækkende Koralkalk ere folgende: i Toftekulens Sydvæg 40—14°, men i den nærliggende Vestvæg derimod 50°, i Krogagrenes sydvestlige Hjørne 42—28°, men Østen derfor 54°, i Præstekulens sydostlige Deel 20°, medens de i den nærliggende Østvæg ere 50—60°, og i den nærliggende Sydvæg 44—50°, i Baunekulens midterste Parti 25—10°, men nordvest derfor 56°, i Prindsekulens østligste Deel 20°—5°—0°. Jeg kan ikke undlade at gjøre opmærksom paa et interessant Profil (Fig. 14—15), hvor den yngre Koralkalk sees at optræde med en Art sadelformig Leiring, idet den til Venstre har et Fald paa 55—65? mod V., til Højre derimod 50—56? mod S.0., altsaa netop under Forhold, der synes i hei Grad at tale for, at Heldningerne her i det Hele taget skulde være frembragte ved en Hævning af det mellemliggende Parti. At der virkelig ogsaa her er skeet en Hævning, der har bidraget til at forandre disse Lags Stilling noget, fremgaaer navnlig af, at Bryozokalken helder 25° mod V., og at Faldvinklerne i Koralkalken til Venstre, ” de største, der nogetsteds ere iagttagne i Faxekalken, ogsaa ere blevne større ved Hævningen ; AS men det vil, efter hvad der i det Foregaaende er udviklet, vere klart, at der ikke er nogen Grund til at antage, at disse Lag meer end alle de andre heldende Koralkalk-Lag oprindelig skulde vere blevne afsatte i en horizontal Stilling. — Det nærgrændsende Parti til Heire paa samme Profil er derimod mindre paavirket af den omtalte Hævning; kun kunde det synes paafaldende, at- Lagene her falde mod S.0., istedetfor at deres normale Retning i alle de nærliggende Partier er V. eller S.V., men den rimeligste Grund hertil vil blive nævnt i åde Afsnit, hvor Beskaffenheden af Kalkklippens nuværende Overflade bliver omtalt. Afvexlingen mellem de tættere og mindre tætte Partier i de heldende Lag af den yngre Koralkalk, der giver den Charakteren af at være slentet, skyldes vistnok en periodisk Ansamling af Koralgruus paa Revets udvendige Side, uden at der dog derfor kan være Tale om en regelmæssig Ordning af de enkelte Dele i virkelige Lag. De grovere Partikler ere holdte tilbage i Fordybninger i Revets ujevne og skraanende Overflade, hvor de terrassefor- migt ere skredne ned saalænge, indtil en Koralstok eller anden fremstaaende Deel af Revet har forhindret deres dybere Nedgliden. Naar der nu bundfældtes større Masser af saadant løst Materiale, afsatte det finere Kalkslam sig i de indre Huulheder mellem dette Koralgruus, som derved fæstnedes til en sammenhængende Kalksteen, hvorved det Hele har faaet et Ud- seende, der svarer til det, der er viist i det vedfeiede Træsnit. Meget af dette Kalkslam er gledet, ja, man kunde næsten sige, flydt fra den ene Terrasse ned paa den anden, og man kan overalt iagttage Sporene af denne Tilboielighed til inde imellem de heldende Hovedpartier at danne vandrette tættere Masser, men altid med noget afrundet Overflade, ganske paa samme Maade, som det tidligere er be- skrevet i den nordvestlige Deel, kun at det i den ældre Koralkalks spredte og mindre Partier ikke fremtræder med den mere almindelige Charakteer over større Strækninger, som her. Under de ovenfor beskrevne Forhold var det en Nødvendighed, at der paa en vis Maade maatte opstaae en dobbelt Slentning, saa at der i alle Smaapartier iagttages en hori- zontal Bundfældning, paa samme Tid som der dog i Kalkstenen er efterladt tydelige Spor af de oprindelige skraa Yderflader. For let at kunne afgjøre, hvorvidt de her omtalte Heldninger ere oprindelige eller frembragte ved senere Hævninger, har Conferentsraad Forchhammer foreslaaet at undersøge, om den øverste Flade i halv fyldte Kjerneforsteninger er horizontal eller heldende under samme Vinkler som den dem omgivende Koralkalk. I alle de Forsteninger, jeg har seet fastsiddende i Lag med Faldvinkler paa 50°, har Overfladen været parallel med den, der iagttages i alle smaa Afsatser i den omgivende Kalsteen, altsaa omtrent horizontal; men 46 hertil maa jeg dog bemærke, at mine Iagltagelser indskrænke sig til mindre Forsteninger, som f. Ex. Cypræa bullata, og det er hidtil ikke lykkedes mig at finde en eneste større, halvfyldı Forstening, der fandtes paa sit oprindelige Sted. Kun ved saadanne kan man vente at finde brugbare Flader, da man ofte i den samme Univalvs Vindinger kan treffe den der afsatte Masse ‘snart af Bryozoer, snart af herdnet Kalkslam) med Overflader, der ikke engang ere indbyrdes parallele. Man kan undertiden see, hvorledes Kalkslammet ogsaa inde i Skallens Huulhed, hvor der næsten ingen Bevægelse har været i Vandet, ligesom i Kalk- stenen, er gledet fra Vinding til Vinding, efterhaanden som det der bundfeldtes, indtil det tilsidst fæstnedes ved den udskilte kulsure Kalk. De grovere Partikler have der ofte dannet en skraa Flade i den ene Vinding, medens Kalkslammet dannede en horizontal i den anden, saa at disse Flader maae behandles med en vis Forsigtighéd, naar man deraf skal uddrage det nevnte Resultat. Af Alt, hvad der her er fremsat om den yngre Koralkalk, troer jeg nu, at det vil vere indlysende, at den vel ikke godt kan ansees vesentlig forskjellig fra den anden Varietet, den ældre Koralkalk, hvoraf den danner en Fortsættelse, og det ligger i Sagens Natur, at denne sidste paa mange Steder oprindelig kan have havt lignende Heldninger, som dem, vi kjende i den yngre Koralkalk, om ogsaa kun af mindre Udstrækning. Den større Tæthed, som den ældre Koralkalk i Almindelighed er i Besiddelse af, maa sandsynligviis vere Grunden til, at vi nu ikke kunne paavise dem, i Forbindelse med, at de dybere Lag ikke fremstille sig for os i saa store og let overskuelige Profiler, som de øvre, Paa Grund af de sterre Dimensioner, den yngre Koraldannelse her, saavidt vi endnu kjende dem, synes at have antaget, saavelsom af dens mere eensformige Udvikling staaer den dog i en bestemt Modsætning til de ældre Dele af Faxekalken, hvori Koral- og Bryozodannelserne. træffes mere adskilte, og om man end ikke skulde mene, at der fandtes Eiendommeligheder nok i det forskjellige Materiale, hvoraf Kalkstenen er dannet, saavelsom i Leiringsforholdene og Lagenes Heldning, til derpaa at begrunde en Opstilling af de nævnte Varieteter, troer jeg dog, at der ikke kan indvendes noget Væsentligt mod en saadan Sondring, naar den kun foretages her, for lettere at kunne oversee hele Koralklippens successive Dannelse. Det er en væsentlig Mangel, at man ikke kjender Noget til Koralklippens Yderrand imod Nord, iser med Hensyn til, hvorvidt Koralkalken der er bleven afsat i heldende Lag udefter ligesom i den sydvestlige og sydlige Deel — en Antydning af dette Phenomen, men rigtignok efter en meget indskrænket Maalestok, haves dog i et tidligere omtalt Gjennemsnit Fig. 3 og 4), — eller om Koraldannelsen der maaskee har sænket sig med en mere jevn Skraaning ud over en større Flade. De hidtil aabnede Brud ere neppe istand til at give nøgen Oplysning derom, da en slig Grændse maa søges mere mod Nord eller udenfor den saakaldte »Kalkgrund», der er udlagt til Kalkbrydningen. AT Det østligste Brud paa Faxe-Bakke, den saakaldte »Baunekule«, er i det Foregaaende kun loselig nævnt, da de der gjorte Iagttagelser, paa Grund af den store Afstand fra de øvrige Gruber, endnu ikke synes at kunne afgive noget nyt Bidrag til Forstaaelsen af de fra de andre Gruber kjendte Forhold. I den sydligste Deel (Fig. 20) træffes en mægtig Udvikling af ældre Koralkalk uden heldende Lag og saagodtsom alene opbygget af Caryophyllia. Dertil slutter sig et lidt heldende Lag af Bryozokalk, der i den sydlige Deel har en losere, i den midterste Deel (Fig. 19) en tættere Textur. Paa det sidste Sted træffes endvidere stærkt heldende Lag af yngre Koralkalk, der med aftagende Faldvinkler (s. Pag. 44) lægger sig ud over Bryozokalken, under aldeles lignende Forhold, som ere iagttagne i de vestligere Gruber. I det nordostlige Parti (Fig. 18) findes et Par mindre isolerede Partier af Bryozokalk, om- givne af Koralkalk, af hvilke det ene indeholdt Flint, dog mere i Form af Nyrer end som et egentligt Lag, i hvilken Form det fandtes i Sydvæggen af Toftekulen. Derimod har det ikke været mig muligt ret at oversee Forbindelsen mellem de forskjellige Varieteter i hele den nordvestlige Deel af denne Grube, hvor der synes at vere temmelig forvirrede Leirings- forhold imellem de forskjellige Varieteter, der tilmed nu i flere Aar have været saagodtsom utilgengelige i de derverende nesten lodrette Vegge. Det maa derfor vere forbeholdt fremtidige Undersøgelser at bringe Klarhed i disse Forhold; en paatænkt større Gjennemske- ring i den sydlige Deel af Baunekulen vil det i alt Fald for dette Parties Vedkommende kunne have endeel Interesse at forfølge. ; Efterat jeg nu i dette Afsnit har søgt at udlede Faxekalkens Dannelse af Kalksteen- Varieteternes Eiendommeligheder, Udbredelse og Leiring, slaaer der endnu tilbage at forsøge en Sammenligning med Nutidens Koraldannelser, for at see, om man ikke der kan finde Overeensstemmelser, navnlig i Henseende til Maaden, hvorpaa, og Betingelserne, hvorunder begge ere opstaaede. Om der endog er Meget ved Korallernes Vest, som langtfra endnu kan siges at vere opklaret, er der dog ved de omfattende og grundige Undersogelser, der i dette Aarhundrede ere anstillede af Beechey, Ehrenberg, Darwin og Dana indvundet adskil- lige Hovedresultater, hvori de alle stemme overeens, nemlig: 1) at de egentlige revdannende Koraller ikke forekomme i større Masser i Have, hvor Vandets Varmegrad er under 20° C.; at de under disse Forhold ikke træffes paa Dybder, der meget overstige 120 Fod; at det krafligste Koralliv foregaaer under Ebbelinien fortrinsviis der, hvor Havet er meest bevæget, altsaa paa Revets Yderside, som enten danner lodrette eller stærkt heldende Skrænter, og hertil kunde endnu føjes, hvad der i det foreliggende Tilfælde har særlig Interesse, ww at der ved alle Slags Rev (selv ved saadanne, hvor den ovre Rand endnu ikke er naaet op til Vandspeilet), altid findes indenfor Yderrevet et Inderrev, hvori en mindre kraftig udvikle' Koraldannelse fremtræder i Form af ikke sammenhængende Koralbulke, Her 48 er da tillige Opholdsstedet for en Mængde Fisk, Serpulaer, Snegle, Muslinger, So- pølser, Sopindsviin, Mosdyr, o. s. v. hvis uorganiske Leyninger afsættes deels imellem Korallerne, deels i del Kalksand, der altid udfylder Fordybningerne med en næsten horizontal Flade. Da de her nævnte Resultater først ere indvundne i den nyeste Tid, er det naturligt, at man endnu ikke har forsøgt at overføre dem paa Fortidens Koraldannelser mere end skeet er, idet man der støder paa flere Vanskeligheder, hvoraf især maa udhæves, at man ved Nutidens Koraldannelser kun kjender deres yderste Begrendsninger, og det endda for mange af dem i en temmelig indskrænket Maalestok, medens man af Fortidens i Alminde- lighed kun har havt Leilighed til at undersøge enkelte indre stærkt metamorphoserede Partier, da de ydre Dele af disse Koralrev enten ere tildækkede af yngre Dannelser eller ere i senere Jordomvæltninger blevne overordentlig forstyrrede. En anden Vanskelighed ved en saadan Sammenligning ligger i den store Forskjel, der findes imellem Koralformerne, der saaledes f. Ex. have dannet Faxekalken og dem, der have dannet Sydhavets Koralrev, til hvilke man dog er nærmest henviist, da de ere omhyggeligst undersøgte, og hvori der er en langt kraftigere Væxt end i mange andre Koraldannelser, som i de af Ehrenberg under- søgte i det rede Hav. v. Buch har ganske i Almindelighed antydet om den schwabiske Jura”), at den derværende Koralkalk sandsynligviis har været et Koralrev, der, ligesom de, der findes ved Ny Hollands Kyster, er dannet i nogen Frastand fra de ældre Bjerge, men uden nærmere at paavise Ligheden i Henseende til den indre Bygning, som desuden vistnok ogsaa er vanskelig at udfinde, da Svampene der spille en større Rolle end Korallerne. En Antydning i den samme Retning er allerede for længe siden skeet af Forchhammer for Faxekalkens Vedkommende, idet han deri seer et Voldrev, der har strakt sig langs den skandinaviske Kyst, og som navnlig har naaet en kraflig Udvikling i Faxe-Bakke. Sammen- ligningen med Nutidens Koraldannelser kan enteri, som hos de to nævnte Naturforskere, gaae ud paa at henføre Koralrev fra tidligere Jordperioder til bestemte, nu kjendte Former af samme, eller, hvad der ligger nærmest for denne min Undersøgelse, søge Overeensstem- melse i Henseende til Maaden, hvorpaa Koralklippen er dannet. Det kan ikke negtes, at man derved let kommer ind paa den førstnævnte Sammenligning, men det gjør her mindre til Sagen, da de forskjellige Arter Rev dog egentlig kun danne een til samme ydre Betingelser knyltet almindelig Form. Saalenge man endnu ikke kjender aldeles noie de enkelte Koral- slægters Afhængighed af Havels Varme- og Trykforhold og hvad der bestemmer dem til paa enkelte Steder at opbygge mægtige Koralklipper, der savnes paa andre Steder under forresten samme ydre Betingelser, maa enhver Sammenligning mellem Fortidens og Nutidens Koralrev anstilles med stor Varsomhed. Rigligst er det derfor at indskrænke den til de v. Buch über den Jura in Deutschland. Abh. d. Acad. d. Wiss. in Berlin 1837. p. 53. 49 mere almeengyldige Betingelser for Korallernes Væxt, der maae antages at have været gjæl- dende i enhver Jordperiode, og man skal vist neppe kunne finde en ældre Koraldannelse, der egner sig bedre til en saadan Sammenligning, end netop Faxekalken med sine forholds- viis såa vel bevarede oprindelige Structurforhold. 1) Hvad Varmeforholdene angaaer, da kan det neppe være nogen Tvivl underkastet, at Vandets Varmegrad her i vort nordlige Kridthav dengang maa have været hoiere end i den nuværende Tid, selv om man af Hensyn til de her forekommende Koralslægter anseer det nødvendigt snarere al sammenligne disse Koraldannelser med Middelhavets end med Sydhavets. Det er kun undtagelsesviis, at man træffer Koralrev, hvor Havet har en Middeltem- peratur af 18—19° C., og, hvad Astrea, Mæandrina, Madrepora og Gemmipora angaaer, trives de bedst ved en Varme af 29—30° C., men aftage baade i Henseende til Størrelse og Mængde ved en Varme af 23°, ved hvilken dog baade Porites, Pocillopora og Caryophyllia trives godt. Ville vi nu tillige tage Hensyn til Middelhavet, hvor der forekommer Koral- former, der ere beslægtede med dem, der findes i Faxekalken, da angives Middeltempera- turen i Havet ved den sicilianske Kyst til 22—24°*), saa at der er en hei Grad af Rime- lighed for, at der her i vort Kridthav maa have været mindst en Middelvarme af 20° C, hvorimod Vandet nu efter 8 Aars Iagttagelser ved Trekroners Batteri har viist sig at have en Middeltemperatur af 8,6”. 2) Hvad dernæst Dybden angaaer, paa hvilken Faxekalken er dannet, da mangler man jo rigtignok endnu tilstrækkelige Data til med. Sikkerhed at drage Slutninger deraf, dog troer jeg, efter hvad der i det Foregaaende er meddeelt, at man tør paastaae, at Koralklippen i Faxe hverken kan have naaet umiddelbart op til Vandets Overflade eller være opbygget i nogen meget stor Dybde; thi i første Tilfælde vilde der have viist sig ganske andre Virkninger af Bølgeslaget i Form af egentlige Stranddannelser (rullede Brudstykker), end der kan eftervises i Faxekalken, og i det andel Tilfælde vilde den, — afseet fra de mange andre Grunde, der tale derimod, — aldeles have været unddraget al Indvirkning af Vandbevæ- gelse, hvorpaa der dog haves umiskjendelige Spor, navnlig i de knuste Bryozoer, den utallige Mengde Koralbrudstykker og tildeels ogsaa i det allevegne bundfeldte Kalkslam.””). At man har truffet en enkelt Caryophyllia paa 80 Favne, en Corallium (33° N.B.) paa 120 Favne og en Gorgonia (Brasilien) paa 160 Favne, kan ikke anvendes som Støtte for Muligheden af, at Faxekalken skulde være dannet paa saa store Dybder. 3) Men fremfor Alt see vi især Ligheden -med Nutidens Koralklipper i de heldende ' *) Bottger. Das Mittelmeer. 1859. p. 166. ”) Darwin anfører et slaaende Exempel paa, hvormeget Kalkslam der ikke blot dannes ved, men ogsaa bortfores fra Koralrevene, Geolog. observations. 1851. p. 117. Vidensk. Selsk. Skr. 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd, 7 Bd 50 Kalklag paa Faxekalkens Yderrev mod Sydvest og Syd, saavelsom, de i det Indre spredte og mere uregelmæssige Koralpartier med mellemliggende Bryozolag (Koralsand). Baade Beechey og Darwin stemme overeens i, under normale Forhold at ansætte Heldningerne af Yderrevets Overflade til c. 45°, og tages en Gjennemsnitsværdi af mine 15 Maalninger fra den heldende Koralkalk, udkommer der 50°, som allerede i og for sig maa ansees at stemme godt dermed, men er dog vistnok lidt større end Heldningen oprindelig har været, paa Grund af de, rigtignok ikke meget betydelige, Hævninger, som enkelte Dele af dette Parti senere have været udsatte for. Sammenstiller man den af Darwin udkastede Skizze*) af den indre Bygning af et nyere Koralrev, stemme alle Phænomenerne i en paafaldende Grad med Jagttagelserne over Faxekalken, naar man fastholder det Almindelige, der maa gjælde alle Koralklipper, og seer bort fra alle de Phænomener, som ere en umiddelbar Følge af, at han tænker sig Klippen i et senere Udviklingsstadium med den ydre Rand hævet op over Havet, hvorved der baade maa optræde virkelig rullede Masser og en større Modsætning mellem Dyrelivet i Inder- og Yderrevet, som heller ikke ved Nutidens Rev kan være videre stærkt udpræget, førend Yder- revet har naaet Vandspeilet. Skjøndt denne hans Fremstilling ikke kan støtte sig paa directe lagttagelser, faaer den dog megen Betydning ved at være fremsat af en af Nutidens med Koraldannelserne meest fortrolige Naturforskere. Da der hverken kan være Tale om at henføre Koraldannelsen i Faxe-Bakke til Kystrey eller Atoler, maa Forchhammers Anskuelse vistnok være den ene rigtige, at den nærmest maa sammenlignes med et enkelt Parti af et Voldrev, dannet paa Overfladen af Skrivekridtet, og at det efterhaanden har nærmet sig Vandfladen uden dog ‘at have naaet den fuldstændigt, i det Mindste ikke over hele sin Udstrækning. Il. Chemiske Forandringer, som Faxekalken har været underkastet. Baade yngre og ældre Koralklipper ere et Resultat af flere paa hinanden følgende Virkninger, der i Korthed kunne betegnes ved en organisk Virksomhed, en mechanisk og en senere paafølgende chemisk Indvirkning, af hvilke de to første ere behandlede i det foregaaende Afsnit, saa at der altsaa nu kun staaer tilbage at undersøge de chemiske Virkninger, som Faxekalken har været udsat for. Med Undtagelse af Dannelsen af Dolomit, Darwin. Geol. observ. 1851. p. 116. 51 der hidtil kun er iagttaget paa et eneste Sted (den midterste Grube paa Liimovnsagrene), og som først er paaviist og forklaret af Forchhammer, indskrænke alle senere Forandringer i Faxekalken sig i Hovedsagen til en Afsætning af to Stoffer, nemlig kulsuur Kalk og Kiselsyre, af hvilke igjen den første har størst Betydning, ved at den er foregaaet i alle Dele af Klippen og det ligefra den allertidligste Periode af denne Koralkalks Tilbliven indtil den Dag i Dag. Al den kulsure Kalk, der ikke umiddelbart hidrører fra den dyriske Virksomhed, fremtræder her under tre forskjellige Former, nemlig: 1) som et Bindemiddel for Kalkslammet, der efter Mængden af udskilt kulsuur Kalk kan antage en meget forskjellig Tæthed, og i de Tilfælde, hvor en rigeligere Udskilling er foregaaet, sees ofte tillige alle Gjenstande incrusterede deraf; 2) en Dannelse af krystallinsk Kalkspath i alle Huulheder, der have dannet meer eller mindre aflukkede Rum; 3) en Travertin-Dannelse. Fra et chemisk Standpunct vilde der ikke være nogen Grund til at skjelne mellem disse tre Udsondringer af kulsuur Kalk, hvis de ikke vare foregaaede til forskjellige Tider i den her anførte Orden, som kan sees af de Forandringer, en Mængde Forsteninger have været underkastede, og navnlig ved saadanne Forsteninger, hvori de uorganiske Levninger ere forsvundne ved en senere chemisk Indvirkning. Lettest kunne Forandringerne forfølges ved en af de i Koralkalken hyppigst forekommende Forsteninger, som f. Ex. Koralstokken af en Caryophyllia, og det er da tildeels overflødigt at tilfoie, at det ikke derfor er nødvendigt, at den enkelte Forstening paa ethvert Sted i Faxekalken skal have gjennemløbet alle de nedenfor nævnte Forandringer, men kun, at Ordenen, hvori de ere fulgte efter hverandre, overalt er den samme. Travertindannelsen vedrører ikke Forsteningernes Metamorphose og nævnes derfor særskilt senere. Efter Korallens Død iagttage vi saaledes, 1) at de mange smaa Mellemrum imellem Skillevæggene inde i Korallen ‘ere blevne meer eller mindre fyldte med overordentlig fiint Kalkslam, der her lettere end noget andet Sted har kunnet bundfælde sig, da Vandet paa saadanne Steder har været blottet for al Bevægelse. Dette er det Hyppigste, men desuden sees ogsaa ofte Koralgrenene aldeles nedsænkede, og altsaa trindt omgivne af Kalk- slam (Fig. b), eller, hvad der med Hensyn til Virkningen kommer ud paa Eet, Kalkslammet er i den lange Periode, hvori denne Virkning har vedvaret, efterhaanden afsat op omkring Koralgrenene i det Indre af Klippen, hvor der ligeledes har været den fornødne Ko. Efter Bundfældningen er Kalkslammet hærdnet ved en Udskillelse af kulsuur Kalk, og hvor dette er skeet livligere, er da, som allerede nævnt, alle Gjenstande overtrukne meden Skorpe af smaa Kalkspathkrystaller, i Almindelighed af en svag, rødbruun Farve, der hidrører fra en i 52 Indblanding af lidt Jernilte. Undertiden er denne Incrustation foregaaet samtidig med Bundfældningen af Kalkslammet eller endog tidligere; men dette hører til Undtagelserne. 2) Koralstokkens kulsure Kalk er derefter i en senere Periode (efterat det omgivende Kalkslam var hærdnet) bleven fuldstændigen opløst (Fig. c), uden at vi nogetsteds see en nok saa ubetydelig Deel deraf bevaret. Rigtignok synes det ofte, som om der var blevet efterladt et tyndt Rør af den yderste Deel af Koralstokken, men ved noiere Eftersyn vil det altid findes, at det kun er et Lag af Bryozoer, der have dækket den, inden Opløsningen foregik, og deres Kalkhuse høre til de Forsteninger, der ikke ere for- svundne saaledes som Koralstokken af Caryophyllia. Sjeldnere skyldes en tilsyneladende Bevarelse af Koralstokken den ovenfor nævnte Incrustation. Ved Koralstokkens Forsvinden opstod der enten blot et indre Aftryk (Kjerneforste- ning), eller et ydre Aftryk eller begge Dele med et tomt Rum imellem. De to sidste Former treffes navnlig i al den saakaldte «pibede» Koralkalk. I mange Partier af Faxekalken er Forsteningsprocessen dermed afsluttet, men i andre Dele viser der sig desuden en senere Virkning, som bestaaer i, 3) at de nævnte hule Rum atter igjen ere udfyldte med krystallinsk kul- suur Kalk (Kalkspath), der let ved en større Gjennemsiglighed skjelnes fra Kalkslammets guulhvide Masse, og at der derved er dannet en noiagtig Afstobning i Kalkspath af den oprin- delige Koralstok (Fig. d). Slibes f. Ex. et Stykke af den tætte Koralkalk fra Baunekulen, hvori Korallerne have været underkastede alle disse successive Forandringer, sees navnlig den sidste Virkning deri særdeles tydeligt. Et Tversnit igjennem Koralstokken af en Caryo- phyllia vil altsaa i de forskjellige Udviklinger, efterhaanden som Forsteningsprocessen er skreden frem, have havt følgende Udseende, hvoraf naturligviis kun de to sidste Udviklings- trin nu kunne directe paavises i Faxekalken. a bi. Cc. d. a. Den oprindelige Koralstok, medens Dyret var levende. b. Koralstokken fyldt med og omgiven af Kalkslam. c. Koralstokken forsvunden. d. Den derved dannede Huulhed atter fyldt med Kalkspath. Alt, hvad der her er sagt om Caryophyllia, gjælder tillige om de andre Stjerneko- 53 raller; kun ere Kjerneforsteningerne ved Oculina ikke sammenhængende, da de Huulheder i Koralstokken, hvori de enkelte Dyr have opholdt sig, ikke have staaet i Forbindelse med hverandre, men været afbrudte ved mellemliggende tættere Partier af Koralstokken, som derfor ikke kunne være blevne opbevarede undtagen ved de ydre Aftryk. To Koraller derimod, Moltkea og Monomyces pusillus, staae i bestemt Modsæt- ning til de øvrige, idet deres Koralstokke altid findes bevarede, og ved et Slags Metamor- phose ere de omdannede til kornet, krystalinsk Kalkspath. En lignende Modsætning, som den her nævnte imellem forsvundne og bevarede Koralstokke, kan forfølges ved alle de andre Forsteninger, ligesom der ogsaa der iagtlages de samme paa hinanden folgende Udviklings- trin i Forsteningsprocessen, og der bliver da to Spørgsmaal at besvare: I) hvad har bevirket Udskillelsen af den kulsure Kalk, der saa væsent- ligen har bidraget til at forandre Koralkalkens oprindelige Beskaffenhed? og: 2) hvorfor ere uorganiske Levninger, "bestaaende af kulsuur Kalk, for- svundne ved nogle Dyr, medens de ere bevarede ved andre? Ved Koraldannelserne om Bermudas Øerne har man iagttaget, at der foregaaer en Udskillelse af kulsuur Kalk under Vandet, altsaa uden at være understøttet af en Fordampning i Luften, saa at der derved ofte opstaaer en aldeles tæt Kalksteen, og Alle, der have under- søgt Nutidens Koraldannelser, ere enige i at antage, at der uafbrudt foregaaer en slig chemisk Sammenbinding af alle de Materialier, der udgjøre den egentlige Koralklippe. Det er naturligviis forbundet med store Vanskeligheder at komme paa Spor efter denne Foran- dring i det Indre af Klippen, men da den er kjendt ved de nyere og tillige kan eftervises at være foregaaet ved ældre Koraldannelser, maa det kunne ansees for en Kjendsgjerning, at en slig Virkning har fundet Sted ved dem alle. Havvandet indeholder i det Hele taget kun en yderst ringe Mængde kulsuur Kalk, der ovenikjøbet maa formindskes, såasnart det kommer i Berøring med den ydre Deel af Koralklipperne, hvor det kraftigste Koralliv rører sig, hvad jo ogsaa Forchhammers Analyse af Vand i Nærheden af forskjellige Koraldannelser synes at godtgjore*); men med denne, over saa store Plader spredte, organiske Virksomhed maa der tillige paa disse Steder følge en Forøgelse af Kulsyremængden i Havvandet og en Vexelvirkning imellem denne og det fine Kalkmeel, der frembringes ved Kalkdelenes Skuren imod hinanden. I Klippens indre og mere aflukkede Huulheder, hvor Vandet kan betragtes som saagodtsom stillestaaende, vil det let derved kunne blive næsten mættet med kulsuur Kalk, der da atter vil kunne afsættes og tjene til at forbinde det allerede bundfældte Kalkslam til en fast Masse. Der behøves kun en ringe Forandring i Varme- og Trykforholdene for at bevirke en saadan delviis Udskillelse. Det kulsure Vand vil da til en anden Tid lettere kunne op- 1 *) Om Sovandets Bestanddele, p. 38. 54 tage Kalk fra det med en stor Overflade forsynede Kalkmeel, der i en uhyre fiindeelt Til- stand er udrørt i Vandet, end angribe den kulsure Kalk, der i en foregaaende Periode er udskilt og har forenet en Deel af Kalkslammet til en fast Masse. Naar man betænker, hvor overordentlig lang Tid hele Koralklippen behøver til at dannes, er det let forstaaeligt, hvor vanskeligt det maa være i den enkelte Tidsdeel, der kan ansees for uendelig lille i Sammenligning med hiin, at eftervise slige Forandringer, især hvis den udtalte Formodning maatte være rigtig, at Havvandet paa eet Sted af Koral- klippen mister en Deel Kalk og paa et andet Sted forsynes dermed paany. Det vil da beroe paa, hvilken af disse Virkninger der i det Hele taget foregaaer efter den største Maalestok, om man i Vandet omkring Koralklippen skal kunne paavise en kjendelig Forandring i Ilav- vandets normale Sammensætning som en Forøgelse eller Formindskelse af Kalkmængden, hvoraf dog det Sidste synes rimeligst. Fra Vandmasser, der staae i umiddelbar Forbindelse med et stærkt bevæget Verdenshav, er det ikke sandsynligt, at der vil kunne eftervises større Forskjelligheder, end Forchhammer har fundet i de tre af ham foretagne Analyser af Vand, taget i Nærheden af Koralrevene, og det var jo dog tænkeligt, at den Modsigelse, der synes at fremgaae af en Sammenligning mellem disse Analyser, kunde forklares ved den dobbelte Indvirkning, som Organismerne paa Revets Yderside og de reen chemiske Forandringer i det Indre af Revet udøve paa Havvandets Sammensætning. I Lagunen og i Dybet paa den ydre Side af Revet (forsaavidt man ved Lodning har kunnet lære det at kjende), hvor de nedskredne større og mindre Brudstykker opdynges, ere Partiklerne derimod ikke sammenkittede, men løse, saa at den omtalte chemiske Indvirk- ning synes nærmest knyttet til den Deel af Koralklippen, hvis hele Masse er ligesom ind- hyllet af Organismer, i hvis Bestanddele der uafbrudt maa foregaae en livlig Omsætning. I Faxekalken treffe vi nu tilsvarende Forhold. Paa alle Punkter, hvor vi see Spor af en kraftig Koralvext, iagttages ogsaa en lignende Udskillelse af kulsuur Kalk, der har fæstnet det afsatte Kalkslam imellem Koralgrenene, og i samme Grad som disses Mængde tager til, er ogsaa i Reglen Kalkstenen haardere. Bryozokalken har derimod kun ringe Sammenhæng, undtagen i de Dele, der befinde sig i Nærheden af Koralkalken; men om den er det ogsaa tidligere godtgjort, at den i Hovedsagen bestaaer af sammenskyllede uorganiske Levninger af døde Dyr, hvis organiske Dele maaskee allerede for længe siden vare forsvundne, og hvori der derfor var mindre Anledning til, at den nævnte chemiske Virksom- hed skulde yttre sig, skjøndt den paa den anden Side dog heller ikke aldeles mangler. Derfor træffes ogsaa løse Bryozolag kun paa saadanne Steder, hvor de have en større Ud- strækning, saa at de derved ere blevne saagodtsom aldeles uberørte af den nævnte Cemen- tation. De smaa Bryozolag i Koralkalken ere altid hærdnede til en fast Kalksteen ligesom i alle de Dele af de større Lag, der støde op til Koralkalken baade i horizontal og vertikal Retning. Ligesaa lidt som al Koralkalk i hævede Rev fra den nuværende Tid viser sig 55 aldeles tæt”), ligesaalidt er Faxekalken det, og det over store Partier, hvor den deels er »pibet«, deels væsentlig bestaaende af Koralgrene med en Mængde ikke opfyldte Mellem- rum. Da Faxekalken er dannet i en saa langt tilbageliggende Tid, kunde man nærmest have havt Grund til at vente, at den ved senere Afsætning af kulsuur Kalk skulde være fuldstændigere omdannet til tæt Kalksteen, end skeet er, i Sammenligning med, hvor forandret den nyere Koralkalk er efter en langt kortere Tids Forløb; men Korallerne ere i disse to Dannelser ogsaa i hei Grad forskjellige. Sydhavets revdannende Koraller, der levere den tætte Kalksteen, ere især Astræa, Mæandrina og lignende mere massive halv- kuglelignende Former, hvorimod Faxekalkens ere stærkt forgrenede Koraller, der selv under gunstige Forhold ere meest tilboielige til at danne Masser med en mere porøs Structur. Jeg maa atter gjentage, at, naar jeg her fortrinsviis henholder mig til Sydhavets Koraldannelser, da er det ene, fordi vi derfra have de fuldstendigste og grundigste lagtta- gelser, og fordi jeg er overbeviist om, at naar der, trods Forskjellen mellem de Dyreformer, som have bidraget meest til Frembringelsen af disse Koralklipper, ikke desto mindre kan eftervises Ligheder i deres indre Bygning og senere Forandring, såa vil der ogsaa findes en endnu større Overeensstemmelse med de Koralklipper, som ere opbyggede af stærkt forgrenede Koraller, hvis vi havde et ligesaagodt Kjendskab til disses Bygning som til hines. Fremdeles forekommer det mig, at, naar Koraldyrene i den nuværende Tid kunne opbygge saa uhyre Masser af Koralrev alene af den overordentlig ringe Mængde Kalk, der findes i Havvandet, maa de ogsaa i Kridttiden have kunnet danne Koralklipper af samme Beskaffenhed som den, vi see opbevaret i Faxe-Bakke. Dog er det dermed ingenlunde min Mening at ville benegte Muligheden af, at Faxekalken kan have været knyttet til et Frem- brud af kalkholdige Kilder, saaledes som det er fremsat af Conferentsraad Forchhammer og sat i Forbindelse med Dannelsen af Dolomiterne; men jeg har kun søgt at eftervise, at det dog muligviis ikke er nødvendigt at tænke sig saadanne her i vort Kridthav, ligesaalidt som man antager, at de nuværende Koraldannelser faae deres Kalk paa denne Maade. At Koral- lerne have udviklet sig saa kraftigt netop i Faxe-Bakke, kunde jo skyldes det samme Phæ- nomen, som i såa stor en Maalestok er kjendt i Sydhavet, idet de der ingenlunde træffes paa alle Steder, hvor Forholdene synes at være lige gunstige for dem, og man kan heller ikke godt opgive Haabet om, her i vort »nyere Kridt« at kunne finde flere lignende Koral- partier, som maaskee kun ere ukjendte paa Grund af Mægtigheden af de dem dækkende Lag af Rullestensleer eller -Sand. — Uden dermed at ville bekæmpe Kildetheorien, kan jeg dog ikke undlade at anstille nogle Betragtninger derom. Darwin har rigtignok fremsat den Mening, at det mindre er det udflydende ferske Vand end det dermed folgende Dynd og Mudder, der bevirker, at Koralrevet ") Beechey's Voyage in the Pacific. p. 46. 56 afbrydes”), hvor en Flod eller Lagune udmunder, men paa den anden Side dræbes Koraldy- rene, naar de bringes i ferskt Vand, saa at det neppe er rimeligt, at de i det nævnte Tilfælde vilde kunne trives, om saa end det udstrømmende Vand var aldrig saa klart. " Hvis der altsaa umiddelbart i Koralrevet har været Kilder, kunne de neppe have ført en meget bety- delig Vandmængde, da Vandet ellers let vilde være blevet aldeles brakt, og paa de Steder, hvor Kilderne brød frem, maatte enten Korallerne være blevne dræbte eller Koraldannelsen stærkt hæmmet. Kilder med en ringere Vandføring ville neppe have kunnet virke skadeligt paa Grund af den stærke Fortynding, og rimeligviis endog lettet Kalkudsondringen for Dyrene; ikke at tale om, at Cementeringen af Kalkslammet maaskee bedre lod sig forklare paa denne Maade. Man kunde da tænke sig, at Kildevandets Kulsyre, der betinger Opløse- ligheden af den kulsure Kalk undveg ved Formindskelsen af Trykket; men det er da meget vanskeligt at forstaae, hvorledes Bryozokalken, der overalt maatte være udsat for den samme Virkning, som de den trindt omgivende Koralmasser, kunde undgaae at blive chemisk paavirket af Vandet og, idetmindste i mange Partier, forblive i den løse og sandede Tilstand, istedetfor at blive cementeret førend den dækkende Koralkalk, der udbreder sig næsten over hele Klippen. Endvidere maatte man antage, at Kildernes Virkning i den tidligere Periode, medens Koralvæxten endnu foregik saa at sige sporadisk, havde været almindeligere over hele den daværende Klippe, men at den, efterhaanden som Udstrøm- ningen hindredes, mere concentreredes omkring de enkelte Udmundinger. Disse skulde da være de i Faxekalken temmelig hyppigt forekommende «Skorstene» eller, som de under denne Forudsætning kaldes, «Kilderer«. Saadanne til Skorstenene knyttede, ejendommelige Forhold i Kalkstenens Tæthed see vi derimod intet Spor af, og det store Lag blød Bryozo- kalk i Hvedelands-Gruben (Fig. 6) ligger netop lige under en Mængde Skorstene uden at være blevet cementeret. At Skorstenene ikke kunne have existeret dengang, da Faxekalken dannedes, frem- gaaer af, at der aldrig iblandt de forskjellige Steen, der findes deri, forekommer et eneste Brudstykke af Faxekalk. Under den voldsomme Afskuring, alle fremragende Dele af Koralklip- pen have været udsatte for, da Rullesteensleret afsattes, og hvorved store Blokke, saavelsom mindre Stykker af samme, bleve lesbrudte, vilde det dog være næsten utænkeligt, om ikke Noget af dette Materiale, der skuredes hen over hele Kalkklippen, skulde være sunket ned i disse tragtdannede Fordybninger ligesaagodt som de mange Rullesteen, der findes deri. Skorstenene ere derimod efter min Forestilling paa det Neieste knyttede til Overfladen, og deres Oprindelse synes mig kan idetmindste ligesaa godt forklares ved en local Ned- strømning af Vand fra "Overfladen af Bakken, efterat denne var bleven dækket af Rulle- steensleret og hævet over Havfladen, en Forklaringsmaade, der ogsaa tidligere er anvendt Darwin. p. 66. 57 ved de paa flere Steder forekommende «orgues géologiques», der baade i Henseende til Form og Indhold stemme aldeles overeens med Skorstenene i Faxekalken. Naar det igjennem Muldjorden nedsivede Vand, der altid indeholder en Deel Kulsyre, paa et enkelt Sted lettere har kunnet bane sig Vei igjennem Rullesteensleret til Faxekalken, vil Vandet der, forudsat at Kalkstenen er tilstrækkelig porøs, i Tidernes Løb opløse Noget af Afløbs- rendens Sidevægge, og hvor Mængden af det tilstrommende Vand er betydelig, vil der danne sig en baade dyb og vid, forneden spids tilløbende, Aabning, hvori de dækkende Masser efterhaanden synke ned*).. Ved at Vandet udslemmede alle finere Leerpartikler af Rullesteensleret, isærdeleshed af den Deel, der var sunket ned i Skorstenen, efterlodes der i Midten af samme en Kjerne, der indeholder forholdsviis mere Sand og Gruus, end der ellers findes i Jordlaget, der dækker Faxekalken**). Leret findes afsat deels som et tyndt Lag med en mørk rødbruun Farve, navnlig i den øvre Deel af Skorstenen imellem dennes Sidevæg og den nævnte Kjerne, deels er det fulgt med Vandet ned i selve Faxekalken, hvor det ofte findes afsat endog i en betydelig Dybde i dens Spalter og Huulheder, og altid har en guulhvid eller chamois Farve paa Grund af en Indblandiug af nedskyllede fine Kalk- partikler “**). Fig. 23 og 24 vise Gjennemsnittene af to fuldstændigt udgravede Skorstene i Osiveggen af Hvedelandsgruben. De fandtes i den øvre (yngre) Koralkalk. Fig. 25 er en usædvanlig (over 17 Fod) dyb Skorsteen i den midterste Grube paa Liimovnsagrene i den ældre Koralkalk. Den blev udgravet indtil de punkterede Linier, der antyde den Dybde, *) Jeg maa hertil foie en Bemærkning, uden dog at ville tillægge den nogen særegen Beviiskraft for Rigtigheden af Ovenanførte, nemlig at jeg har havt Leilighed til at see en heel Række (S og mulig endog flere) Skorstene, der nøiagtigt vare beliggende under Grøvterne ved den nu aflagte Vei, der tidligere gik over »Kalkgrunden« fra Faxe-By til Værløse (S. Kortet). Vel træffes de ogsaa udenfor denne Linie, men meget sjeldnere, saa at jeg i alle de andre Gruber kun har seet 3, hvoraf ovenikjøbet den ene mere hørte hjemme i Rullesteensleret, da kun en ringe Deel af den nederste Spids strakte sig ned i Faxekalken. **) Til Sammenligning anføres her et Par Exempler paa Bestanddelene i Rullesteensleret fra forskjellige Steder i Faxe-Bakke og fra Kjernerne af to Skorstene, efterat alle egentlige Rullesteen vare borttagne. Rullesteensleer. I Kjernerne. Rosendals Krogagrene om | Krogagrene. Store Skorsteen. Baunekulen. Grube. kring Skorst. Fig. 29. | Fig. 25. Fig. 29 | | = (ENNUB.o 0000.06 online 20 | 3 Fo | 50/0 | 13 ‘ 8 Fo GrOyER Sande 13 — Rd 14 — 33 — | 28 — ER | ge Fint Rail 36 Goh 60 ono 39 — 32 — 41— | 38 — | 55 — WEB? 0.0 Dr 010 010 OOOO 46 — 49 — 40 — | 16— | 9 — eller med Udeladelse af Gruusmængden, der altid er noget usikker: Sindee eee ere 53 9/9 49 % 58 % | 82% | 90% ON 66 0.0.0 0 doc Su mo AT — | ol — 2 18 — | 10 — ““) Det rødbrune Leer indeholder 17 °/o Fe og kun 2 9/9 C Ga, hvorimod det guulhyide indeholder 53 Jo CCa- Vidensk. Selsk. Sk. 5 Række, naturvidensk. og mathem, Afd. 7 B. 8 58 hvortil en Jernstang blev nedsænket uden at træffe Skorstenens Bund. Fig. 26—28 vise Tversnittene i de tilsvarende Heider. Fig. 29 er den i foranstaaende Anmærkning omtalte Skorsteen paa Krogagrene, som gik igjennem Rullesteensleret ned i den øverste Deel af den heldende Koralkalk. Fig. 21 og 22 fremstille mindre og større Fordybninger i Kalkover- fladen, der danne ligesom Overgange til Skorstenene. Sagen stiller sig altsaa for mig saaledes, at ligesom jeg synes, at alle Forholdene i Faxekalken kunne tydes i Overeensstemmelse med, hvad man i Almindelighed kjender om den nuværende Tids Koraldannelser, saa seer jeg — selv om jeg ikke i Skorstenene kan see Resultatet af en Virkning fra neden opad, men omvendt, — heller ikke nogen bestemt Grund til, at der ikke skulde kunne have været Kilder (dog uden nogen meget betydelig Vandføring), som idetmindste bidrog Noget til, at Koralvæxten her trivedes bedre end paa mange andre Steder. Hvad dernæst det andet Spørgsmaal angaaer, nemlig Aarsagen til, at man ved nogle Forsteninger finder Dyrenes uorganiske Levninger bevarede, medens de ved andre Forste- ninger ere forsvundne, da giver netop Faxekalken bedre Oplysning herom end noget andet Led af Kridtformationen formedelst Forsteningernes Talrighed og vel vedligeholdte Tilstand. Endskjøndt det allerede tidligere er meddeelt af Forchhammer og Steenstrup, hvilke For- steninger der have Skallerne og Koralstokkene bevarede, vil jeg dog for Fuldstændigheds Skyld her anføre dem noget mere detailleret. Fisk (Tænder og Ryghvirvler). Crustaceer og Cirripeder Serpula. Brachiopoder. I) Vedligeholdte uorganiske Lev- /Scalaria. RANSON NGS ae EN satin ete, een SEs . \Ostrea, Exogyra. Bryozoer. Echinodermata. Monomyces pusillus, Moltkea Isis. Foraminifera. 2) Tildeels vedligeholdte hos . . . . (Spondylus, Pecten (2). (nemlig det ydre Lag, Trevlelaget) Mytilus. Nautilerne. alle Gasteropoder (undt: Scalaria). 3) Ikke vedligeholdte hos ..... .(alle øvrige Dimyarier, som Arca, Chama, Isocardia, Cardium. alle Stjernekoraller (undt: Monomyces pusillus). 59 Dog tør jeg ikke med Sikkerhed afgjøre, om Pecten skal henregnes til Iste Gruppe, da jeg ikke har kunnet finde Exemplarer, der vare tilstrækkeligt oplysende i denne Henseende. Allerede i Begyndelsen af dette Aarhundrede anstillede Bournon en Undersøgelse af Bløddyrenes Skaller og kom til det Resultat, at de maatte bestaae af Kalkspath paa Grund af deres Brudflader og Vægtfylde, som han fandt beliggende imellem 2,7 og 2,8. Senere har de la Beche og Necker søgt at gjøre den modsatte Anskuelse gjældende, nemlig at Skallerne hos de fleste Bløddyr maatte antages at bestaae af Arragonit, idet den første støt- tede sig nærmest til Vægtfylden, der efter ham skulde variere mellem 2,66 og 2,87 (ved mange af dem allsaa hoiere end Kalkspathens), den sidste til Haardheden, som han fandt større end Kalkspathens. Dette fandt en væsentlig Bekræftelse i Brewsters Opdagelse ved Perlemoderet, at det ligesom Arragoniten har to optiske Axer. Endvidere har Dana under- søgt Korallerne i samme Øiemed, og ogsaa for deres Vedkommende er han kommen til samme Resultat, idet han fandt Haardheden større end Arragonitens, Vægtfylden derimod kun 2,523. Noget bestemt Resultat med Hensyn til, hvorvidt Skallerne eller Koralstokkene hos den en- kelte Slægt bestaae fuldstændigen eller kun deelviis af Arragonit, blev dog ikke herved ind- vundet af Mangel paa et paalideligt Skjememærke mellem Kalkspath og Arragonit. Først ved G. Roses Undersøgelser”) er man kommen til sikker Kundskab om, at Bløddyrenes Skaller enten bestaae alene af Kalkspath (efterviist ved Ostrea), eller baade af Kalkspath og Arragonit (Pinna, Inoceramus, Unio), eller alene af Arragonit (Strombus, Paludina, Pectunculus). Der er altsaa en hoi Grad af Sandsynlighed for, at alle de i Faxekalken bevarede Dyrelevninger af Bloddyr oprindeligen have bestaaet af Kalkspath, de forsvundne Dele der- imod af Arragonit, eftersom Skallen af Ostrea er bevaret, medens Gasteropodernes ere forsvundne; men det bestyrkes især ved, at Mytilus har bevaret det ydre, men mistet det indre (Perlemoder-) Lag. Der viser sig dog den Merkelighed, at en eneste Gasteropod (Scalaria) har beholdt Skallen, skjondt Rose antager, at alle Gasteropodernes Skaller bestaae af Arragonit paa Grund af den Lighed, der er i deres Bygning. Ligeledes troer han ogsaa fra Ostrea at turde slutte, at Skallerne af Spondylus og Pecten bestaae alene af Kalkspath. Forsteningerne i Faxekalken antyde derimod, at Spondylus (og rimeligviis ogsaa Pecten) har ligesom Mytilus havt et Perlemoderlag af Arragonit, der er forsvundet, medens Trevle- laget, bestaaende af Kalkspath, er blevet bevaret. Da Roses Undersøgelser kun omfatte ganske faa Slægter, — nemlig dem, der ovenfor ere anførte i Parenthes, — og slet ingen Koraller, har jeg søgt at supplere hans Resultater for at finde en yderligere Støtte for den her fremsatte Mening om Aarsagen til dette eien- dommelige Forhold ved Skallernes og Koralstokkenes Bevaring, et Phænomen, der kan for- følges igjennem alle Formationer, naturligviis med en Mengde Modificationer, der ere be- *) Ueber die heteromorphen Zustände der kohlensaure Kalkerde. Zweite Abhandlung. 1859. 8 60 grundede i Beskaffenheden af de Jordlag, hvori Forsteningerne ere opbevarede, saavelsom i de forskjellige chemiske Virkninger, de have været udsatte for. Saa vigtigt et Hjælpemiddel end Haardhedsbestemmelsen er til at adskille Kalkspath fra Arragonit, som Mineral betragtet, egner den sig dog mindre godt til at anvendes, naar disse Stoffer forekomme i organiske Legemer. Haardheden er ved flere af dem langt større, end man skulde vente, hvilket vistnok maa hidrøre fra, at Smaadelene her ere afsatte og indbyrdes forbundne paa en Maade, der er høist forskjellig fra Ordningen i de uorganiske Legemer, ligesom der ogsaa er Adskilligt i disse Sammenblandinger af organisk og uorganisk Stof, der minder meget om den tilsvarende Egenskab hos Legeringerne. Saaledes ere flere Koraller i Besiddelse af en vis Seighed, saa at man f. Ex. ved Corallium, Isis og flere andre kan ved Haardhedsprøven frembringe et Indtryk, uden at det dog egentlig kan tillægges Charakteren af en Ridse. Muligviis er det netop deres eiendommelige Structur, der er Aarsag til, at man faaer en større Haardhed, end Bestanddelene hver for sig berettige til at vente. — Som Exempel vil jeg blot anføre, at jeg ved Forsøg paa glatslebne Flader har fundet, at Flabellum har omtrent Haardheden .. . 4,8. Oculina prolifera ....... er eae 4 Dendrophyllia ramea ......:.... 4,5. Isis polyacantha. . . . . .. TEE D COVA TOOT ee ne, 4,0 — 3,8. Årca, (nulevende) ss en 20. 4,1. Balanus (Uddevalla) .. . 2 .2...... 4,0. Buccinum (Uddevalla) ........... 3,7. Scalaria (nulevende). ....:..:.. . . 3,4(?) Ostrea (Uddeyalla). 2005 008 7330: Pecten {Uddevalla)... 100. 3,0. Denne Haardhed overgaaer jo for de fleste af dem endog langt Arragonitens. Mange tertiære Forsteninger, der netop bedst kunne bruges til Vægtfyldebestemmelsen paa Grund af den ringe Mængde organiske Stoffer, de indeholde, have derimod igjen en for ringe Haardhed, hvilket er bevirket ved en begyndende Forvittring af Skallerne. — Om nu end ovenanførte Resultater ingenlunde staae i Strid med Vægtfyldeforholdene, troer jeg dog ikke, at man kan tillægge dem nogensomhelst afgjørende Betydning. Alle Vægtfylde - Bestemmelser af Skaller og Koralstokke, for de af Rose fore- tagne, ere upaalidelige og værdiløse, da man altid dertil har benyttet større Brudstykker af Skaller, og rimeligviis har ogsaa Dana anvendt selve Koralstokken i heel Tilstand, hvorved 61 man altid faaer en langt mindre Vægtfylde, end naar man foretager Undersøgelsen med det samme Legeme i Pulverform. Jeg har nøiagtigt fulgt den af Rose anvendte Fremgangs- maade, hvorefter det fiint pulveriserede Stof først veies i Vand, tørres i Dampbadet, glodes for at bortskaffe det organiske Stof, derpaa ophedes gjentagne Gange efter Befugtning med kulsuur Ammoniak, og først da bestemmes Legemets absolute Vægt. Ved at foretage Glød- ningen efter Veiningen i Vand indvirker den ikke forstyrrende paa Vægtfylde-Bestemmelsen af Arragoniten; kun bliver Vægtfylden derved angivet noget for stor, i samme Grad som Mængden af organisk Stof er større. Rose anvender derfor helst tertiære Forsteninger, der give de paalideligste Resultater. Som det vil sees af nedenstaaende Tabel, har jeg kun havt een forstenet Koral (fra Sorø Academies Samling), men derimod flere Bløddyrskaller fra vor Bruunkulformation og fra de hævede Muslinglag ved Uddevalla, der ligesaavelsom hele det øvrige hertil anvendte Materiale med sædvanlig Redebonhed er mig blevet leveret af begge Bestyrerne af Universitetets mineralogiske og zoologiske Museer. — Til yderligere Sammen- ligning har jeg vedfoiet alle de af Rose offentliggjorte Vægtfylde-Bestemmelser, især for at vise, hvorledes det heller ikke er lykkedes ham at tilveiebringe en større Overeensstemmelse med Kalkspathens og Arragonitens Vægtfylde, der for disse Stoffer i chemisk reen Tilstand henholdsviis er 2,72 og 2,95. Bestemmer man til et Slags Control senere Vægtfylden efter Glødningen, hvorved Arragoniten omdannes til Kalkspath, maa den omvendt altid blive noget ringere end Kalkspathens paa Grund af lidt indblandet Kulstof; men Resultaterne ere dog i det Hele taget langt nøiagtigere end ved alle tidligere Bestemmelser. | | Vegtfylde Procent- | | Vægtfylde Væstfylde. efter mængden af | Roses Vegtfyldebestem. | efter Glodning. organ. Stoffer. | | Glodning. Nautilus (Perlemoder) 3,057 | 2,637 5,79 (Gekko) . . . . 3,071 2,702 Unio verruco- | Nebel. © & o 00 6 2,996 2,682 2,18 > 2,999 | sus (Perlem.) : i 2,983 Oculina prolifera. . . à 2,700 1,64 2,981 2 | : Dendrophyllia . . .. 2,983 | 2,671 2,27 Oculina, tertiær . . . BOD. || BØ | 1,84 | Turbo, nulevende . . 2,974 PERS 2,25 || Strombus gigas 2,970 ANSE STIER U ET 2,963 | J R | | ; : 2 968 Cassis, tertiær . . . . 2,959 2,685 1,14 | Paludina, foss. D Gen | 2,301 ARC MENU EEE 2,957 TT DK: 0,98 de Ss | ie ee Be rca, nulevende . . . 2,95: er 07 : ; à u bi | A pulyinatus,foss. (2,962 62 | Vægtfylde Procent- Vægtfylde Vægtfylde. | efter mængden af | Roses Vægtfyldebestem. efter Glødning. (organ. Stoller. Glødning. Buccinum, Uddev: . 2,942 Isocardia, tertiær. 2,923 Echinus, Pig. 2,853 | 5 | 3,5 2,853 a 2, É i Isisrt: et 2,684 - 2,13 | Scalaria . : 2,857 270 Corallium rubrum 2 765 2,685 1,13 | Balanus, Uddev: 2,741 ae: | Pinna nigrina 2,744 2,641 | | (Trevlelaget) : 0,79 | . § 2,756 Ostrea, Uddev:. . . . 2,7 2,6 ? | Ostrea, fossil? 2’ à ie x 0,57 | 5) 2,732 Tager man nu Hensyn til, at det organiske Stof bevirker en for høi Vægtfylde ved den oprindelige Bestemmelse og en for lav ved den senere Undersøgelse med det allerede glødede Stof, kan man af ovenstaaende Resultater uddrage den Slutning, at Nautilus, Strombus, Paludina, Turbo, Cassis, Buccinum, Pectunculus, Arca, Isocardia, Flabellum, Oculina og Dendrophyllia bestaae af Arragonit; at Balanus, Scalaria, Ostrea, Pecten, Echinus, Isis og Corallium bestaae af Kalkspath; hvorimod Perlemoderlaget hos Unio bestaaer af Arragonit, Trevlelaget hos Pinna af Kalkspath, som Alt er i fuldkommen Overensstemmelse med Forsteningernes Vedligeholdelse i Faxekalken. Naar Dyrene døe, maae deres uorganiske Bestanddele undergaae en Forandring, der giver sig tilkjende ved en Formindskelse af de organiske Stoffer, der altid findes i mindst Mængde i de ældre Forsteninger. Delenes Sammenhængskraft bliver derved ringere, som allerede kan iagttages ved mange tertiære Forsteninger, saa at deres kulsure Kalk endog ofte er nærved at henfalde til Pulver. Bestaae nu under disse Forhold Skallerne af Kalk- spath, og paavirkes de af kulsyreholdigt Vand, hvori der er opløst kulsuur Kalk, ville let Mellemrummene, der opstaae ved det organiske Stofs Forsvinden eller rettere sagt Henfalden, 68 blive fyldte med udskilt kulsuur Kalk paa Grund af, at den er isomorph med det til- stedeværende Materiale, der her altsaa vil give Impulsen til, at der af Vandet afsættes Kalkspath. Blum henregner ogsaa slige Forsteninger til Pseudomorphoserne, eftersom det er en Ombytning af Bestanddele, der her foregaaer; det organiske Stof forsvinder, og i dettes Sted optages Kalkspath, uden at den ydre Form derved lider den mindste Forandring. Bruddet i de tykke Skaller af en Ostrea i Faxekalken viser ikke sjelden tydeligt den kornet krystallinske Kalkspath, der er Resultatet af den her nævnte Virkning. Anderledes forholder det sig med Skaller og Koralstokke, der bestaae af Arragonit; thi her vil der ikke være nogen Tiltrækningskraft, der kan gjøre sig gjældende mellem den prismatiske Arra- gonit og den i Vandet opløste kulsure Kalk, naar den udkrystalliserer som rhom- boedrisk Kalkspath. Det ved saadanne Skallers Forvittring dannede Pulver vil altsaa være aldeles priisgivet det kulsure Vands Indvirkning, saa at det vil opløses uden at kunne fæst- nes ved den af Vandet udskilte Kalkspath, hvilket er Tilfældet ved de tidligere nævnte Skal- ler. Denne Opløsning kan foregaae forholdsviis hurtigt, eftersom man endog i Koralkalken fra de vestindiske Øer seer Skallerne af Univalver fuldstændigen forsvundne i den cementerede Kalksteen, saa at ogsaa her iagttages Sporene af den i et foregaaende Afsnit omtalte dob- belte Virkning, at Vandet paa samme Sted baade kan udskille og opløse den kulsure Kalk, og her er det netop ligeledes kun Arragoniten, der er angreben, Kalkspathen derimod bevaret. I den lose Bryozokalk træffes foruden Bryozoerne kun faa Forsteninger, og for- trinsviis saadanne, hvis Skaller ere bevarede, som Pollicipes, Terebratula, Ostrea, Spon- dylus, Cidaris, Pentacrinus, Moltkea, Monomyces pusillus 0. s. v.; dog maa det ikke forstaaes, som om Gasteropoderne og Dimyarierne der aldeles mangle, men de findes kun som Aftryk i den lose Masse, saa at man deels ikke kan opbevare dem, deels let overseer dem. Dette bevirkede, at jeg først troede, at naar de større Stjernekoraller i Reglen ikke forekomme i Bryozokalken, var det foranlediget ved, at Betingelsen for Koralstokkenes Ved- ligeholdelse der havde manglet. Ved omhyggeligt at gjennemgaae disse Lag har jeg dog forvisset mig om, at baade de ydre og indre Aftryk af dem findes fuldkomment vel be- varede selv i den allerløseste Bryozokalk, men, som anført i det Foregaaende, kun ved Randen eller rettere sagt ved den ydre Begrændsning af disse i Bassiner afsatte Lag, saa at de altsaa paa lignende Maade vilde have kunnet efterlade Spor af deres Tilværelse længere ude i disse Lag, hvis de havde levet der. Forsteningernes heist forskjellige Vedligeholdelse i Faxekalken giver ikke uvæsentlige Vink om, hvorledes man let kan danne sig en urigtig Forestilling om Dyrelivet i en given Periode, naar de Lag, hvori de uorganiske Levninger ere nedlagte, ikke have været skikkede til at danne Aftryk eller bevare disse af Dyr, hvis Skaller bestaae af Arragonit. Her, hvor der kun er Tale om Faxekalken, maa jeg derfor indskrænke mig til at gjøre opmærksom 64 paa, at det for en Deel er Grunden til, at Forsteninger med Arragonit-Skaller næsten aldeles synes at mangle baade i Skrivekridtet og Liimstenen. Der staaer nu tilbage at omtale den tredie og sidste Udskillelse af kulsuur Kalk, nemlig Travertindannelsen, der er foregaaet efterat Faxekalken allerede var dækket af Rullesteensformationens kalkrige Mergel, hvorfra man kan forfølge dens Udspring. Den fremtræder nemlig altid i Nærheden af Kalkklippens Overflade, hvorimod jeg aldrig har iagt- taget den i nogen synderlig Dybde under denne. I Baunekulen f. Ex., hvor paa en større Strækning i 1860 alle Kløfter og Huulheder saaes fyldte med virkelige Stalåktiter og Overtræk af Travertin, tog den allerede sin Begyndelse inde i Mergelen, der her baade var særdeles kalkholdig og af betydelig Mægtighed, og i ‘den nederste Deel nærved Kalkens Overflade var den endog aldeles gjennemtrængt af Travertin. At vi ikke oftere træffe lignende Dannelser i vort saa kalkrige Rullesteensleer, maa vistnok udledes af dets Mangel paa Huulheder. Hvor saadanne” forekomme under gunstige Forhold, iagttage vi ogsaa ganske lignende Travertin- dannelser, f. Ex. i Huulheder tætved Stilling Sø i Nærheden af Skanderborg, i det nylig nedbrudte Muurværk i Dannevirkevolden, der, skjøndt det er en ved Kunst opkastet Jordvold, dog maa kunne sammenstilles hermed, 0. s. v. Kiselsyren forekommer kun i mindre Mængde udskilt i Faxekalken enten som Qvarts, Chalcedon eller Flint, og kan derfor kun tildeles en underordnet Plads i en alminde- ligere Charakteristik af denne Bjergart. De to førstnævnte Varieteter ere knyttede til Huul- heder i Faxekalken; i de mindre og næsten fuldstændigen aflukkede findes meget ofte kry- stalliseret Qvarts, i de større og"mere uregelmæssige Rum er enten det Hele fyldt med Chal- cedon, eller Væggene af den porøse Steen indtil en vis Dybde gjennemtrængte deraf, altsaa en Art Secretionsdannelse. Paa denne Maade ere ofte Forsteningernes Huulheder blevne udfyldte enten med Qvarts eller Chalcedon, analog med den i det Foregaaende omtalte Af- sætning af Kalkspath. Tidligere troede man, at Flinten slet ikke forekom i Faxekalken, indtil Forchhammer i Aaret 1849 paaviste den i den midterste Grube paa Liimovnsagrene (Fig. 10). I de se- neste Aar er den atter iagttaget baade i den sydvestlige Deel af Toftekulen .(Fig. 13) og i den nordostlige Deel af Baunekulen (Fig. 18), begge Steder meget dybt nede, og den er her især mærkelig ved, at den kun har en yderst ringe Udstrækning i Sammenligning med Flinten i de andre Led af Kridtformationen, saavelsom ved at den kun forekommer i den løse Bryozokalk. Den fremtræder altid kun i saadanne Lag, hvor den tilstedeværende Kisel- syre i Forening med, hvad der af dette Stof har været opløst i Vandet, har kunnet samle sig i disse ejendommelige nyreformede Masser (Concretioner), og den er derfor altid knyttet til Lag af en oprindelig sand- eller jordagtig Beskaffenhed, som Liimstenen og Skrive- kridtet. Hertil kan man nu henregne den løse Bryozokalk, men ikke den haarde og, man kunde næsten sige, for slige Dannelser ubevægelige Faxekalk. I Almindelighed antages Flin- 65 tens Tilbliven at være betinget af Tilstedeværelsen af Kiselsvampe, og der findes ikke faa Svampforsteninger i Faxekalken i det Hele taget, men kun som Aftryk og endnu ikke noiere undersøgte, saa at det er uafgjort, om det har været Kalk- eller Kiselsvampe. Selv om det maatte vise sig, at der har levet større Kiselsvampe paa Koralklippen, synes der dog ikke at have været Kiselsyre i tilstrækkelig Mængde, til at Kiselnaalene hurtigt nok have kunnet tiltrække det fornødne Materiale, saa at der deraf kunde opstaae virkelig Flint i Koralkalken, hvilket derimod er Tilfældet med Faxelaget i Stevnsklint, hvis Svampforsteninger ganske ligne dem, der forekomme i Kridtet ved Aalborg. Dyrelevninger med et fastere Skelet kunde lettere bevares i den stærkt forgrenede Koralkalk; et saa lost og usammenhængende Skelet derimod som Svampenes maatte efter Dyrets Død være meget udsat for at bortskylles. Muligviis er dette netop Grunden til, at vi træffe de ubetydelige Spor af Flint inde i Lavningerne i Bryozokalken. Flintlaget ved Dolomiterne forekommer vel i de øvre Lag, men dette har sin Grund i, at hele dette Parti har været underkastet en senere Hævning. IV. Mechaniske Forandringer, som Faxekalken har undergaaet, efterat Koraldannelsen var afsluttet. Da det hoiest beliggende Punkt af Kalkklippen nu ligger omtrent 225° over Havets Overflade, er det en afgjort Sag, at den maa være hævet, men Spørgsmaalet er, hvorledes denne Hævning er foregaaet, og vi maae da nærmest skjelne mellem en partiel, der kun har indvirket paa enkelte Partier af Faxekalken, og en mere almindelig, som hele Bakken og dens Omgivelser have været udsatte for. Der haves adskillige Kjendsgjerninger, der kunne benyttes til at oplyse Beskaffenheden af den første af disse Hævninger, som jeg her nærmere skal omtale. Det er allerede tidligere antydet, at Bryozokalken afgiver et Middel til Be- stemmelsen af de Forrykkelser, som enkelte Dele af Faxekalken have været udsatte for, og jeg skal her særligt anføre alle de iagttagne Faldvinkler i de forskjellige Partier af Bryozokalk. Efter Fald Kompasset. | retvisende. 1) I det nordvestlige Parti. | Den midterste Grube paa Liimovnsagrene...... 14° N. 40° ©. NNO. Grevskabet Bregentveds Brud, sydligste Grube . . . 8° IN. 35° ©.| NNO. Do. do., et isoleret Brud i Midten . DE | Ø. | ONO Do. do., den nordligste Veg .... ye | NO. NNO. Vidensk. Selsk Skr., 5 R., naturvidensk. og mathem, Afd. 7 Bd. 9 66 Fald. Beas retvisende. Kompasset. Den nordligste Grube paa Liimovnsagrene ..... 23° N. NNV. Hvedelands OS (vent. A en Sy se ms 3° NY. VNV. Do. WESIV Ry ee een a ore 10° Vin 205 IN: V (?) 2) i de sydlige og ostlige Partier med mere iso- lerede Lag af Bryozokalk. : Mofiekülens/Sydvag-u. 2. N ee EEE 8° Vi VSV. Den sydlige Grube paa Liimoynsagrene . . . . . . . 25% VNV. VE Præstekulens vestlige Deel.............. 13? SV. SSY. Do. SONNERIE wae (D? Baunekulens nordlige Deel. . . . . . . . . . . . .. 8° NO. NNO. Do. MUULErBIEMD ELA SR Re ts ce lee ge 0. ONO. Do. BYGLIEC Del see eH ee se ne 20° SO. OSO. Om end Faldvinklerne ikke ere meget store, idet de intetsteds overstige en Heldning paa 30°, variere de dog forholdsviis stærkt, eftersom hele det omhandlede Terrain kun har en Længde af 3000 og en Bredde af 1600 Fod, saa at store Differentser i Lagenes Held- ninger kun kunne være fremkomne ved pludselige Hævninger. Man seer især, at det er det midterste Parti af de vestlige Gruber, som stærkest har vær t udsat for Virkningerne af en pludselig Forrykkelse i de oprindelige Leiringsforhold, men at denne dog ogsaa giver sig tilkjende i alle de nærliggende Gruber, idet Bryozo- lagene der helde kaabeformigt i forskjellige Retninger, navnlig imod NNO., VNV., V.(?) og VSV. Fra den nordligste Grube paa Liimovnsagrene, hvor Lagene falde 28—30° mod NNV., kan Virkningen især tydeligt spores i det sydostlige Hjørne af Hvedeland (see Profilerne Fig. 6 og 7), hvor Bryozokalken er hævet op til Overfladen og begrændset paa begge Sider af uforstyrret yngre Koralkalk efter en temmelig skarpt betegnet Linie. Den øverste Deel af Kalkstenen, indtil en Dybde af mindst 8—10 Fod, er der uden nogelsom- helst Sammenhæng, idet hele dette Lag er ved Hævningen knust i lutter sparpkantede Brudstykker, der ligesaavelsom den nærmest tilgrændsende Deel af Koralkalken er besat med en Utallighed af ejendommelige Striber, der i en paafaldende Grad have Charakteren af at være frembragte ved, at Delene have skuret mod hverandre. I samme Grad som Stenen, hvori Striberne forekomme, er haardere, har ogsaa de enkelte Furer skarpere Conturer og en større Politur; i den løsere Bryozokalk ere de derimod svagere og ofte ligesom halvt udviskede. Saalænge Kalkstenen befandt sig heelt under Vand og altsaa var aldeles gjennem- trængt deraf, har den sikkert været i Besiddelse af en vis Blødhed, saa at, da de enkelte Dele 67 udsattes for et Tryk fra Siderne, ved under Hævningen at kiles op mellem fastere Partier, bleve de forrykkede i deres oprindelige Stilling og derved skurede imod Nabodelene. Det er Bryozoer saavelsom andre smaa Forsteninger, der paa Grund af Skallernes større Sammen- hæng og tildeels ogsaa større Haardhed have frembragt Striberne i den tilstødende Flade. Disse stribede Kalkstene have megen Lighed med de af Kløden og Quenstedt be- skrevne Stylolither, der findes i Muslingkalk, Jura o. fl. a. Formationer, og man har søgt at forklare dem som en Art Krystallisation, eller som et særegent Slags Forsteninger, eller ved at de skulde være frembragte ved det nedflydende Vands opløsende Kraft; men under- søger man de nævnte Striber i Faxekalken paa selve Stedet, nødes man til at forkaste alle disse Gisninger. En Krystallisation kan det ikke være, da Striberne ikke staae i nogensom- helst Forbindelse med det Indre af Kalkmassen og tilmed ere aldeles uregelrette, og om Forsteninger kan der ligesaalidt være Tale, da jeg endog har truffet sønderbrudte Koralstokke, hvor Striberne gik tvers over Korallen. Derimod kunde man snarere see deri en Virkning af kulsyreholdigt Vand, der ved at flyde ned igjennem Spalterne kunde have opløst de løsere Smaadele og efterladt de haardere urørte. Men overalt, hvor Vandet paa denne Maade har indvirket paa Faxekalken, som f. Ex. i de nedre Dele af en Skorsteen, har Kalkstenen et eiendommeligt porøst, næsten svampagtigt Udseende, uden at der paa Fladerne findes noget Spor til de nævnte Striber. Desuden har jeg paa andre Steder seet en Mængde af dem inde i den tætte Kalksteen, uden at de nogetsteds have viist sig paa nærliggende Flader i mere aabne Rum, hvor Vandet dog langt lettere kunde have virket oplosende paa Stenen. Ligesom Liimstenen i Stevns Klint er meget blødere i fugtig Tilstand, inden den udsættes for Luftens Indvirkning, kan Faxekalken maaskee ogsaa, skjøndt i en noget ringere Grad, have været det, inden den blev hævet. — Efterat jeg var kommen til den Overbeviisning, at det maatte være Skuringsstriber, har jeg seet, at Quenstedt”) paa det Bestemteste forkaster alle tidligere fremsatte Forklaringer over Stylolithdannelserne i Muslingkalk, osv., idet han antager, at de kun kunne være frembragte ved et Tryk af den ovenpaa leirede Masse. Stylolithstriberne i Muslingkalken ere altsåa efter hans Mening et Resultat af en Skuring, ligesom i Faxekalken, kun at de ere opstaaede under noget forskjellige Forhold. Foruden det ovennævnte Sted i Hvedelands-Gruben, hvor Striberne helde under Vinkler paa 70°—45° imod NV., har jeg seet dem i den sydligste Grube paa Liimovnsagrene, hvor Heldningen var 58? mod SV., og i Nordvæggen af Baunekulen 70—75° mod SV., netop paa Steder, hvor Hævningen har været meget virksom, og hvor Stribernes Stilling altsaa maa an- tages at antyde Retningen, hvori Hævningen er skeet. Dog maa jeg tilfoie, at de ogsaa ere iagttagne paa flere andre Steder, end de her anførte. *) Epochen der Natur. 1861. p. 199. 9" 68 Da det egentlig kun er i det nordvestlige Parti, at der haves et større Antal tydelige Gjennemsnit, som ved al sammenknyttes kunne give en Forestilling om de Forandringer, der ere bevirkede ved Hævningen, skal jeg ikke videre søge at udlede Resultater af de andre mere spredte lagttagelser af enkelte isolerede Lag af Bryozokalk. I Baunekulen, hvor Bryozo- kalken i den nordlige Deel falder imod NNO., i Midten imod ONO. og i den sydlige Deel imod OSO., er der maaske foregaaet en Hævning udfor det midterste Parti; men da Gruben ligger aldeles isoleret, er der for faa Data til deraf at udlede noget Sikkert, ligesom det i det Hele taget først er ved at sammenstille de her fremsatte Iagttagelser med senere ind- vundne, at der kan ventes paalidelige Resultater. De Forandringer, som disse mere locale og pludselige Hævninger have bevirket i Faxekalkens oprindelige Leiringsforhold, ere foregaaede før Rullesteensperioden; thi, hvis Hævningerne vare skete, efterat Rullesteensleret, der dækker Kalkklippen, var afsat, maatte Hævningerne give sig tilkjende ved en conform Forandring i det dækkende Lag, men dette er ikke Tilfældet. For at faae Vished herom har jeg foretaget et saa fuldstændigt Nivelle- ment af Koralklippens Overflade, som paa den givne Tid (1860) var muligt, og Resultaterne deraf skal jeg her i Korthed meddele. Der var netop dengang afrømmet en ikke ubetydelig Deel af den oprindelige Kalk-Overflade, der let kan kjendes paa, at den saagodtsom altid er dækket af en hvidgraa Kalkmergel, samt paa at alle nogenlunde haarde Flader ere forsynede med større eller mindre Frictionsstriber, der have temmelig constante Retninger over hele Kalkklippen. Jeg bestemte Overfladens Hoide over dagligt Vande i Øresund, — idet jeg for- udsatte, at Angivelsen er rigtig, at det heieste Punkt paa Faxe Bakke ligger 244 Fod over Havets Overflade, — og udvalgte dertil 91 Punkter, samt desuden 3 Punkter i den øverste Deel af ældre Kalkbrud, paa saadanne Steder, hvor den oprindelige Kalkoverflade aldeles manglede. Disse sidste have en begrændset Værdi, da man kun veed, at Kalken der har naaet højere op, men ikke, hvormeget. Vel haves der ikke lagttagelser over hele Kalkklippen, men dog tilstrækkelige til med en hei Grad af Sandsynlighed at kunne angive dens ydre Overflade, og for lettere at oversee de erholdte Resultater har jeg paa Kortet trukket eqvidistante Curver for hver 10 Fod fra 220—160‘, forsaavidt Kalkklippen er naaet enten i selve Gruberne eller ved Boringer udenfor samme. Det vilde være temmelig dristigt at trække dem over store Strækninger, hvor umiddelbare lagttagelser savnes, naar der ikke i den Deel, der er kjendt, viste sig en saadan Regelmæssighed i Kalkklippens kuppellignende Ydre, at man derfra turde overføre den paa de nærgrændsende Partier, og desuden ere Curverne, som sagt, kun dragne saa langt, som de begrundes ved lagttagelserne. Saameget er vist, at Kalkklippen har en langstrakt Form, hvis største Udstrækning gaaer fra OSO.—VNV., og har en temmelig jevn Afrunding, der er mere flad mod N. og Ø., men steilere mod S. og V. Overfladen bestaaer næsten overalt af en 69 haard Koralkalk, der har havt Styrke og Sammenhæng nok til at modstaae Indvirkningen af de mod Klippen tørnende Materialier af Rullesteens-Formationens Steen, Gruus, Sand og Leer- masser, som deels ere forte hen over Koralklippens Overflade, deels afsatte paa den. Kun to Steder træffes Bryozokalken umiddelbart i Overfladen, nemlig i den sydligste og lavest be- liggende Deel af Baunekulen og paa Liimovnsagrene; men paa det sidste Sted, der ligger næsten påa Toppen af Bakken, har den deels været beskyttet af de omliggende faste Koral- masser, deels selv været styrket ved de ikke ubetydelige Flintlag, som forekomme deri. Mulig forekommer den endnu paa et 3die Sted, nemlig i Nordvæggen af Grevskabet Bregent- veds Brud, men der er det noget usikkert, da det seer ud, som om man tidligere hår brudt Kalk der. Benævnelsen »oprindelig Overflade« maa naturligviiis tages i indskrænket Forstand, da den i Rullesteensformationens Tid bevirkede Forandring maa have været af en saa voldsom Beskaffenhed, at hele Koralklippens øverste Deel maa være bleven aldeles raseret, indtil det løsere Materiale og Alt, hvad der ragede op over Omgivelserne, var bortskaffet, især alle for- grenede Koraller, der endnu ikke vare fæstnede til tæt Koralkalk, og som derfor umuligt kunde modstaae Rullestenenes Afskuring. Denne ved Rullestenene bevirkede Sloifning maa ligeledes de ved Hævningen opskudte Dele af yngre og løsere Koralkalk, der dækkede Bryozo- kalken paa Liimovnsagrene, have været udsatte for, hvorfor den savnes paa dette Sted. Man faaer et godt Begreb om, hvilken Kraft, der udfordredes for at modstaae det i Rulle- steenstiden over Klippen skurende Materiale, naar man betragter Frictionsstribernes Bredde og Dybde saavelsom de Blokke af Koralkalk paa over 16 Cub. Fods Størrelse, som ere forte bort fra deres oprindelige Sted og ligge aldeles indesluttede i Kalkmergelen uden engang at hvile paa selve Kalkklippen. Det seer næsten ud, som om hele Koralklippen i dens seneste Periode havde udviklet sig til to noget adskilte Koralpartier; dog er det ogsaa muligt, at denne Form skyldes noget Hævningen af Partiet paa Liimovnsagrene; men selv om der ikke har været to fuldstændigt afsondrede Koralklipper ved Siden af hinanden, synes der idetmindste at have været en Bugt ind imellem Toftekulens og Krogagrenes Parti, eftersom den heldende Koralkalk i Østvæggen af Toftekulen falder imod SO., men i Krogagrenes og Præstekulens Vestvæg imod SV. Den ved Curverne paaviste Forskjel i Kalkfladens Heldning, idet Klippen kun har en ringe Skraaning mod N. og Ø., men falder temmelig steilt mod V. og S., staaer i noie For- bindelse med Udbredelsen af de heldende Lag i den yngre Koralkalk, og hvad der endnu har større Betydning, er, at Strygningslinien saagodtsom allevegne svarer til Gurvernes Retning (s. Tabellen p. 41), saa at vi heri see en Bekræftelse paa, at disse heldende Lag ere dannede udad. I det sydvestlige Hjørne saavelsom langs den sydlige Side af Toftekulens Koralparti synker Overfladen saa steilt ned under de dækkende Jordlag, at 70 man der synes at være meget nær ved Ydergrændsen af denne Deel af Revet. I den nord- vestlige Deel af Kalkbanken, hvor de 10 Fods Curver sprede sig betydelig, er det, vi have seet, at der forekommer mere udstrakte Bryozolag, dækkede af den næsten horizontale yngre Koralkalk. I medfelgende Uddrag af Nivellementet, hvori findes anfert alle Talsterrelser, der vedrøre Kalkklippen, har jeg vedfeiet de paa forskjellige Maader bestemte Heldninger, hvor- under Overfladen sænker sig ned under Rullesteensleret, nærmest for derved at kunne con- trollere Curvernes Retning. Ved senere Iagttagelser kunne de muligviis undergaae enkelte Modificationer, men de ville neppe blive meget betydelige, hvis jeg tør slutte fra de derhen hørende Undersøgelser, som jeg nu i Løbet af 3 Aar jevnlig har anstillet. Endvidere er der i samme Tabel anført Grubernes Dybde og Mægtigheden af Rullesteensleret ved de fleste Punkter. Efter hvad der her i det Foregaaende er oplyst om Kalkklippens regelmæssige Form, troer jeg, at det er godtgjort, at de nævnte Hævninger maae være afsluttede for Rullesteens- leerdannelsen, hvorefter den da senere dækkedes af et temmeligt jevnt Leerlag, der er mæg- tigst paa den sydlige og østlige Skrænt, hvilket grunder sig paa, at Hovedretningen, hvori det hele Materiale af Steen, osv. førtes hen over Klippen, var OSO.—VNY. I eller snarere efter Rullesteensformationens Tid er derpaa den større Hævning foregaaet, hvorved Bakken tilligemed Omgivelserne blev løftet op over Havets Overflade; men da der ikke i selve Faxe-Bakke, hvis Beskrivelse jeg nærmest har havt for Øie, kan eflerspores særegne Virkninger deraf, som kunne antyde, hvorledes denne Hævning er skeet, skal jeg ikke her videre gaae ind paa en Undersøgelse desangaaende. Et Spørgsmaal, der ofte er blevet fremsat baade i reent praktiske og videnskabelige Oiemed er: Paa hvilken af Kridtformationens Dannelser er Faxekalken afsat? Den største Dybde, hvortil man er kommen ned i Faxekalken, beløber sig til 66 Fod i den sydligste Grube paa Liimovnsagrene, regnet fra det heiest beliggende Punkt af Kalkens Overflade, uden at Kalkstenen hidtil har forandret sin Charakteer saaledes, at man derefter kan drage nogen Slutning om dens Mægtighed i vertical Retning. Af forskjellige Grunde har Forchhammer antaget, at Underlaget maatte være Skrivekridt, og endskjøndt der senere ikke er fremkommet directe positive Data, der bevise Rigtigheden af denne høist rimelige Formodning, er der paa den anden Side heller Intet iagttaget, der kan svække den. — Ved en Brøndboring, der blev anstillet i en Afstand af omtrent 3000 Fod sønden for Toppen af Faxe-Bakke, stødte man paa en Kalksteen, som jeg rigtignok ikke har kunnet skaffe mig nogen Prøve af, men som efter Beskrivelsen synes at have været Liimsteen. Laget er beliggende 70 Fod over Havets Overflade, eller 89 Fod lavere end den dybeste Udgravning i Gruberne. Senere har jeg i en Afstand af c. 5000 Fød NNO. for Faxe-Bakke, altsaa paa den modsatte Side, 71 iagttaget virkelig Liimsteen med Flintlag i en Skrænt ved Steenhuggerhuset i Gyllemose (tæt ved Værløse), der ved en Hoidemaaling med Barometret befandtes at ligge omtrent 102° over Havfladen. Faxekalken synes altsaa at være omgiven afLiimsteen, — eller, som den her hidtil er kaldet, Bryozokalk, — ligesom ogsaa baade de større og mindre Mel- lemrum mellem Koralkalken have viist sig at være opfyldte deraf, saa at disse to Dannelser, Koralkalken og Bryozokalken, her ere samtidige. I Stevns Klint see vi, at Faxekalken kun har en ringe Mægtighed; den er der bleven ligesom qvalt ved de ovenpaa den afsatte mæg- tige Bryozolag, et Forhold, der gjentager sig baade i Herfølge og paa Mors, og der er Meget, der taler for, at noget Lignende maa kunne forfølges i Strøget henimod Faxe, kun at paa dette Sted har det Omvendte været Tilfældet, saa at Koraldannelsen ved en frodigere Væxt har kunnet holde Skridt med og har saa at sige overvældet Bryozokalk- Dannelsen, der her er stærkt tilbagetrængt. Det er i hoi Grad rimeligt, at der i Faxe-Bakke maa findes Skrivekridt under den der samtidigt udviklede Koralkalk og Bryozokalk, i Analogi med Forholdene i Stevns Klint, hvilket er blevet noget bestyrket derved, at man ved 3 Brøndboringer omtrent Yo Miil SO. for Faxe ned imod Stranden har truffet Skrivekridt umiddelbart under Leret i en Dybde af 47 Fod under Havets Overflade. Vandet stiger dog ikke destomindre op over Jordens Over- flade, der her ligger 28 Fod over Havet, og Trykket maa hidrøre fra, at Vandet stammer fra hoiere liggende vandforende Lag og flyder langs med Kridtets Overflade, altsaa netop paa samme Maade, hvorpaa Forchhammer har efterviist, at de naturlige Kilder ved Foden af Faxe- Bakke forsynes med Vand. Og hvad de sidste Kilders Hoidebeliggenhed angaaer, da stemmer det godt overeens dermed, at Kilden ved Houby ligger kun 54 Fod og ved Blaabæk Mølle 39 Fod over Havets Overflade”), altsaa alle betydeligt lavere end de baade N. og S. for Gru- berne iagttagne Liimsteenlag. ”) Efter godhedsfuld Meddelelse af Hr. Cand. polyt. Krarup- Smith, som ogsaa i andre Retninger har ydet mig væsentlig Hjælp ved den hele detaillerede Undersøgelse af Faxe-Bakkes geognostiske Forhold. 1 10 Resultaterne af Nivellementet i Faxe-Gruber 1860. Heiderne ere udtrykte i danske Fod. Afstand fra Havets Over- à flade ul jTord lagets Kalkoverfladens Gre- = Kae | hems Tyk- Heldninse. fy- kelse. Overlade | poste Dee Hvedelands-Gruben. Vestre Side . 194.9 189.3 \ 191.6 194,0 Østre Side . 19471172) » 2° 25° mod N. 197.4 3.0 200,7 166 2,5 202,8 2,5 Søndre Side . | 200,0 29 Prindsekulen. 202.3 | 168) 4,3 204,3 7,3 204.8 Søndre Side Grevskabet Bregentveds Brud. Nordre Parti | pies = srg I] 1953 2,2 Midterste {| 201,2 Parti t] 205.9 { 207.2 8,5 Sydlige Parti ) 203,0 11,0 215,3 Hælene. CRE TS {| 204,4 = A 1997 1183 47 Afstand fra Havets Over- flade til Jord- lazets Kalkoverfladens Gre- I Kalkens Sess Tyk- Heldnine. ne SE REISE Orerlrée beste Deel Liimovnsagrene. 212,2 Nordligste x 2 = ‘ha 208,3! = | 59 ube dia 2109| » | 45 £ 4 216.7 3.0 Midterste Gr. 218 d (Dolomit-Gr.i)| 207 a 2196| » | 1,0 Sydligste Gr. |(214,0) 159 Toftekulen. 210,7! » | 6,6 949 = . 212,5 6,0 9_ 3° Den nordre || 212,8! » | 6,4 | Grubes 217,2 168 5,0 Vestvæg 215,6! » | 5,3 217,1) = | 5,8 219,2 6,0 219,0 Den sendre | 218,9! + | 5,5 Grubes 216.1 179 Vestvæg | 2139| » 16011 \ at LUN 0 UE 203,8 171 11,5 6° mod SV. 10,0 Sydlige Vær | = | 7° mod SSY- i i: 10,7 8° mod SSV. 18,0 30? (7) imod SSV. Gruberne paa den vestre M 217,6 » | 6,2 Side af Veien (| 219.9 til Vemme-} 221,8 6.1 tofte (ee Afstand fra Havets Over- | Jord- flade til IE | ————— | lagets! Kalkoverfladens Sins) Heldni Kalkens | bens | Tyk- | S'ODINE: dy- ls Overflade. | beste kelse. | | Deel | Rosendals 210,3 | | Gruberne paa nye Grube (| 211,5} » | 5,6 204,0 | n | 2,5| 206,5| » | 9,5) € nol eS ae | SAL ‘ | | h | * | $0°48/mod NNO. 212,9 | | 216,8| » | 7,0 915,9 | » | 8,0 | al | UD 12 Vestlige Deel { | 220,4! » | 6,2) | 220,1 » | 7,0 \1 221,2) » 8,7 Midten. . . | 221,0 (1 221,6| » | 8,5! 2219| » | 9,5| Vestlige Deel SER al a 22573) | (12240! » | 9,5| 224,6| » |14,8| 223.0 189 17,3 | LATE 220,0| » |206| Sydlige Deel 9183 i 19,0 aa OS 215,4 | » | 20,0 | 212,8| » 16,0 4° mod S. Østlige vel 220,2|)196 9,3 216.8! » 112,0! 4° mod N. Vidensk. Selsk Skr., 5 Række, nuturvidensk og mathem. Afd, 7 Bd . 73 || | | Boring | Do. — Nordlige Væg Vestlige Væg Østlige Væg Afstand fra Havets Over- flade til Jord- —— ——lagets) Kalkoverfladens Gru- À Kalkens | bens lyk- | Heldning. dy- |kelse Overflade. | beste Decl. Baunekulen. 196,6|168) 3,5! 10° mod N. h 9 | hs nee É a ee mod NO. 196,7| » |16,0 197,2| » 1205| . 194,7| » | 9,5 196,2 | 192,9. » | 7,0 190,5 | » |10,0| 185,7 | » 13,0 186,6) » 10,0. 9° mod OSO. 176,2 159, 17,8 5° mod OSO. ) l | Ved Nord- grændsen af Kalkgrunden paa Erteagrene *) Do. V. for Toftekulen Do. Ved Gravnin- geri Terræ- net mellem Præstekulen og Baune- kulen *) EHEN || 8 DO 2:0) 206,0! „ |14,0 202,0! » 13,0 201,0| » |12,0 194,0 | » 117,0 194,0! » 16,0 189,0 | » 120,0 188,0| » 117,0 mm UL 74 = Dybder, hvori man endnu ikke har naaet Kalkstenen. ES wot. | Tykkelsen af Jord. Høide cower Havets laget, som man'er Overflade. LEBE naaet igjennem. : | Sydvestfor Brestekulen®). 2 9. 4 0. 5 - 216,0 22,0 Ved Boring . . N , 3 IVESOLMLOITERU EN RES oto era RE 204,0 13,0 - - 207,0 12,0 Ved Gravninger imellem Præstekulen og Baunekulen . . . . | så 2 | 194,8 20,0 Kalk i Omegnen af Faxe-Bakke. Liimsteen med Flintlag ved Steenhuggerhuset i Gyllemose c. 5000‘ i NNO. fra Bakkens heieste Punkt......... 102,5 Liimsteen (?) ved Boring i Sognefogdens Gaard paa Syd- skrænten af Bakken, 3000° fra samme Punkt‘) . . . . . .. 70,0 48,0 Skrivekridt ved Boring hos Smed Simon Poulsen i Pul- vergaarden, omtrent Yo Miil SO. for Faxe nærved Faxe-Strand + 47,0 76,0 Disse Talstorrelser skyldes senere Meddelelser fra d'Hrr. GodSforvalter Muller, Forvalter Maés og Lieute- nant Garde Vid. Selsk Skrifter VRække: nature. og mathemi dthe VE Ed Iohnltrup: Envökalkens Dannelse: Moedelands Kulen Sydoug Nordlige Væg Hoedeland 2 ELEY eee een m Sydvag V0. Grevskabet Bregentoeds, */Liimgraos Stumper ) = 2ho. ——— > FX; [X 4 N —- Flat Boke ide Koralkalk Yngre Koralkalk/ Bryozokalk/ =) Aulllerteensteer Profilernes Lengde = js 2: 1 Decor: liae = 10 Fod" 2 Be Profilernes Hörde = 53 9: 2 —-— ---= 5 — Vid. Jelsk Skrifter V Række: naturo. og mathem: Ath: VU Bd: Jonftrup + Faxokalkens Dannelse Toftekulen- (østligste Grub, (Smaa Mugorms gre). 200 Wedskredne Masser 200 Dacunehadten” ae Wedskredne Masser ore te’ Dec = ; 2 U VINE 08:0. Midters: 6 ©. Sydlige Deel: V. ; Nordlige Deel N.V. SO. Deel ¥. F Ne i Li pind, Tiel Selsh Skrifter V.Række; naturo. og mathe. Ath, VAD: Johnstrup: Faxéhalhens Dannelse Tab. IH Overgangstormer at de t Vaxekalken forekommende Skorstene. Hoedelands Hulen. XX * * x x østlige leg) 5 ÄArogagrene Zumovnsagrene / nordligste Grube) midterste Grube i à 1 2 3 5 7 é 20 Fod 4 é Briand kullesteensleer Lévendal re Vid Selsk. Skrifter VRække. naturo. ag muthem: Ath. VI Bd: Joln/trup : Fasokılbers Dannelse: N Tab. W- fi LR 7 ASUS (EN \ ) U | Vifbedelandå Agre | DIE] GEOGNOSTISK KORT over KALKGRUBERNE FAXE BAKKE optaget 1860 af F.Johnftrup. Rosendals eye érube — FE ge Tia pn LP VIP I Store Byes Agre >= ll mp7 Bryozokulk, JL Bryozokalkens Faldretning 7 Begrændsningen af de Brud, der have været | { | Bearbeidede indtil 1850 | Aol ee - Agre Store Millelyergs Agre “be. : 2e Se > 5 wo RS 73 Ua ==; Begrandsnger af Bruddenet-2860 an Na Re Tu Je L — FEEDS” € =. ma MöUcbjergs_Agre‘ | == 1... Horizontale Carver, der angive Höiden af Rx poe øers Kalkklippens Overflade over Havct 112" D... Grændseskjev mellem Agrene ; 4 i Maalestokken er 4469 Ert-Agre R....beteyner Rosendale $....Strandegaurde gre (rein i i f = i i f 1 j AE yoo ke © mo 200 300 jo 00 60 70 800 ‚oo 1000 Fod “A Vi > Vemmetoftes M. Jondruens Egedes ae X 360 - 09 Crevskabet/ Bregentoeds Agre Br S. = © Shorstene © Beringer : me SÅ VÆ LÆR A ni > NAS À il Not i TAROT u JUN Y \ ia MAN Kin a LUN PES i Ni TND Å > AE Pet) Ne a et Om Ede mann ra N arme fra Ledninger for varmt Vand. A. Colding. Naar man lader en constant Strom af varmt Vand vedblivende flyde igjennem en Vandled- ning, saa vil Temperaturen i ethvert Punkt af Ledningen hurtig antage en permanent Til- stand, saafremt Vandet stadigt indtræder i Ledningen med samme Temperatur og Ledningen forovrigt befinder sig under uforandrede Temperatur- og Afkjolingsforhold i hele dens Ud- strækning; thi da vil det Tidspunkt snart komme, da Varmetilgang og Varmeafgang for ethvert Punkt af Ledningen vil holde hinanden i Ligevegt. Naar man arbeider med en Ledning, som har et constant Tversnitsareal, saa bevæger Strømmen sig altsaa med en constant Ha- stighed igjennem samme, og da der udstrommer Varme fra alle Punkter efter hele Lednin- gens Lengde, saa er det klart, at Temperaturen maa aftage langs ad Ledningen fra Begyn- delsen tilEnden, samt at man let ved Forsog maa kunne bestemme Storrelsen af den Varme- mængde, som i et vilkaarligt Punkt af Ledningen udstrommer igjennem en Overflade-Eenhed. Fæste vi nemlig Tanken paa en Vanddeel, som i et vist Oieblik træder ind iLedningen med en given Varmemengde, saa vil denne Vanddeel i ligestore Tider gjennemlobe ligestore Lengder af Ledningen, da Vandstrommens Hastighed er constant; og naar vi derhos antage, at Temperaturtilstanden for alle Punkter af Ledningen er permanent, saa maa den betragtede Vanddeel ankomme til ethvert Punkt af Ledningen med den Temperatur, som Ledningen har i dette Punkt. Men deraf følger, at den Varmemengde, som udstrommer fra Ledningen imellem tvende vilkaarlige Tversnit paa samme, noiagtig er ligestor med den, som Vand- strømmen taber paa sin Vei fra det ene Profil til det andet. Den tabte Varmemængdes Stor- relse maa altsaa kunne bestemmes ved Hjælp af en Række af Metalror, indskruede langs ad Ledningen saaledes, at den Metalbund, hvormed ethvert af disse Rør er forsynet, gaaer saa dybt ned i Ledningen, at hele den nederste Deel af dette Maalerør, hvori man kan fylde Qviksolv, naar Temperaturen ikke er for høi, eller en let smeltelig Metalcomposition, hvis Temperaturen er for høi for Qviksølv, er heelt omgivet af den varme Vandstrøm; thi da be- høver man blot at nedsætte et Thermometer i Maalerøret for at bestemme Vandets Tempe- ratur. Naar man paa denne Maade har bestemt Strømmens Varmegrad for et tilstrækkeligt Antal Punkter af Ledningen, vil det være let at construere en Curve, hvis Ordinater frem- stille Strømmens Temperatur for et vilkaarligt Punkt af Ledningen, hvis Afstand fra Ind- løbet er = x og denne Curve vil da ligefrem angive Temperaturen z som Function af a. Betegne vi denne Function ved f, saa have vi altsaa: u = f(x). Re LE EEE ee Li]: Men da Vandet strømmer igjennem Ledningen med en constant Hastighed V, saa vil Tiden t, (Afkjølningstiden), som medgaaer, før den betragtede Vanddeel har gjennemløbet Veien æ, være bestemt ved Ligningen CN a ae eo oo ec (2) og indsætte vi denne Værdi for æ i Formlen (1), saa finde vi Temperaturen af den betrag- tede Vanddeel, efter Forløbet af Tiden #, udtrykt ved: ES A A ee 6 0 (3) hvoraf sees, at Functionen f, der fremstiller Loven for Varmens Aftagelse langs ad Ledningen, ogsaa fremstiller Loven for Temperaturaflagelsen med Tiden, saa at Forsøg i den antydede Retning maae kunne tjene til at bestemme den meget vigtige; men langt fra tilstrækkeligt kjendte Function f med en forholdsviis stor Grad af Noiagtighed. Naar Temperaturen af Vandet, som befinder sig i et givet Tværsnit paa Ledningen, er bekjendt, saa er den Varmemengde Ma, som Vandet indeholder, ligeledes bekjendt, og Varmetabet, fra det Punkt af Ledningen, hvis Afstand = x, og hvis Temperatur = w,, til et folgende Punkt, hvis Afstand = 2 og hvis Temperatur er = u, vil navnlig være fremstillet ved Formlen: (Mu) — Mon) = 4.0.0 (f(@,) —f(@)) = aw(f(V.t,)—fV.0)) . . . . (4) hvis vi ved a betegne Ledningens samt Strommens Tværsnitsareal og ved 9 og w betegne Tietheden og den specifiske Varme af Vandet eller overhovedet af den circulerende Vædske. Heraf finde vi Varmetabet i det Punkt af Ledningen, hvis Afstand er — x, for en Længde = dz, ved at sætte æ, = x — dz, at være: dM« (Mu) — May) ms + dx = — apf! zyar og altsaa Varmetabet for en Lengde-Eenhed: ds es AMD's Med à ie! she ee sap de UN EE 5 dz ew .]' =) (5) og paa samme Maade Varmetabet i dette Punkt for en Tids-Eenhed, ved at sætte 4, = ¢— dt IM eu UM] it 7 dt, at være: UM _ a — 0010. Or (WY SI) FRE. Ne re (6). I Overeensstemmelse med den ovenfor angivne Tanke har jeg udført en Deel Forsøg over Varme-Udstrømningen fra cylindriske Ledninger; men før jeg gaaer over til at meddele disse, vil jeg opskrive følgende tre almindelige Hovedformler for Varmens Bevægelse i faste eller flydende Legemer, som ere fremstillede af Poisson i hans Théorie mathématique de la chaleur: Formlen for Varmens Bevægelse i et hvilketsomhelst Legeme er: d'u au, du v.qu = À (= Fa Fr dat)? 79 Formlen for Varmens Bevægelse i en lang tynd prismatisk eller cylindrisk Stang eller Rør: = EL LES ONE Wet, Ks) ow dx? a.ew og Udtrykket for Varmestrommen: dı T——k.,, ser ehe rer hvor x betegner Temperaturen efter Forløbet af Tiden ¢ for det betragtede Punkt, hvis Coordinater ere 2, y og z; @ og w betegne Tætheden og den specifiske Varme af Le- gemet i dette Punkt; Æ Legemets Varmeledningsevne; À dets Overflades Varmeudstraaleevne; a, p og 06, den prismatiske eller cylindriske Stangs Tværsnitsareal og Perimeter samt det omgivende Mediums Temperatur; v Hastigheden, hvormed Varmen bevæger sig, hvilken i du . dxdu dydu , dz du FORTET D dt dz’ Varmestrommen eller den Varmemengde, som i Eenhed af Tid strømmer igjennem Eenhed af Overflade i det Punkt, hvis Coordinater ere x, y og 2, og hvori du er Temperaturdiffe- Almindelighed kan fremstilles: » = og endelig T betegner rentsen paa Afstanden dA i Varmestrommens Retning. Men disse Formler for Varmens Bevægelse i et Legeme forudsætte som bekjendt, at Legemets Varmeledningsevne %, — den Varmemengde, der, pr. D Eenhed og pr. Tids- Eenhed, strømmer igjennem et Lag af Tykkelse == 1, naar Temperaturdifferentsen i Lagets Sideflader, — 1 Grad, — er constant, og at Varmestrommen er ligefrem proportional med den Temperatur, der udgjor Forskjellen mellem Varmegraden af det Legeme, som afgiver, og det, som modtager Varmen. Da nu denne Forudsætning, efter de bekjendte Forsøg af Dulong og Petit, i Almindelighed skal vere urigtig, vil det maaskee vere Umagen verd, saavidt muligt, at jevnfore Formlerne (A), (B) og (C) med Resultaterne af Forsogene for at erholde Kundskab om disse Formlers Grad af Paalidelighed. Betragte vi den almindelige Ligning (A) og antage derhos, at saa lang en Tid er forloben, at Varmen er kommen i en permanent Tilstand for alle Punkter af den betragtede Masse, samt at Massen er fast og saaledes beliggende, at der kun kan finde Varmeud- strømning Sted i een Retning, og navnlig i Retning af 2 Axen, saa er det aabenbart, at: du du du ah Gis ONS ay a og i saadant Tilfælde reducerer Formlen (A) sig til følgende: CE ig ee (7) da? idet A og B ere Constanter. Temperaturen i Retning af æ Axen skal altsaa ifølge Formlen (A) være jevnt aftagende, naar vi gaae ud fra Varmekilden, svarende til æ — 0, og dette theoretiske Resultat har jeg havt Leilighed til at underkaste en Række af Forsøg, som har stadfæstet det. Der findes nemlig paa Vandværket 6 Stkr. corniske Dampkjedler, hver af 30 Fods Længde og 5! Fods udvendig Diameter; de ere alle indmurede Side om Side med 80 hverandre, såa at Muurværket, der omfatter alle 6 Kjedler, danner een heel sammen- hængende Blok. Af disse Kjedler havde 3de, ved Siden af hinanden liggende, været i stadig Brug i lang Tid, og da alle 3 Kjedler ere forbundne med et stort fælleds Damprør, saa er Dampspændingen og følgelig ogsaa Temperaturen i alle. tre Kjedler stedse ligestor, og da Dampspændingen tilmed stedse meget ner er constant — 39 à 40 & pr. D Tomme —, idet Kjedlerne ere meget store i Forhold til Dampforbruget, og da Fyringen foregaaer med megen Omhyggelighed, saa vil det være indlysende, at den mellemste af de tre Kjedler stedse modtager ligesaa megen Varme fra de to ved Siden af denne liggende Dampkjedler, som den udsender til disse og at der fra den midterste af de nævnte Kjedler altsaa væsentligt kun udstrømmer Varme opad og, om man vil, nedad, naturligviis dog under Forudsætning af, at man ikke gaaer for nær til Kjedlens Endeflader, der dog ogsaa ligge indmurede. For at for- hindre Varme-Udstrømningen opad, ere alle Kjedlerne dækkede med et Sandlag af c. 12 Tom. Tykkelse, der i høj Grad svarer til sin Hensigt. Til at maale Temperaturen af dette Sandlag i forskjellige Dybder under Overfladen af Laget benyttede jeg det samme Thermometer, som jeg har benyttet ved alle de andre For- søg, som jeg senere skal anføre. Det bestod af en cylindrisk Qviksølvbeholder af 17,5" Længde og 7,5”"= Diameter, hvis Rorstilk var indsmeltet i et ydre Glasrør af 12mm Diameter, hvori var indsat en fast, i hele Grader efter Celsius, inddeelt Scala, hvorpaa 100? C. ind- tog en Længde af 1337" og som i det Hele var udstrakt fra — 27° til + 168° Celsius. Ved at nedsætte dette Therometer i en Blanding af nyfalden Snee og Vand viste det + 0,2? C.; en Feil, som dog ikke har videre Indflydelse her, da alle Forsøg ere udførte med det samme Instrument, som velvilligt var mig laant af den polytechniske Læreanstalts physiske Samling. Da Spændingen af Dampen i Kjedlerne, som alt nævnt, varierede mellem 39 og 40 & pr. O Tom., varierede følgelig Temperaturen i Kjedlerne fra 131 til 134° C., hvorimod Temperaturen i Kjedelhuset under Forsøget, som jeg nu skal omtale, var 16,8? C. Paa det Sted, hvor Observationen over Temperaturaftagelsen i Sandet udførtes, havde Sandlaget en Tykkelse over Overkanten eller Toppen af Kjedlen af 294"". Ved at stikke Termometrels Qviksølvbeholder ned lige under det øverste Sandlag og lade det henligge roligt fandtes Tem- peraturen af Sandet i en Afstand af 285"® fra Varmekilden = 29°; alle de øvrige Tempera- turer bleve derimod bestemte ved at stikke Thermometret lodret ned i Sandet indtil Afstanden imellem Kjedeloverfladen og Underkanten af Thermometret var den, som findes anført i efterfølgende Tabel. Observation over Temperaturen af Sandbadet i bestemte Afstande fra Dampkjedlen. Afstand fra Kjedlen . . 285mm 228 202 176 124 98 72 46 | 20 | Oma Temperaturen ..... 29,0? 48,0? 57,0? 66,89 83,0? 93,09 | 104,0? | 114,2°.| 124,20 | 133,02 C Beregnet Afstand x... | 230mm | 228 | 203 | 177 | 131 | 104 | 73 | 45 18 | + mm Afsælle vi de forskjellige Afstande som Abscisser og de tilsvarende Temperaturer som Ordinater til en Curve, saa sees det strax, at Curven er en ret Linie, og naar de for 81 skjellige sammenhørende Temperaturer og Afstande fra Varmekilden indsættes i Formlen (7) istedetfor u og a, saa findes ved Anvendelse af den approximerte mindste Qvadratmethode: (Temperaturen i Celsius Grader) « — 130,5 + 0,3626 x | NE AT ge (Afstanden i Millimetre) x = 360 — 2,758 u i Ved Hjælp af den sidste Formel er den 3die horizontale Række af Værdier for a beregnet, og af Overeensstemmelsen imellem de beregnede og de observerede Værdier for Afstanden æ fremgaaer tydeligt, at den af den almindelige Ligning for Varmens Bevægelse afledte Formel (B) maa betragtes som fremstillende Loven for Varmens Aftagelse med Af- standen fra Varmekilden. — Temperaturen i Toppen af Sandlaget findes, ved i (8) at sætte x == 294mm, at vere u — 23,97, som saaledes kun overstiger Lufttemperaturen med 7,1? C. Ville vi udtrykke Dybden æ i Fod, istedetfor i Millimetre, saa maa vi multiplicere Coefficienten for æ i den første Formel (8) med 314, som er Antallet af Millimetre påa en Fods Længde; derved erholdes: u = 130,5 — 113,9. +, ; d ; ME 2 : hvoraf vi finde In — — 113,9, som indsat i Formlen (C) giver Varmestrommen pr. D Fod. EF = 113,9. %, der er uafhængig af æ og altsaa ligestor i alle Afstande fra Varmekilden. Antage vi, i Henhold til Ängströms Forsog med leerholdigt Sand, Pogg. Ann. Band CXIV. p. 529, at et Sandlag af 1 Centimeters Tykkelse ved en Differentstemperatur af 1° C. gjennemstrommes pr. Minut af saamegen Varme, som behoves for at opvarme et Vandlag af 2,05%m Tykkelse 1° C., saa vil den Varmemængde, som i samme Tid og ved samme Temperaturdifferents gjennemstrømmer et Sandlag af 1 Fods Tykkelse, være istand til at op- varme et Vandlag af 0,000208 Fods Tykkelse 1° C. Den Varmemængde k, som ved en Tykkelse af I Fod og en Temperaturdifferents af 1° C. strømmer igjennem en © Fod af Sandlaget, er altsaa lig den, som kan opvarme 0,000208 Cbfd. Vand 1° eller som kan opvarme 0,0129 & Vand 1° Celsius, og den Varmemængde, som udstrømmer fra hver Qvadratfod Over- flade over Kjedlen, under de betragtede Forhold, vil følgelig være istand til pr. Minut at op- varme 1,5 & Vand 1° C. Det her anførte Forsøg giver saaledes en Bekræftelse paa Rigligheden af den al- mindelige Formel (A), idet Forsøget viser, at den fundamentale Hypothese, hvorpaa den er bygget, nemlig at Varmestrømmen staaer i directe Forhold til Temperaturdifferentsen og i omvendt Forhold til det af Varmen gjennemstrømmede Lags Tykkelse, her viser sig stem- mende med Erfaring for alle Temperaturer lige op til 133° og sandsynlig endnu ved langt hoiere Varmegrader. Vi ville derpaa gaae over til at undersøge Varmens Bevægelse i en cylindrisk Ledning > Le) Le] “ 5 med smaa transversale Dimensioner, naar vi forudsætte, at den Poissonske Formel (B) er correct. > ) Vidensk, Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk, og mathem. Afd. 7 Bd. Il 82 Tage vi et vilkaarligt Punkt af Axen som Coordinaternes Begyndelsespunkt og be- tragte Cylinderens Axe som x Axen, saa have vi, ifølge (B), naar vi betragte et fast Legeme, du d'u ee Ge gee Men er det derimod en flydende Masse, f. Ex. en Vandstrom, som bevæger sig i Retning af æ Axen, saa er Coordinaten til en vilkaarlig Deel af Strømmen (a) en Function D bl te) af Tiden, og i dette Tilfælde maae yi derfor istedetfor Hastigheden v, hvormed Varmen be- , du , dx du ee : veger sig, sætte: Rn a dt de % Ligningen for Varmens Bevægelse bliver altsaa følgende: TL du dx du „deu een Eher ph fe) eee (10) Tænke vi os dernæst, at saa lang en Tid er forloben, at Temperaturen er bleven permanent og følgelig kun afhænger af a, og antage vi tilmed, at Vandstrommens Hastighed = — V er constant, saa have vi = — 0 og altsaa: » > deu „du Ko == } dg + H (u— 00) Pisa tthe Oo Sats (11) For at integrere denne Ligning sætte vi: u—0, = e" 5 = m.e"* ie SE) a OU { Zu rr . o roe! . i ’ de ” dx À og erholde derved folgende Betingelsesligning : ” V IT m’ = Rr” TR hvis to Rødder, betegnede ved — m, og + m,, kunne fremstilles saaledes : LATE HE VER, (F ve —|| (sz) +2-()] IB a == IV (ex) Cri (ET \ hvor m, og m, begge ere posilive Størrelser, hvorefter det fuldstændige Integral af (11) kan skrives: u— 0, = Ae~™or + Bemis, Men antage vi nu, at for z = 0 er u = u,, og at. til z — © svarer wu = 09, saa finde vi: B = 0 og A = uw —% og følgelig erholde vi, naar Værdierne for / og K indsættes, u— 0, = (u, — 05). mo, en / (Vow ER hp Vow\ Ps sess eee ene (12) idet u | ( aE ) ER LE — (37) Dersom vi altsaa lade en constant Strøm af varmt Vand bevæge sig igjennem et Ror af tilstrækkelig stor Længde og, efterat Temperaturtilstanden for hele Ledningen er bleven permanent, observere Vandtemperaluren svarende til forskjellige Afstande æ fra Ind- 83 løbet, saa vil Temperaturen aftage langs ad Ledningen ifølge den Lov, som er fremstillet ved Ligningen (12), saafremt den Poissonske Grundformel (B) virkelig er correct, men ogsaa kun da. Den Første, der søgte at fremstille Loven for Afkjølingen eller for Temperaturens Af- lagelse efterhaanden, som Afkjølingstiden voxer, var den berømte Newton, der ved Forsøg fandt, at Afkjølingshastigheden stedse var proportional med Differentsen imellem den afkjø- lende Vædskes og den omgivende Lufts Varmegrader eller, med andre Ord, at: du se OU) EEE Rat e do do quille) hvor g, er en Constant; ved at integrere denne Ligning findes som bekjendt: Oy = SONG rs oc toes (LE) der ganske falder sammen med Formlen (12), naar vi sætte gg — #9 V. En Stadfæstelse af Formlen (12) vilde altsaa være en Stadfæstelse af den bekjendte Newtonske Lov for Varmens Udstrømning, og dobbelt interessant vilde det være, hvis det maatte vise sig, at Erfaring bekræftede den simple Newtonske Lov, da man derved tillige vilde faae en Bekræftelse paa den vigtige Formel (B), der saa ofte anvendes i Praxis, men som aabenbart er urigtig i alle Tilfælde, hvor Newtons Formel er forkastelig. Den simple og for Anvendelse særdeles beqvemme Newtonske Lov, er nemlig, som bekjendt, siden Aaret 1818, da Dulong og Petit udførte deres bekjendte Forsøg og skrev deres berømte Afhandling over Lovene for Varmens Forplantelse, der vandt Pariser Academiets Priisbelønning, bleven stillet saaledes i Skygge, at man næsten har maattet opgive den heelt, og i det Høieste tør anvende den i de Tilfælde, hvor Differentstemperaturen er ganske lille og Temperaturen i det Hele kun er lidet variabel; thi kun i dette Tilfælde stemmer den Newtonske Lov nogenlunde med Resultaterne af Dulongs og Petits Forsøg. Dulong og Petit benyttede, som bekjendt, ved deres Forsøg en huul Kugel af Kobber af 30cm Diameter, som blev nedsænket i et Kar med Vand, der under hver Række af Forsøg blev holdt paa samme Temperatur. Denne Kobberkugle var saaledes indrettet, at man i dens Centrum igjennem en fremstaaende Rand, der ragede op over Vandet udenom, kunde ned- sænke en stor opvarmet Thermometerkugle af 3 til 6° Diameter, hvilken Kugel da efter- haanden afgav sin Varme til den omtalte Kobberkugle og derigjennem til Vandet udenom. Ved at observere den Temperatur, som bemeldte store Thermometer angav, til forskjellige Tider, bestemte Dulong og Petit Afkjølingshastigheden, og ved saadanne Forsøg . fandt de blandt Andet, at naar Varmetabet pr. Minut ved en Differentstemperatur imellem det opvar- mede Legeme og det omgivende Medium af 20° var 0,717, saa var Varmetabet ikke, i Over- eensstemmelse med den Newtonske Lov, lig 2. 0,71 eller 1,42°, men derimod 1,60? ved en Diff.-Temp. af 40° ikke lig 3. 0,71 — 2,13°, — 2,612 — — - 60? 11° 84 ikke lig 4.0,71 eller 2,84°, men derimod 3,77? ved en Diff.-Temp. af 80° ‘ — 5.0.7175 3,557 — 4,99° — — - 100° — 6.071 — 4,26°, — 6,46 — — - 120° — 7.01 — 4,97°, — RTE == = - 140° =) BOT be == Ba _ - 160° 0.s.v., kort sagt, de fandt Varmetabet stigende i et andet og stærkere Forhold end Newton havde fundet; hvortil kom, at deres Forsøg viste, at Varmetabet ikke blot afhang af Differents- temperaturen (4 — 4,), men tillige af Lufttemperaturen 4,, og navnlig saaledes, at Varme- tabet voxede med 8,. Ved Dulongs og Petits Undersøgelser ere vi altsaa førte bort fra den simple Newtonske Lov og have i dens Sted faaet en anden, mere sammensat, men næppe mindre tvivlsom Formel, som tilmed er vanskelig at benytte. Ganske utvivlsomt er det der- imod, at vor Kundskab til Varmens Bevægelse i Legemerne endnu bestandigt er i høi Grad mangelfuld og ufuldkommen. Man kjender næsten intet til den stedfindende Varme- fordeling under Varmestrømningerne, lidet til Legemernes Varmeledningsevne og mindre til deres Varmeudstrømningsevne. Man hjælper sig saa godt man kan i forekommende practiske Tilfælde. Naar der kun er Spørgsmaal om Varmestrømningerne ved lavere Temperaturer, saa benylter man i Reglen den Newtonske Formel og neies med den Nei- agtighed, som denne giver; er der derimod Spørgsmaal om Varmestromningerne ved højere Varmegrader, saa benytter man saa vidt muligt Dulongs og Petits Formler, men stoler i Reglen kun lidt paa Resultatet. Under saadanne tvivlsomme Forhold fandt jeg mig opfordret til at foretage nogle Rækker af Forsøg efter det Princip, som jeg foran har udviklet, og Resultatet af disse Forsøg forekommer mig at være saa tilfredsstillende, at jeg har troet at burde meddele det her. Jeg skal først beskrive mit Apparat og Fremgangsmaaden ved de Forsøg, som jeg der- med har udført over Varmeudstrømningen fra en horizontalt liggende Varmvandsledning af Jern. Den omhandlede Ledning, som bestod af trukne Smedejernsrør af 1 engelsk Tomme i indvendig Diameter, blev sammenskruet ved Hjælp af Muffer paa sædvanlig Maade og hen- lagt langs Sydsiden af Vandværksbygningerne paa Træbukke, i en Hoide af 2 til 34 Fod over Jorden, saaledes som nærmere er angivet i den vedfoiede Skitse Fig. 1. Fra Punktet A, hvor en Aflukningshane var anbragt, blev en Ledning af halvtommige Rør ført ind i Kjedel- - huset og sat i Forbindelse med Bunden af en i Brug værende Dampkjedel, hvorfra det varme Vand blev indledet i Forsøgsledningen, naar Hanen A tilligemed en paa selve Damp- kjedlen anbragt Hane bleve aabnede. Det varme Vand fra Kjedlen gjennemstrømmede da Led- ningen og forlod denne ved B, hvor atter en Aflukningshane var anbragt, ved hvis Hjælp man stedse kunde holde Forsegsledningen fyldt med Vand og dog formindske Strømmen saamegel man ønskede. Dampkjedlen, som havde 30 Fods Længde og 54 Fods Diameter, indeholdt saameget Vand, at den Strøm, hvorom der her kunde blive Spørgsmaal, stedse var Fig. 1. forsvindende derimod, og Temperaturen i Kjedlen led derfor ingen kjendelig Forandring ved den heromhandlede Vandstrom igjennem Forsogsledningen. — Ved de 9 forskjellige Punkter paa Ledningen, som ere antydede ved Tallene Nr. I, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8 og 9, vare Rorene samlede ved Hjælp af Muffestykker, der havde Form af et T, og i ethvert af disse T Stykker var der atter indskruet et halvtommigt Smedejernsror af circa 4 Tommers Længde, hvilket var lukket forneden med en indskruet Jernprop, der tjente som Bund i den Ende af Maale- røret, som befandt sig inde i det varme Vand, der gjennemstrommede Forsogsledningen. Det omtalte T Muffestykke havde en Diameter af circa 14 Tom. engelsk Maal indvendig og en Længde af c. 24 Tom., og naar dette blev sammenskruet med Ledningen, blev der et Spillerum af c. 14 Tom. imellem de to indskruede Ender af Ledningen. Disse T Stykker, ~hvis Grene vendte opad, bleve altsaa hvert forsynede med et Maaleror af 4 Tom. indvendig Diameter, som nedskruedes saa dybt, at dets Metalbund naaede Bunden afMullen paa 4 Tom. nær, hvorved altsaa den nederste Ende af Maalerøret, der var afdreiet til en udvendig Dia- meter af %4 Tom. påa en Længde af 1 Tom, blev fuldstændig omgivet af det varme Vand, som gjennemstrømmede Ledningen. I alle disse 9 Stkr. Maalerør fyldte jeg Qviksølv, omtrent til en Højde af en Tomme over Bunden, og i dette Qviksølv, som var omgivet af det varme Vand, hvis Temperatur skulde bestemmes, behøvede jeg kun at nedsætte Thermometret, naar jeg vilde aflæse den søgte Vandtemperatur. 86 Længden af Ledningen fra Maalerøret Nr. 1 til Do. Nr. 2 var 24 Fod 9 Tom — — — Nr. 2 — Nr. 3 — 26 — 3 — — — — Nr. 3 — Nr. 4 — 26 — 6 — — — — Nr. 4 — Nr. 5 — 26 — 3 — — — — Nr. 5 — Nr. 6 — 26 — 3 — = == = SRS IT == À — — — — N.7 — Nr. 8 — 24 — 10 — = = — Nr. 8 — - Nr. 9 — 25 — 10 — Den samlede Længde af Ledningen fra Nr. I til Nr. 9 var altsaa 208 Fod 2 Tom. Tværsnitsarealet af denne Ledning, hvis indvendige Diameter var 1 engelsk Tomme, udtrykt i dansk Maal, var 0,0052 D Fod og Ledningen, fyldt med Vand fra Maalerør Nr. 1 til Do. Nr. 9, indeholdt følgelig 0,0052 x 208} eller 1,0824 Cubikfod Vand, og 6 Fods Længde af denne Ledning altsaa I Pot Vand. Ledningens ydre Diameter, afseet fra Mufferne, var 0,109 Fod og dens Omtræk eller Perimeter kan derefter sættes — 0,345 Fod, hvorefter Led- ningens ydre Overflade pr. løbende Fod var = 0,345 © Fod, dansk Maal. Med Hensyn til Vægten af denne I Tom. Jernledning bemærkes, at efter 2de Rør, hvis samlede Længde udgjorde 24 Fod 9 Tom. og hvis samlede Vægt var 413 &, har jeg anslaaet Vægten pr. løb. Fod til 1,687 &. Vægten af den samlede Ledning fra Maalerør Nr. I til Nr. 9, foruden de 9 Stkr. LD LU CE RCE TE OM ehh os ol ea ia EEE NT NE Capo Lethe Dec3eSike. Müller: Ae Fe pr (SU DAEjorde is 2.0: ne BEEN een aa N =: Hele Ledningen altsaa 358 &. Antages Jernets speciliske Varme — 0,110, saa indeholdt altsaa Jernledningen en ligesaastor Varmemængde, som 0,110 x 358 — 39,38 tt Vand af samme Temperatur som det i Ledningen indeholdte Vand, og da hele Ledningen rummede 67,11 & Vand, saa indeholdt selve Rørledningen en Varmemængde — nn — 0,587 af den Varmemængde, som Vandet, der fyldte Ledningen, indeholdt. Samtlige Rør, hvoraf Ledningen bestod, vare nye; Overfladen var i sin naturlige” brune Tilstand, uden noget Overtræk, og i det Væsentlige ogsaa uden Rust. Med denne Vandledning blev der foretaget forskjellige Rækker af Forsøg under for- skjellig Vandforing og til forskjellige Tider samt under forskjellige Veirforhold, og Resultatet findes sammenstillet i den efterfølgende Tabcl I. en Tabel I. | FT = À | pl À Tem- | Van- Er Forsøgets || Luft- Temperaturen i Maalerørene. perat. | dets ogets| | se (ES Veirforholdene Dato og jtempe-| - —- an are SSS} af det |Strom- e “mer. Tid. ‚ ratur. I Nr. 1. 201103 |) a 5. 6. as s | 9 udstr. | hast. under Forsøgene. k | | | | | | | | Vand. lpr. Sec 2,99 | 105, 2°] 71,20) 57,0°| 46, ,0°| 31,8°| 26,29) [=] a ur Le] CS ~ oo - © o es (2 Sn en oO = oo oo ct nm en © 9 os © a [=] I. Graa Luft, lidt Luftning af Nordvest. . Januar 1862 Middag. Klokken 12—14 31 99,6 | 94,3.| 87,7 | 82,3 | 78,2 | 74,4 | 75,69 | 0,482 | | PP ees ST TE u u nn II. Veiret omtrent som ovenfor. _ o 1. Januar 1862 Klokken 34—5 _ = ren n = = En nm © == © © © © 2 © Le] Li LS [<<] lor} © ao nN [= I = © ~ 12 er 1 Le © a © 1 1—12 III. Graa Luft, Nordost Vind, næsten stille. Februar 120,0 | 1121 | 1033 | 95,1 | 870 | 772 | 73,7 | 68,4 | 641 | 65,0 | do. 1. Klokken 10 Formiddag = = Le] o = ER ER wo = [=] oo © co L or Så iva) 1 a I a [=] En Yan ao [Je] = a © [=] (er! & a © 1,8 | 121,0 | 118,2 | 113,9 | 109,0 | 103,9 | 100,0 | 97,0 | 94,0 | 91,0 | 92,5 | 0,957 IV. Veiret uforandrel. 119,4 | 116,4 | 112,7 | 108,7 | 104,4 | 100,4 | 96,8 | 94,0 | 90,6 | 91,5 | do. 1,8 || 118,3 | 115,7 | 111,8 | 108,0 | 103,8 | 99,4 96,1 | 93,0 | S9,5 Le] © © = © VY. Svagt Solskin, Norden Kit 25 M|-s-1,3 | 120,3 | 116,0 | 111,5 | 107,0 | 103,0 | 973 | 941 | 91,7| 87,7| 0,608 Vind, næsten ganske Efterm. | | | stille SO ehr: 143,0 | 122,2 120,0 | 117,0 | 114,7 | 111,0 | 107,0 | 106,1 | 104,2 | 100,0 1,429 12 Kl. 3 til | {22,1 | 120,0 | 117,7 | 114,7 | 110,5 | 107,0 | 106,1 | 104,3 | 3 40 M. 15 VI. Taage, Sonden Vind, lidt Luftning. © x) = [=] 32,1 | 119,5 | 117,0 | 114,0 | 110,0 | 105,7 | 105,5 102,4 | 99,0 do. 0,5 |123,5 | 119,2 | 116,5 112,3 | 110,5 | 108,1 | 106,1 | 103,5 | 100,7 1,636 | 425,0 | 123,8 | 119,4 | 116,0 | — | 110,5 | 107,5 | 106,0 | 101,0 do. | 122.5 | 121,5 | 118,7 | 116,0 | 112,3 | 110,6 | 108,5 | 106,5 | 104,0 do. | | 124,0 | 121,3 | 118,0 | 115,0 | 112,3 | 108,5 | 106,0 | 104,8 | 102,0 | do | | 122,6 | 121,5 | 118,4 115,5 | 112,3 | 109,4 | 108,0 | 104,0 | 101,4 do te I | | VII. Graa Luft, Nordvest Vind, frisk Kuling med c. 30 . Februar Klokken 12—1# Middag. Fods Hastighed pr. See. 5 | | | i 12 | 1,4 || 119,0 | 111,2 | 102,3 | 94,0 | 86,0 | 77,0 | 73,4 | 68,0 | 63,9 || 64,4 | 0,333 13 Sl | 120,0 | 111,2 | 102,9 | 951 | 876 | 180 | 748 | 69,1 | 650 | 65,9 | ao. | 88 Betragte vi de forskjellige Rækker af Forsøg, der svare til samme Vandføring og Strømhastighed og omtrent ere udførte til samme Tid og under de samme ydre Vind- og Veirforhold, saa viser det sig strax, at, ihvorvel der findes smaa Variationer af Temperaturerne i de enkelte Maalerør, saa stemme de dog i det Hele saa noie overeens, at de enkelte Rækker af Forsøg saa at sige alle føre til eet Resultat, hvilket tilstrækkeligt viser, at For- søgene ere paalidelige. Paa Grund heraf kunne vi indskrænke os til at tage Middeltallene for hvert enkelt Maalerør af de forskjellige Rækker af Forsøg, som svare til samme Vand- føring og temmelig nær ere udførte under lige ydre Forhold. Gjere vi dette og søge vi derefter Differentstemperaturen mellem Ledningens og Luftens Varme, såa komme vi til følgende Resultat: Tabel II. 8 ' Differentstemperaturen (4 — 6,) for de forskjellige Maalerør. Forsøgene, hvoraf Middeltallet a er taget. | | Nr. 1.| 2 3. 4 5 6 AR Seat al incon Nees ce oe 00408 ss 70 56 45 87) 80) |) eee on Neal ee anid ery | 108 102 96 89 Så | 0 NTM IUT Eee... Ming Mt ON 108 94 86 77 | 7 | 68 | 64 nai Co a dis ts 11 107 | 103 98 | 95 92 | 89 Ve SE A 121 117 113 108 104 98 95 | 93 | 89 NET EN UDEN JESSE LÆR RLAL 119 tro te tis) 1070 | Soe ||" fos) |) 401 97 Nr 27 tS leaks ceili ra) chaste 123 | 121 | 118 | 115 | 112 | 110 | 107 | 105 | 102 Bestemme vi Afstanden a fra Maaleroret Nr, 1 til ethvert af de folgende Maaleror, saa finde yi følgende Verdier for æ at svare til de forskjellige Maaleror: Maaleror: Afstanden æ (i Fod)........ | 0,00 24,75 51,00 77,50 103,75 | 130,00 157,50 | 182,83 | 208,17 Det kommer nu an paa at vise, om de her anførte Værdier af (4 — 0,) og de til- svarende Værdier af a afhænge af hinanden efter den Loy, som er fremstillet i Formlen (12), idet m, er constant. For at afgjore dette Spørgsmaal, ville vi betragte enhver af de i foranstaaende Tabel Il. angivne 7 horizontale Rækker af Værdier for (u — Ø,), der omtrent ere fundne under lige ydre Forhold, for sig. Sætte vi: m == 0,43429448....>< mo, saa finde vi, naar log betegner den brigg. Logarithme, ifolge Formlen (12) logii(t% 9 9.) log Mi — 05) Fe ee og indsælte vi heri de forskjellige Værdier for (x — @,) af den første horizontale Række, som Tabel Il indeholder, samt de tilsvarende Værdier for a, saa erholde vi følgende 9 Ligninger: log (ug — 05) = 2,01703 + 0,00 . m log (wo — 90) = 1,94448 + 24,75. m log (u, — 05) = 1,84510 + 51,00. m log (4, — 05) == 1,74819 + 77,50. m log (4, — 05) = 1,65321 + 103,75. m log (up — 05) = 1,56820 + 130,00 . m log (us — 05) = 1,47712 + 157,50. m log (4, — 69) = 1,38021 + 182,33 . m log (us — 05) = 1,30103 + 208,17 . m som, paa lagttagelsesfeilene ner, — derunder indbefattet de Forskjelligheder, som hidrøre fra Vindens ulige Virkning paa Apparatet, — alle skulle give een og samme Værdi for m, saafremt den Newtonske Lov er correct. Bestemme vi derfor Værdierne af m og log Uy — 09) ved Hjælp af den approximerede mindste Qvadratmethode, saa finde vi: m == 0,003484 og log (4, —6,) = 2,02134, og naar vi derefter, ved Hjælp af Formlen (15), beregne de Værdier for (u — 6,), der svare til de forskjellige Maalerør, og sammenstille Resultatet af Beregningen tilligemed de obser- verede Værdier af (u — @,) i efterstaaende Tabel, erholdes en klar Fremstilling af den Maade, hvorpaa den Newtonske Lov slutter sig til Forsøgene af den I. Række af Tab. II: | | | | Maaleror. Nr. 4. | 2 | Slime b walle | | 7. 8. 9. | | | | | | | | | I (w— 00) (observeret) ....... 1049 88 | 70 | 56 45 | 37 | 30 24 20 (u— Oo) (beregnet)........ 105,042] 86,12 | 69,77 | 56,41 | 45,70 | 37,02 | 29,69 | 24,33 | 19,77 IDWS “5 6 a bn Sooo ob Bho 1,049 | —1,88 | —0,23 0,41 0,70 0,02 | —0,31 0,33 | —0,23 Den anden Gruppe af Forsøg, som er fremstillet i den horizontale Række Nr. 2, behandlet paa en ganske tilsvarende Maade, giver: m — 0,001013, log (u, — #,) = 2,05836, og derefter til Sammenligning med Il. Række af Tab. Il folgende Værdier: Maalerør. Nr. 1 | 2 | 3 | 4 >. | 6 7 > 9 | | | | | | | (“ep (observeretiie. 2. zur 114° | 108 | 102 | 96 | 89 | Så | 80 75 70 (wu — 8.) (beregnet)........ 114,10° | 108,00 | 101,56 | 95,47 89,8 84,46 | 79,22 74,76 70,38 IERIE. coo bob eo oso ec 0,402 | 0 | —0,41 es 0,53 | 0,80 0,46 | —0,78 | —0,21 0,38 Vidensk. Selsk Skr., 5 Række, naturvidensk, og mathem. Afd. 7 Bd, 12 90 Den 3die Gruppe af Forsøg, fremstillet i den horizontale Række Nr. 3, giver paa lignende Maade: m — 0,001330, log (u, — 6,) — 2,07548 og derefter til videre Sammenligning med den III. Række af Tab. I: Maalerør. Nr. 1 = 3. 4. 5 6 ré s 9. u — 6) (observeret) - - . . . - - 119° 111 103 94 86 77 74 68 64 u— 8,) (beregnet} . - - - - - . - 118,82 | 110,30 | 101,8 | 935 | 86,0 | 79,91 | 73,45 | 68,07 | 62,90 Differents - ............ |—0,0°} —0,70 | —1,2 | —0,15 0,60 2,91 —0,5 0,07 | —1,10 Den 4de Gruppe af Forsøg, fremstillet i den horizontale Række Nr. 4, giver dernæst: m = 0,0006098 og log (4, — 8,) — 2,07472 og til Sammenligning med den IV. Række af Tab. Il: Maalerør. Nr. 1 2. 3. 4. 5 6. 7. Ss 9. u — 0.) (observeret; ....- - 118° 115 111 107 103 98 95 92 89 — 6,) (berezne 118,77? 114,72 | 110,56 | 106,53 | 102,67 98,96 95,21 91,85 88,67 Differents ...... u 0,7 —0,8 —04 : —0,47 | —0,8 0,5 Du —06 —03 Den ste Gruppe af Forsøg, fremstillet i den horizontale Række Nr. 5, giver fremdeles : m == 0,0006544 og log (u, — #,) — 2,08368 og til Sammenligning med den V. Række af Tab. If: Maalerør. Nr. 1 2. 3. 4. 5 6 7. Ss. 9. u — 6 beregnet gt 121,29 | 116,51 | 112,5 | 10759 | 103,7 99,03 95,61 92,12 88,61 Differents . .. 7e 0,25° 0,19 | —0,72 | —0,11 | —0,5 1,9 ta —08 —0% Den 6te Gruppe af Forsøg, fremstillet i den horizontale Række Nr. 6, giver følgende Værdier: m == 0,0004246 og log (u, — 6,) = 2,07747, hvoraf til Sammenligning med den VI. Række af Tab. Il: Maalerer. Nr. 4 >. 3 4 5. 6. 7 =. 9. u — 6.) (observeret) . . £ 119° 117 114 112 107 104 103 101 97 u— 6 beregnet). . . . . . . . 119539. 116,67 | 113,72 | 110,50 | 108,00 | 105,26 102,47 | 100,01 9 Brent 5 an 0,53° —03 -—035 -—Ip 1,00 1,26 ! —0,53 —0.99 0,52 mae. Den 7de Gruppe af Forsøg, fremstillet i den horizontale Række Nr. 7, giver endelig: m = 0,0003911 og log (un — 45) — 2,09118 og til Sammenligning med den VII. Række af Tab. IL: — — — Maaleror. Nr. 1. | 2 3. | 4 | 5. | 6. | Ce 8. 9. i I I (u—0,) (observeret) . . . . . .. 12322121 118 115 | 112 110 107 | 105 102 (w— 65) (beregnet) ........ 123,36° | 120,65 | 117,83 | 115,05 | 112,36 | 109,73 | 107,05 | 104,68 | 102,28 Differen ts essere een 0,36? | —0,35 | —0,17 0,05 0,86 | —0,23 | 0,05 | —0,32 | 0,8 Ved at betragte de her foretagne Sammenstillinger meliem de observerede og de beregnede Værdier af (4 — 6,) viser det sig altsaa, at naar Forholdene, hvorunder Varmen iøvrigt udstrømmer, blive de samme, saaledes som Tilfældet var i de forskjellige Grupper af lagttagelser, saa stemmer Formlen (12) fuldstændigt overeens med Resultaterne af Forsøg ved alle Varmegrader imellem 20 og 123°, uden at der viser sig mindste Spor til, at Tem- peraturen skulde aftage hurtigere ved de hoiere Varmegrader, end efter den simple New- tonske Loy. Sammenligne vi derimod de fundne Værdier for Constanten m, der svare til de forskjellige Grupper af Forsøg, nemlig af: 14:85 m == 0,003484 We oe a6 m == 0,001013 VE m == 0,001330 IV... . . m = 0,0006098 VERNE: m — 0,0006544 AY ore got m — 0,0004246 VAD snik: m == 0,0003911 saa viser der sig en betydelig Forskjel, der væsentligt hidrører fra den forskjellige Strom- hastighed, hvormed Vandet bevægede sig i Ledningen, men dog ogsaa tildeels afhænger af de forskjellige Vind- og Veirforhold, hvorunder de forskjellige Grupper af Forsøg bleve udførte. Det maa da først erindres, at ifølge den Newtonske Lov er det ikke m, som ved alle Forsøg med samme Ledning skal være constant, men ifølge Formlen (14) meget mere Stør- relsen gu = m,.V. Sætte vi altsaa: g = 0,43129448 . . . . X go, saa fordrer den Newtonske Lov, at, naar de ydre Forhold ere uforandrede, skal Sterrelsen g=m.V være constant. Nu have vi fundet Stromhastighederne for de forskjellige Grupper af Forsøg at være følgende: 12° 92 for 05154 Rodiprp sec: ae) | OPA V = 0,482 — = | | 5-2 7 = sss — FINT SEN BE 0357 — ESP AN V = 0,608 — ; NEC eee V = 1,429 — "VIE, > væ US? —. Udføres Multiplicationen m. V og vedfoies til Sammenligning de tidligere anførte Bemærk- ninger over Veirforholdene, saa finde vi for Gruppen: re g = 0,0005255, graa Luft, lidt Luftning af Nordvest. EBEN g = 0,0001883, Do. Do. ISERE g = 0,0004429, graa Luft, Nordost Vind, næsten stille. Evers 2er: g = 0,0005836, Do. Do. Varese g == 0,0003979, Svagt Solskin, Norden Vind, næsten ganske stille. VE ER ve g = 0,0006067, Taage, Senden Vind, lidt Luftning. Va g = 0,0006399, Graa Luft, Nordvest Vind, frisk Kuling med circa 30 Fods Hastighed pr. Sec. Lægge vi nu Mærke til, at, jo større g er, under lige Temperaturforhold, desto stær- kere er Afkjelingen, saa bliver det ganske klart, at de Forskjelligheder, hvormed g her frem- træder, maae antages væsentligst at hidrøre fra de ulige Vind- og Veirforhold, hvorunder de forskjellige Grupper af Forsøg bleve udførte, eftersom det er velbekjendt, at Blæst og Taage virke langt mere afkjelende ved lige Varmegrad af Luften, end stille Veir og ter Luft. Jeg troer derfor at turde antage, at det ved de anførte Forsøg er bleven beviist, at den New- tonske Lov og den deraf afledte Formel (14) er fuldstændig gjældende for Varmens Udstrem- ninger af Ledninger for varmt Vand ved alle de Varmegrader, hvorved disse Forseg ere ud- førte, og sandsynligviis er almindeligt gyldig, men i ethvert Fald er gyldig for endnu langt heiere Temperaturer end de, hvorved jeg har experimenteret. Men i Henhold til det ovenfor Anforle troer jeg fremdeles at kunne slutte, at, naar Luften er temmelig stille, det vil sige ved en Hastighed, som jeg vil anslaae til c. 5 Fod pr. Sec., og forøvrigt under sædvanlige Fugtighedsforhold, kan man, uden at begaae nogen mærkelig Feil, antage g = 0,0004; men da vi paa den anden Side have seet, at en frisk Kuling af Nordvest med c. 30 Fods Hastighed, der dog kun tildeels strøg hen over Apparatet, lod Afkjølingen voxe saaledes, at g blev = 0,00064, saa troer jeg, at, indtil fuldstændigere Forsøg over Vindens afkjølende Virk- ning foreligge, tør det antages, at Vindens Indflydelse kan fremstilles ved følgende Formel: Se (ls. EI 0 ESSEN DIES SDR (16) idet H er Vindens Hastighed i Sec.. udtrykt i Fod. Resultatet af foranførte Forsøg kan altsaa, naar vi erindre, at m — 2 udtrykkes ved følgende Formel: log (u — 6,) = log u— 6) -+9-(F); shia Sones ean A ad (17) hvor 7 = t fremstiller den Tid, hvori den betragtede Vanddeel, udsat for Afkjoling, sænker sin Temperatur fra w, til «; men heraf følger, naar vi indsætte Værdien for g, ifølge (16), at t — m log (Ze) 5 Een Ses MEN als) Multiplicere vi Ligningen (17) med Modulus 2° — 2,302585..., saa finde vi lel: VI iy — (en py AE OB Seo oe oe (19) der fremstiller Vandets Temperatur efter Forløbet af Tiden ¢. Af Formlen (19) følger Afkjølingshastigheden: (- =) = 0,00069 (1 + 0,05. A) (& — 04), - - . . . . . . . . . (20) der altsaa fremstiller Temperaturtabet pr. Sec. ved Temperalurdifferentsen (4 — 6,) for den her betragtede Ledning, hvis indre Tversnitsareal var 0,0052 0 Fod og hvis ydre Omtræk var 0,345 Fod. Har Ledningen andre Dimensioner, saa vil Temperaturtabet pr. Sec. blive et andet, hvilket vi dog uden Vanskelighed kunne bestemme i Forhold til Temperaturtabet ved den her betragtede Ledning. Tiden, som vil medgaae, inden Temperaturen af den Vædske, som strømmer igjennem Ledningen, nedsvales fra en given Størrelse x, til en anden w, vil, naar den omgivende Lufts Temperatur stadig er 6), voxe proportionalt med den i Ledningen indeholdte Varmemængde, altsaa proportionalt med Strommens Tværsnitsareal, medens den vil aftage proportionalt med den ydre Overflades Størrelse. Betegne vi altsaa Ledningens indre og ydre Diametre ved d og D, saa vil den Tid 7, som medgaaer, for Vandet har gjennem- løbet en saa stor Længde x, at Temperaturen imidlertid har sænket sig fra w, til uw, blive: LEAN) Få 0,845 0,0052 ‘x. D° og indsætte vi Værdien for ¢ ifølge (18), erholde vi: 5300 0° ibn nr) 1+0,065.4°D" "\u-6, Betegne vi dernæst Ledningens Vandforing i Secundet ved @, saa er Hastigheden: 2 N PC 7 0? Multiplicere vi (21) hermed#og bemærke vi derhos, at V. 7 — x, saa finde yi den Vei x, ;2 16,59. à 94 udtrykt i Fod, som Vandet maa gjennemløbe for at Temperaturen skal synke fra wy til w, at være: À A ou 2 Indsætte vi endelig ¢ = = ; =. T i Formlen (19), saa finde vi: A0 ln oe een 2) RENEE (23) og heraf folger Varmetabet pr. Sec.: (- =) = 0,000042 (1 + 0,05. A)? lu — CPS cie (24) For en Længde af Ledningen = dx, hvis Temperatur = vw, vil det i Ledningen indeholdte Vands Vægt være — 0. dr. 62 &, og da Temperaturformindskelsen, som + denne Vandmængde lider i Secundet, er fremstillet ved Formlen (24), saa vil den Varme- mængde, som Længden dx taber i Secundet, være fremstillet ved: 0,00205 (1 + 0,05. H) D (u — 6,) . dx. Den ydre Overflade af Roret, hvorigjennem denne Varmemængde udstrommer, er aD. da, og den Varmemængde, som udstremmer i Sec. igjennem I D Fod Overflade, bliver altsaa: WY — 0.000682 21.120,05. 2) (u TO EE ee (25) naar JW udtrykkes i danske Varme-Eenheder (1 & Vand 1° C.). Med Hensyn til Størrelsen m,, Formel (12), vil det her være passende at gjøre en Bemærkning. Naar vi sammenligne Formlerne (13) og (24), saa viser det sig, at: Jo = 0,000042 (1 + 0,05. H) = ale hates Sky Cusine ene (26) og deraf følger, da gg = m,. V, al: m, = 0,000042 (1 + 0,05 . H) a Men naar vi betragte Formlen (12) og navnlig Udtrykket for m,, saa bemærke vi, at (a. V.o.w.u) fremstiller den hele Varmemengde, som i en Tids-Eenhed strømmer forbi det Punkt af Led- ningen, hvis Temperatur er «, samt, at (2aku) fremstiller det Dobbelte af den Varmemængde, som i samme Tid vilde strømme igjennem Ledningens Tværsnitsareal, hvis Vandstrommens Hastighed var Nul og Differentstemperaturen paa en Liengde-Eenhed af Ledningen var u. Men denne sidste Varmemengde vil aabenbart stedse være meget lille imod den første, naar 2k ovenfor fundne Verdi for m,, sees det imidlertid, at m, er et lille Tal, og det bliver derfor 7s à (Vow) | V ikke er ganske ubetydelig, og deraf følger, at ( TE) stedse er et stort Tal. Af den / 7 indlysende, ifølge Formlen (12), at (22) maa være saa lille imod (7 ak c Je at vi med til- strækkelig Nøiagtighed kunne skrive: hp Mo = en + aVow Men nu er p = Da og a = Ale og folgelig erholde vi: see 0 V6? ow’ som sammenlignet med foranstaaende Udtryk for m, viser, at, da vi for Vand have 9 — I og w — 1, saa er: NT LL Veal (ee UN egy ee (27) hvor A er den Varmemængde, udtrykt i Cubikfod Vand opvarmet 1° C., som udstrommer i Secundet igjennem en Qvadratfod af Ledningens Overflade, naar Ledningens Varme over- skrider den omgivende Lufts Varme med I Grad Celsius. : = h ; Indsætte, vi det ovenfor fundne Udtryk, m, = === i Formlen (12), erholdes: = ow. WAR = a Pet Bl (Uy One nm so A ACC ee EEE (28) Staaer Vandet derimod stille i Ledningen, saa er V — 0, og i dette Tilfælde reducerer Formlen (12) sig til den bekjendte Formel for Varmens Forplantelse i en prismatisk eller cylindrisk Stang, nemlig: (ph u— 6, = (uy — ajo Vex = Men bemærkes herved, at, hvad enten Vandet staaer stille eller ei, maa Størrelsen h være den samme, naar Temperaturen er den samme, saa finde vi, naar vi erindre, at h h 2 Constanten g, = m,. V = 2. og altsaa — = 9,01, at ovenstaaende Formel kan skrives: ow pus u— 0, = (uy— Ole 4 7 som kun er afhængig af Varmeledningsevnen Æ, men er uafhængig af Varmeudstraaleevnen A. Efter at jeg nu har udviklet de Formler som fremstille Varme-Forholdene, der svare til en Ledning, som gjennemstremmes af en constant Strøm af varmt Vand under per- manente Temperaturforhold og derved tillige har paaviist, at den Newtonske Lov og de Poissonske Formler stemme med Forholdene i Naturen, vil jeg betragte det Tilfælde, hvor Ledningen er fyldt med varmt Vand, som er stillestaaende, et Tilfælde, som blandt andet indtræder, naar Afløbshanen B pludselig lukkes efterat Temperaturforholdene i Ledningen under en given Vandføring ere blevne permanente. I dette Tilfælde vil ikke alene den i Ledningen indeholdte Vandmasse tabe i Varme, men ogsaa selve Ledningens Varme vil tabe sig med Vandets Varme. Betegne vi Vædskens Tæthed og Varmefylde ved 9 og w og Ledningens Tæthed og Varmefylde ved 9, og w,, såa vil den samlede Varmemængde, som Vædsken og Ledningen indeholder, naar Temperaturen er u, være: - [ewd? + 9,w,(D* — d?)]u og da det, som sagt, er klart, at den samme Ledning maa udsende ligemegen Varme, hvad enten Vandet staaer stille eller flyder igjennem samme, naar blot Temperaturen er ligestor 96 i begge Tilfælde, saa vil det ogsaa være indlysende, at, naar Vandet staaer stille, saa vil Tiden, som medgaaer for at Temperaturen skal synke fra z, til u, være fremstillet ved Formlen : __ owd® + 0,%,(D? — d°) ik owed? DE ae ee (29) idet 7’ er bestemt ved Formlen (21). I det foreliggende specielle Tilfælde, som vi have undersøgt, var D — 1,32“ og d = 1“, altsaa 2— I og (D? — d?) = 0,74 D Tommer. Sætte vi nu 9 = | og w — I, 9, = 7,5 og w, — 0,11, respective for Vandstrømmen og for Jernledningen, saa finde vi GE TE som viser, at Afkjolingstiden for Vand, som stod stille, maatte forøges med henimod ? af hvad den var, naar Vandet strømmer igjennem Ledningen under permanente Temperaturforhold. Indsætte vi Værdien for 7, som for dette specielle Tilfælde er udtrykt i Formlen (18), saa finde vi 7,, udtrykt i Minuter, ved Hjælp af følgende Formel: 89 u,— Oy I = . log (— Sh ath RZ es ae à ' 1+0,05. A log E - a. ) en Jeg skal nu fremstille Resultaterne af en Række af Forsøg, som jeg udførte, efterat Forsøgene af 3die Februar vare sluttede og Afløbshanen B var lukket saa nær i, at Vand- føringen kun beløb sig til 1 Pot i 6 Minuter, og Stromhastigheden følgelig var 1 Fod pr. Minut. Denne ringe Strømhastighed vedligeholdtes under Forsøgene for nogenlunde at ophæve den forøgede Atkjøling, som det antoges, at de af denne tynde Ledning fremstaaende Maalerør kunde give Anledning til, naar Vandet var ganske stillestaaende i Ledningen, uagtet | bemeldte Maalerer, tilligemed Ledningen, umiddelbart ved Maalererene, bleve beskyttede mod særlig Afkjøling ved noget omviklet Filt. Efter at Forsøgene af 3die Februar, der ere meddelte i Tab. I, vare tilende, blev Afløbshanen B lukket, lige umiddelbart efterat samtlige Temperaturer i alle 9 Maalerør vare noterede, og derpaa bleve Temperaturerne i disse Maalerør bestemte, Minut efter Minut saaledes, som de findes anførte i efterfølgende Tabel Ill, hvori u betegner Temperaturen og T, Tiden, i Minuter, da u observeredes, regnet fra det Oieblik (Kl. 35 40%), da Hanen B lukkedes. i Tabel III. VIII. Forsøgsrække. 5 Maalerør i ee ee oe Nr.@. | Nr? | NS | ras. EJ « |] =» able abe] he [ed = ae 12247. Om | 119,59; Om 117,0?) Om 114,07; Om) 110,0?) Om 1 105,79) Om 105,5 | Om" 102,4°| Om} 99,0°) Om 109,5 | 2501085 | 35| 973 | As 90,1 | 551 817 | 65) 730 | 75| 740 | 8,5 650 | 95 74,0 105 63,2 |11,54 69,0 [12,54 63,0 /13,5) 55,8 |145) 47,0 |15,5{ 51,5 | 16,5 | 43,5 |17,5 50,4 185! 433 1195) 47,0 (20,5! 43,6 121,51 38,6 1225) 33,5 123,51 34,9 124,51 30,7 |25,5 36,0 126,54 31,4 (275) 30,6 (285 31,1 129,51 26,7 130,5} 25,0 31,54 22,5 132,54 23,0 | 33,5 | | 29,0 1345: 234 35.5 20,0 | 36,5 | 97 r Ved at betragte denne Tabel, viser det sig, at de stedfundne Afkjolinger have været en Deel forskjellige, saavel til forskjellige Tider, som paa de forskjellige Punkter af Lednin- gen. Blandt andet see vi, at Afkjolingerne have været forholdsviis størst ved de ydre En- der af Ledningen, hvor Maalerorene Nr. 3 og 7 vare anbragte, hvilket har sin naturlige Grund deri, at disse Punkter laae friest og meest udsatte for Vinden. See vi bort herfra og fra den lille Varmemængde, som stadigt tilførtes Forsagsled- ningen derved, at Vandet ikke stod fuldkommen stille, saa skal Temperaturaftagelsen altsaa kunne fremstilles ved Formlen (30), naar Z tillægges den Værdi, som følger af de omtalte Forsøg og som kan bestemmes af Ligningen: g = 0,0003 (1 + 0,05. H) — 0,0006067, som giver H == 20 Fod, der indsat i (30) giver: \ —6 T, = 44. log (75 tel u— Oy Ved nu at betragte de forskjellige Maaleror, og ved for ethvert af disse successivt at indsætte den oprindelige Temperatur, svarende til det Øieblik, da Aflobshanen B blev lukket, istedetfor w, samt ved derhos at erindre, at Lufttemperaturen under alle Forsøgene var 0, = 3,0°, saa finde vi Slutoingstemperaturen for Maaleroret Nr. 2, svarende til 7, = 34,5", at vere: u — 16° Do. 3, — = 25% = D == is Do. 4, — = 305% = sæ ile Do. 5, — = N = a = AU" Do. 6, — = 30,5", — mn = ie Do. fle — = AU, = my == TS Do. 8, — == 2 — u — 15° Do. Di: — = 335", — D == it, hvoraf fremgaaer, at de saaledes beregnede Slutningstemperaturer for de forskjellige Maale- rer alle ere mindre end de observerede, vesentligt hidrorende derfra, at Vandstrommen ikke stod stille i Ledningen, men tvertimod uophorligt tilforte denne en lille Varmemengde, som især viser sig ved Maaleroret Nr. 2. Afvigelserne ere forøvrigt saa smaa, at jeg ikke tor opholde mig ved at undersøge, om de maaske tildeels kunne hidrøre fra, at Vindhastigheden kan have været mindre end forudsat (20 Fod pr. Sec.), især da jeg ikke tor tillægge disse Afvigelser nogen stor Vægt, fordi Ledningens Diameter var temmelig lille for denne Slags Forsøg, og jeg kan saameget bedre forbigaae disse Afvigelser her, som jeg i det Følgende vil komme til at fremstille andre Forsøg med større Rør, der ere mere paalidelige i denne Henseende. Før jeg gaaer over til at beskrive de Forsøg, som jeg har udført med en Ledning af 4 Tom. Rør, skal jeg fremhæve Resultatet af et Forsøg, som jeg udførte med den 1 Tom. Ledning efter at alle foranførte Forsøg vare tilende, og som formeentlig fortjener at noteres, Vidensk. Selsk, Skr., 5 Række, nalurvidensk. og mathem. Afd, 7 Bd. 15 98 ; \ Det var mig nemlig ubekjendt, hvorvidt Vand, under ellers lige Forhold, strømmer lettere og derved tillige hurtigere igjennem en Rørledning, naar det er varmt, end naar det er koldt; men det forekom mig, at, naar man seer hen til andre Vædsker (forskjellige Olier t. Ex.), hvis Bevægelighed voxer med Temperaturen, var det ikke usandsynligt, at noget saa- dant ogsaa kunde finde Sted ved Vandet. For at prøve, hvorledes det i denne Henseende forholdt sig, aflukkede jeg Afløbshanen B paa Ledningen og lod Vandet i samme henstaae, under Damptrykket i Kjedlen, indtil Vandet i Ledningen havde en Temperatur af mellem 2 og 4 Grader C. Derefter aabnede jeg Afløbshanen B saaledes, at Vandføringen beløb sig til 15 Potter i 33 Sec., og da jeg ligefrem bestemte Middeltemperaturen af den saaledes ud- A strømmende Vandmængde, fandt jeg denne at være c. 4 Grader. Efter at Vandet derpaa i nogen Tid havde vedblevet at strømme igjennem Ledningen, maalte jeg Ledningens Vandføring paany, under uforandret Damptryk i Kjedlen, og fandt, at denne endnu beløb sig til 15 Potter i 33 Sec., skjøndt det udstrømmende Vand nu havde en Temperatur af c. 90°C. — I Hen- hold hertil troer jeg derfor at turde antage, at Modstanden imod Vandets Bevægelse i en Ledning ermeget nær ligestor, enten Vandets Temperatur er 4° eller 90° Celsius. Efter at Forsøgene med den 1 Tom. Ledning vare tilende, blev denne Ledning bort- taget og en Ledning af Atommige Støbejernsrør samlet og opstillet i dens Sted. De forskjellige Rør, der bestode af almindelige Vandledningsrør, bleve samlede med Blypakninger paa sædvanlig Maade og forøvrigt opstillede saaledes, som efterfølgende Skitze, Figur 2, viser: 99 Ledningen var henlagt paa Træbukke, ligesom den 1 Tom. Ledning, med et jevnt Fald fra A til N; dens Hoide over Jorden ved C var 3 Fod og dens Hoide ved M 2 Pod 2”. Afstanden fra Maalerør Nr. I til Maalerør Nr. 2 var 10° 8%4” dansk. Do. Nr? — Nr. 3 — 12° 954“ Do. Nr. 3 — Nr. 4 — 13° 194 Do. Nr. 4 — Nr. 5 — 9° 91%“ Rorledningens indre Middeldiameter var 3,9 Tommer — 0,325 Fod dansk og dens ud- vendige Middeldiameter, uden Hensyn til Mufferne, var 4,66 Tommer — 0,39 Fod, men med Hensyn til disse kan den sættes lig 0,40 Fod. Vægten af hele den 4 Tom, Ledning, med Und- tagelse af Røret GH, var 885 & og Vægten af Røret GH, der havde en indvendig Dia- meter af 0,5 Fod, en udvendig Diameter af 6%4 Tom. eller 0,5625 Fod og en Længde af 22 Tom., var 47 &. Den indvendige Lysning af den 4 Tom. Ledning kan sættes lig 0,083 D Fod og den i samme indeholdte Vandmasses Vægt lig 243,4 &. Maalerorene vare indskruede saa dybt, at Overfladen af Bundproppen laa 2%s til 2%s Tomme under Rorets Overkant og Qvik- solvhoiden i disse beløb sig til 1 Tom. over Bunden. Hele Ledningen, som i varm Tilstand var bleven overdraget med et tyndt Lag af Steenkulstjære, havde et næsten ganske mat Ud- seende. Med denne Ledning blev der foretaget følgende Forsøg: IX. Forsøgsrække. Under en Vandføring af 15 Potter i 69 Sec., eller 0,0068 Chfd. pr. Sec., udførtes d. 13de Februar følgende Forsøg. Vinden var Østen, men temmelig stille; Luften halv klar med lidt Solskin igjennem den disige Luft, Lufttemperaturen var — 1,4 C. Tabel IV. Forsøgenes Maalerørenes Nummere. Nummer. 5 | TE Te i 1. NORS 2: | 3. | 4. | 5. 1 118,8° 0. | 123,09 C. | 1180°C. | 1130°C. 109,1° C. 2 120,0 | 123,7 118,8 114,0 110,0 3 1192 101030 1190 | 1148 110,9 4 ite | abe 1180 | 1142 110,6 5 115.7 | 119,5 116,5 113,2 109,5 6 116,1 |. 120,0 115,2 eat 107,7 7 114,2 116,7 1142 | 110,6 107,3 S 115,0 117,3 114,4 RE 109,4 Efter at denne Række af Observationer var tilende, lukkedes Aflobshanen N heelt i; Vandforingen var altsaa — 0. Derefter observerede jeg Temperaturen i de to Maaleror Nr. 2 og 4 til bestemte Tider, og Resultatet af disse Forsog findes i efterfolgende Tabeller \ og VI, hvori 7, betegner Afkjolingstiden, udtrykt i Minuter, og w betegner Temperaturen 13° 100 af Vandet. Aflobshanen lukkedes omtrent Klokken 1Y4 Eftermiddag og Forsøgene, der be- gyndtes samtidigt, varede til Klokken 5% Eftermiddag. Ved Forsøgenes Begyndelse var Luft- temperaturen som for — 1,4? C., efter en Tid af 47 Minuter var den aftaget til — 2,2° C., og ved Forsøgenes Slutning var den — 4,0? C. Tabel V. Observation ved Maalerøret Nr, 2. X. Forsøgsrække a. PT 0 0,5 2,0 3,5 5 8 11 | lå 1 | 22 Minuter. u 117,3 116,7 113,9 111,6 109,6 106,2 102,2 | 98,8 95,0 | 89,7 | Grader C. 7 27 an ay 62 77 92 | 107 | 139 | 182 | 227 | Minuter. u 85,0 | 77,0 69,2 59,6 51,0 44,0 37,7 | 27,1 | 17,2 | 10,4 | Grader C. Tabel VI. Observation ved Maalerøret Nr. 4. X. Forsøgsrække b. T, 0 1,5 3 4,5 7 10 13 16 19 | 24 Minuter. u 112,5 104,4 103,0 | 101,0 98,0 94,2 97,1 87,7 84,7 | 79,7 | Grader C. T, 29 39 19 64 79 94 109 141 184 | 229 | Minuter. u TAA 68,0 61,0 51,8 43,8 37,8 32,0 23,0 14,3 | 8,2 | Grader C. Den låde Februar foretog jeg følgende 3de Rækker af Forsøg med den 4 Tom. Ledning. XI. Forsøgsrække. Klokken 11 Formiddag under sydlig Vind, temmelig stille Veir, graa Luft, samt ved en Vandføring af 15 Potter i 260 Secunder eller 0,0018 Cbfd. pr. Sec. Lufttemperaturen = 0,5? C. Tabel VI. Forsorenes Maalerorenes Nummer. 1. 2. 3. 4. 5. Nummer. 9 118,89 C 122 C 103,0? C. 93,4° C. 87,79 ( 10 118,7 112,3 103,0 93,3 87,6 it 120,0 112,4 103,1 92,9 87,0 12 121,2 113,2 103,0 92,0 86,1 XII. Forsogsrække. Forsøgene fortsattes samme Dag Kl. 12. Vinden var bleven Nord-Nord- vest, men det var næsten stille Veir og forøvrigt som Kl. 11. Lufttem- peraturen var 1,0? C. og holdt sig meget eensformig. 101 Tabel VIII. Forsøgenes Maalerørenes Nummer. Det udstrømmede Nummer. 1. 2. 3. A = 5. 2 Vands Varme. 13 121,0? C. 1141° C. 103,9° C. 91,7° C. | 84,990. 14 121,8 114,8 104,1 92,0 85,0 83,59. 15 120,1 114,3 103,7 91,1 84,9 | Dette Førsøg sluttedes Kl. 11. XIII. Forsøgsrække. Forsøgene fortsattes samme Dags Eftermiddag Kl. 4, men under en Vandføring af 1 Pot i 25 Sec. eller 0,00125 Cbfd. pr. Sec., Vind og Veirforholdene vare omtrent som Kl. 12; lidt Solskin. Tabel IX. Forsøgenes Maalerørenes Nummer. | Det udstrom. | Luftens 24 Klokkeslet. Nummer. Vands Varme. Varme. 4. 2. 3. 4. 5. | 16 117,59 C. | 106,0° C.| 90,7% C. 74,3°C. | 67,8°C | | 1,0°°C. | 4 17 117,3 104,9 89,0 72,2 65,1 | —1,2 5 18 117,1 104,1 88,9 71,4 65,0 | | 19 117,1 104,1 88,5 71,2 ao eo 54 XIV. Forsøgsrække. Forsøgene med den 4 Tom. Ledning bleve fortsatte d. 15de Februar under en Vandforing af 1 Pot i 53 Sec. eller 0,00059 Cbfd. pr. Sec. Sydvest Vind, men temmelig stille, graa Luft. Tabel X. Forsogenes Maalerorenes Nummer. Det udstrem. Luftens | | = | Klokkeslet Nummer. ame |) NENG Varme: Varme. 1. | 2: 3. 4. 5. | 20 100,5°C. | 78,09G. | 55,09G. | 37,0°C. 28,6°C. | 27,49 —2,09 ( 3 Efterm. 21 100,9 77,7 55,0 37,0 28,7 27,39 22 102,3 77,5 54,1 36,5 27,8 | > — 23 102,1 78,0 54,0 36,2 28,3 | 27,8? —1,0 Det bemærkes, at Samlingen ved G, Fig. 2, var noget utæt og gav omtrent 1 Pot Vand i 10 Minuter. 102 Den 13de Marts blev der foretaget følgende Forsøg med den 4 Tom. Ledning i Middagsstunden, under en Vandføring af 15 Potter i 71 Sec. eller 0,0066 Cbfd. pr. Sec. Luften var graa, men næsten ganske stille; Vindens Hastighed c. 10 Fod pr. Sec. XV. Forsøgsrække. Tabel XI. Forsogenes Maalerorenes Nummer. Intense Nummer. >. T F | | Varme: Were: POUR RS Een) 24 120,9° C. | 117,7°C. 114,09 C. 112,5°C. | 109,89'G 0,99 C. 25 120,9 | 118,8 | 114,0 112,0 109,5 Betragte vi Forsøgene Nr. I til 8, som findes i Tabel IV. og ere udførte med den + Tom. Rorledning , saa viser det sig, at Temperaturen i Maaleroret Nr. I er mindre end 2 og omtrent ligestor med Temperaturen i Maaleroret Nr. 3 Temperaturen i Maaleroret Nr. Anledningen til dette Forhold, som ved første Oiekast skulde synes. at være en Umulighed, finder man imidlertid i Construktionen af Apparatet. Vandet fra Dampkjedlen strømmede nemlig ind i Forsogsledningen igjennem et lille halvtommigt Rør, og Vandstrommen havde altsaa ved Indtredelsen i den 4 Tom. Ledning en forholdsviis betydelig Hastighed imod den, hvormed Vandet i Forsogsledningen ellers bevægede sig, og da det indstrommende Vand ikke i et Oieblik kunde afgive sit Overskud af Hastighed over den i Forsogsledningen nor- male Hastighed, men nødvendig kun kunde tabe denne efterhaanden, som den mødte Mod- stand, saa er det klart, at i Forsogsledningens Munding kunde Vandmassen ikke heelt og holdent komme i Drift. En Deel af denne Vandmasse er altsaa alene bragt i en hvirvlende Bevægelse i Nærheden af Indlobet, formedelst den hurtigt indtrædende Strom fra det halv- Men Drift efter at Straalen havde passeret Maaleroret Nr. 1, Vandmassen forst kunde komme i saa kunde dette Kor naturligviis heller ikke angive det tommige Rør. naar hele indstremmende Vands Varme. I Henhold til det saaledes Udviklede, tor vi derfor kun antage Angivelsen af Maale- røret Nr. I som rigtig, naar Stromhastigheden er ganske lille; i andre Tilfælde maae vi ude- Med Hensyn til de af Vandstrommen gjennemlobne Liengder af 2 til lade denne Observation. Ledningen, bemærkes her, at Afstanden fra Maaleroret Nr. ethvert af de efterstaaende Maaleror i den 4 Tom. Ledning var følgende: Afstanden fra Maaleror Nr. 2 til Maalerer Nr. 3 var . Do. Do. Gaae vi nu ud fra de 25 Forsøg, D h — 9 Zs = 9 ~ = — Se Tab. IV, som ere angivne i 12,8 Fod. 26,0 35,75 — VII, VIII, IX, X og XI, samt antage vi foreløbigt, at Loven for Temperaturaftagelsen langs ad Ledningen kan fremstilles ved Formlen (15), saa vil det ikke være vanskeligt at bestemme de Værdier for Constanterne m og log (u, — 4,) som efter Forsøgene ere de sandsynligste for hver af disse 6 Grupper af Observationer, og det vil da vise sig, om Antagelsen, at Formlen (15) frem- stiller den søgte Lov, stemmer med Erfaring, samt hvorvidt de øvrige udviklede Formler for Varmens Fordeling i og Udstrømning af en cylindrisk Ledning for varmt Vand kunne ansees for at være rigtige. Betragte vi til den Ende Forsøgene Nr. I til 8, Tabel IV, og søge vi Middeltallene af Værdierne for (4 — 8,), svarende til hvert enkelt Maaleror, idet vi antage Lufttemperaturen 6) = — 1,4, saa finde vi følgende 4 Ligninger til Bestemmelsen af de to Størrelser m og log (Uo cl 69): log (u, — 05) = 2,08636 + 0,00. m log (un — 05) = 2,07262 + 12,8 .m log (un — 00) = 2,05805 + 26,0 .m log (wo — 05) = 2,04454 +: 35,75 . m og ved herpaa at anvende den approximerede mindste Qvadratmethode, som jeg har med- delt i Videnskåbernes Selskabs Oversigter for Aaret 1857, finder man let følgende Værdier: m == 0,001167 og log (un — 0,5) = 2,08718. Indsættes disse Værdier i Formlen (15), findes: log (u — 0,5) = 2,08718 — 0,001167 . a, hvoraf Værdierne for (4 — @,), svarende til de forskjellige Maalerør, lade sig beregne. Udfore vi denne Beregning og sammenstille vi de beregnede Temperaturer med Middeltallene af de observerede, saa finde vi: , - Maalerorets Nummer. 2. | 3. | 4. 9. Observeret w........ 120,6° C. | 116,8° C. | 112,99C. 109,49 C. RS 7.3 1208 | 1167 | 1126 | 109,4 Differents.......... =| 0,1 0,3 0,0 som viser, at de beregnede og de observerede Temperaturer næsten ganske falde sammen. Ville vi dernæst sammenligne ovenstaaende Formel med Formlen (22) i det Fore- gaaende, saa maae vi erindre, at, medens den her omhandlede 4 Tommers Stobejerns Vand- ledning havde et Overdrag af Steenkulstjære, saa havde den Itommige Smedejerns Ledning, hvormed de tidligere omtalte Forsøg bleve udførte, sin naturlige metalliske Overflade, og som en Følge heraf maae vi indføre en Coefficient », som afhænger af Forholdet mellem Varme- Udstraaleevnen for de to Ledninger, men som maa være den samme i alle Forsøgene. En Sammenligning mellem den her fundne Formel for Varmens Aftagen langs ad den 4 Tom. Ledning og Formlen (22) viser da let, at vi maae have: 1+0,05.4 D == 0,001167 = n. OR m 0.001167 n 70400 Q 104 men da vi fremdeles have D = 0,4 Fod og Vandføringen Q = 0,0068 Cubikfod pr. Sec., altsaa == 58.8, saa finde vi folgende Betingelsesligning:_ 0,001167 = 0,00083 (1 + 0,05. H). n. Betragte vi dernæst Forsøgene Nr. 9—12 Tabel VII, som udførtes under en Luft- temperatur 4, — 0,5”, og tage vi ogsaa her Middeltemperaturerne for hvert Maaleror, saa findes, naar vi indsætte de forskjellige Verdier for («—6,) i Formlen (15), følgende 4 Ligninger: log (uo — 06) = 2,0492 + 0,00. m log (u, — 65) 2.01072 + 12,8 .m log (45 — 80) 1,96567 + 26,0 .m log (u, — 05) = 1,93752 + 35,75 . m hvoraf paa lignende Maade erholdes: m = 0,00316 og log (un — 05) = 2,04976. Naar disse Værdier indsættes i Formlen (15), saa kan man beregne de Temperaturer, som svare til de forskjellige Maalerør; udføres dette og sammenstilles Resultatet med Middeltallene af Forsøgene Nr. 9—12, saa finde vi: Maalerørets Nummer. sk | 2. 3. | 4. | 5. I 10000 mn nn Observeret u........ 119,7 C. 112,5°C. 103,0° C. 92,97 C. | 87,196. Beregüet u.» .. u... 121,8 112,6 102,8 93,4 | 86,9 DIT nase: —2,1 —0,1 0,2 — 0,5 | 0,2 som viser, at med Undtagelse af Temperaturen i Maalerøret Nr. 1, der synes at have været c. 2 Grader for lav, stemmer de beregnede og de observerede Temperaturer særdeles vel overeens. Naar vi dernæst atter her sætte: 1+005.H D 70400 ° Q : E D 3 og bemærke, at D — 0,4, Q = 0,018 og a= 222, saa finde vi: Le 0,00316 == n . 0,00315 (1 + 0,05. A). Underkaste vi Forsøgene Nr. 13—15, Tabel VIII, en lignende Beregning, idet 6, = 1,0? m = 0,00316 — n ? saa finde vi følgende 4 Ligninger til Bestemmelse af m og log (u, — 8,) log (u, — 05) = 2,05461 + 0,00. m log (u, — 05) = 2,01242 + 12,8 . m log (u, — 05) = 1,95713 + 26,0 .m log (u, — 05) = 1,92376 + 35,75. m og deraf følger paa samme Maade, som forhen: m == 0,0372 og log (4, — #,) = 2,05630. Men heraf finde vi: 2 3. 4 Observeret w........ 121,09 C. 114,49 € 103,9°C. | 91.6°C Beregnet u... .... 125,8 114,8 103,0 | 92,1 Dilfenon spe 25 er —4,8 —0,4 0,9 | —0,5 som atter, med Undtagelse af Temperaturen i Maalerøret Nr. 1, der synes al have været , 4,8? for lav, viser en næsten fuldstændig Overeensstemmelse med de observerede Temperaturer. Sætte vi nu fremdeles: il SE 0,05. H D ONE = EE CS SA 70400 Q D 2 ; og oies 222, ligesom foran, saa finde vi: 0,00372 — x .0,00315 (1 + 0,05. 7). Underkaste vi Forsøget Nr. 16, saa finde vi: Tabel IX, en lignende Beregning, idet 4, log (u, — 06) = | log (wg — 65) log (to — 4) = log (Uo + 65) = 2,02119 + 0,00. m 1,95279 + 12,8 . m 1,86510 + 26,0 . m 1,82478 + 35,75 . m følgelig: m == 0,005622 og log (u, — 09) = 2,02071, og deraf fremgaae folgende Værdier for x: = I = $ 7 PER | 5 Er | ni = Maaleror. Ni. 4. | 2. 3 do | Un lobsenverctie ern: 117,5°C | 106,09 C 90,79 C 14,8° C 67,8° ¢ u (beregnet) . . SAS... 121,5 | 105,9 89,7 75,9 67,0 IMAM. ooo Ga S00 © —4,0 0,1 1,0 — 1,6 0,8 som ligeledes, paa Nr. I nær, stemme meget godt med Observationerne. F | 1+005.4 D Sette vi m == (,005622 — - og bemærke, at D 70400 °Q Ds : 2 Q = 0,00125 Cbfod, altsaa Oi 320, saa finde vi: 0.005622 — n. 0,00455 (1 + 0,05. A). giver: log (un — 0 9) = 2,02490 + 0,00 . m log (wy — 69) = 1,96047 + 12,8 . m log (u, — 09) = 1,86392 + 26,0 . m log (un — 04) = 1,82282 -+ 35,75 . m Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk, og mathem. Afd. 7 Bd. 14 « En lignende Beregning anvendt paa Forsøgene Nr. 17— 19, Tab. IX, idet 6, = 0,4‘ „Oo — 1,57, 106 hvoraf: m — 0,00584 og log (u, — 4.) — 2,02688, og heraf finde vi følgende Værdier for x, svarende til de forskjellige Maaleror: Maalerør. Nr: 1. 2 | 3. | 4. 5 u (observeret) ....... 11722 | 104,49 C. | 88,89. | 71,696 | 65,09 C 2 | wilbereenet) =." 121,4 | 104,9 88,1 | 73,5 | 64,8 Diferents PU —å,2 —0,5 N À in | 0,7 der ogsaa stemme ret godt med de observerede Temperaturer, undtagen for Maaleror Nr. 1, hvis observerede Temperatur synes at have været c. 4° for lav. — Da Vandforingen her var den samme som i sidste Tilfælde, saa finde vi: m = 0,00584 — n.0,00455 (1 + 0,05. H). Naar vi fremdeles underkaste Forsøgene Nr. 20—23, Tab. X, en lignende Beregning, idet 6, — — 1,5°, saa finde vi følgende Ligninger: log (u, — 05) = 1,89927 + 0,00. m log (4, — 0,) = 1,74819 + 12,8 . m log (uy — 05) — 1,58206 + 26,0 . m log (u, — 6,) = 1,47567 + 35,75. m |, og deraf erholdes: m == 0,01194, log (u, — 05) = 1,89883, hvoraf vi let finde følgende Værdier for u: em) Maaleror. Nr. 4. 2. | 3 4 | 5. u (observeret 101,99 C. 71;8°C: 54,52C 36,89 C. | 283° C. u (beregnet Prone 105,0 77,7 »4,2 37,3 28,1 Differents - —3,1 0,1 0,3 —0,5 0,2 der atter stemme særdeles godt med de observerede Temperaturer, undtagen for Maalerøret Nr, 1, hvor den observerede Temperatur omtrent har været 3? for lav. Sætte vi: 1+005.H D m 0,0119 = n. SAT do 10400 (4) . I in D z i : idet D = 0,4", Q = 0,00059 Chfd., altsaa i= 678, saa finde vi: 0,01194 — n.0,00963 (1 + 0,05. A). Tage vi Middeltallene af Observationerne Nr. 24—25, Tab. XI, idet vi bemærke, at Lufttemperaturen var 4, 0,9°, saa erholde vi folgende Bestemmelsesligninger for m og log (u, — 6,) 107 log (4, — 05) = 2,06930 + 0,00. m log (ug — 05) = 2,05346 + 12,8 .m | log (&, — 09) = 2,04650 ++ 26,0 .m | log (u, — 05) = 2,03623 + 35,75. m | som give: m == 0,000885 og log (wy — 0,) — 2,06789, og deraf findes følgende Værdier for uw: Maaleror. Nr. 1. | i 3. | 4. 5. u (observeret) . . . . . .. 120,9° €. | 118,2°C. 114,09 C. 11200 109,6° C. AIDE PEN EL) m: 120,4 117,8 114,8 111,8 109,6 Diterents ee en rr 0,5 Gun | —0,8 0,4 0 hvilke beregnede Temperaturer alle stemme med de observerede. Sætte vi her, som i det Foregaaende, . 1+00.H D 70400 °Q m == 0,000885 — 7 Å se D og bemærke, at D = 0,4, Q = 0,0066 Cbfd., altsaa OF 60,6, saa finde vi: u 0,000885 — n . 0,00086 (1 + 0,05. H). Under disse sidste Forsøg blev Vindens Hastighed observeret at være c. 10 Fod pr. Sec., men da det derhos er bemærket om Veirforholdene, at »Luften var graa, men næsten ganske stille«, saa troer jeg at turde antage, at Vindens Virkning paa Apparatet i det Hoieste har svaret til H — 5 Fod. Antage vi dette, saa finde vi: 0,000885 == 0,00108 . 7, som giver: Benytte vi denne Værdi for n, såa finde vi i Henhold til det Udviklede følgende Værdier for Vindens Hastighed: 1. Under Forsøgene Nr. I—8..... Æ — 13,6 Fod 2: — Nr, 9—12" Fe EE —— 3. — Nie, TRS 5 2 5g Jah ES — 4. — NEE 6 gee leh = Ne — or — NES (Je lire 6. _ NGS? U2 sec ale Mi = fie — Ni DIE SOC = Er = hvilke Værdier alle liege indenfor Sandsynlighedens Grendser; men jeg skal dog ikke nægte, at jeg anseer det for muligt, ja endog for sandsynligt, at » ligger Eenheden endeel nær- mere, end her er angivet. EN 108 Derimod troer jeg nu, at det fuldstændigt er blevet beviist, at, naar en varm Strøm ledes igjennem en Jernledning, vil Temperaturen af Vædsken, som i Tiden ¢ har gjen- nemløbet Længden x af Ledningen, noiagtigt være fremstillet ved Formlen (28), naar denne Temperatur ligger mellem Grændserne 0 og 125 Grader Celsius; og af den fuldkomne Overeensstemmelse imellem Formlen (28) og Observationerne i dette Interval maa jeg derhos slutte, at bemeldte Formel sandsynligviis stemmer med Erfaring for meget hoiere Tempera- turer end 125°. É Men naar Varmen, der udstrømmer igjennem en Rørledning, følger den Newtonske Lov, naar Vandet er i Bevægelse, saa maa Varmetabet ved denne Rørledning, i Tilfælde af at Vandet ikke er i Bevægelse, som alt tidligere bemærket, ogsaa følge Newtons Lov, og for at prøve, om dette stadfæstedes af Naturen, blev den Sde Forsøgsrække, som findes i Tab. IL, udført med den 1 Tom. Ledning. Da denne Forsøgsrække imidlertid ikke kunde klare Spørgsmaalet, fandt jeg mig foranlediget til at gjøre nogle directe Forsøg med' den 4 Tom. Vandledning, og Resultatet af disse Forsøg har jeg fremstillet i Forsøgs-Rækkerne X. a. og X. b. Den første af disse Forsøgsrækker blev udført ved Maalerøret Nr. 2. Bestemmes Differentstemperaturen (z —Ø,) svarende til de forskjellige Værdier for 7, og de tilsva- Ug — Io rende Værdier af log ( 5 \ u — 0 ): idet vi for Udgangstemperaturen z, sætte den Verdi, som : i - Uy — 0 svarer til 7, — 0, saa vil det være let at bestemme Forholdet f mellem 7, og log ( ° ; 2) u— 0 svarende til de forskjellige Værdier af 7,, hvorefter Loven for Temperaturens Aftagelse med Tiden vil være: u— 0, BR, = tof)... se SD hvor f skal være Constant, i Henhold til Newtons Lov. Men udføre vi Beregningerne, saa viser det sig, at Forsøgsrækken \. a. giver følgende sammensvarende Værdier: T, 0 0,5 2 3,5 5 8 11 14 17 22 u — à 119,3 118,7 115,9 113,6 111,6 108,2 104,2 100,8 97,0 91,7 y —0 A log ( : 2 ) 0 0,002? 0,0126 0,0213 0,00 0,0121 0,058 0,0732 0,0899 0,1143 .U—0, f a 227 159 164 173 188 187 191 189 192 HI 27 37 17 62 77 92 107 139 182 227 (u — 0 87,1 79,1 71,4 61,9 53,5 16,7 10,7 30,8 20,8 14,4 —t log (° 2) 0,136 © Os | 0,220 | 0,249 | 0,3483 | 0.4073 | 0.4670 | 0,5052 | 0,7596 | 0,0183 f 198 207 211 217 221 226 229 234 240 247 109 En lignende Beregning udført med Hensyn til Forsøgsrækken X. b. giver følgende Resultat: | | Ti 0 LSet 3 45 -| 7 10 13 16 19 24 (u—6,) 1145 | 106,4 | 105,0 | 103,0 | 100,0 962 | 93,1 89,7 86,7 81,7 log Uo— 60 è | | | e 05 FEDE 0 0,0319 | 0,0376 | 0,0460 | 0,0588 | 0,0757 | 0,0899 0,1061 0,1208 0,1166 apa) | | | | | | f SLT 80 198 119 | 131 144 151 157 164 T, 29 39 49 | 64 | 79 | 9 | 109 |. 141 184 | 229 (u— 85) 77,5 70,1 63,2 | 541 | 46,3 40,5 | 35,0 | 26,2 17,9 12,2 log Uo— 00 i ay | | : ER 5 Er 0,1695 0,2131 0,2581 0,3256 | 0,3932 | 0,4513 | 0,5147 0,5405 0,8060 0,9725 ) | | | | f 171 183 190 | 197 | 201 | 208 | 212 | 9220 | 9298 235 | | | Af disse tvende Rækker af Forsøg fremgaaer det uventede Resultat, at f ikke er constant saaledes som naar Vandet strømmer igjennem Vandledningen. Tværtimod see vi, at f voxer regelmæssigt med Tiden, naar undtages det første Forsøg i Rækken \. a., som jeg ikke tør tillægge nogen sær Betydning imod alle de øvrige Forsøg, og væsentligt, fordi en lille Observationsfeil her vil have en mærkelig Indflydelse paa Resultatet. Af Formlen (31) kunne vi let bestemme den Hastighed, hvormed Temperaturen af- tager til enhver af de Tider, paa hvilke Observationerne ere udførte. Ved nemlig at dille- rentiere Formlen (31) finde vi denne Hastighed at være: du 2,3036 (- a) er (u — 6,); og for at erholde Temperaturtabet pr. Minut behøve vi kun heri at indsætte den observerede Værdi for w samt den i foranstaaende tvende Tabeller angivne tilsvarende Værdi for f. Men gjøre vi dette, saa viser det sig tydeligt, at Temperaturtabet voxer i et meget stærkere Forhold, end proportional med Differentstemperaturen alene. Dette stemmer altsaa overeens med Resultatet af Dulongs og Petits Forsøg, og Overeensstemmelsen er større, end man maaskee venter. Betragtes'f. Ex. Forsogsrækken X. a. og sammenstille vi Resultaterne deraf med Resultaterne af en Række af Forsøg, som Dulong og Petit have udført i atmosphærisk Luft af 20° Varme og 720™" Tryk"), saa erholde vi folgende Oversigtstabel over Temperaturtabene pr. Minut ved forskjellige Temperaturer: *) Da det ikke har været mig muligt at erholde Dulongs & Petits originale Afhandling i Ann. de Chemie & de Physique, saa har jeg anført denne Række af Forsøg efter Pogg. Ann, d. Physik B. 84. S. 134. . 110 | Temperaturtabet pr. Minut ifolge | T == Bu: Anmerkning. basarer EET ulongs etits | Forsegsrekken X. a. Forsøg. 116° C. 160 1,66° C. 6,46° C. I Dulongs & Petits Forsøg var (4 — 6,) ikke 116° men 1209. - 1009 191 1,20? 4,99? 80? 206 | 0,90? 3,77° 60° 216 0,64? 2,619 40? 230 0,40? 1,609 29? 240 0,19? 0,71? Heraf fremgaaer altsaa, at, med den Forskjel, at Dulongs & Petits Temperaturtab heelt igjennem ere omtrent 4 Gange større end det, som jeg har fundet, er Loven for Varmens Aftagelse med Temperaturen næsten ganske den samme, som den de have fundet. Erindres det nu, at Dulong og Petit experimenterede med store Thermometerkugler, imedens jeg har arbeidet med en Cylinder, men at den opvarmede Vædske, som i det ene Tilfælde var Qvikselv og i det andet Tilfelde var Vand, i begge Tilfelde var i Hvile, saa troer jeg heri at finde Nøglen til Forklaringen af den Uovereensstemmelse, som finder Sted imellem de Resultater, som jeg i det Foregaaende har udviklet, og dem, som Dulong og Petit have fundet, og jeg haaber, at det i det Felgende skal Iykkes mig at paavise, at, naar den New- tonske Lov er rigtig, saa maa der vise sig en saadan Forskjel, som den vi her have seet. Betænke vi nemlig, at det er blevet beviist, at under permanente Temperaturforhold er den i en Tidseenhed udstrommende Varmemængde stedse proportional med Differentsen mel- lem Rorledningens og den, samme omgivende Lufts Temperatur, saa er det, som jeg oftere har bemærket, ogsaa utvivlsomt, at Varmetabet i alle Tilfælde maa være proportionalt med Differentstemperaturen imellem Rørledningen og den omgivende Luft, uden Hensyn til Vandets Bevægelse i Ledningen; thi den eneste Indvirkning, som en saadan Bevægelse kan udøve med Hensyn paa Varmeforholdene, er aabenbart den, at Vanddelene stadigt blan- des imellem hinanden saaledes, at Temperaturen af hele Vandmassen derved bliver mere eensformig og Varmen ved Ledningens Overflade bliver større end ved Stilstand af Vandet i Ledningen. Fandtes der en Vædske, som havde en uendelig stor Varmeledoingsevne, saa maatte Varmen øieblikkelig fordele sig eensformigt over samme, og tænke vi os et saadant Fluidum at gjennemstrømme Rørledningen, saa maatte Temperaturen i alle Punkter være ligestor uafhængig af Varmestrømmen; men et saadant Legeme er hverken Vand eller Qvik- sølv, som begge tabe mere og mere i Varme efterhaanden som den gjennemløbne Deel af Rørledningen er større, og jeg kan tilføje: et saadant Legeme existerer ikke; thi det er bekjendt, at selv vore bedste Varmeledere frembyde en ikke ringe Modstand imod 111 Varmens Forplantelse. Da Varmeledningsevnen altsaa er endelig for alle Legemer og for Vandet forholdsviis er temmelig lille, såa aftager Temperaturen ikke alene med den af Van- det gjennemløbne Vei, men ogsaa fra det Indre af Strømmen ud imod Røroverfladen, der omgiver Strømmen. Naar Vandet circulerer i Ledningen, ville naturligviis Temperatur-Ulig- hederne i hvert enkelt Tversnit være, mindre end naar Vandet staaer stille i Ledningen, idet Vanddelene ved Bevægelsen stadigt blandes mellem hinanden, og Bevægelsen vil altsaa have samme Indflydelse, som om den forøgede Varmeledningsevnen, og omvendt vil en øie- blikkelig Standsning af Vandstrømmen have samme Virkning, som om Vandets Varmeled- ningsevne blev formindsket. Tænke vi os nu Vandet i Ledningen at være i Hvile, og Afkjølingen at være lige- stor i alle Retninger omkring Rørledningen, saa er det klart, at der vil strømme Varme ud til alle Sider fra Ledningens Axe lodret imod Roroverfladen. Men tænke vi os en med den givne Røroverflade concentrisk Cylinderflade, hvis Radius er r, lagt igjennem den i Roret indesluttede Vandmasse, saa maa den Varmemængde, som i en Tidseenhed strømmer ud igjennem denne Cylinderflade, være ligestor med den Varmemængde, som den Vandmasse, der begrændses af denne Cylinderflade, afgiver i samme Tid, og forudsætte vi endvidere, hvad stedse med Tilnærmelse kan antages, naar Nedsvalingen har fundet Sted i nogen Tid, at alle Punkter af hele Vandmassen tabe ligemegen Varme i lige Tid, saa er det ligefrem indlysende, at den Varmemængde, som i en Tidseenhed passerer ME den omtalte Cylinderflade, hvis Radius — 7, maa B- | være proportional medr?; men da denne Overflades 7” Størrelse kun voxer proportionalt med >, saa maa Varmestrommens Hastighed følgelig ogsaa voxe pro- portionalt med >. Ved at sammenholde dette med den Poissonske Formel (C), vil det være indlysende, at, naar % er constant, saa maa vi tilnærmelsesviis du 3 have — — —= A.r og som en Følge heraf: dr u = U-A.r:, idet U betegner Temperaturen i Ledningens Axe og Pal af A er en Størrelse, som er uafhængig af r. Men PRB RC heraf fremgaaer, at, naar vi tænke os et vilkaarligt Tversnit paa Ledningen fremstillet ved Cirklen ABD, hvis Centrum, svarende til Ledningens Axe, er be- liggende i Punktet C, og vi dernæst paa en vilkaarlig Diameter ACDi forskjellige Punkter 4, C,D,P,P,,P,,… 112 opreise lodrette Linier AE, CF, DG, PM, P,M,, P,M,,... hvis Længder fremstille Temperaturerne i disse Punkter, saa vil den Curve, som forbinder alle Endepunkterne E, M, M,, M., F, G, vere en Parabel, hvis Toppunkt F ligger i den Linie CF = U, som fra Centrum opreises lodret paa ACD. Tænke vi os nu Vandets Varmeledningsevne pludselig at blive forøget, saa er det indlysende, at, da Varmemængden bliver den samme, saa vil Temperaturen OF formindskes og Temperaturen AE — GD forøges, og samtidigt hermed vil naturligviis Temperaturen af de Vanddele, som ligge indenfor en vis Afstand PC, formindskes, medens Temperaturen af alle de Vanddele, som ligge udenfor denne Afstand, vil forages. De Vanddele, som netop befinde sig i Afstanden PC ville naturligviis beholde deres Temperatur uforandret. Jo større Varmeledningsevnen bliver, desto fladere bliver altsaa Parablen og desto større bliver følgelig Parablens Parameter, og omvendt, jo mindre Varmeledningsevnen bliver, desto mindre bliver 1 : É & ogsaa Parametren. Parablens Parameter aq voxer altsaa med Varmeledningsevnen, fra 0 til x, og betegne vi denne Parameter, betragtet som Function af Varmeledningsevnen %, ved Fik), saa kan foranstaaende Ligning skrives: r? = fk) (U — u). Da vi nu i det Foregaaende have seet, at Vandstrømmens Hastighed forøger Varme- ledningsevnen (A) eller, rettere talt, virker, som om den forøgede denne, saa er det klart, at Parablens Parameter voxer og aftager med Strømhastigheden. Tænke vi os for et Oieblik r at være Radius til Ledningens Overflade og u at vere Temperaturen ved denne Overflade, saa er det indlysende, at, da r bliver uforandret, hvilke Værdier man end tillægger Vandstrømmens Hastighed V og dermed k, saa maa (U—u) voxe, naar V aftager. Antage vi, at Vandledningen har en given constant Vandføring, og at alle Punkter af Strømmen befinde sig i en permanent Temperaturtilstand, samt at vi i et vist Øieblik aflukke for Vandet og derved sætte V — 0, saa vil & aftage til (£,) og f(k) aftage til f(%,), hvoraf nedvendigviis følger, at (U — u) maa voxe. Men da U istedetfor at voxe tværtimod vil aftage, saa er det aabenbart, at u maa aftage i et endnu stærkere Forhold, end U. I et Øieblik kan dog (U— u) ikke naae den Værdi, som tilfredsstiller Ligningen Fik) (U — u) = r*, eftersom den- Varme, der udstrømmer igjennem Ledningens Overflade, ved en given Differents imellem Rørledningens Temperatur u og Lufttemperaturen 6,, er en bestemt Størrelse, og det vil derfor medtage en vis Tid x inden (U— u) naaer sin Grændse og & bliver forandret til k,. Fra det Øieblik, Afløbshanen for Vandet lukkes, er altsaa dU du : i Så SKR ae = Fri; først efterhaanden nærme disse Størrelser sig hinanden, indtil de, efter Forløbet af en vis Tid z, blive ligestore. Men af den Omstændighed, at u aftager i et stærkere Forhold end U, fra det Øieblik at Afløbshanen lukkes, følger ligefrem, at (u — #,) og dermed den 113 igjennem Rørledningen udstrømmende Varmemængde til ethvert Tidspunkt ¢ maa være mindre end hvis U og w stadigt havde aftaget lige meget. I hvert enkelt Oieblik kunne vi med Tilnærmelse antage, at, naar Varmeledningsevnen er bleven constant i Rørledningen, saa ville alle de Punkter af Vandmassen, som befinde sig i samme Tværsnit, tabe lige megen Varme i lige Tid; men det er paa den anden Side, let at indsee, at efterhaanden, som Vandmassen afgiver sin Varme, maa ogsaa Parametren voxe, idet Varmetabet i lige Tid aftager, naar Temperaturen aftager. Parablens Parameter maa altsaa være en Function af Nedsvalingstiden, og være voxende med denne, eller, om man vil, en Function af (U —6,), som voxer fra 0 til ©, naar (U — 6,) aftager fra © til Nul, og i Henhold hertil maa Ligningen for Parablen med Tilnermelse kunne skrives: e _ _FR) 39 pe my ea el som opløst med Hensyn paa w giver: = U— te ER EEE: u U — m 00) (33) Tænke vi os da, at Vandet strømmer igjennem Rorledningen med en constant Ha- stighed, at Varmeledningsevnen for Vandet under denne Hastighed er % og at Ledningen forøvrigt befinder sig under permanente Temperaturforhold, saa vil et Thermometer, som anbringes i Afstanden > fra Ledningens Axe angive Temperaturen w, naar Temperaturen i Centrum er U. Tænke vi os dernæst, at der i et givet Qieblik aflukkes for Vandet og at vi paa en eller anden Maade forhindre, at Varmeledningsevnen & forandrer sig under Vandets Ned- svaling, saa vil- Temperaturen U aftage til 6, i Løbet af en vis Tid og samtidigt vil w al- tage til 6, efter den Lov, som er fremstillet i Formlen (33). Et saadant Tilfælde indtræder, naar Vi, istedetfor at aflukke for Vandet, observere Vandets Temperatur under dets Bevægelse igjennem en længere Rørledning paa forskjellige Steder. Men tænke vi os derimod, at Vandet standses i dets Flugt, altsaa at V bliver Nul, saa vil Varmeledningsevnen i en vis Tid z aftage fra & til k, og samtidigt vil f(k) aftage til f(k,). I det Hele taget er Tiden, hvori Temperaturen U gjennemløber alle Værdierne fra U = U til U = @,, som vi have seet, lidt større, end naar Varmeledningseynen bliver uforandret = X, men i Gjennemsnit kunne vi foreløbigt uden mærkelig Feil betragte U som aftagende paa ganske samme Maade, som naar % er constant, og sammenligne vi da de til samme Værdi af U svarende Værdier af u i de to Tilfælde, hvor Varmeledningsevnen er k og k,, saa finde vi, naar disse be- me — — Fi SS ERE CLOS (u — u,) (Fea —77)) (U— (34) og heraf fremgaaer, at, naar vi observere Temperaturen til forskjellige Tider i disse to Til- tegnes ved u og wy, at: fælde, saa maa det vise sig, at Differentsen (u — &,) voxer fra det Oieblik, da Afløbshanen Vidensk. Selsk. Skr. 5 Række, naturvideusk. og mathem. Afd, 7 Bd 15 114 bliver lukket, indtil Varmeledningsevnen er aftaget til £,, men fra dette Qieblik, indtil 7 bliver — 6,, aftager (u — u,) atter indtil Nul. Vi ville nu undersøge, hvorvidt Forsøgene stemme hermed eller ikke. Da de fore- liggende 2de Forsøgsrækker X. a. og X. b. bleve udførte umiddelbart efter at Forsøgene Nr. 1 til 8 vare sluttede og under de derved beskrevne Veirforhold, saa vil en Sammen- ligning imellem deres Resultater og Formlen: log (u — 6,) — 2,08718 — 0,001167 . z, som vi tidligere have seet, stemmer særdeles neie med Forsøgene Nr. I til 8, tjene til at belyse det foreliggende Spørgsmaal. Vi maae da først erindre, at, da Vandføringen under Forsøgene Nr. 1 til 8 var Q = 0,0068 Cbfod. pr. Sec., og da den indvendige Diameter af det 4 Tom. Rør var — 0,325 Fod, altsaa Strømmens Tværsnitsareal 1 d?x — 0,08294 0 Fod, saa var Vandstrømmens Hastighed V — 0,082 Fod pr. Secund. Men da EV DRE saa finde vi let, at log (u — #,) = 2,08718 — 0,0000957. T eller, naar Tiden 7 udtrykkes i Minuter. log (u—6,) = 2,0718 — 0,00574 . T. Men dernæst maae vi tillige erindre, at, da det under de foreliggende Forsøg ikke alene var Vandet, men ogsaa selve Rørledningen, som afgav sin Varme, saa vil det ogsaa være nødvendigt ifølge Formlen (29) at bestemme den Tid 7,, som den samlede Masses Ned- svaling udkræver. Det bemærkes i denne Henseende, at Vægten af selve Rørledningen var 855 &, og at Vægten af den deri indesluttede Vandmasse var 243,4 &. Sætte vi end- videre Jernets specifiske Varme — 0,110, saa erholde vi ifølge (29): 7, LAT og indsætte vi den heraf følgende Værdi for T i Ligningen ovenfor, saa finde vi: log (u — 6.) = log (u, — 6,)— 0,004. 7,. ........…- (35) Ved Hjælp af denne Formel kunne vi nu beregne de Værdier af (u—@,), som vilde vise sig til forskjellige Tider, naar Varmeledningsevnen blev uforandret og Temperaturtabet stedse var proportionalt med Differentstemperaturen (u — #,), og foretage vi en saadan Beregning for de Tidspunkter, som ere angivne i Forsegsrekken X. a., idet vi sætte Udgangstempera- turen (u, — #,) = 119,37, saa finde vi de Værdier af (u — #,), som kunne sammenlignes med de tilsvarende observerede Temperaturer, hvilke jeg vil betegne med (u, — 6,), og derved vil det da vise sig, om Differentsen (u—w,) mellem disse følger den Lov, som er ud- trykt ved Formlen (34). Resultaterne af en saadan Beregning og Sammenstilling findes i efter- følgende Tabel, hvori 7, er udtrykt i Minuter. | | m DONS 2 3,5 Sn RIM 11 14 17 22 (u — 9,) 119,3° | 118,73 117,05 | 115,40 | 113,75 110,54 | 107,43 104,40 101,50 96,73 (u, — Oo) 119,3 118,7 115,9 | 113,6 111,6 | 108,2 | 104,2 | 100,8 | 97,0 91,7 (u — u,) 0 0,03 1,15 1,80 2,15 | 2,34 | 3,23 | 3,60 4,50 5,03 Ri 27 37 47 62 77 92 107 | 139 | 182 | 227 (u — 8») 92,23 83,85 76,21 66,06 57,26 | _49,63 43,02 | 31,71 | 21,05 | 13,70 (u, — 90) 87,1 79,1 71,4 61,9 535 | 46,7 40,7 30,3 | 20,8 | 14,4 (u — uv) 5,13 4,75 4,81 4,16 3,76 | 2,93 2,32 | 1,41 | 0,25 | —0,7 Ved at betragte Differentsen (vu — u,) mellem den efter Newtons Formel beregnede og den observerede 'Temperatur, viser det sig, at den voxer i Løbet af en halv Times Tid, fra Nul til 5,13°, samtidig med at (x, — 6,) aftager fra 119,3? til 87,1°; men derefter aftager (vu — u,) fra 5,13? til Nul, medens (4, — 0,) aftager fra 87,1? til omtrent 20°, og bliver derpaa negativ. Dette stemmer saaledes med den omtalte Betragtning, ifølge hvilken Af- vigelsen fra den Newtonske Lov hidrører fra den ulige Varmeledningsevne, hvormed Vandet fremtræder, eftersom det er i Bevægelse eller i Hvile; thi («—w,) er ikke blot i Harmoni med Formlen (34), men den viser tillige, at, skjøndt Afkjølingshastigheden i Begyndelsen er større end efter Newtons Lov, såa medtager den fuldstændige Afkjeling af Ledningen dog længere Tid, end om Afkjolingen helt igjennem havde fulgt denne. Hvis derimod Tempe- raturen virkelig sank hurtigere i alle Punkter af Massen, end efter den Newtonske Lov, saa vilde («—w,) bestandig være en positiv Størrelse, idet w, stedse vilde være mindre end u og blive Nul en Tid for w. Dette stadfæstes yderligere ved Forsøgsrækken X. b., som blev udført ved Maale- røret Nr. 4, der ligeledes var anbragt i den 4 Tom. Ledning. Foretage vi nemlig en ganske tilsvarende Beregning for dette Maaleror, idet vi sætte (vw, — @)) = 114,5, saa finde vi fol- gende sammenhørende Værdier for 7, (4—90,), (u, — 99) og mw — u,): T, 0 1,5 3 4,5 7 10 Ee N ARE 24 (u—45) | 114° | 1128 | 1113 | 1097 | 107,1 | 1041 | 101,2 | 98,3 | 95,5 91,1 (u, — 069) | 114,5 106,4 105,0 | 103,0 | 1000 | 962 | 931 | 89,7 86,7 81,7 (w—u,) 0 6,4 6,3 6,7 7A gy || By | 8,6 8,8 9,4 an, 29 39 49 64 | 79 94 109 | 141 184 229 (u— 6,) 86,8 79,0 71,9 | 62,2 53,9 46,7 | 40,5 | 29,9 19,8 13,0 (u, — 60) 77,5 70,1 Gas DAs AGB | 40,5 | 35,0 26,2 17,9 12,2 (u—u,) 9,3 8,9 8,7 8,1 | 7,6 6,2 | 5,5 3,7 1,9 0,5 15* 116 Heraf see vi nemlig, at Temperaturen lige i Begyndelsen efter Aflukningen synker meget hurtigere end efter den Newtonske Lov og at først efter henimod en halv Times Forløb bliver Afkjølingshastigheden af den Størrelse, som svarer til denne Lov. Fra denne . Tid nærmer vw, sig til #, og betragte vi den Maade, paa hvilken («— u,) aftager i Sammen- ligning med (wu— 6,), såa viser denne Sammenstilling let, at («— w,) bliver negativ, for Nedsvalingen er fuldendt. Begge disse Rækker af Forsøg synes altsaa ganske at bekræfte den i det Foregaaende udviklede Tanke, at den iagttagne Afvigelse fra den Newtonske Lov er et blot tilsyneladende Phænomen. Da Temperaturen af Vandet i Ledningen, i Henhold til det saaledes Udyiklede, skulde aftage i en mærkelig Grad indefra. udad til mod Ledningens Overflade, saa beslut- tede jeg mig til at foretage en Forandring med Maalerøret Nr. 3, hvorved jeg kunde blive istand til at maale Varmegraden i forskjellige Dybder af det 6° Rør GH Fig. 2. Jeg lod til den Ende det gamle Maalerør udtage og et nyt Maalerør Nr. 3 indskrue i dets Sted. Dette nye Rør, der indvendig havde en Længde af 5% Tom., og forøvrigt havde samme Dimen- sioner og samme Construction, som det ældre Maalerør, blev indskruet saa dybt i det 6 Tom. Ror, at Overkanten kun ragede 14 Tomme op over Rørledningen, hvorved Over- fladen af Bunden i Maalerøret altsaa laae 42 Tom. under den ydre Overflade af det 6” Rør. I dette Maaleror fyldtes 2 Tom. Qviksølv, hvori jeg kunde anbringe Thermometret i for- skjellige Dybder og derved observere Temperaturen af Qviksølvet i disse Dybder. Paa denne Maade kunde jeg vel ikke være ganske vis paa, at den observerede Temperatur nøi- aglig var ligestor med den, som Vandet havde paa det tilsvarende Punkt i Ledningen, men paa den anden Side kunde jeg derimod være fuldkommen sikker paa, at de observerede Temperaturdifferentser ikke overstege dem, som virkelig fandt Sted i Vandet. Efter at Forandringen var fuldført, udførte jeg først de tidligere anførte Forsøg Nr. 24 og 25, under en Vandforing af 15 Potter i 71 Sec. og ved en Lufttemperatur af + 0,9°, idet Thermo- metret anbragtes i den tidligere sædvanlige Dybde. Da disse Observationer vare tilende udførte jeg følgende Række af Forsøg over Temperaturen af Qviksølvet i forskjellige Dybder under aldeles uforandrede Forhold og navnlig under samme Vandføring. Tabel XII. Forøgsrækken XVI. Forsøgs- Dybden af Thermometrets nederste Punkt under Maalerørets Overkant. N P ; Te i 3 ge Li SE Nummer, 34" 34" 43 sy 54" | 53 26 115,0° 114,7° 114,29 113,89 113,09 112,09 27 114,7 114,2 113,9 113,2 112,6 111,7 28 114,0 114,0 113,6 113,0 112,8 111,4 29 114,6 114,2 114,0 113,4 112,7 111,8 30 114,4 114,3 114,3 113,8 113,0 111,5 Middeltal — 114,5? 114,89 114,09 113,39 112,7° 111,6° Re Da denne Række af Forsøg henimod Kl. 2% Efterm. yar tilendebragt, blev Aflobs- hanen N heelt aflukket og altsaa Vandforingen standset. Fra dette Oieblik sank naturligviis Temperaturen i alle Punkter af Rorledaingen, og imidlertid udførte jeg efterfølgende Række af Observationer for at komme til Kundskab om Varmetabet i forskjellige Dybder af Maale- røret Nr. 3 Naar Tiden ¢, udtrykt i Minuter, regnes fra det Øieblik, da Afløbshanen blev lukket, saa kan Resultatet af Forsøgsrækken XVII fremstilles i efterfølgende Tabel XIII. Maalerøret Nr. 3. Temperaturen af Qviksølvet i en Dybde af 31 Tom. under Ledningens Overflade. f= 0 2 a 8 | gun | og 20 | 23 i — 114,5° C. 113,49 C. 111,69 C 108,2° C. 105,09 C 101,8° C. 99,5° C. | 97,0° C. — 30 39 42 49 108 | 183 De 90,8° C 84,8° C. 83,7° 0. 79,99 C. | 55,0° C. 35,0°C Maaleroret Nr. 3. Temperaturen af Qviksolvet i en Dybde af 44 Tom. under Overfladen. i= 0 12 15 30% 48% 108 183 113,8°C.| 105,09C.| 101,9°C.| 89,5°C.| 79,8°C.| 549°C.| 34,596. U Maaleroret Nr. 3. Temperaturen af Qviksolvet i en Dybde af 5% Tom. under Overfladen. = 0 1 3 6 9 11 i@ || ie = 111,6°C. | 109,49 C. 108,49 C.| 106,6°C. 104,1°C. | 103,09 C. 98,3°C. | 96,79 C. = el em Le Er t= 19 24 31 40 43 48 | 08 u= 96,09 C. 92,2°C. 86,0° C. 81,9° C. 80,0° C. HEC 52,290 Temperaturen af Qviksølvet i Maalerøret Nr. 2 t= 0 = 118,9° C. 7 | 1 | 183 Minuter. | 11022C.| 102,0°C.| 33°C Til Oplysning over Temperaturforholdene i samtlige Maaleror ved Forsegenes Slut- ning tjener følgende Observation: Maaleror. | Nr. 1. | Nr. 2. | Nr. 3. | Nr. a. | mi | | 33,69 C. Temperaturen. | 30,49 C 31,09 C., alle svarende til ¢ = 183 Minuter. 35,0 C, | 33,59 C. Af Forsogsrekkerne Nr. 26 til 30, der i det Hele stemme særdeles godt overeens, see vi først, at, selv naar Vandet er i Bevægelse igjennem Ledningen, er der, som jeg 118 havde forudseet, en mærkelig Temperaturaftagelse i Strømmens forskjellige Elementer nedad imod Bunden, og idet vi bemærke, at Overkanten af Maalerøret Nr. 3 laae 44 Tomme over Axen af, det 6 Tom. Jernror, saa er det klart, at Resultatet af Observationen kan fremstilles som følger, idet + antyder, at Thermometrets nederste Punkt ligger over Ledningens Axe, og —, at det ligger under denne Axe. | I | — 1,25 0,75 | 0,25 | —0,25 | —0,75 — 1,25 Tommer. ae | bed HEE ON FRE 111,69 C. I i I Heraf see vi, at den hoieste Temperatur falder noget over Ledningens Axe, hvilket naturligviis har sin Grund i, at den kolde Luft strømmer op imod Ledningen fra neden efterhaanden som den opvarmede Luft stiger tilveirs, og derved forhindrer, at en saa stor Afkjøling kan finde Sted foroven som forneden. Hvis vi nu ville undersøge, om Tempera- turen kan antages at aftage efter en Parabel, saaledes som jeg i det Foregaaende har troet at kunne slutte, saa er det indlysende, at denne Parabels Toppunkt maa falde over Led- ningens Axe. Lad os antage, at Parablens Axe falder i Afstanden = a fra Ledningens Axe, saa kan Parablens Ligning fremstilles: y + a)? = p(U — u), idet y betegner Afstanden fra Ledningens Axe til det Punkt, hvis Temperatur efter Forløbet af Tiden £ er = u, og U er Temperaturen i Parablens Axe til samme Tid. Indsætie vi de observerede Værdier for y og u, saa erholde vi følgende 6 numeriske Ligninger: #8+8a+ a? = p. U— 114,5. p 28 — Sa +a? = p.U—1116.p 'gtiåa+at = p. U — 114,3. p fs -3ata? = p. U— 112,7.p fy tia+ta? = p. U— 114,0. p jy —ba+a*? = p. U— 113,4. p hvoraf p, a og U lade sig bestemme. Ved herpaa at anvende den approximerede mindste Qvadratmethode, erholdes føl- gende Værdier for Størrelserne p, a og U: p = 2,208, a = — 1,305, og U = 114,47, saa at Parablens Ligning kan skrives: (y — 1,905)? == 2,08 (U1 47 — U), a ACIER ete en) Af denne Ligning see vi, at bemeldte Temperaturparabels Axe ligger 1,305 Tom. over Rorledningens Axe, og søge vi dernæst Temperaturerne for de forskjellige observerede 119 Dybder og sammenstille vi dem med de observerede Temperaturer, saa finde vi folgende Værdier for %, svarende til disse Dybder: Afstand fra Ledningens Axe = y .. 1,25"! | 0,75" | 0,25” —0,25" | —0,75" —1,25" Temperaturen u (beregnet). . . . . .. 114,472 | 114,34° | 113,99° 113,42° 112,64° 111,64° Do. Do. (observeret)......... 114,5° | 11439 | 114,09 | 113,4° | 112572 111,69 RO Re —+-0,03° | —0,04° —+0,01° | —0,02? | +-0,06° | —0,04° | | En fuldkomnere Overeensstemmelse, end den, som her viser sig imellem de obser- verede og de beregnede Temperaturer, er næsten utænkelig, og vi tør derfor vel betragte det som beviist, at, selv naar Vandet er i Stremning igjennem Ledningen, saa indstiller Tem- peraturen sig, — naar denne forst er bleven permanent, — saaledes, at den for et hvilket- somhelst Punkt af Strømmen kan fremstilles som Abscisse til en Paraboloide, hvis Abseisseaxe falder sammen med det Element af Strommen, hvis Temperatur er et Maximum og som følgelig er beliggende i Strømmen, diametralt modsat det Element af Ledningens Overflade, hvor Afkjølingen er størst. En Afvigelse herfra kunde tænkes at opstaae derved, at Vædsken paa Grund af dens ulige Opvarmning og den derved frembragte ulige Tæthed blev sat i Bevægelse. En saadan forstyrrende Bevægelse vil i Almindelighed neppe have stor Indflydelse undtagen maaskee, naar Ledningen er stor; thi i Reglen vil den største Afkjøling finde Sted fra neden af, og i dette Tilfælde, ville de mest afkjølede Dele af Fluidet stadigt findes nederst, og der vil da ikke være nogen Grund til Bevægelse forhaanden. Søge vi Temperaturen af Vandet i det øverste og nederste Punkt af Ledningen, saa finde vi, ifølge Formlen (36), respective u == 113,22° og 107,16°. Naar det nu erindres, at vi i det Foregaaende have fundet, at der ved lige Tempe- ralurforhold og lige- Areal udstrommer mindre Varme igjennem en 4 Tom. Stobejerns Led- ning end igjennem en I Tom. Smedejerusledning, saa vil det af det her Udviklede være klart, at dette for en Deel kan have sin Grund i, at den observerede Temperatur i Midten af den 4 Tom. Ledning har været større end den, som fandtes ved Overfladen af Ledningen. Til Oplysning desangaaende bemærkes, at ifølge Poissons Formel (C) er Varmestrommen du 2 { du 2 2 = hy o dg Ann, € - )iffer ig . eiver: pore = — ).r, [P= Se og at Formlen (33) ved Differentiation giver (= a.) FE) (U—6,).r hvoraf findes: 7 — apr U 6,); men da den Varmemængde 7, som i en Tids-Eenhed strømmer igjennem en Overflade-Eenhed paa Rorledningen, er ligestor, uden Hensyn til Led- 120 ningens Diameter, naar Temperaturdifferentsen mellem Ledningen og den omgivende Luft er ligestor, saa kan Varmestrommen I ikke vere absolut, men kun relativt proportional med r. Betegne vi altsaa Radius til Overfladen ved R, saa maae vi have: 2kr ne eer du 2 og altsaa (= a) = 706 (U—6,). = hvoraf igjen følger: (U—-u = BAR Fi (U — @,) eller _ [RS ei (7) (U— TY N Cy ote: Ps os Wx (37) Af denne Formel see yi, at den omtalte Temperatur-Parabels Parameter er: og deraf følger, at Parablens Krumning er desto større, jo mindre Ledningens Radius er. Men antage vir—Z, altsaa at u er Temperaturen af Vandet ved Overfladen, saa erholde vi: R == an vw u), hvoraf sees, at, naar Ledninger af forskjellig Diameter, ved samme Temperaturdifferents (U — 6,1, sammenlignes, vil Varmedifferentsen (U — x) være proportional med R, hvoraf blandt andet kan sluttes, at Differentsen imellem Temperaturen i det Indre af Strømmen og Temperaturen ved Overfladen for en 4 Tom. Ledning vil være 4 Gange større end for en 1 Tom. Ledning, naar Temperaturdifferentsen (U — 6,) er lige i begge Tilfælde. Med Hen- syn til Temperatur-Parablens Krumning ved Ledningens Overflade, da viser ovenstaaende ; „du sue i É : 3 Udtryk for dn at denne neiagtigt er ligestor, enten Radius til Ledningen er stor eller lille, r naar blot (U — 6,) er den samme. Herfra ville vi nu gaae over til at betragte Forsogsrækken XVII, som angiver Tem- peraturen af Qviksølvet i Maaleroret Nr. 3 svarende til forskjellige Dybder i det 6 Tom. Rør og navnlig til Afstanden: 1,25 over Ledningens Axe, 0,25 over — — samt 1,25 under — — og til forskjellige Tider efterat Afløbshanen var lukket og Vandets Strømningshastighed var Nul. Under denne Række af Forsøg, som udførtes fra Klokken 22 til 53 Eftermiddag, var Lufttemperaturen 0,9? C. For at lette Oversigten har jeg ifølge Formlen (31) for hver af de angivne tre Dybder bestemt Coefficienten f, svarende til hvert af de angivne Tidspunkter, og Resultatet af denne Beregning vil man finde i efterfølgende trende Tabeller. 121 ad. Forsøgsrækken XVII. Temperaturen af Qviksølvet i 1,25 Tom. Afstand over Ledningens Axe. IT 0 2 | 4 8 13 17 20 Min. (u— 6.) 1136 | 1125 | 1107 107,8 104,1 100,9 98,6 log FEE 0 | 0,00423 | 0,01123 0,02478 0,03793 0,05149 0,06140 sg f $ 473 | 356 323 343 330 325 En Fi 5 23 FE 30 pap FN | 42 fe 49 108 A 183Min. Bea) 961 | 899 | 83, 828 | 79,0 541 341 log 2 an 0,07266 0,10162 0,13162 0.13735 | 0,15775 0,32218 0,52263 nr 0 | f 317 | 296 | 296 306 | 311 335 350 Temperaturen af Qviksølvet i 0,25 Tom. Afstand over Ledningens Axe. m 0 12 15 | 30% 483 108 | 183 Min. (u — 6,) 112,9 104,1 101,0 | 88,6 78,4 54,0 33,6 log = = 0 0,03524 0,04837 0,10526 0,15537 0,32030 | 0,52635 Sh | f 9 | 340 | 310 °| 290 | 306 337 348 Temperaturen af Qviksolvet 1,25 Tom. under Ledningens Axe. gr 0 1 | 3 6 9 | 11 16 18 Min. (u — 6,) 110,7 108,5 | 1075 | 1057 103,2 102,1 97,4 95,8 log = =e 0 0,00872 0,01274 0,02008 0,03047 0,03512 0,05559 | 0,06273 Tao) f 9 115 |. DE | 298 295 313 288 | 287 T, HO OR | SS ee ET 108 Minuter. j (u — 45) 95,1 91,3 85,1 81,0 79,1 76,2 | 51,8 log = do 0,06597 | 0,05368 0,11422 | 0,13567 0,14597 | 0,15220 | 0,32952 m) | | f 288 | 275 211% | 295 | 295 315 | 327 Her viser det sig atter, ligesom tidligere ved Forsogsrækkerne X. a. og X. b., at f ikke er constant, saaledes som naar Vandet er i Stromning og Temperaturen er per- manent, og vi see desuden, at Storrelsen f ikke varierer paa samme Maade i hele Vandmassen. Betragte vi de angivne tre Tabeller, idet det erindres, at Afkjolingstiden Ir = it lye | voxer proportionalt med f, samt at Afkjolingshastigheden (= =) 1 u— 05 = TT (wu — 6) aftager, naar f voxer, saa fremgaaer det klart, at, fra det Oieblik da Af- Vidensk. Selsk. Sk. 5 Række, naturvidensk, og mathem. Afd., 7 B. 16 r løbshanen lukkes, aftager Temperaturen langsomst i og omkring det Punkt af Ledningen, hvis Temperatur er et Maximum og som svarer til den før omhandlede Temperatur - Para- bels Toppunkt, og hurtigst i de Dele af Ledningen, som ligge Overfladen nærmest. I Løbet af nogle Minuter finde vi Varmetabet i det Indre at være i stærk Tiltagen, hvorimod Varmetabet i det Ydre af Ledningen er i stærk Aftagen; men efterhaanden nærme begge disse Hastigheder sig saaledes imod hinanden, at Afkjølingshastigheden, efter en Tids Forløb, kan betragtes, som værende ligestor for alle Punkter af Massen. Her have vi altsaa en erfaringsmessig Bekræftelse paa Rigligheden af den Fremstil- ling, som jeg i det Foregaaende har udviklet; men specielt skal jeg fremhæve, at, medens vi see Varmetabet for de Dele af Ledningen, som ligge nærmest ved Overfladen, at skride frem med Hastigheder, der stemme overeens med Dulongs og Petits Forsøg, saa følger Varme- tabet i det Indre den modsatte Lov. Fra det Oieblik, da Afkjølningshastigheden er ligestor for alle Punkter af Massen, maa Varmetabet i en Tidseenhed atter, ligesom naar Tempera- turforholdene ere permanente, følge den simple Newtonske Lov, der er fremstillet i Formlen (31), idet f er constant. Vi bemærke imidlertid, naar vi betragte Værdierne for f, i de tre Tabeller, at, skjøndt det er aabenbart, at de forskjellige Dybder give Værdier for f, der be- standig mere og mere nærme sig hinanden, og skjøndt Værdierne for f efter Forløbet af en halv Times Tid i det Hele ikke tiltage væsentligt med Afkjølingstiden, saa ere de dog ikke constante, men tværtimod meget bestemt, langsomt voxende med 7,. Men herved maa det bemærkes, at fra det Øieblik, Afløbshanen lukkes, til det Oieblik, da Temperaturen i Lednin- gens forskjellige Punkter er kommen i saadan Ligevægt, at Varmetabet kan betragtes som ligestort for alle Punkter af Massen, vil der medgaae en vis Tid 7, og det er altsaa først derefter at Varmetabet kan følge den Newtonske Lov (31). Betegne vi Temperaturen af Vandet i en given Dybde ved Enden af Tiden z med u,’ saa kommer det an paa at vise, hvorvidt Ligningen (T, — 7) = f.log = oe) fs eee Sele (38) > 6, tilfredsstilles ved Forsøgene for constante Værdier af f. Til den Ende ville vi betragte For- segsrækken XVII. og derved søge at bestemme 7, f og u,‘ idet vi foreløbig sætte: + f.log (u,‘— 6.) = « + ar BROREN (39) T, = a —f log (u —6,) Forsøgene over Temperaturen i Afstanden 1,25” over Ledningens Axe, der ere angivne i den første af de tre anførte Rækker, give os da følgende Bestemmelsesligninger, naar vi gaae ud fra 7, — 30: 30 = e«e—f. 1,95376 39 — a—f. 1,92376 = a — f. 1.91803 49 — a—f. 1,89763 108 = & — f. 1,73320 183 = a —f. 1,53275 og ved Anvendelse af den approximerede mindste Qvadratmethode finde vi: ; f — 364,5 og a = 740,933, som indsatte i Formlen (39) giver: 0,00275 . x + log (u," — 6) = 2,03274. Ved heri efterhaanden at indsætte: G = Ws 8; 20; 30; 39: 42; 49; 108; 183 finde vie 06) — 101,82:7102525795,0257.83,225784,225 782725 OSS SER 5240733587, og ved at sammenligne disse Verdier for (wz )‘—6,) med de umiddelbart observerede, see vi, at i de forste 30 Minuter ere de beregnede Temperaturer mindre end de observerede, men tillige, at fra denne Tid falde de beregnede Temperaturer sammen med de observerede og heraf kunne vi altsaa slutte, at c meget ner maa være = 30 Minuter; bemærke vi nu derhos, at de to Formler (39) blive identiske, naar 7, og x forandres til z og w,’, saa vil det tillige være klart, at Forsøgene fra 7, = 5 til 7, — 183 fuldstændigt tilfredsstilles ved den simple Newtonske Formel: 107,83 Tx == 364,5 . log =) Det staaer altsaa blot nu tilbage at vise, at for alle Verdier af 7,, som ere større end z = 30 Minuter, aftager Temperaturen med samme Hastighed i det Punkt af Vand- massen, som ligger i 1,25” Dybde under Ledningen, som i det ovenfor betragtede Punkt, der ligger 1,25” over Axen, eller, at fra Tiden 7, = x er f = 364,5 for alle Punkter af Vandmassen. At dette er Tilfældet, er let at vise; vi behøve blot i Formlen (39) at sætte f — 364,5 samt, i Overeensstemmelse med Tabellen, at sætte 7, — 31 og (u — 6,) — 85,1, saa finde vi ze — 364,5.log 103,5 og altsaa: 103,5 T, = 364,5. log (=). i u — Oo, Men sætte vi heri efterhaanden: 15, = Bil, 40, 43, 48, 108 saa finde vi (u — 6,) = 85,19, 80,49, 78,9°, 76,3°, 5285; hvilke Værdier sammenlignede med de observerede Værdier af («—@,), som findes i Tabellen, klarligen vise, at Forudsætningen, at Hastigheden = er constant for alle Dyb- der, er riglig. De Hovedresultater, som kunne uddrages af foranforte Undersogetser, ere folgende: 1. Den Hastighed, hvormed Varmen udstrommer igjennem Overfladen paa en fritliggende Rørledning, som gjennemstrømmes af varmt Vand, er proportional med den Varme- 16° 124 grad, hvormed Temperaturen af Ledningens Overflade overskrider Temperaturen af det omgivende Medium, saaledes som Newton oprindelig har angivet. 2. Naar den Newtonske Lov er naturtro, saa er den Poissonske Formel (B), der ligefrem forudsætter hiin og egentlig staaer og falder med den Newtonske Lov, ogsaa paa- lidelig. Gaaende ud herfra finder man ved Hjælp af Formlerne (B) og (C) at, naar en horizontal, cylindrisk Jernledning, der har sin naturlige metalliske Overflade, gjennemstrommes af en constant Strom af varmt Vand under permanente Tempera- turforhold, saa kunne Lovene for Varmens Fordeling langs ad Ledningen og For- plantelse fra denne til den omgivende Luft fremstilles ved Formlerne (21), (22), (23) og (25), der alle fuldstændigt bekræftes af Erfaring. 3. Naar Vandledningen ikke har ganske smaa transversale Dimensioner, saa aftager Temperaturen udad imod Ledningens Overflade med en Størrelse, der meget ner er proportional med Qvadratet af Afstanden fra et vist Punkt i Ledningen, hvori Tem- peraturen af Strommen er et Maximum. 4. De Afvigelser fra den simple Newtonske Lov, som vise sig ved Rør, fyldte med stillestaaende Vand, og som i det Væsentlige ere overeensstemmende med Resul- taterne af Dulongs og Petits Forsøg, synes at hidrøre fra visse pludseligt forandrede Varmelednings- og Afkjølings-Forhold, hvori Rørledningen sættes. For nærmere at bestemme den Lov, hvorefter Temperaturen aftager udad mod Overfladen, maae vi betragte den almindelige Poissonske Formel for Varmens Bevægelse, der er fremstillet ved: (A) > d?u d?u | hk 77 mm (are dy" % de? Naar vi anvende denne Formel paa en Cylinder, som opvarmes ved en constant Strøm af varmt Vand i Overeensstemmelse med de af mig udførte Forsøg, saa bemærkes først, at, naar vi vælge z Axen parallel med Ledningens Axe og betegne Vandstrømmens Hastighed ved V, saa er z en bekjendt Function af Tiden ¢, som er fremstillet ved: 2 hd Men naar vi dernæst betænke, at under alle disse Forsøg er Temperaturen i Retningen af Ledningens Axe saa langsomt varierende, at vi ikke kunne begaae nogen mærkelig Feil ved du g 5 Ses at antage ae 0, saa er det klart, at Formlen (A) reducerer sig til folgende: du 7 KL d?u dt gw \dx? " dy? Tænke vi os da, at z Axen er lagt igjennem det Element af Strømmen, hvis Temperatur er et Maximum ‘for hvert enkelt Tværsnit paa Ledningen, og indføre vi polære Coordinater r og w istedelfor æ og y, idet vi sætte æ — r cos w, y = r sin w, æ?+ y? = r?, saa 125 GE ER Sl a OS Ligningen for Varmens Bevægelse kan altsaa skrives: du = CPE du M? dr k = = —.- — LUCE ae Le Fe (40) Ow S At denne Ligning virkelig er Differentialligningen for Var- mens Bevægelse i et vilkaarligt Tværsnit i Afstanden z, kunne vi overbevise os om ved folgende simple Betragtning. Lad P være det Punkt af Ledningen, omkring hvilket Varmen strømmer ud til mm alle Sider imod Legningens Overflade AM B. Temperaturen i det £ Punkt, hvis Coordinater ere 7 og w, vere u, “og Temperaturen i WE det consecutive Punkt, hvis Coordinater ere (r + dr) og m, vere d di dr den Varmemengde, som i Tidselementet dé strømmer igjennem det uendeligt lille Element af Massen, hvis Overflade (for en Længde-Eenhed af Ledningen) er — rdw og hvis Tykkelse er dr, bliver altsaa mat du u samtidig (w — —-dr). Differentsen mellem disse er dr, og \ du — kr idet Æ betegner Legemets Varmeledningsevne, eller den Varmemængde, som i en Tids- .rdo . dt, Eenhed strømmer igjennem en Eenhed af Overflade paa et Legeme, hvis Tykkelse = I, naar Differentstemperaturen for begge Sider af Legemet — 1°. Men betegnes Massens Tæthed og dens specifiske Varme ved 9 og w, saa vil den Varmemængde, som det betragtede Ele- ment af Massen indeholder, være: owu. rdw . dr og den Varmemængde, som hele det lille Sector-Element M PM’ indeholder, bliver altsaa: lau .r. do) dr. 0 Men denne Varmemengdes Variation i Tiden dt maa naturligviis netop være den foran- fundne Varmemængde, som gjennemstrommer Overfladen rd» i samme Tid dt, hvoraf følger: d N (qwurdw) dr ER SS St — = ot dt dr 2 som, idet 9, w og & ere constante, netop reducerer sig til Formlen (40). Det fuldstændige Integral svarende til Differentialligningen (40) kan fremstilles: 126 2 u = Log r.fi) + Fi) Spa mE (7) x fi) + Fi) ea Log —) ) +F" su) Ge) RE re +[" = X fob Ke a an le - Zs -) + Pr] ou) 4a) (Ez) | Ga (oa bx 6M + etc. idet e betegner Grundtallet for de naturlige Logarithmer, der er fremstillet ved Log, og f(¢) og Fit) betegne tvende arbitrere Functioner af ¢. Dette Integral findes, naar vi sætte: Sa GE IS AE ET. RE. idet T T, T, ... betragtes som Functioner af ¢ og RR, R, ... som Functioner af r; thi heraf følger: ER ERR +7 By + -.. a(S) Mm \d)_„Mden, 7 BEAR), pM dk r Ae Mr dr EET ik: ae og heraf see vi, at, naar 7 betragtes som en arbitrer Function af ¢, saa vil den givne par- tielle Differentialligning (40) blive tilfredsstillet, naar vi sætte: diR'r) =, etc. etc. / hvoraf findes TRE ges Ev A u LCA R = c Log (ar) R,=c (y) Log (= tee Log (a,r) ee ar VEN a,r R. —e(gy) (ou) be (se) + (am) res (227) +02 Log (aan etc. etc. og naar disse Værdier indsættes, erholdes efter nogen Transformation Formlen (41). Ved at differentiere Formlen (41) finde vi: / \ 9 7 2 du 1479 FF ES) +P) Ion) een) ia dr 9 2(Loa( ! =) F a) + i( Loe = FH) (var) +. Anlage vi nu, at Varmen udstrommer til alle Sider omkring det Punkt, som svarer til » — 0, og at Varmestrommen ikke udgaaer fra dette Punkt alene, men derimod udgaaer = ‘ du) fra alle Legemets Dele, saa maa Varmestrømmen være — 0 for r—=0. Men skal (x) være \ dr Nul for r = 0, saa maa f(é) være Nul, og deraf følger altsaa, at, naar Vandet staaer stille iLedningen, som ogsaa, naar Vandet bevæger sig med constant Hastighed under permanente Temperaturforhold, saa er f(t) — 0 for selve Vandstrommen, eftersom Forsøgene have viist, at i disse Tilfælde strømmer Varmen uophørlig ud i alle Retninger, lodret paa Vandstrøm- mens Retning, fra det Element, hvis Temperatur er et Maximum. Men naar f(t) — 0, såa reducere Formlerne (41) og (42) sig til følgende simplere Formler: a 3 r 3 Bip jo NE FA = Fo +. (ag) + Fa). on (a) TE bees! (43) du A 44 r a A r 2 Vdd r 5 r 27 r NE , Go Ir [rv (sa) Les 0 (3) (a) ASE (saz) = = +. fus For den egentlige Vandledning, der g ennemstrommes af det varme Vand, som og- to} 5 D) SJ Saa, naar Var me > en udgaaer ra unk Massen og der ra udstrømmer Å : ? ; | du =a ee imod Ledningens Overflade, er Betingelsen aabenbart den, at (Cr ) skal være uafhængig af r r; men denne Betingelse kan kun tilfredsstilles, naar vi i Formlen (42) sætte: FE = fl) = ff") =... =0 JING) = IEA) = PE) ass: = (} altsaa ved at antage at f(t) og lt) begge ere constante, og i dette Tilfælde kan Formlen (41) altsaa skrives: ii — Blog (=); eG (45) hvor A og B ere constante Størrelser. Det bemærkes dernæst, at, jo større vi tænke os Varmeledningsevnen & at være, desto mere aftager Temperaturforskjelligheden i hvert enkelt Tværsnit, og, naar vi tænke os Varmeledningsevnen al blive uendelig stor, saa maa Tempe- raturen blive uafhængig af Afstanden 7. Dette stemmer ogsaa med Formlen (43), som reducerer sig til: = Fit) for k — oo, idet vi ifølge (40) samtidig have M = ©. Men hvis Varmeledningsevnen var 128 uendelig stor, saa maatte Temperaturen af Vandet i Henhold til de af mig udførte Forsøg, efter Forløbet af Tiden ¢ være fremstillet ved Formlen: . (u — 65) = (uy — Ale”! og deraf kunne vi altsaa slutte, at: JAG) (pj SUN SEO a oin CS Ce 38 0 (46) Som en Følge heraf kunne Formlerne (43) og (44) altsaa fremstilles: (u— 0) = (uy — yet. g og du 2 dp. ee eee (47) (2) = (u, — Bu)? sea (5) (2) (7) é 2M 2M 2M Te Done marne Dol PE 2 2e NOR (48) Denne sidste Formel ville vi betragte lidt nærmere. : OPA E er me d nl Sætte vi ze — a, saa erholde vi følgende Rækker for p og a = gp: a a> a a* = |—- — — —— —... LA 1: + 11.9: 23% + (12398 aa r à. Vale) Kaum a ØRE |: 15.2 T{.2.3 mat. | hvorom det er bekjendt fra Ramus Algebra & Functionslære Side 178, at de begge blive Nul for et uendeligt Antal af positive Værdier for @, hvoraf de to mindste Rødder i Ligningen g = 0 ere « = 1,4458 og « = 7,6178 og de to mindste Rødder i Ligningen : p' = 0 ere « = 3,6705 og a = 12,3046. Da fremdeles, ifølge (49), SDS DEP HS AUS Seren ee a (50) og da alle de Værdier for @, som tilfredsstille Ligningen 9 = 0, give Maxima og Minima af p, saa vil en Analyse let vise, at den krumme Linie, hvis Abscisser ere « og hvis Ordinater ere p, kan fremstilles ved eflerslaaende Figur 5, hvori CH er Abscisse-Axen og hvori CB er Ordinat-Axen. Fig > B 240000= Pro) V \ "2 0,559= 9/4 x PA) Fr ee 4158 36705 K E _—— 9 ='0,.230 - 05000 D Ge : ae > n° or <= oo 76178 10,0000 12,3046 Eu L=0,380=1P(36705) 129 Heraf see vi, at den omhandlede Curve er en i det Uendelige udstrakt bølgeformig Linie, som afvexlende ligger over og under Abscisse- eller @ Axen. Da Curvens Inflexions- punkter ere bestemte ved mp” — 0, saa see vi af Formlen (50) at Inflexionspunkterne svare til de Verdier af @, som tilfredsstille Ligningen + — 0, der viser, at Inflexions- punkter paa de nedstigende Dele af Curven stedse ligge over Abscisseaxen og paa de opad- stigende Dele af Curven stedse ligge under Abscisseaxen. Det første Inflexionspunkt er Punktet 7, og da Betingelsen for Inflexionspunktet er pg" — — gq, saa have vi i dette Punkt \gda = &.wp. Aarealet af Figuren GLIK er følgelig ligestor med Rectanglen CNIK. Blandt flere mærkelige Egenskaber, som denne Curve har, skal jeg her blot fremhæve den, at Arealet, som begrændses af en hvilkensomhelst nedstigende Curve, Ordinaterne til Maxi- mums- og Minimumspunktet for denne, samt Abscisseaxen, er Nul, naar vi betragte de Arealer, som ligge under Abscisseaxen, som negative, i Sammenligning med de Arealer, der ligge over Abscisseaxen og betragtes som positive; men paa samme Maade er tillige ethvert Areal, som er begrændset af en opadstigende Curve, Abscisseaxen samt Ordinaterne til Minimumspunktet og det paafolgende Maximumspunkt, stedse lig Nul. For Exempel Arealet BCD = Arealet DGL; EGL = EFH; etc. Denne Egenskab udledes let af Formlerne (49), som vise, at: d(a. g' da = altsaa: a.g’+\g.da = C. Det er nemlig let at see, at den arbitrere Constant C er Nul; thi til « = 0 er Arealet \gda — 0, og Ligningen bliver altsaa folgende: HGF INGOs CGF =U ee (51) som viser, at Arealet \@ da — 0 hvergang g‘ — 0, og dermed er Sætningen beviist. Efter disse Bemærkninger med Hensyn til Functionen @ ville vi betragte den første Formel (47), og vil det da vere indlysende, at, eftersom w aldrig kan blive mindre end 6,, og @ følgelig ikke kan blive mindre end Nul, saa vil den største Verdi, som (5) kan 2M erholde, vere = 1,4458. Betegne vi nu i Almindelighed Temperaturen svarende til r — 0 efter Forløbet af Tiden ¢ med U, saa have vi ifølge (47): U ORE ONE re (52) hvilken Ligning, som sagt, stemmer fuldstændigt med Erfaring. Men indsætte vi dette Udtryk i Formlen (47), saa finde vi: Wu (U NEC ee (53) og naar vi heri indsætte Rækken (48) istedetfor g, saa finde vi let: SIE (gr \® om) N en iy (U — u) (5) 1.28 7 7.2.3) FISSE ( 30) cna eg su 16) ) Vidensk. Selsk, Skr., 5 Række, naturvidensk og mathem., Afd, 7 Bd. 17 130 Af denne Formel see vi, at, naar (7) er meget lille imod 1, saa reducerer den Ad sig til: gow r? Du —($7) (7-4) —7 ET (UT 00), +... (55) 2M der ganske stemmer overeens med Formlen (37), som vi i det Foregaaende have fundet stad- fæstet ved Forsøgene; men naar der sees hen til, hvad vi foran have udviklet om Functionen u RE g, saa vil det være klart, at, medens 1,4458 er den største Værdi som (77) kan erholde "4 2 £ og navnlig er den Verdi, som (3) erholder, naar Legemets Overflade og det omgivende NED Medium have samme Temperatur, saa vil Værdien af (2) i Reglen stedse være en ægte Brøk, naar Ledningens Temperatur er væsentligt større end Temperaturen af det omgivende Medium, og Formlen (54) maa følgelig ansees som stemmende med Erfaring saa langt vor Kundskab strækker sig. Naar vi mellem de to Formler (47) borteliminere (4, — 6,)e7?%", saa finde vi: dp u dr AB — (u— 0,) …— og indsætte vi dette Udtryk i Formlen (C) erholdes: dp dr r= —k = ORE ee ee PE eres (56) Betegne vi dernæst Radius til Ledningens ydre Overflade ved R, de dertil svarende Ver- 2 d d 5 dier af I og g ved [2] og [gl og indsætte yi disse Værdier i Formlen (56), saa vil T fremstille den Varmemængde, som i en Tids-Eenhed udstrømmer igjennem en Overflade- Eenhed af Ledningen. Men denne Varmemængde kan ifølge det Foregaaende ogsaa frem- stilles ved Alu —0,), idet À betegner Overfladens Varme - Udstraaleevne, og vi erholde derved følgende Relation imellem A og k: rd UE dr = 7 Tøj EEE 5) gen Ne OU ROSE (57) eller, naar Værdierne for =] og [p] indsættes: = A (2 i NM 2M , ooh POSTES h Dil Ba Ten MTT Chait HON ee (58) [oat HEM TT PIE 2 hvilken Værdi i Reglen med Tilnærmelse kan skrives: ns CLO ee 2h , hvoraf g* = 2 eb =F ow . PÉTER Indsætte vi denne Værdi for g? i Formlen (52), saa finde vi: 2ht U— 6) = (uy — 69e def som fuldstændig stemmer med Formlen (28), der er stadfæstet ved Forsøg. Med samme Approximation erholde vi ifølge (56): 9 DT, 7. (u — 05) eller, naar Værdien for g° indsættes ifølge (59): som viser, at Varmestrommen i det Indre af Cylindren staaer i et simpelt Forhold til den ved Overfladen. Vi kunne anvende Formlerne (52) og (55) samt Forsøgene Nr. 24—30 paa at be- stemme Vandets Varmeledningsevne %, idet vi betragte de observerede Temperaturer i Maalerøret, som identiske med de tilsvarende Temperaturer af Vandet, hvilket dog næppe er ganske rigtigt. Det bemærkes da først, at vi i det Foregaaende ved Hjælp af Forsøgene Nr. 24 og 25 for den 4 Tom. Ledning have fundet: log (uw) — 09) = log (U — 6,) + 0,000885 . a og for en 6 Tom. Ledning af det Tversnit, som Roret GH Fig. 2 havde, vilde vi for samme Vandforing, i Henhold til Formlen (22), have: log (4, — 05) = log (U — 9,) + 0,00112 . x. Men da den af Vandet i Tiden ¢ gjennemlobne Vei a = V.t, idet V — (0,0336, saa finde vi: log (4, — 09) = log (U — 4,) + 0,0000376 . £. Multiplicere vi denne Ligning med Modulus 2,302585 . .., saa finde vi let: U — 0, = (u, — 0,)e 0008658 . £, som sammenlignet med Formlen (52) viser, at: 9° = 0,00008658. Sammenholde vi dernæst Formlen (36), som, naar vi istedetfor I Tomme tage I Fod som Eenbed, kan skrives: r? == 0,016 (114,47 — u) med Formlen (55), saa finde vi, naar vi i sidstnævnte Formel sætte U — 114,47°, og derhos for Vandet sætte o = I og w = 1, samt i Henhold til Forsøgene sætte 6, — 0,9”, k — = 0,455 132 og deraf følger Vandets Varmeledningsevne: k = 0,0000394, som her, hvor Længde-Eenheden er 1 Fod, er udtrykt i Cubikfod Vand opvarmet 1° C. Den Varmemængde, som ved en Temperaturdifferents af 1° C. pr. Minut og pr. O Fod Overflade strømmer igjennem et Vandlag af I Fods Tykkelse, kan altsaa udtrykkes i Pund Vand opvarmet 1? ved: k = 0,0000394 x 62 >< 60 — 0,1465 Varme-Eenheder. Til Sammenligning skal jeg tilføje de af Angstrém angivne Værdier for Varmeled- ningsevnen af Kobber, Jern og Sand, hvilke Værdier jeg ved at multiplicere med 0,0629 har reduceret til samme Eenhed som ovenfor, og hvorved jeg finder: for Kobber & — 3,435 Varme-Eenheder for Jern £ = 0,614 — og for Sand & = 0,0129 — I det Foregaaende have vi betragtet Varmeforholdene i en Cylinder, som er udsat for Afkjøling af det omgivende Medium og navnlig af Luft. I det Følgende ville vi under- søge Varmeforholdene i en Kugle, som paa lignende Maade er omgivet af et Medium af en lavere Varmegrad. Kuglens Centrum være Coordinaternes Begyndelsespunkt og Ligningen for en vilkaarlig Kugleoverflade, der er concentrisk med den givne, være: BEES a A ERR End RER (61) Antages denne Kugleflade at være homogen samt at Afkjølingen er ligestor i alle Punkter af dens Overflade, saa vil Temperaturen wu af det vilkaarlige Punkt, hvis Coordinater ere x, y og z, kun afhænge af r og Tiden ¢. Men Poisson har viist, at i dette Tilfælde kan Formlen (A) fremstilles : Det fuldstændige Integral af denne Differentialligning kunne vi ligesom tidligere tænke os fremstillet ved følgende Række: == Or yl RE TS RAS INDSER SE SE oe (63) hvor R, R,, R,... alene ere Functioner af r og T, T,, T,... alene ere Functioner af t. Af (63) finde vi nu: a RI + R,T,' + RT, +. a( a) Mw dr M° der) IP dir*R,“ °6 r? dr TR dr its dr T+. 133 Betragte vi dernæst 7’ som en arbitrer Function af ¢ , Såa er det klart, at Formlen (62) vil blive tilfredsstillet naar vi sætte: dk‘) { de®R,') 1 dr®R,‘) 1 De ) ye dr — À, r dr ur samt: MR = T, MT = 7, MT, = 7.4... Heraf finde vi: 0 9 FT py OE CR une DE os Mates tt hg Que ae ao 4 1 dø 9 3. ds as fn SS Tene Mee Te Te do .6 ay .5 Son, RCE Len Ca oS Ton Po a rod Te er 0.S.V. TF! Ee Gp samt: I, = we IN, = DEP I, = DE? Indsætte vi disse Verdier for À, R,, R,... tillige med dem for 7,, 7,, T,.. (63), saa finde vi efter nogen Omskrivning, idet f(t tioner af Tiden: . i Formlen ) og F(t) betegne tvende arbitrere Func- Fo EM: (a + f(t) HO) +... 4 (=) me Gi) PUR m OR + ME) der, som bekjendt, er ee af ee o Piru) dru) TE N. a sl we Sen (65) som ogsaa let viser sig at være identisk med (62). Af Formlen (64), der kan skrives: Ba 73 U = fot fo. = tei a> sat. En 2 y 4 u IR Vi (z) + Fit) one (2) (Formes Et finde vi: GE 37° d ms i = — sft +f CE a 4 Soe a ment WR (66) 2r 478 ENT pos ne ses 134 Det vil atter her være hensigtsmæssigt at skjelne imellem følgende 2de Tilfælde: I. Det Tilfælde, hvor hele Varmestrømmen udgaaer fra Kuglens Centrum eller fra en indre Kugleflade som er concentrisk med den givne og hvis Temperatur er lige i alle Punkter; og dernæst: Det Tilfælde, hvor Varmen udstrømmer fra alle Punkter i Kuglen, som derved efter- haanden afgiver sin Varme til det omgivende Medium. w I første Tilfælde vil Varmestrømmen i Kuglens forskjellige Punkter naturligviis for- d holde sig omvendt som Qvadratet af Afstanden til Centrum, saa at (2.5) bliver uaf- hængig af r. For at dette kan finde Sted, maae vi i Henhold til (66) have: Fit) OF ZI al Ora og Aa) = 0, Zi) = 0, Ei) =0.... følgelig fi) = A og Fit) = B, idet A og B ere constante, hvorved Formlen (64) reducerer | sig til folgende simple Formel: rl AE BWA ces Gee Cre Ae (67) Kan man altsaa bestemme x for tvende Værdier af 7, saa kan man deraf finde A og B og dermed Temperaturen i et hvilketsomhelst Punkt af Massen. i u d 3 I andet Tilfælde maae vi nodvendigviis have nr 0, efterdi Var- dr men rundt om Centrum strømmer ud i alle Retninger. Men for at dette skal kunne finde Sted, maae vi ifølge (66) have ft) = 0, og derved reducerer Formlerne (64) og (66) sig til folgende: | (ir) (ir) mae Wi =, m) u= Ft) + Fi 1237 (t) 2335; +° SL, ER (68) ( je (i r \4 du | \M = (a7) ED, TERE RO en ro we a) lee (54 Det bemærkes her, ligesom forhen med Hensyn paa Rorledningen, at, jo større vi tænke os Varmeledningsevnen & at være, desto mere aftager Temperaturforskjellen i de forskjellige Punkter af Kuglen, samt at Temperaturen maa blive uafhængig af r, naar %k bliver uendelig stor. Dette stemmer ganske med Formlen (68); thi naar vi antage k = a, saa vil ogsaa a ' BRED M = = blive uendelig, og da reducerer Formlen (68) sig til u = Fit). Men naar Temperaturen til enhver Tid ¢ er ligestor for alle Punkter af Kuglen, saa er det klart af de tidligere anførte Forsøg, idet vi betegne den omgivende Lufts Temperatur ved 6,, Kuglens oprindelige Temperatur ved u, og dens Temperatur efter Tiden ¢ ved w, at: 185 _ u— 0, = (Uy — Io )e—4*** hvor g? er en Constant, og deraf kunne yi altsaa slutte, al: Fit) = 0, + (uy — Oy)e-2? =! Fl) = — g? (u, — 00)? F(t) = gt (uy — MEN ee (70) Fi) = — gô (uy — ,)e9?-t etc. Indsætte vi disse Værdier i Formlerne (68) og (69) saa finde vi: N ER LE (71) dy du 5 = (tu — do). SY, dr naar vi for Kortheds Skyld sætte: gr 2 (% 4 gr 6 a er M 24 IIS TT DØDE OR ENG men da denne Række kan fremstilles under endelig Form ved: GE sin sin (7) gr ) M saa kunne Formlerne for Varmens Bevægelse i Kuglen altsaa skrives: ; 7) sin (% — (iq) sin (47) te gr (7 ) EN RE gr ir) (47) SE ae GEN ØE Betegne vi nu i Almindelighed Temperaturen svarende til r = 0, efter Forløbet af Tiden z, ved U, saa finde vi ifølge (72): u— 05 = (Uy — O))e""*". y og | u— 0, = (up sin ( T == (im =. G—= Oy = Ky SC © ce oo mn eo are oo de uro (73) og indsætte vi denne Verdi for (u, — A,)e°-' samt V an istedetfor M i Formlerne (72), x saa erholde vi Temperaturforholdet : ne (eV ke 7) (74) = 05 /ow VEJ samt Varmestrømmen fremstillet ved: k / ee r= [= ve ow. .k cot VS @ or) Jue) Beery bene CROSS (75) 136 ; = Naar vi i dette sidste Udtryk for 7 indsætte Radius til Kuglens ydre Overflade, hvilken vi ville betegne med À, saa vil 7 fremstille den Varmemængde, som i en Tids- Eenhed udstrømmer igjennem en Eenhed af denne Overflade og deraf følger, at Varme- udstrømningsevnen, naar denne betegnes ved A, kan fremstilles ved: à = h = 7 gVew.k.cot (VE .2) SE ial RED TE (76) Ovenstaaende Formler (73) og (74) fremstille Temperaturens Aftagelse og Fordeling i en Kugle, hvori Temperaturforholdene befinde sig i en naturlig Tilstand; men da (x — 6;) aldrig kan blive negativ, hvor stor vi end gjøre 7, saa maa VER være =m og, som en Følge heraf, maa vi stedse kunne sætte: 9) EAN idet & er en positiv ægte Brok. Multiplicere vi (4 — 6,) med 4rrowr?dr og integrere dette Udtryk frar —0 tilr = R, saa erholde vi den hele Varmemængde, som Kuglen indeholder ved Enden af Tiden ¢. Ud- føres denne Integration, idet vi for (u — 6,) indsætte dens Verdi ifølge (74) samt med w betegne denne Varmemængde, saa finde vi: a Nr à Jon TS =a | sin 9| =. À — (9 ; .R) cos (9 PR) TA OP NY Ver WE / ow = (sl k -B) 7 . . o 0, . O — 4, . m Naar vi heri for ——— indsætte ————, idet Temperaturen ved Kuglens Over- 9) SR sin (ol cz. R) flade betegnes ved ©, saa finde vi let: inf? Fi —— 6 ow v= gø er ew .k.cot (sl E r)]o - On rer (78) som sammenlignet med Formlen (75) viser, at, naar Varmestrømmen ved Overfladen betegnes ved IT", saa er: w Ank hvoraf fremgaaer, at der stedse finder et constant Forhold Sted imellem den Varmemængde, som udstremmer igjennem Kuglens Overflade i en Tids-Eenhed, og det hele Overskud af Varme, som Kuglen til enhver Tid indeholder, samt at dette Forhold netop er: ink? Ty _ 2 W oer 137 Af Formlen (74) see vi, at Temperaturen (4 — 4,) af et hvilketsomhelst Punkt i Kuglen, hvis Afstand fra Centrum er r, uafhængigt af Afkjolingstiden +, staaer i et constant Forhold til Temperaturen i Centrum (U — @,), og heraf fremgaaer, at, naar Kuglens Tem- peraturforhold befinde sig i naturlig Tilstand, saa vil Temperaturen aftage i samme Forhold i alle Punkter af Kuglen. Anderledes vil det derimod forholde sig, naar Kuglen pludselig bringes ud af de Omgivelser, hvori Temperaturen befinder sig i en naturlig Tilstand, og føres ind under andre Forhold, som betinge en anden Fordeling af Varmen i samme. Antage vi f. Ex., at Kuglen er opvarmet i et Bad til en eensformig Temperatur (© — 0,) igjennem hele Massen, saa vil den Varmemengde, som Kuglen indeholder, være HE rom OO ocoss cuore (80) Tage vi da denne Kugle og bringe den ind i det afkjolende Medium, hvis Temperatur er @,, saa vil Varmetabet, som Kuglen lider i første Oieblik, være ligestort med det Tab, den vilde lide, hvis Varmefordelingen havde været naturlig for de nye Forhold, og Temperaturover- skuddet ved Overfladen havde været — (© —6,). Deraf fremgaaer altsaa, at i første Oieblik vil Varmetabet for Kuglen være af samme Størrelse som om Temperaturen i Centrum var: in (g\/@2. 2 sin (| i ) og som om den indeholdte Varmemængde havde været: AnR? pk — /ow ,\ w= [ner tent (SV .R)] 0-00. Sammenligne vi dette Udtryk med Formlen (80), saa finde vi: A ER: os 3 /ow (| /ow Wo * idet n = (Veal — (a) Sr R) cot (sl i 2)] - - (81) g RE R) 2 k Men hvis den Varmemengde, som udstrommer af Kuglens Overflade i en Tids-Enhed, naar den i Kuglen indeholdte Varmemængde er lig w, betegnes ved ArA°T, og den Varme- mængde, som udstrommer igjennem samme Overflade, naar den i Kuglen indeholdte Varmemængde er lig W, betegnes ved 4rrR?.T,, saa have vi ifølge (79), EMAL ie og heraf fremgaaer, at under den kunstige Tilstand, hvori Varmen befinder sig, naar Kug- len fra det varme Bad føres ud i den afkjolende Luft, vil der i første Oieblik i en Tids-Een- Vidensk Selsk Skr., 5 R., nolurvidensk og mathem- Afd., 7 Bd. 15 138 hed udstrømme en Varmemængde, som er n Gange saa stor, som den, der udstrømmer, naar Kuglen, indeholdende samme Varmemængde, befinder sig i den til Afkjølingsforholdene sva- rende naturlige Tilstand, idet x, der bestemmes ved Formlen (81), varierer fra 1 til ©, naar (| f D. R) varierer fra 0 til a. Disse Betragtninger vise, at, naar den Newtonske Lov er rigtig, maatte Dulongs og Petits Forsøg vise en tilsyneladende Afvigelse fra den Newtonske Lov i den Retning, som virkelig ved Forsøgene fremtræder. Anatomiske Bidrag til Kundskab om Åeolidierne Rud. Bergh. Med 9 Tavler. 1864. ssh our = L i i 4 5 f i | More pen Enr Oe ur DA au A À inn de ARNO RC e “ ME OUI L i Æ | | SPH A 5 : = i | -. Vein da u m Li, J y i i Kg | dr u 11 u M il i " Mm | + bd vw å i i i 2 Ca « L iv i en i . i u Wir Le . | | Eu Fy tå ; 7 2 7 u T hal i i | j | = , & i si Tan L bi i i 7 i i i | {M À (De 1” i i i — i J 1 7 @ dr ii i J | D | i us i m f Er} (en teal ti) i Å i | im U 1 i ¢ Er | Ul Ip. i ' | 4 - høj . 11 ii 5 De bløde og ved Størrelse sædvanligviis kun lidet udmærkede Dyreformer, der ere Gjenstand for nærværende Undersøgelse, synes at have været Oldtidens Naturforskere ganske ube- kjendte og formaaede selvfølgeligt endnu mindre at tildrage sig Samlernes Opmærksomhed i det 17de og i den første Halydeel af det attende Aarhundrede. Linné kjendte kun en enkelt, nordisk Art (Limax papillosus, Fn. Sv. 1761) og havde overseet en langt tidligere (1705) af Breyn beskreven, mærkelig Form af denne Gruppe (s. ndf.); samme blev derimod af Gmelin (1789) optaget (efter Dupont) tilligemed nogle andre af Baster, Bomme, Forskål og Cavolini beskrevne Arter, saaledes at Antallet af de den Gang bekjendte dog beløb sig til 10. Linnaei- sternes hele Retning var imidlertid meget lidet gunstig for Udviklingen af Kjendskab til disse som til andre skallose Mollusker. De henstode derfor ogsaa som lidet bekjendte og til- deels gaadefulde Former, hvis Antal næsten ikke var blevet forøget, indtil Cuvier's Under- søgelse (1805)!) over andre beslægtede nøgne Mollusker (Doris, Tritonia) nu ogsaa henledede Opmærksomheden paa de, som her særligt ere under Omtale, og som den store franske Natur- forsker allerede tidligere (1798) havde generisk udsondret som Aeolidier?). Senere er Antallet af bekjendte Former af disse Dyr blevet meget betydeligt forøget fornemmelig ved de talrige Reise- værker og ved de engelske Zoologers omhyggelige Undersøgelser ved deres Fædrelands Kyster; den Guvierske Slægt er saaledes nu bleven Typen for en egen, paa Slægtsformer ikke ganske fattig Familie. Medens Cuvier vel som en særegen Slægtsform havde sammenstillet flere herhen- hørende Dyr, der tidligere havde været henførte til den omfattende Linneiske Doris - Slægt, saa vare de dog iøvrigt — uvist hvorfor — kun blevne temmelig stedmoderligt behandlede af ham; han leverede kun en, tilmed tildeels urigtig, Formbeskrivelse, men ingen anatomisk Undersogelse?). Heraf synes Blainville at have taget Anledning til (Dict. sc. nat. XIV. (1819) p. 557) at antage de anatomiske Forhold som stemmende med de hos Doriderne forefundne. Og dog var — hvad hidtil har været fuldstændigt overseet — det væsenligste Forhold i Aeoli- diernes Bygning, Fordøielseshulens ligesom grenede Beskaffenhed, da allerede forlængst omtalt !) Mém. sur la Scyllée, l'Eolidie et le Glaucus. Ann. du Mus. VI. (1805) p. 416. 2) Tabl. elem. 1798. p. 388. 3) Det beroer paa en Feiltagelse eller Mangel paa selvstændig Efterseen, naar Alder og Hancock (Mono- graph of the brit. nudibr. moll. part VIE (1855). p. 2) synes at tillægge Cuvier en anatomisk Under- søgelse af disse Dyr. 142 af Gunnerus i hans Bemærkninger om »nogle smaa rare og meestendelen nye norske Sødyr« (Skrifter, som udi det Kbhynske Selskab — ere fremlagte og oplæste. X. (1770) p. 170. Tab. f. 16 c.). Her fremstilles Grene paa »Tarmen« d. e. Maveblindsækken, som Gunnerus skjelner fra den egenlige, fra »Tarmens« øverste Deel udgaaende (Mast-) Tarm. Denne Iagt- tagelse var imidlertid forlængst gaaet i Forglemmelse, da Loven henledede Opmærksomheden paa dette Forhold, som ogsaa han havde fundet hos en Aeolidiade (Ann. sc. n. 2 S. XVII. (1842). p. 331), og som af Milne Edwards (Ann. sc. n. 2 S. XVIII (1842) p. 330 T. X. f. 2) blev gjenfundet hos en anden, men fra sidstnævnte forskjellig Form (Calliopaea), medens delle Chiaje næsten samtidigt skal have publiceret en Figur, der oplyste det samme Forhold hos endnu en Form af denne Gruppe (Antiopa)"). Det var dette mærkelige anatomiske Forhold eller ret- tere det var en eiendommelig Opfattelse af det, som kom frem i Quatrefages Arbeider”) over disse Dyreformer, — der fremkaldte den Række af anatomiske Undersøgelser over Aeolidiader, som i de to sidste Aartier hastigt efter hverandre saae Lyset ved Souleyet?), Allman”), Alder & Hancock®) og Hane. og Embleton®). I disse forskjellige Undersøgelser saavelsom i et Par andre, tildeels senere Arbeider af Frey og Leuckart’) og af nærværende Forfatter?) er Sum- men af Nutidens Kundskab til den indre Bygning af Aeolidierne nedlagt?). 1) See den nye Udgave af «Memories, hvortil Texten først udkom 1844. 7) Annales des sc, n. 3 S. I. (1844) p. 129—183. IV. (1845) p. 83—94. X. (1848) p. 121. Souvenirs d'un naturaliste. I. (1854) p. 305, 493. Revue des deux mondes. I Avril 1855. p. 57. >) Comptes rendus de l'ac. des sc. XIX. (1844) p. 355. XX. (1845) p. 73, 238. XXII. (1846) p. 473. Voy. de la Bonite. Zool. If. (1852) p. 395. *) Ann. mgz. n. h. XIII. (1844) p. 161—167. *) Ann. mgz. n. h. XV. (1845) p. 1—10, 77—89. pl. 1—5. 2 S. I. (1848) p. 88—105. pl. 3—4. IN. (1849) p. 183—202. pl. 5—6. *) Remarks on the G. Eolidina of Mr. Quatrefages. Ann. mgz. n. h. XIV. (1844) p. 125—129. Monograph of br. nudibr. Moll. part. III. (1847) fam. 3. pl. 7, 8. VI. (1854) fam. 3. pl. 9. VIL (1855) pl. 47 supplem. Monographien giver væsenligst kun de engelske Forfatteres tidligere Angivelser og bringer de samme Figurer i en noget større Maalestok. 7) Beitr. zur Kenntniss wirbell. Thiere. 1847. p. 54—65. *) Anatom. Unders. af Fiona atlantica, Bgh. 1858 (af vidensk. Meddel. fra den naturh. Foren. i Kbhvn. for 1857 p. 273 —337. t. II— IIL). Contributions to a monography of the Genus Fiona, Hanc. with 2 plates. 1859. Anatomisk Undersøgelse af Phyllodesmium hyalinum, E. 1861 (separat af vidsk. Medd, fra n. Foren. i Kbhvn. for 1860. p. 103—117. t II). Om Forekomsten af Neldefiim hos Mollusker. 1861 (l. c. for 1860. p. 309-331. t. VIII.) ”) Nordmann’s bekjendte Undersøgelse over Tergipes (Versuch einer Natur- u. Entwicklgesch, von Ter- 143 Naar det nu her har været anseet for Umagen værdt aller al oplage disse Under- søgelser, der for ikke lang Tid siden alvorligt og vedholdende have beskjæftiget den viden- skabelige Interesse, da ligger dette ikke blot deri, at disse dog viste sig i høi Grad at trænge til en Revision, særligt med Hensyn til de i systematisk Heenseende saa væsenlige Mund- dele. Men dette Arbeide er nærmest fremkaldt derved, at tilfældigt sammenstødende Om- stændigheder eflerhaanden stillede et temmelig stort herhen hørende Materiale til min Raa- dighed og tilbød mig forskjellige Slægtsformer til Undersøgelse, som hidtil ikke havde været anatomisk bearbeidede; hvorved der saaledes frembød sig Leilighed til at bidrage til for en større Dyregruppes Vedkommende at afhjælpe den Mangel, som Zoologien føler paa mono- graphiske Arbeider, støttede til en mere omfattende anatomisk Undersøgelse. Den følgende Undersøgelse omfatter hovedsageligen 15 Artsformer henhørende til 8 forskjellige Slægtstyper"). Den almindelige Fremstilling, som er forudskikket den mere specielle Deel, giver en samlet Oversigt over de anatomiske Forhold, som da findes nær- mere detaillerede i det andet Afsnit. Første Afsnit. > Almindelig Oversigt. Ydre Form. Hovedet er hos Aeolidierne af kun ringe Størrelse; det danner fortil en kort Snude-+) med en kredsformet Læbe, der undertiden er deelt i ligesom en Over- og Underlæbe (især tydeligt hos Fiona. s. 1. c. p. 279. t. II. f. 2). Den af Læbedannelsen begrændsede Yder- mund fører ind i det korte, indvendigt foldede Mundror, der bagtil lukkes af den tykke, gipes Edw. 1845) er som Text næsten ubrugelig ved sine urimelige og forunderlige Tydninger af Forhold, som han tildeels har seet og afbildet rigtigt. 1) Disse ereAeolidia (papillosa (L.); Soemmeringii, Leuck.), Spurilla (Ae. neapolitana, d'Ch.), Face- Jina (Ae.Drummondi, Th.), Cratena (Ae. hirsuta, Bgh.; Ae. Olrikki, Mörch.), Galvina (Ae. rupium, Moller), Coryphella (Ae. salmonacea, C.; Ae. Scacchiana, Ph.; Ae. bostoniensis, C.), Glaucus (Gl. atlanticus, Forst.; Gl. lineatus, Rhdt., Gl. longicirrhus, R.), Glaucilla (Gl. marginata, R.; Gl. bria- reus, Rhdt.). Alle de her undersøgte Former ere pleuroprocte (sml. ndf.) og Forf. har af egen Undersøgelse kun kjendt een notoproct Slægt, den af ham tidligere (I. c.) anatomerede Fiona. LENS WS 1 BR tb LG te ah BE 144 kredsformede Læbeskive, Indrelæben, som bedækker Forenden af Svælghovedet og ind- fatter den smalle, af Kjæberandene begrændsede Mundspalte.+). Naar Svælghovedet er skudt frem og Mundrøret derved tilbagekrænget, ligge Læbeskiven og Mundspalten blottede og ud imod Randen omfattede af ligesom en omkrænget, tyk Fold d. e. Mundrøret med Ydre- læben. — Lige ovenfor Yderlæben sees ud til hver Side et Par Følere, de egenlige Tentak- ler++), der ere trinde (med Undtagelse af hos Embletonia (Ald. & Hanc.)) og i slap Tilstand altid glatte. Længere tilbage paa Hovedet, i Nakken, sees et andet Par, som ligeledes ere trinde, Rhinophorernet); de staae tættere ved hinanden og afvige hos flere Slegtsformer (Flabellina, C.; Phidiana, Gr.; Favorinus, Gr.; Hermaea, Lovén; Janus, Ver.) i Bygning betydeligt fra de forrige. De egenlige Tentakler ere allerede hos Tergipederne meget smaa, hos Embletonierne reducerede til flade Lapper og mangle ganske hos Slægterne Hermaea og Stiliger (Ehrbg); kun hos Alderia mangle Rhinophorerne tillige. — Ved Roden af hver Rhinophor bemær- kes sædvanligviis et nedenfra gjennem Hudbedækningerne skinnende Øie, der fordetmeste er sort; ved stærk Contractionstilstand af Dyret enten med Foldning af Hudbedækningen i Nakken og paa Ryggen eller med Forskydning af Svælghoved og Centralnervesystemet er det ikke til at opdage udvendigt fra. Angivelserne om Mangel af Øiet hos Glaucus ere urigtige (s. ndf.). Kroppen gaaer uden skarp Grændse over i Hovedet; den er fiirsidig, sædvanligviis bredest omtrent ved Midten, løber smallere til bagud og ender mere eller mindre tilspidset, un- dertiden selv ligesom haleformet udtrukket (Glaucus). — Ryggen er mere eller mindre hvælvet, hoiest ved eller foran Midten, bagud skraanende og jevnt overgaaende i Foden, dog ikke hos Fiona, hos hvilken den falder brat af mod denne (Le. t. IL f. 1). Langs Midten mellem de papilbesatte Sidedele er Ryggen nøgen (oftest i omtrent 14 af sin Brede); denne nøgne Deel er omtrent ved Midten bredest og bliver bagad smallere, hvor Papillerne næsten mødes fra begge Sider og (især hos Aeolidia (stricte), Montagua, Phidiana o. fl.) aldeles skjule den nøgne Deel, saaledes at det kan see ud, som om Ryggen efter hele sin Brede var besat med Pa- piller, hvilket Forhold dog kun finder Sted paa den allerbageste Deel af Ryggen, hvor Papil- rækkerne hos de nævnte Slægter mødes fra begge Sider. — Hos den lille Gruppe af noto- procte Aeolidiader har ogsaa Anus sin Plads paa Ryggen og da sædvanligviis i Midtlinien, enten langt fortil (foran Hjertet) som hos Slægterne Hermaea og SLiliger, eller, som hos An- tiopa, Proctonotus og Alderia, bag Midten af Legemet; sjeldnere ligger det som hos Fiona ud til hoire Side. En kjølformig Fremstaaen af den bageste Deel af Ryggen i Midt- Tabs Br ts DAHIN. 270.00, Tab. Jil. f. 1, 2. Med Hensyn til Berettigelsen af denne af mig foreslaaede Benzvnelse sml. man Anat. Unders. af Fiona |. €. p. 290 Anm. eva - ae linien synes kun at være tilstede hos Fiona, hvor den frembringes af den store Vene- stamme.— Siderne ere af forskjellig Højde, sædvanligt højest omtrent ved eller foran Midten af Kroppens Længde; derfra aftager Højden bagud. Efter Ryggens større eller mindre Brede — thi Foden er indenfor Aeolidiernes Gruppe langt mindre variabel i Brede end Ryggen — falde Siderne mere eller mindre skraat af mod Foden; hos Glaucus maa den betydelige Brede af den forreste Deel af Ryggen saaledes medføre en betydelig Hoide og Skraanen af den forreste Deel af Siden (s. ndf.). Paa den hoire Side sees fortil Kjønsaabningen, som sædvanligst ligger i Nærheden af Hovedet, sjeldnere, som hos Glaucus, længere tilbage; længere bagad, dog altid i nogen Afstand fra Kroppens Bagende, bemærkes (kun ikke hos de notoprocte Former) Analpapillen, og mellem denne og Kjønsaabningen, sædvanligviis nærmere hiin, Nyreporen. — Foden er smallere end Ryggen, sædvanligviis lidt haleformet forlænget ud bag Kroppen, dog er denne Hale sjeldnere af nogen betydelig Længde (Glau- cus); til Siderne staaer Foden sædvanligt bræmmeformet ud fra den øvrige Krop. Fodsaalen er bredest i Forenden, aftager fordetmeste jævnt i Brede mod Bagenden og ender mere eller mindre spidst. Fodens Forende har hos de fleste Slægtsformer en Fure i Forranden og er da til hver Side øreformet udirukken med en Fortsættelse af Furen ud paa Orernes forreste Rand; sjeldnere (Fiona, H.; Cuthona, A. & H.; Galvina, A. & H.; Glaucus) er den uden Fure og da ogsaa uden Fodorer. Papillernet), Aeolidiernes characteristiske Rygvedhæng, variere ned gjennem Grup- pens forskjellige Slægtsformer meget betydeligt med Hensyn til den Maade, paa hvilken de ere "ordnede, saavelsom med Hensyn til Størrelse, Form og Antal. Den Stilling, som Pa- pillerne indtage paa Ryggen, betinges af Retningen af de fra Maven og Maveblindsækken udgaaende Galdegange, paa hvilke eller paa hvis Grene de i Papillerne indkapslede Lever- lapper ere stillede. Papillerne maae derfor altid sees ordnede i Skraarækker, der udgaae fra Maven. og Maveblindsækken, og Dyrets Contractionstilstand maa udøve en betydelig Ind- flydelse paa Retningen af disse Rækker; ved Slappelse og Forlængelse af Kroppen blive de mere tværløbende, ved Contractionstilstand derimod mere skraae. Man kan saaledes ikke give den Vægt, der tidligere er lagt paa Papilradernes Retning, Medhold, og mindst tør der heri søges en Slægtscharacteer, saa meget mindre som Papilradernes Retning kun træder tydeligere frem hos de Former, paa hvilke de staae mere fjernt fra hverandre, og ellers først kommer for Dagen, efter at Papillerne selv ere afplukkede; kun Slægterne Glaucus (s. ndf.) og Phyllodesmium (s. min Anat. Unders. af Phyllod. 1. c.) synes i denne Henseende at gjøre en Undtagese og i Papillernes Tilheftelsesmaade at frembyde et tydeligt generisk Mærke. — I Størrelse variere Papillerne meget betydeligt hos de forskjellige Slægter og Arter, og ikke 1) Med Hensyn til Berettigelsen af denne, den Linnéiske Benævnelse, sml. min Undersøgelse af Fiona l. c. p. 275 Anm. Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk, og mathem. Afd., 7 Bd. 19 146 mindre ulige er deres Størrelse paa eet og samme Individ. De meest colossale Papiller forekomme hos Former med et ringere Antal af dem, som hos Phyllodesmium, Tergipes, Galvina; hvorimod de hos saadanne, der have meget talrige Papiller, sædvanligt ere mindre. Hos næsten alle Former af Aeolidier ere Papillerne i de forreste Rækker af mindre Størrelse ; gjennem de derpaa følgende Rækker tiltage de i Størrelse til henimod Midten af Legemet, fra hvilken Egn de atter blive mindre bagad eller næsten uforandrede bevare den samme Størrelse. De yderste Papiller i hver Række ere de mindste; indad mod Midtlinien tiltage de derefter jævnt i Hoide, saaledes at de inderste ere de største), naar ikke — som rig- tignok ikke sjeldent — den regelmæssige Progression er forstyrret ved stedfunden Regenera- tion af affaldne Papiller. Udenfor de yderste Papiller sees ikke sjeldent i selve Rygranden desuden Anlæg til nye Papiller 7). — Hos de allerfleste Aeolidier ere Papillerne kegledannede, lidt indknebne ved Grunden, ikke sjeldent ere de af gjensidigt Tryk smallere i deres nederste Deel (især hos Glaucus). Hos enkelte Slægtsformer, som især Tergipes og Galvina, ere de mere oppustede, ligesom kølledannede; meget sjeldnere, som hos de ægte Aeolidier og for- nemmelig hos Phyllodesmierne, sees de fladtrykte. Deres Overflade er altid glat med Und- tagelse af hos Proctonotus (og Janus), hvor den er grovt vortet. — Antallet af Papiller varierer fra et meget ringe, som hos Tergipeder, Embletonier og Galviner, op til de flere hundrede, som ere tilstede hos de typiske Aeolidier, hos Phidianerne o. fl. — Paa Spidsen især af de større Papiller sees hos de fleste Former allerede ved Loupen en fiin Aabning (Neldeporen), som antyder Tilstedeværelsen af Neldesækken-+++ Fortil paa hoire Side sees den sædvanligt sammentrukne Kjønsaabning; kun hos saadanne Individer, hos hvilke dennes Rande ere stærkt omvæltede, iagttages tre smaa Aabninger inde i den; af den ene hænger hos enkelte Former en Penis frem, der sædvanligt er af meget betydelig Størrelse og undertiden fuldstændigt udfylder hele den omkrængede Genitalaabning 7-77); kun hos Slægten Fiona (sml. |. c. t. IL f. 1, t. Il. f. 33) vides Penissækken at aabne sig påa en særegen vorteformet Fremragning foran Kjønsaabningen. — Længere tilbage paa samme Side ligger den mere eller mindre fremstaaende Analpapil, som oftest tæt op til (eller endog i) Rygranden; hos Fiona sees den — som anført — ovenfor og indenfor den sidste, i hvilket Forhold der saaledes viser sig en Overgangsdannelse til Analaabningens Stilling i Ryggens Midtlinie hos andre notoprocte Aeolidier. Paa enkelte Individer af næsten alle undersøgte Arter fandtes et større eller mindre Fremfald af Endetarmen. — En Nyreaab- ning har indenfor Nudibranchiernes Gruppe allerede forlængst været bemærket og beskrevet Tab, IL Boo 16s i VAL fF: 147 hos de egenlige Dorider, skjøndt den rigtige Tydning af denne Pore først skriver sig fra nyeste Tid (sml. Fiona p.314. Anm.). Hos Dyr af denne sidste Gruppe saavelsom hos (Polycera og) Phyllirrhoé, hos hvilke denne Aabning ogsaa er funden, ligger den i Nærheden af Analaab- ningen. I nyere Tid synes Hancock (Monogr. part VII. p. 16) ogsaa hos mange Aeolidier at have seet en saadan Aabning, men med Undtagelse af for Fiona mangle noiagtigere An- givelser herom fuldstændigt. Hos sidstnævnte Form har den engelske Forfatter saavelsom jeg fundet Nyreporen tæt ved Gatboret; men naar Hancock angiver, at den ogsaa hos alle andre Aeolidier ligger i denne Region, da staaer det i bestemt Modstrid med mine Erfa- ringer. Paa enkelte Individer af de fleste nedenfor undersøgte Former har jeg sædvan- ligt kunnet finde Nyreaabningen, men liggende i nogen Afstand fra Analpapillen, undertiden selv nærmere Kjonsaabningen (Glaucus)-). Paa saadanne Aeolidier, der have tyndere Bedækninger, sees en Deel af Indvol- dene altid skinne igjennem Legemsvæggene, især Ryggen og hoire Side; naar Hudbe- klædningen er tykkere, kunne de derimod kun skimtes, naar Individerne ere i Slapheds- Tilstand. Gjennem Ryggen opdages saaledes Svælghovedet, det ved Oienpletterne antydede Central-Nervesystem, Maven og undertiden Maveblindsækken med Enderne af de her ind- mundende Galdegange, fremdeles Begyndelsen af Tarmen, Hjertet og hos Former med færre Papiller undertiden ogsaa Kjonskjertlen. Gjennem Siderne skinner ofte den sædvanligviis guulladne eller gule Kjønskjertel, undertiden ogsaa Sliimkjertlen og paa heire Side endnu Tarmen, sædvanligt beskrivende en nedad convex Bue. Naar enAeolidie aabnes fra Rygsiden, findes Indvoldene i følgende, ofte alle- rede udvendigt fra temmelig synlige Leieforhold. Forrest træder Svælghovedet frem som en forholdsviis stor, fast Masse, der falder stærkt i Oinene ved sine, af de gulige eller brunlige Kjæber dannede Sidevægge. Bagtil paa Svælghovedets øverste Flade ligge eller idetmindste indmunde Spyttekjertlerne og mellem Indtrædelsesstederne for disses Udføringsgange ud- springer det ganske korte, af Centralnervesystemet omslyngede Spiserør, som pludselig udvider sig til en rummelig Mave, hvis øvre Væg er fastvoxet til Dyrets Ryg, fra hvilken den ikke kan løsnes uden at sønderrives, medens dens nedre Side hviler paa og er løsere forbunden med Sliimkjertlen. Ved Mavens Bagende ligger det tykvæggede Hjerte kammer og bag samme det meget tyndvæggede Forkammer, som bagfra modtager en stor Vene pg fra hver Side en mindre, hvilke Venestammer ligge umiddelbart under og tilvoxede til Ryg- huden, Medianstammen hos de pleuroprocte Aeolidier hen langs den øvre Side af Mave- blindsækken, hos de notoprocte og hos Glaukerne hen langs Kjønskjertlen (som her ligger over Maveblindsækken). Ogsaa Maveforlengelsen er med en Deel af sin Rygveg +) Tab. VI. f. 3. 148 heftet til Huden. Fra Siderne af Maven og Maveblindsækken sees Galdegangene udgaae, hvis forskjellige Forgreningsmaade betinger eller betinges af Papillernes forskjellige Stilling hos de forskjellige Slægtsformer. Fra Mavens hoire Deel sees Tarmen udspringe, som derfra gaaer tilbage langs Sliimkjertlens og Kjenskjertlens hoire Side under Galdegangene og ender i Gatboret. Under Fordoielsessystemet ligger (med Undtagelse af hos de noto- procte Aeolidier og Glaukerne) hele Kjonsapparatet, forrest Sliimkjertlen med de paa boire Side udmundende Udføringsgange, bag den Kjønskjertlen. — I Legemet bemærkes flere større Blodrum, Lacuner. Hovedet danner saaledes en stor Blodhule, der bagtil begrændses af Maven og Sliimkjertlen eller (Glaucus) af Maven alene, og som staaer i Forbindelse med Huulhederne i Tentakler og Rhinophorer; Svælghovedet med Centralnervesystemet bades af Blodet i denne Hoved-Lacune. Længere tilbage findes et andet, sædvanligviis mindre, kun hos Glaukerne større, Blodrum, Krop-Lacunen, som ligger mellem den bageste Ende af Maven og Sliimkjertlen — og et mellem Ryg og Fod udspændte Skillerum; dette sidste danner den forreste, ligesom Kjønskjertlen den bageste Begrændsning for et tredie Blodrum, Pericardial-Lacunen, som indeholder Hjertet, og som gjennem Nyren staaer i Forbin- delse med det Dyret omgivende Element, Havvandet, hvilket her ad denne Vei tilblandes Blodet. Disse større Lacuner staae gjennem fine Spalter og mindre Aabninger i Forbindelse med et System af røragtige Lacuner i Fod og Ryg). Indre Bygning. Nervesystemet. Som hos andre nøgengjællede Gastraeopoder og som i det Hele hos alle Mollusker bestaaer Nervesystemet af to Hoveddele, en animalsk eller excito-motorisk og en sympathisk, beregnet paa det vegetative Livs Functioner. Det animalske Systems Centraldeel dannes af de sædvanlige 3 Par Nerve- knuder, For- eller Hjerneganglier, Mellemganglier og Bag- eller Fodganglier*. Disse Nerve- ") Med Hensyn til de større Lacuner sml. man Tab. VI. Fig. 31. 7) Det er Huxley's Fortjeneste at have forsøgt indenfor Molluskernes og især Gastraeopodernes Klasse at fastsætte forskjellige Homologier baade i ydre og indre Organisationsforhold. Hans herhen hørende Arbeide (on the morphology of the cephalous mollusca. Philos. Trans. 1853. (Vol. 143. part 1.) p. 29—65. pl. 2—5.) synes imidlertid hidtil ikke tilstrakkeligen paaagtet og er med Hensyn til Op- fattelsen af Nervesystemet saaledes heller ikke benyttet i den nyeste (Gegenbaur's) Haandbog i den sammenlignende Anatomi (Grundz. d. vergl. Anat. 1859. sml. p. 292, 309—314). 149 knuder ere (som hos andre Nudibranchier) stærkt centraliserede, sammentrængte ovenover Spiserørsroden, inderst og øverst de to Forganglier, med hvilke de uden- og bagfor liggende Mellemknuder ere sammensmeltede; bag og nedenfor denne Gangliemasse, påa Spiserørets Sider, ligger Bag- eller Fodgangliet. De sammenhørende Ganglier ere ved Commissurer forbundne hen under Spiserøret. Hjerneganglierne forsyne som sædvanligt Mundrør, Læber og deres Muskler, de fleste hoiere Sandseorganer (Øie, Øre, Lugteorgan) og Tyggeapparatet (Kjæber og Tunge) med Nerver, paa hvilke der tildeels findes secundære Ganglier (Gll. ol- factoria, buccinatoria). Mellemganglierne forsyne Halsens Sidedele og Kroppens Side- vægge og give desuden Grene til Parringsapparatet. Fra Bag- eller Fodganglierne tage Fo- dens Nerver deres Udspring. Det vegetative Systems Nerveknuder og Nerver danne et vidt forgrenet Net, som deels strækker sig frit gjennem Lacunerne, deels er leiret paa de forskjellige Indvolde; det staaer — saaledes som Hancock og Embleton have paaviist det hos Doris (Phil. Trans. 1852. part 2. p. 235—239. pl. XVII. f. 1; pl. XVII. f. 1—4), jeg hos Glaucus (s. ndf.) — i Forbindelse med de bucco-pharyngeale og med de store Mellemganglier. Ganglierne ere indhyllede af en løs Bindevævscapsel, der som et Neurilem fortsætter sig ud paa de større Nerver. Neurilemet er gjennemsigtigt, stribet (traadet), med ind- leirede ovale eller langstrakte Celler; længere ude paa Nerverne bliver det ganske tyndt, næsten structurløst. — De større Ganglier, især Hjerneknuderne, sees undertiden tydeligt sammensatte af tæt sammentrængte Smaalapper, dog bliver denne Sammen sætning sjeldent tydelig udvendigt (paa Overfladen); de smaa sympathiske Ganglier indeholde sædvanligviis nogle faa større og flere mindre Nerveceller. Hos enkelte Former, især yderst almindeligt hos Glau- kerne, sees Nerveceller indsprængte paa forskjellige Steder i Forløbet af Nerverne, og under- tiden er dette ogsaa Tilfældet med de store Commissurer under Spiseroret. Nerverne synes at ende med Netdannelser; de yderste Grene sees undertiden ligesom smeltede sam- men med Vævenes Elementer, især med Muskelvævets. — Nerveelementerne vise de hos Molluskerne sædvanlige Characterer. Cellerne naae undertiden (Ae. salmonacea, Couth.) den betydelige Størrelse af mere end 0,2": Cellekjernen er stor, sædvanligt forsynet med Kjernelegeme. Ofte sees unipolære Geller, hvis kornede Indhold fortsætter sig ud i Traad- udspringet”). Substansen i Nerverne er svagt stribet efter Længden og fiintkornet, i de finere Nerveforgreninger er den næsten homogen. 1) Medens Gegenbaur (Untersuch. üb. Pterop. u. Heterop. 1855. p. 204 0. fl. St.) hos Pteropoder og He- teropoder fandt Celleelementerne i Nervesystemet (Nervecellerne) mindre stærkt udviklede og næsten ganske manglende i den sympathiske Deel, saa jeg dem derimod hos Aeolidierne i Almindelighed, men fornemmelig hos Glaukerne yderst stærkt udviklede og ikke mindre fremtrædende i det sym- pathiske System (sml. ndf.). 150 Ganglierne synes i det Hele at variere en Deel i Form hos forskjellige Individer af samme Art, hvilket især gjælder om de større Nerveknuder. Disse sidste ere sædvanligviis af en mere eller mindre udtalt guulladen Farve, medens de mindre ere hvidlige. For- og Mellemganglierne ere hos alle Aeolidier — saaledes som ogsaa hos Trito- niaderne og enkelte Dorider samt efter mine Undersøgelser ogsaa hos Pleurophyllidierne — meer eller mindre fuldstændigt sam mensmeltede til etPar aflangeNerveknuder, som ligge skraat eller paatværs og indbyrdes ere forbundne ved en kort, sædvanligviis temmelig bred Commissur; de hvile med en temmelig plan Flade paa Spiserøret, medens den øvre Flade derimod er mindre eller mere conyex'). — Gangliemassens forreste, cerebrale Afdeling (Gl. cerebralia, autt.; Gl. cephalica, Huxley) afgiver en længere eller kortere Lugtenerve (N. olfactorius), der svuliner til et, ved Roden af Rhinophoren liggende Ganglion (Gl. olfactorium), fra hvilket een eller flere Nerver træde ind i Rhinophorens Huulhed og afgive Grene til dennes Vægge efterhaanden, som de forløbe ud til Spidsen af Rhinophoren. Hjernegangliet afgiver fremdeles flere Nerver til Tentakler, Mundrør og Læber samt disses Muskler; men disse Nerver ere uden Ganglier, da hine Deles ringe Størrelse ikke nødvendiggjør Udviklingen af saadanne. Disse Nerver, især de til Mundrør og Læber, ligge i store Bugter, der tillade dem frit at folge Svælghovedets og Mundrørets Bevægelser. Paa Hjernegangliet er det sid- dende eller yderst kortstilkede Øie og tæt bag samme Øret anbragt, og en lang, lemmelig tynd Nervecommissur sætter endelig samme i Forbindelse med de bucco-pharyngeale Gang- lier, der alter ere indbyrdes forbundne ved en temmelig kort, tynd Commissur, hvorved Hjerneganglierne da kunne siges at være indbyrdes forbundne ved en nedre som ved en øvre Commissur. Mellemknuderne (Gl. branchialia, autt.; Gl. visceralia, autt.; Gl. parieto-splanch- nica, Huxley) ligge mellem Hjerne- og Fodganglierne, men hvert er, som anført, paa sin Side sammensmeltet med Hjernegangliet til en fælleds Masse. Dette Ganglion afgiver flere Nerver til Halsen og Siderne af den forreste Deel af Kroppen. Fra det hoire Ganglion al- gaaer desuden en uparret Nerve (N. copulatorius), som fortsætter sig bagad til Penissækken, paa hvilken den undertiden (som jeg har paaviist hos Fiona (l. c. p. 288)) danner et Gang- lion; denne sidste Nerve synes at anastomosere henad Gruben paa Sliimkjertlens Overflade med Grenene af en anden (N. genitalis), som udgaaer fra den hoire Side af den tynde Com- missur, som nedenom Spiserøret forbinder begge Mellemganglierne *). 1) Med Hensyn til den følgende Fremstilling sammenligne man især: Tab. IV. f. 41; t VIL f. 1. 7) Forskjellige Undersøgere have hos forskjellige Molluskeformer paaviist to forskjellige og med forskjellig Rod udsprinzende Nerver til Genitalapparatet; Hancock og Embleton saae Saadant hos Dorider, Hancock og jeg hos Aeolidier og Lacaze-Duthiers hos Pleurobranchus (Ann. sc. n. Zool. 4 S. XI. (1859). p. 284). Det turde være rigtigt med sidstnævnte Forfatter at betragte N. copulatorius som tilhørende 151 Fodgangliet (Gl. pediaeum, autt.) ligger uden- og nedenfor førnævnte store Gangliemasse og forbundet med den ved en meget kort og sædvanligt temmelig bred Stilk; det afgiver almindeligviis to Nerver til Foden (N. pediaeus brevis og longus). Begge Ganglier ere indbyrdes forbundne ved en Commissur, der er kortere og bredere end de andre. Medens Øret hos næsten alle Gastraeopoder er anbragt paa eller staaer i Forbindelse med Fodgangliet , findes det — som ovenfor angivet — hos denne Gruppe (og, saaledes som forlængst bekjendt, ogsaa hos Heteropoderne) paa Hjernegangliet tet foran sammes Forbin- delse med Fodknuden. Orets Nærhed ved denne sidste udelukker derfor ikke den Mulighed, at Oret gjennem en Nerve dog kunde staae i Forbindelse med Fodgangliet og saaledes have bevaret sine sædvanlige anatomiske Forhold; en saadan Antagelse synes dog at benegtes af den directe Undersøgelse, som aldrig har paaviist mig Spor af nogen Forbindelse med Fodknuden. Svelghovedknuderne (Gl. buecalia, bucco-pharyngea, autt.; oesophagea, Blanch.) findes under Spiseroret, lige ved dettes Rod og saaledes paa den øvre Flade af Svælghove- det. De ere meget mindre end de øvrige nysomtalte Ganglier og maae egenligt kun op- fattes som secundære Nerveknuder, saadanne, som ere udviklede paa Nerver (Nn. buceales); men de faae ved at vere indbyrdes forbundne ved en Commissur Characteer af de større Ganglier. Disse Nerveknuder staae gjennem de nysnævnte lange Commissurer i Forbindelse med Hjerneknuderne; den Commissur, som forbinder dem indbyrdes, er af Gangliets egen Brede eller kun lidt længere. Hvert Ganglie afgiver udad og bagad flere Grene til Svelg- hovedet d. e. til Kjæbe- og Tungemuskelmasserne, som synes alene al forsynes fra disse Ganglier og fra sympathiske Nerveknuder, men derimod aldeles ikke at modtage Nerver fra de større Ganglier; ogsaa Commissuren mellem begge Svelghovedganglierne afgiver et Nervepar, som udbreder sig i den bageste Deel af Svælghovedet. Medens disse Nerveknuder det animalske, N. genitalis det sympathiske Nervesystem, uaglet Antagelsen med Hensyn til sidst- nævnte — efter vor nuværende Kundskab — ikke finder nogen egenlig Støtte i de anatomiske Forhold. Naar Lacaze Duthiers iovrigt lader N. copulatorius udspringe fra Cerebralgangliet, da ligger dette deri, at Mellemknuden er sammensmeltet med hiint — hvorom jeg har overbeviist mig paa en amerikansk (Antil-)Form af Pleurobranchus (Pl. quadridens, Moerch*!, — hvilket af L. Duthiers er overseet. — Han- cock og Embleton saae hos Doriderne N. copulatorius udspringe fra et eget Ganglion paa Under- siden af Forranden af hoire Mellemknude, men synes ikke at have fundet noget lignende hos Aeoli- dierne, hvor et saadant efter min Undersøgelse heller ikke er tilstede; derimod saa Lacaze Duthiers hos Pleurobranchus N. genitalis udspringe fra et eget Ganglion paa Commissuren mellem Mellem- knuderne. Hos Aeolidierne (som mangle særlige Gjæller og Skal) findes naturligviis ikke den ellers fra Mellemknuden udspringende N. branchialis og N. columellaris. *) Contributions à la faune mslac. des Antilles dan. — Journ. de conchyl. 3 S. Ill. 1 (1563) p. 29. 152 endnu maae regnes med til det animalske Nervesystem4), saa gjælder det Samme ikke om et Par mindre Nerveknuder, de gastro-oesophageale Ganglier (Gl. gastro-oesophagea, Hanc. & Emblet.; Gl. pharyngea accessoria, Fr. & Leuck.), som ligge eet op til hver sin Side af Spiserøret. Hvert Ganglion staaer gjennem en kort Nerve (der ofte afgiver en Sidegreen til Spiserøret) i Forbindelse med det nedenfor liggende buccale Ganglion; det udsender flere Grene til Spiserøret, af hvilke den ene undertiden lader sig forfølge heelt op påa Maven. Indad og bagtil staaer Gangliet i Forbindelse med en af Nerveknuderne i det forreste plexus af det sympathiske System (plexus bucco-gastricus) og maa selv ansees for et Led i dette (sml. ndf. ved Glaucus). Ifølge ovenstaaende Fremstilling danner Centralnervesystemet 3 store Slynger, Commissurer, som gaae hen under Spiserøret (og Aorta anterior). Der findes nemlig en temmelig kort og stærk mellem Fodknuderne (Comm. pediaea), en lang og mindre kraftig mellem Hjerneknuderne (Comm. cerebralis s. bucealis) (paa hvilken Buccal- ganglierne udvikle sig) og en temmelig lang og meget fin mellem Mellemknuderne (Comm. posterior)?). Den første ligger sædvanligen midt mellem begge de andre, af hvilke den sidste fordetmeste ligger bagest. Til disse 3 Commissurer kommer maaskee endnu altid en fjerde (Comm. sympathica), som tilhører det forreste Ganglieplexus af det sympa- thiske System, men hvis Tilstedeværelse jeg med Sikkerhed og i sin uafbrudte Forbindelse kun har kunnet paavise hos en enkelt Slægtsform (Glaucus). Imedens det sympathiske System af Hancock og Embleton (l. c. p. 235. pl. 17. f.1; pl. 18. f. 1—4) var blevet fundet udviklet i en ganske overordenlig Grad hos Doriderne, ligesom senere af Lacaze-Duthiers (I. €. p. 290. pl. 12. f. 2) efterviist hos Pleurobranchus saavelsom hos Haliotis (Ann. sc. nat. Zool. 4 S. XII. (1859), p. 299. pl. 11 f. 1 c.), saa var der hidtil indenfor Aeolidiernes Grupper kun fundet meget utydelige Spor dertil (sml. Hancock € Embleton, Ann. mgz. n. h. 2 S. Ill. (1849) p. 192°). Det er imidlertid af de Antydninger til et saadant System, som jeg har fundet hos de fleste Former af Aeolidier, og af mine Undersøgelser over Glaukerne (s. nedf.), hos hvilke det sympathiske System er saa overordenligt udviklet, klart, at det sympathiske Nervesystem næsten er ligesaa stærkt fremtrædende hos Aeolidierne som hos Doriderne og maaskee overhovedet som hos nogen 1) Der synes ikke at foreligge nogen Grund til med Blanchard og Lacaze-Duthiers at opfatte Buccal- ganglierne som sympathiske, hvilket heller ikke er antageligt, naar der tages Hensyn til de Organer (Kjæber og Tunge), som forsynes med Nerver af dem. 7) Undertiden kunne disse Commissurer, især den mellem Fodknuderne, sees opløste i to. >) I nyere Tid have Alder og Hancock (Mgr. br. nudibr. moll. part V. (1851). Text til pl. 43 Anm.) hos Antiopa og de typiske Aeolidier fundet Spor til et sympathisk Nervesystem paa de indre Kjønsorganer og seet lignende paa Maven hos de typiske Acolidier, 153 anden Form af Gastracopoder. Forrest bag Svælghovedet fremtræder det stærkest udviklet, idetmindste med de største Ganglier, og danner her et plexus bucco-gastricus, hvis forreste og største Ganglion, det ovenfor omtalte Gl. gastro-oesophageum, staaer i Forbin- delse med Buccalganglierne, medens det indad forbinder sig med et andet (Gl. innomi- natum), som afgiver Udgangspunkt for en med Nerveknuder forsynet Commissur, der som (den fjerde) Nerveslynge omfatter Spiserøret (og Aorta) og udad fremdeles fortsætter sig i en med Knuder forsynet Stræng, hvis ene Ganglion gjennem en Nerve forbinder sig med Mel- lemknuden. Fra disse Ganglier gaae Nerver over paa Spyttekjertlerne og paa Maven og fort- sætte sig hen over sidstnævnte, som et vidtmasket Nervenet med smaa Ganglier og med Celler indsprængte i Nerverne. I Huden eller Hudmuskellaget har jeg fremdeles fundet talrige, efter deres mange Anastomoser og Ganglier at dømme, sandsynligviis sympathiske Nerve- udbredninger, hvis Sammenhæng med det øvrige sympathiske Nervesystem dog ikke er blevet tydelig; medens en lignende, men paa Ganglier meget mindre rig") Udbredning paa Sliimkjertlen synes at tilhøre N. genitalis. Høiere Sandseorganer. Forekomsten af særlige optiske Ganglier (saaledes som de kunne findes ogsaa hos Doriderne) synes hidtil ikke iagttaget hos nogen Form af denne Dyregruppe, og de altid smaa Øine sidde saaledes umiddelbart paa eller ere ved en meget kort N. opticus for- bundne med de øvre Gangliers cerebrale Afdeling. — Qiet+) er mere eller mindre ud- talt kuglerundt, undertiden, som det synes, og, især naar det er siddende, noget fla- dere paa Basalsiden. Det dannes af en temmelig tyk og fast Capsel, hvis forreste Afsnit maa opfattes som homolog med Horn- (Cornea), det bageste med Senehinden (Sclerotica); begge ere gjennemsigtige, men Øiets særdeles ringe Størrelse tilstedede in- gen noiagligere Bestemmelse af Capslens Structurforhold, som syntes at være de samme baade i dens forreste og bageste Afdeling. Paa enkelte Former (Ae. salmonacea) efter- vistes en Celiebygning i Capslen-+-+), uden at det nærmere lod sig afgjøre, om denne tilhørte selve Capselsubstansen”) eller et Overtræk indenfor. Lige bag Cornea sees den ikke meget store, sædvanligviis gulladne, kuglerunde Lindse, der rager meer eller mindre frem af Pigmentlaget gjennem en rundagtig Aabning i dette, Pupillen; Lindsen er aldeles 1) Lacaze-Duthiers fandt hos Haliotis (1. c. p. 300. pl. 11 f. 1) ingen Ganglier paa Nerveudbredningen paa Maven. TH) ln, IN N 6 ++) Tab. IV. f. 42. 2) Corneapartiet og ofte ogsaa Sclerotica synes hos Molluskerne i det Hele sædvanligviis at være af homogen Natur eller undertiden. stribet; kun hos Pterotrachea har R. Leuckart (zool, Unters. Ill. (1854) p. 31) fundet Gellelegemer i Cornea. Vidensk. Selsk, Skr., 5 Række, naturvidensk, og mathem. Afd., 7 Bd. 20 5 154 structurlos, gjennemskinnende. Undertiden sees bag Lindsen Spor til Tilstedeværelsen af et Glaslegeme. Öret-) viser sig, som sedvanligviis hos Molluskerne, som en lille Kapsel med een eller flere Otolither, beliggende (som hos Heteropoderne) tæt bag Øiet, saaledes indleiret i og mod Overfladen af Hjerneknuderne og da (i Modsætning til Forholdet hos Dorider og Tritoniader) paa sammes øvre Side. Det tør vel tilskrives Organets meget ringe Størrelse, muligviis ogsaa en fra Spiritusens Indvirkning hidrørende Forandring og Opløsning af Oto- litherne, at det hos adskillige Former blev søgt forgjæves. Ørekapslen er forholdviis tem- melig tyk, men structurløs; til den af forskjellige Undersøgere fundne Cilieepithelsbeklæd- ning sees (paa de i Spiritus bevarede Individer) intet Spor. Hos de fleste Slægtsformer ere Otolitherne talrige og meget smaa, iøvrigt temmelig forskjellige i Størrelse og Form; kun høs Slægterne Montagua og Tergipes saavelsom hos Embletonia (Hancock) er der hidtil efterviist en enkelt Otolith, saaledes som den ellers er fundet i Øret i dets embryonale Til- stand (Max Schultze, Keferstein & Ehlers). De øvre Tentakler, Rhinophorerne, forsynes hos Aeolidierne (som hos Nudi- branchierne i Almindelighed) af en Nervestamme, der danner et større eller mindre Ganglion ved Organets Rod. Disse Organer vise ikke sjeldent særegne Eiendommeligheder i den ydre Bygning; de sees saaledes perfolierede hos Janus, Flabelliner, Phidianer o. fl.; forsynede med en ringlignende Fold nedenfor Spidsen hos Favorinerne; hos Hermaea flade og tutfor- met sammenrullede; hos Janus findes endnu en særegen kamformet Udvikling mellem begge. Hos de øvrige Slægtsformer afvige de øvre Tentakler ikke i Bygning fra de nedre, og ere trinde og glatte som disse, Kun hos Alderierne mangle de øvre (saavelsom de nedre) Ten- takler. Hancock!) (og tidligere, som hidtil overseet, Forbes?) have af disse to Kjends- gjerninger, Tilstedeværelsen af et eget Ganglion og en dermed ofte følgende eiendommelig Bygning, sluttet til en ejendommelig Function af disse Organer; og gjennem Sammenligning af de paa deres Overflade ofte, som anført, tilstedeværende Gruber med Fiskenes Næsehuler ere de engelske Forfattere da blevne ledede til Tydningen af dem som Lugteorganer. Denne Opfattelsesmaade, som ogsaa fra flere Sider er blevet adopteret, turde maaskee vise sig som den rette, hvorfor jeg ogsaa tidligere (l. c.) har foreslaaet Benævnelsen Rhinophorer for disse Redskaber. De nedre, altid trinde og næsten altid ganske glatte, sjeldent svagt furede, egenlige Tentakler tjene som særlige Redskaber til at føle med; en Nerve lader sig — som i Rhinø- phorerne — forfølge op gjennem deres hule Axe, idet den afgiver Grene til Væggen. Det +) Tab. VIL f. 6. 1) On the olfactory appar. in the Bullidae. Ann. and mzz. n. h. 2 S. IX (1852). p. 188. 7) Annals of nat. hist. V. (1840) p. 106. 155 er allerede ovenfor omtalt, at de egenlige Tentakler hos Tergipederne ere meget smaa, hos Embletonierne reducerede til flade Lapper, og at de mangle hos Slægterne Hermaea og Sti- liger (Ehrbg.) og idetmindste ere meget reducerede hos Alderia'), Hudbeklædningen, Bindevæv, Muskelveev. Saafremt man overhovedet vil bevare Benævnelsen »Kappe« (Cuv.) og dermed da maa forbinde det bestemte Begreb af en særlig Hududvikling”), da maa en Kappedannelse frakjendes Aeolidierne som de andre Nudibranchier, idet deres Ryghud hverken danner en »Duplicatur« eller en »skjoldformet Fortykkelse«; Cuvier selv har følt dette, idet han udhæver, at Glauker og Aeolidier ere uden tydelig Kappe (»sans manteau distinet«. Mem. sur la Scyllée, l'Eolide et le Glaucus. p. 15). Legemets Overflade dækkes af et Lag Epithelialceller, meest kort Cylinder- epithel med tydelig Kjernedannelse*). Under Epitheliallaget fremtræder undertiden (som især hos Glaukerne) et tyndt Lag, hovedsageligt bestaaende af Pigmentkorn, der sædvanligviis ere sammentrængte om Kjerner'), tildeels ogsaa indleirede i Geller. Under Pigmentlaget findes et Lag lyse, større og mindre Geller (af sædvanligviis 0,007—0,016™ i Gjenemsnit), Bindevz»vsceller®), med tydelig, skjøndt forholdsviis lille Kjerne og et sparsomt, fiiint- kornet Indhold; imellem Cellerne, der ogsaa, som anført, saaes indsprængte i Pigmentlaget, sees frie Kjerner. Medens disse Celler hos andre gastraeopode Mollusker saa ofte indeholde Kalk, ere de hos Aeolidierne aldeles eller næsten aldeles. blottede derfor. Mellem Binde- vævscellerne sees desforuden undertiden (Ae. salmonacea, C.) runde eller aflange Grupper 1) Cuvier tilskrev, som bekjendt, Eolidierne 6 Folere; Loven gjorde (Bidrag til Kannedomen af Moll. Utveckl. — Vet. Ac. Handl. for 1839. 1841. p. 235) opmærksom paa, at de to hos mange Aeolidier fore- kommende nederste Følere vare udtrukne Fodhjørner. sml. R. Leuckart, üb. die Morphologie — der wirbellosen Thiere. 1848. p. 126. Huxley, on the morphology of the cephalous mollusea. I. €. p. 45, 49. Disse Celler manglede ofte paa Spiritusexemplarer over store Strækninger, men vare som oftest vel bevarede paa Foden. 4) Denne Sammentrængning af Pigmentet om Kjerner og dets sjeldnere Forekomst inde i Celler er ogsaa forsaavidt af væsenlig Interesse, som nyere Undersøgelser have efterviist lignende Forhold i Menneskets Chorioidea (sml. Beneke, Arch. des Vereins f. gemeinsch. Arb. IV. (1858) p. 383; Nunne- ley, on the organs of vision. 1858. p. 165). Denne Slags Celler, som repræsenterer de hoiere Dyrs Bindevæv, blev først efterviist af Leydig hos Paludina vivipara, senere af Semper (Zeitschr. f. w. Zool. VIII (1857) p. 342, 361) noiere paaviist hos Pulmonaterne. Disse Bindevwvsceller synes at være den Bindesubstans, som har den største Udbredning hos Molluskerne, medens Sliimvæ v (Virchow) synes at forekomme noget mindre almindeligt udbredt (Cephalopoder, Heteropoder, Tunicater), hvilket ogsaa er Tilfældet med det fibrillære Bindevæv (Cephalopoder, Gastraeopoder); Bruskvæv forekommer saa at sige kun undtagelsesviis og virkeligt Beenvæv er hidtil ikke iagttaget. to w 5 20° 156 af guulladne, fedtlignende Legemer (af c. 0,0127" Gjennemsnit), der ei bruse med Syrer. — Til Hudlaget høre endnu de Hudkjertler, som, dog i det Hele sjeldnere, iagttages paa en- kelte Strækninger (især hos Glaucus) og fornemmelig paa Foden. Under og uadskilleligt sammensmeltet med hele det foregaaende Lag, den egenlige Hudbedækning, ligger det subcutane Muskellag,+ der sædvanligen ogsaa regnes med til Huden. Det sammensættes af smalle, flade Baand af tildeels meget betydelig Længde, saa- ledes at de t. Ex. lade sig forfølge gjennem næsten hele Fodsaalens Længde. Paa de for- skjellige Dele af Legemet danne disse Muskelbaand Lag af forskjellig Tykkelse, hvilke dog altid atter sammensættes af flere Strata, i hvilke Musklerne fordetmeste løbe i forskjellig og paa de fleste Steder regelbunden Retning. Paa Midten af Ryggen saavelsom i Papillerne skeer denne Krydsning under næsten rette"), ud imod og i Kroppens Sidedele under skraae Vinkler. Stærkest udviklet er Muskelsystemet i Foden, hvor to adskilte Lag ogsaa træde meget tydeligt frem; nærmest Fodsaalen findes et Lag med Længderetning, ovenpaa det et Tværlag, hvilket sidste imod Legemshulen danner et fremstaaende Bjælkevæv især ved Over- gangen i Legemets Sider. — Deling af Muskelfibrillerne iagttages ikke sjeldent. Mu- skelfibrene vise sig deels og almindeligen med et mere homogent, deels, saaledes som i Svælghovedet, med et fiintkornet (stribet) Indhold. Kun sjeldnere findes Kjerner som Rest af de primitive Celler, af hvilke Muskelfibrene ere fremgaaede!); i Svælghovedets Muskel- elementer forekomme dog temmelig almindeligt Celler, der ikke ere ganske smaa ((,037™™), aflange, med fiint moleculært Indhold og lille tydelig Kjerne. Det løse, sparsomme (interstitielle) Bindevæv, der forbinder Indvoldene, sees som en spindelvævsagtig Masse, som nærmere betragtet viser sig som en fiint stribet eller homogen Grundsubstans med talrige indleirede Bindevævsceller og Kjerner, fremdeles med yderst fine, ligeløbende, sjeldnere lidt bugtede Traade, der meest ere sondrede, undertiden ogsaa sam- lede med nogle faa andre til tynde Bundter, hvis Elementer efterhaanden skille sig fra hverandre ; Traadene krydses i alle Retninger og ere desuden blandede med enkelte,, grovere, grenede Traadbundter. Her er altsaa en Antydning til Dannelsen af fibrillært Bindevæv. Hos en Deel Former, dog især hos Glaukerne og fortrinsviis paa Indsiden af disses Papiller og i den løse Masse, som gjennemkrydser Papilhulen og løst befæster Leverlappen til Papil- væggen, sees Sliimvæv med forgrenede og anastomoserende, sandsynligviis contractile (Bindevævs-) Celler, ikke ulige dem, der forekomme saa overordenligt udbredte hos He- teropoderne. TASTE Vind 245 te Vil fT. ') Som bekjendt ere »Muskelkjernerne« snart blevne opfattede som Kjernerne til de Celler, af hvilke Muskelöbrillerne ere dannede (Kölliker, Häckel, Frey), snart for beslægtede med Bindevævs- celler (Leydig, C. 0. Weber, Böttcher, Schtschelkow), endelig i nyeste Tid anseete for de Elementer, af hvilke Muskelfibrillerne umiddelbart udvikle sig (Peremeschko. Virch. Arch. XXVII. 1. 2. (1863) p. 116—126). 157 Fordøielsesorganer. Det er allerede blevet bemærket, at den ydre Mundaabning førte ind i et kort Mundrør, der, som hos andre Mollusker, ved Fremstrækning af Svælghovedet, saasom under Griben af Føden og ofte i Døden, udslettes"). Mundroret har fortil temmelig grove Lengde-, bagtil fine og tætstaaende Kreds-Folder; det aabner sig fortil mellem Læberne, bagtil lukkes det, idet det slaaer sig om paa Forenden af Svælghovedet og danner en kredsformet Læbeskive med en aflang eller rundagtig Aabning i Midten, i hvilken Kjæbernes guult- eller bruuntladne Tyggerande ligge blottede, adskilte ved den smalle Mundspalte. Liebeskiven har talrige cir- culære og eradierende Folder af lignende Art som dem bagtil i Mundrøret; indad mod Kjæberandene falder den skraat af og er der fiint furet og ofte sortstribet; dens yderste Rand ligger løst paa Musklerne paa Svælghovedets Forende (Mm. longitudinalis inf., lateralis). — Mundrøret med Læbeskiven udklædes af en temmelig tyk og seig, farveløs eller guulladen Cuticula, som væsenligst danner de omtalte Folder; den beklæder et Lag rundagtige eller kantede Cylinderepithelceller af sædvanligt c. 0,034" Hoide og 0,005—0,0087m Brede. Mundrøret saavelsom Læbeskiven sammensættes iøvrigt af hinanden krydsende Lag af Mu- skelbundter, der løbe paalangs og circulært; i Nærheden af Mundrørets Overgang i Læbe- skiven gribe de Muskler, der bevæge Svælghovedet i sin Heelhed (s. ndf.), ind imellem Mund- rørets egne Muskellag, medens de Svælghovedet alene tilhørende Mm. longitud. inf. og lateralis hefte sig paa Læbeskivens Bagside. Svælghovedet (Bulbus pharyngeus) er hos Aeolidierne saa udviklet som — naar Tritoniaderne undtages — neppe hos nogen anden gastraeopod Mollusk. Det sammensættes af to stærke Kjæbemuskelmasser, der udvendigtfra skjules af Kjæberne, og som mellem sig fatte en Tungemuskelmasse, hvis bageste Deel de indeslutte tæt fra begge Sider, medens de lade den forreste som Tunge rage frit ind i Mundhulen, hvor den paa sædvanlig Maade er bedækket med faste Tandplader langs hele Rygningen (Raspen). — Svælghovedets Længde udgjorde (paa de i Spiritus bevarede Individer) fra ts eller % (Ae. Drummondi) til næsten 1) Som Typ med Hensyn til Bygningen af Svælghovedet har her tjent Ae. salmonacea, Couth., af hvilken et ikke ringe Antal Individer stod til Raadighed for den anatomiske Undersøgelse. Efter Svælghovedets kortere eller længere Form forandre Forholdene sig noget hos de forskjellige Slægts- og Artsformer; kun hos Glaucus indtræde særlige Modificationer i Bygningsplanen. — Af alle hidtil undersøgte Aeolidier er det kun Slægterne Hermaea, Stiliger og Alderia, der skulle mangle Kjæber; denne Angivelse om Mangel af Kjæber forekommer mig imidlertid meget tvivlsom, i hvil- ken Anledning jeg ogsaa skal minde om, at jeg fandt Kjæber hos Slægten Doto, der efter Souleyet saavelsom efter Alder og Hancock skulde være kjæbeløs (sml. min Unders. af Campaspe pusilla ete, i Naturh. Tidsskr, 3 R. I. 3 (1863). p. 480). 158 14 (Ae. Scacchiana) af hele Legemslængden, almindeligviis beløb den sig til den femte eller sjette Deel’). Svzlghovedet-) er af ovalt Omrids; hos nogle Former er det længere, hos andre kortere (og selv hos Individer af samme Art saaes det noget vexlende i Længde efter Con- tractionstilstanden i Dødsøieblikket); hos nogle Arter er det højere, hos andre mere ned- trykt. DetsForende dækkes af den nys omtalte Læbeskive; Bagenden dannes af Tunge- muskelmassen alene; paa samme rager Enden af Raspepulpen meer (Coryphella, Montagua) eller mindre (Glaucus) frem. Siderne ere hos de forskjellige Slægter og Arter hvælvede paa forskjellig Maade og i forskjeliig Grad; de formes af de ved deres Farve afslikkende Kjæber, som tildeels dækkes af egne baandformede Muskler, der udspringe fra Kjæbernes bageste Deel. Den øverste Flade af Svælghovedet bestaaer af en forreste Deel, der sees strække sig fra Randen af Læbeskiven til Udspringet af Spiserøret, og som dannes af en tyk, paatværs løbende Muskel (M. transv. sup.); — og en bageste Deel, som fra Egnen af Spiserøret fortsætter sig bagad og umiddelbart gaaer over i Undersiden; den sidste Deel viser paa hver Side en paalangs løbende Muskel (M. rectus sup-), hvis forreste Ende er skjult af Tværmusklen, og som bagad udbreder sig vifteformet paa hver Side af den langs Midtlinien meer eller mindre fremstaaende eller kun nedenfra gjennemskinnende Raspepulpe. Svælghovedets nedre Flade er altid meget smallere end den øverste, fordi Kjæberne skraane nedadtil og naae nærmere sammen end oventil; i sin største Udstrækning dannes den af et tyndt Lag Muskler med Længde- og et tykkere med Tværretning, ved hvilke Mellem- rummet mellem Kjæberne bliver udfyldt; dens bageste Deel bestaaer af Muskler, der stige iveiret og op i den bageste Deel af Oversiden; lige i Midtlinien sees de to Indtrædelses- steder for den tvedeelte Endegreen af Aorta cephalica (A. bulbi). Svælghovedet i sin Heelhed bevæges af to Sæt flade, med Enderne fingerformet i hinanden gribende Muskler. Det ene Sæt, de fremstrækkende Muskler (Mm. protru- søres bulbi), udspringer med sine i hverandre flydende Hoveder fra den bageste Deel af Udsiden af Kjæberne og hefler sig med i hverandre gribende Haler paa Mundrørets bageste Deel nær ved dets Overgang i Læbeskiven. Det andet, stærkere Sæt Muskler, de Mund- røret tilbagetrækkende (Mm. retrahentes rostri), ligger udenpaa det forrige; af saadanne sees der paa begge Sider oventil, paa Siderne og nedentil almindeligviis respective eet eller to Muskelbaand, der sædvanligviis udspringe med flere Hoveder fra Bedækningerne paa den bageste Deel af Hovedet, Halsen og ved Fodranden; de have en kort Muskelbug og gribe ‘| Hos Ae. papillosa synes Lænzden ifelze Figurerne hos Hancock og Embleton (Ann. XV. pl V. f. 16) — thi udtrykkelise Angivelser manzle — at udsjere ‘/, af Lezemslængden; paa et af miz undersøgt Individ (s. ndf), beløb den sig til ‘/10. +) Før den følgende Fremstilling sml. man især Tab. IV. Fig. 1, 2, 3 (Ae. salm.); Tab. VI. (.76—9 Glaucus atlant.). 159° med deres fleerhalede Ender ind mellem Insertionerne af de forrige. — Svælghovedet træder (forat gribe Næringsmidlet) frem, idet Mundroret først krænges tilbage, og Svælg- hovedet drives frem ved de respective til disse Functioner hørende Muskler, som derved sandsynligviis understøttes af Contractioner i selve Mundrørets Vægge og ved Sammentrækning af Kroppen og derved fremkaldt Blodoverfyldning af den forreste Legems-Lacune. Idet alle disse Momenter ophøre at virke, træde Mundrøret og Svælghovedet tilbage i Hviletilstand. Paa Udsiden af hver af Kjæbemuskelmasserne ligger Kjeben') som et tresidigt, efter Fladen boiet Blad, der vender Basalranden nedad og i den forreste Deel af den er udtrukken i en fri Fortsættelse (proc. masticatorius). Med deres nedre Rande ere begge Kjæber nær- mede til, med deres øvre gabe de mere fra hinanden; med Forenden nærme de sig stærkt til hinanden, og ere her umiddelbart forenede over.til (crista connectiva) og ligeledes nedentil forbundne eller næsten sammensmeltede i Spidsen af den omtalte Fortsættelse (proc. ma- sticat.); den mellem disse to forenede Punkter liggende Kjæberand kan af Kjæbemuskelmassen nærmes til og fjernes fra den tilsvarende af den anden Kjæbe og derved gribe og tildeels sønderdele Føden, som er fattet af Læberne og indbragt i Mundroret. Kjæberne naaede sammen fortil, derimod gabe de med Bagenden stærkt fra hinanden og lade her en Deel af Kjæbe- og Tungemuskelmassen med Raspepulpen blottede tilsyne. — Nærmere betragtet viser Kjæben sig hvælvet paa Udsiden, snart i større (Glaucus)+), snart i mindre Grad (Ae. papillosa+-+) o. fl.); sædvanligviis danner Udsiden en sammenhængende Convexitet, som altid er stærkere nedad og i sin Fortsættelse fremad danner Navlepartiet; undertiden (Glau- cus) findes i sammes Sted en øvre, hoiere og kortere og en nedre, længere og lavere Hvæl- ving. Idet den nederste Deel af Kjæbens Convexitet fortil løber spidst til, dannes for- rest, som anført, Navlepartiet, der altsaa ligger i Forenden af Kjæbens nederste Rand; det springer snart mere (Åe. salmonacea, Galvina rupium), snart mindre frem. Kjæbens Indside er, som en noiagtig Gjengivelse af den ydre Side, concav, stærkest udhulet fortil i Egnen af Navlepartiet. I hele den frie Rand af Navlepartiet og nærmest ovenfor naaer Kjæbesubstansen sin største Tykkelse, og selve denne Rand springer derved stærkt frem, er fladtrykt i hele sin Længde og lige i Egnen af Navlepartiets meest fremspringende Punkt udviklet til en lige- eller skraatløbende Kam (crista connectiva), der ofte ved flere In- cisurer paalangs er deelt i flere smaa Ophøininger; ved denne Kam forbinder Kjæben sig med den modstaaende, idel Chitinsubstansen af den ene fortsætter sig i den af den anden. Hos Slægten Fiona har jeg paaviist (1. c. p. 296 t. II. f. 12 C**, B**, E) Tilstedeværelsen af en 1) Forunderligt nok angiver Leach (Mollusc. Brit. syn. 1852. p. 22) det som en Characteer for Aeoli- dierne (ligesom for Doriderne, og i Modsætning til Tritoniaderne) at mangle Kjæber. +) Tab. VI. fig. 6—10. ir) Tab. 1 A. fig. 2—3. 160 egen Fortsættelse fra denne Kam (proc. connectivus); jeg har hos ingen af de andre under- søgte Slægter seet nogen lignende, men maa betragte den hos Glaucus forekommende hori- zontale Plade som en homolog Udvikling, en Antagelse, som yderligere bestyrkes ved For- holdet af Muskelinsertionen af M. rectus sup. her (s. ndf.). Fra Underranden af Kjæben nedenfor Navlepartiet tager Tyggefortsættelsen (proc. masticatorius) sit Udspring; den er snart længere og stærkere udviklet (Facelina Drummondi, Ae. Soemmeringii), snart kortere (Ae. papillosa, Crat. Olrikki, Galv. rupium, Coryph. bostoniensis), hvilket især afhænger af Længden af den frit fra Rodpartiet bagud fremstaaende Deel, som løber mere eller mindre parallelt med Kjæbens Underrand. Den frie, indad eller mere udad vendende Rand af Tygge- fortsættelsen (Tyggeranden) kan findes næsten ganske glat (Ae. neapolitana, d'Ch.), eller besat med tætstaaende, fine, vorteformede eller mere tilspidsede Ophøininger (Ae. salmonacea, C.; Ae. Scacchiana, Ph.; Glaucus), eller kan vise en Række Tænder (Facelina Drummondi) eller endelig (som jeg har efterviist det hos Phyllodesmium) være udtrukken i flere stærke spidse Takker. Hos ældre Dyr findes Bevæbningen paa den forreste Deel af Tyggeranden næsten altid beskadiget ved Slid. Siderne af Tyggefortsættelsen vise i Nærheden af Tyggeranden altid fine, tætstaaende, listeagtige Ophoininger, som staae lodret paa Randen). — Kjæberne bestaae af en chitin- eller conchiolinagtig Masse"); de ere tykkest i hele Navlepartiet med Tyggefortsættelsen og i den underste Rand; Tykkelsen aftager opad og bagad og er der i Randen altid særdeles ringe. Det er allerede anført; at begge Kjæberne oventil ere noie forenede ved deres crista connectiva; i den yderste Deel af Tyggefortsættelsen finder ligeledes en inderligere Forening Sted, der hos de fleste Former er saa fast, at Spidsen af den ene under Forsøg paa her atløsne Kjæberne fra hinanden sædvanligviis bliver hængende ved den anden. Hos enkelte Former (især Coryphellerne og fortrinsviis tydeligt hos C. sal- monacea) indfattes Randen af dem egenlige Mundspalte af en egen Chitinkrave, der, lig- gende i en Fure langs med Mundspalten og noie forbunden med Kjæbesubstansen ved den forreste Ende af cristae conn. og midt over proc. mastic., sees fortsætte sig over fra den ene Kjæbe til den anden og saaledes bidrager til at lodde dem fastere sammen; til den ydre Rand af denne Chitinkrave hefter Læbeskiven sig saavelsom tildeels Mm. longitud. inf. og lateralis oris (s. ndf.). Hos flere Former (Fiona, Phyllodesmium) søgtes der forgjæves efter Spor til en saadan Krave. Den Cutieula, som udklæder Mundhulen, hefter sig oventil noie til crista connectiva, paa Siderne gaaer den over i Indsiden af Kjeberne (i Mundbihulen) og forbinder sig nedentil med Tyggefortsættelsen, idet den lukker Mellemrummet mellem dennes 4) Tab. IV BEE VIEL 11. 1) Hermed skal ikke være postoleret, at denne Masse virkeligen er identisk med Chitin, denne mzrke- lige til Glucosidernes Gruppe hørende Substans, som under alle Omstændigheder er forskjellig fra Tunicinet (Berthelot), Fibroinet, Sericinet og Sponginet (Städeler). Sml. Archiv der Pharm. 1861. Joli p. 76—82. 161 frie Deel og Underranden af Kjæben. — Af Farve ere Kjæberne hornagtigt guulladne, mørkest der, hvor de frembyde meest Masse; de synes i det Hele at blive mørkere med Dyrets Alder eller ere idetmindste altid mørkere hos de større Individer. Hos nogle Former synes de dog constant noget mørkere (Ae. salmonacea), hos andre (Ae. bostoniensis, neapoli- tana) altid lysere. Kjæberne vise tætliggende, grovere og finere Tilvæxtstriber, der ere lige- som concentriske med Navleparliet og især tydeligt parallele med Bagranden; de sammen- sættes af yderst fine, tæt sammentrængte Elementer, der staae lodrette paa Væxtstri- berne ; yderst i Bagranden ligge disse kun i et enkelt Lag+). Kjæbens Udside overtrækkes af en tynd, men seig Membran, som hænger noiere fast ved Kjæbens Rande. Den udmærker sig ved en eiendommelig zirlig Bygning, der formedelst den ulige Tykkelse af de Membranen sammensættende Elementer vanskeligt lader sig gjengive i Afbildning (sml. t. IV. f. 8; t. VI. t. 12), da Celledelene ikke samtidigt falde nogenlunde i Objectivets Brændpunkt. Membranen sammensættes af mere eller mindre langstrakte Celler, sædvanligviis (Åe. salmonacea, Glaucus atlanticus) med en Tværdiameter af 0,005—0,008™™ og med tydelig Kjerne med et lille glindsende Kjernelegeme; i begge Ender forlænger denne Art Celler sig oftest i en tynd, deelt Traad, som anastomoserer med dem fra nærliggende Celler. Celleomridset er oftest skarpt afgrændset, og en Adskillelse mellem Celle og Traad saaledes almindeligviis tydelig; kun undertiden syntes Celle- og Traadparti at gaae umiddelbart over i hinanden. Cellerne ligge med deres Længdeaxe par- allele med hverandre og med Kjæbens Længdeaxe; de synes leirede i flere Lag ovenpaa hverandre; de, der tilhøre det samme Lag, ere ordnede i et Slags Qvincunx, idet Cellerne af en Række støde op til Traadfortsættelserne i Siderækkerne. Paa Bagranden af Tygge- fortsættelsen sees altid et Lag Cylinderepithel, i hvilke den nysnævnte Cellebeklædning gaaer over uden bestemt Grændse. — Fra disse Elementer udspringe eller idetmindste paa denne Membran hefte sig Svælghovedets ovenfor omtalte fremstrækkende Muskler. Indsiden af Kjæben hænger noie fast til Kjæbemuskelmassen med Undtagelse af i Navlepartiet og Egnen nærmest bag samme, hvor der efterlades et tomt Rum, Bimund- hulen; som allerede forraader sin Tilstedeværelse udvendigt fra gjennem Kjæben og under- tiden sees indtage indtil det Halve af Kjæbens Udstrækning. Naar man — selv med al For- sigtighed — forsøger at borttage Kjæben, hænder det dog ofte, at en Deel af den tykke Cuticula paa den frie Forende af Kjæbemuskelmassen bliver hængende ved Kjæben og staaende som ef Skillerum, der udspringer i Egnen af Tyggefortsættelsens Rodparti og derfra staaer paa Skraa op langs Kjæbens Indside til Egnen ovenfor Kammen ff); samme betegner da endnu tydeligt Mundbihulen. +) Tab. II A. fig. 8;'t. IV. f. 7. +1) Tab. IV. fig. 4 A; t. VB. f. 10". 9 Vidensk. Selsk. Skr,, 5 Række, naturvidensk og mathem. Afd., 7 Bd. 21 162 Naar Kjæben er taget bort, ligger Udsiden af Kjæbemuskelmassen blottet); den er glat og gjengiver nøiagtigt Formen af den tilsvarende Strækning af Kjæben; ovenover den og springende frem foran den frie Forende af den øvrige Kjæbemuskelmasse sees en langstrakt Muskelfacet++), dannet af M. transversus sup. Kjæbe-Musculaturen fatter Tungens imellem sine to Halvdele. Den dannes deels af Muskier, der ere fælleds for begge Kjæber (Mm. transv. sup. ant. & post., longitu- dinalis, lateralis oris og transy. inf.), deels eiendommelige for hver (Mm. obliqui, maxillaris proprius og buccalis), hvortil endnu kommer en, der forbinder Kjæbe- og Tungemuskel- massen (M. rectus sup.). Kjæbemuskelmassens Muskler ere ordnede i 4 Lag over hverandre; det øverste dannes alene af M transversus sup., det andet af M. rectus sup., i det tredie ligge Mm. obliqui og M. transv. sup. post., i det fjerde M. maxillaris proprius og buccalis; hertil komme endnu to fra de andre mere adskilte Lag paa Svælghovedets Underside, M. longitudinalis (med sin Fortsættelse, M. lateralis oris) og M. transversus inf. Naar Svælghovedet betragtes ovenfra), sees den meget stærke, tværfurede øvre Tværmuskel (M. transv. sup. ant.) udspændt mellem den forreste Deel af de øvre Kjæberande lige ned til og henover cristae connectivae; kun hos Glaukerne hviler Musklen i sine Sidedele paa en horizontal pladeagtig Udbygning paa den øvre Kjæberand (s. ovf. p. 160). Forrest tjener den kun til at udfylde Mellemrummet imellem og til at forbinde de øverste Kjæberande; i den øvrige Udstrækning dækker den Mundhulens Loft. Musklen er af betydelig Tykkelse, dannet af tæt sammentrængte Knipper, som ikke ere leirede i Lag; den borttages temmelig let fra de underliggende Dele. Dens forreste Deel dækkes tildeels af Læbeskiven; bagest paa den og henover dens ofte skarpt fremspringende Bagrand sees undertiden (især hos Ae. salmonacea) flere inconstante, uregelmæssige, korte, tynde Længde- knipper, som fortsætte sig bagad og tabe sig henad Egnen ved Siderne af Spiserøret. — Naar denne Muskel er taget bort-+-}+-}), ‘sees i Midtdelen en tynd Membran, som er ud- spændt mellem et Par smalle, paalangs løbende, fortil lidt udad svingende Kanter++++#), der frembringes derved, at Mundhulens smalle øvre Væg beier om i sine Sidevægge. Uden- for hver af disse Kanter og adskilt fra samme ved et smalt Mellemrum, — hvori Fortsæt- telsen af en mere udadtil liggende Muskelmasse (M. obl. post.) kommer utydeligt tilsyne — sees en temmelig bred, flad Muskel (M. rectus sup.) +++} — og udenfor samme, ud- i — — — 10 Ht) — — — 1,3: t VI. ff. 7. HH) — — — 9; t VI. 1. 9 Hitt) — — — Ta,a 4it414) 7 tilted d fyldende Mellemrummet mellem denne Muskel og Kjæberanden, en Deel af begge Skraa- musklerne (Mm. obl. ant. & post.).+) — Den lige Muskel (M. rectus sup.)+-}) udspringer fra den forreste Deel af Kjæben ovenover crista connectiva under Insertionen af den øvre Tværmuskel, kun hos Fiona fra Proc. connect., hos Glaucus fra Spidsen af den hermed homologe horizontale Plade; den fortsætter sig hen under M. transv. sup., træder frem bag sammes Rand og spalter sig her for at lade Spytkjertelgangen træde igjennem. Den tve- deler sig derefter saaledes, at Musklens ydre kraftigere Deel fortsætter sig bagad og danner ligesom en Begrændsning for Midtpartiet bag Spiserøret, medens den indre svagere Part opløser sig i knipper, som ind imod Midtlinien krydse sig med dem fra den anden Side og danne en tynd, svagt seneglindsende Udbredning over Raspepulpen. Den forreste Deel af denne sidste Udbredning slutter sig ikke tæt til Spiserøret og lader derfor en lille Deel til- syne uf den flade Muskel (M. transv. post.), som dækker Loftet i den lille Hule bag Spise- rørsindgangen; hos mange Aeolidie-Former træder denne sidste Muskel saa tæt ind til den store Tværmuskel (M. transv. sup.), at det seer ud, som om en Sluttemuskel omgav Spise- roret. Udbredningen ligger paa Midtpartiet mere lost paa de underliggende Dele, ud til Siderne er den derimod fastere heftet til dem; den sammensættes af bredere og smallere Muskelbundter, der i alle Retninger, meest dog paalangs og paatvers, krydse hverandre og indbyrdes anastomosere, medens de tillige synes at krydses af et eget tyndt Lag Tvær- bundter, som er udspændt mellem de bageste Kjæberande. Bagest danner denne Udbred- ning af M. rectus med den underliggende Muskel en tykvægget, fornemmelig af Kredstraade dannet Hætte over Enden af Raspepulpen+{+); sammes Spids gaaer over i Længde- muskellaget paa Svælghovedets Underside (M. longitudinalis (inf.)) samt i den nedre Tunge- muskel (M. lingvalis inf.). — Naar begge Mm. recti med den af dem dannede Udbredning ere tagne bort, sees et Lag Skraamuskler, som hos de fleste, især tydeligt hos de mere typiske, Aeolidier deler sig i to ved et lille Mellemrum tydeligt adskilte Muskler (Mm. obl. ant. & post.), en mindre forreste-+---F), som ligger mere udad, — og en større bageste +77); som bagtil ikke er ret tydeligt adskilt fra den underliggende Muskel (M. maxill. pr.). Skraa- muskellaget dannes af tætliggende Muskelknipper, som med en Retning udvendigtfra indad og fremad ere udspændte mellem Kjæben og Kindvæggen; er Muskelmassen deelt i to, da fortsætte de i den bageste sig mere ned langs Kindvæggen. Naar den flade Udbredning af Mm. recli ogsaa er fjernet, sees den fra den øvre Rand og især Egnen af det øvre Hjørne af den ene Kjæbe til det tilsvarende af den anden udspændte flade bageste Tvær- +) Tab. IV. fig. 11 a, b. +t) — — — 9b; Tab. VI. f. 7, 9. TUE ee Hit) — — — 9c, {1 a. HHH) = — — 9, d, 11 b. 164 muskel) (M. transv. sup. post.), som især hos Glaukerne er tydeligere udviklet; den udbreder sig over Raspepulpen og bidrager til Dannelsen af den ovenfor omtalte Hætte. — Efter at dette, det tredie, Lag i Kjæbemuskelmassen nu ogsaa er borttaget, er++) den store Muskel lagt blottet i hele sin Udstrækning, som allerede kommer tilsyne udvendigt paa Svælghovedets øverste Flade bag Kjæberanden udenfor M. rectus sup. 777) Denne Muskel, den egenlige Kjæbemuskel (M. maxillaris proprius), udgjør den (øvrige og) største Deel af Kjæbemuskelmassen; Musklens Tykkelse er paa Grund af de mod Underranden indadskraanende Kjæber større oventil end nedentil, hvor Intet af den træder frem indenfor Kjæberanden; den sees++++) deelt i flere, sædvanligviis 2—3, tykke Hovedknipper, som atter sammensættes af tæt sammentrængte Bundter, som i Buer+++++) strække sig mel- lem Kjæben og Kindvæggen samt den bageste Væg af Mundbihulen; Bundterne ere flade, ligesom stillede paa Hoikant; de ydre kortest, de inderste længst. — Naar ogsaa denne Muskel tages bort, sees endnu et fladt, tyndt, tæt op til Kinden liggende Muskellag, Kindmusklen") (M. buccalis), der synes at udspringe i Egnen af Delingsstedet for M. rectus sup. eller maaskee fra Spiserørets Rod og derfra udbreder sig vifteagtigt ned imod Tilheftningen til den nedre Kjæberand. — Paa Undersiden af Svælghovedet sees Mel- lemrummet mellem Kjæberandene udfyldt af en i det Hele temmelig tynd Muskeludbredning, hvis overfladiske Lag, den nedre Lengdemuskel+**) (M. longitudin. (inf.)), er tyndt og bestaaer af Bundter, der efterhaanden tage deres Udspring fra Randpartiet af Kjæben udenfor Insertionen af det dybere Lag og derfra fortsætte sig fremad hen under Læbeskiven og hefte sig paa denne og paa Chitinkraven, under Læbeskivens Tilheftningssted paa den. En Sidefortsættelse af dette Lag (M. lateralis bulbij sees at stige op til begge Sider og oventil endogsaa at naae op til M. transv. sup.; Bundterne ere i denne Fortsættelse korte og aflage efterhaanden i Længde opefter; de ere insererede paa samme Maade som M. longitud. inf., der i visse Maader kan betragtes som den nederste (mediane), i Længden udtrukne Deel af denne næsten en Ring beskrivende Muskel. Den bageste Deel af M. lon- gitud. inf. synes paa begge Sider af Indtrædelsesstedet for Art. bulbi at staae i Forbindelse med Udbredningen af M. rectus sup. Dækket af dette Lag og oftest-}***) skinnende tydeligt gjennem samme findes den noget stærkere nedre Tværmuskel (M. transversus inf.), 165 som fra Egnen af Indtrædelsesstedet for A. bulbi (ved den bageste Ende af Kjæben) strækker sig heelt frem og henover Tyggefortsættelsen til Chitinkravens Rand. Denne Muskel be- staaer af to utydeligt adskilte Lag, et nærmest M. longitudinalis inf., som hefter sig i en paa Underranden sædvanligt tilstedeværende, langs med hele Randen løbende Fordybning ; og et ovenover samme, som er udspændt mellem selve Kjæberandene og efter Midtlinien nøie fastheftet til Mundhulens nedre Væg. Denne nedre Tværmuskel hviler saaledes som den øvre umiddelbart paa Mundhulens Væg, men denne sidste er meget smallere end den øvre, fordi de underste Kjæberande naae meget nærmere sammen end de øverste; medens den øvre Tværmuskel derfor kommer til at hvile paa en Deel af den øvrige Kjæbemuskelmasse, er dette ikke Tilfældet med den nedre. Tungemuskelmassen ligger, som anført, saaledes indesluttet mellem begge Kjæbemuskelmasserne, at kun Bagenden og den bageste Deel af den øvre Flade opdages udenpaa Svælghovedet; den forreste Deel skyder sig som Tungen frit ind i Mundhulen. Tungemuskelmassen sammensættes af to eensartede, sammensmeltede Sidehalvdele. — Naar den af Mm. recti og transv. sup. post. dannedeUdbredning er fjernet, sees+ Tungemuskelmassen ganske blottet i sin øverste-bageste Deel. Udad og fremad hen imod Kjæberanden bemærkes Muskelbundter (som allerede skinnede igjennem, før de af- dækkedes) med Forløb indad mod den allerede ovenfor omtalte skjoldformede Flade++) bag sa Spiserorets Rod; længere bagtil sees andre, der ofte samle sig i to Hovedknipper+++), og fortsætte sig mere skraat ind imod og hen under Raspepulpen. — Den omtalte skjold- formede Flade, som dannes derved, at Mundhulen fortsatter sig lidt tilbage bag Spise- rorsaabningen hen over Raspedekket (s. ndf.), er kun meget lidt hvælvet, oftest lidt fortil skraanende, sjeldnere (Glaucus) ligger den næsten vandret; kun sjeldent er den næsten ganske glat (Glaucus), oftest derimod forsynet med nogle temmelig svage Folder, der ere concentriske med den mere eller mindre buede Bagrand”); fortil gaaer Skjoldet over i Spiseroret samt i Beklædningen af Kindvæggen, medens Bagranden boier om og som Raspe- ' dække dækker den forreste Deel af Raspepulpen++--+. Forst efterat Spiserøret og Skjoldet ere tagne bort, kommer Raspedekket+ ++) (Tectum radulae) tilsyne, der sæd- +) Tab. IV. fig. 11. 1) — — — 11 f. tit) — — — 11 d,e. ”) Paa eller ved Midten sees desuden ofte een eller to (da symmetriske), større eller mindre, bløde Op- høininger, der kun synes at være tilfældige Foldedannelser. Naar de ere noget større, iagttages under- tiden ligesom en secundær Foldedannelse paa dem. (Sml. iøvrigt Ae. salmonacea ndf.). +) Tab. IV. f. 13. TaD IA AE ES MGR NIV LEAIERR re AMULSE 95 Det af mig saaledes benævnede Organ, det samme, som Middendorif (Beitr. zu einer Malaco- zool. Ross. I. (1847) p. 54. t. V. f. 1 @ »pulvinare) har paaviist hos Chitonerne, har jeg beskrevet 166 vanligviis i Størrelse svarer til Skjoldet, kun sjeldnere (Glaucus) er en Deel mindre end dette; dets Overflade er for det uvæbnede Øie temmelig glat, men viser ved ganske svag Forstørrelse (med Loupe) talrige med Bagranden parallele Folder; Forranden er enten dybt udrandet (Glaucus)+) eller løber ud i et Par korte, ved et meer eller mindre dybt Hak ad- skilte Spidser, udenfor hvilke der atter findes et lille Hak77; denne Forrand fortsætter sig i selve Raspeskeden og gaaer ud til Siderne over i Tungebeklædningen. Iøvrigt hviler Raspedækket løst paa den forreste Deel af Raspeskeden og paa Fortsættelsen af de flade Muskler, der tilsyneladende ende ved Skjoldet, men i Virkeligheden hefte sig foruden paa dets bageste Rand ogsaa paa den bageste Deel af Underfladen af Raspedækket. Denne Muskel, Raspedækkets Spendemuskel (M. tensor tecti radulae)+77), udspringer fra den bageste Deel af Kjæbens Overrand og danner paa hver Side i en temmelig bred Strekning Overfladen af Tungemuskelmassen, idet den fortil støder til den bageste Deel afM. maxillaris pr., og bagtil lader en Deel af den underliggende ovre Tungemuskel blottet. Hos Glaukerne var denne Muskel ikke tydeligt udviklet. — Efterat Spændemusklen er taget bort, ligger den øvre Tungemuskel (M. lingvalis proprius sup.) blottet--++): den ud- gjør Hovedmassen af Tungens Muskulatur og sammensættes af to eensartede og langs Midtlinien sammenstedende Halvdele, der tage deres Udspring fra den bageste Deel af Kjæbens Overrand lige ned til sammes bageste Hjørne, hvor de støde sammen og forbinde sig med den nedre Tungemuskel; opad og indad smelte begge de øvre Tungemuskler næ- sien sammen i Tungeryggen. Hver af disse Muskler er ved sit Udspring tynd, derefter bliver den tykkere, idet den spreder sine Bundter indad og fremad 71414); naar Musklen er præpareret fri, sees den at have 3 Flader, en indadvendende plan, som udvexler talrige Bundter med den tilsvarende Flade af den modstaaende Muskel, fra hvilken den derfor kun ved Sonderrivning kan adskilles; en bageste øverste, som er convex; og en ydre, der er udhulet i alle Retninger, især efter Længden, og til hvilken Kjæbemuskelmassen lægger sig op; den meest indad liggende Deel af denne sidste Flade danner med den af den tilsva- rende Muskel endnu ligesom en fjerde, nederste (forreste) Flade 777), paa hvis meest fremad NA MW | liggende Deel ethvert Spor til Adskillelse mellem de to Muskler næsten ganske er udslettet, hos forskjellige Dyr af Marseniadernes Familie, hos Fiona, hos Phyllodesmiam samt fundet det hos Gastraeopoder af meget forskjellige Grupper (Helix, Limax, Arion, Triton nodiferum (Lmck), Chiton o. f.). Dette Organ, som Troschel ganske har overseet i sit Arbeide over Gastraeopodernes Mund- dele, hører væsenligt med til Mandbygniugen hos hele denne Dyregruppe. +) Tab. VI. fig. 20. +) Tab. IV. fig. 12 a. HH — — = 11 d, 12 b. HH — - — 15 c, 16. Hifi Hindi) = — — 181b. te 167 saa at begge danne som en trind Stræng, der forbinder sig med den forreste Ende af den nedre Tungemuskel. Idet de to ovre Tungemuskler støde sammen, danne de efter Længden af Tungeryggen en Rende-+), som ofte bagtil er temmelig dyb, fremefter efterhaanden bliver lavere og lidt efter lidt aldeles forsvinder; i Bunden af denne Rende hæver sig en Kjøl, som fremad, hvor Renden bliver lavere, træder frit frem, og som fortsætter sig ud langs Tun- gens Forrand og Underside. Kjolens Høide staaer i ligefremt Forhold til Boiningsgraden af Tandpladerne og er saaledes ikke lidet forskjellig hos de forskjellige Slægts- og Artsformer. Hos enkelte Slægter af Aeolidier, dem med enkelte Sidetænder (Coryphella, Flabellina, Gal- vina) forekommer påa hver Side endnu en lavere Kjøl, som løber langs med den større; bagtil, hvor Renden er dybere, ligge disse Sidekjole oppe paa Siderne af Renden. I denne Rende med dens Kjøl eller Kjøle ende den største Mængde af Bundterne af den øvre Tunge- muskel. --- Medens sidstnævnte Muskel saaledes dannede (foruden en stor Deel af Bagenden af hele Svælghovedet) den øvre Deel af Tungen, bygges dennes Underflade og Forende derimod af den nedre Tungemuskel (M. lingvalis proprius inf.). Denne udspringer som den forrige, med hvilken den ved Sammenstødet paa Kjæberanden ved Udvexling af Bundter er ligesom sammensmeltet, fra Kjæbens bageste Hjørne; begge de nedre Tungemuskler støde strax derefter sammen og fortsælte sig, uadskilleligt forbundne ved gjensidig Udvex- ling af Muskelbundter, fremefter, idet de danne Tungens Sideflader og Underside samt hele Forenden. Den øvre Flade af denne Muskelmasse er i sin forreste Deel lidt udhulet +7) og optager i denne Indsænkning Forenden af de sammensmeltede øvre Tungemuskler; denne Deel af den øvre Flade er temmelig tydeligt adskilt fra den bagved liggende, som er lidt ophoiet langs Midten og dækkes af en tynd, flad Muskel, Tungens Løftemuskel (M. transversus lingv.)+}+. Som et fladt Baand, der gjennemborer Tungen, er denne Muskel udspændt mellem den mellemste Deel af Overranden af begge Kjæberne, idet den ved sit Udspring er ligesom skudt ind imellem M. maxillaris pr. og M. lingv. pr. sup.; den hefter sig inde i Tungen langs Midtlinien af den omtalte Flade, idet den mødes med den fra den anden Side. Musklen er fortil tyndere, bagad breder den sig vifteformet ud; det hesteskoformede Legeme, som jeg har fundet hos Fiona (l.c. p. 301; t. II. f. 20, 21), synes at være homolog med denne Tværmuskel. — Den øvre ‘og nedre Tungemuskel (med Løfte- musklen) ligge næsten i Berøring, dog adskilte ved et meget lille Mellemrum, som netop kun er en Antydning til den i mange andre Gastraeopoders Tunge saa udviklede Tungehule; efter Tungens forskjellige Sammentrækningstilstand ligger dette Rudiment af Hulen snart mere vandret, snart mere skraat; den er uden Epithelialbeklædning, og Art. bulbi synes at aabne +) Tab. IV. fig. 16. iW) = = = en HH) — — — 14 a; 19% 168 sig ind i Retning af samme. — I Aeolidiernes Tunge sees saaledes aldeles intet Spor til det i de gastraeopode Molluskers Tunge ellers saa almindeligt forekommende Bruskvæv)), og denne Gruppe adskiller sig derved meget paafaldende fra Pleurophyllidierne*), — hos hvilke jeg har fundet et meget udpræget Væv af denne Art, — og forholder sig derimod som Ptero- poderne (ifølge Gegenbaur, Unters. üb. Pteropoden u. Heteropoden. 1855. p. 9, 47, 85) og vel ogsaa Cephalopoderne, forsaavidt disse ter antages tilstrækkeligt undersøgte i denne Henseende. Svælghovedets hele Musculatur, den, der tilhører Kjæberne, og den, der danner Tungen, tager efter den foregaaende Fremstilling altsaa sit Udspring paa Kjæ- berne. Kjæbernes Bevægelsesapparat dannes væsenligst af M. maxill. pr., som udspringer fra næsten hele Indsiden af Kjæben og hefter sig paa den forreste Deel af Mundhulens | Sideveg og dennes Fortszttelse ud i Bimundhulen, og derved altsaa er insereret oventil paa eller ved Navlepartiet, nedentil ved Rodpartiet af Tyggefortsettelsen eller i det Hele paa Kjæbens tykkeste og kraftigste Partier. Ovenfra dækkes M. maxillaris af den mellem Kjebe og Kindveg udspendte M. obliquus, medens den bagest er adskilt fra Mundhulens Sideveg ved M. buccalis. Kjzbemuskelmasserne forenes endelig indbyrdes ved den de øvre Kjæbe- rande forbindende M. transy. sup. ant. — Tungemusculaturen dannes hovedsageligt af de ovenpaa hinanden liggende, parrede Mm. lingv. pr. sup. og inf., som begge udspringe fra Kjæbens bageste Deel og fortil forene sig; M. transv. lingvae er som et bredt Baand spændt mellem Kjæberandene gjennem Tungeroden. Ovenfra skjules Musculaturen tildeels af M. tensor tecli radulae, M. transv. sup. post. og øverst af de stærke Mm. recti, som ovenpaa forbinde Kjæbe- og Tungemuskelmasserne. Dette hele Muskelapparat synes nu at maatte træde i Virksomhed paa følgende Maade: De store Mm. maxillares nærme Forenderne af Kjæberne til hinanden, deels ved umid- delbart at trække dem mod hinanden, deels vel ogsaa ved at forøge Kjæbernes Krumning; de bevirke saaledes, at Føden gribes, og understøttes herved af Mm. transversus sup. ant. og inf., medens M. obliquus ved at drage Mundens Sidevæg udad tillige gjør Mundhulen rum- meligere og virker som Antagonist til M. buccalis. Mm. lingvales samt vel ogsaa M. ten- sor tecti radulae føre Tungen tilbage, hvorved de understøttes af M. transv. lingvae; som Antagonister til dem virke Mm. recti og M. transv. sup. post., der skyde Tungen fremad og nedad. — Medens (Læber og) Kjæberne gribe og afbide Føden, forstørres Mundhulen 1) SmL den herhen hørende Sammenstillinz af Claparéde i hans i flere Henseender fortræffelige Entwickl- gesch. d. Nerit. fluv. i J. Müll. Arch. 1857. p. 147—156. Naar Claparéde her (l.c. p. 152), rigtignok uden selvstændig Undersøgelse, angiver »Tungebrusk+ tilstedeværende hos Doris, Tritonia, Tergipes, Aeolidia, — da beroer dette paa en forunderlig Misforstaselse, der har ladet ham tyde Forfatternes Beskrivelser af Kjæber som faste Dele i Tungen. ”) Smi min Anat. Unders. af Sanc. quadrilateralis. — Naturh. Tidsskr. 3. R. I (1863). p. 517. Tab. XIV. f. 31. 169 samtidigt, idet Væggene vige ud til Siderne, og Tungen trækkes tilbage; i det næste, Synk- nings-Oieblikket, sammensnevres Mundhulen, Tungen. føres aller frem og griber Foden, som føres tilbage mod Spiserøret, medens en ny Bid føres ind gjennem Mundspalten !). Mundhulen er temmelig kort, men hoi og smal og udfyldes for storste Delen af Tungen. Fortil er den videst og boier lige for Mundspalten til hver Side om i Mundbihulen ; bagad strækker .den sig hen under, paa Siderne af og over Tungen, gaaer paa sidste Sted over i Spiserøret, men fortsætter sig endnu længere tilbage, idet den danner den lille buede Hule mellem Raspedækket og Skjoldet. Sidevæggen er svagt udhulet, især i den forreste Deel, som over en skarp eller undertiden mere afrundet Kant boier over i Mundbihulen; oventil gaaer den ligeledes over en skarp Kant ud imod og mødes med den smalle, sæd- vanligt flade, undertiden (Glaucus) ligesom -kjøldannede øvre Væg, Mundhulens Loft: Over- gangsfurerne mellem dem sees fortsætte sig op i Spiserøret som dybe Furer mellem to Folder; nederst skraaner Sidevæggen indad og nedad og ligesom mødes med den mod- staaende. Gulvet i Mundhulen viser sig saaledes som en smal Fure, der kun heelt bagtil udbreder sig til en lille Flade. — Mundbihulen?”) er hos de fleste Former lille, og For- bindelsen mellem samme og selve Mundhulen skeer sædvanligviis gjennem en temmelig smal Indgang) mellem Forranden af Navlepartiet og af Kjæbemuskelmassen; sjeldnere er Kjæbe- 1) Den af Hancock og Embleton (Ann. XV. (1845). p. 4—9. pl. 1. f. 6) givne Fremstilling af Svælg- hovedets Bygning, som Hance. senere (Monogr. part. III. (1847) fam. 3. pl. 7, S) atter har vedkjendt sig i uforandret Skikkelse, maa jeg efter mine Undersøgelser af tildeels de samme Former, som have foreligget de engelske Anatomer, men ogsaa, og især, af flere andre, dog ikke fjerntstaaende Arter, ansee for aldeles urigtig, ligesom en Deel af Figurerne (pl. 1. f. 4) ogsaa ere meget uheldige og enkelte (som f. 8) sikkert kun forstaaelige for den, der netop aldeles særligt har beskjæftiget sig med Undersøgelse af disse samme Dele af den samme eller en nærstaaende Art. Denl.c.f. 5 a fremstillede Muskel maa vel antages for den af mig beskrevne M. tensor tectiradulae; den som f. 5b afbildede M. er M. transv. inf. og lingv. propr. sup., der altsaa ere feilagtigt opfattede som sammen- hængende Muskler; fig. 5c er M. lingv. inf., der er ligesaa urigtigt opfattet. Hvad Fig. 5d angaaer, som af de engelske Forfattere omtales som en Masse korte, stærke, tværløbende Muskler, der sam- menbinde Musklerne paa Siderne, da veed jeg ikke, hvad samme fremstiller; det skulde neppe synes at kunne være den ovenfor omtalte M. transv. lingvae. — At en saadan Uovereensstemmelse i Opfattelsen af de grovere anatomiske Forhold, som den mellem mig og de engelske Forfl., maa give en heelt forskjellig Fremstilling af den physiologiske Virksomhed af de enkelte Partier, behøver ingen nærmere Udvikling. Denne Hule have de engelske Anatomer ikke omtalt, skjøndt dens Tilstedeværelse ifølge Ann. 1. e. pl. I. fig. 5 ikke synes ganske overseet. Jeg har tidligere efterviist denne Mundbihule hos Fiona (l. c. p. 297. t. II. f. 16) og Phyllodesmium (I. c. p. 111) og har overhovedet fundet den hos alle Aeolidier saavelsom hos (den grønlandske) Dendronotus arborescens. Det tør antages, at den ikke er tilstede hos meget unge Individer, hvis Kjæber endnu ikke ere fuldstendigt udviklede, og at den skylder Kjæbens Væxt sin Tilbliven; herom mangle imidlertid hidtil Oplysninger. Tab. IV. figs 4 a; t. V Bf. 10% Vidensk, Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem Afd., 7 Bd. 12 +2 170 muskelmassen, som hos Glaucus, rykket længere tilbage fra Navlepartiet og Forbindelsen mellem Mundhulen og dens Sideudviklinger saaledes vidt aaben. — Mundhulen, men især Mundbihulerne indeholde sædvanligviis en ubestemmelig dyrisk Masse, fordetmeste blandet med Dyrets egne Neldefiim, et Forhold, paa hvilket jeg allerede tidligere") har gjort op- mærksom. | Tungen) er kort, sammentrykket og aftager i Tykkelse fra Roden ud imod Spidsen; den er sædvanligviis afrundet for Enden, Overranden fordetmeste lidt smallere end Underranden. Tungeroden dækkes oventil af Raspedækket; nedentil sees flere (sædvanligen 3—4) meer eller mindre dybe, buede eller vinkelboiede Furer, der vende Convexiteten eller Vinkelspidsen bagud, og som tidligere have baaret Tænder; bagest findes desuden ofte en lidt dybere Grube ved Overgangen mellem Tungen og Mundhulens Gulv. Mundhulen er gjennem hele sin Udstrækning beklædt med en seig, stærk, svagt guulladen Cuticula med underliggende Cylinderepithel++), som kun lader den mod Mundbihulen vendende Kjæbevæg blottet. — Cuticula bestaaer af flere Lag, hvis Antal især er stort paa Forenden af Kjæbemuskelmassen og paa Mundhulens Sidevæg, hvor- imod de ere færre paa Tungens Sider og især i Rummet over Raspedækket samt op imod Spiserøret, tæt indenfor hvis Begyndelse Cuticula-Udbredningen synes aldeles at forsvinde som saadan; det har allerede været bemærket, at Cuticula gaaer ligesom umiddelbart over i Kjæbesubstansen der, hvor den hefter sig paa Kjæben, som ved crista connectiva, Tygge- fortsættelsen og bagest i Mundbihulen. Undertiden (Ae. salmonacea, Scacchiana)--}-}) sees langstrakte Geller indesluttede i især de dybeste Lag af Cuticula og fornemmelig paa Tungen ; lignende har ogsaa Semper (Z. f. w. Z. VII (1857.) p. 357) efterviist hos pulmonate Ga- straeopoder; trods deres afvigende Udseende tør de vel betragtes som tilfældigt løsnede Epithelialceller, der ere blevne indesluttede i de netop udskilte Cuticula-Lag. Paa Under- siden af den hele fraløsnede Membran sces ofte Indtryk af Endefladerne af Epithelialcel- lerne. — Cylinderepitheliets Celler+++}) ere af c. 0,04"= Hoide og 0,007— 0,009mm rede; i Mundbihulen hænger dette Lag fast ved Cuticula og sees ofte (især tydeligt hos Åe. salmonacea) som en tynd, hvid Beklædning paa Indsiden af den. Undertiden troer jeg at have seet Epithelialceller og Muskelfibriller at gaae over i hverandre, saaledes som Semper iagttog det”) i Raspeskeden hos en Aplysia. ', Om Forekomsten af Neldefim hos Molluskerne (Vidsk. Medd. fra Naturh. Forening. 1861. (p. 309—331. t. VII. p. 314 Anm. i) Tab. I A. fig. 5; t. IV. f. it) Tab. IV. f. 20: L VAL. — = = 29. mm — — - 2;tVA.F 7. 7, Zum feineren Baue der Molluskenzunge. Z. f. w. Z. 1858. p. 276. Tab. 12 f. 9. 12—17; t VI. f. 19. 15 u Vivde 10, 171 I Cuticula paa Tungeryggen, paa den omtalte Kjøl og Kanterne ved Siderne af samme — naar saadanne ere tilstede — findes Tandpladerne heftede. Ofte lader denne Deel af Cuticula sig fraløsne med samt de iheftede Tandplader; dette er Raspen 2: Ind- begrebet af de paa Tungeryggen fritliggende »Tænder« i deres Sammenhæng med hverandre. En Fortsættelse af Raspen skyder sig (med Kjølen) ind under Raspedækket og omhylles derefter af en egen Skede, Raspeskeden. — Raspedækkel+) bestaaer af Muskelbundter, meest med Længderetning; det er paa begge Sider bedækket med et Lag Cylinderepithel; ovenpaa.den øverste Flade findes den sædvanlige Cuticula. Fra Raspedækkets forreste Rand sees hos flere Arter et tyndt, svagt guulladent, i Midten kløvet Blad skyde sig frem og dække de nærmest foran Raspedækket liggende Tænder; samme bestaaer af en tynd Cuticula med Spor af vedhængende Epilhel"). — Som en lukket Skede omgiver Raspeskeden den bageste Ende af Raspen; Raspeskedens forreste Ende slutter sig oventil til og gaaer over i den forreste Ende af Raspedækket; nedentil gaaer den over i det overfladiske Lag af den øvre Tungemuskel. Raspeskeden dannes yderst af et Lag af Kredsmuskler, som især er tydeligt bagtil, fremad blandet med paalangs løbende Elementer; fra sammes oventil liggende Deel skyder en pulpøs Masse sig ned og udfylder det Meste af den indenfor Raspeskeden værende Hule. Indsiden af Muskellaget beklædes op til Udgangsstedet for den pulpøse Masse af et Cylinder-Epithel, som forrest oventil fortsætter sig over paa Raspedækket og videre opad, nedentil gaaer over i det, som beklæder Tungen. Paa dette Epithel sees nu en tynd Cuticula med Tandplader; Mellemrummene mellem de sidste udfyldes af den pulpøse Masse, dog er denne ikke altid tilstede i den Grad, at det kan forhindre Tandpladerne fra at antyde deres Tilstedeværelse udvendigt paa Raspeskèden++). Den pulpøse Masse+++) mellem Tandpladerne bestaaer af mindre Geller med tydelig Kjerne og enkelte indleirede større, hvis Diam. undertiden (Ae. Scacchiana) endog naaer til 0,1016"®. Denae cellede Byg- ning af den pulpese Deel har jeg allerede forlængst”) paaviist; senere har Semper?) efter- viist denne Bygning hos en Deel forskjellige Slegtsformer; men ikke desto mindre tor vor Kundskab til de anatomiske Forhold af de her omhandlede Dele siges at vere meget ufuld- stændig og derfor ogsaa hel? Raspens Væxt- og Udviklingsmaade meget tvivlsom; kun saa Ha DSE DDA EG EN ORNE WE EN CE 1) Det ter vel antages, at dette Blad har tilhørt Beklædnigen paa Raspedækket, der under Raspens Fremvæxt er blevet skudt frem (paa lignende Maade som t. Ex. hos Pättedyr og Mennesket Over- huden bagest i Neglefuren under Neglens Fremyæxt). ++) Tab. IV. fig. 30. Tint) ee NG TE US PR Te TS Ss TP PE 2) Bidr. til Monogr. af Marsen. — D. Vdsk. S. Skr. 5 R. III (1853). p. 285. 3) Zum fein. Baue der Molluskenzunge. |. c. p. 276. LE te 172 Meget synes vist, at Tænderne nydannes bagtil i Raspepulpen og efterhaanden skydes fremad"). Paa den beskrevne Kjøl og de undertiden tilstedeværende Sidelister sidde Tand- pladerne anbragle tæt bag hverandre, enten og sædvanligt i en enkelt Rad eller tillige i en Række paa hver Side af Midtrækken (Flabellina, Coryphella), kun hos nogle enkelte Slægtsformer (Antiopa, Proctonotus) sees flere Rækker langs Mellemtænderne. Tandpladerne paa Undersiden og Forranden af Tungen ere ved Slid sædvanligviis beskadigede og enkelte ofte afrevne og løst liggende bagest ved Tungeroden; hvor Sidetænder ere tilstede, gjælder Saadant især disse. Især paa yngre Individer sees Størrelsen af Tandpladerne, skjøndt kun i ringe Grad, at voxe fra Raspens forreste Deel bagad. Antallet af Pladerne varierer efter mine Under- søgelser ikke ganske ubetydeligt indenfor den samme Art, og dette Forhold lader sig saa- ledes (mod de engelske Undersøgeres Angivelser) i de færreste Tilfælde benytte som Arts- mærke og kun hvor Forskjellen i Antallet er betydeligere. Tandpladerne af samme (Længde-) Række ligne ganske hverandre, kun ikke med Hensyn til Antallet af Smaatænderne paa Skæreranden, som (ligeledes mod de sædvanlige Angivelser) heller ikke i de fleste Tilfælde afgiver nogen specifik Charakter. Tandpladerne ere altid haarde, ikke let brækkelige, !) Spørgsmaalet om Dannelsesstedet for Tandpladerne og om Raspens Væxtmaade har i senere Aar vakt en Strid mellem Claparéde (L c. p. 241—242) og Semper (I. c. (1858) p. 277—283), idet Cl. — saa- ledes som Troschel, Hancock og jeg allerede før — antager, at de dannes i den pulpøse Masse, og at Raspen saaledes skydes frem bagfra, hvorved de forreste, ved Slidning beskadigede Tænder falde af og blive erstaltede af nye, der (idetmindste til en vis Tid i Dyrets Liv) sees at være større end de bortstodte, hvorom jeg har overbeviist mig ved nøjagtige Maalinger paa forskjellige Individer af Fiona atlantica (l. ec. p. 304 Anm.), af Ae. papillosa (s. ndf.) 0. 1. Semper derimod mener (ligesom tid- ligere Kôlliker (Mittheil. zur vergl. Gewebelehre. Würzb. Verh. 1857. 1. Heft.)) især fra enkelte sær- lige Forhold ved visse Gastraeopoders Rasper at kunne" slutte til en sig gjentagende Afstødning af Tungens Cuticula med samt Tandpladerne og en Gjendannelse paa Stedet af disse sidste. — Man maa nu indrømme Semper, at Tilstedeværelsen af beskadigede Tandplader forrest paa Tungen ikke nodvendigviis forudsætter en Efterskydning bagfra, og tilstaae, at en saadan ligesaalidt bevises der- ved, at uudviklede Tænder ere tilstede bagest i Raspeskeden. Det lader sig fremdeles ikke negte, at en Fremskyden af cuticula med Tandpladerne henover det underliggende Epithel strider mod al Ana- logi, og at en Efterskyden bagfra af cuticula med Epitheliet synes ligesaa umulig formedelst dets umiddelbare Overgang i Mundhulens øvrige Beklædning. Det staaer endelig heller ikke til at benegte, at en bagfra udgaaende Nydannelse skulde synes umulig hos saadanne Former, hvis Tandplader ere stærkt fordybede i Grundfladen og deri optage Fortsættelser af cuticula og Epithel (Toxoglossater). Derimod beroer det paa Mangel paa Kjendskab til Bygningsforholdene hos de Former med bred Raspe og lille Raspeskede (Pulmonater, Aplysier, Pleurophyllidier), naar man fra samme har villet hente et Beviis mod Rigtigheden af Fremskydnings-Theorien. Hovedbeviset for Holdbarheden af deres Auskuelse ere Kölliker og Semper imidlertid endnu blevne skyldige, Efterviisningen nemlig af en Afstødning. En saadan er hidtil ikke paaviist, og jeg maa i Henhold tilTilstedeværelsen af den pulpøse Masse med unge Tænder og til Tændernes forfra bagad voxende Størrelse fremdeles bekjende mig til den ældre Troschelske Anskuelse, til hvilken min Ven Semper iøvrigt nu ogsaa (Ztschr. für wiss. Zool. XIII. 1863) p. 563) synes at komme tilbage. 173 bestaae af en chitinlignende Masse og ere af hornagtig guul- eller bruunladen Farve med Undtagelse af (den bageste eller) de to bageste i den pulpøse Masse, som ere næsten farve- løse, blødere og boieligere-}); Tandpladernes Farve er altid stærkest der, hvor de optisk frembyde meest Masse. Mellemtænderne!) ride over den ovennævte Kjøl, og ere saaledes saddelformede i Grundfladen, oftest lidt udhulede forfra bagtil. De vise sig som pyramidale Legemer med bagad boiet Spidse og til hver Side udtrukne i et Been, der omfatter Sidedelen af Kjølen. Benene ere sædvanligViis temmelig korte; i den bageste Rand ere de noget tykkere end i den fremad vendende, som næsten uden Grændse taber sig i Tungens cuticula. Tand- legemet er tresidigt; dets bageste Flade staaer næsten lodret paa cuticula, men falder fra Midten skraat af til begge Sider; dets to meget skraanende, stærkt fremad vendende Side- flader mødes paa Tandryggen i en undertiden afrundet Vinkel. Tandlegemets yderste, bagud- rettede, meer eller mindre boiede Deel, Oddepartiet, er altsaa ligeledes tresidigt eller under- tiden planconvex eller biconvex; det er udpleiet med paalangs løbende Furer, som ud imod Spidsen ere ganske overfladiske, længere ned paa Siden af Odden og paa Siderne af Tand- legemet, hvor de ogsaa forefindes, tiltage i Dybde; de mellem Furerne liggende Ribber, som selvfølgeligt tiltage i Styrke fra Spidsen nedefter, blive hoiere hen imod Tandlegemets Bagflade og springe ved Randen af samme frem som Takker (Dentikler)---+), hvis Størrelse altsaa ogsaa tiltager fra Spidsen af nedefter; undertiden forekomme Ribber og Tænder heelt ned til Tandpladens Grundflade, undertiden høre de op i nogen Afstand fra denne. Antallet af Dentiklerne er meget forskjelligt hos de forskjellige Slægtsformer, sædvanligviis ikke ret be- tydeligt; Antallet varierer fremdeles ikke ganske lidt paa forskjellige (endog lige store) Indi- vider af samme Art, og paa forskjellige Tandplader i samme Raspe; ligesaalidt constant viser det sig paa begge Sider af Raspepladen?); ikke sjeldent sees+++) flere af Dentiklerne sammensmeltede, og Antal og regelmæssig Rækkefølge i Tandbesætningen derved forstyrret. — Hiin Mellemtandens Grundform findes nu indenfor Aeolidiernes Gruppe modificeret paa for- skjellige Maader. Tandpladens Grundflade gjennemløber alle Mellemformer fra den jævne Krumning hos de typiske Aeolidier- 7777) til den skarpe Vinkelboining hos Phyllodesmium, De D WANS in IG ie WANG RO LTE Dan VIE te HOF ts IG te PAU 1) Mellem- og Sidetænderne ere i det Følgende beskrevne som i deres normale Befæstelse paa Tunge- ryggen. Tan) Sak WANS MOINS Te OS ORS its Os RS to UN ESTER TG DR ta UG Te OR eh be bes is ae he 13. o. fi. 2) Naar derfor Alder & Hancock (Mgr. part. VII. Text til Supplementpladen 47 0. fl. St) saa bestemt angive Antallet af Dentiklerne hos de forskjellige Arter, da viser det, at de kun have undersøgt me- get faa Individer, og deres Angivelser ville saaledes let komme til at indvirke forstyrrende paa senere Undersogeres Bestemmelser af de paagjældende Dyreformer. Tit) Dab. IE Bs f-95 t. WI. f 7; t. IX. 17. tttt) Tab. I A. f. 10, 11. 174 Benene ere snart korte, som hos Coryphellerne, snart lange, som hos Aeolidia (stricte) og Phyllodesmium; sædvanligt ere de hele i Enden, undertiden, som hos Coryphellerne, klø- vede ved et mere eller mindre dybtIndsnit-+). Oddepartiet mangler undertiden eller er lige- som tilbageliggende, som hos Åe. glauca, Alderi, Soemmeringii; hos andre, som Ae. pa- pillosa, pellucida, Cratenerne, skyder det sig ikke eller næsten ikke frem foran Dentiklerne, men ligger jeynhoit med dem; hos de fleste Former træder Odden dog stærkt frem. Den- tiklernes Antal viser sig hos de forskjellige Slægts- og Artsformer meget forskjelligt; snart er det meget stort, som hos de typiske Aeolidier og Phyllodesmium, i hvilket Tilfælde Den- tiklerne ere meget mindre; snart og sædvanligviis ere de meget færre og da tillige større. Kun meget sjeldent, som hos Slægterne Favorinus (Åe. alba A. & H.), Calma (Ae. glaucoides, A. & H.), Hermaea, Stiliger og Alderia, er Tandranden ganske glat. — Som Udtryk for Mel- lemtandens Størrelse ere i det Følgende visse Maal altid anvendte; som Udtryk for Hoiden en Linie fra Oddespidsen til Midten af (Grundfladens) bageste Rand, medens Breden bestemmes af en mellem Spidsen af begge Benene trukken Linie; sjeldnere er tillige Tandens Længde bestemt ved Maal fra Oddespidsen til Enden af Benet. Hos Ae. salmonacea er Hoiden saaledes — 0,14; Breden — 0,28™™. — — Scacchiana - — — = 015; — = 0,18" 0.5: Vv. Sidetenderne!) ere, som anført, kun tilstede hos faa Slægtsformer. De reise sig meget skraat iveiret fra Tungeryggen som faste, men tynde, fladtrykte Blade, der ere heftede i Tungens cuticula, med en, mod den øvrige Tand skjævtstaaende, svagt udhulet, temmelig bred Grundflade---). Tandpladen løber spidst til imod Enden; den er tykkere i begge Randene, af hvilke den ene vender op- og indefter og enten er fiint tandet, som hos Coryphellerne +), eller er glat, som hos Flabelliner og Galviner ||); den anden Rand vender ned- og udefler og er altid glat. — Længden af Sidetanden angives ved et Maal fra Spidsen til Grundfladens Midte; Breden er Tværmaalet gjennem den bredeste Deel af Grundfladen”). 1 Tab. IE B. fo: u IV. 21. ı) Her er intet Hensyn taget til Slægterne Antiopa og Proctonotus. som jeg ikke har havt Leilighed til at undersøge. Mellem- og Sidetænder synes her nt være uden Dentikler. ir) Tab. Il B. fg. 5, 7, 8, 9, EI f. 10, 11, 13; E IV 21, 267 273 tv. 18,9, 13. tH) Tab. I. f. 10, 11. ?) Det viser sig ved sammenlignende Betragtning af Raspebyeningen hos Acolidiernes Familie, at denne er i høj Grad variabel, og det er tydeligt, at en eensidig Hensyntagen til dette Forhold let vilde kunne fore til +n Adsplittelse af Former, der dog alle tilhøre een Familie. En saadan Betragtning har ogsaa allerede indenfor andre Grupper fort til meget unaturlige Sammenstillinger. Forf. skal i den Anledning exempelviis — et Exempel blandt de mange — erindre om, at Troschel har splittet de af mig undersøgte Marseniader ad og ført de enkelte Led til aldeles forskjellige Familier, en Opfattelse, der efter mit Kjendskab til denne Gruppe virkelig ikke er heldig. Det er derfor ogsaa med Rette, at Dohrn (Malacolog. Blätter. 1861. p. 194) har udtalt sig mod den egne kunstige Systematiseren, som har indsneget sig med en udvidet Kjendskab til Raspebygningen hos Gastraeopoderne, og Troschel's Indsigelser (Ber. für 1861. Archiv XXVIII. (1862) p. 255) herimod ere, mildest talt, mindre rigtige. 175 Om Forekomsten af Spyttekjertler hos Acolidierne har der mellem de forskjel- lige Undersøgere hersket megen Uenighed, sædvanligviis er den blevet benegtet'); ikke destomindre ere disse Organer tydeligt nok udviklede. — Der findes altid en Kjertel paa hver Side; men hos de typiske som overhovedet hos de fleste Acolidier ere begge smeltede sammen og danne en samlet, sædvanligviis noget guulladen Masse, som bedækker den øverste Flade af Svælghovedet ud til Siderne for og bag Spiseroret. Kjertlen dækker en Deel af Fodgangliet og skyder sig med sine Lapper ind imellem Nerverødderne; undertiden strækker Kjertelmassen sig længere ned paa Siden af Svælghovedet endog saa langt, at den næsten naaer den fra den anden Side (Ae. Scacchiana, Ph.)-F), undertiden fortsætter den sig ogsaa over paa Maven. Hos Fiona ere begge Kjertler (efter Hancocks og min Under- søgelse) sondrede, af meget betydelig Størrelse, meget langstrakte og strække sig omtrent gjennem Legemets halve Længde mellem Legemsvæggen og Maven. Hos Glaucus++) ere begge Kjertler ligeledes skilte fra hinanden og danne en stor, fleerlappet Kjertelmasse, som ude til hver Side af Svælghovedet er heftet til Legemsvæggen og derfra over paa Forfladen af Maven”). — Kjertlen bestaaer af større og mindre, uregelmæssige Lapper, der atter dele g ; 8 8 I > 1) Efter at Hancock først havde meent (hos Ae. papillosa) at finde ganske smaa Spyttekjertler udad i Kjæbemuskelmassen, hår han senere (Mgr. part VII p. 12 Anm.) tilbagekaldt denne Angivelse, som synes mig fremgaaet af Mistydning af den lose Masse, som ofte udfylder Mundbihulen. Han antager nu — og stemmer heri i det Hele med Souleyet (Voy. de la Bonite. Zool. II. p. 424) — at Aeoli- dierne almindeligviis mangle Spyttekjerler; han har i Kraft af denne Antagelse ogsaa rettet (I. c. p. 12 Anm.; p. 19) sin tidligere rigtige Angivelse om Forekomsten af saadanne Organer hos Fiona og betragter de her (som hos Doto) saa stærkt udviklede Spyttekjertler som bestemte til at lubrificere Foden. Kun hos »Calliopaea« og Glaucus anerkjender Souleyet Forekomsten af Spyttekjertler, der efter mine Undersøgelser vel maae antages forekommende hos alle Former afAeolidier. — Antallet af de gastraeopode Mollusker, der skulde mangle Spyttekjertler — og deres Antal var endnu for faa Aar siden ikke ganske ringe —, er saaledes yderligere formindsket, og der synes nu kun nogen Sandsynlighed for, at de kunde mangle hos Pteropoder med svagt udviklede Munddele (Hyalaeacea). Sml. Gegenbaur, Unters üb. Plerop. u. Heterop. 1855. p. 10. +) Tab. II B. fig. 1, 2. 1) — VI. fig. 21. 2) Medens det saaledes hos Aeolidierne er Reglen, at Spyttekjertlerne danne en samlet Masse, og Undtagelse, at de, som hos Fiona og Glaucus, optræde som et Par langstrakte lappede Organer, findes netop det omvendte Forhold hos de mere typiske Dorider (sml. A. & H. Mgr. part. V. Doris, Anat. Text.); her findes sædvanligviis et Par langstrakte Spyttekjertler, sjeldnere en samlet Kjertelmasse, saaledes som jeg ogsaa har fundet Forholdet hos D. liturata, B.”). D. pilosa synes (l. c. pl. 1. f. 12 d) at danne en smuk Overgang mellem begge disse Forhold, idet Kjertlerne sees som en samlet Masse, der paa hver Side skyder ud i en lang Lap. Hos Goniodoris danne Spyttekjertlerne en lille samlet Masse, hos Aegires og Polycera (quadrilineata)-(sml. I. c. part. VI.) er der alter et langstrakt Par, — Hos Dendronotiderne kunde de evgelske Forfattere ikke finde Spyttekjertler, hos Doto saaes de ") Alder og Hanc. (Mgr. part VI. fam. 1. pl. 11. Text.) gjåre denne Art, dog neppe med Rette, identisk med D. bilsmellats ; * den synes at danne en egen Art, som ved sin Svælgkro maa henføres til Lamellidoris, A. & U. 176 sig i miudre, der ere af follicules Natur, dannede af en tunica propria med Epithel og op- fyldte af rundagtige og uregelmæssige Celleformer+). — Spytkjertelgangen er sædvan- lieviis kort, kun hos Glaucus temmelig lang; den gaaer indenfor de Nervesiynger, som nedenfra omfatte Spisereret, boïer udad og træder gjennem Spalten i M. rectus sup. eller undertiden udenfor dens ydre Fascikel ind i Svzlehovedet og aabner sig lige ved Tunge- roden. Hos Fionaslegten sees den mærkelige Afvigelse fra de normale Forhold, at duct. saliv., ganske som hos Doto, indmunder i Mundreret. Spisereret er hos alle Aeolidier kort og stiger meer eller mindre lodret iveiret5+). Det udspringer lige over Tungeroden og Raspedækket og ender med en lidt videre Aabning i Maven; ofte findes Randen af denne Aabning indkrenget i og fremstaaende i Mavehuulheden som en straaleagtigt foldet, gjennemboret Tap. Spisereret har det sæd- vanlige Lag af Længde- og Tværmuskler, som uden Afbrydelse fortsætte sig gjennem hele Fordsielseshulen; dets Sliimhinde danner flere grove Folder, af hvilke to fortil fortsætte sig til Overgangsfuren mellem Mundhulens Loft og Sidevæg (s. ovf.); gjennem den forreste Deel af Spisereret er en tyndere Fortsættelse af Mundhulens cuticula tydelig. Maven") er hos Aeolidierne i det Hele temmelig rummelig, af noget forskjellig Form og Størrelse hos de forskjellige Slægter og Arter. Sædvanligviis er den pæreformet og optager i den bredere Førende eller i Undersiden Spisereret; fra hver Side modtager den een, sjeldnere 2 Galdegange, som hos Glaukerne forene sig i en Divertikel-Dannelse paa Maven; til Heire afgiver den Tarmen og gaaer bagtil jævnt over i Maveblindszkken. — Denne sidste ligger hos de mere typiske Aeolidier ovenpaa Kjenskjertlen: hos de notoprocte Former saavelsom hos Glaucinerne har den derimod sin Plads under Gland. hermaphrodisiaca, i hvilken Henseende disse Grupper stemme med Dorider og Tritoniader, hos hvilke Kjonskjertlen altid har sit Leie ovenpaa Leveren. 1 Maveblindsekken indmunde alle ductus biliferi med Undtagelse af dem, der aabne sig i Maven, og den kunde saaledes vel opfattes som en stor Fzlledsgaldegang’). Maveblindsekken er hos de notoprocte Aeolidier og hos Glaukerne tyk- (L e. part. IL) som en stor Kjertelmasse under Svelghovedet. Hos (den grønlandske) Dendron. arbor. saa jez derimod en Kjertelmasse netop saaledes som hos de typiske Aeolidier. — Hos de ty- piske Tritonier (T. Homberzi) sees et Par lanzstrakte Spyttekjertler. — Hos Pleurophyllidierne findes et Par sondrede, flade, sædvanlisen urezelmæssist trekantede Spyttekjertler, som lizze heftede til Spiserwret oz den forreste Deel af Maven. — Hos Phyllidierne har jez fundet en samlet lille Spytkjertelmasse, omtrent som anzivet af Cuvier. +) Tab. II B. fic. 11; & IV. € 33. +i — IL fie. 5. 434) — IL fie. 5, 15; L VIL £ 8; t IX f. 22. 1) Denne sidste Tydning, til hvilken ogsaa Souleyet er kommen, er den ristige for de Formers Ved- kommende, hes hvilke — som hos de notoprocte Aeolidier og Glaucus — Maveforlengelsens vat har N vægget med stærk Kjerteludvikling i Væggene; hos de øvrige Former er den mere tynd- vægget som selve Maven. Tarmen-+) er temmelig kort, men sædvanligviis viid og gaaer langs hoire Side hen under Galdegangene mellem Legemsvæggen og Sliim- og Kjønskjertlen; den ender — med Undtagelse af hos Slægterne Hermaea og Stiliger, hvor Anus ligger foran Hjertet — bag Midten af Legemet. Analaabningen ligger undertiden paa Ryggen, da meest i Midtlinien (Antiopa, Proctonotus; Alderia, Hermaea, Stiliger), sjeldnere ud til hoire Side (Fiona)'); men sædvanligviis har den, som ovenfor anført, sin Plads paa Legemets hoire Side i Nærheden af Rygranden, undertiden (Aeolidia (stricte)) selv inde i denne. Fordoielseshulen viser overalt den samme Bygning af Væggene, der dannes af en Muskel- og en Sliimhinde. Muskelhinden sammensættes atter af et Længde- og et Kredslag; Muskelelementerne sees som flade Baand ofte med svage Contourer og eensartet Indhold. Sliimhinden i Mavens forreste Deel viser altid talrige, fra Cardia udstraalende Folder, der blive lavere, eftersom de naae længere ned i Maven, hvor de undertiden sees forbundne ved tværløbende lavere Folder; i Mavens bageste Deel ved Indgangen til Blind- sækken sees ofte ogsaa Folder, men constant vise saadanne sig henimod Overgangen i Tarmen, convergerende mod Pylorus og fortsættende sig gjennem hele Tarmens Længde som Længde- folder, der i dens forreste Strækning ere lalrige, men lave, i dens bageste færre, men hoiere. I Fordoielseshulen fandtes hos de fleste Aeolidier Hydroider*) og ubestem- melig dyrisk og plantelig Masse, ofte ogsaa Infusorier, Navicula- og Gallionellalignende For- mer, Dele af eller hele Crustaceer (Muslingkrebs (Cyprider)*) og ofte ogsaa frie Sanddele. Ind- holdet var altid blandet med Neldefiim af den Art, der forefindes hos selve Dyret, kun hos Slægterne Fiona og Phyllodesmium, der mangle Neldeorganer, saaes ingen saadanne”). Hos Glaucus findes ofte i Maven vel vedligeholdte Rester af Porpiter (s. ndf.). lignende Kjertelbygning som de i den udmundende Gange. Hos de fieste Former af Aeolidier saa- velsom hos Pleurophyllidierne har jeg derimod fundet Maveforlængelsen i Bygning stemmende med Maven, og det turde da maaskee være rettest at see en Maveblindsæk i samme, saaledes som Frey og R. Leuckart (Beitr. zur Kenntniss wirbell. Th. 1847. p. 59, 60), der ved denne Tydning i sin Tid medierede mellem Quatrefages, som betragtede det ved Fordøielseshulen hængende System som en. Forgrening af hiin, som et gastrovasculært System, — og Souleyet, som deri saa et forgrenet, i en fælleds Stamme indmundende Leversystem, et gastrobiliært System. 1H) WA, We fo WS Gh UNG Te TS ME Te LES te 2 2: 1) Det fortjener at erindres, at Anus hos de unge Tergipeder ogsaa skal have sit Leie paa Ryggen (sml. Max Schultze. |. c. p. 276. pl. V. f. 8 a, 9 a). 2) »Gymnobranchia enim plurima pascuntur phytozois.« Loven, Ofvers. Vet. Ac. Handl. 1844. p. 50. 3) Sars saa (Wiegm. Arch. 1840. I. p. 209) Ae. bodoénsis nære sig af Actinia viduata; Quatrefages (Ann. des sc. n. Zool. XIX. (1843) p. 284) fandt i Maven af en »med (hans) Eolidina beslegtete Form Ske- lettet af en lille Fisk, og efter Ehrenberg lever Phyllodesmium (hyalinum) af Xenier. — Foruden de talrige, igjennem A. og H.'s Arbeide spredte Oplysninger om Nudibranchiernes Føde findes en Deel Angivelser samlede i part VII. p. 23. 4) Sml. R. Bergh, Om Forekomsten af Neldefiim hos Molluskerne. (I. €.) p. 314 Anm. Vidensk. Selsk, Skr. 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd., 7 Bd. [2 178 Leversystemet optræder hos Aeolidierne under en aldeles eiendommelig Form, der atter betinger den for disse Dyreformer saa egne Udvikling af Rygvedhæng, og som derved hører med til denne Families væsenligste Characterer. Leveren danner ikke hos denne Gruppe, saaledes som hos Doriderne og Tritoniaderne, en samlet Masse, men er bleven opløst i en større eller mindre Mængde sondrede Lapper, som indkapslede i stærkt fremragende Hudskeder danne Papillerne paa Ryggen. Scyllaeerne og Tethyderne, Dendronotiderne og Melibaeinerne danne med Hensyn til Leverbygningen et smukt og tydeligt Bindeled mellem begge hine Grupper; hos alle disse Former optræder Leveren vel som en større samlet og lappet Masse, men samme afgiver mere eller mindre fine Grene, som karformigt udbrede sig i Hud og »Gjeller«’). Idet hver Papil væsenligt bygges af en Leverlap, betinger dennes Udviklingsgrad ogsaa Papillens Størrelse, ligesom dens mere trinde eller flade Form paatrykker Papillen sit Udseende. Leverlapperne bestaae af Smaalapper, som ere stillede ovenover hverandre, rundtom en fælleds Stilk, Levergangen. Smaalapperne træde enten kun lidt frem fra Over- fladen og staae meget tæt, Leverlappen bliver da trind (Ae. Scacchiana, Ph.); eller Smaa- lapperne rage mere frem og staae mindre tæt paa hverandre, Leverlappen sees da med korte knudrede Grene; sjeldnere ere Grenene som hos Glaucus+) lidt længere. Disse Forskjel- ligheder i Bygningen af Leverlapperne ere uden Indflydelse paa Overfladen af Papillerne, som (med Undtagelse af hos Proctonolus) altid er jævn og glat, undtagen forsaavidt som den ved en stærk Sammentrækningstilstand af hele Papillen kan antage en noget knudret eller idetmindste dog ujævn Beskaffenhed. — Leverlappen dannes af en homogeen Membran, som paa Indsiden er beklædt med den sædvanlige Levermasse, bestaaende af uregelmæssigt rundagtige Celler med Kjerne og Kjernelegeme og moleculært, fidtagtigt Indhold. Gjennem Leverlappens og saaledes sædvanligt gjennem Papillens Axe løber en Gang, Levergangen (ductulus hepaticus), som, især tydeligt paa grenede Lapper, udsender Sideforlængelser i sammes Knuder og Grene++). Levergangen var enten tom eller indeholdt opløst Lever- masse, som ofte var blandet med Maveindholdet, men næsten altid fandtes tillige Neldefiim i den, sandsynligviis det paagjældende Individs egne, som med det (ved Neldefimene bedøvede og) slugte Bytte vare komne ind i Fordøielseshulen”). 1) En saadan Forgrening er af Blanchard paaviist hos Tethys, af Hancock og mig hos Dendronotider og Seyllaeer (sml. Unders. af Fiona. p. 277 Anm.). +) Tab. VI. f. 24. Hi) — VI. f. 25—27. 7) Mange lagttagere (Quatrefages, Milne-Edw., Alder & Hancock) have seet Indholdet af Fordeielseshulen traadt ind eller seet det træde mere eller mindre dybt ind i.Leversystemets Gange, og denne Om- stændighed har væsenligt bidraget til, at disse ere blevne opfattede som Grene af Maven. Jeg har hos Fiona (Le. p. 309 Anm.) seet flere af Dyrets egne Tandplader (som formodenligt have været af- revne eller ere blevne afrevne ved at gribe Føden) traadte heelt ud i Huulheden af en af Papillerne. 179 Ved sin Tilheftning til Huden) gaaer Leverlappen over i sin Galdegang (duc- tulus bilifer), som i sin Fortsættelse. Denne træder ned gjennem Rygbedækningerne++), hvor den endnu findes beklædt med et tykt Lag Leverceller, iøvrigt er indhyllet i Bindevæv og krydses af fine grenede Karstammer. Hver saadan Gang aabner sig med flere andre fra Papiller, der tilhøre samme Række, ind i en større Galdegang (ductus choledochus), som løber under Huden med Retning ind imod Midtlinien. Hos Slægter med faa Papilrækker som Galvina, Tergipes, Glaucus, indmunde disse Galdegange nu saaledes i Fordoielseshulen, at een, sjeldnere to Gange fra hver Side aabne sig ind i Maven, medens de andre udmunde Li i Maveblindsekken, der saaledes danner ligesom en stor fælleds (median) Galdegang ++). Hos Slægter med talrige Papilrækker, saaledes hos de fleste Former, modificeres disse For- hold kun forsaavidt, som flere eller færre”) ductuli biliferi forenes for endelig paa lignende Maade at indmunde i Maven og dens Blinds&k-+-F-F7). — En Deel afvigende er Leyersysteimet hos maaskee alle notoprocte Aeolidier. Ductuli biliferi forene sig her (Fiona) paa meget uregelmæssig Maade og danne ved Roden af Papillerne under Rygvæggen ligesom et Lever- net?), hvorfra tykkere Galdegange da træde ned og ind i en rummelig Gang med kjertlede Vægge, som paa hver Side løber parallel med Dyrets Side og ved en Tværgreen aabner sig ind i Maven. Hos Janus, Fiona og sandsynligviis ogsaa hos de andre Former findes en Mellemstamme foruden begge Sidestammerne; samme ligger (som hos Glåucinerne) under Kjønskjertlen, anastomoserer ud til Siderne med Sidestammerne og er iøvrigt af samme Bygning; denne Stamme indmunder enten i Mavens bageste Deel (Janus) eller i en af Side- stammerne (Fiona). De notoprocte Former af Aeolidier danne saaledes med Hensyn til Bygningen af Leversystemet den tydeligste Overgang til Pleurophyllidierne, hos hvilke hine Sidestammer endnu ere stærkere udviklede, især med Hensyn til Tykkelsen af Væggene af Stammerne, som hovedsageligen danne den egenlige Levermasse, medens dennes Fortsæt- telser ud i de med Aeolidiernes Papiller homologe Randlameller?) ere endnu meget mindre end de i de notoprocte Aeolidiers Papiller indleirede Leverlapper. Det blev allerede ovenfor bemærket, at den nærmest til den egenlige Leverlap stø- dende Deel af ductulus bilifer var af lignende Kjertelbygning som selve hiün+f); men kun +) Tab. TA. f. 18; t. II B. f. 16; t. IL f 15. tt) — UB. f. 16. ttt) — IL f. 15. 1) Det maa herved erindres, at individuelle Forskjelligheder ikke gjøre sig saa lidet gjældende med Hensyn til Foreningsmaaden af Galdegangene fra de forskjellige Papilrækker, og at heller ikke disse Forhold ere saa stereotype og regelbundne, som det efter de engelske Anatomers Undersøgelser skulde synes. +ttt) Tab. I A. fig. 17, 18. 2) Sml. Unders. af Fiona. 1. ec. p. 306—309. Tab. IN, fig. 30. 3) Sml. Anat. Unders. af Sancara quadrilateralis. I. c. p. 526, ro 180 hos de notoprocte Aeolidier og hos Glaukerne bevare Galdegangene denne Bygning lige til deres Indmunding i Mave og Maveblindsæk; hos de mere typiske Aeolidier ere Galdegangene derimod gjennem deres hele øvrige Udstrækning tyndvæggede og af lignende Bygning som Maven. Blodløbsorganer. Som hos andre Mollusker findes ogsaa her et stærkt udviklet Hjerte saavelsom Ar- terier og Vener, der ende i og udspringe fra de i Legemsbedækningerne og mellem Ind- voldene liggende Blodrum, Lacuner. Hjertet ligger bagved og over Maven, sædvanligt mellem den og Tarmens Pylorus- deel. Det er med Enden af den store Stamvene og Aortaroden indesluttet i en rummelig Hule, hvis øvre Væg er uadskilleligt sammenvoxet med Rygbedækningerne, hvis nedre og bageste er forbunden med Sliim- og Kjønskjertlen, og hvis forreste dannes af det ovenfor beskrevne Skillerum; denne Hule maa snarere opfattes som en stor Pericardiallacune end som en »Hjertepose« (Hanc.). — Hjertet bestaaer af et For- og et Hjertekammer. Hjertekam- meret er i contraheret Tilstand kort og tykvægget; naar det er stærkt sammentrukket, er det af noget guulladen Farve; i slap Tilstand er det meget større, tyndvægget, dog i det Hele tykkere i Væggen end Maven; dets Spidse peger lidt mod Heire og gaaer over i Aorta. Paa Indsiden sees stærkt fremspringende Muskelstrænge, der fornemmelig løbe i Skraa- og Længderetning; undertiden sees Trabecler gaae fra Ryg- til Bugsiden; hos enkelte Former findes ligesom en Antydning til Klapdannelse ved Forkammer- og ved Aorta-Aabningen. Kammervæggen dannes af et stærkt Netværk af hverandre i de forskjelligste Retninger kryd- sende Muskelbundter. Der saaes intet Epithel. — Forkammeret er meget storre end Kam- meret, det findes næsten altid slapt, tyndvægget, næsten poseformet, hos nogle Former mere langstrakt, hos andre mere udtrukket paatværs. Dets forreste Deel aabner sig ind i Midten af Grundfladen af Hjertekammeret; dets bageste Deel optager fra hver Side een eller et Par Stamvener og i Midten en større lignende. Atriet dannes af en fiin structurlas Membran; i eller paa den udbrede sig fine grenede Muskelknipper, som danne uregelmæssige Masker. Muskelknipperne løbe fornemmelig i Længderetning, men ere meget uligeligt udbredte over Atriet. Der fandtes intet Spor til Epithel. Aorta (truncus aortae) udspringer fra Spidsen af Kammeret, er som Stamme ganske særdeles kort, gjennemborer den forreste Væg af Pericardiallacunen og deler sig i en forreste og en bageste Green. Aorta anterior (cephalica, autt.) gaaer hen ad Gruben paa den øverste Flade af Sliimkjertlen, til hvilken den afgiver en stor Green, A. genitalis, som forsyner Sliimkjertlen og atter udsender en A. penis; efter at være traadt frem foran Sliimkjertlen under Maven, fortsætter Aorta ant. sig fremad og indenfor Slyngerne under Spiserøret som A. bulbi pharyngei, der ligger i et Par Bugter for at kunne følge Svælg- hovedets Bevægelser. I Egnen af den bageste Deel af Underfladen af Svælghovedet tvedeler 181 A. bulbi sig; en Green (A. bulbi propria) stiger op langs Bagfladen af det og aabner sig sandsynligviis ind i det store afgrendsede (Blod-\Rum, hvori Svælghovedet er anbragt; en anden ganske kort gaaer lidt fremad og tvedeler sig atter; den ene af disse Grene, A. lingvae, træder gjennem en mellem de bageste Kjæbehjørner beliggende egen Aabning (s. ovf.) ind i Dybden af Svælghovedet, som det synes, op til Tungen, hvor den formodenligt aabner sig ind i den lille Lacune, som dannes mellem M, lingv. pr. sup. og inf.; den anden Green, A. labialis, gaaer frem langs Undersiden af Svælghovedet og kan følges ind over Læbeskiven. — Aorta posterior (hepatica, autt.j gaaer henad den bageste Deel af Sliimkjertlen bagud; den afgiver en Green ud til hoire Side, A. recti; en anden, A. podarii, saaes undertiden gaae nedad foran den forreste Ende af Kjonskjertlen til Foden, i hvilken den træder ind‘); selve Stammen fortsætter sig derefter ind i Kjonskjertlen som A. gland. hermaphrodisiacae, idet den følger Kjonskjerilens Udforingsgang og tildeels forgrener sig med den. De store Stamvener (Vv. branchiales), sedvanligviis, som anfort, tre, indmunde i den bageste Deel af Forkammeret. De dannes ved Sammenstødet af flere Grene, der ud- springe med mindre Grene (Venulae branchiales) fra Roden af Papillerne+) og samle Blodet fra de langstrakte Blodrum, som i Papillerne dannes udenom Leverlappen mellem denne og Pa- pilveggen. Virkelige Vener, som de, jeg har paaviist i Papilvedhengene hos Fiona”), synes ikke at forekomme ude i selve Papillerne. Den mediane Stamvene ligger hos alle Aeolidier tet til Ryghuden, og dens Leie viser sig, som det kunde yentes, betinget af Papillernes constante Beliggenhed paa Ryggen, og uafhængig af Maveblindsekkens vexlende Leie over eller under Kjonskjertlen. Som ovenfor (p. {48) anfort, indeholder Legemet flere storre og mindre Blodrum, Lacuner. Afstorre findes saaledes Hoved-, Krop- og Pericardial-Lacunen, af hvilke de første gjennem fine Spalter og mindre Aabninger staae i Forbindelse med et System af rørformede Lacuner i Foden og Rygbedekningen. Lacunerne modtage Blodet fra Enderne af Arteriegrene og afgive det sandsynligviis atter til Hud og Papiller. Karrene, baade Arterier og Vener, dannes yderst af et tyndt Lag Bindevævsceller, indenfor samme sees en structurles Membran med mere eller mindre tydeligt udviklet Traad- dannelse. Capillerkar findes ikke. Lacunerne, baade de større og de karagtige, udkledes ikke af nogen særlig Membran, men begrændses umiddelbart af de forskjellige Organer og Vey, i og mellem hvilke de findes. — Til den af Robin o. A. angivne Epithelialbekledning ogsaa af Vener og Lacuner saaes intet Spor, i hvilken Henseende mine Undersøgelser stemme med Lacaze-Duthiers’s (Anat. du pleurobr. |. c. p. 245). Men selv i Arterierne fandtes intet 1) Da denne Arterie ellers pleier at udspringe fra Aorta anterior, og lagttagelsen tilmed kun er gjort et Par Gange, kan Forf. selv ikke undertrykke en Tvivl om dens Rigtighed eller tilbagevise den Ind- vending, at der her kan have foreligget individuelle Abnormiteter. Ty Hl DV Bat whee 2} 16 Co fib SUR iS Ue te Gs 182 Spor til Epithel, og det er ikke usandsynligt, at det ogsaa der kunde mangle, ligesaavel som Saadant er Tilfældet hos Pteropoder (sml. Gegenb. Unters. üb. Pt. u. Het. p. 13, 49) og selv mange Heteropoder (Gegb. l. c. p. 117, 171); det er egenligt kun hos Carinarierne (Gegb. L c. p. 146), at Epitheliet tydeligt er paaviist. I Atriet, undertiden ogsaa i Karrene, fandtes rundagtige eller mere aflange, guul- ladne, fiintkornede Legemer af 0,008—0,016"" Gjennemsnit, hvilke jeg anseer for Blodkorn. Blodlebet foregaaer hos Aeolidierne saaledes, at Blodet fra Hjertekammeret udstødes i en fælleds Stamme (Aorta), hvis Grene, der forsyne alle de større Indvolde, aabne sig i et Sy- stem afBlodrum, der findes i og mellem alle Legemets Organer. Gjennem egne Aabninger, af hvilke een kan sees ved Roden af hver Papil+), træder Blodet derefter ud i de i Papil- lerne om Leverlappen liggende Blodrum, samt ud i Foden og Hudbedækningerne paa Ryggen; hvorefter det gjennem Venulae branchiales vender tilbage til de store Stamvener, Vv. branchi- ales, som udmunde i Forkammeret, hvilket sandsynligviis desforuden ogsaa optager egne Stammer fra Ryggen. Muligviis findes ogsaa her, som hos Doriderne, et lille venøst Kreds- løb, hvorved det til Kjønsorganer og Lever gaaende Blod skulde vende umiddelbart tilbage til Hjertet uden at passere Hud eller Papiller. Hancock har (l. c. 2 S. I. p. 102)}) seet Vener fra Kjønskjertlen træde umiddelbart ind i Forkammeret; jeg har ikke været istand til for Aeolidiernes Vedkommende med Sikkerhed at overbevise mig om Gyldigheden af denne Angivelse, hvilket muligviis dog tør tilskrives den ringe Størrelse af de Dyr, jeg har havt til Undersøgelse”); dette er saameget mere sandsynligt, som jeg hos Pleurophyllidierne med al Sikkerhed har iagttaget talrige Aabninger fra Kjønskjertlen ind i den store V. magna (branchialis) mediana. ; Det har allerede ovenfor været bemærket, at Blodet hos Aeolidierne som hos andre Gastraeopoder (og maaskee som hos alle andre Mollusker) blandes med det Vand, hvori de leve; Tilblandingen skeer her, som hos maaskee de fleste Nudibranchier, hos Pteropoder og Heteropoder, i Pericardiallacunen og igjennem Nyren (sml. min Undersøg. af Fiona. p. 314 Anm.). 4) Tab. VI. Fig. 5. 1) | Hancocks senere Arbeide (Monogr. part VII. p 15) findes aldeles ingen saadan Angivelse. 3) Den af Hancock givne Fremstilling af et eget Portalhjerte og et ganske eget Portalsystem hos Doriderne (on the anatomy of Doris. Phil. Tr. 1852, 2. p. 226. pl. XL f. 3h, 4n; pl. XIL f. 1 m: pl. XVI. € 1e er neppe rigtig. Ifelee samme skulde Portalbjertet — det samme Organ, som af an- dre Forfattere tydes som Nyre, — modtage Blodet fra Pericardial-Lacunen og gjennem en Hovedstamme sende det ind i et paa Leverens Overflade udbredt grovt Aarenzt, til hvis Dannelse Grene af Aorta væsenligt bidroge, og hvorfra Blodet gjennem Vv. hepaticae gik til Gjællerne. Dette Portalhjerte skal efter Hancock ikke staae i nogen Forbindelse med den ydre Aabning tæt ved anus, hvilken efter samme Anatom fører ind i et paa Leverens Overflade mellem Kargrenene meget forgrenet Organ med sponziøse Vægge (L c. pl. Xl. f. 1p, 2p; pl. XIL f. 11, 51); dette er ifølge den engelske Forf. Nyren. — Hanc's løse Angivelse (Mon. part VIL p. 15) om en Tilførsel af venøst Blod til Papillerne hos Aeolidierne ved Portalhjertet er neppe rigtig. ER SSR Aandedrætsorganer. Hos alle Nudibranchier maa Beklædningen paa hele Ryggen antages at tjene Aandedrættet; men denne Function er hos de fleste derhen hørende Grupper tillige for- trinsviis henlagt til visse særlige Rygvedhæng, hos Aeolidierne til Papillerne. Papillerne ere hos de forskjellige større og mindre Grupper af Aeolidier, som ovenfor anført, af meget forskjellig Form og Størrelse; kun hos en ganske enkelt lille Gruppe (Fiona) ud- vikler der sig en virkelig Gjællemembran langs Randen afPapillen. Papillen dannes af en skede- formet Forlængelse af Bedækningerne paa Ryggen og en Leverlap, som strækker sig op gjennem Axen af Papillens Hule og i Spidsen er forbunden med Neldesækken, som med en Pore aabner sig paa Spidsen af Papillen. Lost Sliimvæv (s. ovf.) befæster Leverlappen til Væggene af , Papillen og gjennemkrydser det mellem Papilvæggen og Leverlappen dannede Blodrum. — Papillens Væg bygges af et Lag Epithel og indenfor samme af en Muskelhinde, som sammensættes af to Lag Muskelbundter, som krydse hinanden under næsten rette Vinkler. Paa Foden af Papillen sees lige over for hinanden to fine Aabninger+), af hvilke den ene fører Blodet ind i Blodrummet, den anden tilbage fra samme (Venula branchialis). Det imellem Indvoldene sig bevægende Blod bliver i den tynde Ryghud og i Papil- lerne paavirket som ved Aandedræt; det til Hjertet tilbagevendende iltede Blod kommer da deels fra »Gjællerne«, deels fra »Kappen«, ganske saaledes som det af Milne- Edwards er iagttaget hos andre Gastraeopoder (Triton nodiferum, Lamck; Haliotis, Patella) og af denne samme Undersøger saavelsom af Garner seet hos Lamellibranchier (Pinna) !). Afsondringsorganer. De i Huden forekommende Kjertler have allerede været omtalte ovenfor; ligeledes de til Fordoielsessystemet hørende, Spyttekjertler og Lever. I en større eller mindre Nærhed af Analaabningen findes, sandsynligviis hos alle Aeoli- dier, en fiin Aabning; samme antyder Tilstedeværelsen af et eget Organ, som vistnok maa tydes som Nyre. — Hos de mere typiske Gastraeopoder (Pulmonater, Pectinibranchier 0. A.) er Nyren et cavernøst Organ, hvis Udføringsgang aabner sig i Kappehulen i Nærheden af Anus; men nogen aaben Forbindelse af Organet med Pericardiallacunen som den, der fore- kommer hos de andre (nedenstaaende) mere afvigende Gastraeopoder, er hidtil ikke paaviist hos hine. Af fast, contractil, dog ikke parenchymatos Natur er Nyren ogsaa hos de skalklædte 7) Tab. VI. fig. 5. 1) Jeg har ikke seet andre Kargrene i Ryghuden end de fra Papillerne; derimod har jeg ofte iagttaget fine Aabninger paa Hudens Indside, hvilke sandsynligviis modtage Blod fra Legemshulen. Hudens egne Kar eller Blodrum maae antages enten at forene sig med de fra Papillerne udførende Vener eller, som hos Doriderne, at danne særegne Stammer, der udtømme sig i Forkammerrt. 184 kalkafsondrende) Pteropoder (Hyalaeader) og Heteropoder (Atlantader, Carinariader). Hos de nøgne (ikke skalafsættende) Pteropoder ((Cymbuliader) Clionader, Pneumodermonader) og Heteropoder (Pterotracheader) saavelsom hos de Nudibranchier'), hos hvilke Nyre hidtil er funden, viser den sig derimod som en mere simpel, muskuløs Sæk. Hos alle disse sidste Former optræder Organet under den embryonale Form, hvori Koren og Danielssen have seet det hos Pectinibranchierne. Hos Aeolidierne ligger Nyren i Nærheden af Tarmens Rectalende, heftet med den ene Ende til Sidevæggen af Pericardiallacunen og med den-anden udtrukken henimod Poren mellem Genitalpapillen og Anus. Organet viser sig som en guulladen, oval, lidt fladtrykt, ikke tyndvægget Sæk omtrent af Analpapillens Størrelse; allerede ved svag Forstørrelse sees stærke Længdefolder skinne igjennem Væggen (lignende vare allerede af Cuvier seete hos Doris); paa det aabnede Organ sees disse at springe stærkt frem mod Nyrens Huulhed. Nyren bestaaer af et stærkt Muskellag; dets Indside er beklædt med et Lag svagt guulladne Epi- thelialceller. Nyren synes her som i det Hele hos Molluskerne at have den dobbelte Func- tion baade at tjene til Vandoptagen og som Excretionsorgan. Den første Forretning turde være den væsenligste, og Organets Bygning synes at være beregnet nærmest paa den. Der 1) Ae. papillosa, Janus, Tritonia (Hanc. Ann. 2 S. VIII. (1851) p. 31 Anm.), Fiona (Hanc. & Emblet. Ann. 2 S. VIII. (1851) p. 290—302. pl. IX., X.; R. Bergh, 1. c. p. 314. pl. III. f. 32), Polycera (Gegenbaur, Z. f. w. Z. IV. (1853) p. 334, 369; Unters. üb. Pterop. u. Heterop. 1855. p. 24), Phyllirhoë (H. Müller, Z. f. w. Z. IV. p 336; Leuckart, W. Arch. XIX. (1853). 1. p. 249 Anm., 250; Gegenbaur, Z. f. w. Z. IV. p. 336, 369; V. p. 113). Nærværende Forf. har fremdeles fundet Nyre (saavelsom Nyrepore) hos Pleurophyllidierne (sml. Anat. Unders. af Sancara |. c. p. 530. t. XIV. f. 46.) og har seet Nyren hos Phyllidia varicosa, Lamck. Som anfert, har Hancock hos Doriderne som Nyre beskrevet et heelt andet Organ, det samme, som Cuvier i sin Afhandling om Doris har omtalt og afbildet (p. 16. pl. 1. f. 3 y; pl. 2. f. 2y), og som begynder med den lille Pore tæt ved anus") og baade efter Cuvier og Hancock udbreder sig paa Leverens Overflade. Det lille sækformede Organ, som findes i Nærheden, det Organ, som Han- cock betragter som Portalhjerte, staaer efter Cuvier i aaben Forbindelse med Enden af hiint Rør- system; efter Hancock er det derimod aldeles aflukket derfra og er Centralorganet i det særegne Portaaresystem. Det maa overlades fortsatte Undersøgelser at bringe Klarhed og Sammenhæng i disse Uovereensstemmelser. Det synes neppe at kunne være Tvivl underkastet, at Doridernes i Pe- ricardiet indmundende »Portalhjerte» (Hanc.) er homologt med den af andre Undersøgere hos andre Nudibranchier beskrevne »Nyre«. Hos alle disse sidste indleder dette Organ den (her som hos alle andre Mollusker) stedfindende Forbindelse mellem Blodbanen og det omgivende Element, og Manglen af en saadan Forbindelse, som ifølge Hancocks Undersøgelse ikke synes at findes hos Doriderne, taler ikke for Rigtigheden af den oftnævnte Opfattelse. Muligt var det dog, at Forholdene hos Do- riderne vare en Deel forskjellige fra dem hos andre Nudibranchier, og det synes mere at være umid- delbare Slutninger fra hine end virkelige noiere Undersøgelser af disse Forhold hos Aeolidierne, som have avlet den engelske Forfalters Angivelser om Portalhjerte og Nyre hos Aeolidierne. Portal- hjertet skal efter Hancock hos denne Gruppe sende Blodet til Papillerne; der omtales vel korteligt Mon. part Vil. p 16) Forekomsten af en »Excretionsaabning«, men ingen Forbindelse mellem denne og Portalhjertet eller Fortsættelse af den i en Nyre som hos Doriderne. ”) Denne Aubning var allerede seet af Savigny (descr. de PEgyple. Gasier. pl. 1. f 14 q, 4! q.)- 185 er derimod i Organets Bygningsforhold Intet, som hjemler Opfattelsen af det som et Ex- eller Secretionsorgan; saadan maa alene søge sin Hjemmel i Analogien; og det maa da indrømmes, at characteristiske Secretions -Producter kun ere paaviste indenfor Pulmonaternes og Pectini- branchiernes Grupper, medens det paa den anden Side ogsaa maa erindres, at det neppe kan ventes, at Molluskernes paa Proteinstoffer saa fattige Blod altid skulde kunne afgive Decompositionsproducter i saadan Mængde, at det til de højere Dyrs Urin svarende Secret væsenligt vilde kunne characteriseres derved. Allermindst turde det vel ventes paaviist hos Former, hos hvilke den hyppige Gjennemstrømning af Vand og Organets simple Bygning saa meget begunstige Secretionsproductets Udvadskning. Hos — sandsynligviis — saagodtsom!) alle pleuroprocte Aeolidier findes i Spidsen af Papillerne et eget kjertelagtigt Organ, ligesom et kæmpemæssigt Neldebatteri, Nelde- sækken, som ligger umiddelbart over og ved en Stræng er forbunden med Spidsen af Leverlappen +). Sækken er meer eller mindre aflang, sædvanligviis pæreformet og udgjør almindeligen omtrent Yıo—!/ıs af Papillens Længde; sjeldent er den meget kort (Ae. hirsuta, Bgh.), under- tiden (Ae. neapolitana, d’Ch.) langstrakt, endog saaledes, at den indtager ”/5—"/6 af Papillens hele Længde. Sekkens Grundflade er udtrukken i en længere eller kortere, undertiden bugtet Streng, som hefter den til Leverlappen; hos enkelte Former (Ae. Olrikki, Glauker) har jeg seet Neldefiim tilsyneladende indesluttede i den øverste Deel af Strengen, men har iøvrigt ikke kunnet overbevise mig om og betvivler fremdeles, at den, som angivet (Quatre- fages, Hancock & Embleton), virkeligt er huul gjennem hele sin Længde og aabner en nøiere Forbindelse mellem Neldesækken og ductulus hepaticus*). Opad aabnede Neldesækken sig paa Spidsen af Papillen med den fine, runde Neldepore?), udaf hvilken Sækkens Indhold ofte fandtes drevet frem som en kugleformet eller uregelmæssig Masse. Neldesækkens Vægge ere muskuløse med Fremhersken af Kredstraadlaget. Neldesækkens Indhold er Neldeblærer, Cyster med tet sammentrængte Neldefiim, samt frie Neldefim; desuden sees smaa 1) Linné, O. Fr. Müller og Forskäl havde hos forskjellige Aeolidier bemærket dette Organ, som af Quatrefages, Frey og Leuckart samt Hancock og Embleton endelig blev underkastet et nøiere Eftersyn. En senere Undersøgelse af mig har endelig paaviist en saa almindelig Udbredning af dette Organ, at det maa regnes til de almindelige Characterer for (de pleuroprocte) Aeolidier (sml. Om Forek. af Neldefiim hos Moll. i Vidsk. Medd. naturh. Foren. Kbhvn. for 1860. p. 309—331. Tab. VIII). HÉTAD VOB 2; to Wi. 6.224.228. 2) Jeg maa herved dog gjøre opmærksom paa, at jeg hos alle de Aeolidier med Neldesæk, jeg har undersøgt, — ikke derimod hos Fiona og Phyllodesmium! — har fundet talrige Neldeflim, af Form som Dyrets egne, gjennem hele Fordøielseshulen lige fra Mundhulen og ud i ductulus hepaticus. Jeg an- seer det for rimeligst at antage, at de stamme fra Dyret selv og gjennem Munden ere komne ind i Fordoielseshulen tilligemed Føden eller nedslugt Vand. 3) Souleyet (voy. de la Bonite. 1852. p. 424) negter, underligt nok, Tilstedeværelsen af denne Pore. Vidensk. Selsk. Sk. 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd.., 7 B. 24 186 rundagtige Legemer med stærkt lysbrydende Kjerne, talrige større og mindre Celler og kugle- formede kornede Legemer med eller uden Kjerne og i Størrelse staaende mellem de mindste og de største Neldefiim, dog nærmest ved de første; alle disse Elementer findes forenede ved en sammenbindende fiin Moleculærmasse. Bagest i Neldesækken findes desuden ofte (især hos Glaucus) talrige aflange Celler med Kjerne, som muligviis kunne antages at ud- vikle sig til Neldecyster. Neldecysterne+), Neldefimenes Moderceller, ere rundagtige eller ovale, cellelignende Legemer af sædvanligviis 0,034—0,06™" største Diameter; en tydelig Cellekjerne, saaledes som den er funden i Neldecysterne af flere andre Dyreformer, har jeg ikke seet. Cysterne ere fyldte med Neldefiim og med meget mindre, stærkt lysbrydende, kornede Legemer, meest med Kjernelegeme; hos saadanne Arter, hos hvilke der forekommer to Former af Neldefiim, findes begge blandede i samme Cyste. Neldesækken indeholdt hos de fleste undersøgte Arter kun en ringe Mængde Cyster, kun hos enkelte (Ae. neapolitana, d’Ch.) fandtes en større Masse. Frie Neldefiim, som maae antages at blive frie ved Bristning eller Opløsning af Modercellerne (Cysterne), udgjøre dog hovedsageligen Indholdet af Neldesækken. De ere af meget forskjellig Størrelse hos forskjellige Arter, ligesom de i denne Henseende ogsaa vexle meget betydeligt paa det samme Individ. De største naaede den forholdsviis colossale Størrelse af henimod en "or" og iagttoges hos Glaucus atlanticus, Forst. (= 0,087»), hos Ae. Soemmeringii, Leuck. (= 0,076"”) og sargassicola, Kr. (= 0,04"); de mindste have kun lidt mere end den Størrelse, som sædvanligt tilkommer de gastraeopode Molluskers Blod- korn, og saaes hos Ae. rupium, M. (= 0,0036 — 0,015"”). Neldefimene fra samme Sek og endog samme Cyste variere ofte i Størrelse som fra 1 til 2—4. — Neldefimene ere hos Aeolidierne altid fuldstændigt farvelose og gjennemsigtige; de ere haarde, ueftergivende og briste (især de mere runde) i den ene Ende ved stærkere Tryk. — I Form afvige Nelde- fimene overmaade meget fra hverandre, hovedsageligt vise de sig under to Former, ægfor- mede eller langstrakte, spindelformede. De indeholde altid en Traad, som kan strækkes ud af den ene Ende af Neldefimet; den er snart længere og spiralrullet, som i de ægformede, snart kortere, som i de teendannede. Disse Legemer paavirkes hverken af (kolde) concen- trerede Syrer eller Alkalier og synes i denne Henseende at afvige noget fra lignende Ele- menter hos andre Dyreformer; kun selve Traaden synes i mindre Grad i Besiddelse af denne Modstandsevne. De ægformede eller ellipsoidiske Neldefiim++) ere altid i Omfang runde, ofte næsten nærmende sig til Kugleformen; de ere sædvanligviis lidt tilspidsede mod den Ende, af hvilken Traaden træder frem, i den anden sædvanligviis afrundede; fordetmeste findes hos det samme Individ mindre og større Neldefiim af denne Art ved Siden af hver- +) Tab. I BE 5: t'V ET 15. ti) Tab. IT À. f. 13; HB. f. 17 o. N. andre. Men medens denne Form af Neldefiim sædvanligviis er meget tydeligt udpræget, er den hos enkelte Former (Ae. Scacchiana, Ph.; Ae. hirsuta, Bgh.; Glaucus) mere langstrakt, saaledes at den nærmer sig den hos den følgende Klasse af Neldefiim, og Skjelnemærket mellem begge ligger derfor ikke i Formen, men i Beskaffenhed af Traaden. — Paa denne Slags Neldefiim eller idetmindste paa de større af dem iagttages en tydelig Dobbelteontour, ligesom en ydre Skalhinde og en indenfor liggende tynd (Primordial-)Sæk, som enkelte Gange med al Sikkerhed saaes fortsætte sig i den inde i Neldefimet liggende Traad; den ydre Hinde sees, især tydeligt hos enkelte Former (Ae. Soemmeringii, F. S. Leuck.; Glaucus atlanticus, Forst.), gjennemboret i den ene Ende af en fiin Aabning. Hos alle de undersøgte Aeolidier med denne Form af Neldefim iagttoges paa de større Elementer en sig gjennem Axen af Neldefimets Huulhed strækkende Traad, som syntes dannet ved Indkrængning af Neldefimets indre Hinde fra Egnen af den udvendige Aabning; Traaden var omtrent paa Midten tykkere og hos enkelte Former (Ae. salmonacea, C.; Ae. bostoniensis, C.) ligesom forsynet med flere Smaatappe; imod Bagenden af Neldefimet syntes den at fortsætte sig i den spiralrullede Traad; dog lod dette, det sandsynlige, Forkold sig ikke iagttage med til- strækkelig Sikkerhed. Traaden er af betydelig Længde og ligger oprullet i meer eller mindre tætte Vindinger. Meget ofte fandtes Neldefimet tomt, idet Traaden var skudt ud, men samme var da ofte afbrækket saaledes, at kun en tykkere Deel nærmest Aabningen paa Neldefimet var tilbage, og denne var da hos de enkelte nysnævnte Arter forsynet med de omtalte Smaatappe!); undertiden manglede kun Spiraltraaden, medens Axestrengen endnu var tilstede. — De mere langstrakte, stavformede eller teendannede Neldefiim+) ere enten lige eller svagt boiede, langstrakt-elliptiske eller med næsten paralleltlobende Rande, af næsten kredsrundt Omfang eller mere planconvexe, da undertiden let carinerede paa den mere plane Flade; paa den ene Ende sees ofte en fin Aabning (især tydeligt hos Ae. Soemmeringü), hvorigjennem paa mange Neldefiim en Traad findes deelviis udstrakt, som paa de fleste ligger indesluttet i Neldefimet og sees som en Dobbelteontour gjennem dettes Længdeaxe. Den frit fremragende Traad havde aldrig nogen betydelig Længde og beløb sig sædvanligen ikke til stort Mere end Neldefimets egen. Hos mange af de undersøgte Former (Ae. salmonacea, bostoniensis, Scacchiana, 1) Denne Art Neldefim synes nærmest at slutte sig til de af Gosse (Actinol. brit. 1860. p. XXIX. pl. XI. f. 6) beskrevne og afbildede Cnidae cameratae; dog findes neppe noget Spor til det af den en- gelske Forfatter beskrevne, med Spidser (pterygia) forsynede Skruebaand (strebla) om Traaden (Ecthoraeum). Hos Ae. Drummondi, Th. fandt jeg enkelte større Neldefiim uden Axetraad; saadanne synes at svare nærmere til de af Gosse (l. c. p. XXX. pl. XI. f. 9) afhandlede Cnidae glomiferae. Gosses Cnidae globatae og cochleatae fandtes derimod ikke repræsenterede hos nogen af de undersøgte For- mer, medens der hos enkelte Arter (Ae. sargassicola, Kr.) saaes Former, som mindede om J. Haimes femte Art af Neldefiim (s. Ann. sc. n. Zool. 4 S. I. (1854) t. 7. f 13, 14). +) Tab. 1 C. f. 1; t. UN f. 14; t. VB. f. 16 0. fl. * 188 hirsuta, inca.; Glauci) sees begge disse Former forekomme sammen i een og samme Neldesæk og endog i samme Cyste. Hos andre Arter (Ae. rupium, neapolitana, papillosa, Soemme- ringii, sargassicola) ere alle Neldefiim derimod kun af een, nemlig den langstrakte, Form med ligeløbende Traad. Neldefiim vides hidtil ikke at være fundne hos notoprocte Aeolidier), og mangle desforuden efter Alder og Hancock (Monogr. part V. (1851). Gen. 14) hos Emble- tonierne samt efter mine Undersøgelser (l. e.) hos Phyllodesmium (hyalinum). Om Udviklingen af Neldesækken synes kun såa meget bekjendt, at den idet- mindste hos Tergipes*) først indtræder seént. Hele Organet maa morphologisk vel nærmest opfattes som en stor Hudkjertel, i hvis Secretionsceller der dannes Neldefim?). Om Betydningen af disse Organer hos Aeolidierne er hidtil aldeles Intet bekjendt. Forekomsten af Neldeorganer netop hos denne Gruppe (og hos de nærstaaende Pleurophyllidier) og Manglen af dem hos Dorider, Tritoniader og Phyllidier, hvor Huden er stærkt udstyret med Kalkdele og saaledes meget fastere, skulde synes at tale for, at der” heri var givet hine nøgne Dyreformer et særligt Beskyttelsesmiddel, som ikke behøvedes hos disse mere haardhudede Gastraeopoder. Imidlertid lade disse Dyrs talrige Fjender — især Fisk og Krebsdyr, for hvike de tildeels udgjere en Deel af den daglige Næring, — sig neppe derved forhindre fra at efterstræbe dem, saalidt som hine nøgne Dyreformer lade sig genere af Hydroidernes og Actiniernes Neldefiim. Disse Organer turde derfor maaskee snarere tjene disse Mollusker som et Middel til at lamme en Deel af de Dyr, som udgjøre deres Næring og derved lette dem Bemægtigelsen af samme, saaledes som Saadant hos Hydraerne saa ofte er iagttaget. Det tør nemlig ifølge den Overeensstemmele, som viser sig i Bygningen af Aeolidiernes og Coelenteraternes Neldefiim, antages, at disse Organer ogsaa hos hine føre en giftig Vædske, som udlades paa eller i Huden af de Dyr, med hvilke Aeolidierne komme i fjendlig Berøring. Nøiagtige Undersøgelser over Neldefimenes Livsvirksomhed hos Aeolidierne mangle fuldstændigt, og disse Dyr have saaledes ikke leveret | noget Bidrag til Oplysning om de omtvistede Spørgsmaal om de nærmeste Aarsager til Neldetraadens Fremtræden af sin Kapsel og om selve Fremtrædningens Mechanisme. Det tør vistnok antages, at Traaden i Aeolidiernes (som maaskee i alle) Neldefim krænges ud saaledes, at den tykkere Axedeel træder først frem, og ved de mere stavformede Neldefiim Det hændes ikke sjeldent, at der ved Afstødning af den sædvanligviis farvede Beklædning paa Spid- sen af Papillerne kan frembringes et skuffende Udseende af en Neldepore, hvor ingen saadan er til- stede. Fra et saadant Forhold hidrører sandsynligviis Angivelsen om en Papilaabning hos Antiopa Alder og Hanc., Monogr., part V. fam. 3. pl. 43 Text; part VI. fam. 3. pl. 44 Text) uden tilsvarende Neldesæk. Max Schultze, üb. die Entwicklung des Terg. lacinulatus. — Wiegm. Arch. 1849. I. p. 277. Keferstein og Ehlers (Zool. Beiträge. 1861. p. 97) lade det uafgjort, om Neldecysterne ere Modercel- lerne til Neldefimene. 189 har jeg flere Gange inde i den halvt fremskudte Traad seet Resten af Traaden og da ra- gende frem med en stiv Spids); ogsaa hos Glauker har jeg seet et noget lignende Forhold. Forplantningsorganer. Pulmonaternes hermaphroditiske Natur var allerede paastaaet og sandsynliggjort af Ray (1660), men blev først i langt senere Tider med tilstrækkelig Stringens her paaviist og efterviist hos andre Former af Mollusker ved R. Wagner, Siebold, H. Meckel o. fl. Begge Slags Kjonsstoffer tilberedes saaledes i det samme Individ, og det maatte synes forunderligt, at disse Dyrs Æg da ikke befrugtes af de andre Elementer (Zoospermer), som udvikles i det samme Individ, men at en Parring dertil dog bliver nødvendig. H. Meckel's bekjendte Arbeide (1844) lod til at skulle lette Forstaaelsen af dette forunderlige Forhold, idet det syntes at paapege Tilstedeværelsen af aflukkede Baner for Passagen af Æg og Sæd; men Gratiolet's, Leuckarts, Semper's 0. fl. Undersøgelser efterviste Feilene i Meckel's Arbeide, lærte, at Æg og Sæd allerede paa deres Dannelsessted kom i Berørelse, og lode det saaledes lige gaadefuldt, hvorfor Befrugtning ikke allerede fandt Sted i Kjønskjertlen. En ny Udvei til Forstaaelse lod da til at aabne sig derved, at det syntes (Krohn, Leuckart, Gegenbaur; Davaine) som om Æg og Sæd, skjøndt de i Virkelighed dannedes i det samme Individ og i Dele af det samme Organ, dog modnedes til forskjellig Tid, saaledes at Kjønskjertlen paa den Tid, den indeholdt moden Sæd, ikke tilvirkede Æg og omvendt. Senere Iagttagelser (R. Wagner, Leuckart, H. Müller) have imidlertid dog paaviist den samtidige Udvikling af begge Slags Kjønsstoffer, idetmindste for mange Molluskeformers Vedkommende og saaledes ogsaa for nærværende Gruppe (R. Leuckart). Da Gratiolet for nogle Aar siden (1850) i sit bekjendte Arbeide meente at have iagttaget, hvorledes Zoospermerne i Bursa copulatrix (af Helix) undergik en yderligere Udvikling og først derved bleve tjenlige til Befrugtning, syntes en ny Forklaringsmaade at kunne øines. Men heller ikke denne Tydningsmaade synes at kunne tilstedes, idet Keferstein og Ehlers (Ztschr. får w. Zool. X. (1860) p. 267) aldeles ikke have kunnet bekræfte Gratiolet's Angivelser; og de hermaphroditiske Forhold ere frem- deles blevne staaende som en Gaade. Jeg maa som andre Undersøgere ansee Aeolidierne for Hermaphroditer, der sam- tidigt udvikle begge Kjønsstoffer, men til Befrugtning dog udkræve en Parring (s. nærmere ndf. ved Glaucus)?). Disse Dyr forholde sig saaledes som Nudibranchierne i det Hele”) og over- +) Tab. IC. f. 1°. 1) Det turde maaskee fortjene at erindres, at Reid (on the development of the ova of the nudibr. moll, — Ann. mgz. n. h. XVII. (1846) (p. 377—389) p. 378) har seet begge Individer af et copuleret Par (af Polycera quadrilineata) lægge Æg. 2) Hvortil ogsaa Cuvier's Inferobranchier maae henføres. 190 hovedet den hele store Gruppe af hermaphroditiske Gastracopoder, som fremdeles endnu omfatter alle Pulmonater, Tectibranchier og Pteropoder. Hos Aeolidierne som hos alle hermaphrodite Gastraeopoder (med Undtagelse af de pellibranchiate Nudibranchier’)) findes altsaa de æg- og sædberedende Organer forenede i en »Kjønskjertel« (Gland. hermaphrodisiaca). Kjertlen sammensættes hos disse som hos alle de andre androgyne Former af mindre Lapper, som atter bestaae af Smaa- lapper (Acini hermaphrodisiaei); hver af disse sidste har hos de fleste Nudibranchier, men altid hos Aeolidierne, sin særlige Udføringsgang, og Kjønskjertlens Udførselsgang danner derved et meget forgrenet Træ, saaledes at der i denne Henseende bestaaer en ikke ringe Forskjel mellem disse og andre hermaphrodite Gastraeopoder. — Hos alle androgyne Gastraeopoder (kun med hiin enkelte Undtagelse) dannes der ude i Barkmassen af hver Acinus Æg, i Marvsubstansen Sæd; men hos maaskee alle Aeolidier udvikler Barkmassen sig ligesom til secundære acini, til druelignende, meer eller mindre stilkede Legemer (acinuli), der altsaa ere Ovarier, medens den skiveformede acinus, som bærer Druerne, maa opfattes som Testikel+). ; Den stærkt forgrenede Kjønskjertelgang (ductus hermaphrodisiacus (oviductus og vas deferens)) er kun paa en kort Strækning udeelt og fælleds for begge Substanser af Kjonskjertlen; den tvedeler sig meer eller mindre tæt foran Kjonskjertlen, og dens Forhold og i det Hele Kjønsapparatets videre Forhold viser sig nu som en Modification af den hos Pulmonaterne forekommende Organisationstyp. — Kjønskjertelgangen er paa en sæd- vanligviis temmelig kort Strækning før sin Deling opsvulmet til en meest temmelig lang- strakt-teendannet Beholder (Ampulla ductus hermaphrod.”). Af Gangens tvende Grene tjener den ene med sin Fortsættelse og Tilbehør til Udførselen af Ægmassen, den anden med sin Fortsættelse og sine Vedhæng til Befordring for Sæden. Den hunlige Fortsættelse af Kjønskjertelgangen, Æggelederen (oviduc- tus), er ganske kort, og aabner sig ind i den altid stærkt udviklede, meget gyrate og ind- vendigt paa forskjellig Maade bugtede og foldede Sliimkjertel (Gl. mucosa)?), som fortsætter sig i en tvedeelt Udføringsgang, af hvilken den ene Afdeling (ductus gl. mucosae) tjener til Udgang for Ægmassen, den anden (vagina) sandsynligviis til Optagelse af et andet Individs Penis under Parringen. I Forbindelse med Sliimkjertlens Hule staae 1) Hos disse findes en særegen Sæd- og en særlig Æggestok, hvis Udførselsgange forene sig (sml. Alder & Hancock, on a proposed new order of gasteropod Moll. Ann. Mgz. n. h. 2 S. I. (1848) p. 101—415. pl. 19, 20. — Gegenbaur, Grudz. der vergl. Anat. 1859. p.375). Ifølge en senere Under- søgelse (af Actaeon) af Pagenstecher (Ztschr. f. w. Zool. XII. (1863) p. 283—293. t. XXVII) synes Forholdene imidlertid heelt anderledes og mere at stemme med de normale Forhold, idet Kjertlen er falden fra hinanden i ganske smaa (hermaphrodite) Acinuli. +) Tab. I. f. 16. t VII. f. 9. 7”) Epididymis, H. Meckel; vesicula seminalis, Gegenbaur. Gl. uterina, H. Meckel Tab. Vil. f. 11 (aj; . IX A. f. 24 a. 191 een eller to »Æggehvide«- (afsondrende) »Kjertler« (autt.) (GI, albuminiparae), og i Skeden indmunder en Sædbeholder (Receptaculum seminis, Spermatotheca.). Kjonskjertelgangens hanlige Fortsættelse, Sædlederen+) (vas deferens), er som hos Pulmonaterne i sin første Stræknig ikke fri, men fastheftet til Overfladen af Sliim- kjertlen; muligviis er Forholdet hos enkelte Former (Fiona) lignende som hos Pulmonaterne, saaledes nemlig, at Sædgangen i denne Strækning kun dannes af en rendeformet Halvkanal paa Sliimkjertlen, som dog midlertidigt kan forandres til en lukket Gang. Fortil paa sidstnævnte Kjertel bliver Sædgangen fri og gaaer som et sædvanligt kort, sjeldnere (Fiona, Glaucus) længere Rør (testis, Hanc. ; vas deferens, H. Meckel) til Penis, igjennem hvis Længde det derefter fortsætter sig, og paa hvis Ende det aabner sig; denne frie Deel er undertiden (Fiona) gjennem en Strækning tykkere, af glanduløs Bygning (og danner ligesom en Slags Prostata). — Penis-+-r)varierer meget i Længde ligesom ogsaa noget iForm; den er undertiden kort, undertiden meget lang (Fiona); den ligger inde i Legemet indesluttet i en, sedvanligviis temmelig vid, Penis- sæk, af hvilke den kan skydes frem. Aabningen for Penissækken og dermed Fremtrædelsesste- det for Penis ligger sædvanligt tæt ved de andre Kjønsaabninger paa et fælleds Tuberkel eller i en fælleds Grube (thi Stedet staaer snart mere frem, snart er det mere fordybet); kun sjeldent (Fiona) er Aabningen til Penissækken rykket bort fra de andre Kjønsaabninger og saaledes isoleret. — Kjønspapillen eller Kjensgruben indeholder hos næsten alle Aeolidier tre Aabnin- ger, en forreste til Penissækken og to andre tætstaaende til Sliimkjertelgangen og Skeden. De tilGenerationssystemet hørende physiologiskeForretninger maae i Overeensstemmelse med ovenstaaende Fremstilling antages at foregaae paa følgende Maade. Den Sæd og den Ægmasse, som er dannet i Kjønskjertlens acini med deres Vedhæng, føres ud gjennem den fælleds Udforingsgang. Sæden søger derefter i større Masser sin særegne Vei gjennem Sædlederen og ud igjennem Penis, som under Parringen såndsynligviis træ- der ind i Skeden (eller maaskee kun svøber sig om Penis (s. nærmere ndf.)) af et andet Individ, medens Sæden derved optages deels i Sædbeholderen, deels i Udvidningen paa Kjønskjertelgangen (Ampullen). Æggene gaae ligeledes deres egen Vei, i tynde Snore gjennem Æggelederen over i Sliimkjertlen, hvor de modtage en Æggehvideomhylling (fra »Æggehvidekjertlerne«) og ved Secretet fra Sliimkjertlen sammenbindes til en Ægmasse, som formes efter denne Kjertels Huulhed og udstødes gjennem Sliimkjertelgangen. Denne Udskydning skeer sandsynligviis ved Sammentrækning af Legemets Vægge, da selve Sliim- kjertlen aldeles mangler musculøse Elementer. Kjønskjertlen (Gl. hermaphrodisiaca)*) er altid meget stor og udfylder den største +) Tab. VI. f. 11 d; t. IX A. f. 24 b. +t) Tab. II A. f. 14—16; t. VIE f. 11—13; t. IX A. f. 24 a. 1) Det vilde vere et aldeles unyttigt Arbeide at gaae neiere ind paa de forskjellige Tydninger og Be- nevnelser, som‘Kjonssystemets enkelte Dele have undergaact hos de forskjellige Undersøgere (Quatrefa- ges, Nordmann, Frey & Leuckart, Hane. & Embleton o. Fl.). 192 Deel af den bageste Halvdeel af Legemshulen; den er ved Bindevæv og enkelte flade Mu- skelbaand temmelig fast heftet til Legemets Sidevægge, til Rygvæggen med den store Vene- stamme, til Fodsaalen og til den ovenover eller under den liggende Maveblindsæk. — Kjertlen er sædvanligviis uregelmæssigt kegleformig med den afstumpede Spids vendende bagud, paa Forfladen er den fordetmeste lidt udhulet og kan (under stærk Sammentrekning af Dyret) optage Bagenden af Sliimkjertlen; dens Farve er smudsigt guulladen eller mere livligt guul. Den bestaaer af store Lapper, der hos alle mere typiske Aeolidier ligge nogenlunde sym- metrisk til begge Sider af en Midtlinie, hvorved Kjertlen undertiden kan synes sammensat af to symmetriske Halvdele; undertiden (Fiona) er en saadan Sammensætning af flere større Lapper ikke tydeligt paaviselig paa Overfladen, men først til at opdage ved noiagtig For- folgen af Kjonskjertelgangen henimod sine Udspring. Som anført, sammensættes hver Lap atter af talrige Acini, hvis Udføringsgange forenes og danne en større Gang, en af Hoved- grenene af Kjønskjertelgangen; en saadan Gang svarer altsaa til en heelLap. Disse Acini ere nu enten noget mindre talrige og tætliggende; de sees da som rundagtige, skiveformede Legemer; eller de ere tilstede i meget stor Mængde og blive da ved gjensidigt Tryk meget mere uregelmæssige og paa forskjellig Maade kantede. Hver Acinus bestaaer af et Central- parti og dertil heftede drueformede Legemer!); Druerne ere efter Centralpartiets Form enten næsten kun heftede til Peripherien (Fiona) eller spredte over hele Overfladen; de ere snart meget talrige og da meget smaa (Galvina rupium, M.)+), snart (Fiona) mindre talrige og større; kun sjeldent (Phyllodesmium) ere de kun faa, men da temmelig store. Paa enkelte Individer saaes (Cor. salmonacea, C.) Druerne undertiden ligesom indsænkede i Centralpar- tiet, fra hvis Overflade de saaledes næsten ikke sprang frem; - Forplantningsstofferne vare da mindre udviklede (især fandtes aldeles ingen Sæd i Centralpartiet). — Acinus dannes af en egen, meget tynd, structurløs, fiintstribet tun. propria, der paa Indsiden er beklædt med Epithel, hvoraf der udvikles Æg- og Sædceller. — De secundære Acini, Druerne, ere fyldte med uregelmæssigt rundagtige eller pæreformede, større og mindre, æglignende Legemer med en Kjerne, som i de større sees som Kiimblære. Disse Legemer ere mindre ud imod Peripherien, større ind imod Midtpuntket; i de mindre er Indholdet moleculært, og bliver i de større efterhaanden mere fidtagtigt, saaledes at Kjernen næsten ganske skjules. Foruden æglignende Legemer indeholde Druerne endnu Fidtmoleculer, større Fidtdraaber, frie Kjerner med Kjernelegeme og fuldtudviklede Æg med Kiimblære og Kimplet.++) Under- ') En lignende Bygning af Kjønskjertlens Acini findes ogsaa beskrevet hos Tritonia Ascanii, Sars (Sars, Beitr. zur Entwgesch. Wiegm. Arch. 1840. I. p. 197. t. V. f. b, c. — H. Meckel, üb. den Geschlechts- app. einiger hermaphr. Th. J. M. Arch. 1844. p. 498. t. XV. f. 12—14), hosAeolidia neapolitana og Phyllirrho& bucephalum (R. Leuckart, zool Unters. Heft. 3. 1854. p. 78, 79. t. Il. f. 15, 16), samt hos Polycera quadrilineata (Gegenbaur i Carus, icones zoot. I. 1857. t. XXI. f. 16), ligesom jeg ogsaa har fundet den hos (den grønlandske) Dendronotus arborescens. ) Tab. II. f. 16; t. VI. f. 9. Tab. II. f. 17. - + te 193 tiden var Druens Hule i Midten tom og saaes da undertiden communicerende med en ogsaa af og til i Skivens Midtparti tilstedeværende Huulhed?). Selve acinulus var tæt stuvet med fuldtudviklede Sædfiim, undertiden fandtes ogsaa Sædceller, samt frie Kjerner og Fidtmole- culer. — Zoospermerne+) sees som særdeles lange, yderst tynde, tæt bølgede, bagtil kun lidet tyndere Traade; forrest ere de påa en kort Strækning lidt fortykkede paa den ene Side og danne et brat afsat, spidst tilløbende lille Hoved, hvis Længde sædvanligviis beløber sig til c. 0,0055"". Sædfimene ligge meget ofte sammen i tykke, tætte Bundter. Sæd- cellerne ere af meget vexlende Størrelse, som naaer op til 0,06: Cellerne ere under- tiden uden Zoospermer, i andre findes een, sjeldnere 2—3 spiralformet oprullede Sæd- fiim; Zoospermerne fremgaae saaledes hver af sin Sædcelle, og de udviklede Zoospermceller maae selvfølgeligt være uden Kjerne, da Zoospermet har udviklet sig af samme”). — Selve Acinus maa ifølge Ovenstaaende betragtes som Testikel; de secundære acini, Druerne, som Ovarier. Kjonskjertelgangen (ductus hermaphrodisiacus) er et tyndt, tyndvægget Ror, som strækker sig gjennem hele Længdeaxen af Kjertlen, nærmest sammes Underside; Gangen modlager Grene fra alle Kjertlens Lapper, men vedligeholder næsten efter hele sin Længde omtrent den samme Tykkelse eller tiltager kun ganske lidt i Omfang fremefter. Efterat være traadt frem foran Kjønskjertlen, svulmer Gangen pølseformet op (ampulla ductus herma- phrod.), sædvanligviis kun paa en kort, sjeldnere (Fiona) over en længere Strækning; denne Deel er af guulladen Farve og ligger i et Par Bugter hen ad den bageste Deel af Gruben paa Sliimkjertlens øverste Flade. Længere fremad bliver Gangen atter tyndere og deler sig da paa ovenanførte Maade. — Kjønskjertelgangens tynde Væg dannes af smukke Bindevævs- celler med stærkt udviklet Kjerne og af Lag af fine Traade, især Længdetraade. Dens tyk- kere Deel var allid tætstuvet med fuldmoden Sæd. Saaledes som Kjonskjertlen udfylder den største Deel af den bageste Halvdeel af Legemshulen, saaledes optager Sliimkjertlen det meste af den forreste Deel. Sliimkjertlen (Gl. mucosa) naaer hos de fleste Slægtsformer lige fra Forenden af Kjouskjertlen til Svælghove- det og ligger mellem Maven og Foden. Den er af hvidlig eller guulladen Farve, sædvanligviis nedtrykt kugleformet, af uregelmessigt-fiirsidigt, noget afrundet Omrids. Kjertlen bestaaer sæd- vanligviis af en stor hesteskoformet venstre Lap, som vender Concaviteten fortil og til Høire, og af et Par mindre til Hoire liggende afrundede Lapper (»@ggehvidekjertlernes), af Le) 1) Yderst sjeldent (Cor. salmonacea, €.) saaes Sædfim inde i enkelte af Ovarialfolliklerne. Lisnende iagttoges hos Phyllirrhoë, HAD SER MAISONS WAS he 18: 2) Udviklingsforholdene stemme saaledes med Köllikers lagttagelser hos forskjellige andre Dyreformer (Phys. Studien üb. die Samenflüssigkeit. Z. f. w. Z. VIL (1855), p. 201). Hos Galv. rupium (s. ndf.) syntes Zoospermernes Udviklingsforhold noget modificerede. Vidensk. Selsk, Skr., 5 Række, naturvidensk, og mathem. Afd., 7 Bd. 25 194 hvilke den forreste hyppigst er mørkere. Mellem disse to Hovedafdelinger, som paa Under- fladen ligesom gaae mere jævnt over i hinanden, findes paa den øverste Flade en dyb Ind- sænkning, paa hvilken de Rør, der sætte Kjønsapparatets forskjellige Dele i Forbindelse med hverandre, træde tydeligt frem. Sjeldnere (Glaucus) er Sliimkjertlens Form herfra afvigende ; den er da mere langstrakt og uregelmæssigt formel. Kjertlens store Lap er ved dybe Ind- snit og Furer, der især gaae i Længderetning, ligesom fleerlappet og paa Overfladen be- dækket med store uregelmæssige Vindinger; Æggehvidekjertlerne ere då i endnu høiere Grad forsynede med gyri, der paa de forskjelligste Maader ere slyngede i hverandre. Hos en- kelte Former (Fiona, Coryphella) indeholder Sliimkjertlens store Lap en sammenhængende Hule, der ved Skillerum er deelt i 2—3 indbyrdes sammenhængende Rum, som aabne sig udad paa Legemets Overflade gjennem Sliimkjertelgang og Skede, som hvile paa hinanden og ere uadskilleligt forbundne; hos andre og de fleste Former ere større Rum neppe til at paavise i Kjertlen, men den bestaaer af bugtede, tet til hinanden trykte og indbyrdes med Væggene sammensmeltede rørformede Loculamenter'), der paa lignende Maade aabne sig udad. Af denne sidste Bygning vise Æggehvidekjertlerne sig altid. — Væggene af Hulerne i Sliimkjertlen ere temmelig tykke og ligesom fiint nopprede og foldede. Ved noiere Under- søgelse vise disse Nopper eller fine Stænk og Folder sig bestaaende af langstrakte, guul- ladne Kjertellegemer, der ere rykkede sammen i meer eller mindre runde og aflange, større og mindre Kredse eller danne Længdekamme; Kjertlerne falde fra Toppen af Kammen og Midten af Kredsen skraat af til Siderne og ud mod Sliimkjertlens Udside, hvor de blive lysere, ofte tvedeele sig og tabe sig enten afrundede eller uden tydelig Grændse; paa Toppen vise disse Kjertelhobe ofte en Fordybning, saaledes at de derved blive ligesom kraterformede. Kjertlerne have et flintkornet og kjernet Indhold, desuden sædvanligviis en større Kjerne med Kjernelegeme ++). Mellemrummene mellem disse Kjertelgrupper viste sig dannede af en aldeles structurløs Masse eller indeholdt kun fine punktlignende Korn, som tildeels vare ord- nede i Rækker; Overfladen af Kjertelgrupperne, men især Mellemrummene mellem dem viste sig tillige maskede eller egenligt med frie, uregelmæssigt kantede Celleomrids, indenfor hvilke der undertiden kunde sees ligesom en Kjerne (over større Strækninger kunde denne sidste Dannelse undertiden skjules ved en Slags Paaleiring af regelmæssigt runde, guulladne Celler med moleculært Indhold)*). — Sliimkjertlens Rum findes enten tomme, i hvilket Til- fælde Væggene da ere meget fastere i Substans, eller de indeholde en Ægmasse, som enten ligger løst eller findes endnu klæbende fast ved Hulens Ophoininger og Fordybninger og ofte lader sig forfølge gjennem længere Strækninger af Sliimkjertlens Huulrum. Naar der i 1) Muligviis dannes Kjertlen da kun af et enkelt eller nogle faa, mange Gange oprullede Rør. +) Tab. VIII. f. 13. Denne meget uklare Bygning har jeg allerede paavlist hos Fiona (l.c. p. 54, 55. t 2. f. 42) og skal anbefale disse mærkelige Structurforhold til Undersøgelse paa friske Dyr. 195 Sliimkjertlen findes en Ægmasse, viser den sig af ganske lignende Natur som efter Afsæt- ningen, kun er dens ydre Begrændsning mindre fast og dens Masse saaledes løsere. Sædbeholderen (Receplaculum seminis, Spermatotheca)+) ligger altid op til den indvendige Side af den forreste Æggehvidekjertel; den viser, sig sædvanligviis som en ikke ganske lille, æg- eller kugleformet, undertiden ogsaa noget langstrakt, fast Blere af hvidlig Farve; igjennem en tynd Gang, som er lidt længere end selve Spermatotheket, indmunder den iSkeden. Kun hos ganske enkelte Former (Cor. salmonacea, C.) viser den sig maaskee under en anden Form, som et i flere uregelmæssige Vindinger oprullet Rør, der ved sin mørkere Farve adskiller sig fra Æggehvidekjertlerne og som uden Forsnevring, saaledes uden Antyd- ning til Udførselsgang, gaaer over iSkeden. — Beholderen er temmelig tykvægget, af musklet Bygning; den er altid fyldt med tæt sammenpakket fuldmoden Sæd og med Fidtmoleculer. Efter at have været forenet med den øverste Deel af Sliimkjertlen frigjør Sæd- lederen sig atter tæt foran eller ved Sædbeholderens Indmunding i Skeden og ‘er nu paa den nærmest liggende Strækning noget tykkere, af glanduløs Bygning, og danner en Slags Prostata‘). Denne Deel er sædvanligviis temmelig kort, sjeldnere (Fiona) meget lang; kun hos Glaukerne fortsætter den sig umiddelbart til Roden af Penis, hos alle andre Former skyder en tyndere Deel sig som en simpel Fortsættelse af Sædlederen ind mellem den prostatiske Deel og Penis. — Sædlederen er cylindrisk, temmelig tyndvægget, dannet af et Lag af Kreds- og paalangs løbende Traade. I den prostatiske Deel er Indsiden af Sædlederen be- klædt med et Lag Kjertler, som betinge denne Deels brunlige (Fiona) eller eiendommeligt hvidlige Farve (Glaucus); Kjertlerne ere langagtige, (meest af 0,08—0,10"" Længde), trinde og staae lodret paa Organets Vægge, saaledes at de alle convergere mod dets Axe++); de inde- holde, sædvanligviis nærmere ved den tilheftede bredere Ende, en Kjerne og have iøvrigt et moleculært Indhold. Sædlederen indeholder Celler med Kjerne og moleculært Indhold, Hobe af Fidtmoleculer, Sædceller og frie Zoospermer. Penissekken-+}++) svarer i Form og Størrelse til Penis; den er sædvanligviis kort eller middelmaadigt lang og da tykvægget; sjeldnere er den meget langstrakt (Fiona, Glaucus), da tyndvægget. Penissækken er fortil heftet til Randen af den forreste Kjønsaabning paa Genitalpapillen, og er der indhyllet i tæt Bindevæv; bagtil slaaer den sig om påa og gaaer ligesom over i selve Penis; bagtil paa Penissækken hefte sig een eller to tilbagetræ k- kende Muskler, som udspringe fra Legemsvæggen (s. nærmere ndf. ved Glaucus). Penis- sækkens Væg er musklet og viser Traade, der krydse hverandre i alle Retninger. — Inde- +) Tab. VII, fig. 10, 11 c, 16. 1) Dette er efter Hancock Testiklen; det er det af mig hos Fiona beskrevne »brunlige rørformede Or- gane (l. c. p. 323. t. II. f. 38 f.). tt) Tab. VIL f. 15. HHH) Tab. VII. f. 11; t. IX A. f. 24 a. 196 sluttet i og løst omfattet af Penissækken ligger Penis, som sædvanligviis er trind, sjeldnere, som hos Glaucus, sammentrykt; den er snarl meget kort (Aeolidia papillosa), snart af be- tydelig Længde (Glaucus og især Fiona); paa Spidsen bemærkes altid en fiin Aabning; kun hos (Alderia og) Glaucus+) ligger denne paa Spidsen af en hornagtig Krog"). Penis har udvendigt en tynd Beklædning af smaa Epithelialceller; under samme er Væggen musklet med et Lag Længde- og Kredstraade. Gjennem Axen af hele Organet løber en tyndere Fortsættelse af Sæd- lederen, som i sin første Strækning ofte sees ledsaget af et Kar og en Nerve++), men iøvrigt ligger frit inde i Huulheden af Penis, som communicerer med Legemshulen, men ved en stærk Slutte- muskel ved Overgangen i Penissækken kan afsnøres fra den. Penis maa vel antages at træde frem ved en virkelig Erection, ved en Overfyldning af Organet med Blod, hvis Til- bagestrømning forhindres af Sluttemusklen. Ægmasserne. Ægmassernes Form vil sandsynligviis altid vise sig betinget af Beskaffenheden af Rummene i Sliimkjertlen, men dette Forhold er hidtil kun paaviist hos Fiona (l. c. p. 330) samt nu hos Glaucus (s. ndf.). Formen af Ægmassen synes ifølge de hidtil foreliggende lagttagelser?) at variere ikke ubetydeligt indenfor Gruppen og tildeels at være maaskee constant forskjellig hos for- skjellige Slægter af Aeolidier. Hos Tergipederne sees den nyreformet, kopformet hos de fleste Galviner; pølseformet er den hos Hermaea, Alderia og enkelte Montaguer (Ae. olivacea, A. & H.); som en mange Gange oprullet Snor viser den sig hos de typiske Aeolidier, Glauker, Face- liner og Flabelliner; som en oprullet Snor med faa Vindinger optræder den hos de fleste Montaguer og er hos Fiona et kort, spiraldreiet, bredt Baand, som er fæstet ved en fra Randen af den nederste Vinding udgaaende Stilk*); medens Ægmassen endelig hos enkelte Montaguer (Ae. viridis, Forb.) og flere Galviner (Ae. picta, A. & H.; Ae. Farrani, A. & H.) ogsaa har Form af et bredt fladt Baand, men da (som næsten altid hos Doriderne) er heftet ved den ene Rand. De ovennævnte Former vise sig ofte særligt modificerede og undertiden saa constante hos enkelte Former, at de skulde synes at kunne afgive endog Artsmærker. I nyeste Tid have Ad. Meyer og Carl Moebius') imidlertid gjort opmærksom paa, at Ae. (Galvina) exigua i en Periode, som ung, lægger nyredannede Ægmasser, i en senere +) Tab. VII. fig. 12, 14 '; En lignende Krog findes ogsaa hos Slægten Limapontia. Tab. VII A. f. 12°. Loven, Bidrag til Kännedomen af Moll. Utveckl. — Vet Ac. Handl. för 1839. 1841. p. 228. Alder & Hane., br. Nudibr. Moll. part I —VII 3) I. c. p. 330; t. HIE f. 47, 48. É *) Kurzer Ueberbl. der in der Kieler-Bucht beobachteten wirbell. Th. p. 12. — Arch. f. Naturg. XXVIII. 1. (1862. derimod baandagtige; og det turde derfor endnu blive tvivlsomt, om man med de engelske Forff. tør tillægge denne Characteer, Ægmassernes Form, nogen Vægt som Mærke paa Årt endnu tvivlsommere bliver det da, om den har Vægt som Mærke paa Gruppe af Arter. Ægmasserne indeholde talløse Æg, der ere rækkeviis forbundne i sædvanligviis talrige, altid tæt, men iøvrigt påa forskjellige Maader sammentrængte Rækker. Ægmassen sees altid begrændset af en homogen Hinde og bestaaer af en æggehvideagtig, glasklar Masse, i hvilken Æggene ere indleirede, sjeldent i en enkelt Række (Glaucus, Antiopa.), sæd- vanligen tilsyneladende uden Orden, dog altid rækkeordnede, idet de ved Polerne ere indbyrdes forbundne ved en tynd Traad+). Æggene ere kuglerunde og alle af omtrent samme Størrelse; de bestaae af en tynd Skalhinde og rigelig Æggehvide samt een eller flere (2—3) /Eggeblommer!); desforuden sees enkelte meget store Fidtdraaber”). Blomme- kuglerne findes ofte i Furingsstadierne; undertiden er Udviklingen ogsaa skreden videre frem, og Æggene indeholde Embryoner med Skal af sædvanlig Form med Fod og velum, eller Embryonerne ere blevne aldeles frie. Systematisk Oversigt. over Aeolidiaderne (Phyllobranchia, Latr.*)). Fam. 1. Aeoıdiae notoproctae 1). Anus dorsalis. Bursa cnidophora nulla. Saccus coecus ventriculi infra gl. hermaphrod. situs. Ductuli biliferi glandulosi, magnopere ramilicati. +) Tab. VII. fig. 18; t. VIII B. f. 4; t. IX Bf. 3. Sars fandt (Wiegm Arch. 1840. I. p. 210) hos Ae. bodoënsis sædvanligt 2—7 Blommekugler i hvert Æg. Disse Draaber synes at være »Retnings«kuglerne. De bleve under dette Navn (»Richtungsblås- chen, vesicula direetrix«) først beskrevne af Fr. Müller (zur Kenntn. des Furchungsprocesses im Schneckencie. Wiegm. Arch. XIV. 1. (1848.) p. 3.) hos Pontolimax varians (Creplin); M. meente, at Furingsprocessen udgik fra Udtrædelsesstedet for disse Kugler. Rathke's senere Undersøgelse (Wiegm. Arch. XIV. 1. (1848.) p. 157—163) paaviste, at disse Legemer vare uden Betydning for Blommeklov- ningen og kun vare liquor vitelli, som var drevet ud af Blommen ved Sammentrængningen af dens Elementer under Klovningen. Udviklingen af Acolidia (peregrina er i nyeste Tid deelviis forfulgt af Keferstein og Ehlers (zool. Beitr. 1861. p. 97—100). Latreille, familles naturelles du Regne animal. 1825. p. 175. »Laniogerus, Glaucus, Eolida, Ter- gipes.« ‘, sml. Anat. Unders. af Fiona atl. I. ce p. 276 Anm. 2. 2 = 4198 a) radula dentibus pluriserialibus. Proctonotus, A. & H. — Zephyrina, Quatref. = Venilia, A. € H. Janus, Ver. = Antiopa, A. & H. b) radula dentibus uniseriatis. Hermaea, Loven. Stiliger, Ehrenbg. — Calliopaea, d'O. Alderia, Allm. — Stiliger, Lovén. Fiona, H. & E. Fam. 2. Aeolidiae pleuroproctae!). Anus lateralis. Bursa cnidophora. Ductuli biliferi vix glandulosi, paullum ramificati. Sectio 1) Saceus coecus ventriculi infra gl. hermaphrod. situs. (Radula dentibus uniseriatis). Glaucus, Forster. Sectio 2) Saccus coecus ventriculi supra gl. hermaphrodis. situs. a) radula dentibus uniseriatis. Calma, A. & H. Favorinus, Gr. Facelina, A. & H. Phidiana, Gr. Spurilla, Bgh. Aeolidia, Cuv. Phyllodesmium, E. Cuthona, A. & H. Cratena, Bgh. — Montagua, autt. Tergipes, Cuv. Embletonia, A. & H. b) radula dentibus triseriatis. Coryphella, Gr. Flabellina, Cuy. Galvina, A. & H. ‘) sml. Anat. Unders. af Fiona atl. I. c. p. 276 Anm. 2. 199 Andet Afsnit. Anatomisk Undersøgelse af enkelte Former. Aeolidia, Cuv. = Aeolidiana, Quatref. Ann. sc. n. Zool. III S. I. (1844). p. 134. Rhinophori simplices. Series papillarum numerosae, papillis compressis numerosis. Podarium antice angulatum. — Processus masticatorius mandibulae non denticulatus. Ra- dula dentibus uniseriatis, regulariter arcuatis, pectiniformibus armata. Typen for Aeolidierne var for Cuvier, der af Autopsi kun kjendte denne Form, en ved Linnés Doris papillosa meget nerstaaende Art. Eftersom Udvidningen af vort Kjend- skab til denne Gruppe har bragt flere og efterhaanden mange nye Former, har den ogsaa nødvendiggjort Underafdeling i Slegtsgrupper; det Cuvierske Navn’) ber da som generisk indskrenkes til og bevares for den, til hvilken Ae. papillosa (og Ae. »Cuvieri, Lam.«) — samt Ae. glauca, A. & H. og Ae. Alderi, Cocks ere at henfore. Quatrefage’s temmelig uheldige Undersøgelse over Aeolidiernes Anatomi bragte ham til Opstillingen af en en ny Slægtsform, som han benævnede Aeolidiana; den Art, han her- ved har havt for sig, er imidlertid trods hans Protest (Ann. sc. n. l.c. p. 177) sikkert con- generisk med Ae. papillosa, og hans Slægtsnavn vil derfor være at udstryge. Det er der- imod med Urette (s. ndf. p. 219 Anm.), at Gray (figgs. of moll. anim. IV. p. 107) og Woodward (a man. of the moll. II. (1854) p. 195) føre Menke's Psiloceros herhen. Slægten er væsenligst characteriseret foruden ved simpleRhinophorer, svagt udtrukne Fodører og fladere Papiller ved de meget store, jævnt buede, i For- men fra dem hos de andre Aeolidiegrupper afvigende Tandplader, der ere ganske uden Oddeudvikling. 1) SlægtsnavnetCavolina, der har flere Aars Prioritet forud for Cuviers Aeolidia, har d'Orbigny (voy. dans l'Amérique merid. Mollusq. p. 191) villet substituere for den Cuvierske Benævnelse, fordi Slæg- ten Aeolidia (i Modsætning til Cavolina R. an. 2 éd. III. (1830) p. 55) efter hans Mening er begrundet paa deelviis aldeles unaturlige Characterer (s. ndf. p. 214). Afseet fra det Urigtige i denne Paastand, kunde det Bruguiére'ske Slægtsnavn ikke benyttes her, da det allerede af Gioéni var bragt i Anvendelse 1788 for en Pteropod. Om Skrivemaaden af Slægtsnavnet sml. min »anat. Unders. af Fiona atl.» p. 276; jeg har senere seet, at Hermannsen i Supplementet til sin Index. p. 4. har rettet sine tidligere urigtige Angivelser og der rigtigt skriver Navnet: Aeolidia. 200 1. Ae. papillosa (L.). = Limaz papillosa, L. 8. N. Doris bodoënsis, Gunner. Skr. som udi det Kbhunske Selsk. — ere fremlagte og oplæste. X. (1770.) p. 1664). Tab. I A. Denne, sandsynligviis den tidligst (Fn. Sy. ed. 2. 1761) bekjendte Aeolidie- Art og tillige den, der først har været anatomisk undersøgt, har — som allerede bemærket — især i det sidste Aarti oftere”) været Gjenstand baade for zoologiske og anatomiske Iagttagelser og Undersøgelser. Ikke destomindre er der flere Punkter i dette Dyrs baade Form og indre Bygning, påa hvilke jeg endnu engang og noget nærmere maa henlede Opmærksomheden. Jeg har tilUndersogelse havt to, henholdsviis 20 og 40™™ lange, Individer fra Færøerne. Paa hver Sidedeel af Ryggen taltes omtrent 24—27 nogenlunde tydeligt adskilte Papilrækker; de (6—12) bageste mødes fra hver Side i Midtlinien, saaledes at den bageste Deel af Ryggen heelt dækkes af tæt sammentrængte, i Midten svagt vinkelboiede, Papil- besatte Buer; de fleste Rækker indeholdt 12—15 (sædvanligt 13) temmelig løst siddende Papiller, de bageste kun ganske faa. Papillerne i det Hele, især de større (de største vare (endog paa det mindste Individ) af 6'™™ Længde), ere skjævt sammentrykte (Fig. 19), saa- ledes med en mere skarp udvendig og en skraa og bred indadvendende Rand”). Anus ligger oppe paa Siden af Ryggen mellem Papillerne omtrent af den 10-11 Række (Fig. 17). Nervesystemet eller idetmindste Centralnervesystemet af denne Aeolidie har flere Gange været undersøgt, sidst af Hane. og Emblet. (1. c. 2 S. III. p. 183—192. pl. 5) og med stor Omhyggelighed. Formen af Centralnervesystemet, saaledes som det fremstilles hos de tidligere Undersøgere (Garner (Ph. Tr. XVII, (1837) p. 490. t. 25. f. 5), Frey & Leu- ckart (l. ©. p. 55, 56)), stemmer ikke ganske med Hanc. & Embl.'s Angivelser; men ligesaa lidt stemme hine indbyrdes overeens, eller stemmede de af mig undersøgte Individer fuld- stendigt med nogen af alle disse Fremstillinger, saa al Formen af de større Ganglier synes at være ikke saa lidet variabel eller ved Døden at kunne forandres ikke saa ganske lidt, et 1) Ae. bodoénsis, Moll. (index moll. Grenl. p. 5), som Alder og Hanc. (Mgr. part VI.) fore herhid, er Ac. salmonacea. 2) Hanc. & Embleton I. c. Frey & Leuckart I. c. 7) Forbes og Hanley (a hist. of br. moll. HI. (1853) p. 590) talte 6—20 Papilrækker og i hver 4—6 Pa- piller. Alder & Hancock (Monogr. part VI. fam. 3. pl. 9) angive »branchiis conicis, subcompressis, in seriebus 1S—24 digestis«; Rækkerne skulde indeholde 12—24 Papiller. Skjendt Texten derom Intet angiver, viser f. 5 sammesteds tydeligt Papilformen saaledes som . ovenfor beskreven. Papillerne synes pna den af A. & H. afbildede Form længere end hos vor, der i denne Henseende nærmere stemmer med Gunners Figur. (L c. € 13). Forhold, der, skjondt maaskee i mindre Grad, ogsaa sees at kunne finde Sted hos andre Aeolidier (sml. ovf.). Gastro - oesophageal- Ganglierne frembyde Nerveceller af udmærket Storrelse (Fig. 1). Svælghovedet er meget kort og høit og noget sammentrykt. Længden beløb sig paa det største Individ til 4"™ eller Yo af Legemslængden; Høiden var 3%, Tykkelsen åmm, Kjæbernet) ligne meget paafaldende dem hos Ae. neapolitana (s. ndf.); de ere (Fig. 2, 3) omtrent af Størrelse som Svælghovedet, korte, høie, brunliggule; Navlepartiets flade Rand af forholdsviis betydelig Brede med stærkt udviklet Kjol; Tyggefortsættelsen er kort, stærk og ujævn i Tyggeranden med fine, tætte Længdefolder (som hos Ae. neapolitana) uden Tænder, altsaa ikke «tandet«, som det af Frey og Leuckart (l. c. p. 58) angives. — Tungen (Fig. 5, 6, 7) var kort, kraftig, jævnt afrundet for Enden; Tungeryggens Brede aftog bagfra fremefter og nedom. AfTandplader taltesiRaspen 17—18, og desuden saaes bag dem paa Tungens Underside endnu (6—8) Mærker efter flere affaldne; bag Raspedækkets Rand fandtes desuden 7—8, af hvilke de 2 endnu vare uudviklede”). De temmelig strengt symmetriske Tan d- plader (Fig. 10—16) vare gullige, mørkere i Basaldelen og fornemmelig i dennes bageste Rand, noget udhulede paa Basalfladen; de voxede forfra bagtil hurtigt i Størrelse, medens de sam- tidigt aftoge saaledes i Krumning, at Afstanden mellem Enderne af den forreste Tandplade beløb sig til 0,22™™, af den næstforreste til 0,27 og af den bageste i Raspen til 0,35mm, Dentiklerne vare tresidige, i Rodpartiet paa Undersiden (Fig. 14) temmelig stærkt carinerede ; de vare i noget forskjelligt Antal tilstede paa de forskjellige Tandplader; sædvanligt taltes 32—38 i Alt; paa de forreste Tandplader, der vare mere krummede, oplaltes paa det ene Individ et mindre Antal (25); istedetfor af et Oddeparti adskilles de to mellemste Dentikler af et Mellemrum, der er lidt større end det mellem de andre (Fig. 13)°). Maven fortsætter sig tragtformet over i den bagad smallere Blindsæk; begge saaes gjennemstrøgne paalangs af Rygsiden af hvidlige (Muskel-)Striber. Antallet af Galdegangene, som saaes indmunde mere i Rygsiden af Mave og Maveblindsæk, synes efter Hanc. & Emblet.'s Angivelser (l. c. XV. p. 78) tildeels noget variabelt; forresten stemmede det af mig (Fig. 17) undersøgte Individ med Hensyn til disse Organer i alt Væsenligt med de af de en- gelske Forff. angivne typiske Forhold og afvege saaledes ikke ubetydeligt fra Frey's og Leu- ckart's Fremstilling (l. c. p. 58. pl. 1. f. 10). Jeg har oftere iagttaget en mindre streng Ordning af Papillerne, saaledes at enkelte Papiller kun tilsyneladende tilhørte en vis Række, 1) Efter Gunnerus (I. c. p. 172) »lignede« de »saa stærkt en liden Skjæll (concha bivalvis)«; paa lignende Maade sammenligner Johnston (Ann. VIII. p. 376) dem med »Sigaretus-Skaller». 2) Hane. & Embleton (l. e. XV. p. 6) angive Tandpladernes Antal til 17—18, Alder og Hancock i deres store Monographi (part Ill. (1847) fam. 3. pl. 7. f. 5, 6, 7 & part VII. (1855) pl. 47 supplem. f. 4) til c. 30; den første Angivelse gjælder formodenlig kun Raspen, den sidste Totalantallet af Tandplader, 3) Hane. & Embleton (1. c. p. 6) angive c. 40 Dentikler; Alder & Hane. (1, ce) c. 46. Vidensk Selsk, Skr. 5 Række, nuturvidensk. og mathem, Afd., 7 Bd. prbABAAAAA 4 , 26 >> wa 4 „> q ACAD RS = 4 < I> 7 > SENE « Wie _ 4 Le Ns "4 Y ñ > N = PN i N \ On c = RE £ af > 1 5 <* 202 men indmundede i en til en anden Række hørende Galdegang; men med al mulig Sikker- hed har jeg seet Enden af hver Galdegang sondret (Fig. 18) og sluttende med en Papil (som hos de øvrige Aeolidier))). Enden af den forholdsviis ikke korte Tarm fandtes noget ud- videt. — De i Papillerne liggende Leverlapper ere trinde, med tætstaaende korte knud- rede Grene og ligge nærmere ved den flade Rand. Neldeblæren er aflang, Forbindelsesstrengen med Leverlappen tydelig. -Nelde- fimene (Fig. 20) ere af meget vexlende Størrelse (0,007 —0,04"%), men af væsenligt een og samme Grundform, dog meget vexlende i Krumning, Længde og Tykkelse. Kjønskjertlen er stor (af c. 1% Længde), dens Bygning er som hos andre undersøgte Former (s. ndf.); dens Ende-Follikler indeholdt æglignende Legemer og fuldt udviklede Zoospermer; Kjenskjertelgangen var i sin tykke Deel meget tyk. Den af Sliim- kjertien og Kjønskjertelgangen dannede Masse var stor, af c, 9" Længde; Sliimkjertlens opake Lap (Æggehvidekjertlen) saaes sort-brunlig med gronligt Skjær, dens forreste Deel paa det ene Individ endog skifersort. %) I Sars's bekjendte, righoldige Reiseberetning (Beretning om en i Sommeren 1849 foretagen zool. Reise i Lofoten og Finmarken p. 73) findes en nær ved Ae. papillosa staaende »Aeolis sp.«, der adskilte sig fra hiin ved »trinde, i Enden but tilrundede, sort- brune Gjæller samt ved mælkehvide Tentakler og Labialpalper«. Prof. Steenstrup har med- deelt mig, at der ved Færøerne ogsaa forekommer en lignende, fra Ae. papillosa forskjellig Form. Universitetets zoologiske Museum besidder fra Throndhjemsfjord et fra Hoffmann- Bang hidrørende Ex. af en Aeolidie, der i Form og almindeligt Udseende ligner Ae. salmo- nacea, C., medens den ved sine hvide Papilspidser minder om Ae. bostoniensis C.; mulig- viis er denne den- Sars'ske Form, som da vel neppe tilhører denne Gruppe, men med begge disse americanske Arter vel vil være at bringe ind under Coryphellerne. (sml. ndf. p. 241.). Til en egen Section af de ægte Aeolidier henfore Alder og Hancock (l. c. part VII. p. 48) saadanne Former, hos hvilke Eggen af Raspepladerne ikke danner en jævn, sammen- ') Videnskabeu har enduu ikke forvunden Quatrefages urigtige, allerede fra flere Sider tilbageviste, An- givelse om Tilstedeværelsen af et Enderne af Levergangene forenende Randrør, og den Figur hos Quatrefages, som oplyser dette Forhold, sees endnu gaaende igjen i Carus's, icones zootomicae. 1857. - L XXL f. 6, ligesom Gegenbaur (Grundz. d. vergl. Anat. 1859. p. 335) ogsaa følger Fremstillingen hos Quatrefages. 7) Den af Baudelot (Ann. sc. n. IV S. XIX. 4. (1863) p. 212—213. pl. V. f. 5) senest givne Fremstilling af Genitalapparatet hos »Eolis papillata« udvider ikke i mindste Maade vor Kundskab til samme og giver aldeles ingen eller idetmindste ingen rigtig Oplysning med Hensyn til det saa særdeles vanske- lige Punet i Undersøgelsen, Forholdet af Enden af Kjønskjertelgangen ved dens Overgang i Sædleder og Æggeleder. 203 hængende Krumning, men to imod Midten sig sinkende og sammenstodende Buer. Herhen høre saaledes Ae. glauca, A. & H. og Ae. Alderi, Cocks, og hertil vil endvidere være at henføre den ufuldstændigt bekjendte, næsten forglemte Form Ae. Soemmeringii, Leuck. 2. Ae. Soemmeringii, F. S. Leuck. = Eolida Soemmeringü, F. S. Leuckart, breves animalium qvorundam descriptio. 1828. p. 16. Tab. IC. Denne Art synes hidtil kun bekjendt af Leuckarts tarvelige") Diagnose?) og Beskri- velse og findes ikke i Verany’s Catalog over Mollusker fra Nizzabugten (catalogo degli ani- mali invertebrati marini del Golfo di Genova e Nizza. 1856). Leuckart havde erholdt 3 In- divider af samme mellem Klippestykker ved Cette, hvor Eschricht ogsaa havde taget nogle Exemplarer; af disse sidste vare nogle faa deponerede i Giessen’er-Museet*), af hvilke eet under et Ophold der i Juli 1858 blev mig venskabeligt overladt af Prof. Rud. Leuckart. Dette nærmere undersøgte Individ var noget contraheret, iøvrigt ret godt vedligeholdt, 15mm (9: c. 7’) langt, af mælkehvid Farve. Tentaklerne vare kegledannede, Rhinopho- rerne ligeledes, men kortere og tykkere end disse. Ryggen gik jævnt over i Siderne. Genitalaabningen laa omtrent under den anden Papilhob, anus saaes som en lille Papil ved Yderkanten af den sjette. Papillerne vare for største Delen affaldne (»deciduae«, Leuckart), stillede paa buede pudeformede Ophøininger, hvis Antal beløb sig til 13, af hvilke de 2 bageste næsten smeltede sammen med dem fra den anden Side. Paa hver af disse Ophøininger fandtes c. 9 Papiller (bagtil lidt færre), stillede paa 2 (sjeldnere 3) Rækker. De i den første Gruppe (nede til Siden og næsten foran Rhinophorerne) vare mindre end de øvrige, de største afc. 3mm Længde; de mindre Papiller vare trinde, de større og saa- ledes i det Hele det større Fleertal af Papillerne flade, lancetdannede, ofte med en skarp og en skjævt fladtrykt Rand. 1) Leuckart's Bemærkning, »descriptiones plurimarum hujus generis specierum adhuc cognitarum valde mancas atque imperfectas esse«, var og er såa sand, at den ogsaa ganske passer paa hans egen Be- skrivelse af denne Art. 2) »Corpore depressiusculo, albido; tentaculis 6; macula apud utrumque tentaculum anterius reliquis longius parva sangvinea; seriebus branchiarum in utroque latere confertim positis pluribus; bran- chiis eirriformibus tricoloribus, annulo basali majore coerulescente (vel coeruleo) apicem versus sulphureo, apice aurantiaco.« 9" laug. 3) Paa Etiquetten stod: »Cette, don Eschrichtii. 1827.» one -b 204 Centralnervesystemet lignede ganske det hos Ae. papillosa; Øinene vare næsten siddende, kugleagtige. — Svælghovedet (Fig. 2, 3) af 24° Længde, heit, sam- mentrykt, sammes Retractorer og Protrusorer stærkt udviklede. Kjæberne (Fig. 4, 5, 6) af c. 2mm Længde, af ovalt Omrids, meget flade; paa Udsiden (Fig. 4) sees Forenden ne- dentil trukken ud i en fremstaaende Spids, der bagad fortsætter sig henad Udsiden som en med Underranden paralleltløbende og fra samme ved en Fure adskilt Kjøl (Fig. 4°); Kammen paa Indsiden af Navlepartiet (Fig. 5) er lav, og en Grube tilstede mellem samme og den udenfor liggende Spids af Kjæbens Forende; Randen er ovenfor flad, udad skraanende og indad jævnt overgaaende i Kjæbens svagt udhulede eller næsten plane Indside; Tyggefortsættelsen er meget kraftig, Tyggeranden fiint furet paalangs, uden Tænder. — Tungen havde ingen Tænder paa Undersiden. Raspen og dens pulpøse Fortsættelse indeholdt 26 udviklede og een uudviklet, næsten farveløs Tandplade; bagest i Pulpen saaes de sædvanlige store Celler, her særligt udmærkede ved Størrelse. Tandpladerne (Fig. 7—11) ere i Basaldelen og især da i Bagranden lysegule, i Randpartiet næsten farveløse; Breden var 0,275—0,284mm: til hver Side af den tilbageliggende trekantede eller afrundede Mellemspids taltes 41—50 Dentikler!). — Spyttekjertlerne gaae længere ned paa Siderne af Svælghovedet end sædvanligt. — Galde- gangene ere kun faa i Antal og derfor temmelig stærkt grenede. — Neldeblæren er stor, aflang; af Aabningen paa Papilspidsen ragede de lange Neldefiim ofte frem. Nelde- fimene ıFig. 1) ere alle langstrakte; mellem en Mængde smaa findes talrige store og disse Elementers Størrelse varierer saaledes mellem 0,013 —0,076™"; de lange Neldefiim ere lige, sjeldent lidt krummede, trinde eller med en Kant paa den concave Side, sædvanligt lidt til- spidsede mod den ene, kort afrundede i den anden Ende; ofle sees en kortere og stiv eller længere, noget beiet, sjeldnere oprullet Traad udstrakt af den ene (mere stumpe) Ende; enkelte Gange (Fig. 1") viste Traaden ligesom en Skede, der fortsætter sig i Neldefimets sæd- vanlige mediane Dobbeltcontour; hvor Traaden er udstrakt, findes i Fimets Bagende ligesom et tomt Rum. De mindre Neldefiim ere meget ofte krummede; ogsaa disse ud- strække ofte en sædvanligt kort og stiv Traad*. — Kjønskjertlen bestaaer af to symme- triske Halvdele, hver sammensat af flere (6—8) Lapper, der atter utydeligt ere deelte i mindre. ') Hos Ae. glauca taltes 33 Smaatænder til hver Side, hos Ae. Alderi 23 (sml. A. & H 1. c. part VII, pl. 7 supplem. f. 5, 6). ?, I enkelte Neldeblærer saaes Legemer (f. 1°"), der ikke vare dem meget ulige, jeg har efterviist hos Pleurophyllidierne. Spurilla, Beh.. Rhinophori perfoliati. Podarium angulis fere rotundalis. — Processus masticatorius mandibulae parce et minutissime denticulatus. Radula dentibus pectinatis uniseriatis. Under Benævnelsen Phidiana samlede Gray (figgs. of moll. animals. IV. (1850.) p. 108) forskjellige Aeolidier, som skulde udmærke sig ved kolledannede, perfolierede Rhi- nophorer; ved betydelig Længde af (de egenlige) Tentakler; ved afrundede Fodhjorner og ved en Stilling af Papillerne i tætte Tværrækker. Slægten skulde kun omfatte faa Arter, Ae. patagonica, d’O., Ae. inca, d'O. og Ae. northumbrica, A. & H. Slægten gik uforandret over i Gray's Guide of — Moll. (I. (1857) p. 224)") og findes adopteret i Alder og Han- cocks store Monographi (part VII. p. XXIL). I sidstnævnte Arbeide (p. 51) findes Ae. northumbrica, A. & H. sammenstillet med forskjellige Former, der i Bygning af Raspen nærmest stemme med Montaguerne; hvis nysnævnte Art derfor virkeligt er en Repræsentant for den Slægt, Gray har opstillet, da vil det muligt vise sig, at den ikke kan bevares; men vil falde sammen med Alder og Hancocks Faceliner, som da kun adskille sig fra dem derved, at Fodhjornerne ere trukne stærkt frem. Midt imellem de typiske Aeolidier og Phidianer eller Faceliner staaer den Slægts- form, som jeg har opstillet under ovenstaaende Navn. Den forener med perfolierede Rhinophorer og næsten afrundede Fodhjørner — Kjæber og Raspebygning omtrent som hos de typiske Aeolidier, nærmest som hos Ae. Soemmeringii. Sp. neapolitana (d’Ch.). = Aeolidia neapolitana, @Ch. Verany, Catal. degli anim. invert. marini del golfo di Ge- nova e Nizza. 1856. p. 24. Facelina neapolitana (d'Ch.). R. Bergh, om Forekomsten af Neldef. hos Mollusker. 1. c. p. 321. NAYD AVE: Prof. R. Leuckarts Venskab forskaffede mig af denne Art tre noget contraherede, men iøvrigt godt vedligeholdte, større Individer, der ifølge Etiquetteringen i Giessener Mu- seet vare tagne ved Nizza af Verany selv. I Storrelseforhold stemte de omtrent med Verany's Angivelser (»8 Linier«)?), idet de vare af 20—25mm Længde; Farven var gullighvid; Papillerne saaes mørkere med lige- !) Gray opfører desuden som herhen hørende Arter den ubestemmelige Ae. coerulescens, Laurill. og Ae. longicauda, Q. & G., — som er en Fiona. 2) Her, som ved flere andre Arter, staaer — formodenligt ved en Feiltagelse — " ‘ (istedetfor ‘). 206 som et svagt rødligt Skjær, som ogsaa viste sig paa Spidsen af Rhinophorerne’). — AfForm er Dyret (efter Verany temmelig langstrakt) ovalt, bagad lober det smallere til; det er hoiest omtrent paa Midten og skraaner sterkt bagud, mindre sterkt fremad og er derfor endnu temmelig heit over Forenden. Hovedet er temmelig stort. Tentaklerne sees stærkt sammentrukne, saaledes korte; Rhinophorerne ligeledes sammentrukne, tæt perfolierede (efter Verany skraat og pa- ralielt laminerede), med mindst c. 25 bladagtige Folder; bag Roden af Rhinophorerne sees Øinene som sorte Prikker. — Føden er temmelig bred, Fodhjørnerne korte (efter Verany meget korte). Siderne ere temmelig høie; fortil paa hoire Side under anden Papilgruppe ligger Genitalporen. indenfor hvis fremstaaende Rand sees den sædvanlige Dobbeltaabning og en lille Spalte nedenfor og foran samme; længere tilbage og op mod Rygranden mellem (efter Verany under) 3die og åde Papilgruppe og da nærmest ved den sidste sees den korte Analpapil med en lille takket Aabning; nedenfor og lidt foran den fandtes (paa de 2 Individer) en meget tydelig, fin Nyreaabning (Fig. 1"). — Ryggen sees i en smal Strækning langs Midten nøgen, Sidedelene derimod besatte med Skraarækker af Papiller. Disse Rækker staae paa hver Side bagtil, som det synes, sondrede; fremadtil ere de rykkede sammen to og to; allerforrest endog samlede i Grupper paa 3—4 Rækker. Efter Afrykning af Papillerne sees da 17—22 tværløbende Ophøininger, som ere lidt buede, tildeels parviis forenede i en Bue (Fig. 1) og saaledes ofte rykkede flere sammen (Verany angiver Antallet af Papil- rækkerne til 24); Antallet af disse Opheininger stemmer, som sædvanligt, ikke paa begge Sider. Papillerne sidde sædvanligt kun i en enkelt Række paa deres Tilheftningspla- der (Fig. 1). I hver Række taltes 8—'10, sjeldent 6—7 eller 11—12 Papiller; i de for- reste Rækker er Antallet størst; i de mere bagad liggende tager det af, og de sidste Rækker indeholde kun 2—3. Papillerne voxe hurtigt i Størrelse fra Forenden af Dyret, derefter vedligeholde de den samme Størrelse indtil i Nærheden af Bagenden, hvor de blive mindre. De yderste Papiller i hver Række ere mindst; de tiltage derfra indefter jævnt i Stør- relse, saaledes at de 2—3 meest indad liggende naae en Længde af indtil 6™™, sædvanligt ere de dog kun 4—4's™" lange ved 2== Brede; meget almindeligt findes dog smaa og me- get smaa Papiller indad mod Midtlinien mellem de store, formodenligt i Begreb med at gjendannes. Papillerne have temmelig megen Lighed med dem hos Ae. papillosa; de ere saaledes kraftige, flade (d. e. sammentrykte), lancetdannede, ofte S-formigt krummede, med en forreste mere skarp og convex og en bageste, almindeligviis mere lige afrundet eller skjævt- fladtrykt Rand; ved Roden ere de stærkt indsnerede (Fig. 1, 3). Papil- 2 1) Den hos de levende Dyr temmelig stærke Farve (sml. |. €.) var altsaa næsten forsvunden. Ifølge Verany forekommer denne Dyreform, der efter ham staaer nær Ae. hystrix, Otto, paa 1—2 Metres Dybde; han har o£saa der fundet og har beskrevet den traadformede Leeg. lens Overflade er glat, kun ved stærk Sammentrwknings-Tilstand af ligesom en fin areoler (Fig. 3) Bygning paa Grund af de indenfor liggende, twtstaaende smaa Leverlapper, og endog med enkelte af saadanne frembragte Smaaophoininger. Monstrositeter af Papillerne, som i det Hele ikke ere saa sjeldne hos Aeolidierne, iagltoges her flere Gange, deels som en Tvedeling af Papillens Spids, deels som en Greendannelse længere nede paa Organet (Fig. 3); i begge Tilfælde forekom der Neldeblære i Spidsen af begge Grene, og disse Dan- nelser maae saaledes opfattes som Sammenvoxninger af et Par Papiller. Oftere saaes el lille rundagtigt eller uregelmæssigt formet Vedhæng ved Spidsen af Papillen; det var en Deel af Neldeblerens Indhold, som var stodt ud gjennem Neldeporen. Gentralnervesystemet stemmer i Form nærmest med det hos Ae. papillosa; de store Lugteganglier ere halvt saa store som Fodganglierne; de gastro - vesophageale Ganglier udgjore i Længde mere end 143 af Svælgganglierne; Svælgcommissurerne ere tem- melig lange. Oinene ere temmelig store, ovale; Lindsen temmelig stor, guul; Pigmentet sort. — Den rødlige Farve, hvoraf der hist og her paa Papiller og Krop viste sig Spor, beroer paa Tilstedeværelsen af et rodbrunligt moleculært Pigment. Mundaabning og Mundror sees som hos andre undersøgte Former. Svælghove- det er temmelig stort, af 53/3 —3%;"" Længde, sammentrykt, saaledes temmelig huit, smal- lere i den forreste Deel, i den øvrige Strækning med næsten parallele Sider; fortil lidt lavere end over Bagenden; afrundet i Forenden, lidt udhulet i Bagenden, som nedentil staaer noget frem; Siderne ere svagt hvælvede, med en Indsænkning fortil og oventil; de skraane stærkt nedad og indad, saaledes at Svælghovedets øvre Flade bliver ikke lidt bredere end den nedre (Fig. 4, 5). Denne øvre Side er fortil (M. transv. sup.) lidt hvælvet, bag Spiserøret lidt fladere; paa den smalle Underside sees en brunlig Længdeliste (Tyggefort- sættelserne) skinne igjennem. — Musklerne udenpaa Svælghovedet ere stærkt udviklede. Mm. transv. sup. og rectus sup. tegnede sig tydeligt paa den øvre Flade af Svælghovedet (Fig. 5). Kjæberne (Fig. 8—11) ere af ægformigt Omrids med Spidsen vendende fortil, svagt hvælvede, af lyst hornguul Farve, lidt mørkere i Navlepartiet, og i Underranden næsten lyst kastaniebrune. Paa Udsiden sees en Ophoining, som løber i Nærheden af og næsten par- allelt med Underranden; den er bagtil temmelig afrundet og først omtrent fra Midten træder den efterhaanden lidt mere frem, indtil den lige ved Kjæbens Forende hæver sig iveiret som en stærk, tyk, lidt nedad omboiet Kam, der i selve Forenden (Kjæbens Forrand) har en svag Udkærvning, og som opad og bagtil gjennem en dyb Grube ved Kammens Rod gaaer over i Kjæbens forrest-øverste Deel. Paa Indsiden af Navlepartiet(Fig. 9, 10) sees den sædvanlige Liste, men meget zirligt krummet og ved Indsnit deelt i flere, sædvanligviis to Lister; mellem dem og den udenfor og nedenfor fremspringende Kam (Fig. 10) dannes en temmelig dyb Grube, me- 208 dens Listen oventil gaaer over i den noget hvælvede og lidt udad ombeiede Forrand. Denne sidste danner næsten en ret Vinkel med Kjæbens udhulede Indside. En Fortsættelse af crista connectiva træder bueformigt nedad, tvedeler sig og fortsætter sig som Kjæbens egen- lige Underrand og som Randen af Tyggefortsættelsen (Fig. 9, 10). Proc. masticatorius er lang, temmelig kraftig, kun i den yderste Deel fri; dens Indside er hvælvet, Udsiden udhulet; Tyggeranden (Fig. 11) har fine, tætte Længdefolder og kun nærmest ved Navleparliet sees en Antydning til smaa Takker. — Beklædningen paa Kjæbens Udside -er af sædvanlig Natur, men med mere tydeligt fremtrædende Cellestructur. — Bimundhulen var temmelig rum- melig (Fig. 10); Mundhulens cuticula sees farveløs eller svagt guulladen. Tungen er temmelig kort og kraftig, noget sammentrykket, men bredere mod Undersiden, afrundet for Enden med lige eller udhulet Ryg, noget udhulet paa Underranden. Raspen talte 15—23 Tandplader, af hvilke 7—9 laae paa Undersiden, hvor der endnu saaes Indtryk, efter 2—3 affaldne Tænder; bag Raspedækket, i Raspepulpen vare endnu 5—11 udviklede og to uudviklede Tandplader, saaledes at det hele Antal af tilstedeværende Tandplader beløb sig til 22—36. Tandpladerne (Fig. 12, 13, 14) ere lyst ravgule, kun hvor de frembyde mere Masse, af mørkere, bruunligguul Farve; Breden mellem Spidserne af Benene er c. 0,5—0,72= (hos det mindste Individ var Breden 0,32, Heiden 0,067”. I Bygnings- forhold stemme Tandpladerne iøvrigt ganske med dem hos Ae. papillosa eller staae i denne Henseende midt imellem denne Art og Ae. Soemmeringii, idet Tandkrumningen er lidt indkærvet mod Midten, hvor der findes en enkelt eller to mindre Mellemtznder. Den- tiklerne stemme i Bygning med dem hos Ae. papillosa; Antallet er meget ulige paa begge Sider af Tandpladen, og Forskjellen kunde beløbe sig endog indtil 15; det varierede fra 68—85; med Spidsen ragede Dentiklerne langt frem. — Raspepulpen er meget kort, saa kort, som den hidtil ikke er funden hos nogen anden Form, og naaer saaledes kun en kort Strækning hen paa den øvre Flade af Svælghovedet. I den pulpøse Masse saaes de sæd- vanlige store Celler. Svælghovedets Musculatur stemmer ganske med den hos andre undersøgte Former; den forreste umiddelbart over Hængselet liggende Deel af M. transv. sup., som ikke bidrager til Dannelsen af Mundhulen, er af større Længde (Fig. 6) end sædvanligt; Mm. recti supp. divergere noget mere end sædvanligt; en Adskillelse mellem en M. obl. ant. og post. er ikke tydelig; M. transv. lingvae sees stærkt udviklet. Spyttekjertlerne ere temmelig smaa. Spiserøret er kort, Maven rummelig. Galdegangene samle Galden fra 2—3 Papilgrupper og indmunde paa sædvanlig Maade i Maven og dens Blindsæk; i den bageste Ende af denne sidste udtømme to Galdegange sig. Maven var tom, Endetarmen indeholdt en sortegraalig ubestemmelig dyrisk Masse. Hver af Leverlapperne sees træde ind, ikke i Midten af Grundfladen af hver sin Papil, men nærmere ved dennes lige Rand (Fig. 3). Neldeblæren (Fig. 2) er langstrakt og udgjør ofte %6 af Papillens Længde; den er fyldt med Cyster af 0,038™" Længde og 0,029mm Brede, samt frie Neldefiim (Fig. 16), som ere stavdannede og af meget ringe Størrelse (Længden — 0,007—0,016, sjeld- nere 0,02mm; 'Tykkelsen — 0,00127—0,0018mm), — Hjertet og Nyren ere af sædvanlig Byg- ning. — Kjønskjertlen sees utydeligt deelt i to symmetriske Halvdele; hver af disse er storlappet, indeholder 7—9, forfra bagtil sammentrykte, uregelmæssigt skiveformede Lapper og een eller to rundaglige uparrede Endelapper, af hvilke den næsthageste laa indskudt mel- lem de to bageste Galdegange. Lapperne sees af sædvanlig acinos Bygning, Acini byggede paa sædvanlig Maade"); Sædfimene vise kun et meget lille og utydeligt Hoved. Sliimkjertlen stemmer i Bygning og Form med de sædvanlige typiske Forhold. Facelina, Ald. & Hanc. Rhinophori perfoliati. Podarium antice angulis tentaculatim produclis. — Processus masticatorius mandibulae grosse denticulatus. Radula paucidentata, dentibus uniserialis, cuspidatis, denticulatis. Denne Slægtsform blev af Alder og Hancock i deres store Monographi (part VII. p. AN.) opstillet til Optagelse af nogle Arter, som disse og andre Forff. tidligere regnede ind under Flabellinerne. Slægten udmærker sig ved ringede (perfolierede) Rhinophorer, ten- takelagtigt udtrukne Fodhjørner og ved en Raspebevæbning med en enkelt Række stærke Tandplader med udviklet Oddeparti og Dentikler ud til Siderne for samme. Slægten adskiller sig fra Flabellinerne hovedsageligen ved Mangel af Sidetænder paa Raspen, men kommer nærmere ved Slægten Phidiana, Gray, som væsen- ligen kun er forskjellig fra Facelinerne ved sine afrundede Fodhjørner. Slægten, som er opstillet paa Ae. coronata, Forbes, og adopteret af Gray (Guide I. c. p. 223), indbefatter kun et Par Arter°j. Til denne Slægt synes nedenstaaende Art at maatte henføres, som rigtignok af Gray sættes hen til Flabellinerne. 1) Acini af denne Art ere afbildede af R. Leuckart (zool. Unters. 3 Heft. 1854. p. 78. t. I. f. 15). 2) Med Sikkerhed kunne kun Ae. coronata, F. og den af mig undersøgte Art — de eneste, hvis Raspe- 2 bygning kjendes, — føres herhen (med nogen Sandsynlighed ogsaa Ae. elegans, A. & H. og Åe. punctata, A. & H.). Naar Gray (l. c.) endnu regner herhid Ae. subrosacea (Eschsch.), crassicornis Eschsch.), annuli- cornis (Otto), da kan Gray saalidt som nogen Anden med Sikkerhed vide, om disse Former here herhen: dertil vilde blandt Andet udfordres Kjendskab til Raspebygningen, og saadan mangler. — Ae. minima (Forsk.), som Gr. ogsaa henfører til denne Slægt, er neppe bestemmelig 97 Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem, Afd., 7 Bd. À | 210 F. Drummondi (Thomps.). = Aeolis rufibranchialis, Th. (nec Johnst.). Ann. mgz. n. h. V. (1840) p. 89. — Drummondi, Th. Rep. br. ass. 1843. p. 235. Eclis Drummondi, A. & Hanc. Mgr. part IV. (1848) fam. 3 pl. 13; part VII. p. 49. pl. 47 suppl. Aeolidia Drummondi, Th. — Ad. Meyer & Carl Moebius. Kurz. Ueberbl. der in der Kieler- Bucht beobachteten wirbell. Th. p. 11. — Arch. für Naturg. XXVIIT. 3. (1862). Tab. II A. Til denne Art troer jeg at maatte henføre en Aeolidieform, som efter min Ven, Dr. Carl Semper, saavelsom ifølge Ad. Meyer og Carl Moebius (1. c.) skal vere hyppig i Kielerbugt, og som jeg fra Semper erholdt til Undersøgelse i December 1857 i flere Individer, som ved Modtagelsen kun vare netop nyligt dede. Denne Form lignede i sin almindelige Habitus den ifølge ovennævnte Forff. (l. c. p. 11) ogsaa i Kielerfjord forekommende Ae. rufibran- chialis (Johnston) (som dog er en Coryphella), men viste sig at være en Facelina, og da at staae nermest ved Ae. elegans eller Drummondi og snarest vel at maatte vere en af for- andrede Livsbetingelser frembragt Varietet af denne sidste Art, saaledes som den ogsaa opfattes af Meyer og Moebius. De undersøgte Individer naaede i aldeles slap Tilstand en Længde af indtil 12, Kjønsorganerne vare (formodenligt paa Grund af Aarstiden) meget lidt udviklede. — Dyret er temmelig slankt, af lyst blaalig Opalfarve, Hovedet samt Grunddelen og i det Hele den største Deel af Tentaklerne (de nedre) af svagt rødlig Farve; det røde Svælghoved skinnede tydeligt igjennem Legemsvæggen. Rhinophorerne ere lige, noget udadrettede, tilspidsede mod Enden, men der afrundede; de vise en Deel (som det syntes, henimod 20) ringformede Fortykkelser!). Tentaklerne ere temmelig tykke og aldeles ikke afsnørede fra Hovedet; de ere ligesaa lange som eller lidt længere end Rhinophorerne, noget krummede og løbe smallere til mod Spidsen. Fodhjernerne ere stærkt forlængede, tilbageboiede (Fig. 14, 16). — Papillerne (Fig. 14) ere temmelig langstrakte, lidt indsnørede ved Grunden, trinde, jævnt tilspidsede mod Enden; den livligt redligtbrune Leverlap skinner tydeligt gjennem Papillens svagt blaalige Skede. De ere paa hver Side samlede i å større Buske, bag hvilke endnu findes 2—3 mindre Hobe; i første eller i de 2 første Buske sees Papillerne ligesom utydeligt stillede i 4—6 Rækker 1) Efter Alder og Hancock skal Antallet beløbe sig til 20—30, hvilke desuden paa de engelske Forff's Figur sees meget mere fremspringende end paa vore Individer. Det maa iøvrigt erindres, at lignende ringede Khinophorer ogsaa findes omtalte og afbildede af Alder og Hancock (Mer.)hos Galviner (Ae. viltata, A. & H.), Corypheller (Ae. lineata, Loven; pellucida, A. & H.) samt Montaguer (Åe. amoena, A. & H.), saaledes at denne Characteers Betydning som Slægtsmærke turde blive tvivlsom nok. med 4—6 Papiller i hver Rad; i de bagved liggende Hobe findes fem Papiller, og samme ere mindre tydeligt rækkestillede; den bageste Hob indeholder kun et Par eller nogle faa Papiller. De yderste Papiller ere meget smaa, de inderste af betydelig Længde. Svælghovedet er af middelmaadig Størrelse, af c. 144™™ Længde eller udgjorde c. 1/3— 1/10 af hele Legemslængden; det er noget hvælvet paa den øvre Flade. Kjæberne (Fig. 1—8) ere af 176" Længde, lyst ravgule, temmelig korte, høie, af trapezoidal Form med af- rundede Hjørner; Navlepartiet staaer temmelig stærkt frem og er rettet opad, Tyggefortsæt- felsen (Fig. 5, 6) er lang, kraftig, med en enkelt Række meget stærke Tænder, hvis Antal beløb sig til henimod 40. Tænderne ere fortil lave, tiltage derefter i Størrelse og blive bagtil atter lavere; deres Høide beløb sig paa den midterste Deel af Tyggefortsættelsen til c. 0,03™"; de ere spidse eller afstumpede og vise idetmindste meget ofte, om ikke alle, paa den udvendige Side en fremstaaende Liste, der slyngeformigt forbinder sig med den af de nærmeste Tænder (Fig. 6). Tænderne paa den ene Tyggefortsættelse staae ligefor Mel- lemrummene mellem Dentiklerne af den anden, saaledes at de gribe nøiagtigt ind mellem hverandre (Fig. 5). Ude imod Spidsen ere begge Tyggefortsættelserne uadskilleligt hagede ind i hverandre; Tænderne ere der (Fig. 7) lysere, blødere og viste undertiden ligesom Spor til en Kjerne. — Raspen talte kun temmelig faa, 9—10, Tandplader!); desuden fandtes bag Raspe- dækket endnu 8—7, af hvilke de to bageste vare under Dannelse. Breden afTandpladerne udgjorde c. 0,12mm, Heiden c. 0,076"m; af Farve vare de lystravgule. I Form (Fig. 9—12) stemme de i det Hele betydeligt med Mellemtænderne hos Ae. bostoniensis (s. ndf.); Bag- randen af Tandlegemet er saaledes tyk og sammes midterste Deel fremspringende; Benene ere uden Kløft og løbe spidst til; Skjæreranden danner en kun lille og lidt fremragende Midtespids; Dentiklernes Antal er noget variabelt, sædvanligviis 6—8, sjeldnere 4, meget sjeldent 9°). Neldefimene (Fig. 13) sees af meget ulige Størrelse, som varierer fra 0,005—0,016™", De ere af dobbelt Art; deels ere de smaa, mere stavdannede, saaledes meest med en tydelig Traad, men af ınere oval eller aflang Form, end det sædvanligt sees ved disse Elementer; deels ere de større, da ovale eller ægformede med en tydelig Spiraltraad, som undertiden (paa meget store Elementer) synes at udgaae umiddelbart fra Poren paa Neldefimet, men sæd- vanligviis sees snoct op om en Axetraad, der udgaaer fra den omtalte Pore. I Fordoielseshulen fandtes Diatomaceer samt en lille Vandmidde%). 1) Ae. coronata, F., skal have 15; Ae. Drummondi, Th., 16; Ae elegans, A. & H., 20 Tandplader 2) Som allerede ovenfor berørt, synes Alder og Hancock at tillægge Tandpladerne altfor constante Cha- racterer og saaledes især at lægge altfor megen Vægt paa Antallet af Dentiklerne (sml. Le part VII. pl. 47 supplem. Text); hos Ae. Drummondi angiver A. & H. Dentikel-Antallet til 9 paa hver Side, hos Ac. elegans, A. & H. til 6. 3) Maritime Former afMidder synes hidtil næsten ikke iagtlagne, med mindre man hertil vilde regne Pycnogoniderne. Ved Gjennembladning af Grube's »Ausflug nach Triest u. dem Quarnero (1861)+ stødte 95" a/ 212 Til samme Art har jeg, paa Grund af den næsten fuldstændige Overeensstemmelse i Kjæbeform og tildeels ogsaa i Beskaffenheden af Raspen, troet at kunne henføre et Par Individer af en Aeolidie, som Prof. Kroyer har taget temmelig hyppigt ved Hornbek paa 5—6 Fayne Vand; Krøyer fik dem aldrig tagne ud af Vandot, for de allerede havde af- stødt næsten alle Papillerne. Disse (2) Individer (Fig. 14—16), som Prof. Kroyer velvilligt overlod mig til Under- søgelse, ere af 14—23™" Længde, af gullighvid Farve. — Rhinophorerne ere langstrakte, med mange (c. 35), tietstaaende, lidt skraanende, deels ring-, deels halvringformede Folder, hvilke to Slags ud imod Spidsen tydeligt vexlede med hinanden. De egenlige Tentakler ere omtrent af samme Længde som Rhinophorerne. Oiepunkterne skinne tydeligt igjennem. Fodhjørnerne ere lange. — Af Papiller vare kun nogle faa og mindre tilbage heelt fortil, tæt bag Rhinophorerne; derimod vare Tilheftningsstederne for de affaldne Papiller tydelige nok. Paa begge Sider af den i Midten nøgne Ryg fandtes nemlig 7 svagt halvmaanebøiede pudeformede Ophoininger, af hvilke den forreste var størst og løb paalangs, medens de andre med den bageste Ende vare svungne lidt indad mod Midtlinien og i Størrelse jævnt aftoge bagad; hver af Puderne var atter ved Tværfurer deelt i flere mindre (paa den forreste 9), til hvilke Papillerne syntes at have været heftede i en enkelt, sjeldent i en dobbelt Række ; i de forreste Rækker syntes Antallet af dem at have været 7—8; paa de bagad liggende Puder var Furernes Antal mindre og Papillerne færre. — Anus ligger som en fremstaaende Aabning lige i eller ved Randen af den bageste Deel af anden Papilhob. — Kjønsaab- ningen udfyldtes paa begge de undersøgte Individer af den eiendommeligt formede Penis (Fig. 14—16); samme er stor, kraftig, krogformet boiet og i sin nederste Rand forsynet med en Bræmme; langs Bræmmens tilheftede Rand løber en dyb Rende; i Spidsen af Penis sees en tyk Papil og paa samme en fiin Aabning. Svælghovedet stemmer i Form aldeles med det hos Individerne fra Kieler-Fjord. Kjwberne ere af c. 3%™" Længde, bruungule, mørkere i Navlepartiet; Cuticula paa Kjæbemuskelmasserne sees i det Hele tyk, især fortil og nedentil, hvor dens Farve er bruunsort, medens den ellers er guul. — Tungen er kort, paa Undersiden ganske blottet for Tænder; Raspen indeholdt 8 Tænder; desforuden taltes endnu 7 Tandplader bag Raspedækket, af hvilke de to vare farvelose. Tandpladerne stemme ganske med dem hos de ovenfor omtalte Individer, kun rager Oddepartiet lidt mere frem, Dentiklernes Antal er 4—6; Farven i det Hele lidt mørkere. I Raspepulpen saaes de sædvanlige større Geller. — Musculaturen til Kjæber og Tunge stemmer med de typiske Forhold, især dem hos Cor. salmonacea. jeg (p. 24. t. 2. f. 7) tilfældigt paa en saadan Form, Gamasus thalassinus, Gr., som mindede Noget om det af mig iagttagne, noget kortere Dyr. Kröyer's sidste, righoldige Arbeide (Bidrag til Kundskab om Snyltekrebsene (Naturh. Tidsskr. 3 R. IL 1 (1863.) p. 323. tab. XII. f. 7, d.) fremstiller ogsaa en Havmidde fra Chondracanthus cornutus. Spiserøret viser stærke Længdefolder, som fortsætte sig ind i den rummelige Mave, som fra hver Side modtager en Galdegang; i Maveblindsækken indmunde fra venstre Side 3, fra hoire 4 Galdegange. I Tarmindholdet fandtes talrige Campanulariaceer. — Kjonskjertlen stemmer i Bygning med de almindelige typiske Forhold, kun er Ud- viklingen af secundære Acini mindre udpræget. Sliimkjertlen er af sædvanlig Bygning; vas deferens lod sig folge heelt ud til Spidsen af Penis. — Neldefimene sees i det Hele lidt kortere end hos de andre Individer, meest af c. 0,007"" Længde. Cratena, Beh. — Cavolina, Brg. p. p. — (avolina, Cuv., Alder & Hancock. = Montagua (Flem.), autt. Rhinophori simplices. Podarium angulis rotundatis. — Processus masticatorius mandibulae una serie denticulorum minutissimorum praeditus. Radula dentibus uniseri- atis, vix mucronatis. Paa den 85de Tavle af Enc. méth. har Bruguiere som »Gavolina« betegnet to Arter af Aeolidier, der som Doris peregrina og affinis vare begrundede af Gmelin paa Figurer hos Cavolini. Det valgte Slwgtsnavn var imidlertid forsaavidt uheldigt, som det allerede 6 Aar tidligere af Gioënit) var bragt i Anvendelse for den Pteropod- Gruppe, som Lamarck først langt senere (1799) opstillede som Slægten Hyalaea. De tvende Arter, der vare givne Slægten som Indhold, kunde heller ikke vedblive at staae som congeneriske; dertil vare de altfor forskjellige i flere væsenlige Characterer. — Fleming dannede 1828 (Br. Zool. p. 285) en ny Slegtsform af to, fra Montagu overleve- rede og fra de typiske Aeolidier afvigende, Dyr og døbte Slægten Montagua. Begge de paagjældende Arter synes imidlertid efter Tegningen og ere efter senere engelske Forfattere ubestemmelige og apocryphe?). Da nu Flemings Slægts-Diagnose tilmed ikke kan passe paa noget complet Individ af nogensomhelst Aeolidie og saaledes er aldeles forkaste- lig, vilde det have været rigtigst aldeles at udstryge Benævnelsen. Der turde have været saa meget større Grund hertil, som dette Navn allerede af Leach havde været benyttet som 1) Deseriz. di una famiglia e d'un nuovo genere de testacei etc. 1783. 2) Doris longicornis, Mtg., skal efter Alder og Hanc. (Mgr. part VII. App. p. VIL) kun være Ae. coronata, F., og saaledes en Facelina. 214 Slegtsbetegnelse for en Krebsdyr-Form (der maaskee dog har været congenerisk med hans Callianassa'). Sligt skete imidlertid ikke, og Slægtsnavnet blev af Forbes (Ann. mgz. n. h. V (1840). p. 106) og senere af Andre benyttet for den Gruppe, til hvilken Cuvier (og efter ham andre Forfattere) havde restringeret Benævnelsen Cayolina. Cuvier havde nemlig (R. an. 2 éd. (1830) HE. p. 55), sandsynligviis uden Kjendskab til det Flemingske Slægtsnavn, ikke længeefter Fleming dannet en ny Slægt, Flabellina, for den ene Cavoliniske Form (Doris affınis, Gm.), medens han beholdt det Bruguière ske Slegtsnavn Cavolina ind- skrenket til den Gruppe, der til Typ har Ae. peregrina, hvorved de senere Forfatteres Mon- taguer netop blive identiske med Cuvier’s Cavoliner?). Det skjonnes nu ikke rettere, end at Ae. peregrina virkeligt er Typen for en egen Slægtsform, og herom have de fleste Under- søgere, der have beskjæftiget sig med denne Afdeling af Dyreriget, været enige. Men naar de da have beholdt Cuvier's (Bruguiére’s) Benævnelse for samme, da kan dette af oven- nævnte Grund ikke gives Medhold; Slægten maa omdøbes, og jeg har for samme foreslaaet Benævnelsen Cratena. Cuvier's Cavolina-Gruppe omfattede saaledes oprindeligt Former med glatte Rhi- nophorer, afrundede Fodhjørner og sondrede Papiller og var temmelig skarpt udpræget fra Flabellinerne med deres perfolierede Rhinophorer, lange Fodfølere og i Knipper samlede Papiller. Forskjellige Undersøgeres (Eschscholtz, d'Orbigny)?) Forsøg paa at give 1) Det Leach'ske Slæstsnavn findes ikke nævnt i den ældre Dict. sc. nat; det synes at have været et Museumsnavn, som først har været nævnt af Desmarest (consider. génér. sur la classe des Crusta- ces. 1825. p. 205), men kun som synonymt med Calianassa og iøvrigt uden nogensomhelst nærmere Angivelse eller Oplysning. I d'Orbigny's Diet. univ. d'hist nat. VIII. (1846) p. 310 (Lucas) siges Montazua, Leach lizeledes — Callianassa, Leach, til hvilken der henvises for nærmere Oplysning; men under denne Rubrik findes Montazua ikke engang nævnt. ?) Gray, som tidligere (Proc. zool. soc. 1847. p. 166) benyttede Slægtsnavnet Cavolina, fremdrog nogle Aar efter (fees. moll. anim. IV. (1850) p. 107) Benævnelsen Montazua, hvilken han, formodenligt af sædvanlig Unetsomhed, atter (Guide. 1857. p. 225) forandrede til Cavolina; muligviis ogsaa fordi Alder & Hancock i deres store Monozraphi have beholdt dette Navn (»Cavolina, Cuv.-) hvilket dog under alle Omstendicheder er rigtigere end det sædvanlige »Cavolina, Bra.» Eschscholtz (zool. Atl. Heft 4. 1831. p. 15) har saaledes betydeligt udvidet Slægtsomraadet ved mel- lem Charactererne for den (»Cavolina») at optage en circular Furing af Folerne og Tilstedeværelsen af Fodfelere. Det har været ovenfor omtalt, at Stillingen af Papillerne altid betinges ved Forløbet af de under en slerre eller mindre Vinkel i Maven og Maveblindsækken indmundende Galdegange ; det er deraf tyde- ligt, at Papillerne altid maae være stillede i Rader, som udgaae fra Midtlinien. D’Orbigny (voy. dans l'Am. mer. Moll. p 191) har derfor i visse Maader Ret, naar han siger, at Opstillingen (1798) af Slægten Acolidia (i Modszininz til Cavolina) kun hidrorte fra Undersøgelse paa og Beskrivelse af Dyr, der havde været bevarede i Spiritus, og paa hvilke den oprindelige Stilling af Papillerne i Rækker var udvisket: men dermed skal det ikke være negtet, at denne Rækkestilling hos enkelte Slægtsformer, som f. Ex. netop hos nærværende, er mere tydelig end hos andre. Men naar d’Orb. tillige antager, at den flade Form af de typiske Aeolidiers Papiller ogsaa afhænger af Spiritusindvirkning, da er dette ganske vist nristigt, oz d'Orbiens er derfor ikke berettiget til af disse Grunde aldeles at forkaste Benævnelsen Acolidia oz for den at substituere Gavolina-Navnet. 215 Slægten et videre Omfang turde være mindre heldige, og samme vil være at bevare med de ovennævnte Characterer som en naturlig Gruppe, der staaer nærmest ved Slægterne Phidiana, Gr. og Galvina, A. & Hanc., der begge som nærværende Gruppe have Papillerne i tydeligt ad- skilte Tværrækker og afrundede Fodhjorner, men skille sig, den første ved perfolierede Rhino- phorer, den sidste ved noget kolledannede Papiller samt ved Sidetænder paa Raspen, som, ikke ere tilstede hos denne Gruppe. Slægten synes fremdeles udmærket ved en meget svag, enkelt Tanding af Kjæberanden og har en kun lidt fremsprin- gende median Dentikel paa Skæreranden af Tandpladerne. Til Gratenerne (Cavolinerne, Montaguerne) har jeg henført to nye eller saa godt som nye Arter. 1. Crat. hirsuta, Bgh. n. sp. = Mont. hirsuta, Bgh. Om Forek. af Neldefiim hos Mollusker I. c. p. 320. Tab. I B. Cratena minula, seriebus papillarum dense confertis, papillis subeylindraceis, elon- gatis. — Radula paucidentata; dentes ulroque latere dentieulis pluribus (9— 11) praediti. Af denne lille Art har jeg seet 2 Individer, der tilhorte Hr. Morch’s Privatsamling, og af hvilke han velvilligt stillede det ene til min Disposition. Individerne vare af Capt. Holboll tagne i Havet ved Syd-Gronland; yderligere Oplysning om Findested manglede. Begge Individer vare temmelig stærkt sammentrukne, det største af c. 5™™ Længde, det andet lidt mindre; Farven var lyst straaguul med Spor til en hvid, pletviis spredt Be- lægning paa Papillerne. Hovedet var forholdsviis stort; Rhinophorer og Tentakler kraftige, sammentrukne, saaledes med circulære Furer. Papillerne saaes — dog ikke tydeligt, førend efterat de vare afrykkede — ordnede i omtrent 11 Tværrækker paa hver Side af den stærkt hvælvede og i en bred Stribe paa Midten nøgne Ryg; de mere fremad liggende Rækker indeholdt 9—11 Papiller, bagad aftog Antallet i Raderne. Papillerne (Fig. 3, tige, lange (af indtil 2™™ Længde), cylindriske, stærkt indknebne ved Roden, lidt tilspidsede i) vare kraf- mod Enden, hvor de ere afrundede; de inderste eller næstinderste vare størst, de yderste meget smaa. — Anus laa som en fremslaaende, opadrettet, hvid Papil mellem øverste Ende al bte og 6te Papilrække. — Fodsaalen var temmelig bred. De storeCerebro-branchiale Ganglier vare af afrundet tresidigt Omrids; Fod- ganglierne lidt mindre, kort-ovale; Buccopharyngealknuderne vare temmelig store (Fig. 7°), Com- missuren mellem dem kort; foran sidstnævnte saaes de mindre gastro-oesophagale Ganglier; Gl. olfactorium var temmelig stort. Oiet stort, med en temmelig voluminos Lindse. — Svælg- hovedet (Fig. 6, 7) var af 1,16" Længde, noget nedtrykt, af kort-ægformet Omrids; paa 216 dets øverste Flade sprang Raspepulpen bagtil temmelig slærkt frem. Kjæben (Fig. 6, 7, 8) var af aflangt-tresidigt Omrids, afrundet i Hjørnerne, Tyggeforlsættelsen (Fig. 9) fiint tandet. Mundbihulen var lille. — Tungen var smal; paa Raspen og dens Fortsættelse i den pulpøse Masse taltes 31 Tandplader, af hvilke 6 laae paa Undersiden af Tungen; de to bageste i Pulpen vare endnu i Udvikling. Tandpladerne (Fig. 10, 11, 12) saaes af lyst straaguul Farve; Breden (mellem Spidsen af Benene) var 0,07". Skjæreranden havde 9—11 Dentikler paa hver Side; Odden var kun lidt større end Smaatænderne og sprang kun lidt frem, saaledes at Skjæreranden dannede en temmelig jævn Bue”); undertiden saaes en svag Antydning til Dannelsen af en Tak paa Dentiklerne, fornemmelig dog paa Odden”). Mellem Roden af Tandpladens Been og den nederste Deel af Skjæreranden -(sml. Fig. 10) dannes en lille Grube, mod hvilken Spidsen af Benet af den bagved liggende Tandplade støtter sig; dette Forhold (som mere eller mindre tydeligt oftere viser sig hos Aeolidier) maa selvfolge- ligt give Raspen i sin Heelhed og dens enkelte Elementer større Fasthed. Neldesækken var af kort-ovalt Omrids, fyldt med store Neldecyster og frie Nelde- fim. Neldefimene (Fig. 5) vare af to Former; deels aflang-ovale, oftest lidt tilspidsede mod Enderne, af indtil 0,0145°= Længde; den indesluttede Traad var kun sjeldent og ved stærkere (700 x) Forstørrelse tydelig, undertiden saaes en Deel af den at hænge frit frem, men uden at sammes Fortsættelse kunde følges tilbage i Kapselen; deels vare de stavformige, da ofte lidt mindre. = 2. Cr. Olrikki, Morch. = Aeolis Olrikki, Mørch. Fortegn. over Gronl. Bløddyr. p. 6°) (Rink, Gronl. geogr. og statisk. Beskr, 1857. Till. p. 78). Tab. IB. Crat. magnitudine mediocris; seriebus papillarum discretis, papillis cylindraceis. — Radula multidentata; dentes utroque latere denticulis paucis (6—7) praediti. Arten er kun bekjendt af den korte Diagnose hos Mörch. Den synes at nærme sig en Deel til Ae. gymnota, Couthouy (|. c. p. 69. pl. 1 f. 3), som imidlertid tydeligt nok adskiller sig ved færre (7) Papilrekker med færre (5) Papiller i hver Række; ligesom den ') Denne Art stemmede i denne Henseende med den af Alder & Hancock til »Cavolina« henforte Ae. viridis, Forbes (sml. J. c. part VIL pl. 47 supplem. f. 24). 7) Denne virkelige secundære Dentikel-Dannelse maa ikke forvexles med en tilsyneladende, der ligesom hos Fiona (sml. I. c. p. 303. t. II. f.27) fremkommer derved, at de skraatstillede, paa Undersiden skarptkjolede, gjennemskinnende Dentikler deelviis dække hverandre. ) +Affinis A. gymnotae, Couth., sed utrinque fasciculis c. XII. fasciculorum papillis confertis, in linea recta transversa digestis; dorso nudo.« Mörch. Sin. ogsaa er beslægtet med Ae. stellata, Stimpson (synopsis of the mar. inyert. of Grand Manan. 1853. p. 25), der har endnu færre (endog kun 5) Papilrækker. Jeg har kun seet eet Individ, det samme, som har foreligget Mørch; det er af In- spektør Olrik nedsendt fra «Godhavn« til Universitetets zoologiske Museum og der opbevaret. Det var af c. 9™™ Længde og (ved den forreste Trediedeel) af 41m Højde, af eens- formigt smudsigt bruunligguul Farve, kun under Loupen med svage Spor til en pletviis ud- bredt, hvidlig Belægning paa Papillerne. — Hovedet var forholdsviis temmelig lille, Rhino- phorer og Tentakler stærkt sammentrukne, de sidste stode umiddelbart ved Læberanden; Rhinophorerne viste ligesom Spor til circulære Folder. — Ryggen var jævnt hvælvet i alle Retninger, i omtrent den midterste Trediedeel nøgen, ud til Siderne strittende med de stive, oprette eller skraanende Papiller (Fig. 1), der ere stillede i tværløbende eller skraat bagud krummede Linier. Af saadanne Rækker taltes paa hver Side 13; i de to forreste ere Papil- lerne smaa ligesom ogsaa i de 4 bageste; i den 6te og 7de naae de den betydeligste Størrelse; i hver Række tiltager Papillernes Størrelse paa sædvanlig Maade udvendigt fra indad"). Hver Række tæller 8—-11 Papiller; i de midterste er Antallet størst. Papillerne (Fig. 2) ere næ- sten cylindriske, kort afrundede for Enden, meget fast vedhængende ved Huden (som hos Fiona og Doto). — Siderne vare af middelmaadig Hoide; Kjonsaabningen laa under 4de Papilrække; Gatboret var ikke tydeligt. — Foden var uden Fure i Forranden og saaledes uden udtrukne Hjørner, Fodsaalen smal. De store Ganglier ere meget sammentrængle, og Fodgänglierne ligge næsten paa Undersiden af Cerebro-branchial- Ganglierne. @iet var forholdsviis stort; Lindsen kugle- rund, guulladen, Pigmentet sort. Nervestammerne vare i det Hele meget kraftige. Svelghovedet maalte IYsmm i Længde 9: udgjorde c. Yr af Legemslengden; Hoi- den beløb sig til 0,75 og Breden til 0,67". Svælghovedet var saaledes lidt sammentrykt, med jævnt hvælvede Sider; Kjæberne saaes oventil naae nærmere sammen end sædvanligt; Spiseroret traadte ind omtrent paa Midten af den øvre Flade; fra den øverste Deel af Svælg- hovedets Bagflade sprang Raspepulpen aldeles usædvanligt stærkt frem som en afstumpel- kegledannet Tap. — Kjæberne ere meget fladtrykte, bruunladne; Kammen paa det ikke meget brede Navleparti tydeligt fremspringende; fra samme udgaae tynde, men meget ud- prægede, tætstaaende Folder, som fortsætte sig ud paa Tyggefortsættelsen og tabe sig nedad dens Udside. Tyggefortsættelsen er hei, men kort, særligt kort i den frit fremstaaende Deel; dens Forrand er op imod Navlepartiet kun forsynet med de omtalte Lister, længere ude besat med en enkelt Række fine og uregelmæssige (enkelte, dobbelte eller fleerdobbelte) 1) I en enkelt Række saaes den inderste Papil ifærd med at gjendannes og saaledes mindre end de andre. og Vidensk. Selsk Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd., 7 Bd. 25 218 Randtakker af 0,007—0,0127™" Højde og indbyrdes adskilte ved Mellemrum af Brede som selve Takkerne. — Læbeskiven og Kjæbebeklædningen sees ganske som hos de typiske For- mer. Mundbihulen er stor. Tungen springer sterkt frem i Mundhulen; den sees sammentrykt, skraanende med Overranden, besat med Tænder ogsaa langs hele Underranden; bagest paa Undersiden mellem Tungen og Mundhulens Guly fandtes desuden flere (4) lose Tender’). Af Tand- plader taltes i Alt 58 udviklede og, som det syntes, 2 uudviklede (foruden de lostliggende); deraf fandtes paa Raspen 36, hvoraf de 24 paa Undersiden. De forreste Tandplader maalte i Brede 0,10, de bagest i Raspen 0,12", I Form lignede de lyst horngule Tender meget dem hos forrige Art; Krumningen af Skjæreranden var dog mere jævn, og den den- ticulerede Deel af samme indtog en større Strekning af Buen, saaledes at Tandpladens Been syntes kortere. Mellemtanden paa Skereranden sprang kun ubetydeligt frem fra de andre, paa hver Side af samme taltes 6—7 Dentikler. Spidsen af Tandpladens Been optoges paa lignende Maade som hos den anden Art i en Grube paa den foranliggende Tand, men selve Spidsen af Benet var af noget anden Form, ligesom lidt indad omboiet og udtrukket?). Neldesækken var af langstrakt-ovalt Omrids, af c. 0,257" Længde; Neldefimene lignede dem hos forrige Art. Galvina, A. & H. Galvina, A. & H. Monogr. of the brit. Nudibranch. part. VII. (1855) p. 51 & app. p. XXII. Gray, Guide. 1857. p. 226. Rhinophori simplices. Papillae inflatae. Podarium angulis rotundalis. — Processus masticatorius mandibulae grosse denticulatus. Radula triseriata, dentibus lateralibus non denticulatis. Under denne Benævnelse sondrede de engelske Forfattere en Gruppe af Aeolidier, som i visse Maader danner et Overgangsled mellem Cratener (Montaguer) og Tergipeder. 7) Under Udpræpareringen af Raspen blev et pæreformet Legeme hængende ved sammes nederst-ba- geste Deel; det saaes paa Undersiden forsynet med en Fure, i hvilken Raspen var indlejret; ved samme hang atter den bageste Deel af Mundhulens Gulv. For den løsere Undersøgelse saa det nu ud, som om der her forelaa en lille Sek med løse Tænder, og det synes utvivlsomt, at An- givelserne om Forekomsten af en saadan Sæk med Tandplader ved Tungen beroer paa en Mistydning af det omtalte lille Legeme, som maa tydes som den frarevne M. lingvalis inf. 7) Indrømmelsen til at aabne det eneste hidtil bekjendte Individ af denne Art erholdtes først under Trykningen af nærværende Arbeide; derfor findes hverken Kjæber eller Tunge afbildede. Underse- 219 Som Slægtens væsenligste Characterer anføres Fodens afrundede Forende, de op- pustede Papiller samt Tilstedeværelsen af glatrandede') Sidetænder paa Raspen; dertil foie Alder & Hancock endnu en »skaalformet« (cup-formed) Leegmasse *). Slægten Tergipes blev af Cuvier opstillet (1812) for en lille Gruppe af smaa Nudi- branchier, hvis Typ var Forskåls Limax tergipes. Slægten blev characteriseret tildeels efter de individuelle Mærker, der af Forskål vare tilskrevne det eller de Exemplarer, som han havde undersøgt, og Tergipederne skulde saaledes efter Cuvier med Aeolidiernes almindelige Formforhold forbinde Tilstedeværelsen af kun to Tentakler og ikkun een Række »Gjæller« paa hver Side%). Uagtet Blainville (man. de malac. 1825. p. 485) havde berigtiget den feil- agtige Angivelse om kun to Tentakler, gik Slægten dog uforandret i Charakterer og Ind- hold over i anden Udgave af R. anim., men er som saadan ikke bleven -adopteret hverken af Lamarck eller Deshayes, derimod vel af senere Forfattere, der imidlertid have givet den et med de oprindelige Slægtscharacterer aldeles ufordrageligt Indhold. D’Orbigny har saa- ledes (Mém. sur — Nudibranches. Mgz. de zool. Moll. 1837. pl. 103—4) iblandt Tergipe- derne optaget Former med skedebærende Rhinophorer, en Doto-Art og Typen for den nær samme staaende Slægt Gellina, Gr. Herved er Menke (Ztschr. fir Malacologie. I. (1844) p. 149) bleven vildledet og bragt til at opstille Slægten Psiloceros*), som støttet til den citerede Bommeske Art (het geknodsste Zee-slakje met vier hoornen, B; Ps. clavigera, Mke.) netop an- gives uden Skede om Tentaklernes Rod og da ganske falder sammen med de Cuvierske Tergipeder, naar deres Characterer ere rectificerede, saaledes som det er skeet ved Blain- gelsen af Svælghovedet viste iøvrigt, at Arten allerede efter sine ydre Formforhold trods et noget afvigende Udseende var bleven henført til sin rette Plads. 1) Saadanne ere ellers kun efterviste hos Flabellinerne (sml. A. & H. Monogr. part VII. pl. 47 suppl.). 2) Denne danner derimod hos »Cavolinerne« en »nedtrykt, semicirculær Masse«, og er hos Tergipederne reniform. — Dog sees Leegmassen af Ae. (Galvina) exigua mod Angivelserne meget lig den af Ae. (Tergipes) despecta. Cuvier angav desuden Tilstedeværelsen af Sugeskaale i Spidsen af »Gjællernes og antog, at den af Forskäl (deser. animal. p. 100) angivne Kryben paa Papillerne, hvorefter han dannede Slægtsnavnet, skeete ved Hjælp af dem; det var først Rang, der (manuel”) 1829. p. 128) betvivlede Rigtigheden af Angivelsen om Sugeskaale. — Cuviers Slægt indeholder hos ham foruden den Forskälske, nordiske Art endnu en anden (feilagtigt kaldet Doris pennata, Bomme (A. Vliss. III. p. 296. t. II. f. 3)), og desuden en heterogen Form, D. maculata, Mtg. (der synes at være en Doto). AfA. & H. Adams (Gen. of recent moll. II. p.61) gjeres Psiloceros til Synomym med Triopa, Johnst. (Cladophora, Gr.). Dette er skeet kun paa Grund af Eensartetheden af det af Menke givne Artsnavn (Ps. clavigera) med det Müllerske Navn paa Typen for Slægten Triopa (D. clavigera, M.), med hvilken Gm. havde sammenblandet Bomme's Art. Menkes Slægts-Diagnose kunne de engelske Forfattere umu- ligt endog blot have gjennemseet, saameget mindre, som Menke udtrykkeligt bemærker, at den paa- gjældende Art er »meget« forskjellig fra den Müllerske. — Som ovenfor angivet (p. 199) opføre der- imod Gray og Woodward Psiloceros som synonym med de typiske Aevlidier, Aeolidia (stricte.). 3 4 ”) Forfatterens Ex. af denne Bog bærer Titlen *Abrégé*, idet en Udtagen og Omtrykning af den første Linie paa Titelbladet synes at have fundet Sted 28° 220 ville, Rang og Loven. — Det blev nemlig ved Lovén bekjendt, at den Forskäl- Cuvierske Tergipes (T. lacinulatus, Gm.) efter Alder og Individualitet forekommer snart med een, snart med 2—3 Rækker Papiller paa hver Side af Ryggen, fremdeles at hans T. fustifer ogsaa har Papilknipper; hvorved det tillige maa erindres, at allerede Nordmann havde fundet en, idetmindste tildeels dobbelt Papilrække hos sin T. adspersus. Som Slægtsmærke for Ter- gipes stillede Loven (ind. moll. p. 7) derfor (istedetfor de ubrugelige Cuvierske Characterer) Beskaffenheden af Fodens Forende og dens Mangel af udtrukne Fodhjorner; hertil have Alder og Hancock (Mon. part VIL. (1855), Text til Supplementtavlen (pl. 47)) foiet Tilstedeværelsen af en tredobbelt Tandrekke’). Den saaledes formulerede Slægt, der aldeles ikke mere er Cuvier's Tergipes, ville de engelske Forfattere derfor have kaldt Galvina, medens de bevare Cuvier's Slægtsnayn for Johnston's ældre Art, Ae. despecta, med dens enkelte Papilrække og en enkelt Række Raspetender*) (sml. A. & H. 1. c. part I. (1845) fam. 3. pl. 36; part VIL. (1855) p. 52). Saaledes, med Bibehold af de Cuvierske Characterer, men med forandret Indhold er Tergipes-Slægten ogsaa adopteret af Gray (figgs. IV. p. 109; guide p. 226) og af H. & A. Adams (l. c. p. 76)7). G. rupium, (Møller). — Tergipes rupium, Møller, ind. moll. Grønl. 1842. p. 5. — lacinulatus, Møller, MS. — ruptum, M. — Mørch. l. c. p. 6. Tab. III. Denne Art, som Møller tidligere synes at have anseet for den langs Skandinaviens Det tør vel antages, at Max Schultze, der (üb. die Entw. des Terg. lacinulatus. Wiegm. Arch. 1849. p. 272. t. V. f. 2—3) dog synes at have havt T. lacinulatus, Gm. (Ae. exigua, A. & H.) for sig, har overseet Sidetanderne, hvilket saa let kan skee. ) Ogsaa Nordmann (Vers. einer Monogr. des Tergipes Edw. 1855. p. 15. t. 1. f. 8, 9.) saa hos sin T. Edwardsii kun een Række Raspetender. 7) Galvinagruppen synes at omfatte Arterne: Tergipesgruppen synes at omfatte Arterne: 1. Ae. exigua, A. & H.*) (Ae. lacinulata, Loven). 1. Ae. despecta, Johnst., A. & H. 2. — amethystina, A. & H. 2, — claviger, Mke. 3, — tricolor, F. 3. — bullifer, Loven. 4. — picta, A. & H. 4. — Edwardsii, Nordm. 5. — Farrani, A. & H. 5. — Lamarckii, Dh. 6, — vittata, A. & H. 6. — Tilesii, Bly. 7. — cingulata, A. & H. 8. — fustifer, Lovén.*) 79. — adspersa, (Nordm.) — A. & H. (Mon. part V. Gen. Embletonia) synes tilbeielige til at henfere denne Art til Embletonierne. ”) Begge disse Former (4e. exigus og fustifer) findes efter Sars (Bem. over det adriat. Havs Fauns p. 11) ogsas i Adriaterhavet. Jeg indseer ikke, hvad der kan bave bevæget Danielssen (Berein. om en zool. Reise i 1557. 1859. p. 36) til at skille Tergipes (Incinalstus, Gm.) fra +Eolis*, sammenstille den med Limspontis og Cloelia og fjerne den fra »Eolididernes. 221 og vore egne Kyster forekommende T. lacinulatus, er kun bekjendt af Møllers ufuldstændige og tildeels feilagtige Diagnose). I Universitetets zool. Museum fandtes flere (12), tildeels vel bevarede Individer af dette Dyr, hvilke af Holbøll vare blevne nedsendte til Universitetets zoologiske Museum, og af Prof. Steenstrup velvilligt have været mig overladte til Undersøgelse; tre af dem har jeg kunnet anatomere. De undersøgte Individer vare af noget ulige Størrelse, der varierede fra 5—8™™ i Længde. Farven var graaligt guulbruun, meer eller mindre mørk; paa enkelte af de bedst vedligeholdte saaes under Loupen paa Ryg og Sider spredte, temmelig fjernt fra hverandre staaende, bruunligtrøde, rundagtige Stænk, hvis Farve paa det levende Dyr vistnok har været meget livlig; paa et enkelt Individ saaes et af lignende Smaapletter dannet bredt Baand nedenfor Spidsen af de fleste Papiller. 1 Møllers efterladte MSS. — til hvilke Hr. Mørch velvilligt har skaffet mig Adgang — siges det levende Dyr at være »lidt gjennemsigtigt skidenguult, med en yderst fiin sortagtig Epidermis, som dog kun sees ved Randen af Gang- skiven, og ellers blot, naar Dyret trækker sig stærkt sammen«; til et saadant sort Overtræk opdagedes hos vore Expl. neppe noget Spor; sammesteds angives ogsaa Papillerne ligesom Følerne »skidengule med hvide Ender, der forneden begrændses af en brandguul Ring eller Plet. « Dyret er temmelig kort, kraftigt, med smal Fod, høie Sider og hvælvet Ryg med meget store Papiller. — Hovedet er af middelmaadig Størrelse (efter Møller's MS. lille), paa den nedadvendende Forende fladtrykt eller ligesom skaalformet indtrykt, med en ikke meget udtalt Læbedannelse om Mundaabningen; fra denne udgik de, som hos Tergipederne, korte og kraftige, tillige lidt nedtrykte Tentakler. Rhinophorerne (Fig. 4) ere stærke, trinde, næsten cylindriske, for Enden — som ogsaa angivet i Møllers MS. — afstumpede; i sammentrukken Tilstand vare de stærkt og tæt kredsfoldede. Øine kunde ikke opdages. Ryggen gaaer temmelig brat over i Foden; Siderne ere høie, convexe, indad af- faldende mod Foden. Foden er meget smal, næsten jævnbred, kun bagtil noget tilspidset, fortil adskilt fra Kroppen ved en dyb, næsten lige Fure; bagtil rager den kun lidt ud over Kroppen. — Papillerne (Fig. 1, 2, 3) sees paa hver Side fordeelte i sædvanligviis 6 Grupper (Møller's MS. angiver kun Papillernes Antal til 12 paa hver Side), der ere adskilte ved om- trent ligestore Afstande. Den første, lige bag Rhinophorerne beliggende Gruppe, saavelsom de 3—4 næste indeholde 2—3 Papiller stillede i en boiet Linie; den femte Gruppe har sjeldent flere end 2 og den sjette ofte kun en eneste Papil. Antallet af Papillerne er saa- ledes ikke lidt forskjelligt hos forskjellige Individer”); paa enkelte var det mindre, og kun 1) »Corpore luteo, papillis dorsalibus 6 in utroque latere, luteis, apice albo, basi annulo fulvo cinetis.« M. 2) Forholdene hos denne Art stemme saaledes med de af Lovén (ind, p. 7) hos Terg. lacinulatus 222 den tredie Række indeholdt 3 Papiller; hos nogle meget smaa Exemplarer fandtes kun 5 Grupper og da i de 4 forreste 4, i den bageste kun een Papil. De til hinanden paa begge Sider svarende Grupper staae aldrig neiagligt paa samme Tværlinie, ligesaalidt som de tyde- ligt alternere; de indeholde ofte et ulige Papilantal. Papillerne ere store, kraflige, af indtil 4te== Længde og indtil 1%,== (diam.) Tykkelse, kølledannede, sjeldnere (ved stærkere Sam- men'rzkning) pæreformede, indsnørede ved Grunden, tilspidsede mod Enden, sedvanligviis glatte, ei saa løst vedhængende i Huden som hos de typiske Aeolidier. De udad liggende Papiller ere mindre, de inderste derimod (med mindre de havde været afrevne og vare ifzrd med at gjendannes)') af en i Forhold til de ydre og til hele Dyret ganske betydelig Størrelse (Fig. 1, 2). Sædvanligviis ere Papillerne størst i de forreste og især da i 3die eller anden Række; mod Enden af Legemet tage de kun ubetydeligt af i Størrelse. — Kjønsaab- ningen ligger under og bag første Papilgruppe som en ligesom nedenfra kløvet, saaledes hesteskodannet Ophøining (Fig. 2). Anus er lille, lidt fremstaaende, beliggende mellem 2den og 3die Papilgruppe, dog nærmest den sidste, saaledes ved eller lidt foran Midten af Le- gemet, heit oppe ved Rygranden. Moller's MS. beretter, at han havde taget to Individer af denne Dyreart ved Frede- rikshaab (Gronl.) paa Tang og paa 2 Favnes Dybde; ifølge hans Index (p. 5) skulde Arten være sjelden. Gjennem Legemsveggen skimtes paa Ryggen Hjertet og bag samme samt ud til Heire Enden af den skraat opefter lebende Tarm; paa Siderne skinne de større Lapper af Kjenskjertlen samt disses Acini igjennem (Fig. 2). Centralnervesystemet stemmer med det hos andre undersøgte Former, lige- ledes Oiet. Huden viste et Cylinderepithel, der var bedre bevaret end hos de fleste andre undersøgte Arter; den indeholder iøvrigt som sædvanligt Bindevevsceller, af hvilke en Deel (af 0,0384—0,06"* Diam.) ere aldeles opfyldte med Fidtkugler; der sees desuden sparsomt molekulært, rustredligt Pigment som amorphe Korn eller samlet i uregelmæssige Smaahobe?). fundne; Lovén fandt paa hver Side en tredobbelt, dobbelt eller, som hos de unge Individer, enkelt Række Papiller. Galv. rupium synes iøvrigt at vere den af hele Galvina-Gruppen, som har de færreste Papilhobe. *) Det er sikkerligt med Urette, at Nordmann (L c. p. 10, 32) frakjender Tergipedernes Papiller Gjen- dannelsesevne. ?) Der blev Intet iagttaget, som kunde svare til de af Nordmann (J. c. p. (10, 34), 102) hos Tergipes omtalte »krystallinske, fiintkornede eller ovale. Legemer, der hos Terg. Edwardsii skulde findes overalt under Huden, især paa Foden. ö Bindevævet, som i temmelig Mængde findes mellem Indvoldene, især om Sliimkjertlen, be- staaer fornemmelig af talrige Bindevævsceller, tildeels fyldte med Fidtdraaber, der meget lignede dem, som Semper (l. c. p. 361) beskrev og afbildede i Bindevevet om Maven af Helix po- malia; de brusede aldrig ved Syrer'); mellem Cellerne fandtes Sliimvev af den ovenfor (p. 155) omtalte Bygning. Svælghovedet (Fig. 5) er af middelmaadig Størrelse (sædvanligen af e. IYymm Længde), af afrundet-ægformigt Omrids, smallere fortil, lidt nedtrykt, saaledes af større Brede end Hoide; den forreste Deel af den øvre Flade skraaner stærkt fortil, Bagenden er afrundet. Kjæberne (Fig. 6, 7, 8) sees af afrundet tresidigt Omrids med Forranden kortest, og svagt udbuget i Underranden; Udsiden er stærkt hvælvet henimod Navlepartiet; Forranden tyk, fladtrykt og med den sædvanlige crista connectiva, som fortil springer stærkt frem fra Navlepartiet (umbo) (Fig. 8); Tyggefortsættelsen er temmelig kort, grovt denticuleret. I Farve- og Structurforhold stemmer Kjæben iøvrigt ganske med andre Aeolidiers*). — Mundbihu- len er af middelmaadig Størrelse. — Svælghovedets Musculatur stemmer ganske med de oven- for beskrevne typiske Forhold. Raspen (Fig. 10, 11) indeholder 19—21 Tandplader og nedentil sees desuden Spor af flere affaldne Tænder som Folder i Tungens cuticula, der fortsætte sig heelt op ad Tun- gens Sider. Under og bag Raspedækket fandtes endnu 16—18 Tænder, af hvilke de to bageste endnu vare farveløse og uudviklede; Totalsummen af Tandplader var saaledes 34—37. — Mellemtandpladerne (Fig. 12) ere af sædvanlig Grundform, dog nærmest lignende dem hos Coryphellerne (C. salmonacea); Breden er = 0,02mm, Midten af Tand- pladens Grunddeel springer kun lidt frem; Benene ere tvekløvede, den ene Flig er rettet lige nedad, den anden bagud, støttende sig mod den bagved liggende Tandplade. Skjære- randen har ikke nogen egenlig Odde, men løber ud i to, fra hinanden lidt gabende Mel- lemtender*); udenfor samme bærer Randen endnu 4—6 mindre Dentikler*. — Sidetand- 1) Leydig (üb. Palud. |. c. p. 190) negter (idetmindste for Paludina) Celleindholdets Fidtnatur og gjør opmærksom paa den ofte bedragerisk store Lighed mellem Kalkkorn og Fidtdraaber. Nordmann (l. e. p. 12, 13) tillægger sine Tergipeder 3 Kjæber, en øvre og to Sidekjæber. Uagtet N. paa sin anatomiske Undersøgelse hår anvendt »mere end 200 Individer« (l. c. p. 7), maa det dog antages for sikkert, at han for en Overkjæbe har antaget et Stykke af de sammenhængende Navle- partier, som er blevet brækket fra den øvrige Deel af Kjæberne; som Sidekjæber synes han at have opfattet de mere iøinefaldende øvre og nedre Kjæberande, ligesom Fremstillingen af Mundsystemet i det Hele er meget ufuldstændig og feilfuld. Det er maaskee Nordmanns Angivelser, som have bragt ogsaa Max Schultze (l. c. p. 275) til at see 3 Kjæber hos Tergipes. Denne Form af Skjærerand er meget eiendommelig og afviger ved de to fra hinanden gabende Mel- lemtænder fra de hidtil beskrevne Former af Tandplader (sml. A. & H. Mgr. part VII. pl. 47 suppl.). Derimod skulde det efter Afbildningerne synes, som om T. Edwardsii og G. exigua i Form af Mel- lemtænderne væsenligt stemmede med hinanden. Nordmann (l. c. p. 14) angiver TandpladernesStørrelse gradviis og tydeligt tiltagende bagad. Dette Forhold findes efter A. & H. (I. c. part V. Gen. 16. Hermaea. Text.) altid hos Hermaea. Jeg selv har 2 3 = 224 pladerne (Fig. 10, 11, 13) ere (= 0,06") brede, fiirsidige, iHjornerne afrundede Plader, som sees fortykkede og ligesom lidt omvæltede i Yderranden, og som fra Egnen ved deres ba- geste Rand reise sig skraat i en temmelig kraftig, længere eller kortere, meer eller mindre krummet, flad, skarprandet Hage. — Den pulpøse Masse indentor Raspeskeden (Fig. 9) bestaaer bagest næsten kun af uligestore, tildeels meget store Celler (af indtil c. 0,02mm Diam.) med tydelig, glindsende Kjerne; enkelte af dem syntes haleformigt udtrukne i den ene Ende). i Spyttekjertlerne stemme med Hensyn til Beliggenhed og Bygning ganske med dem hos andre undersøgte Arter%). Fordoielsessystemet (Fig. 5, 15) nærmer sig hos denne Art til den simpleste Form, under hvilken det optræder hos Aeolidierne, til den, der sees hos Embletonia (A. & H. Mgr. part V. (1851) fam. 3. pl. 38) og de ægte Tergipeder (l. c. part III (1847). fam. 3. pl.8.f.8)°). Spiseroret sees lidt kortere end Maven, er snevert og indmunder i den un- derste Flade af Maven foran Midten. Maven er af rundagtigt Omfang og gaaer bagtil tem- melig jævnt over i Tarmen, foran hvis Udspring den modtager en stor Galdegang fra hoire Side, hvilken er tvedeelt og optager Secretet fra Papillerne i de to første Grupper paa hoire Side5). Lige til Venstre for Pylorus fortsætter Maven sig i den sædvanlige Blindsæk, som er et temmelig vidt Rør, der paa Midten er videst, næsten dobbelt saa langt som Tarmen, og som løber noget bugtet heelt ud til Enden af Kroppen. Tæt ved sit Udspring optager Maveblindsækken en meget kort Galdegang, som er tvedeelt og modtager Secretet fra de to første Papilgrupper paa venstre Side; lidt længere tilbage optager den fra venstre Side en temmelig vid Stamme fra tredie venstre Papilgruppe, længere bagad en snevrere tvedeelt Stamme fra hoire Sides tredie og fjerde Gruppe, endnu længere tilbage en fra venstre fjerde Papilhob, og bagest ender Maveblindsækken med en Green fra bageste heire samt en fra tidligere gjort opmærksom paa det samme Forhold hos — hvad jeg antog for — unge Individer af Fiona atlantica og har senere oftere gjenfundet det hos forskjellige Aeolidier (s. ovf.); hos denne Art var en saadan Tilvæxt i Størrelse ikke tydelig, muligviis vare de (i denne Henseende) undersøgte Individer alle ældre. 1) Som ovenfor anført, har hverken Nordmann fundet Sidetandplader hos T. adspersus eller Max Schultze hos T. lacinulatus; hos sidste har Alder og Hancock paaviist Tilstedeværelsen af dem, og de tør vel og antages at forekomme hos førstnævnte. 7) Raspepulpen er af Nordmann (I. c. p. 14) taget for en »brusket« støttende «Rings. 3) Nordmann derimod beskriver og afbilder hos Tergipes (l.c. p. 23. t. 3. f. 3 d, d.) lange Spyttekjertler, som skulle strække sig henover Maven. *, Den af Gegenbaur (Grundz. d. vergl. Anat 1859. p. 335. f. 89) leverede Figur til Oplysning om For- deielsessystemet hos »Tergipes+ fremstiller Forholdet hos en notoproct Acolidie. >) Hos det større Fleertal af Aeolidier (sml. Ae. papillosa. Tab. I A. f. 17) synes det derimod at vere Regel, at Maven fra begge Sider modtager en Galdegang. — Til de af Nordmann (l.c. p. 18. t. 2 LL.) beskrevne Divertikler (7%) bag Maven saaes intet Spor. bageste venstre Papil eller Papilpar. Hos Individer med et større eller mindre Antal Papil- grupper end 5 Par fandtes Forholdene saaledes modificerede, at Maveblindsækken modtog en Galdegang meer eller mindre. Galdegangene løb tæt ved Ryghuden, men uden at være heftede til den, før fra Forbindelsesstedet med de inderste Papiller. — Tarmen er tem- melig vid, kun i den yderste Deel noget snevrere, næsten dobbelt saa lang som Maven; i dens yderste Strækning laa den tæt til Legemsvæggen. — Sliimhinden i Spiserøret frem- byder fine, sparsomme Folder, der fortsætte sig over i Maven, hvor Folderne blive grovere og forøges i Antal samt tildeels kunne følges gjennem Tarmens hele Længde (Fig. 15)". Væg- gene afGaldegangene sees efter næsten hele deres Længde belagte med et temmelig tykt Lag gule Secretionsceller, der dog ere mindre end de gule Geller, der danne den uregelmæs- sigt knudrede Leverlap?), som langtfra ikke udfylder Papillens Huulhed (Fig. 3). Neldesækken er pæreformet. Neldefimene (Fig. 14) sees kun af een Årt, i det Hele temmelig smaa, af 0,0036—0,005"" Længde, langstrakte, tilspidsede mod begge Ender, sædvanligviis noget boiede og, som det synes, lidt flade paa den ene Side; inde i dem sees den sædvanlige Traad. Kjønskjertlen udfylder den største Deel af Legemshulen, idet den med sine Lapper rager op paa Siderne af Maveblindsækken og mellem Galdegangene. Den er mindre tæt og fast end sædvanligt, da dens Lapper ere mindre talrige, mindre tæt sammentrængte, løst forbundne, og mindre tydeligt samlede til større Lapdannelser. Hver af disse Smaa- lapper, Acini (Fig. 16), er af ikke ringe Størrelse, som naaer op til 1% til næsten 2™™ største Diam.; de sees noget fladtrykte, hvælvede paa den øvre, flade eller lidt udhulede paa den nedre Flade, af uregelmæssigt rundagtigt eller ovalt Omrids, undertiden med Antydning til Lapdannelse; paa hele Underfladen findes de, ofte lige ud til Randen, bedækkede med kugleformede, pæredannede eller ellipsoidiske, tet sammentrængte og saaledes ofte hverandre sammentrykkende secundære Acini (Fig. 16 A, B); omtrent fra Midten af hver Lap ud- springer Udforingsgangen (Fig. 16 B.). Sliimkjertlen (»Leber«, N.) viser den hos Aeolidierne vanlige Grundform og Bygning.”) Spermatotheket (»Gallenblase«, Nordm.) er langstrakt, polseformet, sammensnoret ved Grunden; tæt ved dette fandtes et ganske lignende Organ, men hvis Indhold ikke var Sed, men ubestemt kjernet og cellet Masse”. Swdgangen var meget langstrakt og tynd; Penis langstrakt kegleformet. — Æggene i Ovarierne (Fig. 17) 1) Den af Nordmann (J. c. p. 17) antydede eiendommelige Bygning af Mavens Væg kunde ikke iagttages paa vor Art; ifølge N. skulde den see ud som bedækket med en Masse yderst smaa Spidser (»Spitzen«), der ved regelmæssige Afstande vare skilte fra hverandre. 2) Den af Nordmann (l. c. p. 20—23) beskrevne Lever maa være en Deel af Kjønsapparatet, efter al Sandsynlighed Sliimkjertlen. 3) To Spermatotheker synes ifølge Alder & Hancock (J. e. part VII. p. 14) ogsaa at være forefundne hos enkelte Aeolidier, hos Doriderne findes der altid to. 99 Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk, og muthem. Afd., 7 Bd. vare af indtil 0,17” største Gjennemsnit. Sædfimene (Fig. 18) naaede en betydelig Længde; Hovedet var af 0,005"= Længde, undertiden lidt S-formet boiet, næsten trindt (Fig. 18°); un- dertiden saaes de med Hovederne tæt sammentrængte om rundagtige Celler med Kjerne og moleculært Indhold. Blandede mellem Sædfimene iagttoges talrige bipolære Celler (Fig. 18B) af rundagtigt eller aflangt Omrids og 0,005—0,007"" Længde; de syntes at fortsætte sig i de fra hver sin Ende udgaaende Traade, som enten begge vare lange eller den ene kort, under- tiden lidt opsvulmet i Enden). Sliimkjertlen viste de sædvanlige Structurforhold. Coryphella, Gray. Gray, Figures of moll. animals. IV. (1850) p. 109; guide. I. (1857) p. 224. Alder and Hancock, Monogr. part VII. (1855) p. 49, append. p. XX11.°) Rhinophori simplices. Podarium antice angulatum. — Processus mandibulae serie- bus denticulorum praeditus. Radula dentibus triseriatis; dentes laterales margine supero minute denticulali. I denne generiske Gruppe samlede Gray en Deel af saadanne Aeolidieformer, der med glatte øvre Tentakler forbandt en Sammenstilling af Papillerne i tydeligt adskilte, større Grupper samt udtrukne Fodhjørner. Alder og Hancock adopterede Slægten og begrændsede den nærmere, idet de forøgede dens Chåracterer med Tilstedeværelsen af denticulerede Sidetænder. Denne Gruppe slutter sig derfor i visse Maader til Cuviers Flabelliner (sml. Alder & Hane. Monogr. part VII. app. p. XXI.), som dog synes tilstrække- ligt forskjellige ved deres perfolierede Rhinophorer, ved de glatte Sidetænder samt ved For- eningen af de rækkestillede Papiller paa hævede Fodstykker. Til denne Gruppe synes at maatte henføres de følgende, nedenfor undersøgte Arter, ') Disse Celler minde stærkt om lignende, af Leydig hos Paludina (I. c. p. 183. t. XIII. f. 34, 39) iagt- tagne Forhold. Hos enkelte Pteropoder (Tiedemannia) har Gegenbaur (Unters. über Pterop. u. Heterop. 1855. p. 64. t. V. f. 10—12) seet tilsvarende Dannelser, Zoospermer med en lilleOpsvulming mod Enden af Fimet; her synes det derfor at være selve Celleynglen (hvis Elementer forlænges i begge Ender), der umiddelbart bliver til Zoospermer, og disse udvikles altsaa ikke inde i, men umiddelbart af Cellerne. Ogsaa Lacaze-Dothiers har hos Pleurobranchus (l.c. p. 266. pl. 10. f. 6) seet lignende Zoospermer, men betragter Knuderne paa dem som Levninger af den Celle, hvori de ere udviklede, og af hvilken Rester ere blevne siddende, en Tydningsmaade, som unegteligt ikke synes at have Meget for sig. ?) Alder og Hancock opføre som hørende til denne Slægt Ae. rufibranchialis, J.; Ae. lineata, Loven; Ae. smaragdina, A & H.; Ae. gracilis, A. & H.; Ae. pellucida, A. & H., samt Ae. Landsburgii, A. & H. 227 de baade ved den nordamericanske og grønlandske Kyst forekommende Ae. salmonacea og bostoniensis, Couth. samt den middelhavske Ae. Scacchiana, Ph. 1. C. salmonacea (Couth.). = Eolis salmonacea, Couthouy. (Deser. of new sp. of moll. and shells) Boston Journ. II. (1839) p. 68. pl. I. f. 2. Aeolis salmonacea, ©. — Mørch, Fortegnelse over Grønlands Bløddyr. p. 6 (af Rink, Gronl. geogr. og statisk. beskrevet. 1857. Tillæg p. 78). Aeolis bodoönsis. Møller, index moll. Grønl. 1842. p. 5. papillosa, Møller MSS. Aeolis papüligera, Beck. Amtlicher Ber. üb. die 24 Vers. d. Naturf. in Kiel. 1847. p. 114. Tab. IV. Denne Art er hidtil kun bekjendt af Couthouy’s lidet fuldstændige Diagn.!) og Be- skrivelse. De Exemplarer, jeg har undersøgt, de samme til hvilke Mørch havde Adgang, lade sig lige saa lidt som de, der nedenfor ere henforte til Couthouy's Ae. bostoniensis, med aldeles fuldstændig Sikkerhed identificere med denne Forfatters Art; dertil ere hans Angivelser altfor ufuldstændige. Mellem de undersøgte Individer fandtes de, som Møller feilagtigt henforte til Gunner's meget forskjellige Doris bodoënsis, — og det, paa hvilket Beck opstillede sin Ae. papilligera. Doris papillosa, Fabr. (Fn. Grønl. p. 345), som Møller og Mørch henføre til denne Art, er ubestemmelig og kunde kun med nogen Sandsynlighed henføres til denne, forsaavidt som samme synes at være den ved Grønland hyppigst fore- kommende Form”). = Forfatteren har kunnet undersøge Form- og andre udvendige Forhold paa 20—30 for største Delen meer eller mindre vel, dog tildeels ogsåa maadeligt conserverede Individer, af hvilke de fleste tilhørte Universitetets zoologiske og det Kgl. Museum, tildeels ogsaa min Privatsamling; af det hele Antal have 8—10 kunnet anvendes paa den anatomiske Under- søgelse. De største undersøgte Individer vare af næsten 29mm Længde (af hvilke de 257” kom paa Fodsaalen) ved 8™ Brede ved eller foran Midten og 6—7"™ Hoide omtrent i samme 1) »Branchiis numerosis, salmonaceis, lineis Jongitudinalibus dorso impositise, C. 2) Eolis diversa, Couth. (l.c p.187. pl. IV. f. 14), som skal »ligne E. salmonacea en Deels, adskiller sig dog, vel endogsaa generisk, fornemmelig ved »branchiis — seriebus binis lateribus dorsi dispo- sitise. Gray (guide p. 225) henfører den (saavelsom Ae. salmonacea) til de typiske Acolidier; snarere turde den finde en Plads i Galvina-Gruppen. 99° 228 _ Egn. De vare af hvidlieguul, smudsigt læderguul eller bruunguul Farve med noget mørkere Rhinophorer, Tentakler og Papiller; desuden iagttoges (s. nermere ndf.) en Varietet af mere hvidlig Farve og med mælkefarvede Papiller. I Mollers MSS. til hvilke jeg, som anført, har havt Adgang, siges Legemet »(langstrakt, næsten fiirkantet, blødt, næsten geleeagtigt) halv- klart, blegrødt; — de bageste Tentakler — sædvanlig af lidt mørkere Farve end de forreste; — Papillerne ere graabrune eller røde (rosenrøde, teglrøde eller lyst bruunrede; men denne røde Varietet er sjeldnere) med en gjennemsigtig omgivende Skede, alle tæt ved Enden med en hvid Knop, men selve Spidsen var gjennemsigtig.«!) Dyret er i det Hele af kraftig Bygning, af langstrakt-ægformigt Omrids, noget smal- lere ved Forenden end paa Midten, spidst tilløbende mod Bagenden, heiest omtrent paa Midten og derfra skraanende mod begge Ender, dog især mod Bagenden. Hovedet er temmelig kort, nedenfor Tentaklerne udtrukket til Siderne (Fig. 40); den afstumpede Forende skraaner nedad og bagad mod Fodens Forrand, fra hvilken Hovedet er adskilt ved en dyb Fure. Snuden viser ingen tydelig Adskillelse i en Over- og Underlæbe, men ligesom en kredsformet Læbedannelse, hvis øverste Deel er bredere og stærkere end den nederste, der bestaaer ligesom af en ydre og en indre Deel, af hvilke den sidste synes fornemmelig at tilhere Lebens Underdeel alene. Gjennem Ydermunden, d. e. den ydre Aabning paa det kørte Mundrør, sees Svælghovedets Forende (Læbeskiven) med Kjæbernes Tyggerande og Mundspalten. Lige ovenfor Læben sees Tentaklerne, der næsten altid findes stærkt contraherede; de ere meget kraftigere end Rhinophorerne, ofte ligesom noget oppustede, lidt sammentrykte, ofte kjøldannede i den ene Rand, indsnørede ved Grunden, uregelmæssigt rynkede paa Overfladen”). Paa Hovedets bageste Deel (Nakken) findes Rhi- nophorerne, der ligeledes ere stærkt sammentrukne, kølledannede med stærke Kreds- folder (der ved flygtigere Undersøgelse kunne give dem Udseendet af at være perfolierede). 1) Efter Fabricius (Fn. Gr. p. 346) er Dyret hvidt med graa eller gule Papiller, der i Spidsen og »paa Randene« ere hvide: hos den cule Varietet siges desuden Midten af Ryggen samt de bageste Ten- takler gullige. — Fabricius omtaler endnu en større Form, der i mutilerede og derfor ei neiere be- stemmelige Exemplarer ofte forekommer i Maven af «Gadus callarias«. Ifølze Møller's MS. have de nedre Tentakler »oventil en skarp Kant og ud imod Spidsen en lille For- heining, som dannes af et kugleformigt Legeme, der udvendig er bestænket med fine hvide Prikker, af hvilke 1 2 ere større end de andre, og der synes at være huult og fyldt med en vandklar Vedske: i Enden ere de 2 første Felchorn truncate, ligesom de 2 bageste, der ere cylindriske, traad- dannede.« — Vort forholdsviis ikke ganske ringe Kjendskab til det fjerne Grønlands Fauna skyldes det heldige Tilfælde, at et Par af de højeste Embedsmænd der vare eller ved Omstændighederne bleve Naturforskere; siden Møller's og den utrættelige Holbøll's Død vil vor Kundskab til de grøn- landske Dyr, specielt Molluskerne, og især al Kjendskab til dem i levende Tilstand og til deres Levemaade for en Tid vel være afsluttet. Jeg har derfor meent saa meget mere at maalte benylte de i Meller's MSS. nedlagte. kun nogenlande brugbare Bemærkninger og selv saadanne, der som ovenstaaende neppe lade sig tyde og rimeligviis beroe paa mangelfuld lagttagelse eller Mistydning. Paa nogle større, meget slappe Individer med ogsaa ganske slappe Tentakler og Rhinophorer vare disse Organer langstrakte (7™™ lange), spidst tilløbende med stærke, svagt snoede Længde- folder; de første vare ved Roden lidt tykkere end de sidste (Fig. 34)'). Bag Roden af Rhino- phorerne kunde Øinene fordetmeste opdages som et Par svagt gjennemskinnende mørke Punkter; ifølge Møller's MS. skulde de vise sig som fine hoirode Prikker?). Kroppen gaaer jævnt over i Hovedet og aftager bagad gradviis i Brede og Hoide. — Ryggen er jævnt hvælvet, bredest omtrent paa Midten; den mellemste Deel er nøgen og omtrent ved Midten af Dyrets Længde bredere end eller næsten saa bred som hver af de papilbesatte Sidedele, der med Randen staae lidt ud over Legemets Sider. — Siderne ere af middelmaadig Hoide, hoiest omtrent ved Midten af Dyrets Længde, jævnt aftagende bagad, dog stærkere fra Analegnen; omtrent ved eller bag Grændsen mellem den første og anden Fjerdedeel af Dyrets Længde (sædvanligt under 1?te—16de Papilrække) sees Kjøns- aabningen, meest som en flad Grube, omgiven af en kredsformet, fiint radiat-furet Læbe; af dens forreste Deel rager Enden af penis ofte frem, og bag samme bemærkes 2, sædvan- ligt over hinanden liggende, Aabninger. Længere tilbage, noget bag Midten af Legemet (al- mindeligviis omtrent under 25—30 Papilrække) oppe mod Rygranden laa den sædvanligviis fine, kun lidt fremstaaende Analaabning, og mellem denne og Kjønsaabningen, dog nær- mere sidstnævnte, saaes paa flere Individer temmelig tydeligt den meget fine, gullige Nyre- aabning. — Foden er lidt forlænget bag den øvrige Krop; Fodørerne temmelig korte og svage, bagudboiede; Fodsaalen temmelig bred, jævnt tilspidset bagad, og endende spidst?). De temmelig let affaldende Papiller ere i det Hele store (af indtil 84" Længde) og kraftige, enten alle af næsten samme Form eller (som hos de ovenfor omtalte lyse Indi- vider) de inderste en Deel afvigende fra de udenfor dem staaende. De ere meget talrige, ordnede i tætstaaende, saaledes ved utydelige, men omtrent ligestore Mellemrum adskilte Skraarækker, hvis Retning meest gaaer indvendigtfra udad og fremad, hvilket dog først viser sig nogenlunde tydeligt efter Afrykning af Papillerne (Fig. 34); af Rækker tælles omtrent 40(—50), hver Række indeholder 5—7 Papiller*). De forrest paa Ryggen anbragte Papiller Paa et Individ saaes (Fig. 35) Rhinophoren og Tentaklen paa venstre Side fuldstændigt sammen- smeltede; denneDifformitet maa antages at have sin Oprindelse fra en oprindelig Dannelsesfeil, da Afstanden mellem Roden af den øvre og nedre Tentakel er for stor til at en Sammenvoxning efter en stedfunden Beskadigelse kan antages mulig. Couthouy angiver (l. c.), at Oinene hos Ae. salmonacea (i Modsætning til Forholdene hos Ae. bosto- niensis) ei ere synlige, en Angivelse, der i og for sig var lidet sandsynlig, da det hosAeolidierne, som anført, sædvänligt kun er en stærk Contractionslilstand eller en Forskydning af Svælghovedet, der gjør, at Oinene hos enkelte Individer ikke blive synlige gjennem Bedwkningerne Møller's MS. angiver en Midtfure bagtil paa Fodsaalen. En virkelig Fure (som hos Pleuro- phyllidierne) forekommer ikke hos Aeolidierne, derimod kan der ved Sammentrækning af Foden fremkomme Udseendet af en saadan. 4) Møller's MS. angiver dem »fordeelte til hver Side i flere Grupper, i den første 16 —20 fra de bageste 2 — 3 — 230 ere mindre, Størrelsen tiltager derefter kun i ringe Grad til henimod Midten af Legemet, hvorfra den kun aftager ubetydeligt. Yderst i Papilrækkerne, i selve Rygranden sees ganske unge, fremspirende Papiller som meget smaa Knopper, der dog ofte ere saaledes forskudte, at de sidde lige for Mellemrummene mellem Rekkerne4); de indenfor stillede Papiller ère endnu meget smaa, de disse nærmest staaende af mere end den dobbelte Størrelse, og derfra tiltager Størrelsen nu indefter; undertiden forstyrres dette regelmæssige Forhold ved stedfunden Regeneration, der bringer mindre Papiller ind mellem de største”). Papillerne ere trinde, dog undertiden ligesom tresidige (Fig. 36), cylindriske, og i Enden kort tilspidsede ~ eller kegledannede; de inderste ere paa en Deel Individer af samme Form som de øvrige, paa andre (tilhørende den hvide Varietet)?) ere disse større, flade, ligesom noget oppustede og ganske gjennemskinnende. Papillerne sees i det Hele ofte rynkede og foldede paa for- skjelligt Sted og forskjellig Maade, især fandtes meget almindeligt en Indsnøring under Nelde- blæren; Møller's MS. bemærker udtrykkeligt, at de paa det levende Dyr udstrækkes og sammen- trækkes i ikke ringe Grad‘). En temmelig stor Mængde Individer af denne Art er af Holbøll, Møller, Zimmer og Olrik indsamlet paa forskjellige Punkter af den grønlandske Vestkyst, ved Julianehaab, Godthaab, Nennortalik og Umanak. Ifølge Mollers MS. findes denne Art »overalt ved Ky- sterne i temmelig Mængde og til enhver Aarstid, paa forskjellige Tangarter indtil en Dybde af 5—6 Favne« 5). Tentakler næsten til anus, de andre Grupper mere sammenflydende«. Disse Angivelser hidrøre vistnok fra Undersøgelse af et Individ, der har hørt til Ae. bostoniensis, C., som M. ikke har adskilt fra denne Art. ) Sml. Ae. Scacchiana, Ph. Tab. II. B. f. 12. Møller bemærker i sit MS, atPapillerne hos det levende Dyr næsten falde ligesaa let af som paa det døde, men at de meget let regenereres; »i de saaledes paany fremskudte Papiller er den ind- vendige Masse i Begyndelsen meget bleg og næsten ufarvet.« 3) Jeg antog først, at disse Individer, der stamme fra Umanak og Nennortalik, tilhørte en egen Art (Ae. approximans, mibi), men fandt senere tydelige Overgangsled mellem denne og den sædvan- lige Form, ligesom jeg saa (see ndf.) en netop aldeles lignende Afart af den nærstaaende Ae. Scac- chiana, Ph. Uagtet en ubetydelig Forskjel i Kjæbeform, en større Heide og Længde af de lyst rav- gule Mellemtænder og et, som det syntes, mindre Antal af Papiller (af hvilke der paa eet Individ taltes 140—150 paa hver Side) ville disse Individer dog sikkerligt ikke danne nogen egen Art. - = En enkelt Gang saaes en eiendommelig Monstrositet af en Papil (Fig. 39); denne var nemlig kort, afrundet i Enden og bar der lidtud til den ene Side en mindre Papil; den sidste indeholdt Neldeblæren og Spidsen af Leverlappen, hvilke Dele manglede i den nedenfor værende Papildeel. Monstrositeten maa antages fremkommen ved et Dyrs Bid i Papillen. % Ifølge Fabricius (Fn. Gr. p. 346) findes den »in fundo maris argilloso vel sabuloso inter mytilos ad littora frequens.« 231 Paa mere slappe Individer saaes Indvoldene skinne igjennem Bedwkningerne paa sædvanlig Maade. Da Dyret aabnedes, fandtes alle Indvoldene i det hos de mere typiske Aeolidier normale Leie. Nervesystemet-,). Gerebrobranchial-Ganglierne ere af afrundet-firsidigt Omrids, af lidt større Længde end Brede, temmelig flade, indbyrdes næsten sammensmeltede paa Grund af Com- missurens store Korthed. Pedalganglierne ere lidt mindre end de forrige, af kort- pæreformet Omrids, mere convexe end de forrige; Commissuren mellem dem er temmelig lang og synes sammensat af flere Strænge (af hvilke den ene maaskee var Commissuren mellem Branchialganglierne). Cerebrobranchialganglierne afgive: (1) en temmelig kraftig Nerve (N. olfactorius), der danner et forholdsviis stort, rundagtigt Ganglie (Gl. olfac- torium), der ligger ved Roden af Rhinophoren og fra hvilket et Par Nerver trænger ind i dette Organ; dernæst udspringer fra samme (2) en Nerve til Huden ovenpaa Hovedet; (3) en anden N. (N. tentacularis) til Tentaklerne og Yderlæben; (4) en Nerve til Mundrøret og de mellem samme og Huden samtSvælghovedet udspændte Muskler; fremdeles flere Nerver (5, 6, 7) til Huden paa Siderne af Hovedet og til Musklerne udenpaa Svælghovedet; endelig afgaaer endnu fra den bageste Deel et Par Nerver (8, 9), der stige opad mod Ryggen, samt fra den underste Flade den lange, slappe Commissur (10) til Buccalganglierne. Pedalganglierne afgive en tyndere Nervestamme (11), der gaaer udad til Siden af Legemet, og en tykkere, den længste og største af alle Nervestammerne (N. pediaeus) (12), der gaaer nedad og bagad og udsender flere Grene, medens den følger Fodranden. Buccalganglierne ere omtrent af Størrelse som Lugte- knuderne, af ovalt Omrids; Commissuren mellem dem kort; i Nærheden af denne sidste afgiver Gangliet en Nerve (13) til Tungemuskelmassen, medens det udad fortsætter sig i en anden (14) til Kjæbemuskelmassen; en tredie Nerve (15) syntes at stige op til Spiserør og Mave; endelig stod Gangliet i Forbindelse med det samsidige gastro-oesophagale. De gastro- oesophagale Ganglier udgjore i Størrelse omtrent ‘3 af de forrige;de ere rundagtige og afgive (16) et Par Nerver opad Spiseroret. — Som Spor af det hos Glaucus i saa overor- denlig Grad (s. ndf.) udviklede sympathiske System saaes foran og udenfo de gastro- oesophagale Ganglier et meget lille, der syntes at staae i Forbindelse med hunt, desuden fandtes flere ganske smaa Nerveknuder paa og i Omfanget af Spyttekjertlerne. — Nerve- cellerne (Fig 42.) i de større Ganglier saaes af udmærket Størrelse (indtil 0,2°" største Diam.); Udspringet af Nervetraade fra unipolære Celler var meget udpræget. +)- Sml. Fig. 41. De ved de enkelte Nerver anførte Tal svare til Tallene ved denne Figur. 232 Sandseorganer. Øiet Fig. 42) er siddende, af rundagtig-ovalt Omfang; fortil temmelig stærk hvælvet; af c. 0,10—0,157” største Diam. ; Pupillen er rundagtig; Lindsen kuglerund, hornguul, af c. 0,05™™ Diam.; Pigmentet mørkt gulligt bruunt eller næsten sort, dannet af fine amorphe Korn. I Sclerotica og Cornea sees ligesom et Lag flade (Epithelial-)Celler; der syntes at være et lille forresle Oienkammer tilstede. I Huden iagttages foruden de sædvanlige Bindevevsceller (af 0,007—0,016™ Diam.) andre, lidt større (af 0,02—0,025r= Diam.), gullige, fleerkjernede; ligesom der ogsaa sees Spor til de hos Glaucus saa stærkt udviklede grenede Celler (Slümvzv). I hele Forranden af Foden sees et sammenhængende Lag pære- og kolbeformede Kjertler af c. 0,2== Længde og 0,01°= Tværgjennemsnit. Fordøielsesorganer. Yderlæben og Mundrøret vise de hos Aeolidierne sædvanlige Forhold; saaledes som hos Fiona (I. €. p. 292. t. IL f. 9B, 10) findes ofte en sterre eller mindre papilformig Fremstaaenhed paa Læbeskiven, sædvanligviis nedentil, men ofte udenfor Midtlinien og da vel beroende paa uregelmæssig Contraction af samme. Læbeskiven (Fig. 1—3) er næsten kreds- rund; den hænger meget fast til Egnen henimod Mundspalten og løsnes ikke uden Vanske- lighed fra en af Consistens ligesom bruskagtig Masse, en Chitinkrave, som udfylder det Meste af Gruben ved Kjæbens Navleparti. Chitinkraven fortsætter sig derfra opad, hen tværs over Navlepartiet, sammensmeltende med sammes Spidse og gaaer derfra paa lignende Maade over paa den anden Kjæbe; nedad stiger den langs Udsiden af Rodpartiet af Tyggefortszttel- sen, hvor den bliver noget tyndere og gaaer over paa den anden Kjæbe. Denne Chitinkrave lader kun et lille Rum umiddelbart ved Mundspalten blottet; den er ind imod denne kun af ringe Tykkelse, bliver udad tykkere og er i den Rand, der støder til og forbinder sig med Læbeskiven, lidt kruset og undertiden ligesom tolæbet, saaledes at Læbeskiven da hefter sig til den ene, det underliggende Muskellag (M. lateralis bulbi, longitudinalis inf. bulbi) til den anden Læbe. Svælghovedet (Fig. 1, 2, 3) er af betydelig Størrelse og udfylder paa stærkt sammen- trukne Individer mere end en Trediedeel af bele Legemshulen; paa endog de meest slappe Exemplarer beløb dets Længde sig til omtrent en Femtedeel af hele Legemslængden. Dets absolute Længde varierede mellem 6—8™*, dets Brede mellem 4'»—5, Heiden mellem 4—41.™, alt efter de musculøse Deles, især Tungemuskelmassens, større eller mindre og forskjelligartede Contractionstilstand. Det er (Fig. 1, 2, 3) af Girkantet-ovalt Omrids med de 2 Hjørner ven - dende ud til Siderne, kort afrundet i Forenden, mere tilspidset i Bagenden; Længdediametren, som anført, større end Breden, denne ubetydeligt større end Heiden; Breden er størst ved 233 Midten og aftager derfra mod begge, især mod den bageste Ende. Den øvre Flade (Fig. 3.) falder fra Midten skraat af mod Forenden og Bagenden, især mod den sidste; den forreste Deel af samme er jævnt, dog kun i ringe Grad, hvælvet; den bageste sees svagt (kun ved stærkere Contractionstilstand mere) udhulet paa begge Sider af en fremstaaende Rygning (Raspe- pulpen); i begge de saaledes dannede Gruber optages Spyttekjertlerne. Underfladen er jævnt buget; Sidefladerne hvælvede og oventil paa Grund af Kjæbernes Form lidt vinklede. — Mel- lemrummet mellem den forreste Deel af de øvre Kjæberande (M. transv. sup.) er bagtil bredere, fremefter meget smallere (Fig. 1); det mellem de nedre Rande sees bagtil smallere, fremad meget bredere (Fig. 2)1). — Naar Læbeskiven (med Forsigtighed) borttages, sees paa Undersiden det sædvanlige Muskellag (M. longitudinalis inf., lateralis bulbi) stærkt udviklet, kun fortil af større Brede end Læbeskiven, dannet af temmelig brede Knipper, der conver- gere noget henimod Mundaabningen og hefte sig paa Chitinkraven under Insertionen af Læbeskivens Muskellag; bagtil (d. e. i Mellemrummet mellem Kjæberandene) sees disse Knipper paa sædvanlig Maade udspringe fra Kjæberanden, (M. longitudinalis inf. b. ph.); paa Siderne udspringe de fra Kjæbernes Udside, hoiere oppe fra Navlepartiet (M. lateralis bulbi). — Svelghovedets sædvanlige Bevegelsesapparat, dets lilbagetrekkenke (Mm. retrah. bulbi phar.) og fremskydende (Mm. protrusores b. ph.) Muskler sees forholdsyiis kun syagt udviklede, især de sidste. Kjæberne (Fig. 4—8) ere som Svælghovedet af betydelig Størrelse og maalte (i fugtig Tilstand) 4—57omm i Længde, 3—4™" i Hoide (fra Spidsen af proc. masticat. lige op); Forholdet af Længden til Breden var saaledes: sædvanligvis = 4:3; dog er Længden paa de største Individer altid forholdsviis større; mellem Resterne af et Par halvopløste Exempl. (i det Kgl. Mus.) fandtes et Par colossale Kjæber af 6" Længde og 4™ Hoide. I Sub- stans ere Kjæberne temmelig tykke og faste, kun ud mod Bagranden tyndere. Farven er temmelig mørkt hornguul, som sædvanligt noget mørkere, hvor Kjæbesubstansen er mere masseagtig tilstede, saaledes i Forenden, den nedre Rand og Tyggefortsættelsen. — Formen er uregelmæssigt tresidig med Basalranden længst og den svagt udhulede Bagrand længere end Forranden, dog i noget forskjellig Grad paa forskjellige Individer. Udsiden (Fig. 4 B.) er jævnt hvælvet forfra bagtil, oventil ligesom svagt vinkelboiet fra Midten af Overranden i Retning fremad og nedad paa Grund af en afrundet Rygning, der bliver hoiere fremad og danner den øverste skarpe Rand af Navlepartiet. Bugningen ovenfra nedad tillager henimod 1) Paa et (temmelig stort) Individ saaes et ejendommeligt, Imm Jangt, fladtrykt poseformet Organ ragende frit op lige bag Commissuren mell. Gll. bucco-pharyngea; ved Roden var det indsnoret, derimod i begge Hjørner af den lige Overrand lidt udtrukket til Siderne. Organet var indvendigt huult og synes at være en af de Foldedannelser, som oftere ere iagttagne af mig paa Skjoldet af forskjellige Aeolidier (s. ovf. p. 165). 1 Halsen af Organet saaes Længdefolder stige iveiret. Huulheden stod i aaben Forbindelse med Rummet under Skjoldet. Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk, og mathem. Afd., 7 Bd. 30 234 Forenden, hvor den ender med Dannelsen af Navlepartiet, der ligger Uuderranden nær- mere og i Spidsen er ligesom lidt opad dreiet; ovenfor dette op imod Forranden findes en stærk Fordybning; — oventil sees desuden paa Udsiden, nedenfor den omtalte Rygning, en ringe Indsænkning; nedentil, i Nærheden af Underranden under det der skarptvinklet udstaaende Navleparti sees endnu en fra Egnen af Tyggefortsættelsen udgaaende Fordybning, der først bliver bredere, men derefter løber smallere til bagad. Den skraa Forrand staaer næsten retvinklet frem fra det øvre Affald af Navlepartiet; den er fortykket paa Indsiden, især nedad mod Egnen af Navlepartiets indad fremspringende Deel; her viser sig den sædvanlige Kam, som er temmelig tyk, fortil bredere og staaer tapformigt frem. Den ovenfor Kammen liggende Flade (Fig. 4 A, 5) har flere, sædvanligt to, meer eller mindre tydelige, næsten lodret eller skraat nedløbende Ribber, der omtrent betegne Tilheftningsstedet for den tykke Cuticular- Beklædning paa Forenden af Kjæbemuskelmassen; den nedenfor Kammen liggende Flade" løber spidst til nedad og er ved et lille Udsnit (der dog først fremkommer tydeligt efter Fra- løsningen af Chitinkraven) adskilt fra Tyggefortsættelsens Rod. Tyggefortsættelsen er kort og kraftig; Rodpartiet er heit, Indsiden af samme lidt hvælvet og gaaer med en af- rundet Kant over i Kjæbens Indside; paa Udsiden sees den fladere, lidt udhulet mellem et Par svage paalangs løbende Ribber (af hvilke den bageste smelter sammen med Chitinkra- ven); længere ude bliver Fortsættelsen let kroget og gaaer. spidst tilløbende frit ud, parallel med Kjæbens Underrand; men i Spidsen er den tillige svungen lidt indad mod Midtlinien. Tyggefortsættelsens hele Forrand (Tyggefladen), der tillige vender lidt indefter, og er smallere fortil, derefter bredere og atter bagtil smallere, er lige op til Navlen besat med tætstaaende, meer eller mindre fremstaaende, afstumpede eller lidt kegletormigt tilspidsede, i Omrids uregelmæssigt rundagtige eller aflange Fremragninger, hvis Diameter paa den frie Flade viser sig som c. 0,016—0,038"7. De synes (Fig. 6) at være de fremragende Ender af et System af Elementer, der tydeligt tegne sig paa Siderne af Tyggefortsættelsen, men i no- gen Afstand fra Tyggefladen opløse sig i finere Elementer; hiint System sees alter paa- tværs gjennemstrøget af tætstaaende bølgede Linier. Ved Spidsen af Tyggefortsættelsen sees nye Elementer under Dannelse, som det synes, under Form af Celler af Udseende omtrent som de beskrevne Ophøininger. — Paa Kjæbernes Flader sees de sædvanlige, med (Bag-) Randen parallele Tilvæxtstriber; de sammensæitende Elementer i Kjæberne ere stavformede, sædvanligt af c. 0,0015== Tykkelse, korte, men af forskjellig Længde i de forskjellige Rækker, i hvilke de ere ordnede (Fig. 7). Kjæbernes Udside er overtrukken med den sædvanlige tynde, zirligt byggede Membran (Fig. 8); Tværdiametren af Cellelegemerne i samme udgjorde c. 0,005—0,0087r. Mundbihulen viser sig allerede gjennem Kjæben af betydelig Udstrækning, ind- lagende mere end en Trediedeel, undertiden næsten Halvdelen af hele Kjæbens Udstrækning (Fig. 4 A, 10.) 235 Kjæbemuskelmassens Forende er paa Udsiden (Fig. 10) ligesom deelt i to Facetter, der ofte mødes i en skarp Kant; en mindre nemlig, som jævnligt er S-formigt boiet efter Fladen, og som i hele sit bageste største Omfang indfaltes af en buet Facet, der ofte sees ligesom svinge ind oventil og fortsætte sig iKindveggen; undertiden viser denne ydre Facet ogsaa Spor til den paa Kjæben tilstedeværende Vinkeldannelse (s. ovf.). Cuticula-Beklædningen påa den ydre Facet er mindre tyk end påa den indre. — Det har fornemmelig været af denne Dyreform med sit stærkt udviklede Svælghoved, at vel conserverede og tilstrækkeligt store Individer i nogenlunde tilstrækkeligt Antal have staaet mig til Raadighed; derfor har den, som allerede angivet, her maattet tjene til Typ for den anatomiske Bygning hos Aeolidierne, og denne er, som den ovenfor findes beskreven i al sin Detail, med størst Sikkerhed iagttaget hos denne Art (sml. Fig. 9—19, 32). Musklerne i Svælghovedet træde i det Hele over- maade stærkt og tydeligt frem, saaledes ogsaa den M. sphincter oesophagi, som hos flere andre Former er saa utydeligt udviklet; ogsaa M. buccalis og transversus lingvae ere meget tydelige og lettere at forfølge end hos nogen anden undersøgt Art. — Den ovenpaa M. lingvalis pr. sup. og frem langs Tungeryggen tilstedeværende Kjol ledsages (som hos alle Aeolidier med (to Rækker) Sidetænder) af en lille Liste langs hver Side; disse traadle her meget tydeligt frem. Tungens øvre Rand er temmelig lige, Underranden skraaner bagad (Fig. 12—15). — Raspen!) (Fig. 21, 22, 28) indeholdt (paa 7 i denne Henseende undersøgte Individer) 16— 19 Tværrækker af Tandplader ; af disse Rækker vare de (sædvanligt 5) nederste ved Mangel af Sidetænder ufuldstændige, ligesom der endnu længere tilbage paa Undersiden af Tunge- roden var tydelige Indtryk af allaldne Tænder tilstede, og fandtes flere (1—7) løse Mellem-, meget sjeldnere derimod nogle faa Sidetænder; — i Raspeskeden taltes endnu sædvanligviis 11 udviklede og 2(—3) uudviklede Tandpladerækker, saaledes at Antallet af disse i Alt beløb sig til 29—32 (kun i et enkelt Tilfælde til 35—36). Tandpladernes Farve er meer eller mindre lyst hornguul, Mellemtænderne paa de tykkeste Steder næsten kastaniebrune. — Mel- lemtænderne (Fig. 21—25, 28) sees tvekløvede i Benene, Kløften kort; den foran Kløften liggende Lap er bredere og tyndere, den bagved værende lidt smallere og tykkere, fortsættende sig i Tandpladens tykke Bagrand; Bagfladen af Tandlegemet sees afrundet, Forranden (sml. Fig. 25) meget fortyndet; Oddepartiet er svagt hvælvet paa Bug-, let vinklet paa Rygfladen, affaldende til begge Sider; Dentiklerne ere smaa eller af middelmaadig Størrelse, noget varierende i Antal; sædvanligt tælles 10—12, sjeldnere 7—9. Hoiden af Mellemtænderne er 0,14—0,16™", Breden 0,28mm%), — Sidetænderne (Fig. 21, 22, 26—28) ere jevnt tilspid- 1) De til de to ovenfor omtalte colossale Kjæber svarende (og mellem dem liggende) Rasper vare uag- tet Manglen af den bageste blødere Deel (Pulpen) af meget betydelig Størrelse og maalte 6 og 4'/;mm i Længde ved !/smm Brede; der taltes 27 og 18 Tandpladerækker paa dem. 2) Breden af Tandpladerne i de omtalte større Rasper var 0,3mm, 236 sede mod Enden; Randene kun svagt bøjede, den øvre med temmelig talrige (19—26) Den- tikler, der kun mangle paa den yderste Deel. Længden udgjør c. 0,22—0,28"m, Breden c. 0,05—0,06™™. — Bagtil i Raspeskeden (Fig. 30) sees en halvtudviklet Tand med Dentiklerne kun farvede og færdigtdannede ved Oddepartiet, iøvrigt farveløs; bag denne Tand ligge endnu 2 yngre, aldeles farvelose, med bløde, beielige Dentikler. Den pulpøse Masse (Fig. 31) inde- holder bagest større Celler (af 0,12—0,14"% største Diameter) med Kjerne, samt Traade, hvis udvidede Steder indeholdt en Kjerne med Kjernelegeme. Spiserøret er, som sædvanligt, kort; sammes cuticula temmelig tyk, gullig. Maven sees meget stor, rummelig; foran Midten modtager den gjennem sin øvre Væg fra hver Side en Galdegang og længere bagtil endnu en fra hver eller alene fra venstre Side; Maveblind- sækken er ligeledes rummelig, og optager flere Galdegange fra hver Side, især fortil fra højre Side en større, der optager Leversecretet fra flere Rækker Papiller. Tarmen er meget vid, stiger først fremad, derefter knæformigt tilbage; bagtil bøjer den sig sædvanligviis lidt nedad, stiger atter iveiret og ender i Gatboret. — I Tarmen fandtes Sandparlikler, Infusorier, Navicula- og Gallionella-lignende Former; fremdeles en kort- og bredleddet, samt flere mere langleddede Diatomaceer, eiendommelige Legemer (Fig. 43) af 0,025"" største Diameter, Hydroider, Dele af Crustaceer, ubestemmelig dyrisk og Plante - Masse, Neldefiim samt enkelte smaa (0,036”= lange) Legemer, der lignede Tungetænder af Mollusker (Fig. 44). Spyttekjertlerne (Fig. 33) sees som en flad, hvidlig eller guulladen Masse paa hver Side af den øvre Flade af Svælghovedet; hver har sædvanligviis en lidt større forreste Lap; bagtil smelte de sammen bag Spiserøret. Den korte Spyttekjertelgang gjennemborer constant M. rectus sup. bulbi pharyngei. Paa nogle, men idetmindste ikke paa alle Individer saaes desuden en langstrakt Lap strække sig udenpaa Kjæberne ned imod Læbeskiven og tilsyne- ladende aabne sig gjennem ‘en kort Gang lige i Overgangsfolden mellem Læbeskiven og Mundreret!}. Leverlapperne (Fig. 37, 39) ere trinde, temmelig glatte paa Overfladen, med talrige, uregelmæssige circulere Indsneringer og Lapdannelser mellem disse, saaledes tem- melig overeensstemmende med Forholdene hos Fiona (l. c. p. 307); de ere temmelig tynd- væggede (Fig. 37) og den indesluttede Hule (ductulus hepaticus) saaledes vid. Neldesækken er pæreformet, Forbindelsesstrængen med Leverlappen tydelig (Fig. 37). Neldefimene sees (Fig. 45), som hos saa mange Aeolidier, af dobbelt Art, deels rundagtige, ovale eller ægformede med den sædvanlige Axe- og Spiraltraad, deels mere langstrakte, stavdannede og almindeligviis lidt bøjede; dog sees ogsaa Overgangsled mellem begge Former; i Størrelse variere de meget og naae op til en Længde af 0,016”". 'y Paa dette Sted indmunder Spyttekjertelgangen hos Fiona (I. c. p. 306) (saavel som hos Doto). 237 I Fodens Forrand sees et sammenhængende Lag af store (c. 0,28 lange, 0,08"" brede), pære- og kolbeformede Kjertler. Hjertekammeret er meget kraftigt, af oval Form, i nogenlunde sammentrukket Tilstand af c. 1,25"" Længde. I Overeensstemmelse med hvad der er antydet af den langt fortil liggende Nyreaabning ligger Nyren temmelig langt fremad, paa Udsiden af Tarmen; den var af 0,75 til c. Imm Længde, og af langstrakt, oval Form; Udforingsgangen er lidt længere end hos de fleste undersøgte Former, omtrent af Organets egen Længde, lidt krummet i den yderste Deel. Kjonskjertlen!) saaes meest af 6—8mm Længde; den er skraat udhulet paa For- fladen, saaledes at den nedre Flade er større end den øvre; den er temmelig mørk, sæd- vanligviis af smudsigt guulbruun eller bruunguul Farve, storlappet, almindeligt med 6 Lapper paa den øvre og 5(- 6) paa den nedre Flade. Den tykke Deel af Kjønskjertelgangen (Ampullen) er temmelig lang, undertiden meget lang, kun bestaaende af nogle faa Vindinger, af gullig Farve. Sliimkjertlen (med de af samme omhyllede Dele) saaes af 5—7"r” Længde og 5—6mm Brede. Dens store Lap, d. e. den egenlige Sliimkjertel, viste ovenfra næsten con- stant 3 større Vindinger (gyri), nedenfra flere. Kjertlerne i Væggen af Sliimkjertlen (Fig. 46) vare overordenligt stærkt udviklede og naaede en Længde af 0,2mm; paa enkelte Strækninger af Hulerne saaes ligesom Rester af et Flimmerepithel. — Penissækken er stor, næsten kuglerund, for største Delen udfyldt af den korte, kraftige Penis?). 2. C. Scacchiana (Ph.). — Eolis Scacchiana, Ph. Enum. moll. Sie. II. (1844). p. 74. t. XIX. f. 6. Tab. II B. De Individer, som under denne Benævnelse fandtes i Universitetets zootomiske Mu- seum og derfra vare overgaaede til det zoologiske, hidrerte fra afdøde Prof. Eschrichts egne Indsamlinger ved Middelhavet og vare efter Eschricht muligviis bestemte af Philippi selv og skulde saaledes være authentiske. Arten er hidtil kun bekjendt af Philippis Diagnose og Beskrivelse, og det var saaledes vel muligt, at de betydelige Afvigelser i de af mig fore- fundne Forhold fra Philippis Angivelser?) kunde tilskrives ufuldstændig Undersøgelse fra 1) Paa et ikke ganske lille Individ vare Kjønsorganerne paafaldende lidt udviklede i Størrelse, iøvrigt normale; paa et andet mindre fandtes kun heist utydelige Spor til dette Organsystem. 2) Spermatotheket blev aldrig paaviist med tilstrækkelig Sikkerhed; enkelte Gange syntes det at vise sig som et langstrakt, kraftigt, i flere Vindinger oprullet Rør. 3) Philippi mener at have talt 16 Rækker med 3 Papiller i hver; Papillerne skulde være grønne, men frembød paa de fleste, de lyse, Individer for mig intet Spor til en saadan Farvning, som kun frem- traadte meget utydeligt paa enkelte af de andre. — Gray (guide. p. 225) henfører Arten til de typiske Aeolidier. 238 denne Forfatters Side. — Under Forudsætning af, at de undersøgte Individer nu virkeligt høre til denne Art, synes der i Middelhavet at forekomme tvende Former af den, ligesom i Grønlandshavet to af C. salmonacea, en med trinde og en med tildeels flade Papiller, af hvilke den sidste særdeles meget ligner den tilsvarende grønlandske Form (var. approximans) — Jeg har af denne Art kunnet undersøge 12 Individer, alle temmelig stærkt contraherede, af Længde fra neppe 7 til 22mm, Dyret var af temmelig kraftig Legemsform, sædvanligt af lyst-gullig Mælkefarve; af den Form med trinde Papiller saaes et Par store Individer med mørkt grønliggraa Farve. Hovedet var temmelig stort, lidt udtrukket til Siderne. Tentakler og Rhinophorer vare trinde, langstrakte (paa et middelstort Individ afc. 6" Længde), med tætstaaende Kredsfolder; Tentaklerne vare kortere, men af større Tykkelse end Rhinophorerne, ofte (som ogsaa hos den grønlandske C. salmonacea) noget oppustede; af Øine saaet intet Spor udvendiglfra gjennem Huden. Kroppens Sider vare temmelig haie; Genitalaabningen laa paa den bageste Deel af Kroppens forreste Trediedeel eller omtrent under 7—Ilte Papilrekke?), Anus omtrent ved Bezyndelsen af den bageste Trediedeel, nærmere ved Rygranden. Foden var jævnt tilspidset bagad, Fodørerne meget korte, Fodsaalen af Middelbrede; Halen, d. e. den bag Ryggen frit fremstaaende Deel af Foden, var meget kort. — Papillerne (Fig. 12—16) hang temmelig fast, vare temmelig store (paa det største (22™™ lange) Individ af indtil 5™™ Længde), talrige, tætstaaende, stillede i sædvanligen temmelig utydeligt adskilte, tætte Skraarækker, af hvilke der paa hver Side, som det syntes, taltes henimod 30, med (4—)6 Papiller i hver. Papillerne af den næstyderste Række ere næsten dobbelt saa store som de i den yderste; derefter tiltager Størrelsen indefter, dog saaledes at den inderste og næstinderste i hver Række er noget mindre end den nærmest udenfor staaende. Paa en Deel Individer vare alle Papiller eensartede, kegledannede, ofle med stærke Kredstolder, og hos de omtalte mørke Individer havde de i de 2 inderste Rækker undertiden en ophøjet Kjol (Fig. 14), sædvanligt langs Indsiden (muligviis dog kun frembragt ved tilfældige Contractionsforhold). Paa en Deel andre Individer vare de inderste Papiller af Lancetform (Fig. 13), noget fladtrykte, næ- sten opalfarvede, gjennemskinnende, og forraadte saaledes den indesluttede, tynde, ved sin gullige Farve afstikkende Leverlap, som neppe optog Ya af Papillens Brede. De mere udad liggende Papiller vare mindre flade og dannede saaledes en jævn Overgang til de yderste, der vare kegledannede. Denne Aeolidieform er ifølge Philippi funden ved Neapel af Scacchi; iøvrigt er Intet bekjendt om dens Udbredning?). 1) Paa de mørke Individer syntes den at ligge lidt længere tilbage. 7) I Veranys ovf. citerede Catalog over Mollusker fra Nizza- og Gennabugten findes Arten ikke opført. 239 Ganglierne i Centralnervesystemet vare temmelig store. De større Nerve- knuder viste meget tydeligt en areolær Tegning paa Overfladen; den skyldtes, som sædvanligt, en Sammensætning af Ganglierne af en Masse smaa Cellehobe. Som hos flere andre Aeolidieformer saaes Commissuren mellem Pedalganglierne sammensat af to, ved en Spalte paa en Strækning adskilte Strange. Nervecellerne vare, især i Fodganglierne, af betydelig Størrelse og maalte der indtil 0,122mm 1), Øret var lidt større end Oiet og indeholdt en Masse smaa (0,00127—0,002357m), meest amorphe, fleersidige, farveløse Otokonier, der med concentreret Salpetersyre bleve aldeles klare. De Svælghovedet fremskydende og tilbagetrækkende Muskter vare stærkt ud- viklede. Svælghovedet selv (Fig. I, 2) saaes temmelig stort, af indtil 3%4™™ Længde hos et 15mm langt Individ, eller udgjorde i det Hele 15—14 af hele Legemslengden. Kjæberne (Fig. 3, 4) vare af tresidigt Omrids med afrundet øvre Hjørne og Forranden kortest; Til- væxtstriberne vare stærke; Tyggeranden grovt knudret”). Raspen indeholdt 15—18 Tandplader, af hvilke de 6—7 paa Tungens Underside; paa 3 undersøgte Individer taltes i Alt 27—29 udviklede og 2 uudviklede Tænder. Mellemtæn- derne (Fig. 5, 6) lignede dem af Ae. salmonacea, men vare lidt højere, mere sammentrykte og plumpere; Antallet af Dentiklerne var noget ubestandigt; sædvanligt taltes paa hver Side 12—13 (paa de mørke Individer kun 8-—10), der ofte vare noget krummede i Spidsen, un- dertiden saaes ogsaa to sammensmeltede; Breden var 0,15, Hoiden 0,185™™ (Længden 0,287™™), Ogsaa Sidetænderne (Fig. 7—9) lignede dem hos Ae. salmonacea; de bare 14—17 (hos de mørke Individer 10—12) Dentikler; Længden udgjorde 0,19™™. De unge Tandplader vare yderst fiintstribede efter Hoiden. Bagest i den pulpose Masse saaes store Geller af 0,1016™" Diam. Maveindholdet bestod af Campanulaceer, Naviculaceer og Former som de, der ere afbildede t. IV. f. 43. Spyttekjertlerne (Fig. I, 2, 11) laae mere udåd end sædvanligt hos Aeolidierne, dækkede den bageste Deel af Kjæbens Udside og naaede nedentil næsten sammen; Kjertlen var af sædvanlig folliculos Bygning. — Leverlapperne vare af meget mindre Omfang end Papillerne (Fig. 13) og ligesom fritliggende i disses Længdeaxe; de laae lige udstrakte og fandtes kun noget slangebugtede i mere stærkt contraherede Papiller; ved dybe Tvær- furer, der ofte gaae over i hverandre, er Lappen deelt i Smaalapper, der ere ligesom stablede oven paa hverandre og sees indtage en større eller mindre Deel af hele Lappens Omfang; 1) I de mørke Individer vare Ganglierne ogsaa af graa Farve. 2) Hos de mørke Individer vare Kjæberne lidt længere, ligesom Tænderne, især Mellemtænderne, bare færre Dentikler. 240 den centrale Levergang er temmelig vid, og beklædes endnu under Huden (Fig. 16) paa en kort Strækning af et tykt Lag Leverceller. Forbindelsesstrengen mellem Leverlappen og Neldesækken var meget tydelig. Neldefimene (Fig. 17) vare af meget vexlende Form og Størrelse (— 0,0145™™ Længde), dog sædvanligt enten langstrakte og da undertiden stærkt tilspidsede i den ene Ende, eller kort-ovale, saaledes at begge Hovedformer våre repræsen- terede; kun sjeldent vare de tomme, sædvanligviis indeholdt de en Traad, hvis Ende under- tiden ogsaa var skudt frem. Nyren laa paa sædvanligt Sted, var temmelig stor (af mere end 0,5"" Længde), gullig, oval, tydeligt stribet paalangs. Kjønskjertlen dannedes sædvanligen af 5 større Lapper; Lapperne vare glatte paa Overfladen, men dog tydeligt deelte i Smaalapper. Folliklerne paa Skiverne indeholdt unge Æg, Skiverne selv udviklede Sædfiim; mellem de sidste saaes lignende tvehalede Celler (Fig. 18) som de ovenfor (p. 226) omtalte. 3. C. bostoniensis (Couthouy)!). = Eolis bostoniensis, Couth. l. c. II. (1839). p. 67. pl. 1. f. 1%). Aeolis bostoniensis, ©. — Mørch. L. c. p. 6. Man. VA Denne i Massachusettsbugten fundne Form er kun bekjendt af Couthouy's meget ufuldstændige Diagnose og Beskrivelse; ifølge samme skulde hvert af de 5 »Gjællecknipper indeholde 12—15 Papiller; de øvre Tentakler skulde være »serrate« nedad Siderne, og anus ligge mellem 3die og åde Papil-Knippe, altsaa meget langt tilbage. Naar Couthouy’s Opfattelse af »Gjælle«forholdet reduceres derhen, at hvert »Knippe« opløses i 4—5 sammenrykkede Papilrækker, da stemme Forholdene nogenlunde med dem hos vore undersøgte Individer, de samme, som forelaae Mørch; væsenligst støttes Identificeringen dog kun af den tilsyne- ladende Farveovereensstemmelse (og fornemmelig da af Tilstedeværelsen af de hvide Papil- spidser), hvortil endnu maa foies den Sandsynlighed, der — efter vor rigtignok mangelfulde Kjendskab til de almindelige zoogeographiske Forhold i den nordlige Deel af Atlanterhavet — er tilstede for den nordamericanske Arts Forekomst ogsaa ved den grønlandske Kyst. Adskillige Exemplarer af denne Form, som i det Hele synes sjeldnere ved de grøn- landske Kyster end Ae. salmonacea, ere af Holbøll nedsendte fra »Syd-Grønland«, af Moberg ', »Branchiis utrinque fasciculis quinis purpureis, apicibus albis«. C. Meget nærmere ved denne Art end ved Ae. salmonacea synes Ae. mananensis, Stimpson Il. c. p. 26) at staae. 7) Gray (guide. p. 223) henfører denne Art til Flabellinerne. — Det vil i de allerfleste Tilfælde overhovedet vise sig umuligt at henføre Aeolidieformerne til deres rette generiske Plads, naar ikke Svælghovedet er undersøgt. 241 fra Godhavn og af Olrik fra Umanak'). Til auatomisk Undersøgelse har jeg havt 5 Individer, der deels tilhørte min Privatsamling og hidrørte fra Holbøll, deels ved Prof. Steenstrup vare mig velvilligt overladte fra Universitetets zoologiske Museum. De undersøgte Individer vare tildeels meget godt conserverede; Længden varierede mellem 9—18mm, Af Farve vare de temmelig lyst graaligt chocoladebrune (ligesom med Spor af tidligere stærk, rød Farve), sjeldnere af mere leverguul Colorit; lysere paa Siderne og Bugen; paa Siderne, sjeldnere bagest paa Ryggen saaes ofte store Strækninger bedæk- kede med fine, hvide, tætstaaende Prikker; paa Papillerne var Farven altid meest mørkladen, kun Spidsen af samme var af afstikkende hvid Farve eller, ved Afstødning af Bedækningen yderst paa Spidsen, lige nedenfor denne omgiven med en hvid Ring. Bedækningerne vare sædvanligt mere gjennemskinnende end hos Ae. salmonacea. Rhinophorerne og Tentaklerne saaes sædvanligt sammentrukne. Tentaklerne stode paa eller ved Læberanden; de vare noget sammentrykte, med en skarp, ofle næsten vingeformet Forrand og ofte med en tydeligere afsnøret, kredsfoldet Ende (som dog ogsaa netop paa samme Maade var tilstede hos et slapt Individ med slappe Tentakler). Rhino- phorerne dannede korte Køller med tætte, overfladiske Kredsfolder; bag samme opdagedes (i mærkelig Modsætning til Couthouy's udtrykkelige Angivelse) intet Spor til Øine. Ryggen var jævnt hvælvet, den nøgne Deel bredere end de papilbesatte Sidedele. Siderne vare høie, hoiere end hos Ae. salmonacea; Genitalaabningen laa omtrent un- der 4de—6te Papilrekke, høit oppe ved Rygranden; Gatboret saaes som en lille Aabning eller som en gjennemboret Papil ikke lidt foran Legemets Midte, omtrent under 9de—12te Papilrekke og ligeledes tæt oppe ved Randen af Ryggen. Foden var smallere end Ryg- gen, jævnt tilspidset bagad, Fodørerne korte eller af middelmaadig Længde. Papillerne (Fig. 1) vare slanke, langstrakt-kegledannede (paa et 15" langt Individ af 342™ Længde), lidt eller aldeles ikke indsnorede ved Grunden, neppe saa let affaldende som hos Ae. salmonacea. Yderst saaes de samme unge Papilskud som hos de foregaaende Arter; derfra indad mod Midtlinien voxede Papillerne i Størrelse, men ikke saa regelmæssigt som hos hine; imod Legemets Bagende bleve de mindre. De vare ikke saa talrige som hos de to foregaaende Arter (i Alt taltes paa hver Side kun 50—70 udviklede Papiller) og mindre tydeligt rækkestillede. Rækkernes Antal var ikke saa stort (i Alt kun 20—30), og hver indeholdt færre, sædvanligviis kun 2—3 Papiller; undertiden repræsenteredes en Række kun af en enkelt Papil; oftest vare flere Rækker rykkede tættere sammen og dannede en Hob, der ved et større Mellemrum var adskilt fra den nærmeste Gruppe; forrest saaes 1) En fra Hoffmann-Bang hidrørende, i Universitetets zoologiske Museum beroende Aeolidie, som er etiquetteret »Ae. papillosa. Throndhjemsfjord« maa jeg ansee for ogsaa hørende til denne eller en meget nærstaaende Art, der saaledes vilde forekomme paa begge Kyster af Nordhavet (sml. ovf. p. 202). Vidensk. Selsk, Skr., 5 Række, naturvidensk, og mathem, Afd , 7 Bd. 31 348 almindeligviis en saadan, dannet af 5—9 Rækker, og bagved samme vare 5—7 saadanne, men mindre Grupper meer eller mindre tydelige. Svælghovedet (Fig. 2, 3) var forholdsviis mindre end hos Ae. salmonacea, af 214mm Lengde paa nogle 14—18mm lange Individer, saaledes at det udgjorde 4/5 indtil henimod Vs af hele Legemslængden. Formen var noget afvigende fra den hos den anden grønlandske Coryphel, idet det var ligesom lidt sammenknebet fortil og lidt udhulet paa den forreste Deel af den øvre Flade (Fig. 3), medens den bageste Deel skraanede temmelig stærkt. — Kjæberne (Fig. 4, 5) vare af lys Hornfarve; i Navlepartiet mørkere, af lys Kastaniefarve; de maalte 1%4—2mm i Længde, vare skjævt tresidige, med Forranden kortest, og i det Hele lidt kortere end Kjæberne hos Ae. salmonacea, med hvilke de iøvrigt stemmede; Tyggefort- sættelsen (Fig. 6) bar grove Tappe paa Tyggeranden og den nærmest tilstødende Deel af Sidefladerne. — Cuticularbeklædningen paa den inderste Væg af den temmelig store Mund- bihule var mørkt bruunligguul, undertiden sortebruun, sammensat af mange Lag af c. 0,007 —0,0127mm "Tykkelse. — Bygningen af Svælghovedet i det Hele syntes i al væsenlig Detail at stemme med den hos Åe. salmonacea. Tungen var kort, afrundet for Enden. Raspen (Fig. 8, 9) viste kun 7—9 Tand- rækker; under og bag Raspedækket fandtes endnu 5—7 (sjeldent 10) udviklede og 3 uudviklede, saaledes at der i Alt fandtes 15—22 Rækker; (der saaes ingen løse Tænder under Tungen eller paa dens Underside Spor til tidligere Tilstedeværelse af saadanne). — Mellemtænderne!) (Fig. 8—11) skilte sig paafaldende fra dem hos de to forrige Corypheller ved ukloftede Been, der kun frembøde en ubetydelig Udsveifning som Spor til den hos de andre tilstedeværende Kløft. Antallet af Dentiklerne varierede meget baade paa det samme og paa forskjellige Individer; snart fandtes der kun 7—9 (sjeldnere 5—-6), snart 10—14; sædvanligviis vare Dentiklerne lange, lidt krummede i Spidsen (Fig. 12). Mellemtændernes Brede var 0,1™", deres Hoide naaede ligeledes op til 0,1, medens Længden udgjorde 0,2mm, — Sidetæn- derne (Fig. 8, 9, 13) saaes væsenligt af samme Form som hos den anden grønlandske Art, kun noget afvigende i Basalfladens Figur, sædvanligviis med 12, meest temmelig lange Den- tikler; Længden af Sidetænderne beløb sig til c. 0,122mm, — Paa et heldigt Tværsnit gjen- nem den bageste Deel af Pulpen (Fig. 16) saaes et Lag af Kredstraade, indenfor samme et Cylinderepithel, og selve den pulpøse Masse dannedes af tæl sammentrængte, uregel- mæssigt aflange eller ovale Celler med stor guullig Kjerne og ofte traadformigt udtrukne i begge Ender (Fig. 17). Den temmelig glatte, lobulerede Leverlap udfyldte næsten ganske Papilskeden. 1) Mellemtanderne lignede meget dem hos Ae. nana (H. & E. Ann. XV. pl. 2. f. 10, pl. 3. f. 3; Mon. part. VII. pl. 47 suppl. £ 17). 243 Neldesækken saaes pæreformet; Neldefimene (Fig. 19)') vare af meget vexlende Stor- relse, der naaede op til 0,02" Længde; de viste den sædvanlige Dobbelthed i Form, dog med meget hyppige Overgangsled mellem de to Hovedformer. Glaucus, Forster. = Scyllaea (sp.), Bosc, Roissy. Eucharis, Péron. Dadone, Gistel. Gistel, Naturg. des Thierreichs. 1848. p. 174°), 2 Laniogerus, Blainv., man. de malacologie. 1825. p. 485. Nausimacha, Gistel. 1. c. p. 174. Rhinophori et tentacula fere rudimentaria. Truncus lateribus tanquam brachiis duobus dilatatus, in quibus papillae linea curvata impositae; praeterea duae series papilla- rum magis ad posteriora versus in utroque latere sitae. Podarium postice caudatim produc- tum. — Mandibulae validae, convexitate duplici, supera altiore et breviore, inferiore longiore; mandibulae superne praeterea lamina horizontali praeditae; proc. masticatorius seriebus den- ticulorum irregularibus confertis armatus. Radula dentibus uniseriatis validis. De Dyr, der ligge til Grund for nærværende Slægt, synes første Gang videnskabe- ligt iagttagne af en af de dygtigste og fortrinligste Naturforskere i Begyndelsen af det 18de Aarhundrede, J. Ph. Breyn, der ved Yvica i Middelhavet tog flere saadanne Individer sam- men med Porpiter og gjorde Roy. Soc. (Sloane) en Meddelelse derom (de plantis et insectis quibusdam rarioribus. Ph. Tr. XXIV. (1705). p. 2054. tab. 2. f. 4)3). Et halvt Aarhundrede senere meddeelte den lerde A. P. du Pont det samme Selskab Efterretning om et meget lignende Dyr, som var ham tilsendt fra Antillerne af en Ven, Robert Lang, paa Jamaica (an account of a remarkable marine Insect. Ph. Tr. LIU. (1763). p. 57—58. t. 3). Uden at kjende Breyns lagttagelse opstillede Gmelin (S. N. VI. (1780). p. 3105) paa denne Dupont’s Form sin Doris radiata, som han korteligt characteriserede ved de fra Dupont laante Angivelser. Allerede tidligere var denne saa eiendommelige Dyreform imidlertid bleven opstillet som en egen Slægtstyp. Begge Forsterne (J. Reinh. og Georg), der ledsagede Cook paa 1) De lignede meget dem af Ae. coronata, F. (Ann. XV. pl 5. f. 5). 2) Denne Identificering ifølge Hermannsen, ind. gen. malac. Suppl. (1852). p. 44, 91. — Nausimacha er nærmest synonym med Laniogerus. 3) Ogsaa optaget i Ephemerides Ac. nat. curios. Cent. V & VI. (1717). Append. p. 104—105. (t. XIV f. 4). 31" 244 hans anden Jordomseiling, iagttoge Dyret paa Overreisen til Cap, og den ældre synes strax !) at have opfattet det som Typen for et nyt Genus, Glaucus, »nomen ex deo marino et co- lore animalis«. Ved umiddelbar Meddelelse fra Forster, der som Prof. i Halle stod i idelig Forbindelse med Göttingen, erholdt Blumenbach Underretning om den nye Slægtsform, som han ved sin overordenligt udbredte Haandbog gjorde almindeligt bekjendt imellem Natur- forskerne, for hvilke Slægten iøvrigt i visse Maader ikke skulde have været ubekjendt som allerede optaget i Gmelins »System«. Gmelin havde nemlig (sml. S. N. p. 3025. «Glau- cus? brachia Aramosas) fra Blumenbach eller maaskee umiddelbart fra Forster noget Kjendskab til en saadan ny, tvivlsom Slegtsform af »Mollusca«, til hvilken han dog ikke dristede sig til at henføre sin Doris radiata, som netop er den samme Form, som Forster (og efter ham Blumenbach) havde omtalt, og hvorpaa Slægten var opstillet”). Slægten har saaledes allerede gjennem Forster, Blumenbach og Gmelin al mulig Prioritet for den kort efter publicerede Poliske Glaucus (Glaucoderma. 1795)?). Den ældre Forster (J. R.) efterlod mellem sine Papirer en Afhandling om Slægten Glaucus, der med tilføjede Bemærkninger af Blumenbach blev publiceret i Voigts Magazin (V. 4. (April 1803) p. 336. t. VIIL.)®), og næsten samtidigt offenliggjordes en Afbildning af Dyret i Ste Hefte af Blumenbach’s »Abbil- dungen nat. Gegst.« (I—X. 1796—1810. — t. 48). Fra begge disse Publicationer datere sig dog væsenligst Kundskaben til denne Dyreform, der som Slægtsform ogsaa adopteredes af Cuvier (Ann. du Mus. VI. (1805). p. 426; R. anim. etc.) fornemmelig efter franske Naturforskeres (Péron's) Meddelelser. 5) 1) G. Forster, a voy. round the world in the resolution. I. 1777. p. 49: »Monday. 14 Sptbr. 1772. We had also at various intervals found the sea covered with animals belonging to the class of mollusea, one of which, of a blue colour, in shape like a snail, with four arms, divided into many branches, was named Glaucus atlanticus.« Med sædvanlig Uagtsomhed havde Gm. (cfr. I. €. p. 3149) ikke bemærket, at la Martiniére's »vermis marinus» var en med du Ponts Art næsten identisk Form, og derfor kunnet opstille den Formod- ning, at førstnævnte kunde være en »Clio». Klein's Glaucus-Slægt (hist. pisc. natur. missus “ W. (1749) p. 30) synes at være Rafinesque's Naucra- tes; denne sidste Slægt har imidlertid allerede vundet fuldstændig Borgerret, og da der tilmed ikke endnu er opnaaet nogen Enighed med Hensyn til Spørgsmaalet om Bevarelsen af de for-Linnéiske Slægtsnavne, turde det være reltest at bevare Glaucus-Navnet for den her omhandlede Mollusk. Dette «Mez. für den neuesten Zustand der Naturkunde« (I—XII. (1797—1806)) maa ikke forvexles med den ligeledes af Voigt redigerede Fortsættelse af (Lichtenberg's) »Mgz. für das Neueste aus der Physik u. Naturg.« (I—XH. (1781—1799)). Det er nødvendigt at gjøre opmærksom herpaa, da ingen af de Forfattere, der have citeret »Voigt's Mgz.«, have gjort sig den Uleilighed selv at eftersee Stedet s. nærmere ndf.). Magazinets Artikel findes iovrigt i det Væsenlige gjengivet i Lichtenstein’s »For- steri descriptiones animalium«. 1844. p. 10—12. Peron (Peron et Lesueur, hist. de la fam. des. moll. Pterop. p. 75, 80 pl. Il. f. 9. Gl. australis. (Ann. du Mus. XV. (1810)) henferte Glaukerne med andre oceaniske Former til Pteropoderne , uagtet Cuv. allerede dengang — iøvrigt uden at have seet andet af Dyret end Tegninger — havde (I. c.) antydet deres rette Plads («i Nærheden af Scyllaeerne og Tritonierne«). = 245 Senere end Forsterne havde nemlig ogsaa forskjellige franske Naturforskere, der ledsagede de da saa hyppige So-Expeditioner, iagttaget dette interessante og paa mange Steder i det aabne Hav saa almindelige Dyr. La Martiniére, der fulgte La Peyrouse og salte Livet til med sine Reisefæller, meddeelte under Begyndelsen af denne ulykkelige Reise nogle af disse Iagttagelser til Udgiverne af Journ. de phys.; et Udtog deraf er optaget i November- heftet for 1787 af denne Journal (t. XXX. part 2. p. 366. pl. 2. f. 15), og en Afbildning offentliggjordes senere i det store Reiseværk (Voy. de la Peyr. t.IV. p. 71. t. 20. f. 15, 16). En anden fransk Zoolog, Bosc, iagttog ligeledes en saadan Form i Atlanterhavet, men hen- førte den til Scyllaeerne (Sc. nacrée, Sc. margaritacea)"). Men yderligere og bedre Under- retning om dette i Udseende saa paafaldende Dyr meddeeltes først af de to Zoologer, der ledsagede Capt. Baudin’s (Sydhavs-)Expedition. Bory de St. Vincent, der allerede forlod Expeditionen 1802, udgav ved sin Hjemkomst» voy. aux quatre principales isles d’Afr. (1804) og afbildede der (pl. VI. f. I A, B.) en Glaucus (der syntes at afvige fra den Forsterske og af Lesson blev identificeret med Bosc's og opstillet som en ny Art, Gl. Boscii). Den anden af Capt. Baudin’s Ledsagere, Péron — maaskee den Naturforsker, der paa een Gang har bragt de største og meest omfattende Samlinger til noget Museum — iagttog ogsaa disse Dyr og lod dem afbilde af Lesueur; i det store Reiseværk (Voy. de découvertes aux terres australes (1807, 1810). t. XXIX. f. 2.) har han paa dem opstillet en ny Slægt, Eucharis; Navnet lod han dog senere (sml. Blv., Dict. sc. n. XIX. (1821) p. 37) atter falde og ombyt- tede det med det ældre Glaucus; Arten, som han betragtede som ny (Gl. eucharis, P.)*), er en Deel af Cuvier's collective Gl. hexapterygius. Senere Reisende som Eschscholtz, Rang, Lesson, d’Orbigny, Quoy og Gaimard saa- velsom Souleyet have ofte nok havt Leilighed til at undersøge Dyr af denne Gruppe, men have i Reglen benyttet den såa maadeligt, at deres Angivelser og Atbildninger næsten ere ubrugelige, og at det neppe engang af dem lader sig med nogenlunde Sikkerhed bestemme hvilken Art, de have havt for sig. Medens enkelte Malacologer (Lamarck, Blainville%, Quoy & Gaimard, Souleyet) have meent i de foreliggende Afbildninger kun at see een Art, have andre (Lesson, Gray) derimod kunnet antage ikke færre end 6°). Med Hensyn til de anatomiske Forhold hos denne Slægt var indtil den nyere Tid aldeles Intet bekjendt. Cuvier kan nemlig neppe virkeligen have undersøgt denne Dyreform, 2 1) Bose. hist. nat. des vers. I. (an X.) p. 87. t. 3. f. 3. 2) Muligviis er den identisk med samme Forfatters Gl. australis og saaledes med Lessons Gl. Peronii. 3) Meest efter Meddelelser fra Lesueur (Dict. I. c. p. 37). 4) De af Gray (Guide I. (1857) p. 222) opførte 6 Arter ere: »Gl. radiatus, atlanticus, draco, Forsteri, eucharis, pacificus«. De to første ere identiske og danne med Gl. Forsteri kun een, den typiske Art, Gl. atlantieus, Forster; Lesson's Gl. eucharis fra Mozambique-Havet er maaskee en egen Art, ligeledes Eschscholtz’s 2 Arter fra det stille Hav, Gl. draco og Gl. pacilicus. 246 naar han (R. an. ed. 2. III. (1830) p. 54) angiver den i disse Henseender stemmende med Tritonierne, og Blainville's Angivelser (Dict. sc. n. XIX. (1821) p 35—37) cre ikke af større Værdi. Først hos Quoy og Gaimard (voy. de l’Astrol. Zool. Moll. (1833) pl. 21. f. 6—14) findes enkelte virkelige Oplysninger, saaledes Beskrivelse og Afbildning af Kjæber, saavelsom af Penis og Ægmassen. Loven forøgede ikke uvæsenligt den tarvelige Kundskab, idet han i sin bekjendte Undersøgelse om Gastraeopodernes Tungebevæbning (Ofvers. Vet. Ac. H. 1847. p. 175 (1891). t. 3. Gl. hexapterygius) efterviste en »Tand«-Dannelse, der var saare afvigende fra den i de faa Raspeformer, som dengang vare bekjendte indenfor Aeolidiernes Gruppe. Ulige vigtigere og mere omfattende er den anatomiske Undersøgelse af Glaucus (Forsteri), som Souleyet har leveret i Voy. de la Bonite (Zool. II. (1852) p. 440—442. t. 24); hans Angivelser ere rigtige i de fleste Hovedtræk, og først han har paaviist den væsenlige Overeensstemmelse med Aeolidierne i de almindelige og større Træk af de indre Bygnings- forhold. Slægten Glaucus er væsenligst characteriseret ved sin eiendommelige Legems- form med armdannede Sideforlængelser af Kroppen, hvilke fornemmelig ere ud- prægede hos de mindre Arter (Glaucillerne). Af saadanne Arme sees altid to Par, af hvilke det forreste er størst; men ofte findes desuden en Antydning til et tredie Par som en pude- formet Fremragning. Paa disse Forlængelser ere Papillerne nu anbragte i en enkelt (Glaucus) eller i flere buede Rader indenfor hverandre (Glaucilla). Men foruden disse 3 Par Papil- grupper har jeg endnu hos de voxne Individer af alle de undersøgte Arter fundet en fjerde Pa- pilrad siddende umiddelbart bag den tredie Papilbue; Tilstedeværelsen af en saadan fjerde Pa- pilgruppe maa jeg derfor indtil Videre betragte som characteristisk for alle fuldt ud- viklede Glauker, og maa ansee alle ældre og nyere Angivelser om Glauker med kun 3 eller endnu færre saadanne Buepar for fremgaaede af ufuldstændig Undersøgelse, idetmindste for- saavidt de maatte angaae fuldt udviklede Dyr. Det maa fremdeles erindres som gjeldende for alle Dyr af denne Gruppe, at Antal og Størrelsesforhold af Papillerne i hver Bue her, som hos Aeolidierne i det Hele, er meget vexlende og, som sædvanligt, ikke alene efter Individualitet og Alder, men ogsaa derved, at disse Organer saa let stødes af og synes at bruge en Deel Tid til Gjendannelse uden derefter dog altid at naae deres oprindelige Størrelse. — Andre for Glaukerne eiendommelige Slægtscharacterer vise sig i den haleagtige Forlængelse af Foden og i den usædvanligt ringe Udvikling af Rhinophorer og Tentakler. I Form stemmer Foden iøvrigt i-det Hele med den hos andre Aeolidier; den er langstrakt, temmelig smal og staaer kun med en lille Rand ud fra Siderne af Kroppen; i Forenden er den lige afskaaret eller undertiden endog lidt udhulet, kun med Antydning til Rand- fure og saaledes uden egenlige Fodører, dog med de afrundede Fodhjørner fremsprin- gende"). Ifølge Prof. Reinhardt's MS. (s. ndf.) ere Rhinophorer og Tentakler ogsaa påa det levende Dyr kegledannede og kun lidet følsomme for Berøring; de sidste staae lige ovenfor Læben, de første lidt længere tilbage og mere rygstillede. Reinhardt saa som andre Undersøgere intet udvendigt Spor til Øie. — Penis er meget stærkt udviklet ; hos alle Arter fandtes den spiralrullet (som ogsaa hos flere andre Aeolidier) påa Grund af en strammende Bræmme langs den ene Rand; i Spidsen er den hos alle ægte Glauker, ikke derimod hos Glaucillerne, forsynet med en hornagtig krog (omtrent som hos Alderia). Kjønsaabningen ligger constant bag første Arm; lidt længere tilbage har Nyreaabnin- gen sin Plads; Anus ligger endnu noget længere tilbage, bag anden Arm; Kjøns- og Analaab- ningen staae ifølge Keinhardt’s MS. undertiden tubuløst frem. — Ogsaa i Farve frembyder denne mærkelige Slægtsform Characterer, som ikke saaledes gjenfindes hos nogen hidtil bekjendt Form af gastraeopode Mollusker. Legemets Underside samt Undersiden af Papil- lerne viser sig nemlig af en i forskjellig Grad og med forskjellige Nuanceringer udviklet blaa og sædvanligviis ultramarinblaa Farve, som om paa (den fra Lyset vendende) Rygside bliver mere graa; denne sidste, Ryggen, samt Rygsiden og Enderne af Papillerne vise sig imidlertid paa de friske (og ofte ogsaa paa i Spiritus bevarede) Dyr af mere eller mindre udtalt Solvglands, hvilken Farve hos mange Individer ogsaa optræder paa Bugsiden, hvor den dog er ulige svagere paa Grund af den mindre Tykkelse af det Sølvglandsen frem- bringende Lag, som her lader Bundfarven skinne igjennem. Prof. Reinhardts MS. inde- holder med Hensyn til denne Sølvglands (hos Gl. lineatus, R.) nedenstaaende interessante Iagttagelse: Han havde, forat der ikke skulde falde Støv og Smuds i den Vandskaal, hvori de indfangede Dyr befandt sig, tildækket den med et Klæde; en halv Timestid derefter be- mærkede han, at Klædet var sunket ned i Vandet; af Erfaring vidste han, hvor zart Hud- beklædningen er hos disse Dyr og befrygtede derfor, at de skulde være blevne beskadigede, og ganske rigtigt fandtes den smukke Sølvglands ved Borttagelsen af Klædet forvandlet til et mat Blygraat. Lidt ærgerlig derover satte R. Skaalen hen i Vinduet, og, da han efter »nogen Tids« Forløb paany saa til Dyrene, var Sølvglandsen atter kommen tilstede. Forat komme mere paa det Rene med dette Forhold gjorde R. Forsøget om; han tildækkede atter Skaalen, men med en anden Skaal for at være vis paa, at Dyrene unddroges Lysets Paa- virkning uden at udsættes for at gnides eller skrabes; Morgenen efter havde den blygraa Farve paany indfundet sig, men forsvandt atter ved ny Udsættelse for Lyset, denne Gang 1) Foden er saaledes i det Hele nogenlunde udviklet, og det er ikke let forklarligt, hvorledes Lesson (voy. de la Coq. Zool. Il. p. 286) har kunnet skrive »le pied est nul, à moins qu'on ne prenne pour rudiment de pied la ligne moyenne argentee, qui suit toute la longueur du ventre». 248 dog mindre fuldstændigt?) end forrige, hvorved MS. dog tillige bemærker, at Dyrene da havde været indfangede en heel Dag og vare mindre livsfriske end Dagen forud?). Med Hensyn til Kjæbeform adskille Glaukerne sig fra alle bekjendte Aeolidiefor- mer, skjøndt disse Organer iøvrigt fuldstændigt have den indenfor denne Gruppe almindelige Grundform. Kjæben har altid oventil en horizontaltliggende Plade (Tab. VI. f. 9, 10) (s. nærmere ndf.) og viser en meget eiendommelig dobbelt Convexitet af Udsiden. — I Raspebygning (Tab. VI. f. 13, 14) slutte de sig nærmest til saadanne Former af »Cavoliner« (Cuthona, A. & H.), hvis Tandplader løbe ud i en stærk Spids og paa Siderne bære flere mindre (sml. Ae. Peachii, A. € H.; Ae. nana, A. & H. |. c. part VII. pl. 47 supplem. f. 16). — Med Hensyn til anatomiske Forhold skiller denne Gruppe sig iøvrigt fremdeles væsenligst fra alle pleuroprocte Aeolidiader derved, atMaveblindsækken ligger ikke over, men under Kjonskjertlen, i hvilken Henseende den ogsaa ganske stemmer med Forholdene hos Dendronotiderne, Tethyderne, Melibaeinerne og Proctonotiderne?). Sidefortsættelserne paaMavenog dens Blindsæk ere hos denne Form (ligesom en Slags udvidede Galdegange) meget videre end hos nogen af de andre Aeolidier og Galdegangenes Fordelingsmaadei Overeensstemmelse med den særegne Fordeling af Papillerne noget eiendommelig (s. ndf.). I Neldesækken af alle de undersøgte Arter af ægte Glauker har jeg foruden de sædvanlige Nelde- flim efterviist en ganske særegen Art temmelig colossale Neldeelementer, som der- imod syntes at mangle hos Glaucillerne. I Kjonsapparatet udmærker Penis og Sliim- kjertlen sig ved en ganske betydelig og særegen Udvikling (s. ndf.). 1) Bennett (Proc. zool. soc. IV. (1836) p. 117) har forlængst gjort opmærksom paa den Hurtighed, hvor- med Farveforandringen indtræder ved disse Dyrs Død. 2, Reinhardt gjorde flere Forsøg paa at undgaae den Afstødning af Papillerne, som saa let fulgte med deres Nedlægning i Spiritus (Arrak). Han forsøgte saaledes at lægge dem i ferskt Vand; men det viste sig, at næsten enhver Pupil derved faldt af, og desuden løsnede det sølvhvide Overtræk sig som en tyk Sliim. — Ogsaa ved Nedlægning af Spiritusexemplarer i ferskt Vand, har jeg næsten altid seet den hvide Belægning gaae af. 3) Alder & Hancock (l. c. part VII p. XX) have paa denne Characteer villet forene Glaucus- Slægten med de anførte Grupper Den fuldstændige Overeensstemmelse med Aeolidiaderne, der viser sig i Papilbygning, i Raspebevæbningen, Mangel af Skede ved Rhinophorernes Grund samt i Tilstede- værelsen af Neldeflim, turde imidlertid tale mod en saadan Forening. Jeg antager, at de mere ty- piske pleuroprocte Acolidier med Glaukerne danne en større Gruppe, der med de notoprocte Aeoli- dier (Proctonotider, Hermaeider) alter forenes til en større zoologisk Eenhed, Aeolidiaderne (Phyllobran- chia, Latr.) (sml. ovf. p. 197). De notoprocte Aeolidier slutte sig iøvrigt ved deres ejendommeligt grenede Leversystem meget ner til den store Gruppe, der dannes af Dendronotider, Tethyder og Melibaeiner, og som udmærker sig, foruden ved en med talrige Tandrækker bevæbnet Raspe, ved mere eller mindre knudrede eller grenede Papiller. Bindeleddet mellem begge Grupper danne Proctonotiderne (Proctonotus, A. & H.; Janus, Ver.), som stemme med Aeolidierne især ved Mangel af Skede om Rhinophorernes Grund- deel. 249 Som forskjellige tidligere Undersogere antager Souleyet (I. c. p. 442) kun een Art af Glaucus (»Gl. Forsteri«), som skulde variere meget betydeligt; disse tilfældige Variationer skulde desuden af Forfatterne være overdrevne i Afbildningerne, og kun derpaa skulde den ellers stedfundne Opstilling af saa mange Arter (s. ovf.) beroe. Ligesom det overhovedet neppe kunde antages, at saa store Forskjelligheder i Formforhold, som de, der vise sig i de foreliggende Figurer af Glauker, ikke skulde antyde Tilstedeværelsen af forskjellige Arter, saaledes har den directe Undersøgelse af en stor Deel Individer fra de Kjøbenhavnske Museer saavelsom allerede Prof. Reinhardts Reiseoptegnelser under Galathea-Expeditionen efterviist ikke alene flere meget forskjellige Arter, men paaviist, at disse naturligt gruppere sig i 2 Afdelinger, hovedsageligt eftersom Papillerne ere stillede i en enkelt Række eller i flere. Glaukerne leve alle i de aabne Verdens-Have og da fornemmelig i sammes Iropiske Bælte; de synes neppe at have deres Hjem udover 35—36° paa begge Sider af Æqvator !}, skjondt de med de store Overflade-Stromninger sandsynligviis føres langt højere mod Nord, hvorom der imidlertid hidtil mangler Iagttagelser”). Ifølge ældre og de nedenfor følgende (Reinhardts) Meddelelser synes Slægten i det stille Hav at være repræsenteret ved flere Arter end i det atlantiske. De synes, efter de tarvelige foreliggende Documenter at dømme, at være iagttagne omtrent ligeligt til alle Aarstider. Medens enkelte Forfattere, som især Quoy & Gaimard, angive disse Dyr som meget livlige og derfor ansee det ældre Epitheton »lacertae marinae« for passende, ere de fleste dog enige i at betragte dem som meget apathiske og yderst langsomme Dyr; d'Orbigny (voy. aux isles Canar. p. 42) såa dem kun tilbagelægge 1 dm. i 5 Minuter. Prof. Reinhardt — hvem jeg skylder Benyttelsen af hans omhyggeligt førte Dagbog saavelsom af Tegninger og Leiligheden til at undersøge de hjembragte Dyr — bemærker flere Steder i sit MS. og om flere forskjellige Arter, og ganske i Overeensstemmelse med Chamisso og Eisenhardt, at de vare umaadeligt dorske og træge Dyr, der næsten syntes at mangle Locomotionsevne; han saa dem aldrig gjøre noget Forsøg paa at svømme; derimod holdt de sig næsten ubevæge- lige med.Fodsaalen heftede til Vandskorpen, saaledes med Ryggen nedad, med horizontalt udstrakte eller lidt mod Bugsiden rettede Papiller, i hvilken Stilling de syntes at be- nytte Papilhobene som Balanceerstænger?), medens de lode sig drive med Strømmen. 1) S. nærmere ndf. p. 254. 2) I Middelhavet synes de neppe iagttagne siden Breyn's Tid (sml. ovf. p. 243), med mindre Rang's An- givelse (man. p. 126) om, at de der forekomme i store Sværme skulde beroe paa egen lagttagelse, 3) Ældre Angivelser om disse Dyrs Svømmen med »Gjællernes modsagdes allerede af Chamisso og Eisenhardt (A. A. N. Cur. X. (1821) p. 347) saavelsom af Eschseholtz (zool. Atlas. 4. Heft. (1531) p. 16); denne sidste Undersogers Angivelse (Il. c. & Isis. 1825. I. p 737) om, at Glaukerne skulde svømme ved de under »Bugpladen« liggende Luftblærer, maa forstaaes saaledes, at de ved den i Maven optagne Luft holdes flydende i Vandskorpen; det skulde synes, som om A. Adams havde lagt- Vidensk Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd., 7 Bd. 32 250 Ligesaalidt lykkedes det nogensinde Reinhardt at faae disse Dyr til at vende sig om, naar de vare lagte med Ryg- eller Bugfladen paa en tør Tallerken, hvilket Bory de St. Vincent vil have seet dem gjøre"). Reinhardt bemærkede uafladelige bølgetormige Bevægelser i Fod- saalen samt svage Krumninger og Boininger af Kroppen saavelsom af enkelte Papiller; dog vare ogsaa disse Bevægelser langsomme og dorske; kun naar forskjellige Individer kom til at støde sammen, eller man forsætligt foruroligede dem, bleve Bevægelserne lidt raskere. Undertiden saa R. dem ved Berøring dreie sig paa saadan Maade, at Rygsiden vendte opad; de boiede sig da saaledes sammen, at Rygsiden var stærkt hvælvet, og den mellem det for- reste Papilpar liggende Deel hvilede i Vandskorpen, medens Papilhobene vare boiede nedad og indad; dog iagttog R. dem ogsaa dreie sig uden opdagelig Grund, men de holdt sig da i det Hele mere udstrakte. Undertiden kunde man pirre dem såa meget man vilde, uden at de vendte sig om paa Ryggen; de krummede eller rullede sig da kun stærkt sammen bagover. Reisende Naturforskere, som have havt Leilighed til noiere at iagttage disse Dyr, angive sædvanligviis, at de kun vise sig ved Vindstille og næsten speilglat Havflade; Rein- hardt fangede dem (Gl. marginatus, R.) dog ogsaa, selv om Skibet løb en 4 Miils Fart. Han betvivler, at de kunne sænke sig fra Vandskorpen, og bemærker, at de, efterat være stødte ned under Vandfladen, atter stige iveiret som en Prop; dog gjør Dagbogen tillige den Bemærkning, at hiint muligviis dog turde være Tilfældet og da vel vilde vise sig staaende i Forbindelse med den Uddrivning af Luft, som han og andre lagttagere (Forster, Bennet o. fl.) have bemærket gjennem Glaukernes Mund baade uden tilsyneladende Grund og især, naar de lagdes i Spiritus. Reinhardt bemærker desuden, at Individer af alle de Arter, han iagt- fog, til andre Tider, undertiden lige efter Udstødelsen af Luftblærerne, udspyede en blaalig Vædske, som nogen Tid holdt sig som smaa Striber og Skyer, der ikke blandede sig med Van- det; ogsaa denne Vædske udspyede de hyppigt, naar de lagdes i Spiritus”). — Disse Dyrs heie Legeme og de enkelte Dele af deres Krop ere (som hos Aeolidiaderne i det Hele) i Besiddelse af en høj Grad af Sammentrækningsevne, hvorved Papilhobenes indbyrdes Afstand og Stilling paa Legemet saavelsom Halens Længde kommer til at vise sig meget variabel. Ogsaa Pa- taget (Ann. mgz. n. h. 2 S. XIX. (1857) p. 462) Luft- Optagelsen, ligesom Forster allerede (Voigt, Mgz. |. c. p. 341) saa Udstodningen af Luftblærer (»per os spirant«). Bennett (Proc. z. soc. IV. (1836) p. 118) omtaler Halens store Bevægelighed, ved hvilke de min- dede ham om Fiirbeen; formodenligt er det det, der skaffede dem ovennævnte Betegnelse. ’) »se replier avec force et par un mouvement de contraction reprendre sa position naturelles. yoy. de la coq. Il. p. 284; voy. aux. quatre isles d’Afr. I. p. 136. pl VI f. 1A, B. — Ogsaa Forster (Voigt, Maz. |. c. p. 341) saa dem vende sig i Vandet. 7) Ogsaa Forster (Voigt, Mgz. V. (1803) p. 341) gjorde en lignende lagttagelse; ligeledes Bennett (I. c. p- 115), der omtaler Vedsken som bruunlig og anseer den (urigtigt) for faecal. — Næsten alle i Spi- ritus bevarede Individer af Glauker saaes ligeledes indeholde Luft i Mayen, og ved Tryk paa Ryggen uddrives ofte tillige en violetfarvet Strom. 251 pillerne ere meget contractile og kunne saaledes efter R.'s MS. forkortes til det Halve af deres største Udstrækningsgrad; denne Sammentrækning siges dog tillige sammesteds ikke at indtræde saa aldeles hurtigt ved Pirring paa Papillerne. De fleste Iagttagere have be- mærket den samme store Tilbøielighed til Aflalden af Papillerne!), som saa ofte er omtalt hos Aeolidierne. Det Antal, i hvilket Papillerne ere tilstede, viser sig derfor her ligesaa ustadigt som hos andre Aeolidier”); og de normale Forhold, ifølge hvilke Papillerne i de to første Papilbuer fra begge Buens Ender voxe mod Midten, i de to bageste derimod i det Hele indtil henimod Bagenden (s. nærmere ndf.), sees derfor ofte forstyrrede ved Affalden af Papillerne og Udfyldning af de tomme Pladser ved nydannede smaa Papiller. — Forskjellige Iagttagere (sml. Bennett, Proc. zool. soc. IV. (1836) p. 113—119) have seet Glaukerne æde Veleller og Porpiter. Det omtalte MS., der har staaet mig til Raadighed, bemærker (ved Gl. linea- tus, R.): At det engang hændte, at en lille Velel, der laa i en Skaal med flere Glauker, kom til at drive hen over Munden paa en af disse; denne greb oieblikkeligt fast i Velellen, idet den krummede Hovedet opad; den holdt nu fast paa den og vedblev at æde, men, ligesom om den ei havde godt nok fat paa sit Bytte, dreiede den sig om paa Bugen, saa at Ryggen vendte opad og krummede Legemet sammen som sædvanligt; kort efter dreiede den sig imidlertid tilbage i sin sædvanlige Stilling og fattede nu ved at krumme Legemet til en af Siderne saa at sige Velellen mellem det opad krummede Hoved og den forreste venstre Arm, idet den ligesom stemmede Dyret mod Papillerne for bedre at kunne bide fast i det*); saa- snart Papillerne kom i Beroring med Velellen, trak de sig sterkt sammen, men vedbleve at holde sig i en noget krummet Stilling, hvorved de hjalp til at fastholde Byttet. Ved Indvirkning af Spiritus forandre Glaukerne sig i den Grad, at de ofte neppe ere til at gjenkjende; derfra hidrører det, at Spørgsmaalet, om de danne een eller flere Arter, er blevet besvaret paa saa forunderligt forskjellig Maade. De fleste Iagttagere, der have seet dem levende, danne flere Arter af dem (Rang 2, Eschscholtz 4, Lesson 6); de, der kun have seet de i Samlingerne bevarede Individer, have derimod været tilboielige til kun at antage een eneste Art (Lamarck, Blainville). Det er imidlertid, som anført, ved noi- agtig Undersøgelse af de ydre Formforhold og tildeels den indre Bygning af de i Spiritus bevarede Individer fra forskjellige Verdenshave, klart, at de tilhøre flere forskjellige Arter, og dette bestyrkes end yderligere ved de af Prof. Reinhardt paa Galathea-Expeditionen gjorte Opteg- nelser og de under hans Ledelse af Expeditionens Tegner, Hr. Thornam, udfærdigede Tavler. 1) Forster (Voigt, Mgz. I. c. p. 341) angiver en lignende Tilboielighed for Halens Vedkommende. Mel- lem de mange Individer, jeg har undersøgt, fandtes dog intet uden Hale. 2) Naar Lesson (voy. de la coq. p. 288—289) i dette Punkt er af en ganske modsat Mening, da har han heri foruden allerede Sandsynligheden især andre Undersøgeres samstemmende Erfaringer imod sig. 3) Bennett (1. c. p. 116) derimod udhæver udtrykkeligt, at Papillerne ikke kunne anvendes til dette Brug. 99% ve 252 Jeg skylder Prof. Reinhardt den frie Benyttelse af hans MS., Undersøgelsen af Formforhol- dene hos de hjembragte Dyr og en Deel af det Materiale, der har staaet til Raadighed for mig til anatomisk Undersøgelse; for det øvrige er jeg Prof. Steenstrup forbunden, der har overladt mig en Deel af det i Universitetets zoologiske Samling bevarede rige Forraad af Glauker. Ifølge min Undersøgelse saavelsom efter Prof. Reinhardts Noter dele Glaukerne sig i to naturlige Grupper, Subgenera eller Genera. For den ene har jeg bevaret Glaucus- Navnet, den anden, som kun indbefatter smaa Former, har jeg allerede tidligere (s. ndf.) benævnet Glaucilla. Det er muligt, at flere af de af Reinhardt iagttagne Arter ere de samme, som have foreligget andre Undersøgere (Lesson, Eschscholtz); de hidtil foreliggende Diagnoser, Beskrivelser og Afbildninger af Glauker ere imidlertid af den Art, at de umulig- gjøre enhver sikker Henføring; jeg har derfor anseet det for rigtigt at benytte de af Rein- hardt brugte Benævnelser og opført de tidligere Undersøgeres Navne respective som (til- deels tvivlsomme) Synonymer"). Subg. 1. Glaucus (Forster), Bgh. Caput parvum. Corpus gracilius, longicaudatum; brachia breviora, papillis unise- riatis; penis ungviculatus. De til denne Gruppe hørende Glauker udmærke sig ved en betydeligere Størrelse og en mere slank Legemsform; Armene ere mindre stærkt udviklede end hos Glaucil- lerne, Halen derimod længere. Papillerne ere saavel i de forreste som bageste Grup- per ordnede i en enkelt Rad; deres Antal er ringere og deres Størrelse forholdsviis mindre end hos Glaucillerne. Til disse slutter sig endnu et Par meest fra den indre Bygning hentede Characterer, Længden af Penis saavelsom sammes Udstyrelse med en horn- ') Glaucus-Slægten (-Familien) synes saaledes at omfatte følgende Arter: 1. Subg. (Gen) Glaucus (Forst.), Bgh. 1. Gl. atlanticus, Forster. M atlanticum, mediterraneum ıBreyn, Rang). 2. Gl. gracilis, Beh. M. atlanticum. 3. Gl lineatus, Rhdt M. pacificom (australe). 4. GL longicirrus, Rhdt M. pacificum (boreale). 5. Gl. eucharis, Less. M. mozambicum. 2. Sube. ıGen.) Glaucilla, Beh. 6. Gl. marginata (Rhdt.). M. pacificum (boreale). 7. GL briareus (Rhdt.). M. pacificum (australe.). En usikker, ubestemmelig eller ved mangelfuld Undersøgelse eller Mistydning fremkommen Art er: GL. tetrapteryeius, Rang, (man. p. 126) «med 2 Par Gjæller«. Det er sandsynligviis ved lignende mangelfuld Undersøgelse, at den Form er fremkommen som findes beskrevet og afbildet i Mgz. of nat. hist. VI. (1841) p. 318. (Udtog af Mathews Reise til og i Brasilien). 2 agtig Krog ude i Spidsen samt en især i det forreste Armpar stærk udtalt Poseform af de forreste store Galdegange, og muligviis skjuler et generisk Mærke sig endnu i Tilstedeværelsen af en egen Art store Neldefiim. 1. Gl. atlanticus, Forster. Hirudo marina, Breyn. Philos. Transact. Nr. 301. XXIV. (J uly 1705). p. 2045. t. IT. f. 4. du Pont. — — LIMIT. (1763). p. 57.1) t. II. Gl. atlanticus, F. Voy. l. c. Voigt, Mgz. V. 4. (1803). p. 336. t. VIIT. Blumenbach, Abbild. naturh. Gegenst. t. 48. Lichtenstein, Forsteri descript. animal. 1844. p. 11. Doris radiata, Gm. 5. N. VI. (1790). p. 3105. Scyllaea margaritacea, Bosc. l. c. III. (1802). p. 101. t. 3. f. 8. Bory St. Vincent. l. c. pl. 6. f. 1 A, C. Glaucus hexapterygius, Cuv. p. p. octopterygius, Cuv. Boscü, Less. Voy. de Duperrey (Coq.). Zool. II. 1. (1826). p. 288. Forsteri, Lmk. p. p. Lamarck, h. n. des anim. s. v. VII. (1836). p. 448. Quoy & Gaim., voy. de l’Astrol. Moll. p. 279. pl. 21. f. 6—14. radiatus, d’Orb. voy. aux isles Canar. p. 42. ? Laniogerus Elfortü, Blainv. man. de malac. (1825). p. 485. pl. 46. f. 4. Blainvillit, Goldfuss. Handb. d. Zool. I. (1820). p. 655. Tab. VI & VII. Denne er den typiske Form, den, som Breyn havde iagttaget i Middelhavet, og den samme, som du Pont havde erholdt fra Havet ved Jamaica og paa hvilken Gmelin opstillede sin Doris radiata. Det er fremdeles den, som denne udmærkede Forster iagttog og under- søgte i Atlanterhavet, og det fortjener herved at erindres, at denne sande Naturforsker, hvis Fortjenester man først i nyere Tid har begyndt at vurdere retteligt, fra Først af havde under- søgt, iagttaget og beskrevet denne Form saa rigtigt og fuldstændigt, at Videnskaben vilde have været bedre faren, hvis den ikke var bleven belemret med de fleste af de senere Be- skrivelser af denne og andre Arter af Glauker*). Ogsaa det af Forster brugte Navn (Gl. 1) Den Danziger Professor Hanow har i Titius's »gemeinnützige Abhandlungen» (I. 1768. p. 271) ien me- get bred Afhandling meent at paavise, at det af Dupont omtalte Dyr var Ungen afHavenglen, Squa- lus squatina! 2) Det maa for Forstaaelsen af de tidligere Beskrivelser af Glauker (og saaledes endnu med Hensyn til den hos Bory St. Vine. og Eschsch.) erindres, at Rygsiden blev antaget for Bugside. 254 atlanticus) vil være at bevare fremfor det ogsaa langt yngre Gmelinske. Del var ogsaa denne Art (»Scyllée nacree), som Bosc iagttog i det aabne Atlanterhav mellem Frankrig og de forenede Stater, og Bory St. Vincent sydligere i samme Hav mellem Cap og Tristan d’Acunha. Cuviers Gl. octopterygius er Forsters Gl. atlanticus, men der foreligger, som anført, ikke nogen gyldig Grund til at forandre Forsters Benævnelse; den franske Forfatters Gl. hexap- terygius er opstillet paa saadanne Former, der ikke skulde have 4 Par Papilgrupper (hvilket, som anført, ikke er Tilfældet med nogen Art i fuldvoxen Tilstand), og er desuden en col- lectiv Art, der ifølge Cuvier omfatter Former fra Atlanterhavet, det philippinske og Mozam- bique-Havet. Lamarck’s Gl. Forsteri er ligeledes en collectiv Art, der omfatter Former fra salle Have«; Quoy og Gaimard's Art af samme Navn er (ifølge Localitet og andre Mærker) derimod alene den her omhandlede, som ogsaa er d’Orbigny’s Gl. radiatus'). Der foreligger hidtil ikke nogen god Figur af Gl. atlanticus; ifølge Lesson’s Vidnesbyrd (l. c. p. 288) skulde den hos Blainville (man. pl. XLVI. f. 3) være den bedste, men denne er neppe bedre end den gamle Afbildning hos Breyn. De senere Fremstillinger af Dyret i Voy. de l'Astrolabe (1. c. f. 6, 7, 8) synes meget lidt naturtroe. Figurer, som ere tagne efter døde Dyr, ere naturligviis ubrugelige. I Universitetets zool. Mus. findes et meget stort Forraad af Individer af denne Art. Det skyldes Indsamlinger af Skibscapitainerne Andrea og Strandgaard, men fremfor Alt "Capt. Hygom, fremdeles Lieutenanterne Koch og Bruun samt Lægerne Matthiesen, Prosch og Bircherod. Localiteterne, paa hvilke disse Dyr ere tagne, have været følgende: © N.B. 30° V. L. | 9° N.B. 22° V. L. NEC: ES | 19°. re | ee | iP pe ER CNE | 15922. eye) 2 Ber ig, 1, ef lege a 8938,— 94°58 — 19e re 1) Ligesom der i Zoolozien overhovedet er bleven tazet meget for stort Hensyn til slette og utydelige Beskrivelser af Dyreformer, der kun forelaae i enkelte, tilmed ofte slet bevarede Exemplarer, som derfor ikke engang have kunnet beskrives paa tilberlig Maade, saaledes gjælder dette ikke mindst om Malacolozien, oz Videnskaben vilde her som i det Hele have været bedre tjent med, at der intet Hensyn var blevet taget til saa overfladiske oz skjedeslose Behandlinger, som dem, der have affødt de mange usjenkjendelige og ubestemmelige Arter og Slægter, af hvilke denne som hver Green af Zoolozien har saa stor Overflod. Den af Blainville (1816) opstillede Laniogerus Slægt synes at høre til ovennævnte Kategori af Slægter; det er rimeligt, at den er opstillet paa en Aeolidie med sammenrykkede Papilrækker, og hvis Papiller ere faldne af; muligt skjendt neppe sandsynligt, ogsaa paa en Glaucus, men det vil vel bestandigt blive ubestemmelist, om (som angivet) paa nærværende Art. 20° N.B. 269 V. L. | 40° N. B. 24° V. L. OPERERE AN 20P EE D6) ee | POS AE CE 00 26% — 23? — I = 33° — CITE D re 29°44 — 199307 — 9890-4 9.962 == SOc 36° — Qe (4995002 DÅ Af forskjellige af ovennævnte Samlere ere de tagne paa 2° N. B. 21° V. L., paa 12° N. B. 22° V. L. og 9° N. B. 22° V. L. Lesson anfører at have taget dem i størst Mengde i et Bælte af 2—4° paa begge Sider af Æqvator, Quoy og Gaimard paa 7° N. B. og 30° S. B. Angivelser om Aarstiden, paa hvilken Dyrene ere tagne, mangle med Und- tagelse af for et Par af Hygoms Indsamlinger (paa 4° N. B. og 26° N. B.), der vare fore- tagne (5) Novbr. 1857 og (10) Octbr. 1858. Quoy og Gaimard indsamlede dem i Juli og August. De synes efter de foreliggende (især Lesson’s) Meddelelser kun at komme til Hay- fladen i næsten ganske roligt Veir, men baade ved Dag og Nat (sml. nærmere nogle Med- delelser ndf. fra Prof. Reinhardts MSS.). — Som ovenfor angivet, bevares i Museet et enkelt Individ af en Glaucus, der efter sit Ydre skulde synes at tilhore denne Art, uagtet denne Henforing maa blive noget tvivlsom, da Dyret (af Commis Hansen) er taget den 18de Nov. 1863 i den sydvestlige Deel af det indiske Hav, i Havet SV. for Mauritius. Muligviis kunde den være den Péronske Art (Gl. eucharis, Per.). Jeg har kunnet undersøge de ydre Formforhold hos et særdeles stort Antal Indi- vider, som Universitetsmuseet havde erholdt fra Atlanterhavet, og har paa den anatomiske Undersøgelse kunnet anvende 13 Individer, deels og for største Delen hidrorende fra Uni- versitetsmuseet, deels fra Secreter Friis’s Privatsamling. Disse Individer vare alle saare godt conserverede, enkelte noget sammentrukne. Længden varierede mellem 13—21mm, af hvilke de 5—6 kom paa den haleagtige Forlængelse af Foden; et Par enkelte vare kun 6—7"" lange. Det levende Dyr er betydeligt længere, efter d’Orbigny (Isl. Canar. p. 42) endog 5 langt. — Farven af det levende Dyr er efter forskjellige samstemmende Beretninger (Forster, Quoy & Gaimard, d'Orbigny o. fl.) morkeblaa paa den mod Lyset vendende Bugside; Fodsaalen er (som allerede berørt eller omtalt af Breyn og Dupont) paa hver Side kantet med et indigoblaat Baand, bagest smelte begge sammen paa Halen; hos en Var. af denne Art gaae efter Quoy og Gaimard (l. c. f. 6) Sidegrene af fra dette Baand og heelt ud paa alle tre Armpartier; hos en anden Var. skulle Papilspidserne være rundtom blaae. Farven er sølvskinnende perlegraa paa hele den nedad vendende Rygflade. De i Spiritus bevarede Dyr viste sig paa hele Undersiden, 256 saaledes paa Fodsaalen (som undertiden var kantet med et mørkere Baand), Legemets Sider, Sidedelene af Halsen og i en Halvring op om Hovedet af en mørkt staalblaa eller staalgraa, ofte næsten floielsagtigt-sorteblaa Farve, som fordetmeste dækkedes af ligesom en hvid Bestovning!). De mindste Papiller saavelsom hele Undersiden og — forsaavidt de ikke ligge i tet Berørelse med Nabo-Papiller — Sidefladerne samt hele den yderste ‘ eller 1/3 Deel af de større vare farvede som Bugfladen. Paa Rygsiden var Dyret lyst guulligtgraat, ud til Si- derne paa de armformede Fortsættelser saavelsom paa Ryg- og tildeels Sidefladerne af de større Papiller blev Grundfarven mere askegraa; paa vel conserverede Individer saaes hele denne Grundfarve dækket af en, den paa Bugsiden lignende, men i Farve meget stærkere og tykkere, hvid Belægning, som ogsaa fandtes ude paa Papillernes Rygside og Spidse. Hovedet var af guulligtgraa Farve; kun paa Læberanden og især alle Tentaklerne traadte den sørte Farve atter frem; Undersiden var paa Grund af de underliggende Kjæber mørkere; det tilbagekrængede Mundrør saaes guulligtgraat, sortprikket i Forranden (Læbeskiven). Gjennem Ryggen skinnede hos næsten alle Individer, men i samme Forhold tyde- ligere, som den hvide Belægning var mere fuldstændigt fjernet, ligesom runde Smaaskiver af et Gjennemsnit af indtil henimod 1re, De viste sig ved foretagen noiere Undersøgelse som egenligt tilhørende Maven (s. ndf.) og beroende paa en pletagtig, skarprandet Afstød- ning af dennes Sliimhinde; de forekom kun i den Udstrækning, i hvilken Maven var for- bunden med Rygbedækningerne. Hovedet) er kort, forholdsviis lille og gaaer bagtil, som sædvanligt hos Aeolidierne, uden bestemt Grændse over i Kroppen; omtrent paa Midlen af Siden af det, dog nærmere den øverste end den nederste Flade, sees de yderst korte og lidet ieinefaldende, kegle- dannede Tentakler og Rhinophorer, af hvilke.de første synes at være lidt længere, medens de sidste vare ubetydeligt mere rygstillede. Undertiden vare Rhinophorerne aldeles tilbagetrukne og ikke til at opdage udvendigt. Den korte Snude var paa alle de undersøgte Individer fremstrakt og sædvanligviis forsynet med et Par Kredsfolder; Forenden faldt skraat af nedad og bagad og viste indenfor en tyk, mod Midten skraanende, kredsformet Læbeskive de guullige Kjæberande og mellem dem den elliptiske Mundspalte. Kroppen) var noget nedtrykt, noget mere lang end bred og synes, naar Dyret er heelt udstrakt (sml. Pigg. hos Quoy & Gaimard, Lesueur o. fl. a. Forff.), endog temmelig ') Denne sidste snavelsom den underliggende Grundfarve sees saare almindeligt afstodt paa den af Ind- voldene meget ofte noget fremdrevne forreste Decl af Fodsaalen, og det Samme var i det Hele Til- fældet med Fodranden, som derved ofte saaes af granlig Farve, hvilket endnu hyppigere hændes ved Midtpartiet af Undersiden af Armene. Ved Afstedning af den hvide Farve om Spidsen af Papillen fremkommer der meget almindeligt en sort Ring sammesteds. t) Tab. VI. f. 1-3; t VIL f. 17. langstrakt; den er bredest omtrent ved den forreste Trediedeel 9: over de forreste Arme, mellem sammes Papilhobe; fra denne Egn gaaer den fortil lige over i det meget smallere Hoved, medens den bagad løber spidsere til, kun svagt armformigt udviklet i Egnen af andet Papilknippe; bagest forlænger den sig i en langstrakt, ganske smal, nedtrykt Hale. — Ryg- gen er paa de i Spiritus bevarede, altid meget sammentrukne, Individer vaabenskjoldformet-+), bredest fortil paa anførte Sted, derfra jævnt smallere bagtil, kun lidt udvidet i Eg- nen af andet og tredie Papilknippe; den er jævnt hvælvet forfra bagtil, kun temmelig stærkt puklet mellem første og i mindre Grad mellem andet Armpar; bagest falder den stærkt skraanende af mod den efter Midtlinien kjolformigt fremstaaende Hale; fra Side til anden er Ryggen mindre hvælvet. Den er aldeles nøgen, kun bagest træde paa hver Side 1—2 Papiller af 4de Papilgruppe op paa Ryggen. — Siderne falde skraat af nedad og indad mod Foden, i Overeensstemmelse med Ryggens større Brede fortil ogsaa stærkest i Egnen af de forreste Arme; bagad bliver Siden lavere, men sees udvidet mod Egnen af anden og tredie Papilgruppe. Opadtil paa hver Side ere Papillerne anbragte paa den for Slægten aldeles ejendommelige Maade, idet de ved Rygranden af det forreste og det andet Armparti ere stillede, hist i en større, her i en mindre Bue, der vender Convexi- teten opefter; medens disse 2 Grupper ere fjernede fra hinanden ved et Mellemrum, der er større end Chorden af de omtalte Buer, findes der i kortere Afstand bag den anden en mindre tredie og tæt bag denne en fjerde mindste Gruppe, i hvilke Papillerne ere anbragte i en lidt krummet Linie. Paa hoire Side++) mellem første og anden Papilgruppe !) sees Genitalaabningen ofte staaende frem som en stor, i Midten fordybet Vorte; undertiden hænger den store, spiralformigt boiede Penis ud af den++-+), ikke sjeldent tillige eller alene en længere eller kortere meget fiin Æggesnor++++). Hoiere oppe, næsten i Hoide med det Øverste af Convexiteten af den anden Papilbue findes den meget fine Nyreaabning, som paa de fleste Individer dog ikke var til at opdage. Længere bagad paa samme Side, lige -» foran tredie Papilgruppe oppe ved Rygranden, laa endelig den temmelig utydelige, noget rynkede Analaabning. Naar Papillerne ere afplukkede--F), sees de at have været fæstede til skarpt be- grændsede, meer eller mindre buede Flader, beliggende ved Overgangen mellem Ryggen og Siderne. Den forreste af disse Tilheftningsflader er den største og den meest krummede; dens Krumningslinie udgjor næsten ‘4 af en Cirkel; den indeholder det største +) Tab. VI. f. 2; t. VII. f. 17. Th Tab. VIS. 3. 1) Paa slappe Individer sees Genitalaabningen altid nærmere ved første, paa sammentrukne nærmere den anden Papilgruppe. ttt) Tab, VIE f. 12. titH Sml. Tab. VII. f. 1. Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd , 7 Bd = es 258 Antal Papiller ((4—24), hvis Fordeling i to ved Midten sammenstodende Grupper sees tyde- ligt af den fra Buens Yderpunkter mod Midtpunktet voxende Størrelse af Tilheftningsstederne for Papillerne+). Den anden Papilflade, som staaer i nogen Afstand fra den første, er noget mindre, mindre krummet og indeholder færre Papiller (11—15, sædvanligt 12—14), der ere ordnede paa lignende Maade som i den forrige. Den tredie, som staaer meget nær- mere ved anden, end denne ved første, er meget mindre, kun svagt krummet, og inde- holder kun faa (3—5) Papiller, hvis bagad tiltagende Størrelse sees tydeligt udtrykt paa selve Tilheftningspladen. Umiddelbart bag denne og stødende saa tæt til den, at den sæd- vanligviis er antaget for Eet med den, findes nu den med den tredie paralleltløbende, korte, fjerde Papilplade med sine ogsaa ganske faa (3—5) Mærker efter (de borttagne) Papiller. — Tilheftningsstederne for de enkelte Papiller sees paa de omtalte Plader af noget forskjellig Form efter Papillernes forskjellige Størrelse; de for de mindste Papiller ere ofte næsten runde; de for de øvrige noget smalle, sammentrykte, afrundede i den øvre og nedre Ende, og de største tillige en Deel bredere opad. Omtrent i Midten af hver af disse Fa- cetter sees den overrevne gabende Levergang; tæt ved den nederste Ende fremdeles næsten altid en tydelig Aabning, sjeldnere opdages derimod en lignende, men meget finere, i den modsatte Ende; gjennem disse to Aabninger træder Blodet ud fra og ind i Papillens Lacunerum. Selve Papillerne sidde nu jævnsides, ordnede paa den ovenfor omtalte Maade, saaledes at de i de to forreste Grupper danne en temmelig regelmæssig Vifte; kun paa meget stærkt sammentrukne Individer kunne enkelte Papiller sees ligesom rykkede ud af Kredsen og tilhørende en anden Linie (saaledes at de altsaa simulere det for Glaucillerne eiendommelige Forhold). An- tallet af Papiller varierer ikke lidt hos forskjellige Individer, ligesom det ogsaa fordetmeste er forskjelligt paa begge Sider hos det samme Individ; snart er Antallet større paa den ene, snart paa den anden Side; Forskjellen mellem begge Sider er sædvanligt dog kun ringe, 1—2, meget sjeldent 3. Den regelmæssige Progression i Størrelse fra begge Enderne mod Midtpunktet af Buen eller fra den forreste til den bageste Ende af den sees undertiden forstyrret ved stedfunden Beskadigelse af Dyret med paafulgt Reproduction. — Papillernes Størrelse gaaer fra den meget ringe, som sees især paa Yderpunkterne af den første og anden Papilgruppe, og som ikke synderligt overgaaer den, hvorved Rhinophorer og Tentak- lerne udmærke sig, — op til en saa betydelig (indtil 9™™), at den udgjør det Halve af hele Legemets Længde. Af Form ere Papillerne kegledannede, ved Roden noget indknebne, saa- ledes at de kun ved Midten og den meest nedad liggende Deel af Grundfladen virkeligt hefte til deres Tilhefiningsplade++); de mindste ere lige, de større og især de største krummede saaledes, at de vende Convexiteten mod Rygsiden; de mindste ere ganske trinde, de større +) Smil, Tab. VI. f. 23. ++) Tab. VI. f. 4. 259 i deres nederste omtrent Halv- eller Trediedeel sammentrykte af gjensidigt Tryk, hvorved de større, mere mod Papilbuens Midtdeel liggende, selvfølgeligt blive af afrundet tresidigt Omrids+). Ude paa Spidsen af Papillerne sees den frie Aabning af Neldesækken ; tiden ragede dennes Indhold ud af Aabningen. — I den første Papilgruppe naae disse Organer den betydeligste Størrelse; her taltes"), som anført, 14—24, og i det Hele kunde Antallet siges at tiltage med Dyrets Størrelse; de 3—4 forreste ere meget smaa, den 4de eller Ste noget større, hvorefter de følgende jævnt tiltage mod Midten, saaledes at de to midterste naae den betydeligste Udvikling og af samme atter især den bageste; fra Midten aftager Størrelsen atter jævnt bagad. I den anden Papilgruppe synes Organernes Antal noget mere constant; det varierede, som anført, fra 11—15, men var sædvanligviis 12—14; de 2—4 yderste ere meget smaa, de følgende voxe imod Midten jævnt i Stør- relse, saaledes at den mellemste eller de to mellemste ere størst. Den tredie Gruppe indeholdt 4—5 Papiller, af hvilke de forreste ere de mindste, de bageste meget større. Tæt bag denne Gruppe, saa tæt, at den kun paa enkelte mere slappe Individer tydeligt kunde skjelnes som sondret Gruppe, findes den fjerde”) med sine 3—5 Papiller, af hvilke den eller de forreste altid ere meget smaa, den eller de bagved større; men den bageste, under- som træder lidt op paa Ryggen ved Haleroden, er oftest ganske lille, dog undertiden ogsaa den største, aldrig dog saa stor som den bageste i den foran liggende Gruppe. Paa de smaa (6—7"" lange) Individer var denne fjerde Gruppe kun antydet ved en enkelt Papil. — Med Hensyn til Papilforholdet hos nogle ganske smaa (2—3™™ lange) Individer sml. ndf. (p. 285)°). +) SmI. Tab. VI. fig. 5. 1) Ogsaa Forster angav (l. c.) allerede Antallet af Papillerne i denne første Gruppe til 23—25, Quoy og Gaimard til 20—22, Lesson til 20. I den anden Gruppe talte Lesson 14, Quoy og Gaimard 16; iden tredie Lesson 6, Quoy og Gaimard S—9 og i den fjerde Lesson 5, medens Quoy og Gaimard (der negte Tilstedeværelsen af en fjerde Papilbue) saae 3—4 Papiller ved Haleroden. Tistedeværelsen af en saadan fjerde Papilgruppe er meget almindeligt blevet benegtet; desuagtet antydes den paa flere af de foreliggende Figurer. I enkelte af de Glas, hvori Glaukerne opbevaredes, fandtes mellem dem en Deel løst liggende, trinde, hvidlige Legemer af 1—1!/:¢™ Længde, sjeldnere kortere, af indtil en Udstrækning af 5mm, Enkelte af dem havde ved flygtig Betragtning nogen Lighed med Glaucus-Papiller; de vare lige eller let beiede, sjeldnere ligesom med en svag Antydning til Spiralsnoning; de større vare ved Roden af 7/4— 1mm Diam., Grundfladen viste en uregelmæssig Overrivningsflade; i omtrent hele den nederste Tredie- eller Halvdeel vare de større af dem fordetmeste ligeløbende i den ene, convexe i den anden Rand. I den nederste Deel vare. de sædvanligt temmelig stærkt tilspidsede udefter, men bevarede iøvrigt omtrent den samme Tykkelse i hele den yderste Halvdeel; Enden var afrundet, undertiden ligesom med en lille tværoval Aabning. Overfladen af de større af disse Legemer saaes jævnligt prydet med spredte eller meest i Længderækker ordnede, i det Hele ikke meget talrige, opake, hvidlige Smaaknuder (Nelde- batterier). Paa et Par enkelte Individer af denne Glaucus-Art saaes saadanne Legemer indskudte mel- lem Papillerne (af anden Gruppe), tilsyneladende fastsiddende paa Papilbuerne, saaledes at de lige- som simulerede visne Papiller; de sadde dog saa løst, at de fleste faldt af ved meget let Berøring 33" 2 3 260 Foden er langstrakt, bredere i den forreste Deel, som svarer til den bredeste Deel af Ryggen; fra de afrundede Fodhjørner sees ligesom en svagt opheiet Liste fortsætte sig op til Tentaklerne; Foden staaer med Randene ud fra Hals og Sider. Den er fortil vaabenskjoldformet, med næsten ligeløbende Forrand, med store afrundede Fodhjerner, bag hvilke Fodsaalen sees smallere, derefter atter lidt bredere, atter smallere og derefter aftagende i Brede ud til Enden af den i Længde meget varierende Hale, som paa enkelte Individer udgjorde næsten de to Trediedele af hele Fodens Længde eller endog mere.) Medens den stærke Udvikling af mørkt Pigment paa hele Dyrets Underside gjør det umuligt fra denne Side at skimtelndvoldene gjennem Legemsvæggen, skinne disse derimod, især paa Individer, der ere slappe og have mistet den hvide Belægning, tydeligt igjennem de ydre Bedækninger paa hele Rygsiden. Forrest opdages saaledes Kjæberne (som ogsaa sees tydeligt fremtrædende paa Undersiden); den forreste Deel af Mavens Sidefortsættelser skinner paa Rygsiden ofte ligesom sortpunkteret igjennem, og undertiden opdages mere udad de mørke Galdegange; paa Rygsiden skimtes fremdeles ud til Højre en Deel af Kjonsorga- nerne (Sliimkjertlen, Penissækken), og ofte et Stykke af Tarmen; omtrent paa Midten af Ryggen skinner Hjertekammeret igjennem, og bagest skimtes Kjønskjertlen temmelig tydeligt som en rundagtig, guulladen Masse. Gjennem Rygsiden af Papillerne tegne Leverlapperne sig som kort- og tætgrenede, graalige eller graaligtbrune Stammer; og paa saagodtsom alle Individer saaes, i større eller mindre Mængde, smaa guullige langstrakte Legemer (Entozoer) skinne gjennem Bedækningerne paa hele Ryggen og Rygsiden af Papillerne; de laae for en “SD Disse papillignende Sække saaes dannede af en temmelig tyk Væg, som var aldeles uden Pigment og bestod af et tykt Hudlag, spækket med Neldefiim, der tildeels vare rykkede sammen i Neldebatte- rier, og under Hudlaget af et meget stærkt Længde- og et svagt Kredstraadlag. Gjennem Axen af Sækken løb ofte en Stræng, dannet af Smaaceller, der i Størrelse og Form mindede om Neldefimene. De i ubyre Masse tilstedeværerde Neldefiim vare temmelig store (af 0,0127—0,02mm største Diam.), af oval Form, med Axe- og Spiraltraad. Sædvanligviis var hele Traaden og den tykkere Axestræng skudt frem; ved Overgangen mellem disse Dele saaes meget almindeligt et Par fremstaaende Gjen- hager (Pterygia), saaledes som de saa hyppigt forckomme ved Coelenteraternes Neldefim; Traaden saaes jævnligt af 10—20 Gange Capslens Længde. Meget almindeligt, næsten paa de fleste. større Neldeflim og især i Neldebatterierne, jagtioges ligesom en temmelig tyk Hætte med kornet Indhold skjævt siddende ved Neldecapslens lukkede Ende; Hatten saaes almindeligt (ogsaa i Neldebatterierne) forlænget i en lige, i Enden sædvanligt lidt opsvulmet Traad, der havde 3—8 Gange Capslens Længde. Hætten maa høre til den Dannelse, som af Gosse (hist. of the br. sea-anemones and corals. 1860. p. XXXVI, pl. XI. f. 11 q, 12 q) er beskrevet som Peribola. Ved den til Hætten hørende Traad saaes Neldefimene heftede til Huden (og til den halvkugleagtige Bund i Neldebatteriet). Disse Organer op- fattedes som og viste sig ved directe Sammenligning med og Undersøgelse af en atlantisk Velel at være løsrevne Fangtraade af Veleller. 1) Quoy og Gaimard (l. c. p. 279) anføre, at Halen undertiden kan være meget kort, og at de en Tid derved bleve forledede til Opstillingen af en egen Art, Gl. brevicaudatus. BR stor Deel lese inde i Legemets større Lacuner og kunde saaledes sættes i Bevægelse ved Tryk udvendigtfra paa Dyret, for største Delen vare de fastheftede til Legemsvæggene og Indvoldene (sml. ndf. p. 285). Naar Legemet aabnes, findes Indvoldene i det hos Aeolidierne sædvanlige Leie- forhold, forrest saaledes det ved sine morktfarvede Kjæber udmærkede Svælghoved, det fra samme udspringende, korte, sortfarvede Spiseror og det ved dets Rod beliggende Central- nervesystem; lengere tilbage ligger den meget store og rummelige, farvelose Mave, som i sin største Udstrækning er voxet uadskilleligt fast til Ryggen og altid nodvendigviis bliver aabnet ved Spaltning langs denne Side; ud til Hoire og bagtil for Maven ligger paa sæd- vanlig Maade Tarmen; Maven selv gaaer umiddelbart over i sin Blindsæk, som lige foran Hjertet boier nedad mod Bugsiden og fortsætter sig ind under Kjønskjertlen, i hvilken Henseende Glaukerne, som ovenfor (p. 248) anført, skille sig fra alle andre pleuroprocte Aeolidier og derimod stemme med de notoprocte. Leiet af Hjertet, Nyren og Kjønskjertlen er som hos Aeolidierne. Den store, af det indeholdte Lem graalige Penissæk ligger skjult af Vindingerne af den lange Sædleder, uden- for og under Tarmen og den bageste Deel af Maven, i Berorelse med den øverste Flade af Foden, og ud til Heire for og tildeels dækkende den lille Sliimkjertel, hvis ringe Størrelse netop gjør, at Maven i saa stor en Udstrækning kan komme i Berørelse med Foden +). Nervesystemet. (Tab. VIL f. 1—5). Cerebro-branchial-Ganglierne ere store, af ægformigt Omrids og smelte gjennem den korte, smalle Commissur indbyrdes sammen med den mere spidse Ende; de er noget trinde, dog mere hvælvede paa den øvre, fladere paa den nedre Side. De vise neppe nogen Antydning til en Adskillelse mellem den cerebrale og branchiale Deel, i det Høieste undertiden en Sammentrengning af det i det Hele sparsomme, sorte, moleculere Pigment i Neurilemet til en Stribe tværs henover Gangliemassen. Denne store Gangliemasse afgiver (sml. Fig. 1)") fra sin forreste (cerebrale) Afdeling: I) en kortere N. olfactorius (Fig. I. I), der svulmer til det lille Gangl. olfactorium (171%), fra +) Sml. Tab. VI. fig. 31; t. VIL f. 8. !) De ved de enkelte Nerver i Parenthes anførte Tal svare til Tallene paa Fig. 1. 2) Abnormiteter ved dette Ganglion forekomme ikke ganske sjeldent; en enkelt Gang (sml. Fig. 2) har 9 jeg paa den ene (venstre) Side seet det kort- og skjævt pæredannet, paa den anden Side fandtes 2 Ganglia olfactoria over hinanden. 262 hvilket afgaaer en Nerve tilRhinophoren, og oftest eeneller to tyndere, som ogsaa kunne tage deres Udspring umiddelbart fra Hjernegangliet. Denne Nerve (eller disse sidste) udsender flere Grene til Huden mellem den øvre og nedre Tentakel; oftest danner den ene en lille Nerveknude (sml. Fig. 2), hvorefter den fortsætter sig, deelt i flere Grene, ned til og ind i Huulheden af den egenlige Tentakel. Fra den bageste Deel af Undersiden af Gangliemassen afgaaer II) en lang, paa Grund af Mundrørets Fremstrækkelighed, i flere Bugter liggende Nerve, N. rostralis (2), der’) sender to—tre Grene ud til Mundrøret og afgiver en længere Green, som, paralleltløbende med Hovedstammen, med denne fortsætter sig ud langs Svælghovedet”). Ill, IV) Mere udadtil afgaaer fra Undersiden tæt ved Forbindelsen med Fodgangliet to Nervestammer, Nn. labiales (4, 5), der, som den forrige, gaae i store Bugter hen langs Undersiden af Svælg- hovedet. V) Tæt bag Udspringet af den forrige Nervestamme (5) sees Commissuren til Bucco-pharyngeal-Ganglierne , Commissura-bucco-pharyngea (7), at afgaae. — Fra den branchiale Afdeling (Mellemknuden) af den store Gangliemasse afgaaer: VI) en temmelig tyk Nerve (3), N. lateralis, der gaaer lige udad til Siden af Hovedet (Halsen) og fortsætter sig deels ud i Legemsbedækningerne i Egnen foran Maven hen mellem denne sidste og Legemsveggen, deels mere nedad, langs Mavens Tilheftningsrand til Foden, hen- under Mavefortszttelsen ud til Armpartiet, hvorefter den tvedeler sig og træder ud i Armen under nysnævnte Fortsættelse og der atter tvedeler sig. Næsten lodret over den ovennævnte åde Nervestamme, saaledes fra Gangliets øvre Flade tæt ved Forbindelsen med Fodgangliet ud- springer VII) en fin Nerve, N. communicans (6), der forbinder sig med en af Knuderne (Gl. gastricum) i plex. bucco-gastricus af det sympathiske System (s. ndf.). I Nærheden af Udspringet af Forbindelsesstrengen mellem Cerebral- og Buccalganglierne udgaaer VIII) Com- missuren mellem begge Mellemknuderne, Commissura mediana (7*), fra hvis heire Deel den tynde N. genitalis (14) afgaaer, som mellem to tykkere Nerver (ll, XI) forløber bagad til Sliimkjertlen og der synes at anastomosere med IX) den uparrede, fra den heire Mellem- knude (15) udspringende N. copulatorius, som stiger nedad, felger N. pediaeus longus og udbreder sig i Egnen om og paa Penissækken og med N. genitalis danner et lille plexus genitalis med flere smaa Nerveknuder. Fodgangliet er kun lidt mere end halvt saa stort som den hele forrige Ganglie- masse; det er af rundagtig Form, noget trindt, dog meest hvælvet paa Rygsiden; det er ved en lang, kraftig Dobbeltcommissur forbundet med det tilsvarende. — Gangliet afgiver: X) fra den øvre Rand fremad og udad en tynd Nerve, som tilsyneladende udbreder sig i Spyttekjertlen, N. salivatorius (8)*); fra den bagest-yderste Deel udgaaer XI) en anden (9), 1) Undertiden syntes N. rostralis at afgive en Anastomose til Gl. olfactorium. 7) Undertiden kan en enkelt af disse Grene ogsaa udspringe fra selve Gangliet. ”) Muligviis udspringer denne Nerve — skjendt tilsyneladende fra Fodgangliet — dog i Virkeligheden fra Mellemknuden. 263 N. pediaeus brevis, som gaaer ned paa Siden af Svælghovedet og udbreder sig med flere Grene i Egnen af Fodhjørnet. Fra samme Nerveknude afgaaer endelig XII) en tyk Nerve- stamme (10), N.pediaeus longus, der stiger nedad, er tæt heftet til Spyttekjertlen, gaaer bagad, afgiver en Green til Fodranden bag Fodhjørnet, idet den paa hoire Side krydser Aorta anterior; den følger derefter Fodranden langs den nederste Deel af Dyrets Side og fortsætter sig (paa sammentrukne Individer i store Bugter) bagad langs Ud-, og senere, idet den nærmer sig mere til Fodranden, langs Under-Siden af Kjønsorganerne (Sliim-, Kjøns- kjertlen); i Egnen af andet Armparti afgiver den flere Grene indad over Fodsaalen og fort- sætter sig, indhyllet i Bindevæv, heelt ud i Halen. Buccalganglierne ere langstrakte, deres største Gjennemsnit lidt større end Fod- knudernes mindste. De ere indbyrdes forbundne ved en -Commissur, Commissura pe- diaea, der omtrent har Gangliets Brede, staae igjennem den ovenfor omtalte lange og tynde Commissur i Forbindelse med den cerebrale Afdeling af de store Ganglier og ere ved en kort XII) Nerve, N. gastro-oesophagalis (13), opad i Forbindelse med de smaa gastro- oesophagale Ganglier. Gangliet afviger XIII) en Nerve (11) udad, N. mandibularis, som deler sig og ofte omfatter Spyttekjertelgangen, hvorefter den forreste Green (II a) træder ind i Svælghovedet mere fremad, den bageste (11 b) derimod lige udenfor Indtrædelsesstedet for ductus salivalis; endelig afgaaer, som sædvanligt, endnu XIV) en Nerve (12), N.lingva- lis, fra Gangliets bagest-inderste Deel tæt ved Commissuren, hvilken gaaer lidt skraat udad, boier om Bagranden af Skjoldet og trænger ind i Tungemuskelmassen"). Spiserørsganglierne, Gl.gastro-oesophagalia, ere smaa, lidt aflange og ud- gjøre i Længde neppe {4 af Svælgganglierne. De afgive opad XV, XVI) et Par meget fine Nerver, Nn. oesophagales, som stige op paa den nederste Deel af Spiseroret, og der svulme til een eller flere Nerveknuder; indad staae de gjennem XVII) en yderst fiin Nerve, N. con- nectivus, i Forbindelse med en lille Nerveknude, Gl. innominatum s. oesophag. inf. (a), som atter fremad og opad anastomoserer med en ogsaa paa Spiserøret liggende mindre, Gl. oesophagale sup., der giver et Par Nerver opad og indad paa Spiserøret, hvilke syntes at anastomosere foran paa samme med de tilsvarende fra det modstaaende Ganglion, og iøvrigt sendte sine Grene op til Maven. Bagad forbinder dette Gl. innominatum sig lige- ledes med en mindre Nerveknude, som bagom Spiserøret anastomoserer med den modsva- rende, bagad afgiver en lille Nervegreen og udad gjennem en kort Nerve staaer i Forbin- 1) Den af Lacaze-Duthiers (1. c. p. 290) for Pleurobranchus udhævede store Forskjel mellem Svælg- hovedets (»bulbe lingval«) og Mundrerets (»trompe«) Nerveforsyning bekræfter sig ogsan i dette Til- fælde, idet det første forsynes fra Buccalganglierne, det sidste fra Hjerneganglierne; men det er sik- kerligt med Urette, at Lacaze derved betragter det förste forstrakt med Nerver alene fra det sym- pathiske System. 264 delse med et andet lille Ganglion og saaledes tilligemed Spiserorets Ganglier viser sig som et Led i et System af smaa og meget smaa anastomoserende sympathiske Ganglier, plexus bucco-gastricus sup., der for største Delen ligge frit i Hovedlacunen og som en Slynge, Commissura sympathica, omfatte Spiseroret og desuden i en bugtet Tverlinie strække sig ud til Halsen og til Armpartiet'). Tre til fire af disse Ganglier bag Spisereret ere lidt større end de andre, og eet af dem (Gl. gastri- cum) (7), som ligger paa Maven og giver Grene til sammes forreste Flade, er det, der gjen- nem den ovenfor omtalte Nerve (VII) staaer i Forbindelse med det branchiale Ganglion. Fra alle eller næsten alle disse Ganglier udspringe Grene, der udbrede sig paa Maven, til- deels ogsaa paa Spyttekjertlerne, og et eller flere af de meest udadtil liggende staae desuden i Forbindelse med et Sæt smaa Knuder (8), der ligge dybere nede paa Mavens. forreste Flade, tildeels bag Svælghovedets Bagende, og som heelt udadtil endnu krydses af meget fine, tildeels med Ganglier besatte Nerver (d), som tilsyneladende gaae fra Hudbedækningen paa Siden af Hovedet hen til Maven. — Paa Undersiden af Svælghovedel saaes paa hver Side en mellem den forreste Deel af M. transvers. inf. og Mavens Forflade udspændt meget fiin Nervetraad, der forgrenede sig paa Maven, hvor den dannede flere meget smaa Ganglier, og opad syntes at anastomosere med en fra det omtalte Gl. gastricum nedstigende Green (plexus bucco-gastricus inf.). Desuden saaes temmelig talrige, mere spredte Ganglier baade paa Mavens Over- og Underside. Jeg har ikke været istand til tydeligt at eftervise Forbindelsen mellem den om- handlede forreste Afdeling af det sympathiske System, plexus sympath. ant. s. plexus bucco-gastricus, og de Brudstykker af en bageste Afdeling, som jeg har fun- det især paa Kjønsapparatet (plexus genitalis), paa Hjertet, samt enkelte Gange (især hos Gl. lineatus) paa Tarmen. 1 dette Plexus genitalis udmærkede sig især en Nervefor- grening paa Rodpartiet af Penissækken; her saaes et overfladisk Lag med bugtede og stærkt grenede, i Bindevævet mellem Penissæk og Sliimkjertel udbredte Nerver, — og et dybere liggende paa og i Penissækkens Overflade. Muligviis turde delte hele plexus sympath. post. væsenligst være en Udbredning af Grene af N. genitalis. Det er hos Glaukerne meget almindeligt at finde større eller mindre Nerveceller indsprængte i Nervestammerne (og selv i Nærheden af Hovedganglierne) saavelsom i deres Grene og i de peripheriske Smaagrenes Delingssteder. De sympathiske Ganglier indeholde nogle faa større og flere mindre Celler, der (som Cellerne i det øvrige Nervesystem) deels '; I Voy. de la Bonite fremstiller f. 15 paa pl. 24 bis sikkerligt et Stykke af denne Række Ganglier. Saaledes som ikke ganske sjeldent, søger man forgjæves i Texten efter Oplysning om Betydningen af Figurerne, an ere apolære, deels unipolære (Fig. 3, 4). De fra disse Ganglier udspringende Nerver vise især ofte indsprengte Geller, og sammes Grene bære jævnligt yderst smaa eencellede Gang- lier. — Cellerne i de større Ganglier naae op til en Størrelse af 0,122», Sandseorganer. Oiet og Øret findes tæt ved hinanden ligesom paa Grændsen mellem Cerebrobran- chial- og Pedal-Ganglierne. Oiet+), som ifølge Souleyet (1. c. p. 441) skal mangle, saaes undertiden springe stærkt frem fra Gangliets Overflade og ligesom lidt stilket. Det er meget lille, kun omtrent halvt saa stort som Øret, ovalt, af c. 0,04™™ største Diameter; Lindsen er guulladen, rund, af 0,02mm Gjennemsnit; Pigmentet sees sort, sparsomt og indfatter Lindsen som en Ring. Oret++), som Souleyet rigtigt har seet og afbildet (l.c. pl. 24 bis. f. 11, 13), er en oval Blære af c. 0,077 største Diameter; den er opfyldt af temmelig talrige (sædvanligviis c. 20), faste, rundagtige eller aflange, undertiden lagdannede eller ligesom firdeelte!) Oto- lither af 0,007—0,0087m Diam. Rhinophorer og Tentakler udmærke sig kun ved deres overordenligt ringe Størrelse; iøvrigt ere de af disse Organers sædvanlige Bygning; ved Roden af Rhinophorens Huulhed ligger det sædvanlige Gl. olfactorium. Hud, Bindevæv, Muskler. Hudbedækningen er hos Glaukerne i det Hele temmelig seig; den er tyndest paa Papillerne, saavelsom i Nakken og midt paa Ryggen. — Til Hudepithel saaes intet Spor, hvilket sandsynligviis beroede paa Forandring ved Iudvirkning af Spiritusen. Den hvide, paa de i Spiritus opbevarede Individer saa lose og let affaldende Belægning, paa hvis mærkelige Forhold imod Lyset Prof. Reinhardt har gjort opmærksom (s. ovf.), dannes af meget fine (Pigment-)Moleculer af svagt guulladen Farve, som for største Delen ere frie, men undertiden ogsaa indeslultede i Celler. Bugsidens mørke, blaalige eller sorte Farve frembringes af lignende, men sorte Moleculer, der ofte ere samlede i uregelmæs- sige Hobe eller sammentrængte om en lysere Kjerne; undertiden sees de ogsaa indesluttede i Celler. Under Pigmentlaget ligger det sædvanlige Lag af Bindevævsceller og under 4) Tab. VII. fig 6. ++) Tab. VII. f. 6. t) Tilstedeværelsen af ligesom et Kors paa Otolitherne, som er almindelig hos Acephalerne overhovedet og især saa tydelig hos Cyclas, er ogsaa af Lacaze-Duthiers (I. c. p. 281. pl. 11. f. 6 a) iagttaget hos Pleurobranchus. 9 34 Vidensk Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd., 7 Bd. 266 samme det stærke subcutane Muskellag. I Nakken er Hudmuskellaget tyndere; det bestaaer af Tvær- og Længdeknipper med Fremhersken af de første, men ud til Siderne ere disse stærkt blandede med skraatlobende Fibre. Paa Ryggen er Laget tykkere, sam- mensat af Bundter, der krydse hverandre under næsten rette Vinkler; Bundterne ere i det Hele smalle (af —0,0127™™ Brede) og danne smaa Maskerum; inderst mod Legemshulen sees grovere, stærkt grenede og anastomoserende Bundter og mellem samme hist og her enkelte Nerveknuder+). — I Papillernes Muskellag forekommer der endnu grenede eller stjerneformede Celler (Sliimvæv), som dog især optræde i den løse, farveløse, homogene Masse, der hefter Stammen af Leverlappen i Papillerne til Papilvæggen. — Foden er noget svagere end sædvanligt hos Aeolidierne, men bygget paa sædvanlig Maade; i dens Rand saaes tydelige Kjertler som korte Belge af 0,02—0,04"= Længde, med kjernet Indhold. Fordøielsesorganer. I Formforhold og i Bygning af Ydermunden med Læberne, af Mundrøret med Læbeskiven og af den egenlige Mundspalte stemmer Glaucus fuldstændigt med andre Aeolidier. De Svælghovedet bevægende Muskler ere ordnede paa lignende Maade; de tilbagetrækkende sees meget stærkt udviklede; oventil findes saaledes to Par, der udspringe påa den bageste Deel af Halsen lige foran Maven, påa Siderne sees tre Par, og nedentil 2—3 Par fra Egnen af Fodhjørnerne. Svælghovedet+-+) er stort og kraftigt, af indtil c. 47” Længde, eller udgjør vel hen- imod 45 af Legemslængden; Breden beløb sig ved nysnævnte Længde til lidt over 3,5"m; Heiden til lidt over 37%; dets Længde er saaledes ikke meget større end Hoiden og Breden næsten lig Heiden. I Form afviger det meget paafaldende fra den hos alle andre bekjendte Former af Aeolidier, paa Grund nemlig af Kjæbernes eiendommelige Udvikling. Den øvre Flade er i sin forreste Deel (M. transv. sup.) hvælvet forfra bagtil, næsten plan fra Side til anden; fra Midten af Tværmusklens fremspringende afrundede Bagrand sees et gjennemskinnende, bredt sort Baand fortsætte sig til og umiddelbart over paa Spiseroret; Egnen bag Spiserøret hælder bagad, idet den tillige fra Midtpartiet skraaner ud til hver Side, sædvanligviis her lidt fordybet i Midten. Paa Svælghovedets Underside-++}) naae Kjæberne temmelig tæt sammen. — Svælghovedets musculøse Partier ere af sædvanlig, dog lidt stærkere guullighvid Farve, mod hvilken den sorte, ligesom fiint punkterede Beklædning udenpaa Kjæben stikker stærkt af. Denne Beklædning er af samme Natur som hos +) Tab. VIL fig. 7. il) Tab. VI. fig. 6—9 +++) Tab. VI. fig. 8. andre Aeolidier, men Cellerne fyldte med mørkt Pigment og med mindre skarpe Omrids+). — Mundbihulens Omrids tegner sig paa sædvanlig Maade igjennem Kjæben. Kjæberne ere saa stærke som hos ingen hidtil bekjendt Aeolidie, og af en sær- deles udpræget Form, især ved en usædvanligt stærk Udvikling af den forreste øverste Deel (i noget lignende Stiil, som jeg har seet det hos Doto og Dendronotus); af Farve ere de meer eller mindre lyst (hyppigt svagt grønligt-)horngule. Paa Navlepartiets sædvanlige flade Rand sees den her tolæbede Kam (crista connectiva); fra sammes hele øvre Side, dog især fra dens bageste Ende), stiger en tyk Liste skraat iveiret og danner den ydre Grændse for en lille, næsten horizontalt liggende Flade, som i Enden ved et lille Udsnit er løsnet fra Listen; denne Plade (som bærer Sidedelene af M. transvers. sup. ant.) er charakteristisk for Glaukerne og maa, som ovenfor anført, vel betragtes som homolog med den hos Fiona efterviste, næsten fritstaaende proc. connectivus. Forenden af crista connectiva boier ligesom om paa Udsiden og fortsætter sig efter et lille Hak i en Slags Kam paa Enden af Navle- partiet, hvilken gaaer over i eller er Begyndelsen til Kjæbens stærkt convexe, øverste, hoiere Afdeling, som opad falder af mod den omtalte Liste og nedad mod Kjæbens anden længere, men lavere og lidt mindre hvælvede Afdeling, som løber smallere til fremad og gjennem en kort Kam svinger over i crista connectiva. Fra denne nederste Afdeling udgaaer Tyggefort- sættelsen, hvis Rodparti indtager de % af dens hele Udstrækning; den forreste Halvdeel af Rodpartiet er tykkere, afgrændset mod det tyndere Stykke ved en skraatlobende Ophoining og gjennemtrukket af en fra crista connectiva udgaaende og med den forreste Deel af Tyggeranden paralleltløbende Fure; i sin yderste omtrent Trediedeel staaer Tyggefortsættelsen frit frem. Tyggeranden er tet bedækket med talrige, fine Spidser af c. 0,0127™™ Høide, der ere utydeligt ordnede i Rækker, der op imod crista connectiva ligesom hæve sig til fine Lister, hvorimod Smaatakkerne i denne Strækning, som sædvanligt, ofte sees afbrudte +++). Tyggeranden vender i sin største Udstrækning lidt udad, opadtil bliver den smallere og vender lige indad, og fortsætter sig derefter som en fremstaaende fiinttandet Rand op imod den bageste Ende af crista connectiva +++. Svælghovedets Musculatur stemmer i de mere væsenlige Forhold med den hos de mere typiske Aeolidier. Paa den øvre Flade sees den kraftige M. transversus sup. ant., som med sine %3, med Sidedelene, hviler paa den horizontale Plade af begge Kjæber. Hos Glaukerne rykker, med Udviklingen af den horizontale Plade paa Kjæben, Udspringet af M. rectus sup. langt tilbage, og det er derfor netop kun Forenden af denne Muskel, +) Tab. VI. fig. 12. ++) Tab. VI. fig. 10. tt) Tab. VI. f. 11. HHH Sml. Tab. VIII A. fig. 6. (Gl. lineatus, Rhdt.). 34° 268 som+) dækkes af Tværmusklen; Musklen er kortere og bredere end hos andre Former af Aeolidier, allerede tæt ved sit Udspring deelt i de to Fascikler, mellem hvilke Spytkjertel- gangen, som sædvanligt, træder ind++); Musklen fortsætter sig omtrent paa sædvanlig Maade hen over Egnen bag Spiserøret; den er her dog svagere udviklet i samme Forhold, som M. transv. sup. post. stærkere, og bidrager saaledes mindre end denne til Dannelsen af Raspehætten. Derved, at den horizontale Plade har rykket Kjæbemuskelmassen længere tilbage, saaledes at samme kun naaer ubetydeligt frem foran den bageste Rand af Pladen, fremtræde dennes enkelte Muskelpartier i det Væsenlige dog neppe mindre tydeligt end hos andre Aeolidier. M. obliquus er tyk og i det Hele meget stærkt udviklet; dens forreste Deel er, som hos de fleste Former, sondret som en M. obl. ant., men dennes Knipper ligge mere skraat ovenfra nedad og løbe ikke næsten vandret, som i den bagre Afdeling (M. obl. post.), som foruden paa Mundhulens Sidevæg ogsaa tager sit Udspring fra Sidedelene af Spiserørets Rod. M. buccalis er smal og tynd, men meget tydelig. M. maxill pr. forholder sig som hos de andre undersøgte Former, kun er den meget kortere. M. tensor tecti rad. er meget svagt udviklet eller mangler maaskee; M. lingvalis inf. er for- holdsviis svagere end hos andre Former, og M. transv. lingvae meget mindre tydelig. M. longitudinalis inf. og transv. inf. sees udviklede paa sædvanlig Maade; bagved den skarpe, udbugede Rand af denne sidste skinner Mundhulens sorte Gulv igjennem. Side- delene af den første, M. lateralis oris, ere stærkt udviklede og danne med M. longit. inf. en næsten fuldstændig Ring; enkelte af dens Knipper gribe over paa M. transv. sup. ant.; andre hefte sig i den forreste Deel af Furen under Listen ved den horizontale Plade paa Kjæben. Naar M. lateralis oris (der, som M. longit. inf., hefter sig paa Læbeskiven og paa den svagt udviklede Chitinkrave om Mundspallen) borttages, sees en lille, kort Tværmuskel udspændt mellem Navlerne af begge Kjæber lige under Egnen af cristae con- nectivae; det er ligesom løsnede Fascikler af den forreste Deel af M. transversus sup. ant., en M. connectivus. Paa Undersiden af M. connectivus findes den paa Kjæbens Udside sædvanlige Beklædning; lige i Midtlinien sees en fiin, (af pigmenterede Celler, sort Liste, som passer ind i Fordybningen ovenfor og mellem Navlepartiet af begge Kjæber; nedad gaffeldeler denne Liste sig og gaaer over i Chitinkraven. Mundbihulerne ere meget store, Mundhulen meget kortere end hos andre Aeolidier, idet det ovenfor blev efterviist, at Udviklingen af den horizontale Plade paa Kjæben førte hele Kjæbemuskelmassen bagad. Forenden af denne sidste er meget mere tyk og afrundet end hos andre Aeolidier, ofte er den noget udhulet paa Midten; ligesom ved en Indsnøring nedenfor Midten er den hele Flade deelt i en øverste Deel, som sædvanligviis +) Tab. VI. fig. 7, 9. tt) Tab. VI. fig. 6, 9. 269 er større, fortil højere, bagad lavere og oventil heftet til Kjæbens horizontale Plade, og en nederste Deel, som er bredere bagad og fremefter skyder sig hen til Tyggefortsættelsen. — Mundhulens Loft staaer frem langs Midtlinien og falder skraat opad til begge Sider; det er forrest bredest, i sin øvrige Strækning smallere, bagest atter bredere ved Overgangen i Spiserøret; fortil er Loftet paa en lille Strækning glat, bagved findes flere Folder, der fort- sætte sig op iSpiseroret tilligemed to særegne temmelig brede, men tynde Muskler. Mund- hulens Sidevæg er udhulet for Tungen; oventil danner den en opefter skraanende Flade, som er bredere fortil og ved en dyb Fure adskilt fra Loftet. — Tungen udfylder det Meste af Mundhuulheden; den er kort, for Enden afstumpet, sædvanligviis med lige- løbende Underrand. — Mundhulens Beklædning er gjennem hele dens Udstrækning af sortviolet, fiintprikket Farve, som især er stærkt udtalt paa Kjæbemuskelmasserne, hvor den, fornemmelig ud imod Mundbihulen, danner tætstaaende fine Linier (som ofte allerede sees skinne gjennem Kjæben); paa Mundhulens Loft og Gulv saavelsom paa Tungen er Farven mere sort. Denne sorte Farve hidrører fra det moleculære sorte Indhold i Cylinderepithe- liets Geller; Epitheliet dækkes af den sædvanlige mangebladede Cuticularbeklædning, som paa Udsiden af Kjæbemuskelmassens Forende danner fine, med den tilheftede Rand par- alleltlobende Folder. — I Mundbihulerne, undertiden ogsaa i selve Mundhulen fand- tes ubestemmelig dyrisk Masse, blandet med Masser af Neldefiim, for allerstorste Delen lig Dyrets egne; lignende fandtes ofte ogsaa paa Cuticula mellem Tænderne; en enkelt Gang saaes en (som det syntes, Glaucus-)Æggesnor fritliggende i Mundhulen. En enkelt Gang saaes en temmelig stor Phyllirrhoé grebet midt paa Legemet og fasthaget i Mundspalten ved Kjæberne. Tungens culicula er tyk, af — 0,016"" Gjennemsnit. Raspen!j indeholdt (efter herhen hørende Undersøgelse af 10 Individer) 12—21 Tandplader; under og bag Raspe- dækket fandtes endnu 6—14 foruden !—2 uudviklede, saaledes at Totalantallet af Tand- plader beløb sig til 19—31. Tandpladerne ere guuliadne, kun i den tykkere mellemste Deel af Bagranden af Grundfladen og i Spidsen af Benene kastaniebrunlige, hvilken Farvning alle- rede falder stærkt i Øinene ved Undersøgelse af Tungeryggen med Loupe. Paa en Deel, sæd- vanligviis mindre, Individer, men som iøvrigt i alle Henseender ogsaa med Hensyn til kjæ- ber stemmede med de større, vare Tænderne) mørkere, af mørkt kastaniebruun Farve med Undtagelse af i Oddepartiet og særligt i Spidsen af Smaatenderne (Dentiklerne), hvor de vare guulladne; Antallet af Tandpladerne var hos disse Individer ligesaa ustadigt som hos de andre, men Breden ofte mindre (0,2—0,25""), ligesom Antallet af Dentiklerne sædvanligviis 1) Som ovenfor angivet, har Lovén først fremstillet Raspebygningen hos Glaucus (hexapterygius) (I. c. +t. 3); hans Figur er copieret i Gray's guide (p. 223. f. 120). 5 DEV PA PL Or 270 ogsaa mindre (4—5). Tandpladens Høide er c. 0,1016—0,12; Breden c. 0,22—0,3"2 (paa enkelte mindre Individer udgjorde Breden paa de forreste Tandplader 0,16, paa de mere bagtil 0,22"=); Længden beløb sig til c. 0,28—0,35™™. Paa et temmelig stort Individ med 20 Tandplader i Raspen (og 7 længere tilbage; maalte den forreste Tandplade 0,25"n i Brede, den femte 0,27, den 10de 0,29, den 20de 0,29 og den bageste udviklede Tand i Pulpen ligeledes 0,29", Oddepartiet er meget kraftigt, stærkt fremspringende; Dentiklernes Antal varierer sædvanligviis mellem 8—13 og er hyppigst 10—12, sjeldnere er det mindre (s. ovf.); hyppigst tælles der paa den ene Side 1—2 flere end paa den anden. — Den bageste Tandplade i Pulpen er altid fuldstændigt farveløs, den foranliggende enten næsten fuldt ud- viklet eller idetmindste allerede mørktfarvet i Oddeparliet. — Raspedækket er dybt ind- kærvet i Midten, forsynet med svage Tværfolder og dækker 3—5 Tandplader. I den bagved liggende, korte, med Enden neppe fremragende Pulpe ligge 3—6 udviklede og 1—2 uud- viklede Tandplader; Pulpen og den pulpøse Masse vise sig byggede paa sædvanlig Maade. Spyttekjertlerne+) findes ud til hver Side for Svælghovedet som en temmelig | stor, graaladen, flad, stærkt og uregelmæssigt lappet Masse, som er heftet til Legemsvæggen (Halsen) i Egnen foran den første Papilgruppe lige ned til Fodhjornet, og som derfra ofte ligger over paa og er fastvoxet til den forreste og underste Flade af Maven. Oventil rager Kjertelmassen frem med en fortil og indad rettet Tap, i Enden af eller paa Siden af hvilken den temmelig lange, sorte Spytkjertelgang tager sit Udspring. Samme lader sig paa Grund af sin sorte Farve let forfølge; den sees paa sædvanlig Maade at træde indenfor Nervecom- missurerne, gaaer udad og baner sig Adgang til Svælghovedet mellem de to Bundter af M. rectus eller mellem denne og den udenfor liggende Muskel; den boier derefter fremad og indad og kan følges som en fiin sort Streg i den korte Strækning, i hvilken den løber mel- lem Musklerne (M. lingv. sup. og transv. sup. post.) forat naae den bagest - øverste Deel af Mundhulen, som der danner en Udvidning heelt ud til Siden af Raspedækket. Spisereret++) er meget kort, ligesom Loftet i Mundhulen (baade foran og bagved Spiserøret) udmærket ved sin sorte Farve, indvendigt forsynet med mange og grove Folder. — Maven) er meget rummelig; i Overeensstemmelse med Formen af Kroppen er den i den forreste Deel meget videre og saaledes ligesom tragtdannet. Den er i mere end Halv- delen af sin Længdeudstrækning uadskilleligt heftet til Ryg og Fod eller lader sig idetmindste kun meget vanskeligt isolere fra samme. Sideforlængelsen, Divertiklet, ender afrundet t) Tab. VI. fig. 9. Souleyet har (I. c. p. 440. pl. 24. f. 19, 20) seet og afbildet Spyttekjertlerne; det er kun urig- tigt, naar han omtaler Udføringsgangen som kort. ++) Tab. VI. fig. 31. +H) Tab. VII. fig. 8. 271 ude i Armen i ringe Afstand fra Papillerne og udfylder mere end %4 af Armpartiets Tver- gjennemsnit; dog indtager den ikke Midten af Armen, men er mere nærmet til dennes for- reste Væg, medens Armens øvrige Kum optages af en med Legemets store Blodrum com- municerende Lacune, som er gjennemtrukket af løst Bjelkevæv, medens lignende Bindevæv mere umiddelbart hefter Maveforlængelsens forreste Væg til Armen+). Maven gaaer fortil temmelig brat over i cardia, bagtil fortsætter den sig derimod temmelig jævnt over i Mave- blindsækken; Mavens forreste Deel løber, som anført, smallere til mod Siderne, udvider sig atter lidt til Divertiklet og optager i denne yderste Deel sædvanligviis tre Galdegange, hvis Aabninger sees fortil, bagtil og en imellem og over begge disse; bagtil og nedad paa hoire Side afgaaer endelig Tarmen. Maveblindsækken++) er af Vidde omtrent som Tarmen; den beskriver i sin forreste Deel en Boining til Venstre og er i denne Strækning lidt snevrere; den stiger derpaa nedad, idet den bliver videre, og lægger sig (ligesom Tarmen) ind i en Grube paa Undersiden af Kjønskjertlen, fortsætter sig hen langs denne, idet den udvider sig til en større Divertikeldannelse i Egnen af anden, en mindre ved tredie og en ganske lille ved fjerde Papilbue+++); i disse Divertikler modtager den Galdegange fra anden, tredie og fjerde Papilgruppe, og træder ind i Haleroden, hvor den ender tilspidset. — Tar- men777yy) er tyndere i den forreste Deel, lidt tykkere i den bageste; i det Hele lidt tyk- kere, men kortere end Maveblindsækken; den stiger ned lige bag Penissækken, lige foran Hjertet og Kjonskjertlen, lægger sig ind i en Fordybning paa Undersiden af Kjønskjertlen (hvor den i Begyndelsen er adskilt fra Maveblindsækken ved et Par Lapper af Kjønskjertlen), nærmer sig mere til hiin og følger den til Egnen af Galdegangen fra anden hoire Papil- gruppe og hen under den, hvorefer den atter bliver videre og gjennem en Fordybning paa Kjønskjertlens høire nedre Rand bøier lige udad og ender i den vulstede Analaabning umid- delbart foran tredie Papilgruppe. Sliimhinden i den tyndvæggede Mave er næsten glat, kun henimod Pylorus og Maveblindsækken fiint og tæt foldet; i Epitheliet, især paa Folderne, findes sort Pig- ment. Allerede udvendigtfra gjennem Rygbekledningen (sml. ovf. p. 255) skimtedes paa de allerfleste Individer, især dem, paa hvilke den hvide Bestøvning var gaaet af, i Mave- egnen ligesom runde Smaaskiver. Ved noiere Undersøgelse viste samme sig beroende paa en spredt, pladeagtig, skarprandet Afstodning af Sliimhinden, hvorved den under- liggende Membran var kommen tilsyne som Smaaskiver af c. 1™™ Diameter. Saadanne Afstødninger saaes kun i den Udstrækning, i hvilken Maven var forbunden med Ryg- bedækningerne. De vare neppe frembragte ved Berøring med de meget større, runde +) Tab. VI. fig. 22. H) Tab. VIL fig. 8. HH) Sml. Tab. VII A. f. 11. HHH Tab. VII. fig. 8, 272 Porpita-Skiver, og neppe heller af de hos denne Glaucus saa almindelige, ogsaa i og udenpaa Maven (s. ndf.) oftere fundne Entozoer. Ude i den videre Deel af Mavens Sidefor- længelser er Væggen tykkere og chocoladebrunlig, hvilket allerede er synligt udvendigtfra gjennem Huden; ved neiere Undersøgelse viste Sliimhinden sig her grovt foldet, og Folderne besatte med tætstaaende, tildeels sortpigmenterede Ophoininger, som dannes af tet sam- mentrængte, lodret staaende Kjertler, af c. 0,122== Heide, fyldte med guullige Kjerner og Fidtkorn+). Ogsaa udenpaa Mavens Sideforlengelser eftervistes Ganglier og Nerveudbred- ning ++). — Væggene af Maveblindsækken saavelsom Tarmen ere sortagtige eller graalige; Sliimhinden i den første sees fiint foldet; Epitheliet graaligt af indeholdt sort Pigment. Sliim- hinden i Tarmen er foldet paalangs; i den forreste Deel ere Folderne finere og staae mere tæt, længere bagad ere de stærkere og mere uregelmæssige, tildeels slyngede i hver- andre; Tarmepitheliet er stærkt pigmenteret, især i den bageste Deel. Muskelhinden viser Længde-, Tvær- og Skraa-Bundter; i samme og det udenom liggende tynde Lag af Bindevævsceller findes talrige sympathiske Nerver (med indsprængte Celler) og smaa Ganglier. Mavens Huulhed var sædvanligt tom, i eet Tilfælde indeholdt den 4 hele og en halv udmærket vel vedligeholdte Porpita -Bruskskiver!) af c. 4== Diam., imellem dem laa opløst dyrisk Masse og Neldefiim, som det syntes, af Dyret selv. I Maveblindsekken saavelsom Tarmen fandtes en graa eller rødligbruun eller mørkt violetrød Masse (som ogsaa saaes ude i de til Blindsækken hørende Galdegange); den bestod af ubestemmelig dyrisk Masse, hvori fandtes Naviculaceer, Rhizopoder (af c. 0,04—0,087” Gjennemsnit) og Dele af Crustaceer (Former, der mindede om Nebalier og Stomatopoder); desuden var Massen blandet med tal- rige Neldefiim, som ved Tilstedeværelsen af enkelte af de eiendommelige store viste sig at stamme fra Glauker, efter al Sandsynlighed fra selve Individet; endelig fandtes ogsaa enkelte afrevne (Glaucus-/Tandplader. Leverlapperne udfylde kun for en mindre Deel Papillernes Hule og ligge mere over mod disses concave eller lige Side. De vise sig som temmelig tykke, trinde, noget bugtede Stammer, som med Undtagelse af den nederste Deel ere bedækkede med temmelig tætstaaende, meer eller mindre korte, knudrede eller deelte Grene, der, sædvanligviis under næsten rette Vinkler, strække sig fra Stammen udad mod Papilvæggen, som de ofte naae, tee især paa den concave eller mere ligelebende Side+++). Grenene staae efter Papillernes for- skjellige Contractionstilstand hverandre nermere eller fjernere; kun ude mod Spidsen, hvor de sees særdeles kørte, ere de altid trængte ganske tæt paa hverandre. Stammen af Lever- +) Tab. Vil. fig. 32. Hj Tab. VL £ 37 1) Saadanne synes hidtil, forunderligt nok, ikke fundne i Glaukernes Mave; Bennett (L c. p. 117, 118) udhæver udtrykkeligt, at disse Dyr altid skaane Porpiternes Skiver. +4) Tab. VI. fig. 24. 273 lappen er huul og temmelig tyndvægget; Huulheden fortsætter sig ud i Grenene, hvor Væg- gene ere forholdsviis tykkere, længdefoldede +). Leverlapperne indmunde paa den hos Aeolidiaderne sædvanlige Maade i Galdegangene, af hvilke de forreste paa den hos Glaukerne vanlige Maade aabne sig i Mavedivertiklerne (Udvidnin- ger af Galdegangene), de andre i Maveblindsækken. — Leverlapperne af første Papilgruppe forene sig i 3—4 Galdegange. Den forreste) af disse ligger indesluttet i lost Bindevæv mellem Maven og den forreste Væg af Armpartiet; den beskriver en Bue parallel med In- sertionen af den forreste Trediedeel af Papillerne, og aabner sig med en Spalte ind i den forreste Deel af Mavens Sideforlængelse. En bageste mere fritliggende Gang er kortere, meget videre og aabner sig med en Spalte ind ligeoverfor den forrige; denne er deelt i flere Grene, af hvilke den øverste og nederste gaae parallelt med Papilinsertionen, den mel- lemste er kort og optager et Par lige udenfor liggende Leverlapper+++). Mellem begge disse spalteformede Aabninger findes 1— 2, sjeldent 3 mere rundagtige, som føre til korte Galdegange, der optage de til Midten af Papilgruppen hørende Lapper++++). — Skjøndt Variationer gjøre sig gjældende med Hensyn til Antal og Indmundingsmaade af Galdegangene, og det saaledes kan hænde, at to buede Galdegange optage alle Papillerne i første Gruppe, såa ere de ovennævnte dog de langt sædvanligere Forhold, hvilke ogsaa synes at gjentage sig ved anden Papilgruppe, og meget mindre tydeligt ogsaa ved den tredie, medens den fjerde kun syntes med en enkelt udeelt Galdegang at udtømme sit Indhold i Maveblindsækken!). — Galdegangenes Vægge ere belagte med et Lag mørkt- farvede, tildeels stærkt stort -pigmenterede Leverceller af ganske lignende Art, som de, der opbygge selve Leverpapillerne. Galdegangene vare tomme eller indeholdt en brunlig flydende Masse af Farve som Væggene og frembragt af disse (Galde). Blodlgbsorganer. Pericardiallacunen++}++}+) er stor og rummelig. Den forreste meget fine, hindede Veg staaer som et nesten lodret Skillerum i ringe Afstand bag Maven og fester sig til Maveblindsæk, Aorta og Tarm, idet den gaaer ned mellem Maveblindsek og Tarm >>>) g, heftet tii Forenden af Kjonskjertlen, stiger ned til Foden. Væggen dannes af et meget ~) 0) +) Tab. VI. fig. 25, 26, 27. ++) Tab. VI. fig. 22 a. ++) Tab. VI. fig. 22 c. +ttt) Tab. VI. fig. 22 b ') Det sees af ovenstaaende Fremstilling, at Leverlapperne ikke indmunde hver for sig i Maven og Maveblindsækkens Sinus, saaledes som Souleyet har afbildet det (l. c. p. 440. pl. 24. f. 19 e, e). +tttt) Tab. VI. fig. 31 a. +ttttt) Tab. VII. fig. 8”. Vidensk. Selsk. Skr. 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd., 7 Bd. 35 b ü 274 finttraadet Stroma med smaa Bindevævsceller af 0,0055™™ Gjennemsnit; det forstærkes i Egnen af Tilheftningen til Aorta og de ved Siderne liggende Organer af tværløbende Traade og afgiver ligesom et tvedeelt Udspring for M. retr. penis sup. (s. ndf. p. 279). Hjertet+) ligger dybere end hos andre notoprocte Aeolidiader, i Egnen mellem Papillerne af anden Bue og paa den forreste Deel af Kjonskjertlen. Forkammeret er stort, udtrukket i Breden og tyndvægget; det dannes af en structurløs Hinde med spredte smaa (c. 0,0055"") Bindevævsceller og hverandre i alle Retninger krydsende Traade og fine Traadbundter. I samme indmunde Venestammer fra den anden Papilgruppe og en fiin Venestamme, der paa hver Side sees løbe paatvers i Ryghuden lige i Retning med Hjertekammeret og mod- tage tydelige Sidegrene; i Forkammerets bageste Deel indmunder en median Stamme, som strækker sig langs Overfladen af Kjønskjertlen, og som sandsynligviis modtager Venerne fra 3die og åde Papilbue. De Vener, der føre Blodet tilbage fra den første Papilgruppe, bleve ikke paaviste. — Hjertekammeret er fladtrykt, fürsidigt, iøvrigt af sædvanlig Bygning”). Aortaroden er meget kort. Aorta ant. slaaer sig om Kjonskjerlelgangen, men følger denne, indtil den boier tilbage for at danne Ampullen, hvor den gaaer ind paa Siden af Sliimkjertlen og videre hen mellem Sliimkjertlen og den større udadtil liggende Deel af Penissækken. — Dybest inde i Gruben mellem de nysnævnte Organer afgiver Aorta ant.: 1) en Green til venstre Side, til Sliimkjertiens bageste øvre Lap (A. gland. muc.); 2) til Hoire en Green (A. vaginae penis externa) til den udadtil liggende Deel af Penissækken; 3) mere ligefrem en tvedeelt Green (A. deferens) til den Deel af Sædlederen, som ligger nærmere Penissekken; sammes meest udadlobende Ramulus forfulgtes en Strækning henad Sediederen (henad imod dens Udspring); 4) lige i Dybden afgiver Aorta en Green (A. penis) til Ombøiningsstedet for (den tilbagetrukne) Penis og 5) en kraftig Green (Å. vaginae pe- nis int.), som fortsætter sig opad den inderste Deel af Penissækken langs Tilheftningen af Szdlederen®). Stammen af Aorta ant. gaaer derefter i en Bue om Roden af Penissækken mellem denne og Forenden af Sliimkjertlen, afgiver 6) en Green til omtrent Midten af Foden (A. podarii), hvorefter Stammen gaaer skraat udad, træder indenfor Bjælkevævet paa Si- den af Legemshulen lidt ovenfor Fodranden under Maveforlængelsen, træder nu atter frit frem og gaaer noget bugtet, men iøvrigt fritløbende i Hovedlacunen (A. bulbi pharyngei) hen imod Svælghovedet, hvor den, som sædvanligt, ender deelt i 7) en A. bulbi propria og en Stamme, der tvedeler sig som 8) A. lingvalis og 9) A. labialis?). — Aorta po- +) Tab. VI. f. 31 b; Vil. f. 8. En enkelt Gang saaes en forunderlig kamformet, tyndvægget Ectasi paa den nederste Deel afHjerte- kammeret. En lignende Dannelse har jeg seet paa to Individer af Pleurophyllidia pustulosa. 7”) Den stærke Forsyning af Genitalapparatet med Arterier minder om den af Lacaze-Duthiers (L c. p. 236. L 8. f. 3) hos Pleurobranchus paaviste Arterieforgrening 7) Aorta var saa stærk, at den, naar A. bulbi phar. fattedes med Pincetten, sønderrev Bjælkevævet, som heflede den til Legemsvæggen, og derved lod sig trække frem næsten lige til sit Udspring. zen sterior gaaer bagad, idet den ligger tæt op til, men dog er tydeligt adskillelig fra Kjons- kjertelgangen; den fortsætter sig paa sædvanlig Maade som A. gland. hermaphrodisiacae. Arteriernes Væg viste, som sædvanligt, udvendigt en Belægning med spredte smaa Bindevævsceller; iøvrigt bestod den af en structurløs Membran med tydelig og tildeels stærk Udvikling af Lengdetraade og Traadbundter; hist og her, især paa Grenene af Aorta, vare Kredstraade ogsaa tydelige og syntes at danne et Lag udenom Længdetraadene. — Heller ikke hos Glaukerne fandtes noget Kar i selve Papillerne, men det af løst Bindevæv (Sliimvæv) gjennemkrydsede Rum om Leverlappen maa betragtes som en Lacune, hvortil Blodet skaffer sig Adgang gjennem en Aabning paa Papillens Tilheftningsflade, medens det vender tilbage gjennem en anden fiin Pore og gaaer over i en Venula papillaris (bran- chialis). — I (Ryg-)Huden opdagedes undertiden ligesom et meget stormasket Næt af rørfor- mede Lacuner uden skarpt begrændsede Vægge. Papillerne stemmede i Bygning fuldstændigt med dem hos andre undersøgte Aeolidier. Afsondringsorganer. Nyren+) er af vanlig Form og Størrelse, men ligger ikke som sædvanligt i Ner- heden af Anus, da dette er rykket længere tilbage fra Pericardiallacunen, ind i hvilken Nyren derimod indmundede paa sædvanlig Maade. Indvendigt viste Nyren den sædvanlige Bygning, saaledes 12—18 pennate Længdekamme, adskilte ved Furer. Neldesækken++) er forholdsviis temmelig lille (0,33"m lang) og udgjør i de mid- delstore Papiller sædvanligen kun 4/1o—'/15, i de største L°o—130 af hele Papillens Længde; den er af langstrakt Pæreform; Forbindelsesstrængen med Leverlappen er temmelig lang, ofte noget snoet, undertiden lidt udvidet tæt ved Neldesækken. Neldesækken er fyldt med Masser af Cyster og frie Neldefim; bagest findes tillige meget talrige Dannelses- celler med tydelig Kjerne. Cysterne+++) ere af meget forskjellig Form og Størrelse, snart rundagtige, snart mere langstrakte, ovale eller pæreformede, sædvanligviis af 0,034 — 0,06™™ største Diameter, fyldte med en fiin moleculær Masse, hvori talrige for- skjelligartede Neldefiim+++). Disse sidste variere meget betydeligt i Længde, fra 0,007 — 0,051"; jovrigt optræde de under de sædvanlige to Hovedformer, deels med Spiral- traad udenom Axestrængen, deels stavdannede. De første ere ovale eller næsten kugle- +) Tab. VII. fig. 8. ++) Tab. VI. fig. 28. +H) Tab. VI. fig. 29. 276 dannede, sjeldnere mere langstrakte; de sidste sees lige eller svagt bøjede, undertiden tyk- kere i den ene Ende. Foruden disse to Former af Neldefiim iagttages oftere, dog kun i enkelte, og meest da i de store Papillers, Neldesække nogle faa (1—3) Neldefiim af meget afvigende Natur liggende spredte mellem de øvrige. De ere noget større, af 0,0762—0,08*= største Diameter, aflange, lidt tilspidsede mod begge Ender, og i den ene med en tydelig Pore, fra hvilken en Axestræng paa sædvanlig Maade synes at strække sig henimod den modsatte Pol, men iøvrigt skjules af de yderst talrige Vindinger af en ligesom fiintledet Traad, hvis enkelte meget korte Led ere lidt smallere i den ene Ende end i den anden, og saaledes springe tydeligt frem fra hverandre. Paa et af disse Legemer var der tilfældigt en lille Bristning paa Siden, hvorigjennem et Stykke af Traa- den hang frem; selv paa dette var det ikke muligt ved Anvendelse af stærkere Forstørrelse (700 ><) at see disse tilsyneladende Led opløse sig i Vindinger af en fin Spiraltraad (strehla, Gøsse), eller at opdage lignende fine fremstaaende Spidser (pterygia, G.), som ofte ere iagt- tagne paa Neldetraaden hos forskjellige Coelenterater. Forplantningsorganer. Kjønskjertlen er af temmelig betydelig Størrelse, guulladen, jævnt hvælvet paa den øverste Flade, paa Midten af Undersiden sædvanligviis noget mere udhulet paatværs ; den øverste Side er temmelig glat og uden ret ieinefaldende Antydning af større Lapper'); den nederste Side og Randene sees ujævne og deelte i flere Lapper, af hvilke een fortil sæd- vanligviis springer frem mellem Udspringet af Maveblindsækken og Tarmen og undertiden er ligesom noget afsnøret fra den øvrige Kjertel; andre og mindre Lapper rage frem mellem de store Galdegange paa Siderne af Maveblindsækken. Paa Kjertlens Underside sees to dybe Indtryk, det ene længere, det andet kortere, frembragte af Maveblindsækken samt af Tar- men; den sidste efterlader desforuden et dybt Indtryk paa Kjertlens heire Rand. — Kjertlen viser iøvrigt ganske den sædvanlige Bygning; dens Acini ere tæt sammentrængte, saaledes ved Indskydning mellem hverandre uregelmæssigt formede, meest rundagtige, noget flad- trykte og rundıom bedækkede med talrige rundagtige secundære Acini (Ovarier)+). Ind- holdet i disse sidste saavelsom i selve Acinus er af sædvanlig Art, og Sedfimene stemme ganske med dem hos andre undersøgte Aeolidier. Kjønskjertelgangen strækker sig paa sædvanlig Maade gjennem Kjertlens hele Længde, kun langt nede mod Undersiden; den træder frem af Kjertlens Forende ved Siden 1) Til den af Souleyet ıl. c. pl. 24. f. 26 0) angivne tydelige og næsten symmetriske Lapdannelse saa jez neppe noget Spor. +) Tab. Vil. fig. 9. 277 af den ovennævnte lille Lap og fortsætter sig i Folge med Truncus aortae og Aorta ante- rior en lille Strekning fremad (og er her ofte pigmenteret), bliver derefter paa sædvanlig Maade tykkere), boier atter tilbage, er een eller to Gange knæboïet og sees i denne Stræk- ning af mere guulagtig Farve. Denne i Længde noget variable, tykkere Deel (Ampullen) er indlejret i en Fordybning paa Siden af Sliimkjertlens større skifergraa Lag ovenpaa og meer eller mindre skjulende sammes sorte Udføringsgang og selv næsten skjult mellem denne og Kjertlens gule Lap. Den tykkere Deel af Kjønskjertelgangen bliver derefter stilk- formigt tynd, og tvedeler sig paa sædvanlig Maade, for deels at indmunde i Sliimkjertlen, deels gjennem en Fortsættelse henad Overfladen af den nævnte Fordybning at gaae over i Sædlederen. — Kjønskjertelgangen er meget tyndvægget; den viser smaa Bindevævsceller samt Traade og Traadbundter, der krydse hverandre i alle mulige Retninger. Medens Pig- ment ellers hos Glaukerne sees overordenligt udbredt gjennem alle Kjønsapparatets Dele, mangler det næsten fuldstændigt i denne. Sliimkjertlen++) er mindre end hos de typiske Aeolidier; den er ikke nedtrykt som hos disse, men snarere noget sammentrykket; ogsaa her findes en Antydning til en Deling i to Sidehalvdele, af hvilke den til Højre er mindre og kortere, men uden at samme lade sig tydeligt adskille som egenlig Sliim- og Æggehvidekjertel; ifølge Beskaffen- heden af de iKjertlens Vindinger undertiden indeholdte Æg skulde de gule Lapper dog nær- mest synes at svare til Æggehvidekjertlerne. Iden mellem begge Sidedele liggende For- dybning hviler Kjønskjertelgangens tykkere Deel (Ampullen), saavelsom Sliimkjertelgangens Ende samt Vagina; Enden af Penissækken slutter sig da til den forreste Ende af den hoire Sidehalv- deel+++). — Den til Hoire liggende Lap er af guulladen Farve; dens Forende naaer aldrig saa langt frem som den venstre Lap, men Bagenden sees snart at ligge i Flugt med den bageste Rand af sidste, snart ikke at naae saa langt bagud; den er derefter snart mere lang- strakt, snart af mere pyramidal Form. Den udad vendende Flade er altid noget fladtrykt; ligesom den inderste frembyder den tæt i hverandre slyngede og viklede Vindinger, af hvilke kun enkelte tegne sig paa Overfladen gjennem en længere, sammenhængende Strækning, netop med Undtagelse af den forreste- nederste Deel, der sædvanligen fremtræder som en særlig, meer eller mindre tydeligt sondret Lap. — Den større venstre Lap er paa den indad vendende (hoire) Side +77) graalig eller sortladen (skiferfarvet) og sees at bestaae af en bageste mere nøgleformet Deel, hvis Vindinger tydeligt kunne forfølges fra den ene i den anden, og en forreste mere langstrakt Deel, som strækker sig langs Kjertlens øvre Rand og beier ned forom; mellem begge ligger Sliimkjertlens sorte Udføringsgang, og desuden rager +) Tab. VII. fig. 11 a. ++) Tab. VIL fig. 10, 11 b, c. ttt) Tab. VII. fig. 11. +tit) Tab. VIL fig. 11 b, c. 278 fordetmeste et sædvanligviis sort, pelsedannet Legeme (det forreste Stykke af Spermatotheket. s. ndf.) frem med en større eller mindre Flade. Paa den udvendige (venstre) Side+) tegne sig fortil og nedad to fra hinanden paa Overfladen ved en dyb Fure adskilte, men iøvrigt sammenhængende, sædvanligen guulladne Lapper med fine, tætte, i hverandre slyngede gyri; den nederste af dem naaer undertiden en betydelig Udviklingsgrad, i saadanne Tilfælde nemlig, hvor den heire Lap af Kjertlen skyder sig længere bagud; thi i samme gaaer denne Deel af Kjertlen altid over, og baade den til Venstre og til Højre for Gruben paa Sliim- kjertlens øverste Flade liggende gule Lap vise sig saaledes at være Dele af et større Afsnit af Sliimkjertlen. Ovenfor og bagved disse gule Lapper iagttages den skifergraa Lap, som, ogsaa fra denne Side seet, danner Kjertlens øverste Rand og bageste Ende; paa (Ud- siden af) denne Lap sees flere større ovenfra nedad løbende Vindinger og bagest en Deel mindre, som ere tæt slyngede i hverandre. Mellem de gule og den sortladne Lap findes ligesom indskudt et pølsedannet, sort (sjeldnere guulladent) Legeme (den bageste Deel af Spermatotheket). — Sliimkjertlen synes at dannes af et i flere Nøgler oprullet Rør”); det første af disse synes at danne den større guulladne heire Lap, som bagtil og nedentil sees at fortsætte sig i et andet, den nederste guulladne Lap paa venstre Side; denne gaaer fortil over i den ovenfor liggende, hvis Farve allerede er mere graaladen, og samme fortsætter sig i den Forlængelse af den skifergraa (venstre) Lap, som danner Sliimkjertlens øvre Rand. Fra denne sidste udgaaer den sorte Udføringsgang, som sees i Bunden af Fordybningen paa den øverste Flade af Sliimkjertlen. — Nogen større Huulhed kunde ikke paavises i Sliimkjertlen; i sine finere Bygningsforhold stemmede den iøvrigt fuldstændigt med andre Aeolidiers. Sliimkjertlens Udferingsgang optager længere tilbage Kjenskjertelgangens ene Green, mere fremad Spermatothekets Udforingsgang; den er gjennem hele sin Lengde paa sædvanlig Maade ufuldstændigt deelt ved et gjennem det Meste af Canalen fremragende Skillerum. Sedbeholderen, Spermatotheket++) er langstrakt, pelsedannet, afrundet for begge Ender, vinkelbeiet med det ene Been liggende paa Ind-, med det andet paa Udsiden af den venstre Deel af Sliimkjertlen+++); den var næsten altid sortfarvet og saaes kun en enkelt Gang af mere guulladen Farve. Den dannes af et udvendigt Lag Bindevævsceller, et Lag af temmelig tæt liggende, kun utydeligt i Celler afsatte Pigmentkorn (som manglede, naar +) Tab. VIL fig. 10. *) Det forekommer mig imidlertid meget tvivlsomt, om disse Vindinger skulde kunne paa det friske Dyr vikles fra hverandre i hele deres Udstrækning, som Souleyet (L c. pl. 24 A. f. 11) har afbildet det; under alle Omstændigheder ville de neppe kunne oprulles paa den der angivne Maade. ++) Tab. VII. fig. 16. +++) Tab. VIL fig. 10, 11 €. 279 | Spermatotheket ikke var sort) og et stærkt Kredsmuskellag; Sædbeholderen var som sædvan- ligt fyldt med fuldmoden Sæd. Udforingsgangen var af mere end det Halve af Spermato- thekets Længde, meget tynd og indmundede i Sliimkjertelgangen. Sædlederen+) begynder paa sædvanlig Maade som en Art Fortsættelse af Kjons- kjertelgangen (eller idetmindste af dens ene Green); den er meget langstrakt, af c. 3(—4jer Længde, og strækker sig i flere (oftest 4) store Bugter fra sin Begyndelse til Indtrædelsen ved den bageste Deel af Penissækken; den ligger frit i næsten hele sin Udstrækning og kun fra Indtrædelsesstedet i Penissækken og op til Roden af Penis fastheftet til denne sidste (sæd- vanligt i c. 4™™ Udstrækning). Organet er af brunliggraa Farve, ligesom med flere graalige Striber paalangs; omtrent ved Overgaugen mellem den første og anden 4/5 er det stilkformigt indsnoret--F) og der sorti. Vindingerne ere løst forbundne og nogenlunde holdte i Leie ved løst, netformigt gjennembrukket Bindevev, som bestaaer af traadet Masse med talrige Bindevævsceller; desuden saaes i Bindevævet hist og her Nerver med indleirede Celler og mindre Ganglier, hvilke iagttoges at staae i Forbindelse med Nerver og Ganglier paa Begyn- delsen af Penissækken (plexus genitalis s. ovf.). Sædlederens Væg er af temmelig betydelig Tykkelse; den bestaaer af et udvendigt Længde-, et indvendigt Tværmuskellag og er indenfor samme beklædt med et Lag Cylinderepithel af 0,067 Højde og c. 0,009" Tyergjennemsnit; sammes Rande tegnede sig sort-pigmenterede----F) tydeligt paaindsiden af Roret, som fandtes tomt. Pigmentet er i det Hele stærkt udviklet i Kjønsapparatet, stærkest dog i (Sliimkjertlen og i) denne Indsnøring påa Sædlederen. Peniss&kken°) er som det Organ, hvorover den er formet temmelig noie og tæt, af betydelig Størrelse. Den++++) er tykvægget og sortpigmenteret i sit korte Rodparti nær- mest den ydre Aabning og derfra op mod Roden af Penis; i den øvrige Udstrækning har den ganske tynde, næsten farveløse Vægge. Penissækken sees, naar Penis er fuldstændigt trukket tilbage, bestaaende af et kort Legeme (corpus), som til to Sider er trukket ud i et Horn (cornu)+++++), af hvilke det indad liggende er kortere, jævnt krummet og indeholder Roddelen af Penis, som derefter fortsætter sig henover Aabningen fra Penissækken (Genital- aabningen) over i det andet Horn, som er længere og snoet i Overeensstemmelse med For- men af Penis. Paa Penissækken hefte sig to Muskler. Den ene (M. retractor penis sup.) +) Tab. VII. fig. 8, 11 d, d. +t) Tab. VII. fig. 11 e. 1) Denne Indsnoring, som hidtil er overseet, synes ikke at være funden hos andre Aeolidier; hos Fiona (sml. Le. p. 323. t. Ill. f. 38 f) findes den Penissekken nærmest liggende Deel af Sædlederen meget tynd, i den øvrige Retning (den prostatiske Deel) er dette Organ derimod meget tykkere, HHH) Tab. VII. fig. 15. 2) Tilstedeværelsen af en Sæk udenom Penis synes overseet af tidligere Undersøgere. titt) Tab. VII. fig. 11 f, f. ttitt) Tab. VU. fig. 11. 280 udspringer fra Pericardiallacunens forreste Væg med to korte Grene, den ene fra Eg- nen ved truncus aortae, den anden lidt til Venstre for samme; Musklen stiger skraat ned, paa den første Strækning i Følgeskab med Aorta ant. og hefter sig tvedeelt ved Gjennem- trædelsesstedet for Sædgangen, deels ved dette Sted, deels opad langs denne. Den anden Muskel (M. retr. penis externus) udspringer lige ovenfor den venstre Fodrand i Retning med Penissekken, gaaer paatværs indad og hefter sig paa denne sidste omtrent ligeoverfor Inser- tionen af den forrige. Paa Penissækken, især ned imod Egnen af dens Rodparti, sees flere større og mindre Ganglier og Nerver, som kunne forfølges til eller staae i Forbindelse med N. genitalis (s. ovf.). — Sækken er gjennem hele sin Udstrækning udklædt af et Lag (Plade-) Epilhelialceller, som tildeels ere sort pigmenterede; den bestod ievrigt i sin største Ud- strækning (ogsaa ud over Krogen paa Penis) af en structurløs eller yderst fiintstribet Mem- bran, som sædvanligviis er tæt foldet, især i Længderetning, og paa Udsiden bærer en Deel Bindevævsceller og ofte en Deel sort Pigment; i den tykkere Deel af Penissækken optræder ogsaa Muskelvæv med tætte fine Længdeknipper og uregelmæssigt krydsede, grovere Skraa- knipper; udenom samme er da Belægningen med Bindevævsceller ogsaa bleven rigeligere. Penis) maaler i Længde c. 12== eller er ikke meget kortere end hele Dyret; den er ved sin Begyndelse ubetydeligt tykkere og kraftigere og aftager derfra efterhaanden kun i meget ringe Grad til ud imod Spidsen. Den er af hvidlig Farve, kun paa den concave Side af den længere Vinge svagt sortfarvet. Selve Penis viser sig paa Gjennemsnit ++) af tresidig Form og er kun ude i Spidsen lidt fladtrykt; den er langs sine Siderande for- synet med en vingeformig Udvikling; af disse begynder den ene, som er bredere og mere tyk, tæt ude ved Krogen paa Enden af Penis og fortsetter sig derefter med omtrent samme Brede heelt op til dens Rod; den anden begynder mindre langt ude, omtrent ved Begyn- delsen af Organets yderste Trediedeel, er paa den første Strækning ganske lav, men bliver højere, er efter hele sin Længde noget kruset og hører først op i ringe Afstand fra Roden af Penis lidt før Vingen paa den anden Side; begge Vinger smøge sig indad mod den con- cave Side af Organet og sees underliden trykkede tæt op til dette. Ude paa Spidsen af Penis sees den lille mærkelige), kraftige, mørkt kastaniebrune eller sortebrune Krog 34), der hæver sig fra en gjennemskinnende, guulbrunlig, rundaglig-aflang, i Bagenden ofte lidt ud- randet Flade; den er kun svagt krummet, i Spidsen ligesom lidt afskaaren paa den øvre Rand og der forsynet med en Længdespalte; Krogens Længde var omtrent 0,22™, dens Tykkelse ved Overgangen i den pladeformede Deel c. 0,07677, Dette Legeme sammensættes # Tab. VIL fig. 12. #4) Tab. VIL fig. 13. Denne Krog er allerede seet af Quoy & Gaim. (l. c. pl. 21. f. 9, 11, 12) og af Souleyet {L c pl. 24. f. 19, 26). En lignende Krog paa Spidsen af Penis findes ogsaa hos Slægterne Alderia og Limapontia. tH) Tab. VIL fig. 14. 281 af tykvæggede, guulligbrune, uregelmæssigt kantede Celler, som i selve Krogen ere mere af- lange, i Basalpladen derimod nærme sig mere til den runde Form; paa sidste Sted saaes Muskelelementerne ligesom gaae over i den chitinlignende Masse (sml. ovf.). — Penis sees paa et Gjennemsnit som et ikke meget tykvægget Rør, der til hver Side er forsynet med den omtalte vingeformede Udvikling. Roret saavelsom Vingerne bestaae yderst af Binde- vævsceller, indenfor samme af et tyndt Lag Længdemuskler, som omhylle et tykt Kreds- muskellag. I Axen af Huulheden ligger en Fortsættelse af Sædlederen, som her er af ganske lignende Bygning som i dette Organs øvrige Udstrækning; Sædlederens Hule fandtes under- tiden tom, men indeholdt sædvanligt Sed. Sædlederen er ved grove Traadbundter og løst Traadvæv med iblandede Bindevævsceller heftet til den øvre og nedre Væg af Penishulen; denne Befæstelse er dog saa løs, at et ikke ringe Stykke af den med Lethed og uden Præparation lader sig trække frem af Penis; ud imod Vingerne findes derimod et lille frit Rum, et mindre ud imod den mindre Vinge, og som først optræder, hvor denne begynder, og et større, som strækker sig ud i den inderste Deel af den længere Vinge+). Den lille Vinge er aldeles compact, den større kun i omtrent den yderste Halvdeel; i den tætte Deel sees Væggene af Vingerne forbundne ved stærke strængformede Traade, der ere blandede med mellemleirede Bindevevsceller og gaae paatværs fra den ene Væg til den anden. Det større af de nysnævnte Rum fortsætter sig heelt op til Roden af Penis og staaer der sand- synligviis gjennem en Aabning i Forbindelse med Kroplacunen; i dette samme Rum paa- vistes i den Strækning nærmere ved Roden af Penis en Arterie (A. penis) ++), der gav een eller to fine Grene til Sædlederen, men hvis videre Forløb længere ude i Penis ikke kunde følges: langs med Arterien fulgte en Nerve, der dannede flere mindre Ganglier paa sine Sidegrene, som saaes udbrede sig paa Væggen af Rummet samt paa Sædlederen selv. I det mindre Huulrum, der, som den dermed følgende Vinge, er af kortere Udstrækning, saaes ligeledes Nerver med Celler indleirede i deres Forgreninger. Medens Æggene i Sliimkjertlens guulladne Lapper endnu vare uden Skalhinde, kunde en fuldtudviklet Æggesnor i de skifergraae Lapper derimod forfølges gjennem flere Vindin- ger (gyri). En saadan Æggesnor var ganske lig den afsatte Ægmasse---f), saaledes som den paa et enkelt Individ fandtes snoet om et Par Papiller (af anden Papilgruppe); den var omtrent af et Par Tommers Længde, af 0,16—0,25™™ Tykkelse og indeholdt en enkelt Række med hverandre indbyrdes paa sædvanlig Maade forbundne Æg (af ce. 0,08 —0,10"" Gjennem- snit), afsatte i en hyalin Sliim!). +) Tab VII. fig. 13. Ti) Sml. Tab. VIII A. fig. 12", +t) Tab. VII. fig. 18. 1) Ægmassen findes korteligt omtalt af Quoy og Gaimard (l. c. p. 279) og afbildet hos Souleyet (l. c. Vidensk Selsk, Skr. 5 Række, naturyidensk. og mathem. Afd., 7 B, 36 282 I Anledning af den ovenfor berørte Iagttagelse af to Individer, som fandtes forbundne ved de spiralformigt om hinanden oprullede Pener?), maa jeg erindre om, at Videnskaben allerede er i Besiddelse af et Par lignende Iagttagelser paa nøgne Pulmonater. Werlich’s (Isis. 1819. p. 1115—1117) næsten forglemte Angivelser om Parringsforholdene hos de »sørte Snegle« (Limax) ere nemlig i nyere Tid blevne bekræftede og yderligere udviklede af Em. Purkyne (Wiegm. Arch. 1859. p. 266—271. t. 8), der (hos en »Arion empiricorum«, som imidlertid maa være en ægte Limax) saa Sæden stodes ud af Spidsen af Penis, træde ind i en af de i hinanden slyngede Pener dannet Axecanal og gjennem denne bevæge sig ned mod den ydre Kjonsaabning, hvorigjennem Sæden af begge Individer da sandsynligviis optages i Spermatotheket. Purkyne angiver udtrykkeligt (dog neppe efter fuldstændig lagt- tagelse), at Parringen foregaaer paa lignende Maade hos Helix pomatia; men han er derved i den stærkeste Modsigelse mod Keferstein og Ehlers (Zeitschr. für wiss. Zool. X, (1860) p. 258), som paa det Noiagtigste have fulgt Parringsacten hos denne Form og seet Indtreng- ningen af Penis i vagina. — Keferstein og Ehlers (zool. Beitr. 1861. p. 97) angive Parrings- forholdene hos Aeolidia peregrina ganske stemmende med dem hos Helix pomatia. Det skulde synes, at Glaukernes colossale, tilmed i Spidsen med en Hornkrog forsynede Penis maatte være aldeles uskikket til Indbringelse i de snevre og bløde Kjensveie. Muligviis er Forholdet det, at saadanne Former af Pulmonater og Aeolidier, der kun have en lille Penis, under Parringen indbringe denne i Vagina, medens andre med større Pener paa ovennævnte Maade vikle dem op om hinanden. Parasiter. I næsten alle Legemets Dele fandtes hos alle undersøgte Individer af denne Art, skjøndt i forskjellig Mængde, en betydelig Deel Individer af en ret mærkelig lille Indvolds- orm%). De saaes allerede med det ubevæbnede Øie som fine hvidlige Stænk skinne igjen- nem Rygbedækningerne og gjennem Papillerne og forekom iøvrigt i næsten alle Organer, muligviis kun med Undtagelse af Hjerte og Nyre. I maaskee størst Mængde forefandtes de paa Kjønskjertlens Overflade, saavelsom i Dybden af den mellem Lapperne; paa Kjertlens p. 442. pl. 24. f. 25), ligesom ogsaa, skjøndt noget afvigende og sikkerligt ikke naturtro, aftegnet i Gray's figures of moll. animals (III. t. 201. f. 6 a), muligviis efter en af Hooker's Tegninger. Selve Afsætningen af Æggene paa Velellernes Skive er iagttaget af d'Orbigny (voy. aux isles Canar. p. 42). Parringsacten synes ogsaa seet af samme lagttager saavelsom ofte af Lesson (I. c. p. 280, 287), men findes ikke noiere beskreven. Mellem de i Universitetets zool. Mus. bevarede Individer af Gl. atlanticus fandtes flere parviist for- enede paa ovennævnte Maade ved de om hinanden oprullede Pener. Det ene Individ i et saadant Par (t. VIL f. 14) var større end det andet, iøvrigt frembøde de hverken ved ydre eller indre Under- søgelse nogen væsenlig Forskjel. 2) Indvoldsorme vides ikke hidtil at være fundne hos Acolidier, derimod oflere Entomostraceer (sand- synligviis af Grupperne Ergasilus og Bomolachus). sml. Alder & Hanc. Monogr. part VII. p. 26—27. 283 Overflade laae de meest i Jevnhoide med denne, saaledes at Borttagelsen af dem efterlod Gruber i Kjertlens Overflade. De vare ligeledes særdeles hyppige paa Sædlederen. De iagttoges ofte trængte ind mellem Huden paa Ryggen og den med samme uadskilleligt for- bundne Mave og fandtes ofte i Gruber paa Indsiden af Kjertel-(Lever-)bekledningen i Ar- mene; enkelte Gange saaes de inde i Substansen af Mundhulens Loft; de vare temmelig hyppige paa Siderne af Spiserøret og forekom enkelte Gange paa Centralnervesystemet; en enkelt Gang saaes et Individ at ligge inde i og tilsyneladende tilstoppe Arteria penis. Dy- rene fandtes næsten altid ved deres Sugeskaale fastheftede til de Indvolde, hvorpaa de vare leirede; undertiden var Tilheftningen saa fast, at Sugeskaalene, især den paa Hovedet, under Forsøg paa Fraløsning bleve hængende ved det paagjældende Organ, endnu hyppigere blev dog Halen siddende. Mindre hyppigt fandtes Entozoerne frie i Mavehuulheden eller i Blodrummene, især ude i Armene og Hovedlacunen, eller inde i Sliimkjertlens rørformige Huulheder. Dyrene vare af meget variabel Længde, som vexlede fra c. 0,41—1,27™™; Længden af den udstrakte Hale udgjorde paa Individer af c. 17% Længde fordetmeste c. 0,337”. Store og smaa Individer bleve trufne iflæng paa og i de forskjellige Dele af Legemet; særligt hyppigt saaes store Individer paa Kjonskjertlen, deels paa dennes Overflade, deels nede i Dybden mellem Lapperne. Hist og her fandtes Dyrene ligesom noget sammenrullede, enten med Enderne mod hinanden eller med Enderne indslaaede i modsatte Retninger og saaledes med Kroppen S-formigt sammentrukken; i denne Skikkelse saaes de især oftere mellem Ryghuden og Maven. Sædvanligviis vare de let krummede og bøiede paa forskjellig Maade, sjeldnere næsten lige udstrakte. Halen var sjeldent heelt udstrakt, sædvanligviis meer eller mindre eller endogsaa heelt indtrukken; som anført, gik Halen meget let af ved Forsøg paa at fjerne Dyrene fra de Dele, hvortil de vare heftede. Sugeskaalene vare af udmærket Stør- relse; den bageste henimod dobbelt saa stor som den forreste, paa store Individer saaes den af indtil 0,167” Højde og 0,2" Brede. Den gaffeldeelte Tarmcanal var tydelig. En stor Deel Individer syntes at mangle Hale og havde da Bagkroppen fyldt med æglignende, guul- ladne Legemer. — Denne Entozo tilhører den lille Gruppe, som Guido Wagener i nyere Tid har behandlet i sin fortræffelige lille Monographi (üb. Distoma appendiculatum, R. Arch. f. Ntgsch. XXVI. 1. (1860). p. 165—194. t. VIII, IX). Jeg har foretaget en nøiere, ogsaa anatomisk, Undersøgelse af den og skal ved en anden Leilighed komme nærmere tilbage til samme. Dyret (som iøvrigt hører til en ubenævnt Slægt) har jeg kaldt Distomum glauei!). Mellem de i det zoologiske Museum bevarede Glauker fandtes flere (6) smaa og meget smaa Individer, som var tagne (3) af Capt. Hygom, (2) af Skibslæge Prosch og 1) G. Wagener saa oftere smaa umodne Individer af D. rufoviride, R. med tilbagetrukken Hale hos Cephalopoder og hos lavere Sødyr. 36" 284 (1) af Skibslæge Matthiesen paa henholdsviis 1° N. B. 26° V. L., 19° N. B. 20° V. L. og 8° 38° N. B. 24° 38’ V. L. Disse smaa Individer holdt det ene kun 2, de andre 21/9—3mm i Længde, men mindede iøvrigt i Form og Udseende saaledes om Glaucus atlanticus, at jeg betragter dem som unge Individer af denne Art. Kroppen var kraftig som hos denne, men Hovedet forholdsviis større, Halen saa lang som eller lidt længere end Kroppen. Der saaes hos de fleste kun to Papilgrupper. I den første taltes 4—6 Papiller, lige mange paa begge Sider eller een mere paa den ene Side; den anden og tredie eller sædvanligst tredie og fjerde Papil vare af meget betydelig Længde, især den forreste af dem, som naaede en Længde af 2—3™™ eller næsten var ligesaa lang som hele Dyrets Legeme; de foran og bagved staaende Papiller vare kun meget smaa. Disse to store Papiller gave disse-Dyr et ganske eiendommeligt Habitus, idet de (saaledes som iøvrigt undertiden ogsaa de smaa) strittede fingerformigt ud til Siderne. Den anden Papilgruppe indeholdt sædvan- å Individer) kun een Papil; den stod lige ved Haleroden og lidt rygstillet; ligviis (paa de af Størrelse var den omtrent som de nærmest ved de store Papiller i den forreste Gruppe. Hos de to Individer saaes (paa begge Sider) en mindre Papil foran denne større. Hos det største af disse smaa Individer fandtes en tredie Papilgruppe antydet ved en enkelt ganske lille Papil. Hos de øvrige saaes intet Spor til en tredie Papilgruppe, og hos intet af dem Antydning til en fjerde. Svælghovedet lignede i Form det hos Gl. atlanticus; det maalte hos det 3mm Jange Individ 0,07” i Længde eller udgjorde ”%— 75 af hele Dyrets Længde; Breden var 0,05 og Hoiden 0,06" 1). Chitinkraven var tydelig. — Kjæberne saaes lyst horngule, af Farve som hos Gl. atlanticus; crista connectiva sprang stærkt frem fortil; proc. maslicatorius var efter hele Længden (d. e. i en Udstrækning at 0,68») lige op til crista connectiva besat med en enkelt Række tætstaaende Spidser af c. 0,0028—0,00367m Heide; fremad vare de spidse, bagtil stumpe, afrundede, af c. 0,0036”” Brede; paa den bagest liggende Deel af Tyggefort- sættelsen saaes Spidserne ofte indbyrdes forbundne paa lignende Maade, som det blev iagt- taget hos Facelina Drummondi (sml. t. If A. f. 6). — Tungen var jævnt afrundet for En- den, Underranden lige; langs Overranden og Forenden saaes Tandplader, som derimod” al- deles manglede paa Underranden, som heller ikke viste Spor efter affaldne Tænder. Af Tandplader taltes i Alt 12, af hvilke kun nogle faa laae under og bag Raspedækket; der saaes (selv ved Forstørrelse af 750 x) intet Spor til uudviklede Tandplader. Tandpla- derne vare lyst horngule; Breden af den første (forreste) var 0,029mm, af den anden 0,034, af den ottende 0,048, af den tolvte 0,074™™; Heiden af den syvende Tandplade var 0,025, af den ottende 0,034”=: Længden af den fjerde var 0,06, af den ottende 0,074". Tandpladerne lignede i det Hele dem hos Gl. atlanticus, muligviis sprang Oddepartiet lidt mere frem; paa ', Maalene tagne ved Dissectionsmikroskopet paa en Glasplade med Centimetermaal, deelt i 100 Dele. hver Side af dette taltes fordetmeste 4, sjeldent 5 Dentikler, og kun enkelte Gange saaes 6, meest paa Grund af Indskydning af en enkelt tynd Spids mellem Dentiklerne. — Mund- bihulerne vare meget store. Neldesækken saaes i et Par af de store (3mm lange) Papiller af 0,63—0,64"" Længde, fyldt med Masser af Neldecyster med smaa Neldefiim af 0,007% Længde og af frie Neldefiim af 0,008—0,025"m Længde og iøvrigt lignende dem hos Gl. atlanticus; de eiendommelige colossale Neldefiim bleve ikke paaviste. Undertiden saaes en Deel af Neldesækkens Indhold drevet ud af den og som en Klump fæstet ved Spidsen af Papillen; det bestod hovedsage- ligt af Neldecyster. I Mundhulen og især mellem Tandpladerne saaes som sædvanligt en stor Masse Neldefiim, deels af Dyret selv, deels, som det syntes, af Veleller. 2. G. gracilis, Bgh. n. Sp. Species Gl. atlantico affinis, sed multo gracilior, brachiis anterioribus angustioribus inferne subcarinatis, papillis elongatis gracilibus; lateribus corporis fortiter argentatis. Mellem Individer af Glaucus atlanticus fandtes enkelte, som meget paafaldende ud- mærkede sig ved Farve og Form. Skjondt det efter mine Erfaringer altid bliver noget mis- ligt specifisk at adskille Glauker, som ere bevarede i Spiritus, troer jeg dog, at det vil vise sig, at disse Individer danne en egen Art, som jeg har opført under ovenstaaende Beteg- nelse. Den er den slankeste af alle bekjendte Arter}. Til denne nye Art mener jeg at kunne henføre en Deel Glaucus - Individer, som ved den af vore Museer fortjente Capt. Hygom ere tagne i Atlanterhavet (den IOde Octbr. 1858) paa 4° N. B., 24° V. L. og (d. 5te Novbr. 1857) paa 25° N. B., 23° V. L., ligesom et Par lignende, men meget mindre og yngre Individer vare blevne indfangede af ham paa 2° N. B. og 26° V.L. De vare afgivne til Universitetets zoologiske Museum, hvis Bestyrer jeg maa takke for den frie Undersøgelse af adskillige (4) af dem. Disse Individer vare alle udmærket vel-conserverede. Paa Nakken, Ryggen, Halen og Rygsiden af Papillerne viste de en stærkt udviklet hvid Belægning, der paa mange endnu havde bevaret det Meste af den smukke matte Sølvglands, som dog fremtraadte ulige stærkere paa Siderne af Kroppen; langs Midten af Undersiden af det smalle første Armparti saaes (som hos Gl. lineatus) en afrundet Kjøl. Oversiden af Hovedet og Siderne af Papillerne saaes af lys staalgraa Farve, - paa Grund af den gjennem den tynde hvide Beklædning gjennemskinnende Bundfarve. Fodsaalen var sort (sjeldnere graalig), ligeledes Undersiden af Papillerne og For- enden af Hovedet; begge de sidste Partier viste ogsaa en Antydning til en svag hvidlig Be- 1) Lessons Beskrivelse (I. c.) af Gl. atlanticus turde maaskee tildeels være udfærdiget efter Exemplarer af denne Art. 286 stovning. — Papillerne vare mere langstrakte og slanke (og saaes mindre krummede); Halen var maaskee lidt længere, ligesom Rhinophorer og Tentakler, muligviis ogsaa af lidt større Længde end hos forrige Art. Flere Individer vare noget sammentrukne; de saaes da undertiden rullede sammen (næsten som Oniscer) og med Armene og Papillerne fra begge Sider bøjede nedad og mod hverandre. Længden af de undersøgte (10) Individer udgjorde 12—25rm; hos de ovenfor om- talte mindre var den 7—8™™, et enkelt naaede kun en Længde af 5"" (med en Papillængde af indtil 2™™). Antallet af Papillerne paa den første Arm varierede fra 11—21, men var almindeligen 16—17, hos de smaa Individer beløb det sig kun til 8—9; de to mellemste vare de største og ligestore. Paa den anden Arm varierede Antallet af Pa- pillerne fra 7—16, men var sædvanligviis 12—14; hos de nysnævnte smaa Individer fandtes 4—5; de største Papiller laae ogsaa her i Midten eller lige bag samme, saaledes at den 9de eller 10de af 15—16 Papiller var størst. I den tredie Papilgruppe var Antallet 4—7, hos de mindre Individer 2; ogsaa her tiltog Papillernes Størrelse forfra bagad, dog saaes ogsaa her en enkelt mindre Papil bag de større. Den fjerde Papilgruppe indeholdt 2—4 Papiller, af hvilke de forreste vare de mindste; bagad tiltoge de i Størrelse, dog var ogsaa her den bageste undertiden ganske lille. Hos et lille Individ manglede denne fjerde Gruppe aldeles, hos et andet fandtes den antydet paa den ene Side ved en enkelt Papil. — Ogsaa mellem disse Individer fandtes enkelte med reprodu- cerede og saaledes mindre Papiller, der forstyrrede den i de enkelte Papilgrupper ellers regelmæssige Tilvæxt i Papillernes Størrelse; flere Gange fandtes endogsaa alle Papillerne i en Gruppe smaa og uregelmæssige med Hensyn til deres relative Størrelsesforhold. Svælghovedet stemmede i almindelige Form- og Størrelsesforhold i det Hele med dem hos den typiske Art; paa et Par Individer af Middelstørrelse udgjorde Længden 3— 3,5mm eller c. 4/5 af Legemslængden ved en Brede af 2%—3, og en Hoide af 2—21/9mm, Kjæbemuskulaturen var altid af hvidlig Farve, medens den derimod hos Gl. atlanti- cus var guulladen. Den øvre Tyermuskel saaes maaskee forholdsviis noget bredere end hos forrige Art. Kjæberne vare altid meget lyse, af lyst gronligguul Farve. Tyggefortsæt- telsen var stærkt udviklet, maaskee lidt mindre fremspringende fra Kjæben end hos den typiske Art. Pars horizontalis syntes at træde lidt mindre langt tilbage; det udenfor liggende Hjørne af Kjæben syntes mere spidstvinklet, Bagranden af Kjæben mindre afrundet end hos nysnævnte Art. Der syntes saaledes i det Hele i Kjæberne at være antydet Forskjelligheder fra Forholdene hos den typiske Art, men det lod sig ikke (ved det ringe Antal undersøgte Individer) afgjøre, om disse ere constante. — Tungen var af Form som hos forrige Art. Tandpladerne vare næsten sortagtige i Basalpartiet, i Oddepartiet med Den- tiklerne meget lyse, af svagt grønligt guul Farve. Deres Antal var 12—16 i Raspen og 7 under og bag Raspedækket, af hvilke de to vare under Dannelse, Totalantallet af 287 Tandplader var saaledes 19—23. Breden af den ottende Tandplade var 0,18, af den fjor- tende 0,20, af den 17de (bageste i Pulpen) 0,22; Længden af den forreste i Raspen var 0,22, af den sjette 0,28"®. Paa et 5mm langt Individ med Kjæber af c. 12" Længde taltes 6 Tandplader i Raspen og længere tilbage 5 andre foruden to uudviklede; den 7de (forfra regnet) holdt 0,068mm i Hoide, 0,16 i Længde; Breden af den 8de var 0,08. af den Ilte 0,122mm, Antallet af Smaatænder paa Tandpladerne var ogsaa her 3—7. Ogsaa hos disse Individer saaes den sorte Farve paa Mundhulens Loft kun at naae til Randen af Kjæbens horizon- tale Plade. — Paa Indsiden af Maven saaes paa enkelte Individer lignende skiveformede Fordybninger som hos Gl. atlanticus, og i Tarmen fandtes ogsaa hos et enkelt Individ et Stykke af en Porpitaskive. De fine Folder i Maven vare i det Hele temmelig stærkt ud- viklede og ligeledes tydelige i Mavens Rygside; paa et enkelt Individ iagttoges en dyb Fure dannet mellem to Folder i Maveblindsækken, og denne Fure saaes da med disse at svinge over i Tarmen. — Hjertekammeret fandtes paa de undersøgte Individer aldeles slapt, ligesom oppustet, farveløst; dets Trabekler sprang stærkt frem mod dets Hule og syntes undertiden at danne Loculamenter mod dennes Peripheri; lige ovenfor Indgangen til For- kammeret saaes den tværstaaende halvmaanedannede Klap tydeligere end paa andre Indi- vider af Glauker, som jeg har havt Leilighed til at undersøge. Mellem Hjertets stærkt grenede Muskelknipper fandtes enkelte tydelige smaa Nerveknuder. — Neldesækken saaes paa enkelte Individer af denne Art meget tydeligt dannet af et Lag Længde- og Kredstraade, beklædt paa Indsiden med et Lag zirlige tykke Epithelialceller af c. 0,0077= Længde og Tyk- kelse. Imellem de talrige Neldefim (af indtil 0,029"® største Diam.) fandtes enkelte af de colossale af 0,074mm Længde. — Penis lignede den hos den typiske Art og var af omtrent lignende Længde. Ogsaa hos denne Art saaes de samme Entozoer (Distomum glauci, Bgh.) som hos forrige Art; en enkelt Gang fandtes et saadant Individ mellem begge Kjæberande, næsten overklippet af Tyggerandene og med Forkroppen stikkende frem af Mundspalten. 3. Gl. lineatus, Reinh. n. sp. = Gl. lineatus, Rhdt. R. Bergh, om Forek. af Neldef. hos Moll. l. c. p. 324. t. 8. f. 8. ?@!l. Peronü, Less. l. c. ?@l. flagellum, Blbach. Voigt. Mgz. V. 4. (1803) p. 336. t. VIII) Corpus gracilius; brachia anteriora angustiora, inferne subcarinata; papillae elon- gatae, graciles; podarium angustius. Color capitis anterioris e nigrescente coeruleus; late- 1) Den af Lesson beskrevne Gl. Peronii er idetmindste uden Undersøgelse al Originalexemplarerne 288 ribus corporis argentatus; pagina inferiore podarii evaneus, stria mediana lata argentata; peni hepaticus, nigro punctatus. — Convexitas sup. mandibulae minus alta, inferior antice angustior; lamina horizontalis brevior, latior. Dentes radulae magis angusti, paucidentati. Tab. VIII A. Paa Reisen fra Borabora til Valparaiso, 20de Dagen efterat det førstnævnte Sted var forladt, 9: d. 8de Januar 1847, blev denne nye Form af Prof. Reinhardt opfisket under 36° 18° S. B., 125° 13° V. L., d. e. i det sydlige stille Hav lidt Ø. for Pitcairns-Øens Me- ridian, men c. 15? S. for denne Ø. Den toges næsten ved Vindstille og sammen med Ve- leller og Physalier. Der erholdtes 7 Individer, som i velbevaret Tilstand forefandtes i det kgl. zool. Museum, og af hvilke to bleve stillede til min frie Raadighed. Ifølge Vedtegning ved de (af Maleren Thornam) efter de levende Dyr udførte Figurer synes de at opnaae den betydelige Længde af indtil 45™™ (9: henimod 1%4”). De i Spiritus bevarede Individer vare temmelig stærkt sammentrukne; de to vare endog meget smaa (de, hos hvilke Papillerne i den ene Hob for største Delen vare afrevne) og maalte kun 10™"; ved de andre beløb Længden sig fra 15—20™™. Det hvide Pigment-Overtræk var paa disse Individer ulige bedre bevaret end paa nogen af de andre Arter netop med Undtagelse af Gl. gracilis. Denne Form, som i sine almindelige Legemsforhold og i Udseende stemmer over- maade meget med den følgende Art, Gl. longicirrus, maa ifølge R.'s MS., altsaa efter lagttagelse paa det levende Dyr, ved første Betragtning meget paafaldende adskille sig ved sin afvigende Farve. Fodsaalen er nemlig blaa, lyst kornblaa, men i Midten forsynet med en sølvhvid Stribe, der begynder lidt indenfor Fodens forreste Rand og ender omtrent i Retning med de bageste Papilhobe; et af Individerne, det med det største Antal Papiller, viste en (tilfældig) Afvigelse, idet Sølvstriben var afbrudt et Sted i et Par Liniers Længde. Hele Undersiden af Kroppen er iøvrigt af en skinnende, paa Siderne i det Blaalige over- gaaende Sølvfarve, og den smalle, mørke, ultramarine Stribe, som fra Randen af Fodsaalen hos Gl. longicirrus fortsætter sig op paa Midten af Armudviklingerne, mangler ganske. Den nærmeste Omgivelse af Mundaabningen var, i Modsætning til den meget lyseblaa Farve paa den øvrige Deel af Underfladen af Hovedet, meget mørk; netop det Omvendte var Tilfældet med Gl. longicirrus. Rygsiden af Dyret var hvidt med Sølvglands. Papillerne vare paa Bug- siden mørkeblaae, undertiden meer eller mindre sølvglindsende; lige i Midtlinien, nedad mod som maaskee ikke existere mere) ubestemmelig; den beskrives ganske kortelig og er ikke afbildet ; Bugsiden siges at være »bleu foncé«, og den angives taget i Sydhavet nær Linien. GI flagellum, som hidtil har været forglemt, er af Blumenbach opstillet paa en Tegning, som den spanske Naturforsker Gimbernat havde erholdt af Banks »som Doris radiata Gm.«; anden Oplysning mangler. fuldstændigt. Dyret sees at have langstrakte, temmelig slanke Papiller og at være lysere paa Midten af hele Fodsaalen; det synes at have en Deel Lighed med Gl. lineatus og har maaskee (trods de paa Figuren angivne tre Papilgrupper) hørt til denne Art. Rygsiden tabte det Blaa lidt af sin Intensitet, og denne var sølvhvid ligesom Rygsiden af Kroppen selv; den sølvhvide og den blaa Farve stode paa Papillerne temmelig skarpt mod hinanden uden jævn Overgang. I Stilling og Form stemme Papillerne ganske med Forholdene hos Gl. longicirrus ; Antallet af dem syntes derimod at være større end hos sidstnævnte Art. Ifølge Reinhardt's MS. fandtes Papillerne fordeelte i de fire Papilhobe (I, II, III, IV), paa følgende Maade hos fire i frisk Tilstand undersøgte Individer (A, B, C, D): Il If. TIL. IV. -— . (højre Side) 20 (10 + 10). 15 (8 +7). 6 3. (venstre Side) 22 (11 + 11). 15 (8 + 7). Be 3. B. (højre Side) 23 (11 + 12). 16 (7 + 9). 11 (8 + 3). 5 (3 + 2). (venstre Side) 23 (11 + 12). 18 (10 + 8). 13 (9 + 4). 6 (4 -+- 2). C. (hoire Side) 23 (12 + 11). 16 (9 + 7). 6. 4. (venstre Side) 21 (11 + 10). 17 (9 + 8). The 5 (4+ 1). D. (hoire Side) 16 (8 + 8). 10 (7 + 3). 4. 2. (venstre Side) 18 (9 +9). 12 (8 + 4). 4. 1. Reinhardt bemærker iøvrigt udtrykkeligt, at Antallet af disse Organer hos denne Art viste sig ligesaa ubestemt som hos andre Former. Paa et af Individerne saaes en enkelt Papil gaffeldeelt. Medens R. udtrykkeligt angiver paa et lille Individ (D) at have seet Kjonsaabningen stadigt trække sig sammen og atter udvide sig, er det af MS. klart, at han paa et andet Individ har seet den udstrakte Penis af lignende Form som hos GI. longieirrus og med en lignende Krog, men Organet var hos nærværende Art lyst leverbruunt med morkere Pletter. Undersogelsen af de i Spiritus bevarede Individer (sml. Fig. 3) gay omtrent lignende Re- sultat, som det Reinhardt erholdt paa de levende og friske Dyr. Paaden første Arm varierede Antallet af Papiller fra 13—21; de to mellemste vare altid de største og omtrent lige- store; de yderste (2—4) vare meget smaa, den indenfor dem en Deel større, og derfra voxede Hoiden jævnt imod Midten af Gruppen. Paa to smaa Individer var Antallet paa venstre Arm kun 6 og 8, idet alle de mellemste Papiller vare faldne af, og intet Spor bemærkeligt til Gjendannelse, paa enkelte af de tidligere Tilheftningssteder endog ligesom en Ardannelse eller Udvidskning indledet (Fig. 14). Paa den anden Arm vexlede Papiltallet fra 8—15, og de største Papiller laae i eller lige bagfor Midten af Gruppen. Paa den pudeformede Antydning til den tredie Arm beløb Antallet sig til 3—10; de bagtil liggende Papiller vare de største, sædvanligviis saaes dog flere mindre bag disse. Den fjerde, siddende Gruppe dannedes af 2—5 Papiller, der forfra bagad tiltoge i Hoide; hos saadanne Indi- vider, hos hvilke Antallet var større, fandtes endnu en mindre Papil bag de store. De store Vidensk. Selsk. Skr. 5 Række, nalurvidensk. og mathem. Afd., 7 Bd 37 290 Papiller naaede baade efter Reinhardt's Figurer og min umiddelbare Undersøgelse en betyde- ligere Længde og vare i det Hele meget smækkrere end hos Gl. atlanticus; herved og ved sin i det Hele mere langstrakte, slanke og elegante Legemsform skjelnede Arten sig ved første Oiekast fra den typiske Form. Breden over Ryggen mellem de to forreste Papilbuer er omtrent som hos sidstnævnte, men Armen løber mere spidst til og er paa Bugsiden ligesom forsynet med en afrundet Køl; den første og anden Papilbue sees mere vinklet; Hovedet er forholdsviis mindre, Siderne i det Hele heiere, Foden smallere i Forenden og Halen maaskee længere end hos Gl. atlanticus. Nervesystem og Sandseorganer fandtes af ganske lignende Beskaffenhed som hos foregaaende Art’). Oiet syntes noget mindre, Pigmentet i samme sparsommere. Læbeskiven saaes (som hos andre Arter) snart guulladen, snart sort pigmenteret. Svælghovedet var lidt mere nedtrykt end hos Gl. atlanticus, dets Musculatur af lyst bruunligguul Farve. — Kjæberne (Fig. 4— 6) vare af noget mørkere Farve; proc. horizontalis var lidt kortere, svagt bugtet og bredere, Bagranden maaskee mere convex eller vinkeldan- net end hos Gl. atl.; Kammen udenfor samme højere; Kjæbens øverste større Afdeling er forholdsviis lavere end hos forrige Art, den mellemste af lidt anden Form, smallere tillø- bende ffemad; Tyggefortsættelsen saaes som hos forrige Art. — Tungen var meget smal (uden Tandplader paa Undersiden); Raspen indeholdt 14—17 grønligt horngule Tandplader; under Raspedækket fandtes endnu 2 og længere tilbage 4—6, af hvilke de to bageste vare under Dannelse; Totalsummen af Tandplader var saaledes 21—25. Tandpladerne (Fig. 7—9) stemmede i almindelige Formforhold med dem hos den typiske Art. Den forreste maalte (hos det ene Individ) i Brede 0,14, i Heide 0,1, i Længde 0,257"; den tredie holdt i Brede 0,16, i Heide 0,11, i Længde 0,287"; den 9de maalte i Brede 0,2, i Længde 0,37™"; paa Tandpladerne bagest i Raspen og Raspepulpen udgjorde Breden 0,27". Antallet af Den- likler paa Tandpladerne var paa hver Side 5—6, sjeldent mindre (2—4) eller større (7). — Mundbihulen var rummelig, sammes som hele Mundhulens cuticula meget mørk; paa Mundhulens Loft saaes den sorte Farve kun at naae til (og ikke som hos Gl. atlanticus frem foran) Bagranden af proc. horizontalis. Mave, Maveblindsæk og Tarm ere som hos forrige Art; de sidste ligge ligeledes oven paa Fodsaalen i en Strækning umiddelbart forenede med hinanden; Enden af Mave- blindsækken saaes træde mere ud i Haleroden end hos den typiske Art. Leversystemet stemmede i Formforhold og finere Bygning fuldstændigt med det hos den typiske Art. Med Neldesækken var det Samme Tilfældet; dens Indhold saaes ofte drevet kugleformigt frem af og stilkformigt befæstet til Neldeporen; Neldecysterne og selve Fimene stemmede '; Det har ovenfor (p. 262) været omtalt, at sympathiske Nervegrene med smaa Ganglier med usædvan- lig Tydelighed bleve paaviste her. ligeledes med dem hos nysnævnte Art. De med Spiraltraade forsynede Neldefiim (Fig. 10) vare som hist af 0,025—0,029mm Længde; ofte fandtes Neldetraaden skudt saaledes ud, al Fimet var aldeles tomt; Traaden viste ikke nogen Udvidning ved sit Udspring, men oftest saaes den med en Dobbeltcontour, som om en anden Traad (sandsynligviis den endnu ikke udkrængede Deel af denne sidste) laa indesluttet i den; enkelte Gange forfulgtes Neldetraa- den i den betydelige Længde af omtrent 0,5™™, Traaden var altsaa af mere end 20 Gange Neldefimets egen Længde. I enkelte af Neldesækkene fra de større Papiller fandtes som hos forrige Art nogle faa (1 —2) af de store Neldefiim, deres Længde beløb sig til 0,06™™. Paa et enkelt Individ saaes en Æggesnor hænge frem af Kjonsaabningen; den stemmede i Form og Bygning ganske med den hos Gl. atlanticus. I Maven af et af de ana- tomisk undersøgte Individer fandtes en ganske lignende Æggesnor. 4. Gl. longicirrus, Rhdt. = Gl. longicirrus, R. MS, R. Bergh. I. c. p. 325. 2 Gl. pacificus, Eschsch. Zool. Atl. 4 Heft. p. 16. pl. XIX. f. 4. Voy. de la cog. Zool, II. p. 288. Species Gl. lineato affinis, adhuc gracilior. Papillae posteriores tertiae arcus elon- gatae. Color capitis anterioris rubescente-coeruleus; — lateribus superne ultramarineus, argentatus; inferne ultramarineus et cum stria ultramarinea (magis intense marginala) in brachia continuata; peni lactescente. — Mandibulae fere quales in Gl. lineato, lamina hori- zontali leviter carinata. Dentes radulae fere quales in Gl. lineato. Tab. VIII B. Af denne, som det synes, nye Art har Prof. Reinhardt hjembragt 10, for en stor Deel vel conserverede Individer, som den 49de og 50de Dag efter Afreisen fra Shanghai Lil Sandwichsoerne d. 25de og 28de Septbr. 1846 bleve tagne i det nordlige stille Hav paa 30° 9'—31° 30° N. B. og 149° 27/—148° 48’ V. L., d. e. i Nærheden af og NNO. for Sand- wichsgerne. De saaes tidligt om Morgenen (Kl. 67e—9) i næsten stille Veir sammen med Veleller, Porpiter, smaa Physalier og Janthiner. Ifølge Reinhardts MS. vare disse Dyr af temmelig betydelig Størrelse, idet Længden beløb sig til 16—18“; paa de i Spiritus be- varede Individer udgjorde den 8—20™™, Det vil, som allerede ovenfor anført, uden samtidig Undersøgelse af Original-Exem- plarerne neppe være muligt med Sikkerhed at benytte nogen af de hidtil foreliggende Dia- gnoser og Beskrivelser af Glauker; og det vil saaledes sandsynligviis for stedse forblive ubesternmeligt, om den af Eschscholtz »i Sydsoen indenfor Troperne« tagne Gl. pacificus 37° 292 hører herhen!). Den Eschscholtz’ske Forms hele Udseende stemmer overmaade meget med den af Reinhardt iagttagne, saaledes ogsaa i Størrelsen (» 1Ye’« Esch.) saavelsom, tildeels idetmindste, med Hensyn til Farve. I sine almindelige Formforhold stemmer denne Art med Gl. lineatus og saaledes da ganske med Hensyn til Skikkelsen af hele Hovedet?). Halen udgjor efter Reinhardt’s MS. Noget over en Trediedeel af den hele Længde, men var dog af noget inconstant Størrelse hos forskjellige Individer; i Reglen holdt Dyret den lige udstrakt, undertiden dog ogsaa ligesom oprullet i Spidsen. — Farveforholdene ere ifølge det omtalte MS. og saaledes paa det levende Dyr folgende: Rygsiden var hvid med svagt Solvskjer, der bliver stærkere og mere blaat nedad Siderne og imod Bugfladen, dog uden at Ryg- og Bugfladens Farver derved komme til at gaae jævnt over i hinanden. Fodsaalen udmærker sig ved en mørk Ultramarinfarve, der indfattes af en yderst fiin, lysere Stribe (den paasædvanlig Maade frem- staaende Fodrand); i selve Fodsaalens mørke Farve bemærkes i Midtlinien en Stribe, der bagad bliver tyndere, men mod Bagenden tiltager i Intensitet, den er iøvrigt ikke lige tydelig hos alle Individer. Udenfor (ovenfor) Foden løber en mørkt ultramarinfarvet Bræmme langs med den, hvilken udad begrændses af en endnu mørkere Contour; Bræmmen begynder i Egnen bag Fodhjernet, boier ud paa begge de to første Armpar, breder sig ud og fortsætter sig lige ud til Papilgruppen, ogsaa paa Armene indfattet af den mørkere Rand, som forsvinder med selve Bremmen henimod Egnen af tredie Papilgruppe. Den ovenfor denne Bræmme (nærmere Ryggen) værende Deel af Siden er af meget lysere Ultramarinfarve med et stærkt Sølvskjær. Papillerne ere paa Rygsiden farvede som selve Ryggen; paa Bugsiden af Farve som Armene paa Undersiden, kun forsynede med en mørkere Midtstribe, men det Sølv- hvide og Ultramarinblaa staae paa Siderne af Papillerne skarpt sondrede fra hinanden uden Overgang. Omegnen af Mundaabningen er ligesom lidt gjennemskinnende, rodligblaa og udenom denne Omkreds med en morkeblaa, ubestemt begrændset Rand; de forreste Folere ere mørkeblaae, de bageste lysere. — De i Spiritus bevarede Individer viste intet eller idet- mindste intet tydeligt Spor til de characteristiske, mørke, contourerende Linier. Ifølge Reinhardt's MS. vare Papillerne paa tre af ham i frisk Tilstand undersøgte Individer (A, B, C) fordeelte paa følgende Maade i de 4 Grupper (I, Il, UI, IV): ') »Gracilis, dorso margaritaceus; ventre, ore, tentaculis appendicibusque branchialibus atro-coeruleis; lateribus albo-coeruleis.« Eschsch. Denne Form er selv i Spiritusexemplarer let at kjende paa sin elegante Form, som dog ikke er saa zirlig som hos Gl. gracilis, samt paa sin lyse, noget euulladne Bundfarve. Individer af Gl. linea- tus, som have været bevarede i Spiritus, ere derimod meget plumpe og ligne mere Gl. atlanticus. I Il HO | A. (hoire Side) 18 (9 + 9). 14 (8 + 6). GE 3 (venstre Side) 17 (10 + 7). 12 (6 + 6). 2. 3. B. (hoire Side) 20 (10—+ 10). 15 (8 + 7). 58 4. (venstre Side) 20 (10 + 10). 13 (8 + 5). 5 4. D. C. (heire Side) 20 (10 + 10). 16 (8 + 8). Te ? (venstre Side) 20 (10 + 10). 16 (8 + 8). 7 Antallet af Papillerne fandt jeg (ved Undersøgelsen af alle de 10 Individer) ligesaa inconstant som hos Gl. atlanticus, ligesom der ogsaa saaes en lignende hyppig Uovereens- stemmelse med Hensyn til Tallet af Papillerne i de ligeoverfor hinanden staaende Grupper. — I den første Papilgruppe beløb Antallet sig til 11—20; kun hos 3 Individer fandtes 20, hos de fleste 15—18; de to mellemste vare de største. Den største Papil maalte paa et af de største Individer 11™™ i Længde. I den anden Papilgruppe vexlede Antallet fra 9 op til 16, men var sædvanligen 12—14; en af Papillerne nærmest bag Papilbuens Midte var almindeligt den største. I den tredie Gruppe fandt jeg fra 3—7 Papiller, hyppigst 5; den længste maalte (paa et af de største Individer) 9™™ ji Længde. Den fjerde Gruppe indeholdt 1—5 Papiller, hyppigst 3—4. — Denne Art er i det Hele meget slankere end den foregaaende og efter Gl. gracilis den slankeste af de hidtil bekjendte; Papillerne ere endnu længere end hos Gl. lineatus og synes i udstrakt Tilstand at være af større Ud- strækning end Dyrets halve Længde; Papillerne i tredie Gruppe ere af betydeligere Længde end hos forrige Art og naae, naar de ere bagud rettede, til den yderste Tre- diedeel af Halen. Reinhardt saa ofte Excrementer udstødes af Anus og fandt paa flere Individer Ægmassen hænge frem som en yderst fin, mælkehvid Traad (Fig. 4); da R. trak i den, blev Dyret uroligt og udstødte senere selv den hele Snor. Paa et andet Individ fandt R. foruden Æggesnoren tillige en Penis ragende ud af Kjønsaabningen som et 4—5“ langt og (i Gjennemsnit) c. %3 tykt Organ, som var lidt indsnoret ved Grunden og ganske lidt tilspidset mod Enden. R. saa det (Penis) undertiden glat, undertiden rynket; det kunde krummes og boies i alle Retninger og holdtes undertiden proptrekkerformigt dreiet (saaledes som det ogsaa hyppigt iagttoges paa de i Spiritus bevarede Individer); det var ifalge MS. gjennem- skinnende blaalighvidt med et ligesom morkeblaat Punkt i Spidsen, der ved nærmere Under- søgelse viste sig som Krogen; indeni Organet saa R. en mørkere Stribe fortsættende sig heelt ud til Krogen. — Paa et Individ af 20™™ Længde fandt jeg Penis af 13°" Længde- udstrækning. Jeg skylder Prof. Reinhardt den frie Benyttelse af to af de hjembragte Individer. — Svælghovedet var noget kort, stort og kraftigt; det maalte 4™™ i Længde, 3Vomm i Hoide og 3%av® i Brede. Muskulaturen var af bruunligguul Farve. Kjæberne stemmede 294 i alle væsenlige Forhold med dem hos Gl. lineatus, kun var proc. horizontalis kortere og mere bred, med en lille Kjøl omtrent langs Midten af sin Længdeudstrækning, og med et kun meget lille Hak ved Sammenstødet med crista connectiva. — Radula indeholdt 14—15 Tandplader; under Raspedækket laae endnu 2—3 Tandplader og i Raspepulpen desforuden 3 og 2 uudviklede, saaledes at Totalantallet af Tandplader beløb sig til 22. Tandpladerne (Fig. 3) havde til hver Side 4—7 Dentikler. Breden af den tredie beløb sig til c. 0,22mm, Hoiden til 0,1, Længden til 0,327; Hoiden af den syvende beløb sig til 0,122, Længden til 0,37; Breden af den 12te var 0,25, af den 16de 0,27mm), Nyren var (idetmindste paa det ene undersøgte Individ) forholdsviis større end hos andre Arter. Neldesæk og Neldefiim stemmede i alt Væsenligt med dem hos Gl. lineatus. I Kjønsorganerne udmærkede den tykke Deel af Kjønskjertelgangen (Ampullen) sig ved sin usædvanligt stærkeUdvikling; Spermatotheket var temmelig lille, af lys Farve. Penis var af betydelig Længde, paa et stort Individ endog l5"m lang; Peniskrogen saaes lidt længere og lidt mere kroget i Spidsen end hos andre Arter, dens Basalplade mere rundagtig; den mindre Vinge paa Penis fandtes lidt mindre udviklet end hos de andre Arter, især ud imod Enden af Organet; det indsnorede Sted paa Sædlederen laa om- trent ved Sammenstødet af dens første og anden Femtedeel. — Reinhardt saa udstødte Æggetraade af 2—3" Længde; Gjennemsnittet af en saadan fandt jeg beløbende sig til 0,16—0,25rr, Reinhardt bemærker, at Æggesnoren fra det levende Dyr viste sig som en hyalin Sliimtraad, hvori de lidt aflange Æg vare anbragte med omtrent ligestore Mellem- rum. Æggene viste sig ifølge det nævnte MS. »bestaaende af en hyalin Skal, som ved et lille Mellemrum var adskilt fra en kugleformet kornet Masse indenfor samme; der fandtes ingen vesicula eller macula germinativa og iagttoges ingen Rotationsbevægelser; Æggets største Diameter udgjorde omtrent Halvdelen af Sliimstrængens Brede«, og efter mine Maa- linger c. 0,08— 0,1”®, Paa en af Prof. Reinhardt's Tavler findes en Entozo afbildet, som sikkerlig er con- generisk med, om end maaskee specifisk forskjellig fra den hos Gl. atlanticus forekom- mende. De af mig undersøgte Individer af Gl. longicirrus indeholdt ingen Indvoldsorme. Foruden ovennævnte Individer indfangede Professor Reinhardt endnu et enkelt af- vigende Exemplar sammen med 2 typiske Individer af Gl. longicirrus paa 30° 46' N. B., 149° 240’ V. L., d. e. i Nærheden af Sandwichsøerne. Dette Individ anseer R. for hørende til Eschscholtz's Gl. pacificus. EN Dette Dyr!) lignede ganske betydeligt andre Exemplarer af Glaucus longicirrus, med hvilken den Eschcholtz'ske Art overhovedet synes at frembyde meget betydelig Overeensstem- melse, saaledes at begge disse Arter skulde synes fornemmelig kun at adskille sig ved Tilstede- værelsen af et forskjelligt Antal af Papilhobe. Det har allerede oftere ovenfor været bemærket, at Forfatternes hyppige Angivelser om Glauker med 3 Par Papilgrupper vistnok kun beroe paa mangelfuld Undersøgelse eller paa lagttagelse af unge Individer. Ifølge Reinhardt’s Un- dersøgelse — som jeg har gjenoptaget paa det i Spiritus bevarede Exemplar, men ikke med ganske samme Resultat — skulde dette Individ nu netop kun have havt tre saadanne Grupper, og herpaa støtter Reinhardt væsenligst Identificeringen saavelsom derpaa, at han har seet ligesaa smaa Individer af Gl. longieirrus, hvilke dog bare 4 Papilhobe. Dyret var meget mindre end Gl. pacificus, Eschsch.; efter R. kun af 5/2 P.L. Længde i udstrakt Tilstand, medens det i Spiritus bevarede Ex. endog kun maalte 8, Ifølge Undersøgelse baade af det levende og det i Spiritus bevarede Dyr var Hovedet tem- melig tykt; Kroppen meget slank, langstrakt med en lang Hale, der rigeligt maalte Halvdelen af Dyrets hele Længde. Antallet af Papillerne i hver Gruppe var meget mindre end hos Gl. longicirrus; R. meente i den første og anden at have talt 10, i den tredie to. Jeg fandt i den forreste Papilhob 13— (venstre Side) 14, af hvilke den 5—Tde vare de største; i den anden Hob talte jeg 7 — (heire Side) 9, af hvilke de bag Midten (paa hoire Side 6— Yde) vare de største; i den tredie Gruppe fandtes 3 baglil i Størrelse tiltagende Papiller, men bag samme saaes (som Spor til en fjerde Gruppe) endnu en enkelt, paa venstre Side lille, paa hoire meget større Papil. Farven spillede ifølge MS. paa Rygsiden i Blaat, paa Siderne af Legemet var den lyseblaa med sølvhvidt Skjær; Omegnen af Munden, de forreste Følere (egenlige Tentakler), Foden samt Bugsiden af Papillerne var af dyb violetagtig-blaa Farve; en svag mørkere Stribe saaes løbe ud ad Bugsiden af det forreste Armpar, hvilken paa det i Spiritus bevarede Individ (saaledes som ogsaa paa flere Individer af Gl. longicirrus) viste sig som en ved Afstodning af alt Pigment guulladen Stribe. Neldesækken var temmelig kort; Neldefimene stemmede med Hensyn til ind- byrdes Forskjelligheder, Form og Størrelse maaskee meest med dem hos Gl. lineatus. De med Spiraltraad vare sædvanligviis af 0,027"" Længde; de colossale Neldefiim iagttoges ligesaa sparsomt og vare af samme Størrelse som hos nysnævnte Art. Subg. 2. Glaucilla, Bgh. Caput validum. Corpus subventricosum, brevicaudatum; brachia magis prominentia, papillis pluriseriatis; peni exungvi. 1) Gl. pacificus, Eschsch.? R. Bergh. I. e. p. 325. 296 Denne lille naturlige Gruppe, hvis Berettigelse som saadan naturligviis ogsaa var forudseet af Reinhardt, hvem Videnskaben skylder de to nye eller saa at sige nye Sydsø- Arter, paa hvilke den er begrundet, er ved meget skarpe Characterer udpræget fra de typiske Glauker. Glaucillerne ere mindre end de ægte Glauker og af en meget mere plump Le- gemsform; Armene ere stærkere udviklede og længere, og et andet Armpar tydeligt ud- præget; Halen er kortere. Papillerne ere, idetmindste i de forreste Papilbuer, ikke stil- lede i en enkelt, men i flere Rader; deres Antal er større i de forreste Buer, og de større Papiller i det Hele af en forholdsviis betydeligere Størrelse end hos de ægte Glauker. — Til disse ydre Characterer slutte sig endnu nogle enkelte betydelige Forskjelligheder i den indre Bygning, saaledes den kortere Penis uden Krog, en anden Beskaffenhed af Divertiklerne paa Maven (de forreste store Galdegange (s. ndf.)) og endelig Mang- len af de store Neldefiim. 1. Gl. marginata (Reinh.). n. sp. = Glaucus marginatus, Reinhardt. MS. Glaucilla marginata (R.). Bgh. I. c. p. 325. Par brachiorum anterius elongatum, longitudine papillas longissimas aequans; par secundum brevius, sed omnino distinctum. Papillae breviores; posteriores lerliae seriei cauda breviores. Tab. IX A. Prof. Reinhardt har af denne Form hjemsendt 12 temmelig stærkt contraherede og i det Hele nu ikke meget vel bevarede Individer, som jeg har havt til ydre Undersøgelse, og af hvilke de tre velvilligt ere blevne mig overladte ogsaa til anatomisk. Disse Dyr bleve tagne paa Galathea-Expeditionen den 28de—29de Septbr. 1846 paa 29° 37—52’ N.B. og 149° 377—150? 12” V.L., d. e. i det nordlige stille Hav i Nærheden af Sandwichsøerne, deels ved fuldkommen speilglat Havflade, deels under en let Brise med 4 Miles Fart; sammen med dem fangedes enkelte Exemplarer af Gl. longicirrus, desuden som sædvanligt især Veleller, Porpiter og enkelte Janthiner. Reinhardt bemærker, at Dyret var ligesaa langsomt og dorskt i sine Bevægelser som Gl. longicirrus; de to forreste Papilhobe holdt det vel hyppigt horizontalt udstrakte (ligesom hiin), men ogsaa ofte beiede ned i Vandet mod Rygsiden. Denne Art opnaaer, efter R.'s Undersøgelse af de levende Dyr, kun den ringe Størrelse af 5—6”. — Den rene hvide Farve med Sølvskjæret er efter MS. og saaledes altsaa hos del 297 levende Dyr noget mere blandet med Blaat end hos andre Arter (f. Ex. hos Gl. longicir- rus); fortil paa Hovedet ligesom paa hele dets Underflade gaaer dette Blaat over i et Rødlig- graat. Bugsiden er med Undtagelse af Hovedets Underflade lysultramarinblaa med Sølvskjær og med et neppe mærkeligt violetlig Farveskjær op mod Siderne, hvor Bug og Ryg grændse til hinanden, Foden er meget dybere- og mørkere blaa end den øvrige Deel af Bugfladen, mangler ganske Sølvskjæret og indfattes heelt af en smal, sorteblaa Bræmme, uden om hvil- ken der endnu findes den samme yderst fine, lyse Rand som hos Gl. longicirrus. — Pa- pillerne saaes (ligeledes efter MS.) paa Bugsiden lyseblaae med en lidt rødlig Tinte og med en mørkeblaa Medianstribe; paa Rygsiden vare de sølvhvide med en blaalig Indfatning af denne Selvstribe. — Iøvrigt angiver R., at nogle Individer vare mere kraftigt og mørkt far- vede end andre, og paa disse mørkere farvede Individer vare Spidserne af Papillerne heelt over mørkeblaae. — Ifølge MS. saa man undertiden ved heldig Belysning to mørkere Striber eller Kar at skinne gjennem Hudbedækningen paa de forreste Arme og ude i Spidsen at forgrene sig til hver enkelt Papil; en enkelt lignende Stribe saaes gjennem Armen til anden Papilhob, imod hvilken den syntes at forholde sig paa lignende Maade, som i den første. Spiritusexemplarerne viste intet Spor til disse Striber, som jeg skulde være tilboielig til at betragte som Udtryk for Siderandene af Mavens Sideforlængelser (de udvidede Galdegange), og sammes Grene fra Levergangene i Papillerne. Dyret udmærker sig ved en meget plump, temmelig kort og tyk Form; istedenfor jævnt at aftage bagad bliver Legemsbreden først mindre fra Egnen bag anden Papilhob. Ho- vedet er buttet, tykt og kluntet; de forreste Følere meget paafaldende kortere og mindre udviklede end de bageste. Kroppen er til hver Side udtrukken i to armformige For- længelser, af hvilke de forreste især ere af betydelig Størrelse, ligesaa lange som de længste Papiller og saaledes endnu stærkere udviklede end hos den følgende Årt. Papilantallet viser sig ligesaa ustadigt som hos de fleste andre Former af Glauker og Aeolidier. Derimod synes det at være constant, at disse Organer i den forreste Hob sidde i 3 Rækker indenfor hverandre, i den anden i to og kun i de to sidste i en enkelt Rad. I den forreste Papilgruppe indeholder den øverste Række de største og talrigste Papiller, jeg talte i denne sædvanligviis 7—8; i den mellemste Række talte jeg næsten lige- saa mange, sædvanligviis 5—7 (en enkelt Gang endog flere (9)), og i den nederste omtrent et lignende Antal. Prof. Reinhardts MS. angiver 24 som det største forefundne Papil- antal i den forreste Hob, og hermed stemmer ogsaa min senere Undersøgelse af de i Spi- ritus bevarede Individer (Fig. 3), gjennem hvilke Antallet varierede fra 14—25 og sædvan- ligviis var 18—19; Forskjellen mellem Papillernes Antal i de modsvarende Hobe beløb sig til 3—6. — I den anden Bue sidde Papillerne i to Rækker. Efter Optegnelserne fra de levende Dyr findes sædvanligviis 6 i den øverste, 3 i den nederste Rad; paa Spiritusexemplarerne syntes Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd., 7 Bd. 38 298 Antallet, tildeels maaskee ved Affald af de meget mindre nederste Papiller, mindre, oversteg aldrig 7—8 og beløb sig undertiden endog kun til 4—5, af hvilke de 2—3 fandtes i den underste Række. Paa et enkelt Individ saaes de to Rækker ikke stillede parallele over hinanden, men mødende med hinanden under en spids Vinkel. Den tredie Papilgruppe indeholdt efter Optegnelse i MS. indtil 5, efter mine Undersøgelser 3—5 og (maaskee ved Affalden) endog kun 2 Papiller; de bageste Papiller vare (i Modsztning til Forholdene hos den føl- gende Art) ikke saa lange som Halen og naaede saaledes ikke ud til Spidsen af denne. I den fjerde Gruppe fandtes efter Iagttagelse paa det levende Dyr sædvanligviis 3, efter min Undersøgelse 2—3 Papiller. — I de to første Grupper tiltager Papillernes Længde som sæd- vanligt henimod Midten af de Buer, paa hvilke de ere stillede; i den tredie og fjerde Gruppe voxe Papillerne bagad i Længde. I de to forreste Grupper syntes Papillerne ifølge MS. at alternere med hinanden i Stilling, saaledes at de indenfor hinanden staaende tillige have Plads ligefor Mellemrummene mellem de nærmest udenfor siddende; denne Gruppe- ringsmaade lod sig ogsaa endnu constatere paa de i Spiritus bevarede Dyr. De største Papiller naaede paa de i Spiritus bevarede Individer en Længde af 1,5™™. Halen udgjorde efter MS. i udstrakt Tilstand en Fjerdedeel af Totallængden; den ragede et Stykke ud over Spidsen af de bagudrettede Papiller. Paa et Par Individer saa R. Penis strækkes ud; den forekom ham i Form noget afvigende fra den hos de andre Arter, han havde seet; ifølge min Undersøgelse af dette Organ turde denne lagttagelse ogsaa være rigtig. Hos et Individ saa R. en Æggetraad hænge ud af Kjønsaabningen; det synes af MS. at fremgaae, at Prof. R. ogsaa har seet de første Stadier af Æggets Kløvningsproces. De tre Individer, som jeg har kunnet undersøge neiere, vare af 6 og 7™™ Længde og især det ene meget velbevaret, saaledes baade paa Ryg- og Underside saavelsom paa Papillerne med meget udbredte Rester af den sølvglindsende Belægning. De nedre Tentakler vare saa smaa, at de meget let aldeles oversaaes og under- tiden endogsaa neppe vare til at see. Papillerne (Fig. 4—6), som ifølge de efter de levende Dyr optagne Figurer have været af ikke ringe Størrelse, viste sig paa disse som paa alle Spiritusexemplarerne stærkt contraherede og saaes saaledes i den nederste Rad nærmende sig Kugleformen (Fig. 6) 4). Centralnervesystemet stemmede i Formen af Ganglierne ganske med det hos Gl. atlanticus. Det sympathiske System viste ligesaa talrige Smaaganglier som hos sidstnævnte Form og saaes udbredt omtrent paa samme Maade. Der saaes som sædvanligt Nerveceller af udmærket Størrelse, særligt fremtraadte de indad i Hjerneganglierne; de fra *) Paa et Individ saaes en Monstrositet, to ved Roden sammensmeltede Papiller (Fig. 5). Er samme udspringende Nervetraade kunde folges ind i den yderst korte Commissur mellem Cerebrobranchialganglierne. — Oiet lignede det hos hiin Art, Øret iagtloges ikke Lydeligt. De Svælghovedet tilbagetrækkende Muskler vare forholdsviis længere og smallere, men tykkere i Substans end hos Gl. atlanticus. — Svælghovedet (Fig. 10—13) var forholds- viis stort, kort, heit og kraftigt; Længden var 0,18, Breden 0,16° og Hoiden 0,151); det var kortere end hos de typiske Glauker, mere fiirsidigt, med 2 Sidehjorner og afstumpet i Forenden; i de øvrige Formforhold saavelsom i den brunligt gule Musculatur stemmede det væsenligt med de hos andre Arter bekjendte Forhold. Det øvre Tværmuskellag (M. transv. sup.) er noget bredere end hos Gl. atlanticus (Fig. 10) og fortil mindre tilspidset (Fig. 13); den øvre Længdemuskel (M. rectus sup.) træder meget stærkt frem (Fig. 10); Indmundingsstedet af den sorte Spyttekjertelgang (Fig. 10”) laa som hos Gl. atlanticus; det nedre Tværmuskellag (M. transversus inf.) viste tydeligere end hos flere andre Former Sammensætningen af et bredere og et kortere Lag. — Mundbihulen var rummelig. — Kjæberne (Fig. 13—15) vare temmelig mørkt horngule; den horizontale Plade saaes kortere og bredere end hos andre Former; Kjæbens øvre Convexitet noget nedtrykt, hvilket betingede Svælghovedets noget afvigende Form med de stærkere fremtrædende Sidehjørner; Tyggefortsættelsen var lang og temmelig kraftig, Tyggeranden besat med fine fremstaaende Spidser (af c. 0,009™" Høide) (Fig. 15); i alle øvrige særlige Bygningsforhold stemmede Kjæberne med dem hos Gl. at- lanticus. — Tungen (Fig. 16) var hos de undersøgte Individer meget tilbagetrukken, saaledes meget kort og hoi. Raspen talte 10—14 Tænder, og bag Raspedekkets frie Rand samt i Pulpen laae endnu 5—7, saaledes at Antallet af Tandpladerne i Alt beløb sig til 17—19. Tandpladerne (Fig. 17—20) ere af temmelig lys hornguul Farve; de stem- mede i almindelige Formforhold med dem hos de andre undersøgte Arter; Antallet af Smaatænder ud til Siderne af Odden var temmelig ubestandigt, meest 7—10. Hoiden af den tredie Tandplade var 0,068, Længden 0,2"; Hoiden af den sjette var 0,07, Længden 0,21™™; Breden af den tolvte var 0,122, af den femtende 0,147, Pulpen (Fig. 21) indeholdt de sædvanlige Celler; der saaes kun een Tandplade under Dannelse. Maven (Fig. 22) saaes paa begge de undersøgte Individer kun tilheftet til Ryg- bedækningerne i en kort Udstrækning; den dannede ingen egenlige Sideposer, men optog fra hver Side en rummelig Galdegang, hvis nærmest Maven liggende Deel var tynd- vægget og uden særlig Farvning (Kjertelbelægning), hvis yderste Deel derimod var meget tykkere, tykvægget og af chocoladebruun Farve; denne Deel optog flere temmelig tykke Galdegange fra Leverlapperne. Dette Forhold var forsaavidt af stor Interesse, som det viste, at Mavens Sideudvidninger hos de typiske Glauker virkeligt kun vare — og retteligt vare 1) Maalene ere tagne ved Dissectionsmikroskopet paa et i Hundrededele deelt Centimetermaal. 38" 300 blevne opfaltede som — udvidede Galdegange. Tarmen beskrev en usædvanlig stor Krum- ning nedad. Baade Mave og Tarm fandtes næsten ganske tomme. Leverlapperne vare meget mindre lappede end hos Gl. atlanticus. Neldeszkken (Fig. 7) saaes temmelig langstrakt; Forbindelsesstrængen mellem den og Leverlappen tilsyneladende huul, men uden Spor til Neldefim. Sækken var tæt stuvet med (tildeels sammenkjædede) Neldecyster (Fig. 8) og frie Neldefiim; Neldefimene saaes af de to sædvanlige Hovedformer, de ovale vare af 0,016" Længde; der saaes intet Spor til de hos Glaukerne saa udviklede store Neldefiim. Hjertet (Fig. 23) var meget stærkt udviklet, og sammes Forkammer mindre tyndt end almindeligen, saaledes usædvanligt ioinefaldende med samt sine Venestammer. — Ny- ren var temmelig stor, af sædvanlig Form og Bygning. Kjønsapparatet (Fig. 24) stemmede i de almindelige Formforhold saavelsom i Structuren af dets enkelte Dele med det fra andre Arter Bekjendte, saaledes med Hensyn til Bygning af Kjønskjertlen, Sliimkjertlen og Udføringsgangene. Penissækken var (paa alle de undersøgte Individer) temmelig kort, kegledannet, i Spidsen lidt boiet eller snoet; den var temmelig tykvægget og nøiagtigt formet efter den kraftige Penis, som ikke viste Spor til den hos de ægte Glauker saa udviklede Hornkrog. 2. Gl. briareus (Reinh.)') n. sp. = ?Gl. draco, Eschsch. Zool. Atl. 4 Heft. p. 16. t. XIX.. f. 5.°) — Lesson, voy. de la coquille. II. p. 228. ? Gl. distichoicus, d’Orb., voy. dans Ü Amér. mérid. (1844). p. 196. t. XIV. f. 1—3. Glaucilla briareus (R.). R. Bergh. l. c. p. 325. Par brachiorum anterius subelongatum, longitudine dimidium papillarum longissi- marum aequans; par secundum brevissimum. Papillae longiores, graciliores; posteriores tertii arcus cauda longiores. Tab. IX B. Prof. Reinhardt har af denne Form hjemsendt et eneste Individ, det »eneste bruge- lige, complette« Exemplar af nogle faa, der toges med smaa Janthiner, Physalier, Veleller 1) Navnet er taget fra »det usædvanligt store Papil-Antal paa det forreste Par Arme«. (Reinh. MS.). 2) »Brevis, dilatatus, argenteo-rufescens; ore, tentaculis, appendicibus branchialibus lineisque duabus ventralibus nigro-coeruleis.« Eschsch. Eschscholtz skjelner udtrykkeligt denne Form fra Gl. pacificus og udhæver, at den ikke er Ungen af denne; han har seet Unger af begge Arter og anfører, at de kun ved færre Papilhobe adskille sig fra de voxne Individer. Reinh. henfører den i sit MS. til forrige Art. 301 og smaa Acalepher næsten ved Vindstille d. 25de Marts 1847, paa 28° 4” S. Br., 88° 45‘ V.L., d. e. i det sydlige stille Hav lidt N. V. for Juan Fernandez; Vandets Temperatur var da, Kl. 12, 16%4° C. | Det er muligt, at nærværende Art er identisk med Eschscholtz’s Gl. draco, der er tagen i »Sydsoen i Nærheden af Æqvator». Der er baade i (det stærkt mutilerede Exem- plars) Formforhold og i Angivelserne om dets Farvetegning Et og Andet, der kunde tyde derpaa. Identiteten vil imidlertid neppe med Sikkerhed kunne paavises, da Eschscholtz’s Diagnose er af den Natur, at Arten ikke dermed lader sig bestemme; da Originalexem- plarerne tilmed neppe existere mere, har jeg anseet det for rigtigt at adoptere Reinhardt’s Benevnelse, og Eschscholtz’s maa da gaae med som tvivlsomt Synonym, saalenge det endnu er Brug at besvere Nomenclaturen med det unyttige Tros af meer eller mindre ubrugelige ældre Synonym-Beneynelser. — Det er fremdeles heller ikke ganske usandsynligt, at d'Or- bigny's Gl. distichoicus kunde høre herhid; den er tagen i Sydsøen paa 20? S. B. og 89—90° V. L. og forekom der hyppigt nok; Dyrets Formforhold stemme ikke lidt med dem hos vor Art; Artsbeskrivelsen er ubrugelig, og d'Orbigny's Betegnelse paa en maaskee heller ikke mere bestemmelig Dyreform maa gaae ud. Dette Individ, som i almindelige Størrelsesforhold synes at have stemt med den foregaaende Art, maalte 7™™ i Længde; det var stærkt contraheret, Armene meget sammen- trukne ligesaavel som Papillerne. Bugfladen viste sig paa det levende Dyr ganske af samme Farve som hos Gl. marginata; paa den yderste Deel af Fodsaalen gik denne over i Violet og der manglede de to sorte Striber, der indfattede den øvrige Deel af Foden. Omkredsen om Munden var mørkt violet-blaa; den øvrige Deel af Bugsiden violetagtig-blaa med Sølvglands; men, da det metalfarvede Pigment (hvoraf Rester saaes paa Spiritusexemplaret som en graalighvid Belægning over den graaligsorte Bundfarve) var tyndere end, paa de andre Arter, navnlig paa den forreste Arm, skinnede Indvoldene mere igjennem og vare »de til Papillerne førende Kanaler temmelig tydelige.« Selve Papillerne vare efter Midten af Længden forsynede med en smal, solvblaa Stribe, som dog lod den” indenfor liggende Leverlap skinne tydeligt igjen- nem. Rygsiden var, som sædvanligt, sølvhvid, men Pigmentlaget ogsaa her usædvanligt tyndt, saa at Indvoldene ogsaa her skinnede, skjøndt temmelig utydeligt, igjennem. Bug- og Ryg- sidens Farver stode paa Siderne skarpt afsondrede fra hinanden. Ifølge Reinhardt's MS. er den lidt mindre kluntet end Gl. marginata, og Armene, især det andet Par, mindre skarpt afsatte fra Kroppen. De egenlige Tentakler synes ifølge Tegning og Undersøgelsen af selve Individet lidt større end hos forrige Art. — Ifølge Undersøgelsen af det levende Dyr, som syntes at bekræftes af min (påa Grund af den Forsigtighed, der maatte iagttages med det eneste Individ) temmelig ufuldstændige Undersøgelse, synes Papillerne at have siddet omtrent saaledes som hos Gl. 302 marginata. MS. angiver et stort Antal, 30—31, Papiller paa den forreste og 9 paa den anden Arm, 5 i den tredie og 3 i den 4de Papilhob. Jeg fandt Papillerne paa den forreste Arm tilsyneladende stillede i 4—5 Rækker, i den anden i 34); i tredie Papilhob taltes der og syntes der ikke at have været flere end 4, i den fjerde 2. — Papillerne vare i det Hele længere end hos forrige Art. Et let opfatteligt Artsmærke viste sig i Papillernes Længdeforhold, som var meget forskjelligt fra det hos Gl. marginata. De længste Papiller i den forreste Gruppe vare nemlig dobbelt saa lange som Armene og kunde, naar de beiedes tilbage, næsten naae Halespidsen; de større Papil- ler af tredie Gruppe naaede ud over Halespidsen. Dette Individ gav, ligesom det hændte med Individer af næsten alle de andre Arter, Æggesnore fra sig, eflerat have ligget nogen Tid i en Glasskaal. Æggene vare af merc langstrakt Form end hos andre Arter (Fig. 3). Leverlappen viste sig, ifølge Undersøgelse af en enkelt Papil, som hos Gl. mar- ginata, kun grovt knuddret eller meget kortgrenet. Neldesækken var af lignende Form som hos nysnævnte Art; der saaes de samme to Slags Neldefiim (Fig. 2) som hos denne og af omtrent lignende Størrelse (c. 0,0145—0,02"®). 1) Fordelingen af Papillerne i disse Rækker var den, at der i den første Hob i den øverste Række (nærmest Rygsiden) fandtes (paa heire Side) 7 — (paa venstre Side) 8, i den anden Række 6—8, i den tredie 5—6, i den fjerde 5—7 og i den femte (højre Side) 5. 1 hver af Rækkerne i den anden Hob saaes 3. — Jeg skal hverken lægge nogen videre Vægt paa det af mig fundne tilsyneladende større Antal Papilrækker, da dette kunde være Følge af Sammentrækning og Forskydning, — eller paa det ringere Antal Papiller, jeg fandt i den første Hob, da her enkelte Papiller kunde være faldne af, uden at dette kunde bemærkes paa det stærkt sammentrukne Individ. Fig. +2 i] 303 Forklaring til Tavlerne, Tab. I. A. Aeolidia papillosa (L.). Gll. buccalia & gastro-oesophagea. Ganglierne ere væltede om. Ved en Abnormitet sees 3 Nn. udspringe fra Commissuren. Kjæben fra Udsiden. (Underranden er beskadiget og Spidsen af Tyggefortsættelsen afbrækket). Kjæben fra Indsiden. Begge Kjæbemuskelmasserne forfra med Tungespidsen mellem dem. Tungen med Raspen, Raspedækket og Tungemuskelmassen fra Siden. Samme ovenfra. Raspedækket sees meget tydeligt samt den bagest-overste Deel af Raspen. Samme nedenfra, med den bagest-nederste Deel af Raspen. Tungemuskelmassens nedre Halvdeel, M. lingvalis inf., ovenfra (den øvre Væg af Tungehulen). Samme nedenfra. Et Stykke af Tungebeklædningen med 2 Tandplader. En Tandplade seet fra Undersiden. Schematisk lodret Gjennemsnit omtrent gjennem Midten af en Tandplade. Den midterste Deel af Tandpladen ovenfra. Nogle af de midterste Dentikler nedenfra. Tandspidser fra en af de forreste Tandplader. Stykke af et Par uudviklede Tandplader. Fordoielseshulen med Galdegangene. En af de mellemste Galdegange med Enden af løsning af Papillerne frembragte Huller i Huden. En Papil. Neldefiim. B. Cratena Olrikkii (Mørch). Gratena Olrikkii (Mørch). Papil af samme. Cratena hirsuta, Bgh. Papiller af samme. sammes ductuli hepatici i Midten af de ved Fra- Crat. hirsuta, Bgh. Fig. 1. 304 Neldefiim, Neldecyster af samme. Svælghovedet fra Siden, med Spiserøret og Gl. buccalia. Samme ovenfra, med Spiserør, Gll. buccalia og bucco-pharyngea. Kjæben. Deel af Randen af Kjæbens proc. masticatorius. Stykke af Raspen, fra Siden. En Tandplade fra Rygsiden. Deel af en lignende, skraat ovenfra. C. Aeolidia Soemmeringii, Leuck. Neldefiim. " tegnede ved c. 750 Ganges Forsterrelse. " lille Gruppe tegnet med camera lucida. " sml. p. 204 Anm. Svzlghovedet fra Siden, med Spisereret. Svzlghovedet ovenfra. Venstre Kjæbe. Den med * betegnede Linie er Kammen (paa Udsiden). Sammes Navleparti (Umbo), fra Indsiden seet. Heire Kjæbe, seet fra Rygranden. Stykke af Raspen, ovenfra seet. Enden af en Tandplade. En Tandplade. Stykke af en saadan, seet fra Rygsiden. En Tandplade, seet fra Undersiden. (Smaatænderne ere meest udeladte af Figuren). Tab. II. A. Facelina Drummondi (Th.). Kjæberne i deres Forbindelse med hinanden, slaaede noget ud fra hinanden og scete nedenfra. Kjæberne i lignende Stilling, seete ovenfra. Venstre Kjæbe udvendigtfra. Højre Kjæbe indvendigtfra. * Grændsen for Mundbihulen. Deel af Tyggefortsættelserne (Proc. masticatorii) med deres i hverandre gribende Takker. Et Par Takker af samme, seete udvendigtfra. De bageste, under Dannelse værende Takker paa Tyggefortsettelsen. Et Stykke af Kjæben med finere og grovere Tilvæxtstriber. De bageste Tandplader, fra Siden. Lignende Tandplader ovenfra. Et Par Tandplader fra Undersiden. Et Par lignende, skjævt fra Undersiden. Neldefiim. Figg. 9—12 ere alle tegnede ved camera lucida. eur Fig. 14. Facel. Drummondi (Th.)?, ovenfra (sml. p. 212). — 15. Samme fra Siden. De udtrukne Fodhjorner ere borttagne. * Papillen paa Penis, paa hvilken Aabningen for Sædlederen. — 16. Dyrets Forende, nedenfra. Furen i Fodens Forrand er tydelig. B. Coryphella Scacchiana (Ph.). Fig. 1. Svælghovedet, nedenfra. a. Spyttekjertelmassen. — 2. Samme, fra Siden. Centralnervesystemet er tydeligt med de fra samme nedover Siderne af Syælg- hovedet gaaende Nerver, ligeledes Spyttekjertlen (a); Mundbihulen skinner tydeligt igjennem Kjæben. — 3. Venstre Kjæbe, fra Udsiden. — 4. Samme fra Indsiden. 5. Et Stykke af Raspen, tegnet ved camera lucida. 6. En Mellemtand, skraat fra Undersiden. — 7. En Sidetand, skraat fra Rygsiden. 8. En lignende, fra Undersiden. 9. En lignende, i Profil. — 10. Tungebeklædningen (fra Midtlinien af Tungens Underside). a. Guticula. b. Epithelium. «@, a, &. Ophoininger efter affaldne Tandplader. — 11. En Spyttekjertellap. — 12. De ydre Papiller. — 13. En flad Papil. — 14. En trind Papil, stærkt sammentrukken (med Længdekam). — 15. En lignende i mere slap Tilstand. — 16.” Leverlappernes (Levergangenes) Indmunding i Galdegangene. — 17. Neldefiim. — 18. Sædelementer, og halede Geller (*) blandede mellem dem. Tab. IH. Galvina rupium (Moll.). Dyret fra Undersiden, e. 7 Gange forstorret. Samme fra Siden. En Papil. En Rhinophor. Svælghovedet med Spiseror og Mave. Hoire Kjæbe, fra Udsiden. Samme, fra Indsiden. — 8. Forenden af Kjæben (Navlepartiet, Umbo), forfra. | Bonn ar | Vidensk, Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd., 7de B. 39 > won 306 Bageste Deel af Raspepulpen. Bagest dennes Gelledannelser, foran samme 2 under Dannelse værende Tandplader; længere frem 3 færdige Tender; over og paa Siden af disse Mellemtænder sees de opadslaaede Sidetænder; under Mellemtænderne sees det til sammes anden Side hørende Been. Et Stykke af Raspen fra Siden, tegnet ved camera lucida. Et lignende ovenfra. . To Mellemtænder, skraat (øverst) fra den nederste og (nederst) fra den øverste Flade. En Sidetand, tegnet ved camera lucida. Neldefiim. Mave, Maveblindsæk, Tarmkanal og Galdegange. Lapper af Kjønskjertlen. A. øvre Flade. B. nedre Flade med Kjønskjertelgangen. Af Kjønskjertellappernes Follicler, Acinuli: Æg, Fidtkugler. Af Kjønskjertellappernes skiveformede Deel, Acinus: A. Zoospermer. * Et Zoosperm fra Enden. B. Tvehalede Celler (sml. p. 226, 240). Tab. IV. Coryphella salmonacea (Couth.). Svelghovedet med Centralnervesystemet og Spiseroret, ovenfra. Samme, nedenfra. Samme, fra Siden. * Centralnervesystemet. A. Venstre Kjæbe fra Indsiden med den vedhængende Beklædning, Indgangen til Mundens Bihule og sammes hele Omrids saaledes synlig. B. Samme, udvendigtfra Samme, fra Indsiden, efter Borttagelsen af Beklædningen. Af den frie Rand af Tyggefortsættelsen (Tyggefladen). Elementer af Kjæben. Af Beklædningen paa Kjæbens Udside. Svælghovedet ovenfra efter Borttagelse af det øvre Tværmuskellag (M. transv. sup. ant. bulbi) samt af den venstre Kjæbe. a. de omboiede øvre Rande af Mundhulens Sidevæg med Furen mellem samme (Mundhulens Loft). b. M. rectus sup. M. obliquus ant. M. obliquus post. . Fortsættelse af M. rectus sup. samt M. transv. sup. post. (Hætten over Raspepulpen). - Fritliggende Deel af M. maxill. proprius. Paa Midten sees Spiserersaabningen og paa hver Side af samme Spalten i Mm. rectus med Ind- trædelsen af Spyttekjertelgangen. Svælghovedet fra Siden, efter Borttagelsen af Kjæben. Fortil Facetterne paa Forenden af Kjæbemuskel- massen. * Tilhæftelsesfladen af det øvre Tvzrmuskellag. x pen Sammes Forende. Svælghovedet ovenfra efter Borttagelse af M. rect. sup. og dens Fortsættelse; paa den venstre Kjæbe- muskelmasse (B) ere tillige Mm. obliqui (a, b) borttagne. ec. Bageste frit liggende Deel af M. maxillaris proprius. 307 d, d. M. tensor tecti radulae. e. M. lingvalis proprius sup. f. Forreste af Mm. obliqui skjulte Deel af M. maxillaris proprius. g. Skjoldet (sml. p. 165). Fig. 12. Den isolerede Tunge og Tungemuskelmasse, ovenfra. a. Raspedækket. b. Sammes Muskel (M. tensor tecti radulae). c. M. lingv. pr. sup. — 13. Tungen og Tungemuskelmassen fra Siden, efter at Kjæbemuskelmassen er borttaget lige ind til M. buccalis. a. Udsiden af den øvre Tungemuskel. b. M. buccalis, beklædende Kindvæggen. c. Spiserøret. — 14. Tungen, efterat Spiserøret med Kindvæggen (og M. buccalis) ere borttagne. a. M. transversus lingvae. b. Bagfladen af M. lingvalis proprius sup. e. Udsiden af samme. d. Stykke af M. lingvalis pr. inf. — 15. Tungen og Tungemuskelmassen ovenfra; paa venstre Side er en Deel af Raspedækket (a) med sin : Muskel (b) (M. tensor tecti radulae) bevaret. c. M. lingv. pr. sup. — 16. Tungen og Tungemuskelmassen efter Borttagelse af Raspen;.i Midtlinien Renden med Kjolen, paa hvilken Tandpladerne (Mediantenderne) ere heftede. — 17. Undersiden af Tungen (med Mellem- og Sidetænderne) med Folderne ved sammes Rod. — 18. M. lingy. pr. sup. fra Undersiden. a. sammes Udside. b. sammes Forflade. c. Deel af sammes Bagflade. — 19. Den øverste Flade af den nedre Tungemuskelmasse. * M. transversus lingvae. — 20. Mundhulens Beklædning, fra Kant og fra Fladen, Cuticula og Cylinderepithelium. — 21. Stykke af Raspen fra (hgire) Side. — 22. Stykke af Raspen ovenfra. — 23. En Mellemtand skraat fra Siden. — 24. — — skraat nedenfra. — 25. — — skraat ovenfra. — 26. Tvende Sidetænder i deres Cuticula, fra Rand og Underflade. — 27. To Sidetænder. A. fra Rygsiden B. fra Underfladen. — 28. Et Stykke af Raspen fra (venstre) Side, stærkere forstørret (af den blege var. (Ae. approximans, B.). sml. p. 230). — 29. Cuticula fra Raspen med Celler indesluttede i Lagene (sml. f. 26 & p. 170). — 30. Bagenden af Raspepulpen. — 31. Af den bageste Deel af Pulpen. — 32. En Muskeltraad fra M. lingvalis proprius sup. — 33. Spyttekjertlen, Stykke af. Celler fra samme. — 34. Den forreste Deel af Dyrets Legeme ovenfra (sml. p. 229). — 35. To monstrest sammenvoxede Tentakler (sml. p. 229), 5 Ganges Forstorrelse. — 36. En Papil. 39" 308 - En lignende af den blege var. (Åe. approximans). Gjennemsnit af Leverlappen i en Papil. En beskadiget Papil (sml. p. 230). Dyrets Hoved forfra. Centralnervesystemet. 1. N. olfactorius med Gl. olfactorium. 10. Commissura buccalis. mon 2. N. cutaneus. 11. N. pediaeus brevis? 3. N. tentacularis. 12. N. — longus. 4. N. rostralis. 13. N. lingvalis. 5. 14. N. buccinatorius. 6. > Nn. musculares & cutanei. 15. N. oesophagalis. Te 16. N. oesophagalis. 8 i } Nn. dorsales (?) Øiet, siddende paa en lille Deel af Cerebralgangliet (med dettes Celler). af Maveindholdet (sml. p. 236). Neldefiim. En lille Gruppe af Sliimkjertler fra Sliimkjertlens store Lap. Coryphella bostoniensis (Couthouy). Papiller. Svælghovedet ovenfra, med Spisereret. Samme fra Siden. Venstre Kjæbe, fra Udsiden. — fra Indsiden. Af Kjæbens Tyggerand. Tungebeklædningen. A. Epithel med vedhængende (tavlet) cuticula. B. Den tavlede Indside af cuticula. C. De til cuticula stødende Endeflader af Epithelialcellerne. Stykke af Raspen, ovenfra, tegnet ved camera lucida. Stykke af Raspen, seet fra venstre Side. En Mellemtand, fra Undersiden og bagfra. To Mellemtænder, skraat fra Undersiden. Mellemtandens Denticulation. En Sidetand, fra Underfladen. En under Dannelse værende Sidetand. Lodret Snit gjennem Beklædningen paa Tungeryggens nederste Deel. a. Stedet for affaldne Tænder. b. cuticula. c. Epithel. — 17. — 18: — 19: Fig. 1. | | Pe | | svømmes | = | Noo ee NS len Lodret Gjennemsnit gjennem Raspepulpen. Cellelegemer fra Raspepulpen. Sædfiim. Neldefiim. B. Spurilla neapolitana (delle Chiaje). Den i en Bue forenede 3die og ide Papilbue, mellem begge Anus og Nyrepore (|). ” Grene til V. branchialis (sml. p. 181). Papilspids med Spidsen af Leverlappen samt med Neldesækken og sammes gjennemskinnende lige- som sammenkjædede Neldecyster. En monstres Papil. Svælghovedet med Spisereret, fra Siden. — ovenfra. Svelghovedet fra Forenden. Øverst Forenden af M. transv. sup. ant., under samme M. connectivus. Kjzberne fra Forenden. Venstre Kjæbe, fra Udsiden. Heire Kjæbe, fra Indsiden. Kjebens Navleparti (Umbo) fra Indsiden. Foran sees Mundbihulen, begrændset af Forenden af Kjæbemuskelmassen (*). Stykke af Tyggefortsettelsen. En Tandplade, fra Rygsiden. To lignende fra Siden. Halvt-schematisk lodret Gjennemsnit gjennem en Tandplade. Sammenkjædede Neldecyster. Neldefiim. Tab. VI. Glaucus atlanticus, Forster. Dyret fra Bugsiden. Naturlig Størrelse. Samme, fra Rygsiden. Samme, fra Siden. Kjøns-, Nyre- og Analaabningen tydelige. En af de store Papiller. Tilheftningsfladerne af større og mindre Papiller. Svælghovedet fra Siden. * Spytkjertelgangen. Samme ovenfra. Bag M. transy. sup. ant. sees Spiserøret, bag samme Gil. bucco-pharyngea med Ganglia gastro-oesophagalia, ud til Siderne M. rectus sup. * Spytkjertelgangen. Samme skraat nedenfra, med den bageste Deel af M. transy. inf. og longitudinalis. Samme ovenfra efter Borttagelse af den øvre Tværmuskel; Kjæbens horizontale Plade saaledes blottet. * Spytkjertelgangen. Højre Kjæbe fra Indsiden. Af Kjæbens Tyggefortsættelse. Af Bekledningen paa Kjæbens Udside. Stykke af Raspen, fra Siden. Samme, ovenfra. 310 Fig. 14°. Abnorm Tandspids. — 15. Tunge-Epithel med Grundfladen af en Tandplade. — 16. Bagenden af Raspepulpen. — 17. Tandplade af lidt afvigende Form. — 18. Tandodde. — 19. Tungen fra Siden med Raspedzkket (*) og Pulpen (**). Tungen ovenfra. Spytkjertlen med sin Udferingsgang. Heire forreste Divertikel paa Maven. a. Den forreste Galdesang skinnende igjennem. b. Aabningerne til flere Galdegange. c. Bageste Galdegang. d. Bindevzvsbundter til Hudbekledningen. — 23. Tilbzftninzspladen for Papillerne i første heire Gruppe. — 24. Leverlappen i en af de større Papiller; den mod ®iet vendende Væg af Papillen er aldeles bort- tagen, den modstaaende kun tilbage paa den yderste Halvdeel. — 25. Gjennemsnit af Leverlappen i Nærheden af Papillens Grunddeel. — %. Gjennemsnit af Leverlappen heiere oppe. — 27. Stykke af Leverlappens Væg, seet fra Indsiden af Huulheden. Aabninzerne til Grenene tydelige. — 28. Neldesækken med sin Stilk. — 29. Neldefiim. * De eiendommelige, store Neldefiim. . — 30. Zoospermer. — 31. Lodret Snit paalangs gjennem Dyret (noget schematiseret’. a. Pericardiallacunen. - b. Hjertet. c. Maveblindszkken. d. Nyren. e. Stykke af Penissækken. f. Stykke af Szdlederen. g. Kjenskjertlen. — 32. Den kjertlede Sliimhinde af den yderste Deel af Mavens Sideforlængelser. Udenpaa samme Ganglier og Nerveudbredning (*). | Tab. VII. Glaueus atlanticus, Forster. Fig. 1. Centralnervesystemet 1. N. olfactorius. 10. N. pediaeus longus. 1". Gl. olfactorium. 11. N. mandibularis. 2. N. rostralis. 12. N. lingvalis. 3. N. lateralis. 13. N. gastro-oesophagalis. 4, 5. Nn. labiales. 14. N. genitalis. 6. N. communicans (til Gl.gastricum). 15 N. copulatorius. 7. Commissura bucco-pharyngea. «. Gangl. innominatum s. oesophagale inf. 7". == mediana. B. — i plexus bucco-gastricus sup. 8. N. salivatorios. y- Gl. gastricum. 9. N. pediaeus brevis. d. Dele af plexus bucco-gastricus sup. — 2. Cerebrobranchialgangliet seet fra Undersiden med et abnormt stort Gl. olfactorium paa heire og to paa vensire Side. aon so 11. Le Et af de mindre (sympathiske) Ganglier. Sympathisk Nerveknude med Nerveceller og Nervetraade, som fortsætte sig gjennem samme. Nerve og Nerveforgrening med indskudte Nerveceller. * unipoler Celle. " Gruppe af unipolære Geller. Oie, Ore med Otolither. Stykke af Ryghuden fra Indsiden, med et Hudganglie. Dyret aabnet langs Rygsiden. Forrest sees Svælghovedet, bag samme Maven med sine Sideforlængelser og bagtil fortsættende sig i Tarmen og Maveblindsekken; mellem begge disse sidste ligger Hjertekammeret og ud til Heire for Tarmen den største Deel af Sedlederen. Bag og under Hjertet sees Kjonskjertlen og ud til Hoire for samme Nyren med den Aabning, som fører ind i Pericardiallacunen, hvis forreste Grendse er antydet ved *. Bagest sees Enden af Maveblindsekken med Galdegangene, paa venstre Side fra 3die og 4de, paa hoire fra 4de Papilgruppe. Lap (Acinus) af Kjonskjertlen med secundære Acini (Ovarier). Sliimkjertlen fra venstre Side. * Forende. ** Bagende. Det sorte Legeme er den bageste Deel af Sædbeholderen. Kjonsapparatet med Undtagelse af Kjonskjertlen. a. Kjonskjertelgangen med sin tykkere Deel (Ampullen). b. Sliimkjertlen. c. I Egnen under Bogstavet sees Sædbeholderen titte frem. d. Sædgangen. e. Indsnøringen påa samme. f. Penis, indesluttet i sin tynde Sæk. g. Den ydre Kjønsaabning. Ovenfor samme Enden af Penissækken og af Sliimkjertlens Ud- føringsgang. Penis ragende frem af den ydre Kjønsaabning. Gjennemsnit af Penis. I Midten Sædlederen, ved samme de Huulheder, der trænge ind i Vingerne. Peniskrogen, fra Siden. * Brudstykke af Peniskrogen, Huulheden i samme tydelig. Væggen af Sædlederen. ” Fra Fladen (Enden af Epithelialcellerne). Sædbeholderen (Spermatotheket) med sin Gang. To Individer i (?) Parring. Stykke af Ægmassen med sammes Ende. Paa en Strækning sees endnu vedhængende Epithel. Tab. VIII. A. Glaucus lineatus, Rhdt. Dyret. En Varietet. Form og Stilling af Papilgrupperne (efter Fralosning af Papillerne). Svelghovedet ovenfra. Hoire Kjæbe fra Indsiden. Tyggeranden i Nærheden af Naylepartiet. Fig. =! . sen? 312 Stykke af Raspen, skraat ovenfra. En Tandplade skraat fra Siden. En Tandplade nedenfra. Neldefiim. Figurerne 7, 8, 9, 10 ere tegnede med camera lucida. Dyret aabnet fra Bugsiden. Kjenssystemet. * Den overskaarne Penis med den paa Snitfladen tydelige Sædleder og A. penis Kjertelzeruppe fra Sliimkjertlen. Enden af heire-forreste Arm af et Individ, hvis fleste Papiller ere gaaede tabte. B. Glaucus longicirrus, R. Dyret fra Bugsiden. — — Rygsiden. Stykke af Raspen, skraat fra Siden, tegnet ved camera lucida. Stykke af Legen. , 6. Entozoer. Tab. IX. A. Glaueilla marginata (Reinh.). Dyret fra Bugsiden. — — Rygsiden. Dyret fra hoire Side (16 >< Forst). Papillerne ere afplukkede og sammes Grupperingsmaade derved tydelig formedelst de isinefaldende Tilheftningssteder. Den store Kjens- og den mindre Anal-Aabning sees tydeligt. En af de større Papiller. En monstrøs gaffeldeelt Papil. En af de mindre Papiller. Neldeszkken med sammes Stilk. Neldecyster med Neldefiim. Frie Neldefiim. Gruppe af Hjerneceller fra den inderst-forreste Deel af Hjernegangliet med sammes Fortsættelser ind i Commissuren mellem Cerebro-branchial-Ganglierne. Svælghovedet ovenfra. * Enden af Spyttekjertelgangen. Svælghovedet fra Siden. Svælghovedet ovenfra, eflerat M. transv. sup. er fjernet, og Kjæbens horizontale Pladedeel saaledes blottet. Svælghovedet skraat nedenfra, efterat Læbeskiven og det overfladiske Lag af den nedre Tyærmuskel ere tagne bort. Heire Kjæbe fra Udsiden. Stykke af Tyggefortsættelsen. Tungen fra Siden. Stykke af Raspen, skjævt fra Siden. Fig. 18. Samme, ovenfra. — 19. En enkelt Tandplade fra Siden. — 20. Grundfladen af en Tandplade. 21. Bageste Ende af Raspe-Pulpen. 2. Maven med to store Galdegange samt Udspringene af Maveblindsæk og Tarm — 23. Hjertekammeret med Forkammeret og de store Venestammer til samme. — 24. Generationsapparatet (med Undtagelse af Kjønskjertlen). a. b. Sædlederen. c. d e Penissækken. Sliimkjertlen. . Kjonskjertelgangen. . Sammes tykkere Deel (Ampullen). B. Glaueilla briareus (Reinh.). Fig. 1. Dyret fra Bugsiden. 2. Neldefiim. — 3. Stykke af Legen. De colorerede Figurer paa denne og foregaaende Tavle ere Copier efter malede Afbildninger, der af Galathea-Expeditionens Tegner, Hr. Thornam, og under Prof. Reinhardt's Tilsyn ere udferte efter de le- vende Dyr. Vidensk Selsk. Skr, 5 Række, naturvidensk, og mathem. Afil., 7 B. 40 Den Række smaa Monographier, som her ere samlede til et større Hele, er efterhaanden bleven ud- arbeidet i Sommermaanederne 1854—1862, saaledes med maanedlange Afbrydelser, som de dicteres af de mangehaande Forretninger og andre Arbeider, der følge med en større Hospitalsvirksomhed og et praktisk Lægeliv. Disse Afbrydelser have imidlertid ikke kunnet undlade at indvirke forstyrrende paa den jævnt-lige- lige Behandling af Stoffet og paa en aldeles planmæssig Fremstilling af de enkelte Organer og Organsystemer ved Figurer. Selve de tilsvarende Organer ere tildeels af den Grund hos de forskjellige Dyreformer heller ikke altid blevne tegnede ved samme Forstørrelse; hyppigst dog fordi Hensynet til den tilstrækkelige Tyde- lighed har været det Ledende og Bestemmende ved Udfærdigelsen af Tegningerne. Undersøgelsen er foretagen med et Chevalier's Dissectionsmikroskop og et af Smith-Beck & Beck's Mikroskoper. De ved det sidste anvendte Forstørrelsesgrader have været 55, 100, 200, 350, 750. Indhold. Side, Auatomisk Literatun - . . . .......... 141—142. Almindelisg Os ssc ee 143—198. Violreshiomm' Ar Bee else ats 143—148. Gjennemskinnen af Indyoldene........ 148. | MGS LIVEN oS 6.6 6 bi Go die os 148—197. NONVENKEMENS 0 9 sob se 5 GoD OOO 148—153. SAN USEOTEAN CEE pio oboe ooo ON 153—155. Gem age a Eee NE 153— 154. EONS En RENNEN Sen 154, 265. INNO NONE © de à 6 8 © 06 re: 1154. — 6 WINE 5 Re NE 210. en take SED ee ee 154—155. Hudbeklædning, Bindevæv, Muskelvæv. 155—157. Hondøielses ora re 6 66060600008 157—180. YO NES 6 cs 0500006000 157. | Mun dr ører es SSR duo Sr od 157. Svælgh.ove ose cog se d 640 157—174. EINUWARNO 9.08 8 40.00 00 000 0 00 160. Dabeskive ee re: 157. Kæder ES SEE er 159—162. Newel (NDS) 52655045006 1159. | Tyggefortsettelse (Proc. masticato- TS Re EN een ce 0e AN eT 160. INÉRORMETS 600 cle do u 160. Kjæbemuseulatur . . . . . .. 162—165, 168. NUNSON > 0 0 0 010 0 08 0 a oldie 6 170—174. | NEMGMEGGP 5 250006886004 6 171—174. | INnSEMUSGHlALUNE 5 oc 6 9 60 0 165—168. TR Eo 5 66 6.0 sob ob on OO 0-0 167. Nomalnmlem 556680560400 169—170. Mundbihulerne . . .. ... . . 169—170: | SHAG 6 bo bb en 175—176. SISTER PT EE ER 176. | Maven, Maveblindsækken . . .. Tarmen re er Senn ee REINE 177. | Fordoielseshulens Bygning, Indhold . , . . 177. Side. LON MOMs oo got ee: 175—180. eyenlap per RE RENE RS REE 178. BEYELSan serene ee 179. Galdezan seere IRS ESS SES SEES 179—180. Bladløbsorsa nerne 6 526 56 80 04 180—182. OMCs 5 co oo pao occ oS 180. ES MOSS De to aro D 02) blo 180. AMEN EN a ete on ce Ciel ee te 181. VOS se to ob oo co por oede ve 181. aC NG SØENS aan et ee 148, 181. FEES todo ob heen SKS SE SPRE SES 182. AanleUTÆ STADE EE EEE Ce 183. Afsondringsorganer............ 183—189. Had kj ntl seere seme new 156, 237 SONGS oo coon done o oases 175. EVE ee ES COL OT: 178. NNEC erne Feer 183—185. MONG@SHIK. ee 185—189. Nelde pone SEER EEE 185. NEWER sod mn on ee 186. Neldefiiniesr RER EE 186—1S9, 276. Porplantningsonganer. = |. NN 189—196. Henmaphroditis mi elms SERENE 189. NEED: oS po Pon c 6 à vo ne 190—192. Zoospermer, Ass... 192—193, 226. Kjanskjertelgangen og dens Grene 190—191, 193. Sliimkjertlen og Æggehvidekjertlerne . 193—195. Sau DENOLU ETE NIE EE 195. Sæde dere s oh re 195. Penissækken og Penis . .195—196, 279—280. Ære las Sene SE En er 196—197. Difformiteteter . . . . 229, 230, 274, 298, 303. ENESTE ecto orc ao oO Ou 282—284, 294. Distomum glauci, Bsh. ........ 283. Systematisk Oversigt Side. Anatomisk Undersøgelse af enkelte Former . . 199—302. NO) EEN ZN Or nord 199— 204. INGOTS 616 0 0 polie o pool aa & 199. Gavolina ns ee ees tales se Si es 199, 214. IDSELOCETOSici esos cess es ca ee ee 199, 219. ANG. TUE alo 6g ee bos © 200—203. | Ae. Soemmeringii, F. S. Leuckart . . . 203—204. SDL AS Bens FREE 2 205—209. Phidiana nase cle 205, 209, 215. Sp. neapolitana (d’Ch.) ......... 205—209. Ravelinar A ETC elu coo oc 209—213. Wane Gh (WW) EEE 4 iho 5 210—213. MEN CDG CCHS 2 002 ae DIO cate aio Wai 2} GravanasiBene «sla aie eeu. 282g: | OETA ER EN Cae res bor ayant 213—214 RIAD OR BGs 8 ee ee Ce 214. | Er hirauta, (Beles er ana a 215— 216. | CRAOITIARI March; u See ee 216— 218. | GHINITESER- He ee ee 218— 226. ROBIEN re dl Grprnplom Meller cs = Jr. vun 220—226. Gorvnhella Gray. role 226—243. C. salmonacea (Couth.) . ........ 227—237. Var. C. approximans, Bgh........-. 230. Grdlyersan (Gir dois.) Nic ah ery hot ose 227. G-Scacchiana) (PE) 714: ee 237—240. | C. bostoniensis (Couth.). . . . . . . .. 240—243. Side. Gamers kors ER ER EEE 243—302. Taniogenus@Blvs eee . . 247, 254. GI ane us EB ST EE 252. Glwatlanticuss ECTS EL Pe 29535 == EON, YA ee ee 285. = lineatuss RO tees nee 288. == Iie Wnt nn 300 008.0 00.0 ll —Snaeilleus, Eschsenn > rn 294. —euchaxis; APÉTON en 245, 252. Gl australis; Peron) EE EST ee 245. SR Peron ESSOR UE 245. Glanonla Be me PTE ECRIRE 295. Gl. marginata (Rhdt.) ............ 296. Gléinareus (RAC) EEE ER 300. Forklaring til Tavlerne........... 303—313 Tayi) coe RE NL der fn 303. N ET OP OS Ne 304 — Jin se RER PNEUS 305 — d'Or ER TR RAR a ee sales 306. A N EEE CHE LES HD ao 308. EN 4 N Re ENS D LOUE DER 309 DV EL AUS ey a EN Te 310 I a re Au eho 311 EK AE 312 u A Aeolidia papillosa (L) RE ul KR \ A 00 Jah ap) Trans a HD re Cratena Olrikkit (M)- Crat. hirsuta, Bgh. z "| Q NA N hi (EN lj Aeol. Sommeringit, Leuck. Miah ©. MÅ j MU thy N re % ING N u Egm. Ruschke " Ton io i aan 1 in ; “ 1 i 1 i u KR rem ’ | | 1 i D. | | PT Vid. Selsk Skr. 5" Række naturvid of math. Adel. 6 B R Bergh, anat.Bidr til Kom Acolid mamma AR ' Vid. Selsk.Skr. 5% Række, naturvid. og math. Afdol. 6 BR Bergh, anat. Bidr til K om Acolid Tab. fil Galvina rupium (Möll) R. Bersh Egm Ruschke Ze AR i fi LE BET. D Ti) 24 M Ar. øde AN te sn i kt a Dan i À 4 F AE i a i i | j te À ind | 7 iy I nl 11 i i (te At | a VM mn A i f ‘oe | i i iri SE i | ROLL HE Nf nl ' i ean DE 1 yt i = | JER : 0 4 Er m I ET mm | ; | | 5 Række naturvid.og math Afdel 6te B RK. Bergh, anat Bide (il Kom Acolid Tab IV Fr Skr. 4 = CELL, G Corvphella salmonacea (Couth) — R.Borgh. Rew Ruschke Da N Dm N it + a TU (ll: LATIN r cd densk Selsk. Skr. 5! Række, naturvid og math Afdel. 6" B. R Bergh, anat Bide: til Kom Aeolid. Tab V Spurilla neapolitana (d’Ch) R Berg Bergh. Kem. Ruschke = > LAN SER . å Vidensk. Selsk. Skr. 5! Række, nafurvid. og math. Afdel Gt BR Bergh, anat.Bidr fil K om Acolid 1. 2 - N) £ n à $ Tb. VI >, Bers} 53 i aire i i = Peers R. Bergh Egm. Ruschke tin i i i ii 7 | Way Tab Vil Vidensk. Selsk Skr. 51e Række, naturvid of math Afdel 6' BR Bergh, anat Bide til K om Acolid R Bo Vidonsk. Selak. Skr. 5” Række naturvid. og math. Afdel. 6% BR. Bergh, anat Bide til Kom Acolid r Bit Tab VIL NES À| LED x a \% N = N >) Glaucus lineatus, Rhdt R Bersh Tab. IX Vidensk Selsk. Skr. 5! Rækko mafurvid.og math. Afdel. 6% B. RK. Bergh, anat. Bide til Kom Avolid Glaucilla maréinuta (Rhdt) (Rhdt.) briareus Glaucilla R.Beréh. Bi. | RK i Epithelioma cylindraceum foliaceum og globosum, en pathologisk-anatomisk Undersøgelse Professor, Dr. med. Adolph Hannover, Med to Kobbertavler. I min Afhandling om Epithelioma, der udkom 1852, har jeg skildret en eiendommelig Svulst, som man indtil hin Tid i Almindelighed havde anseet for Kræft, Til Afgjørelsen af et meget omtvistet Spørgsmaal stillede jeg mig udelukkende paa et anatomisk - mikroskopisk Standpunkt og søgte ved anatomisk-mikroskopiske Kjendetegn at løsrive hin Art af Svulster fra Kræftsvulster; Svulsternes Forskjelligheder i pathologisk Henseende blev vel fremhævet af mig, men kun som underordnet Moment. Jeg indsaae nemlig, at Aarsagen til, at Kræft og Epithelioma vare blevne sammenblandede og forvexlede, laae i den Lighed, som de pa- thologiske Forhold unægteligen i mange Tilfælde frembød, medens der paa den anden Side ikke var nogen Uvished, hvor disse Svulster fremtraadte i deres extreme Former enten som absolut godartede eller som absolut ondartede. | saadanne Tilfælde var der i Regelen heller ikke Uenighed, naar man tog Hensyn til de anatomiske Forhold. Men i et stort Antal Til- fælde, der Jaae mellem hine Extremer, gjorde ikke blot de pathologiske Forhold Diagnosen tvivlsom, men selv den anatomiske Undersøgelse med Kniven og det blotte Øie viste sig utilstrækkelig. Efterat jeg for over tyve Aar siden ved Mikroskopets Hjælp havde opstillet Kræftcellen som en specifik og kun i sand Kræft forekommende Celle, stræbte jeg at finde en Elementardel af samme Betydning i Epithelioma. Denne Bestræbelse mislykkedes, for- saavidt jeg i Epithelioma ikke kunde eftervise en Elementardel, der ikke ogsaa fandtes andet- steds i Legemet; men det negative Resultat, jeg tillige erholdt, at nemlig Kræftcellen ikke forekom i Epithelioma, og at det væsenlige, men ikke specifike Element i Epithelioma var Epithelialcellen, var for mig tilstrækkeligt til at sondre Epithelioma fra Kræft. At de blot praktiske Chirurger, for hvem en Operation er vigtigere end en Diagnose, ikke kunde følge mig ad den anatomiske Vei, var naturligt; andre praktiske Læger indrømmede vel Rigtigheden af den anatomisk-mikroskopiske Adskillelse, men ansaae de pathologiske Forhold for at have samme Vigtighed ved Bedømmelsen af Svulsternes Natur. Blandt de patholo- giske Anatomer er min Anskuelse om Epithelioma bleven fulgt ubetinget af Alle dem, der med mig ansee Kræftcellen for specifik; en stor Del have vel adopteret den af mig indførte Benævnelse Epithelioma uden dog at ville anerkjende de for Kræftcellen opstillede Kjende- tegn for tilstrekkelige, idet de mente, at man ikke altid under Mikroskopet kunde skjelne 320 Kræftcellen fra Epithelialcellen. Uagtet jeg for mit eget Vedkommende ikke finder nogen Vanskelighed ved at skjelne dem, gives der dog Tilfælde, hvor disse Geller paa visse Ud- viklingstrin frembyde nogen Lighed indbyrdes. Dette gjælder dog kun om Tavleepitheliets Celler, derimod ikke om Cylinderepitheliets, og jeg skal i Afhandlingens første Afdeling have Leilighed til at gjøre opmærksom paa adskillige hidtil ikke bekjendte Forhold i deres Byg- ning og Væsen, der aldeles ikke tilstæde nogen Forvexling med Kræftceller, men ville give et yderligere Bidrag til at skaffe Benævnelsen og Begrebet Epithelioma Borgerret i den pa- thologiske Anatomie. Skjondt Epithelialsvulster med Cylinderepithelium ere iagttagne af Flere, saaledes som jeg noiere skal omtale i Afhandlingens anden Afdeling, ere disse Svulster dog hidtil ikke opstillede som særegne Arter. Jeg skal nu i det Følgende beskrive to Arter af Epithe- lioma med Cylinderepithelium, nemlig Epithelioma cylindraceum foliaceum og globosum. I. 1) Epithelioma cylindraceum foliaceum. Epithelioma cylindraceum foliaceum (Tab. I. Fig. 1 og 2) danner Svulster, der have Størrelsen af en Nød eller Valnød indtil Størrelsen àf en middelstor Appelsin; jeg har hidtil ikke haft Leilighed til at iagttage mere end een Svulst ad Gangen hos samme Subject. Den har sit Sæde paa Indsiden af Endetarmen strax indenfor Orificium ani, fastheftet ved en bred flad Stilk, der kan naae 1—2 Tommer op i Rectum, medens selve Svulsten i Regelen, navnlig naar den er bleven større, hænger udenfor Anus; under Exoneratio alvi trænges den frem og kan kun med Vanskelighed bringes tilbage. Dens Sæde er overfladisk paa Ende- tarmen, idet den ikke strækker sig dybere end Cellevævet mellem Epithelium og Muskel- hinden. Paa Grund af den brede Flade, hvormed Svulsten er fastheftet, kan Cellevævet her vel findes ansamlet i større Masse end ellers, men der er ingen Forhærdelse hverken paa Fastheftningsstedet eller i Omkredsen. Fladen, hvorpaa Svulsten sidder, retter sig i Henseende til Størrelse efter Svulstens; den kan udgjøre en Quadrattomme eller mere. Saalænge Svul- sten endnu ikke er borttagen eller strax efter dens Fjernelse, er den paa Overfladen be- dækket med Blod, fordi den let bløder ved Berørelse, ved Stolgang eller ved Forsøg paa at bringe den tilbage; den er i sin Helhed blød elastisk, dens Overflade glat, afrundet eller lappet. Naar Blodet paa Overfladen er afvasket, har den en gulgraa smudsig Farve, ligesom den ogsaa ved at presses eller at gjennemskjæres afgiver en rigelig gulgraa, tyk, grumset Vædske. Naar man skyller Svulsten eller uafbrudt lader en Vandstraale spille paa den, afsætter der sig et meget rigeligt, fnokket, gulgraat eller let rødligt Bundfald, som vi senere skulle betragte noiere, og først nu bliver Svulstens egenlige Bygning tydelig, navnlig naar man undersøger den under Vand. Ved første Øiekast har Svulsten mest Lighed med en udvasket menneskelig Placenta. Den bestaaer af større eller mindre afrundede Lapper, som ere adskilte ved dybe. Furer; de større Lapper ere atter delte i eller besatte med mindre Lapper. Lapperne ere sammen- satte af Blade af noget forskjellig Natur. Nogle Blade ere lancet- eller kølleformige, com- primerede eller trinde; deres bredere eller tykkere Ende vender udad, medens de indad ere fastheftede til Svulstens Basis med en lang tynd Stilk; saadanne Blade kunne naae en Længde af 3—4 Linier; de ere saa tynde og fine, at de i Vand vise sig halvgjennemsiglige. Andre Blade have vel samme Beskaffenhed, ere derimod ikke isolerede, men sammenvoxne indbyrdes med Randene, og der er ligesom et fælleds Overtræk over et bredt Blad, hvori man dog selv med det blotte Øie endnu kan skjelne de enkelte Blade; herved fremkomme undertiden Blade, der ere krusede og bugtede som en Hanekam, og hvori man kan forfølge det samme Blads Krusning i forskjellig Udstrækning; Krusningerne ere paa Overfladen glatte eller alter besatte med smaa korte Blade. Ogsaa kunne flere Blade udgaae fra samme Stilk, eller smaa Blade udgaae fra de større, hvilket dog i det hele er sjeldnere. Endelig træffer man større, mere uigjennemsigtige, fastere Legemer af Kølleform, blandede mellem de finere Blade og ligeledes af afvexlende Længde af indtil 3—4 Linier; ogsaa disse kunne være besatte med mindre Blade, eller Overfladen er glat. Ved den mikroskopiske Undersøgelse finder man, at hvert enkelt Blad bestaacr af et bindevævsagtigt Grundlag, beklædt med et frodigt Lag af Cylinderepithelium. Det bindevævsagtige Grundlag danner et ensformigt, structurløst, gjennemsigtigt Væv, hvori man kun opdager meget faa Kjerner eller skyttelformige Legemer samt hist og her sædvanlige, snoede og glatte Bindevævstraade, hvis Mængde tiltager nedad mod Bladets Ba- sis, og som gaae over i det rigelige Bindevæv, der hviler paa Indsiden af Tarmens Muskel- hinde. Paa Bladets Overflade, selv naar det er meget omhyggeligt afskyllet, seer man ofte Indtryk af det Sted, hvor Cylinderepithelialcellerne have siddet. I hvert Blads Indre ligger et Kar, som slynger sig yderst i Bladets Peripherie ganske nær dets Rande, og som indad uafbrudt afgiver Grene, hvorved der dannes et Haarkarnet med store Masker og med temmelig store Grene, hvis Tykkelse ikke er meget afvexlende. Hvor to eller flere Blade ere sammenvoxne, vise Karrene et hertil svarende Forløb, såa at een Stamme kan være fæl- leds for to Blade (Fig. 3). I et Tilfælde, hvor Svulsten var borttagen med en Ecraseur, og Blodafløbet saaledes forhindret og standset, vare Karrene meget lette at iagttage uden videre Injection, fordi de overalt vare fyldte med Blodlegemer. I Bladenes Indre troer jeg frem- deles temmelig tydeligt at have seet Nervetraade; de udmærkede sig fra Karrene ved deres lige Forløb efter Bladets Længde, deres tyndere Gjennemsnit og klare Indhold, medens Kar- rene i det nyligt nævnte Tilfælde overalt vare fyldte med Blodlegemer. Dette Svulstens egenlige Skelet er beklædt med et Lag af Epithelium, som danner et særskilt Overtræk for hvert enkelt Blad og ligeledes trænger ned i Furerne mellem Bladene. Vidensk, Selsk, Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd., 7 Bd. Al 322 Derimod afviger Epithelioma cylindraceum fra Epithelioma tessulatum deri, at Epithelial- dannelsen holder sig til Svulstens Overflade og ikke sender Forlængelser i Dybden. For at faae en tydelig Anskuelse af dette Epitheliums Forhold og af de enkelte Epithelialcellers Byguing er det aldeles nødvendigt at undersøge Svulsten i frisk Tilstand; naar den har været gjemt i Brændevin eller endog kun har ligget i rent Vand længere end en Dag, blive de enkelte Celler i den Grad forandrede, at deres oprindelige Form neppe mere er kjendelig. Epitheliet er et Cylinderepithelium. Hver enkelt Celle er langstrakt, cylindrisk, dog noget lykkere udad end i den fastheftede Ende (Fig. 4). Cellernes Omkreds er rund, men bliver kantet ved deres Tryk mod hverandre. Den udadvendte frie Ende danner en flad Halvkugle, hvilket bedst sees ved at betragte Cellerne ovenfra, naar de staae lodret ved Si- den af hverandre (Fig. 5); det sees forresten ogsaa, naar Cellerne ligge horizontalt. Den indadvendte Ende er lige afskaaren. Deres Substants er yderst fin, bleg, fintkornet, og man kan ikke altid tydeligt adskille en særskilt omgivende Membran og et Indhold; de synes ofte at danne en ensformig solid Masse. Midt paa Cylindren, dog noget nærmere den indadvendte fastheftede Ende, findes en noget lysere og klarere, ensformig, oval Kjerne; den har ikke sit Sæde i Cylindrens Midte, men sidder paa Siden i dens Peripherie, saa at man i enkelte Tilfælde kan see en Del af dens Rande rage udenfor den solide Cylinder. Jeg har aldrig seet flere end een Kjerne i en Celle. Kjernen indeholder enten intet eller 1—2 punkt- eller blæreformige, mørke Kjernelegemer (Fig. 4). Cylinderepithelialcellerne staae lodret paa de forhen nævnte Blade og danne kun et enkelt Lag, der ved en fin Søm er adskilt fra Bladets egen Contour (Fig. 6). Man seer dette tydeligst, naar et Blad comprimeres liggende paaFladen; ogsaa træffer man store frit- svømmende Brudstykker af Epitheliet, hvori Cellerne ligge jevnsides. Epitheliet sidder nem- lig kun løst paa Bladene, falder let af eller lader sig afskylle og danner det ovenfor nævnte grumsede, stærke Bundfald. Det er, som anført, aldeles nødvendigt at undersøge Svulsten saa frisk som muligt. Cylindrenes Substants er saa fin, at den meget let forandres. Selv ved Tilsætning af Vand kan man iagttage, hvorledes Cylindrene sandsynligvis ved Indsugning af Vandet boie sig, knække og antage de forskjelligste Former. Deres Forandringer kunne nærmest sammen- lignes med dem, som Stavene i Oiets Nethinde undergaae; Cylindrenes Substants er næsten ligesaa omfindtlig, og man vil ved Sammenligning af de Former fra Nethinden, som jeg har afbildet i mine mikroskopiske Undersøgelser af Nervesystemet*), f. Ex. hos Gjedden Tab. IV, finde stor Lighed i Formerne. Tavleepitheliets Celler vise overalt en langt storre Modstand mod ydre Indvirkninger end Cylinderepitheliets; imidlertid har jeg intetsteds truffet de sidst- nævnte Cellers Foranderlighed saa betydelig som i nærværende Syulst; jeg vil derfor benytte *) Det kgl. danske Videnskabernes Selskabs naturvidensk. og mathem. Skrifter, 1843, 10, Pag. 1—112. 323 denne Leilighed til at omtale disse Forandringer noget noiere og har samtidigt blandt den store Mangfoldighed afbildet de væsenligste og mest iøinefaldende. Den første Forandring, som Vandet frembringer, bestaaer deri, at hele Cylindren bolner ud, bliver fladere og bredere, i andre Tilfælde længere og tyndere, i andre atter al- deles uformelig, saa at snart den ene snart den anden Ende er tyndere eller tykkere, knudret og uregelmæssig (Fig. 7). Endnu større Forandringer foregaae, naar et helt Stykke af Cylindren trækkes ind i den øvrige Del eller knækker af og forsvinder. Selve Cylindrens Sub- stants bliver vel lysere, men tillige mere grovtkornet; den kan samle sig stærkere paa nogle Steder, medens der paa andre Steder dannes smaa tomme lyse Rum. Som Folge af disse betydelige Forandringer lider ogsaa Kjernen Omskiftninger; den kan forskydes fra sin op- rindelige Plads, og skjøndt endnu kjendelig som mørkere eller lysere Legeme, bliver dog dens Contour sædvanligt uregelmæssigere og utydeligere, og man træffer mange forandrede Cylindre, hvor ogsaa Kjernen er næsten eller aldeles opløst. Brændevin foraarsager endnu større Forstyrrelser end Vand; men det vilde være overflødigt at omtale nærmere eller at afbilde de Former, der fremkomme af Brændevins eller andre stærke Reagentsers Indvirk- ning. Cellerne kunne blive aldeles ukjendelige. En særegen Omtale fortjener imidlertid den Forandring ved Cylindrene, at de bøie sig om med.Enderne, C- eller S-formigt (Fig. 8). Man kan forfølge denne Forandring ved længere Tids Iagttagelse under Mikroskopet. Gaaer den C-formige Ombøining videre, lukker Halvmaanen sig til en fuldstændig Ring, paa hvilken man i Begyndelsen endnu kan skjelne det Sted, hvor Cylindrens Ender have lagt sig mod hinanden, men som senere aldeles ud- slettes; i Ringens Indre seer man et klart tomt Rum. Ringen kan blive bredere paa et Sted, medens den paa et andet Sted udtrækkes til en fin Linie. Kjernen bliver sædvanligt langstrakt og viser sig liggende et eller andet Sted i Ringen. Naar Cylindren har bøjet sig S-formigt, kan der efterhaanden, naar S lukker sig fra begge Ender, dannes to smaa Ringe, der hænge sammen; denne Form iagttages dog kun sjeldent. Meget hyppigt seer man derimod, at Cylindrenes Substants breder sig, og at Enderne samtidigt lægge sig saa let sammen, at hele Massen danner en rund Plade, hvori Cylindrens Kjerne er skudt henimod Midten; hele Legemet faaer da Udseende af en virkelig Celle med Kjerne, en Skuffelse, som næsten bliver uundgaaelig, naar man ikke gradvis har forfulgt Cylindrens øvrige Forandrin- ger. Skeer sidstnævnte Forandring samtidigt i en Mængde Cylindre, der ligge ved Siden af hverandre, kan endog fremkomme Udseendet af en fintkornet Membran, der er bedækket med Kjerner (Fig. 9), men hvori man dog ved noiere Jagttagelse vil see Spor af de oprindelige, til Skiver forandrede Cylindre. Man har i denne Svulsts Bygning og dens Elementardeles store Foranderlighed atter et Exempel paa, hvor let man kan blive skuffet, naar man ikke undersøger Gjenstanden i frisk og naturlig Tilstand. al" 2) Epithelioma cylindraceum globosum. Epithelioma cylindraceum globosum (Tab. II, Fig. 10) har ligeledes sit Sæde paa Ind- siden af Rectum, sædvanligt strax ovenfor Sphincter ani externus, fastheftet ved en tynd Stilk, af et Seglgarns eller et Par Liniers Tykkelse og af 72— 1 Tommes Længde, og som ikke forlænger sig i Dybden; naar Svulsterne, hvoraf der samtidigt eller efterhaanden kan findes flere hos samme Individ, løsne sig af sig selv eller fjernes ved Ligatur eller ved skarpe In- strumenter, efterlades derfor kun et ubetydeligt Saar paa Endetarmens Slimhinde. De ere i Regelen runde eller maaskee endnu hyppigere nyreformige og have Størrelse af en lille Nød indtil et Gjennemsnit af over en Tomme. Undertiden ere de større Svulster furede paa Overfladen eller noget lappede. Svulsten er blød elastisk; især ere smaa Svulster af denne Art meget bløde og derfor saameget vanskeligere at undersøge. Overfladen, der oftest er blodig og rød, er i og for sig glat og rund, kun bedækket af smaa Fordybninger, somgre punktformige eller have indtil et Knappenaalshoveds Størrelse, hvorved Overfladen endog kan erholde et sieformigt Udseende; de vise sig først, naar man med Omhyggelighed har afvasket Blodet og fjernet den Slim og de Epithelialceller, som fylde dem. Naar Svulsten har bestaaet i længere Tid, kan Overfladen exulcereres eller rettere emollieres og giver da saameget lettere Anledning til Blødninger. Paa Snitfladen er Svulsten hvid, gul og rødlig spættet, og man bemærker allerede med det blotte Øie, men endnu bedre med Loupen en Mængde Bugtninger eller Snoeninger, der sædvanligt have et mod Peripherien lodret Forløb, men ogsaa kunne findes mere uregel- mæssigt leirede i Svulstens Indre; paa enkelte Steder kan Udseendet blive netformigt. Meget almindeligt træffer man i Svulstens Indre flere eller færre smaa Hulheder fra et Knappe- naalshoveds til en Ærts Størrelse, fyldte med en tyndere eller tykkere slimet, graalig eller sort, ligesom ichorøs Vædske; flere Hulheder kunne communicere indbyrdes (Fig. 11). Hvor ringe Lighed der end tilsyneladende findes mellem nærværende og foregaaende Svulst, er dog Principet for deres Bygning det samme. Naar man nemlig med en svag Forstørrelse (Fig. 12), efterat have tilsat lidt Eddikesyre for at gjøre Præparatet gjennem- sigtigere, søger efter Aarsagen til det paa Snitfladen sig visende spæltede Udseende og Bugt- ningerne, finder man, at Syulsten sammensættes af Blade, der ligge tæt op til hverandre, naaende helt ud til Svulstens Overflade, uden mellemværende Væv, medens de enkelte Blade i Epithelioma cylindraceum foliaceum ere frie. I sidstnævnte Svulst ere Bladene frit udvik- lede som paa et Træ eller en Busk; i Epithelioma cylindraceum globosum ere de indeslut- tede som i en Knop. Bladene ligge parallelt ved Siden af hverandre, lige eller let boiede, vendende den frie Ende udad; de ere ikke forenede ved nogen Mellemsubstants. Hvert en- kelt Blad eller Lap (Fig. 13) begrændses af en Søm af lodretstaaende Cylinderepithelialceller, som vi senere skulle omtale neiere, og dets Indre er fyldt med en meget blød Masse, hvori 325 man under Mikroskopet ikke kan erkjende nogen bestemt Bygning. Uagtet Svulsterne ere saa bløde, at det næsten er umuligt at skjære tynde Snit af dem, lykkes det dog med nogen Omhyggelighed at isolere disse Blade i mere end en Linies Længde. Deres Form er lang- strakt; de ere sædvanligt tungeformige eller tilspidsede, sjeldnere kølle- eller kolbeformige; undertiden træffer man flere kølleformige Udvidninger paa samme Blad eller flere Blade paa samme Gren. Deres Brede er overhovedet meget afvexlende. Naar den indenfor Epithelial- beklædningen værende Masse kun findes i ringe Mængde, viser den sig under Mikroskopet kun som en mørkere Stribe, der adskiller de lodretstaaende Epithelialceller. Træffer man derimod Blade, som ere bredere eller tykkere, kan man i heldige Tilfælde see ind i Hulheden ligesom ind i en Hvælving; dens Vægge dannes af de mod Hulheden vendte Ender af Epithelialcellerne, ligesom man ellers i en Hvælving kun seer Enderne af Murstenene. Jeg har i saadanne Tilfælde ikke kunnet skjelne nogen Hinde, som kunde beklæde Indsiden og bære de lodret- staaende Epithelialceller. Paa mange Steder, især udad mod Svulstens Overflade, ligge Bla- dene såa tæt sammenpressede, at deres Begrændsning ikke kan skjelnes; hele Massen har da et mere ensformigt Udseende og bestaaer kun af Epithelialceller; ogsaa i Svulstens Indre kan man træffe lignende Partier, medens de enkelte Blade i andre Partier fra samme Sted ere let kjendelige uden dog at være omgivne af eller at hvile i noget særeget Stroma. Cylinderepithelialcellerne, Svulstens Hovedelement, ere ganske af samme Beskaffenhed som i foregaaende Svulst. I normal Tilstand (Fig. 14) danne de lange tynde Cylindre, der ofte ere noget tykkere i den ene Ende, bestaaende af en fintkornet Substants og forsynede med en oval eller rund Kjerne; et bestemt punktformigt Kjernelegeme (1—2) sees ikke altid. De staae lodret paa Bladene (Fig. 15), tet sammentrængte, og vise sig derfor kantede, naar man betragter dem fra Enderne. Naar de falde sammen, ligne de et Tavleepithelium med forholdsvis stor Kjerne (Fig. 16). " Naar disse Celler forandres, f. Ex. ved at ligge kort Tid i Vand, fremtræde de samme Former, som vi forhen have beskrevet i Epithelioma cyl. foliaceum, ja Mangfoldigheden er endnu større, muligen fordi hele Svulsten er blødere og savner et fastere Underlag, maaskee ogsaa fordi de Svulster, jeg har undersøgt, hidrørte fra Børn (Fig. 17). Cylindrenes Vægge ophøre at være parallele, bugtes ind og ud, snart paa eet, snart paa flere Steder; de blive bredere og kortere, eller bredere i den ene Ende og tilspidsede i den anden; de krumme sig C- eller S-formigt og lægge begge Ender mod hinanden, saa at de danne en Ring, hvis Størrelse for en Del afhænger af Cylindrens foregaaende Tykkelse eller Forlængelse. (Fig. 18 a). Celleindholdet samler sig iHobe i Cellens Indre, medens andre Steder blive lyse og tomme. Kjernen holder sig længst og kan endog skjelnes, efterat hele Cellen ved Indsugning og Opløsning af Vandet er forandret til en fintkornet Masse. I nogle Svulster ere Epithelial- cellerne i den Grad ømfindtlige mod Vand eller andre Reagentser og gaae saa hurtigt til- grunde, at det er vanskeligt at faae Øie paa velconserverede Celler. Meget almindeligt kan 326 Epithelialcellen udvides saa stærkt ved at indsuge Vand, at den danner en fuldstændig oval, sjeldnere rund Blære, af forskjellig Størrelse, med yderst fin Cellemembran, som i Regelen kun er tydelig som fintpunkteret Linie, og med et Celleindhold, der paa Grund af sin Fin- hed og Bleghed neppe er kjendeligt, medens man 'derimod næsten altid seer en tydelig og uforandret Kjerne i Blærens ene Ende (Fig. 18 b)*). Ofte kan en Del af Blæren være ud- trukken i en fin Spids eller meget bleg kort Traad, som staaer i umiddelbar Forbindelse med den øvrige Celle (Fig. 18 c); naar Cellens ene Ende brækkes af, kan man see ind i Blærens Indre (Fig. 18 d). Undertiden kan en Del af Epithelialcellen være udvidet til en Blære, medens den øvrige Del beholder Cylinderformen. De til Blærer udvidede Cylindre kunne forekomme i hele Klaser (Fig. 19); naar de trykkes mod hverandre, blive de kantede og faae paa Grund af deres Gjennemsigtighed en fjern Lighed med Fidtceller; i saadanne Celler holder Kjernen sig undertiden, i andre forsvinder den (Fig. 20). Skjøndt jeg antager, at denne Epithelialcylindrenes Udvidning til Blærer er en Følge af Vandets Indvirkning, er det dog muligt, at den er den normale Tilstand i saadanne Tilfælde, hvor Epithelialcellerne endnu ikke have naaet den tilbørlige Fasthed eller endnu ikke have ordnet sig lodret paa Bladene. Ierfor tåler den Omstændighed, at de findes meget talrigt i de ovenfor nævnte *) Brettauer og Steinach (Sitzungsberichte d. Acad. d. Wiss. in Wien 1857, Bd. 23, Pag. 303—313, Fig. 6, b) antage, at disse af Vand opsvulmede Celler kun ere Cellemembraner, idet Celleindholdet og den saakaldte Basalsom ere udtraadte; de afbilde disse +Zellmantel« som aldeles tomme, medens Kjernen er afbildet som følgende med Indholdet, der er omgivet af en bleg Kugle. Men dette for- holder sig ikke rigtigt. Kjernen savnes kun meget sjeldent i den tomme Blære, og man kan altid med Sikkerhed afgjøre, hvilken Del af Cellen man har for sig, fordi Kjernen altid findes nærmest den Ende, hvormed Epithelialcellen har været fastheftet. (Cfr. A. Wiegandt, Untersuchungen über das Dünndarm-Epithelium und dessen Verhältniss zum Schleimhautstroma, Dorpat 1860, Pag. 28, Fig. 3a). — | friske og uforandrede Geller har jeg ikke iagltaget, at Substantsen i den frie Ende (Basalenden) var forskjellig fra Cellens øvrige Indhold eller havde en saakaldet Basalsom. At denne Som, der af de forskjellige Jagttagere tydes som en særskilt Membran, Plade eller Prop eller som bestaaende af stavformige Legemer, skal findes paa Epithelialcellerne fra Tarmkanalens Slimhinde, men ikke forekom- mer paa Epithelialcellerne fra Epithelioma, synes at tale for, at Dannelsen ikke er væsenlig for Epi- thelialcellerne, men er secundair, beroende paa hele Tarmkanalens Virksomhed under Fordoielsen; i mange Tilfælde er den maaskee et fuldstændigt Kunstprodukt. Brettauer og Steinach, som have anstillet deres Undersøgelser med Forsigtighed og uden Anvendelse af Reagentser, fandt i fastende Tilstand en bred Som, i resorberende Tilstand en smal Som og Cellen fyldt med Fidtdraaber, hvil- ket sidste jeg ikke har iagttaget, muligen fordi Cellerne, i det mindste i Epithelioma cyl. foliaceum, befandt sig udenfor Tarmkanalen og saaledes Intet havde at resorbere. Angaaende de traadformige Forlængelser paa Epithelialcellernes fastsiddende Ende maa jeg endnu bemærke, at Epithelialcellerne vel ere noget spidsere i denne Ende, men at de egenlige tıaad- formige Forlængelser oftest kun ere et Kunstprodukt; jo flere og jo længere indvirkende Reagentser jeg anvendte, desto hyppigere og tydeligere traadte de frem. Forlængelserne findes forøvrigt ikke blot paa Cellens fastsiddende, men ogsaa paa dens frie Ende, hvilket ogsaa fremgaaer af mine Af- bildninger og Kjernens Sæde (Tab. II, Fig. 18 c). Hvor forandret Cellen end er, bliver dog i det hele dens totale Længde ikke større derved, at der findes en traadformig Forlængelse. smaa Hulheder, som man træffer paa Snitfladen; de have her fuldkommen Frihed til at ud- vide sig og blive ikke trængte sammen. Foruden disse Blærer indeholder Vædsken i disse Hulheder fuldstændige Cylinderepithelialceller, der ogsaa vise sig i Forening med de For- andringer, som de ere underkastede. Hvor Vædsken er mørkere, findes tillige en Masse Detritus af ubestemt Form, maaskee ogsaa Pusceller. Hulhedernes Indside er i Regelen glat; i større Hulheder har jeg fundet Indsiden villøs. Ved Tilsætning af Eddikesyre blive Epithelialcellerne blegere; Breden holder sig temmelig uforandret, selv naar de krumme sig; Indholdet samler sig stærkere paa nogle Steder end paa andre, og Kjernen med de punktformige Kjernelegemer bliver overalt tyde- ligere. Ved Eddikesyrens stærkere Indvirkning bliver hele Cellen forandret til en fintkornet Masse, hvori man en Tidlang endnu seer Kjernen, men som derpaa ogsaa bliver utydelig (Fig. 21). Ogsaa de som Blærer fremtrædende Epitnelialceller forholde sig paa samme Maade, og Kjernerne fremtræde i Begyndelsen tydeligere. Stilken, hvorpaa Svulsten sidder, er udvendigt beklædt med et Cylinderepithelium af samme Natur som i selve Svulsten; Cellerne ere meget bløde og blive let destruerede. Det har i nogle Tilfelde forekommet mig, at Stilken var hul; maaskee dens Indhold er af samme bløde Beskaffenhed som det, der udfylder Bladene i Svulsten. Den leder Karrene til Svulsten, og naar den afrives, seer man de takkede Rande, hvormed den er fastheftet til den nyre- formige Svulst, der ligesom har en Hilus paa dette Sted, hvorigjennem Blodet siver ud. Svulsten er i og for sig meget blodrig; man træffer Kar i meget stor Mængde i dens Indre, men hvorledes de forløbe, kan jeg ikke afgjøre. Naar Svulsten lægges i Brændevin, beholder den vel sin ydre Form, men dens Om- fang formindskes betydeligt; den indre Bygning, navnlig Epithelialcellernes, gaaer aldeles tabt, og de forandres næsten alle til en moleculair strukturløs Masse. Ved fortyndet Chrom- syre bliver Svulsten snart saa haard, at man med Lethed kan gjøre fine Snit af den; men Bygningen bliver ukjendelig, og alle Epithelialcellerne forandres til runde Legemer af for- skjellig Størrelse. Disse tvende Former af Epithelioma cylindraceum ere Syulster, der ikke have nogen Indflydelse paa Almenbefindendet, men kun bevirke lokale Tilfælde. Epithelioma cyl. folia- ceum er hidtil kun iagttaget hos Personer af Middelalder eller hos Ældre, navnlig hos Fruentimmer; det kan bestaae i flere Aar og være skjult indenfor Anus, kommer dernæst frem under Stolgangen, lader sig i Begyndelsen bringe tilbage og kan dernæst atler.bestaae i flere Aar, forinden Patienten paa Grund af Svulstens Størrelse, den uafladelige Trængen og de som oftest ledsagende Fordøielsesbesværligheder, nødsages til at lade den borttage. Blødning er meget almindelig, og Blodtabet kan blive meget betydeligt; Svulstens Overflade 328 er altid blodig, og Blodcoagula samle sig i de dybe Furer mellem Bladene. Da Svulsten ikke skyder Rødder i Dybden saaledes som Epithelioma tessulatum, men sidder overfladisk paa en bred Basis uden at angrib de omgivende Væv, er dens Fjernelse ikke forbunden med særegen Vanskelighed, og Operationen har altid et godt Udfald, saa at Svulsten i Regelen ikke vender tilbage”). Epithelioma cyl. globosum forekommer oftest hos Børn (mest Drenge?), der forresten ere raske, sjeldnere hos Voxne. I Almindelighed klage Forældrene over, at Barnet lider af ”) Da Epithelioma cyl. foliaceum hører til de meget sjeldne Svulster, skal jeg her i Udtog meddele en Sygehistorie, som jeg skylder Professor Hornemanns Velvillie. Afbildningen Tab. 1, Fig. 2—9 er efter det paagjældende Præparat. Fru N. N., 48 Aar gl., af noget fin og spinkel Bygning, snarere blodrig end anæmisk og oftere angreben af Congestioner til Hovedet, havde i sit 14de Aar lidt af en Hjertebetændelse, som efterlod Tegn paa en Hjertesygdom, hvilke ogsaa vare tilstede, da hun første Gang consulerede Prof. Horne- mann i Mai 1860. Hun havde i den senere Tid lidt af Hæmorrhoider, og for et halvt Aar siden havde en Syulst, som hun antog for en Hæmorrhoidalknude, viist sig ved Anus; den kom frem ved Stolgangen, dryppende af Blod, men gik strax og let tilbage igjen; efter Patientens Beskrivelse havde den Størrelse af en lille Valnød, var blød og uden mindste Smerte ved Berørelse. Aabningen var altid naturlig, i den sidste Tid undertiden noget hyppigere og tyndere, men ikke rigeligere. Men- struationen syntes at være i Begreb med at ophøre. Der var ingen arvelige Sygdomme i Familien. Da Patienten atter fremstillede sig i Juni 1861, havde Svulsten naaet Størrelsen af et Kalkun- eller Svaneæg, var lappet og drueformig og sammensnøret af Analaabningen, hvorved der dannedes en kort Stilk, fra hvilken Svulsten spredte sig. Svulsten var blød, lidt svampet at føle paa, smertefri, mørkerød paa Overfladen og saavel her som i Dybden mellem de enkelte Lapper bedækket med en temmelig seig, redgul, blodblandet Slim. Man kunde med Lethed trænge med Fingeren ind i Anus forbi Svulsten, og det viste sig da, at den udgik fra Endetarmens forreste Væg lidt ovenfor Orificium ani, uden at dog Rodfladens Omfang med Nøiagtighed lod sig bestemme. Svulsten kom let frem ved Trængen, men lod sig ogsaa med Lethed brinze tilbage, naar den blev fattet og sammenpresset; Orificium ani havde da et aldeles normalt Udseende. Vagina var fri, og ved samtidig Undersøgelse af Vagina og Rectum lededes man til den Overbevisning, at Svulsten ikke strakte sig dybere end ti Endetarmens Slimhinde. Da Patienten paa Grund af den bestandige Irritation havde hyppig (5—6 Gange daglig) Aabning, og Svulsten hver Gang kom frem og blødte, skjøndt ikke betydeligt, var hun begyndt at blive mat og noget anæmisk, hvorimod Hjertesymptomerne samtidigt vare aftagne, saa at hendes Almenbefindende paa en Maade var bedre end forhen, og Bevægelse taaltes lettere. Svulsten blev borttagen ved Hjælp af em Ecraseur, uden at Patienten mistede noget Blod og uden synderlig Smerte. Efter Operationen befandt hun sig i de første Dage vel; der afgik kun ganske lidt Blodvand med Slim per Anum; den hyppige Aabning ophørte, og skjøndt den senere blev noget uregelmæssig, rettede det sig dog efterhaanden. Derimod var Patienten temmelig mat, havde daarlig Søvn og Man- gel paa Appetit, og samtidigt syntes Hjertetilfældene at tiltage noget; der viste sig endog lidt Oedem om Anklerne. Dog var Patienten 14 Dage efter Operationen saa rask; at hun kunde reise til sit Hjem. I et helt paafølgende Aar var Tilstanden god, under afvexlende catarrhalske Tilfælde med periodisk Forværrelse af Hjertesymptomerne, der lettedes ved smaa Blodudtømmelser. Af og til viste der sig nogen Tenesmus og Blæreirritation, og Aabningen var noget uregelmæssig; ved stærk Træn- gen og haard Stolgang kom der en lille Svulst frem af Størrelse som et lille Jordbær, men som med Lethed gik tilbage og kun blødte ubetydeligt. Den har i Løbet af henved 3 Aar holdt sig uforan- dret, synes at være af samme Beskaffenhed som den første, men er mindre blød og kommer for Oieblikket næsten aldrig frem. Den organiske Hjertesygdom og chroniske Bronchitis have ikke gjort Fremskridt. BR Fremfald af Endetarmen, og bringe Svulsten tilbage; da den ikke er videre smertefuld, kan Barnet bære den i mere end et Aar, uden at Tilfældet videre ændses, eller at Legen under- rettes derom; den kan ogsaa komme frem under Vandladningen eller anden Trængen, til- tagende i Størrelse. Stærk Slimafsondring er ikke usædvanlig. Stolgangen, som ikke er væsenligt hindret, ledsages af Blødning, der gjerne standser snart, og Svulsten er altid blodig paa sin Overflade. Man har kun faa Exempler paa betydelige Blodninger. Svulsten kan falde af af sig selv, og naar Stilken er tynd, kan den dreies af med Fingrene eller borttages ved Ligatur eller Sax uden paafølgende Tilfælde; Blødningen er sædvanligt kun ringe, og Saaret heler let til. Undertiden er Stilken befæstet højere oppe i Tarmen, og Svulsten trækkes iveiret efter Stoludtømmelsen og kan være vanskelig at naae. Epithelioma cyl. foliaceum hører til de meget sjeldne Syulster; Epithelioma cyl. globosum er hyppigere. Foruden de Tilfælde, jeg har haft Leilighed til at undersøge i al- deles frisk Tilstand, har jeg seet adskillige i de offenlige Samlinger, men ogsaa her findes de kun i meget ringe Antal. Selv i Londons righoldige Hospitalsmuseer findes kun faa. De smukkeste Exemplarer af E. cyl. foliaceum findes i Museet i University College, exstir- perede af Quain, som jeg strax nedenfor skal komme tilbage til. Noget hyppigere forefindes Epithelioma cyl. globosum, saaledes i Museet i St. Georges Hospital og i Museet i Guys Hospital, exstirperede hos flere Born af Bryant”); Svulsterne kaldes »fibro-cellular«, med hvilken Bygning de Intet have at gjøre. II. Historisk-critiske Bemærkninger. Jeg troer, at Quain**) er den, som først har gjort opmærksom paa Epithelioma cyl. foliaceum uden dog endnu at have erkjendt Svulstens Bygning. Den fandtes hos en 68aarig forøvrigt rask Dame, der i henved 7 Aar havde lidt af vanskelig Stolgang, i de sidste 2 Aar forenet med Fremtreden af en Svulst og betydeligt Blodtab. Den bløde, lappede og af penselformige Fremstaaenheder sammensatte Syulst sad omtrent 3 Tommer indenfor Orifi- cium ani paa en omtrent 2 Tommer bred Stilk. Den blev borttagen med meget heldigt Resultat og var efter 5 Aars Forløb ikke vendt tilbage. Svulsten var omtrent 5 Tommer lang og 2 Tommer bred, sammensat af storre og mindre, kolleformige, enkelte eller sam- mensatte Villi, hvoraf hver efter Dr. Jenners Undersøgelse bestod af en »basement membrane og et Cylinderepithelium, og forsynede med meget. talrige Kar. Ved at legges i Spiritus skrumpede Svulsten meget stærkt ind. Quain kalder den »villous tumour«; men skjondt han ”) Cir. Bryant, transactions of the pathological society of London 1557, VIII, Pag. 295. ") R. Quain, the diseases of the rectum, second edition, London 1855, Pag. 295. Vidensk, Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk og mathem. Afd., 7de B. 42 330 troer, at den er identisk med Rokitanskys villøse Kræft, som jeg anseer for en Varietet af Cancer medullaris, og med den særegne villøse Svulst, der forekommer i Urinblæren uden at angribe andre Organer samtidigt, anseer han dog ikke nærværende Svulst for Kræft. Senere”) har han haft Leilighed til at borttage en lignende, men betydeligt mindre Svulst og ligeledes med ringere Rigdom paa Kar. Den fandtes hos en forøvrigt sund Dame af Mid- delalder, der i 10 Aar havde lidt af Underlivsbesværligheder, i de sidste 4 Aar af Fremtræ- den af en Svulst under Stolgangen og bestandig Trængen. Den mørkerøde og let blødende Svulst sad med bred Basis omtrent 2 Tommer indenfor Orificium ani paa Endetarmens Slimhinde uden Forbindelse med Muskelhinden. Den blev borttagen og var efter 2 Aars Forløb ikke vendt tilbage. Den var som den foregaaende Syulst sammensat af lignende villøse, men kortere Forlængelser, der efter Queketts Undersøgelse bestod af et tykt Epithe- liumlag, store Kar og en »basement membrane« med fibrøst Underlag; der var Intet, der tydede paa Kræft. En detailleret mikroskopisk Undersøgelse savnes. Benævnelsen »peculiar bleeding tumour« er ikke udtømmende, fordi den kun holder sig til et mere tilfældigt Symptom, der er fælleds for mange andre Svulster, men ikke an- giver Svulstens egenlige Væsen som udgaaende fra Epithelium og dets Underlag. Quain havde som anført tidligere kaldt Svulsten »villous tumour«, men med fornøden Reservation; han forkastede senere denne Benævnelse som givende Anledning til Forvexling, men Cur- ling”) optog den paany, støttende sig paa lagltagelsen af en Svulst i London Hospital Mu- seum, som er beskreven af A. Clark. Den fandtes hos en Mand af Middelalder, fastheftet med bred Basis paa Endetarmens nederste Del, kom frem ved Stolgangen og havde existeret i flere Aar. Svulsten, som borttoges med heldigt Resultat, bestod af et tæt areolairt Vey og af flade, krumme Papiller, der syntes at være hule Cylindre og vare overtrukne med Epitheliallag. Curliog citerer tvende Tilfælde af Syme, som han antager at have været af samme Natur. Som man vil see, savnes ogsaa her en noiere anatomisk - mikroskopisk Un- dersøgelse. Fürster**") har afbildet tvende Svulster, som muligen ere at henføre her. Tab. XXVIII, Fig. 3 afbilder han et »Fragment eines Cylinderepithelial- Cancroids des Mastdarmes«. Man seer et villost Legeme med knopformige Fremstaaenheder, bestaaende af store *) R. Quain, illustration of a peculiar bleeding tumour of the rectum, London 1859. Den medfol- gende Tavle giver en meget god Fremstilling af Svulsternes ydre Form, men Karrets Hovedgren er angiven at forløbe i hver Forlængelses Midte og at forgrene sig træformigt, hvilket ikke stemmer med min lagttagelse, ifølge hvilken Karrene forløbe i Peripherien af hver Forlængelse og derpaa for- grene sig træformigt. ") T. B. Curling, observations of the diseases of the rectum, third edition, London 1863, Pag. 80—82. "") A, Forster, Schluss- Supplement zum Atlas der mikroskopischen - pathologischen Anatomie, Leipzig 1859, Tab. XXVII—XXXVI. 331 ‘Cylinderepithelialceller med fintkornet Indhold, store klare Kjerner og lignende Kjernelegemer. Han antager, at Cellerne formere sig ved Deling (?); i Peripherien træde Cellerne frem, efterat deres Kjerner have delt sig, og ved Kjernernes fortsatte Deling dannes uregelmæssigt ledede Kolber, hvoraf atter tilsidst regelmæssige Cylinderceller fremgaae. Denne Dannelsesmaade er ligesaa uklar som hele Beskrivelsen af Fragmentet ufuldstændig. Tab. XXIX, Fig. 1-—2 afbilder og beskriver han et »papillares Cancroid oder destruirende Zottengeschwulst des Rectum«, som i længere Tid havde bestaaet hos en ung Mand, indtog næsten det hele Om- fang af den nederste Del af Rectum, hvis Væg den gjennembrød, saa at den tilsidst kom frem gjennem Huden 14/2 Tomme fra Anus som en halvkugleformig Masse af Størrelse som et Hønseæg. Overfladen af den Del af Svulsten, som rågede ind i Rectum, var rød, meget blød, villøs, bedækket med en uklar slimet Vædske; den gjennem Huden gjennembrudte Del var glattere, graagul, bedækket med afstødte Elementardele; ved at trykke paa Svulsten fremkom slimede Klumper. Snitfladen af Svulsten i Rectum lignede Overfladen, men Snit- fladen af den gjennem Huden frembrudte Svulst og dybere Partier lignede en Alveolair- kreft. Den melkede Vædske fra Overfladen og fra villøse, rødliggraa Partier fra Snitfladen bestod udelukkende af Cylinderepithelium, som dels laae uregelmæssigt, dels ordnet som i et Cylinderepithelialcancroid. Paa fine Snit saae man, at Cylindercellerne dannede integre- rende Dele af papillaire Legemer, der udgjorde det primitive Element i hele Dannelsen; de vare temmelig lange, havde en »zarten Bindegewebsstamm« med 1 eller 2 eller flere Kar- slynger og et forholdsmæssigt tykt Overtræk af Cylinderepithelium. Disse Villi sad tæt ved Siden af hverandre, men udgik ikke fra Slimhindefladen, men fra et alveolairt traadet Bjælke- værk, der var tæt besat med dem, saa at Villi voxede til alle Sider og udfyldte Bjælkevær- kets Masker. I denne anatomiske Bygning sætter han Svulstens egenlige Væsen, men be- nylter dog aldeles ulogisk den pathologiske Benævnelse »destruirende Zottengeschwulst« ; den adskiller sig fra »Zottenkrebs« ved fuldstændig Mangel paa fri og ubunden Celledan- nelse, og fra Cylinderepithelialcancroidet, hvis Cylinderceller ere ordnede til acinøse Legemer i Bjælkeværkets Rum og ikke danne de papillaire Legemers Bedækning. Dette forekommer mig forøvrigt ogsaa at være Tilfældet med nærværende Svulst, og han indrømmer ogsaa, at begge Svulster kunne gaae over i hinanden. Hans Afbildning Fig. I stemmer i det Væsen- lige med min; men den i Figurens nederste Del afbildede Colloidmetamorphose af Cylinder- cellerne har jeg ikke iagttaget, og jeg er meget tilbøielig til at ansee dette Parti for Fidt- celler. Fig. 2 viser tydeligt, at samtlige Celler ere forandrede ved ydre Indvirkninger; i Fig. 2 a ere Cellerne allerede blevne bredere end i normal Tilstand; i Fig. 2b sees en saakaldet Colloidblære (Physalide), men denne Forandring beroer kun derpaa, at Cellens Indhold har trukket sig stærkere sammen paa nogle Steder og efterladt tomme Rum paa andre, saaledes som jeg forhen har fremstillet. Fig. 2c ere ikke Blærer, men Cellen har boiet sig sammen 42" 332 i Form af en Ring (cfr. min Afbildning Tab. I, Fig. 8"). Hans Fig. 2 d er ligeledes kun forandrede Celler, der ere urigtigt tydede, hvilket ogsaa fremgaaer af mine Afbildninger og den dertil hørende Beskrivelse, hvorfor jeg ikke længere skal opholde mig ved hans An- skuelse, at denne Blæredannelse udgaaer fra Kjernen; allerede den Omstændighed taler der- imod, at Kjernen altid holder sig, medens Cellens øvrige Dele forandres ved ydre Indvirk- ninger, ja han har endog selv iagttaget Kjerne i mange af disse Blærer, men søger forgjeves atredde sin Mening ved at anføre, at ikke faa Celler have 2 eller endog flere Kjerner, hvilket jeg aldrig mindes at have iagttaget i fuldstændige Cylinderepithelialceller. At Epithelioma cylindraceum kan forekomme paa andre med Cylinderepithelium for- synede Slimhinder, kan neppe betvivles; men jeg kan for Øieblikket ikke meddele Mere des- angaaende, end hvad jeg har anført i min Bog om Epithelioma”). Clarkes »cauliflower excrescence« paa Uterus er vistnok i mange Tilfælde Epithelioma ; men mange engelske Læger, som jeg i den seneste Tid derom har udspurgt, ansee den for en Cancer medullaris, som kun udmærker sig ved sin ydre Form. Nogle af de som villøse Svulster i Maven og Galdeblæren anførte Dannelser ere maaskee at henføre her, skjøndt de fleste sandsynligvis fra Begyndelsen af ere Cancer. Paa Dura mater, og i forskjellige Cyster og iUrinbleren findes vel lignende Former, men Epilheliet er væsenligt et Tavleepithelium ***). Et Tilfælde hos Forster****), Tab. XXIV, fig. 3—9, hører maaskee herhen; han kalder Svulsten »destruirende Zottengeschwulst, übergehend in Zottenkrebs des Uterus«; men de afbildede Celler ere tydelige Kræftceller. Med Hensyn til Classificationen af disse og lignende Svul- ster gaaer det ikke an snart at benytte et anatomisk, snart et pathologisk Udgangspunkt, saaledes som Fårster urigtigen gjør, idet han opstiller særegne Former som »destruirend«, skjøndt der ingen Forskjel findes i den ånatomiske Bygning. Den samme Art af Svulster kan optræde som godartet og uden videre Indflydelse paa Patientens Liv, i andre Tilfælde forløbe ondartet, destruere de omgivende Dele og medføre Døden. Man vil aldrig komme ud af den Forvirring, der hersker i Inddelingen af Svulster, naar man ikke, holder fast ved den anatomisk - mikroskopiske Bygning. Men her gjælder det at adskille væsenlige og *) Paa samme Maade maae Fig. 81 d og Fig. 122 d tydes hos Frey, Histologie und Histochemie des Menschen, Leipzig 1859, Pag. 143 og 215. ") A. Hannover, om Epithelioma, en særegen Svulst, som man hidtil i Almindelighed har anseet for Kræft, Kjøbenhavn 1852. Cfr. saaledes en af Bryant iagttaget villøs Dannelse i Urinblæren hos en Kone; den afgik spontant og blev undersøgt af Hicks. Blodkarrenes Forløb ligner paafaldende Forløbet i den af mig afbildede Svulst. Transactions of the pathological society of London 1860, XI, Pag. 153, Tab. IV, Fig. 2. "”) A. Förster, Supplement zum Atlas der mikroskopischen pathologischen Anatomie, Leipzig 1856, Tab. XIX — XXVI. Cfr. forresten hans Handbuch der pathologischen Anatomie, Leipzig 1855, I, Pag. 208 og 229 og flere Steder. Er uvæsenlige Kjendetegn. Et »Maschengerüst« constituerer ikke i og for sig en Kræftsvulst, ligesaalidt som »eine schrankenlose Bildung indifferenter (men vel diflerenter) Zellen «. Epithelioma cyl. globosum har heller ikke været kjendt længe; dog rækker vor Kundskab om denne Svulst noget længere tilbage i Tiden end vor Kundskab om Epithelioma cyl. foliaceum. Imidlertid varede det længe, inden Svulstens anatomiske Bygning blev bekjendt, og forskjellige Anskuelser gjorde sig gjældende i denne Henseende. Med Hensyn til tidligere iagttagne Tilfælde af Epithelioma cyl. globosum kan jeg henvise til en Afhandling af Joelson”), som har samlet en Række Iagttagelser af Polyper fra Rectum hos Børn, af hvilke en Del blive at anføre her; men Svulstens Anatomie har ikke været Gjenstand for hans Under- søgelser. Stoltz**) er blandt de Første, som er bleven opmærksom paa Epithelioma cyl. globosum, hvilket han fandt 1831 hos en Dreng paa 5 Åar, senere 1833 hos en Dreng paa 9 Aar. Angaaende sidstnævnte Tilfælde antager han, at Svulsten hidrørte fra en Folde af Slimhinden, der var bleven indsneret af Sphincter og hypertrophieret ovenfor Indsnøringen ; den var lappet, floielsagtig og cellet paa Overfladen lig en fin, med Vædske fyldt Svamp; Cellerne eller rettere Alveolerne vare fyldte med en gjennemsigtig seig Vædske. Senere har Stoltz”) atter optaget dette Thema og meddelt forskjellige nye Iagttagelser, blandt hvilke tvende Tilfælde, hvor Svulsten faldt af af sig selv. Børnene (3 Piger og en Dreng) havde en Alder af 4, 5, 8, 11 Aar. Den anatomiske Undersøgelse er næsten forbigaaet; om en af Svulsterne bemærker han, at den bestod af flere concentriske Lag, hvoraf det yderste lignede den hypertrophierede Slimhinde; det indvendige Lag var cellulo-fibrost; Kjernen i Midten var blød og af celluløst-vasculairt Udseende. thee Dufressne-Chassaigne****) har iagttaget to Tilfælde. Det ene fandtes hos en Dreng paa 14 Aar, 2 Genlimetre ovenfor Anus,. var af Størrelse som et Kirsebær og hang paa en Stilk af 3 Centimetres Længde og 2 Millimetres Tykkelse. Det Andet af Størrelse som en Nod fandtes hos et Barn paa 2 Aar. Den anatomiske Beskrivelse stemmer med den forhen givne; et Hul, som fandtes i førstnævnte Svulst, antager han at hidrøre fra Svulstens Ernæ- ringskar; men han har iagttaget, at der er en Svulsten og Stilken omgivende Membran, som syntes at fortsætte sig i Endetarmens Slimbinde, og hvis Ulceration giver Anledning til Blodningerne. En noiere mikroskopisk Undersogelse saynes. *) J. Joelson, de polypis intestini recti, ratione inprimis habita infantium, Dorpat 1854. **) A. Stoltz, gazette med. de Strasbourg 1841, No. 3, Pag. 41. “") A. Stoltz, nouvelles observations de polype du rectum chez les enfans, précédées et suivies de re- marques historiques et critiques, gazette méd. de Strasbourg 1859, No. 10, Pag. 157 og 1860, No. 1, Pag. 7. “"") A. Forget, l'union médicale, Tome 7, No. 73, 21 Juin 1853, Pag. 290. 334 Det betydelige Antal af 10 Iagttagelser, som Bourgeois”) har gjort, angaaer ligeledes Børn i en Alder fra 272—8 Aar, 6 hos Drenge, 4 hos Piger. Han har seet en Svulst falde af, som kun havde bestaaet i 2 Maaneder, og som kom igjen. Han troer ikke, at der gives nogen omgivende Membran, men hvis den findes, maa den være meget tynd. Overfladen er rigere paa Kar end det Indre. Stilken er hyppigst fastheftet fortil ovenfor Sphincter ex- ternus, undertiden ogsaa paa Siderne eller bagtil og mindre heit oppe. Han antager Svul- sterne for fibro-celluløse og troer, at de hidrøre fra en Hypertrophie af Tarmens Binde- vævshinde. Uden al Tvivl har Quain*) ogsaa iagttaget Epithelioma cyl. globosum, men ikke erkjendt dets Bygning, som han antager for fibroplastisk. Han kalder Svulsten »pedunculated vascular polypus=, har truffet den saavel hos Voxne som hos Børn og fremhæver især dens Tilbøielighed til Blødning; dog er kun Overfladen blodrig, medens den indre Substants er bleg; Stilken, hvorpaa Svulsten sidder, er altid meget tynd. Ogsaa Paget**") har engang iagttaget en langstilket og meget blodrig, rund Polyp fra Rectum af *s Tommes Gjennemsnit, bestaaende af en uordnet Masse af Kjertelgange med Cylinderepithelium, saaledes som det findes i Endetarmens Slimhinde; de vare leirede i et fibro-cellulairt Væv, blandet med en rigelig klæbrig Vædske. En Svulst af samme Byg- ning fra en 14 Aars Dreng beskrives af Hulke****), og Svulsten er oftere iagttaget af Chi- rurger uden at have været Gjenstand for en neiere anatomisk Undersøgelse. Først ved Mi- kroskopets Anvendelse lykkedes det at bringe nogen Klarhed tilveie angaaende denne Svulsts Bygning, men ogsaa her afvige Anskuelserne indbyrdes. Blandt de Former, som Billroth) har beskrevet i sit Arbeide om Slimhindepolyperne, er der adskillige, som komme i Betragtning her. Han anseer dem (Pag. 33) for »eine wahre Hypertrophie der Schleimhaut in allen ihren Theilen« og bestræber sig for at fremhæve Analogien i deres Bygning; men idet han ogsaa i Polyper vil hævde Tilstedeværelsen af Slimkjertler, paa hvilke Slimhindernes Character () ellers beroer, gjør han Vold paa de ana- tomisk-mikroskopiske Forhold og tyder Former som Slimkjertler, der Intet have dermed at gjøre. I Polyper fra Næsens Slimhinde dannedes Overfladen af en Slimhinde med sædvanlig ") Bourgevis, l'union médicale, Tome 7, No. 81, 9 Juillet 1853, Pag. 322; ibidem, Tome 7, No. 97—98, 16 et 18 Aout 1853, Pas. 388, samt et Brev fra Gigon angaaende en Prioritetsstrid med Stoltz, ibidem, Tome 7, No. 93, 6 Aout 1853, Pag 370. Et Tilfælde af Valentin, ibidem, Tome 7, No. 102, 27 Aout 1853, Pag. 403. ”) R. Quain, the diseases of the rectum, second edition, London 1855, Pag. 292. ***) J. Paget, lectures on surgical pathology, London 1853, II, Paz. 104. "") Hulke, medical Times, London 1861, Vol. 2, No. 596, Paz. 555. +) T. Billroth, aber den Bau der Schleimpolypen, Berlin 1855. +Schleimhautpolypen+ havde vistnok været en correctere Titel end »Schleimpolypen». 335 Bygning; hos nogle Polyper var den forsynet med tildels atrophierede drueformige Slim- hindekjertler. Paa Snitfladen fandt han Former, som han antager for Kjertelgange; de vare imidlertid ikke constante, fandtes ofte kun meget sparsomt eller manglede endog aldeles ; deres Epithelium havde næsten Udseende af et Cylinderepithelium, og deres Form afveg i flere Henseender fra Næseslimhindens Kjertler. Beskrivelsen er ikke klar, og jeg har kun anført denne Art af Svulster her, fordi der i den medfølgende Afbildning (Tab. I, Fig. 5) er nogen Lighed med Epithelioma. Den Pag. 7 anførte Næsepolyp er sandsynligvis et Epi- thelioma. Svulsten var gjentagne Gange bleven borttagen og foranledigede tilsidst Døden ved Meningitis, idet den trængte frem til Orbita, Processus nasalis ossis frontis og Os eth- moideum.”) Den havde et lappet, drueformigt Ydre og var temmelig fast; Snitfladen var bedækket med hvide Korn og afgav en grødet Vædske, som bestod af Cylinderepithelialeeller med Overgangsformer til et Tavleepithelinm. Svulsten var sammensat af et 0,047" tykt Epitheliallag, som dannede et Overtræk for spidse Papiller, hvoraf hver indeholdt en Kar- slynge; denne kunde man fremstille isoleret ved uafbrudt at afskylle Epithelialcellerne, hvil- ket efter hans Mening maaskee beroede derpaa, at Karslyngerne ere det primaire, hvorom Papillairdannelsen senere gaaer for sig. Stroma, hvorfra Karrene udgik, bestod af lang- traadet Bindevæv med talrige og stærke Kar og en rig Kjernedannelse. Afbildningen (Tab. I, Fig. 7) taler ligeledes for et Epithelioma; dog maa man tænke sig en skarpere Adskillelse mellem Epithelialovertrækkene. Billroth vil nærmest henføre denne Form til »Zottenkrebs der Schleimhåute«; men uagtet han selv antager, at der ifølge Svulstens Udviklingstypus kunde være Grund til at henregne den til de epitheliale Svulster, frygter han dog herved at forøge Forvirringen paa det paagjældende Gebet, en Frygt, der vistnok er ugrundet. Et andet Tilfælde, hvor den papillaire Typus og Karslyngerne vare endnu tydeligere udprægede, anseer han for et tidligere Udviklingstrin af foregaaende Svulst, som han nu endog ligefrem kalder carcinomatøs (Pag. 12). Det er saaledes ikke let at afgjøre, til hvilken Gruppe han mener, at disse Svulster skulle henregnes. Medens det af Beskrivelsen af flere Polyper, saaledes fra Antrum Highmori, Sinus frontalis, Larynx, Trachea og fra flere andre Steder fremgaaer, at de ikke ere at henføre her, men påa Grund af deres forskjellige anatomiske Bygning tilhøre forskjellige Arter af Svulster, der kun have Formen »Polyp« tilfælleds, har Billroth derimod tydeligt iagttaget et Tilfælde af Epithelioma cylindraceum globosum fra Rectum og anfører, at H. Meckel har viist ham tre lignende Svulster (Pag. 17). Billroths Svulst, der fandtes hos et Barn paa 2% Aar, havde Form af et Duehjerte, var blød og hang paa en tynd, rund Stilk; Overfladen ”) Billroth (Pag. 11) citerer et lignende Tilfælde af »Zottenkrebs der Nasenschleimhaut« hos Wedl, Grundzüge der pathologischen Histologie, Wien 1854, Pag. 669; Epitheliet kalder han et Overgangs- epithelium; men hele Syulsten synes kun at have været en Varietet af Cancer. 336 var blaalig rød, slimet, overtrukken med et temmelig tyndt Lag af Tavleepithelium, som han dog synes at have haft Vanskelighed ved at finde; Snitfladen var lysegul, rødlig og afgav en hvid plumret Vædske, hvori der fandtes store cylindriske Celler med tydelig oval Kjerne. Paa Tversnit af Stilken viste sig yderst regelmæssigt straaleformigt stillede Tyktarmskjertler, som ikke lod sig adskille fra de normale. Jeg har ikke haft Leilighed til at undersøge Stilken neiere; men der er ingen Tvivl om, at dennes Bygning har forledet Billroth til at antage, at ogsaa selve Svulsten var sammensat af Kjertler, om hvilke han imidlertid strax be- mærker, at deres Form for det meste adskilte sig tydeligt fra Tyktarmens sædvanlige Kjert- ler, men dog lod sig føre tilbage til deres Typus, saa at de kun syntes at være en videre Udvikling af dem; det lykkedes ham ogsaa kun sjeldent at fremstille Kjertlerne fuldstændigt. Naar han fremdeles anfører, at de af ham antagne Kjertler paa deres Indside bar et lodret- staaende enkelt Laz af Cylinderepithelialceller uden Underlag af nogen structurløs Membran, da maa dette i Forening med hans Afbildning (Tab. Ill, Fig. 4 a, b) tydes saaledes, at to hosliggende Kjertlers Epitheliallag høre sammen, og at det Legeme, som paa hans Afbildning adskiller dem, udgjør Papiilen eller Bladet, som de overtrække; i deres Indre forløbe talrige og stærkt forgrenede Kar. : Endelig ere nogle Polyper (Pag. 21), som Billroth erholdt fra den quindelige Urethra (saakaldte Caruncule urethræ), at anføre her. Svulsternes Overflade var bedækket med lange, enkelte eller sammensatte Papiller med enkelte Karslynger i deres Indre (Tab. IV, Fig. 3 og 4). Men ogsaa disse Papiller anseer han for Kjertler lig Urinrørets Kjertler, overtrukne paa deres Indside med et Cylinderepithelium; særskilt Udføringsgang for Kjertlerne fandt han ikke. I to andre Polyper fra samme Sted var den saakaldte Kjerteldannelse saa spar- som, at han selv tilfeier, at Kjertlernes Forekomst maaskee ikke er af stor Betydning her’). En lagttagelse af en papillair Svulst fra Cervicaldelen af Uterus, som Billroth (Pag. 25) er- klerer for ikke ganske fuldstendig, vil jeg her blot nevne. Tab. V, Fig. 7 afbilder han et Gjennemsnit af en Orepolyp med papillair Bygning og bedækket med et temmelig tykt Epi- theliallag, hvilket Tilfælde neppe heller kan regnes herhen. Middeldorph har engang borttaget en Svulst, der sad paa en Stilk paa Endetarmens forreste Væg hos et ungt Menneske paa 17 Aar, og som neiere er beskreven af Harpeck ”). Den havde Størrelse og Form som et Duehjerte; dens Stilk var kun en Linie tyk; Sub- stantsen var gul og ensformig, forsynet med større og mindre uregelmæssige Hulheder, der vare fyldte med en graa slimet Masse, bestaaende af fuldstendige og visne Cylinderepithe- lialceller. Paa Tver- og Lengdesnit havde den et areolairt Udseende; Overfladen var beklædt ") Billroth citerer et Tilfælde hos Wedl, Grundzüge der pathologischen Histologie, Wien 1854, Pag. 489, af Carunculæ urethræ, men deres Beskrivelse stemmer ikke overens. ") C. Harpeck, de polypis recti, Diss. Vratislaviæ 1855, cum Tab. 2. _337 med et Cylinderepithelium; i det paa Kar meget rige og af embryonalt Bindevæv sammen- satte Stroma saaes en Mængde forskjelligt formede Follikler eller Rør, der kunde være ind- byrdes forenede, og som dels udmundede paa Overfladen, dels endte blindt i Stroma, Deres Bygning er ikke ganske klart fremstillet; »derimod anfører han, at de smaa Hulheder dan- nedes af en særskilt Membran og beklædtes paa deres Indside af et Cylinderepithelium. Ogsaa Stilken havde samme areolaire Udseende, men Alveoli vare mindre og ikke saa bug- tede eller forgrenede. Han anseer Folliklerne for at være forandrede Lieberkühnske Kjertler og har givet en god Afbildning af selve Svulsten og et Gjennemsnit af den. Ogsaa Rectum i Nærheden af Anus har han undersøgt og afbildet nøiagtigt og fremhæver rigtigt, at de Lieberkühnske Kjertler bestaae af en særskilt Membran, der adskiller dem fra det omgivende Stroma, og et Cylinderepithelium, som er en Fortsættelse af Endetarmens; men han feiler, idet han tillægger de ovenfor nævnte Hulheder en særegen Membran, skjøndt dette vilde stemme med hans Anskuelse, at Svulsten er en Nydannelse, som udgaaer fra Endetarmens glanduløse Lag, og som derfor skulde indeholde de samme Elementer; Forskjellen mellem de Lieberkühnske Kjertlers simple og Svulstens stærkt forgrenede Form er ham dog paa- faldende. Med Hensyn til Cylinderepitheliet bemærker han ogsaa, at det paa Svulstens Over- flade vel er ligt det paa Endetarmens Slimhinde, men i Rorene er en Trediedel større. Ogsaa Förster*) kalder Epithelioma cylindraceum globosum »eine Drüsengeschwulst« og har i sit Atlas noiere beskrevet og afbildet en »Drüsenpolyp des Mastdarms«, Svulstens Hovedelement var kjertellignende, cylinder- eller flaskeformige Bælge, som hvilede i et meget blodrigt Bindevævsstroma. Overfladen bar et af flere Lag dannet Cylinderepithelium, ligt det paa Endetarmens Slimhinde, og som fortsatte sig ind i de talrige Kjertler, der udmun- dede paa Overfladen. Kjertlerne fandtes i forskjellig Mengde og Form og vare meget storre end de normale. Deres Væg bestod kun af et Cylinderepithelium i flere Lag; deres Indhold var en homogen eller molekulair og med Fidtdraaber blandet Vædske. Mange af Kjertlerne udmundede ikke paa Overfladen, men i Cyster af forskjellig Størrelse i Svulstens Indre og frembød forskjellige Grader i Udviklingen. Ogsaa disse Cysters Indside var beklædt med *) A. Förster, Handbuch der pathologischen Anatomie, Leipzig 1855, I, Pag. 178 og Supplement zum Atlas der mikroskopischen pathologischen Anatomie, Leipzig 1856, Tab. XXV, Fig. 1—2. Svulsten Fig. 3—7 hører ikke herhen. — I anden Udgave af sin Haandbog (1863, II, Pag. 117), som først er kommen mig tilhænde, efterat nærværende Afhandling var fuldendt, giver han en noget afvigende Beskrivelse af Svulsten, som han nu ligefrem kalder Adenoma. Lignende Anskuelser har han, men neppe med Ret, søgt at gjennemfore ved Cystosarcoma mammæ. I første Udgave af sin Haandbog deler han nemlig Adenoma mammæ i »partielle und allgemeine Drisengeschwulst«; men i anden Udgave henfører han til Adenoma mammæ 1) die solide Drüsengeschwulst, (die reine und fibroide), 2) die cystoide Drüsengeschwulst (die einfache cystoide Drusengeschwulst, Cystosarcoma simplex Müller, og die zusammengesetzte Cystengeschwuist, Cystosarcoma proliferum M.), 3) die papillare Drüsengeschwulst (Cystosarcoma phyllodes M.). Vidensk. Selsk Skr., 5 Række, nolurvidensk. og mathem. Afd., 7 Bd. 43 333 et Cylinderepithelium; deres Indhold bestod af runde, enkeltkjernede, granulerede Celler, æggehvideagtige Molekuler og homogen interstitiel Vædske, eller af visnede Celler med brunlige Pigmentkorn. Idet han antager, at Cysterne opstaae ved en Afsnøring af Kjert- lernes Blindsække, anseer han Indholdet for Produktet af en catarrhalsk Affection”). — I denne Tydning ‘af lagttagelsen kan jeg ikke give Förster Ret. Hvad for det første de udad mundende Legemer angaaer, da ere de ikke at betragte som Kjertler, men ligesom i Epi- thelioma tessulatum som et Overtræk for Papiller eller papillignende Legemer. Dette Over- træk hypertrophierer i Fordybningerne mellem Papillerne i den Grad, at Papillen fortrænges og aldeles forsvinder, saa at kun Epithelialcellernes ejendommelige concentriske Leiring minder om dem og om de oprindelige Fordybninger. Epithelialdannelsen kan dernæst gaae i Dybden, skydende Rødder til alle Sider, eller den kan udvide sig til smaa knollede, ens- formige Masser af forskjellig Størrelse, og som helt igjennem bestaae af Epithelialceller *) Förster ”) har fremstillet lignende Anskuelser i en Afhandling om det af ham saakaldte Cylinderepithe- lialeancroid paa Mavens og Tarmens Slimhinde. Ogsaa her fandt han, at Cylinderepithelialcellerne, som danne Svulstens Hovedmasse, vare ordnede i Form af Acini; imidlertid fandtes der dog paa Svulstens Overflade talrige lange Papiller beklædte med Cylinderepithelium; men hverken i Maven eller i Tarmkanalen kunde han eftervise en Forbindelse mellem disse acinøse, af Cylinderepitbelium bestaaende Legemer og Slimhindens normale Kjertler, og de adskille sig fra dem ved deres uregel- mæssige Form og Anordning og navnlig ved Mangelen af en Membrana propria. 1 secundaire Dan- nelser i Lymphekjertlerne, Lungen og Leveren vil han have iagttaget de samme af Cylinderepithelium bestaaende acinese Dannelser. — Forster antager, at den acinese Form oprindeligt er eiendommelig for alle Gancroider, om den end senere kan blive utydelig, og at den kun i meget faa Tilfælde op- staaer af en Knopskyden fra Hudkjertien, men at Acini i Regelen dannes selvstændigt, idet Binde- vævscellerne spille en vigtiz Rolle ved deres Dannelse. Dette er en Theorie, som ikke støtter sig til nogen Kjendszjerning, oz han maa selv tilstaae, at det er ikke lykkedes ham »eine Bindegewebs- mutterzelle zu sehen, in welcher die endogenen Zellen die typische Form und Anordnung eines Cancroidacinus hatten« (Paz. 107). Jez kan ved denne Leilighed ikke undlade at citere nogle Yttringer af Förster (1. c., Pag. 108): "Die specifischen Eigenthümlichkeiten des Baues des Cancroides machen nun auch: eine völlige Trennung desselben vom Carcinom nöthig, und man kann es nicht mehr als Unterart des letzteren hinstellen. Man wird Cancroid (Epithelioma, Epitheliengeschwulst) jede Geschwulst zu nennen haben, welche aus einer Anzabl anfangs mikroskopischer, später makroskopischer, aus typisch angeord- neten Epithelialzellen zusammengesetzte Körper besteht, die anfangs in das normale Binde- gewebe der Organe (Haut, Schleimhäute), später, nach beträchtlicheren Wachsthume der Geschwulst, in die Alveolen eines neugebildeten Stromas eingebettet sind. Der Name Carcinom wird dann aus- schliesslich diejenigen Geschwülste umfassen, in welchen die Alveolen des Stromas mit indiffe- renten und ungeordneten Cellenmassen gefüllt sind.« Ordene ere udhævede af Förster selv. Han har forhen altid været en ivrig Modstander af den af mig for tyve Aar siden paa den mikroskopiske Undersegelse grundede og senere ved mangfoldige pathologiske lagttagelser støttede Sætning, at Kræftcellen er specifik, og det forekommer mig rigtignok nu, at han er paa gode Veie til at følge mig. | A. Förster, Beiträge zur prtbolegisches Anatomie and Histelogie, Virchows Archiv für path. Anal gad Phys, 1555, XIV, Pag. 91. 339 uden bestemt Leiringsforhold. Hvor Epithelialdannelsen derimod har skudt langstrakte Rød- der, vedligeholder Epithelialcellernes concentriske Stilling sig, og paa saadanne Steder kan man trykke dem ud i Form af Comedones. Dette Forhold er bekjendt nok i Epithelioma tessulatum f. Ex. fra Læben, og man kan trykke lignende comedonformige Legemer ud af Epithelioma cylindraceum globosum; kun ere disse Legemer i sidstnævnte Svulst langt blø- dere, men bestaae forøvrigt af tilsvarende Elementer. Naar man ved Tryk har fjernet Epi- thelialdannelsen fra begge Arter af Svulster, erholde de en tydeligt sieformig Overflade, og Hullernes Mængde og Størrelse rette sig efter Epithelialdannelsen. Det Stroma, som der- næst bliver tilbage, er i begge Tilfælde det Samme, nemlig hovedsagelig en homogen Masse, gjennemkrydset af glatte eller kornede Bindevævstraade og -bundter i Forening med talrige Kar. Formen, hvorunder Stroma fremtræder, er for en Del betinget af Epithelialdannelsen. I nogle Tilfælde eller paa visse Steder i samme Svulst ere de Papiller, som bare Epithe- lialdannelsen, tildels eller fuldstændigt fortrængte; i andre Tilfælde danner Stroma et areolairt Væv, gjennemskudt af Epithelialdannelsens Forlængelser; i andre Tilfælde atter er ikke blot det i hele Svulsten værende Stroma forøget i Masse, men ogsaa Bjælkerne i det areo- laire Væv tiltagne saavel i Mængde som i Omfang. Disse Forhold gjælde saavel for Epithe- lioma tessulatum som ogsaa for Epithelioma cylindraceum globosum, hvor Stroma undertiden er saa ringe, at det næsten bliver ukjendeligt eller aldeles mangler, paa andre Steder navnlig i Svulstens Midte danner større Partier af uregelmæssig Form og uden Spor af indtrængt Epithelialdannelse. Naar jeg derfor skulde tyde Försters Afbildning, da vilde det blive paa samme Maade som Billroths, idet den mellem tvende saakaldte Kjertler liggende Masse er Papillen, der fra alle Sider overtrækkes af et Cylinderepithelium. De saakaldte Kjertler ere kun Fordybningerne mellem Papillerne. De af Förster som Udvidning af Kjertelgangenes afsnorede Ender tydede Cyster ere lige de Cyster, der findes i Epithelioma tessulatum; ogsaa her er deres Indhold snart fastere, snart henflydende, dannet for Størstedelen af visne Epi- thelialceller; Hulhederne kunne communicere indbyrdes i stor Udstrækning og deres Indside er i Regelen glat, idet Epitheliet er faldet af og blandet med Cystens flydende Indhold. — Hvad der endelig især taler imod Försters Anskuelse at ansee denne Syulst for et Adenoma, er den Omstændighed, at, som han selv indrømmer, Svulstens saakaldte Kjertler væsenligt afvige fra Endetarmens normale Kjertler i Form, Størrelse og Antal”), og at de navnlig mangle en eiendommelig Kjertelmembran; thi som han rigtigt bemærker, hidrører den skarpe Linie, der begrændser de saakaldte Kjertler, kun fra de i eet Niveau liggende, tæt mod hverandre pressede Celler; men den fundamentale Bygning i et Adenoma, hvad enten *) I den nyligt citerede Afhandling om Cylinderepithelialcancroidet kalder han dem derimod » Wieder- holungen der cylinderformigen Darmdrüsens». Det flydende Indhold i de ovenfor nævnte Cyster faaer ogsaa en anden Character, idet det nu bliver »kothåhnlich« (Pag. 109). 43" 340 det efter Broca*) er »monoglandulaire« som i Mamma (med Forøgelse af Stroma eller af Blindsækkene) eller »polyglandulaire« som i Huden, er den samme som i en normal Kjertel, nemlig en Kjertelmembran, der paa sin Indside er beklædt med et Epithelium, og denne Membran savnes som sagt her. Holmes”) anfører et Tilfælde hos en 3aars Dreng, hvor Syulsten gik af i samme Øieblik, man vilde anlægge en Ligatur, hvilket oftere omtales at være indtruffet. Svulsten var noget større end en Nød, bedækket med en Slimhinde, som paa nogle Steder var eroderet. Den bestod af Celler, der vare ordnede paa flere Steder i Form af Blindsække med ufuld- kommen Lighed med Kjertelvæv. Hos et Barn paa 2 Aar fandt Lambl***) »eine polypöse Drüsen-Neubildung im sub- mukösen Zellstof des leum«. Syulsten, hvis Sede i Tarmen ikke neiere angives, var noget større end en Sukkerært og var fastheftet med en bred Basis som en stump Kegle. Tar- mens submukøse Stratum og serøse Overtræk vare fortykkede, ligesaa Slimhinden, som over- trak hele Overfladen, adskilt fra den egenlige Svulst ved et tyndt Eag Bindevæv. Paa mi- kroskopiske Snit af det hærdede Præparat saae man, »dass die Hauptmasse der Neubildung die Textur der schlauchformigen Drüsen nachahmt«; man saae nemlig talrige snoede og forgrenede Hulheder, Spalter og Kanaler, udklædte med et Cylinderepithelium og lig Lieber- kübnske Kjertler; mellem dem fandtes Bindevæy med talrige ovale Kjerner i en lys homogen Grundsubstants. Imidlertid kunde han ikke eftervise nogen Forbindelse mellem denne sub- mukøse Kjertel-Nydannelse og den egenlige Slimhinde undtagen paa Keglens Spids, hvor der var en dybere Indsænkning af de Lieberkühnske Kjertler, der her vare meget store, tæt sammentrængte, forgrenede og paa anden Maade forandrede. Han har iagttaget de smaa Cyster i Svulstens Indre, som han dels anseer for »Brutråume«, dels for »eine schleimige Aufldsung«. Det er tvivlsomt, om denne Svulst navnlig paa Grund af sit Sæde skal regnes herhen. Hos en omtrent 50 Aar gl. Mand fandt han i Endetarmen 1: Tomme ovenfor Anus en blød, furet og tildels lappet Svulst af Størrelse som en Kaffebønne; den hvide Gjennem- snitsflade afgav en rigelig emulsiv Vædske. Den bestod af Bindevæv, som i Svulstens Indre var alveolairt, paa Overfladen papillairt, samt af en enorm Mængde af Kjertelelementer efter Typus af de Lieberkühnske Kjertler; han mener derfor, at den paa sin Overflade havde Ud- seende af et blødt Papillom, i sit Indre af et Adenom, og han fører denne Analogie videre, idet han sammenligner Anordningen af det rigelige Epithelium med Profilsynet af Villi *) P. Broca, du cancer et des pseudo-cancers, nouveau dictionnaire de médicine, de chirurgie et d'hy- giene veterinaires, Paris 1856. ") Holmes, transactions of the pathological society of London 1858, IX, Pag. 212. "”) Lambl, aus dem Franz-Josef Kinder-Spitale in Prag. 1 Theil: Beobachtungen und Studien auf dem Gebiete der pathologischen Anatomie und Histologie, Prag 1860, Pag. 378—382. 341 intestinales, medens de dybere Punkter mindede om Lieberkühnske Kjertler. Herefter synes det, som om han antager Svulsten for en Forening af Epithelioma og Adenoma. Han be- skriver Cylinderepitheliet, hvis Celler han kalder colossale, Cellernes Leiring og en Del af deres Forandringer; han omtaler Geller med meget lange Forlængelser, som endte med Op- svulminger og indeholdt tydelige Kjerner, samt et lagvis leiret Tavleepithelium, hvilket jeg ingensinde har iagttaget. Sidstnævnte Tilfælde hører aabenbart herhen og er især mærkeligt paa Grund af Patientens høie Alder; han døde forøvrigt af Marasmus efter en stærk Suppuration omkring Anus og af Endetarmens Slimhinde. Curling”) omtaler vel Svulsten, men saavel hans som flere andre Lagers Be- skrivelse gaaer nærmest kun i chirurgisk Retning. Han angiver Stilkens Længde at være 2—3 Tommer og har bemærket Svulstens store Sjeldenhed hos Voxne. Svulstens patho- logiske Forhold ere godt beskrevne af Paul”); men han anseer den for at være et hyper- trophisk Slimhindeparti, besat med en eller flere forstørrede Slimhindebælge, der ere leirede i hypertrophisk Bindevæv. Som man vil see af den foregaaende Sammenstilling er Epithelioma cyl. globosum muligen iagltaget paa forskjellige Slimhinder, men dens hyppigste Sæde er den nederste Del . af Endetarmen. I Beskrivelsen af Svulstens Bygning fra sidstnævnte Sted ere Iagttagerne imidlertid langtfra enige. Dette gjælder ikke blot om Epitheliet, men ogsaa om det under- liggende Vævs Bygning, hvis mikroskopiske Forhold flere Iagttagere ere tilboielige til at identificere med en Kjerteldannelse, en Mening, som jeg for hver enkelt Iagttagers Vedkom- mende har søgt at gjendrive ved at hævde Epithelialdannelsens væsenlige Betydning i Svul- stens Dannelse. Hvis Epithelialdannelsen kun spiller en underordnet Rolle i disse Svulsters Bygning, maa Epitheliets Betydning ogsaa reduceres i Henseende til Sammensætningen af Epithelioma tessulatum, og denne Svulst ligeledes være at ansee for et Adenoma; men Van- skeligheden ved at demonstrere Bygningen af et Adenoma i et Epithelioma tessulatum vilde rigtignok blive meget betydelig. Foruden de forhen anførte Tilfælde af enkeltvis eller dog kun i ringere Antal fore- kommende Svulster paa Slimhinden af Endetarmens nederste Del maa her endnu meddeles et mærkeligt. Tilfælde, som Luschka har iagttaget, og hvor Dannelsen fandtes i hele Tyktar- men. Villose Dannelser i Tyktarmen have vel været kjendte tidligere, men deres egenlige Bygning ikke været Gjenstand for en noiere Undersøgelse. Saaledes iagttog Sibley***) en *) T. B. Curling, observations of the diseases of the rectum, third edition, London 1863, Pag. 75—78. *) Paul, über Mastdarmpolypen bei Kindern, Abhandlungen der schlesischen Gesellschaft für vaterlån- dische Cultur, Breslau 1861, Pag. 331—339; flere herhenhorende lagttageiser findes meddelte sam- mesteds. — Leberts store Værk: Traité d'anatomie pathologique, har jeg desværre savnet. Sibley, transactions of the pathological society of London 1856, VII, Pag. 212, Tab. VII, Fig. 1—3. ) 342 villøs Dannelse gjennem hele Colon fra Valvula ileo-coecalis til Nærheden af Anus hos en Mand, der et halvt Aar tidligere havde haft et heftigt Choleraanfald; Villi lignede dem paa Chorion, men den mikroskopiske Undersøgelse blev først gjort nogle Maaneder, efterat Præ- paratet havde været opbevaret i Spiritus, og Epitheliets Forhold nævnes end ikke. Det Tilfælde, som Luschka*) har iagttaget, angaaer et 30 Aar gammelt Fruentimmer, der i nogle Dage havde lidt af Diarrhoe, som vel standsedes, men i de sidste to Dage før hendes Død atter vendte tilbage og blev blodig; efter senere Angivelser skulde hun oftere forhen have lidt af blodig Diarrhoe, Ved Sectionen fandtes hele Tyktarmen fra Ileo-coecalklappen til den nederste Del af Endetarmen bedækket med polypøse Vegetationer i Tusindvis. De vare rødlige, rige paa Kar, bløde, stilkede, kolleformige eller lappede og af en Størrelse af indtil flere Centimetre. Deres Overflade var bedækket med runde Punkter, »welche sich als eben so viele Mündungen schlauchförmiger Drüsen herausstellten.« Deres Overflade var forresten papillair; Papillerne dannedes af Udvæxter af den interstitielle Bindevævssubstants. Polyperne vare overtrukne med et Cylinderepithelium, hvis Celler vare overordenligt lange, vandklare og meget mindre ømfindtlige mod Vand end Tyktarmslimhindens normale Epithelium. Po- lyperne dannedes af en Grundsubstants, som bestod af store Masser af Celler og Kjerner samt talrige Kar og af Kjertler med et stærkt hypertrophisk Cylinderepithelium; men en Kjertelmembran kunde Luschka ikke eftervise, og hvad der forhen er bemærket om Försters # lagttagelse, taler ogsaa her imod hans Anskuelse, at dissé Former have været Kjertler. Kjertlernes Form stemmede heller ikke med de normale Forhold i Tyktarmens Lieberkühnske Kjertler. Forøvrigt er der Intet tilhinder for at antage, at de Lieberkühnske Kjertler have taget Del i den fra Tarmslimhinden og det underliggende Bindevæv udgaaende polypøse Dannelse. Ligheden mellem hans Fig. 2 Tab. III og min Fig. 12 Tab. II er iøjnefaldende. Luschka omtaler lignende polypøse Udvæxter paa Endetarmen hos en Pige, der 5 Aar tid- ligere havde lidt af Cholera; de indeholdt tillige Cyster med en slimet Masse; andre Cyster med selvstændige Vægge fandtes spredte i Endetarmens submukøse Væv og vare muligen degenererede Lieberkühnske Kjertler. H. Luschka, über polypöse Vegetationen der gesammten Dickdarmschleimhaut, Virchows Archiv für path. Anat. und Phys., 1861, XX, Pag. 133. BE Forklaring af Tavlerne. Figurerne Tab. I, Fig. 1 og 2 samt Tab. II, Fig. 10 ere graverede i naturlig Størrelse efter Photo- = graphier, der ere udførte af kgl. Hofphotograph G. E. Hansen. Forstorrelsen for de øvrige Afbildninger er overalt, hvor ingen anden Forstorrelse findes angiven, 340 Gange. Tab. I. Fig. = id j=] el dg og oq = neun & no Epithelioma eylindraceum foliaceum fra Museet i University college i London, exstirperet fra Anus af R. Quain. Epithelioma eylindraceum foliaceum fra Anus, noiere beskrevet Pag. 328, Note. Karrenes Forløb i et enkelt Blad af sidstnævnte Svulst. Cylinderepithelialceller i naturlig Tilstand. Deres udadvendte frie Ende, seet ovenfra. Cylinderepithelialcellerne samlede efter Længden. Fremstilling af nogle af de Former, som Cylinderepithelialcellerne antage, naar de begynde at forandres ved ydre Indvirkninger. Disse Formers yderligere Forandringer. De stærkt forandrede Epithelialceller, tilsyneladende dannende en fin med Kjerner bedækket Membran. Epithelioma cylindraceum globosum i naturlig Størrelse fra Anus af et Barn. En lignende mindre Svulst med vedhængende Stilk, gjennemskaaren efter Længden. En Del af samme Svulst, svagt forstørret, for at vise den bladede og lappede Bygning. Noget stærkere Forstørrelse af enkelte Blade. Cylinderepithelialcellerne i naturlig Tilstand. Cylinderepithelialcellerne samlede efter Længden. Cylinderepithelialcellerne ovenfra; idet de ere faldne noget sammen, fremkommer der en Lighed med et Tavleepithelium. Cylinderepithelialcellerne, naar de begynde at forandres ved ydre Indvirkninger. Disse Formers fortsatte Forandringer, «a, idet de omboies, eller, 6, udvides blæreformist, idet, c, Blærens ene Ende tillige udtrækkes i en fin Spids; d, Blærens ene Ende afbrækket. De til Blærer udvidede Cylinderepithelialceller samlede i en Klase. De sidstnævnte Celler, naar de presses mod hverandre, og Kjernen forsvinder. Cylinderepithelialcellerne, behandlede med Eddikesyre, saa at kun Kjernerne blive tilbage. ie Ed er un aig eg EN in oy ore €: nz 1 RA Fe ety En) rt SALA ia Bits: de g ur NAAR Ww i DE " ij rg Mr Da TET lese"? un a? 7 ¥ ‘ 7 a gins 8 Ma ane Po RE Gring wile : faut 2 LEE tbe Tey se dr 7 [0 CET PR D 4 by OL Ir hai i Wh tw TA RER A 1m hill ee ick DAR Dar NT = (ae Te nie Gers do” (rer Hor Ni train À ~ aly te pre ts magter i Bld AEP A UT PTE ANNE Qu RØN ye CT RENE eat i 7 at | eer N [BEER | farm anna i Fü its i? sae ml m FIN Au + DL Pr lt, Ir ru qi ed dl are fi a Fre me LT a na led FR Tier ae Te Vid. Selsk: Skrifter V Række: Nature. og mathe Afh: VIL Bd: A Hannover, om Zjuithelioma- cylindrwcenm 6: ) 3 y Wil. SRE | a 31%) / 1 \ \ Hannover ad mat: ope ctmere care deli Ø “ ea “+ + 3 1 kj my = ER: Se Mage. Frtrerem ont "1 ee, u N jus à ie RER " fe A a A i : f AN N R p, i, NU | x by i UD ER | | } 2 | Po U "KR AO y i ie i a > | | i N ‚fi hi e A, | u ‘ i @ ‘a i Lj EJ i 6 i i : IV 7 = « = i - ‘> ll 7 i À CU (| i LI LL ‘ : i y i de | NM i à i sr igi % I .lannover at mit: one cumene cla ve de. Mon. Péterrem re Tab. If KN NEN R va AIN Helminthologiske Undersøgelser 1 Danmark og paa Island, med særligt Hensyn til Blereormlidelserne paa Island. Af Dr. med. If. Krabbe. Med 7 Kobbertavler. ial Analannar hell 1 Lait + hornet a is ian hr L stat vase, susidlgbiups omy lth, Va faypuunll | ast ’ ü 8 Det foreliggende Arbeide er nærmest udført med det Formaal at komme til Klarhed an- gaaende Oprindelsen til den paa Island endemiske saakaldte Hydatidesygdom, for derefter at kunne angive, hvorvidt og ved hvilke Midler dens Opstaaen hensigtsmessigst kunde modvirkes. Det var ved Eschrichts Undersogelser blevet godtgjort, at denne Lidelse bestaaer i Udviklingen af Echinokokblerer i Legemets forskjellige Organer, og da den ikke blot fore- kommer paa Island, men ogsaa sporadisk i andre Lande, blandt Andet ogsaa hos os, stod det til at vente, at den tilsvarende Bendelorm ved omhyggelig Sogen ogsaa maatte kunne findes hos os. Efter de Opdagelser, som i den nyere Tid vare gjorte med Hensyn til Blærebændelormenes Udviklingshistorie, maatte man nærmest antage, at Hunden, muligviis Katten, husede denne Bændelorm. Deels i Haab om at finde den hertillands, deels ogsaa for at blive noiere bekjendt med Forekomsten af Indvoldsormene overhovedet i Tarmkanalen hos disse to Huusdyr og derved faae et Grundlag til Sammenligning med de tilsvarende Forhold paa Island, har jeg i Løbet af flere Aar paa den Kgl. Veterinair- og Landbohoiskole i denne Henseende undersøgt et større Antal Hunde og Katte. Ved Siden af dette Hovedformaal reiste der sig imidlertid flere andre Spørgsmaal, til hvis Besvarelse Undersøgelsesmaterialet meer eller mindre kunde yde Bidrag. — Man var ved Fodringsforsog. med forskjellige Blæreorme kommen til at opløse den hidtil kjendte almindelige større Bendelormart hos Hunden i flere forskjellige Arter og havde opstillet disses Charakterer efter de ved Forsøgene udviklede Bændelorme. Flere ansete Helmintho- loger havde bestridt Holdbarheden af denne Adskillelse, og skjøndt vel de Fleste vare til- boielige til at anerkjende den, maatte der dog være Anledning til, som det ogsaa fra en enkelt Side var skeet, at prøve det ad en anden Vei, nemlig ved at undersøge, om de an- givne Artsmærker viste sig brugbare til med Sikkerhed at bestemme Arterne, ogsaa naar man ikke forud vidste, fra hvilken Blæreorm de i det enkelte Tilfælde havde deres Oprin- delse. — Bortseet fra de Indvoldsorme, der snylte hos Mennesket, er disse Dyrs geographiske Udbredelse kun meget lidt kjendt; der haves kun sporadiske Oplysninger om deres Fore- 44€ 348 komst, og et noiere Studium deraf viser sig i flere Henseender lærerigt, idet man deels, hvor man kjender Udviklingshistorien, er istand til at forklare sig Forskjellighederne i deres Forekomst af de omgivende Forhold, med hvilke de staae i noie Samklang, deels, for ‘de Indvoldsormes Vedkommende, hvis Oprindelse endnu er ubekjendt, muligviis derved kunde ledes til at opspore denne. Med Justitsministeriets Understøttelse opholdt jeg mig i 1863 fem Maaneder (fra Juni til Oktober) paa Island og bereiste en Deel af Landet, og det er mit Haab, at de Kjends- gjerninger, jeg der har kunnet samle, og hvortil Leiligheden i visse Retninger tilbød sig i rigere Maal end jeg havde turdet vente, maae afgive tilstrækkelig sikkre Forudsætninger for med Udsigt til Held at kunne modvirke Udviklingen af de der baade hos Mennesker og Dyr saa udbredte Blæreormlidelser. I. Indvoldsormene i Tarmkanalen hos Hunden og Katten | i Kjøbenhavn. Hunden. I Aarene 1860—63 har jeg paa den Kgl.Veterinair- og Landbohøiskole undersøgt 500 Hunde af forskjellig Størrelse og Alder, fra nogle Maaneder til 17 Aar gamle, som indbragtes dertil for at dræbes eller døde af Sygdom. De vare for største Delen fra Kjøbenhavn og den nærmeste Omegn, kun enkelte vare komne andenstedsfra. Hos disse 500 Hunde fandtes Indvoldsorme i Tarmkanalen 336 Gange eller hos 67 af 100, nemlig 7aenia marginata...... 1 — — —- 14 - — — Coenurus ...... 5 — — — 1 - — —. 86YTAA sl» 1, = — — 02- — — Echinococcus 2 — — — 04- — — cucumerina..... 240 — — — 48 - — Bothriocephalus sp. . . . .. Il — — — 02- — Ascaris marginata...... 122 — — — 4 - — Dochmius trigonocephalus . . 9 — — — 2 - — 349 A. Bændelorme. 1. Taenta marginata Batsch. Denne Bændelorm har man, for saa vidt som den forekommer hos Hunden, i lang Tid ikke adskilt fra de to følgende Arter, hvilke den ligner meget, men sammenfattet dem under Benævnelsen 7. serrata. Pallas") indbefattede under Navnet T. cucurbitina saavel Menneskets 7. Solium som de større Bændelorme hos Hunden, Ulven og Katten, og henførte hertil endog Bændel- orme hos Muus. Goeze°) sondrede mellem flere Arter, idet han kun brugte Navnet T. cucurbitina om TZ. Solium, men henforte Ulvens Bændelorm til sin 7. cateniformis og indførte Benæv- nelsen 7° serrata for Hundens og Kattens større Bændelorme. Batsch?) udskilte Ulvens Bændelorm fra de øvrige, som Goeze havde henfort til T. cateniformis, og kaldte den T. marginata. Rudolphi*) indskrænkede Brugen af Navnet 7. serrata til at gjælde om Hundens større Bændelorm og kaldte den hos Katten 7. crassicollis, medens han for Ulvens Bæn- delorm beholdt Batsch’s Navn 7. marginata. Dujardin®) og Diesing®) folge Rudolphi; dog gjør Dujardin opmærksom paa, at Ulvens 7° marginata neppe er forskjellig fra Hundens 7° serrata. Efterat det 1852 var lykkedes v. Siebold at faae Cysticercus pisiformis, Cyst. tenut- collis og Coenurus cerebralis udviklede til Bændelorme hos Hunden, henførte han dem alle, uagtet disse 3 Blæreormes paafaldende Forskjellighed, til 7. serrata, vel nærmest som Følge af sin Anskuelse om Blæreormene, hvilke han ansaae for udartede Bændelorme; han holdt den endog for identisk med flere andre Rovdyrs Bændelorme og med Menneskets 7. Soltum. 7) Küchenmeister‘) var derimod ved sine Forsøg kommen til at opløse Hundens større Bændelorm, 7. serrata Rud., i 3 forskjellige Arter. Da han i 1853 havde faaet Blæreorme udviklede i Hjernen hos Faar ved at indgive dem Æg af Bændelorme, som vare udviklede i Hunden efter Fodring med Coenurus cerebralis, kaldte han denne Bændelorm ') Neue nordische Beiträge. Petersb. u. Leipz. 1781. Bd. 1. S. 46. ?) Versuch einer Naturgeschichte der Eingeweidewürmer thierischer Körper. Blankenburg 1782. ‘) Naturgeschichte der Bandwurmgattung. Halle 1786. S. 125. 3) Entozoorum sive vermium intestinaliwm historia naturalis. Vol. ll. P. Il. Amstelaedami 1810. 5) Histoire naturelle des helminthes. Paris 1845. 5) Systema helminthum. Vol.1. Vindobonae 1850. 7) Ueber die Band- und Blasenwürmer. Leipz. 1854. S. 99. 5) Günsburg's Zeitschrift für klinische Medizin. Jahrg. 1853. S. 448. 350 T. Coenurus*) og indskrænkede Benævnelsen 7° serrata til den Bændelorm, der udvikles af Cysticercus pisiformis, medens han ansaae T. e Cysticerco tenuicolli for en fra begge disse forskjellig Art. 1856 gav han i en af det Kgl. danske Videnskabernes Selskab belønnet Priisafhandling 7?) meget noiagtige Beskrivelser af disse 3 Arter og oplyste deres Forskjellig- heder ved Afbildninger af Krogene og af Æggebeholderens Forgreninger. Sammenholder man med dem de Afbildninger af Kroge, som ere givne af Lewald!!) og v. Siebold”), saa antyde disse ogsaa umiskjendelig Forskjellen i Krogenes Form hos 7. serrata (e Cysti- cerco pisiformi) og T. Coenurus. R.Leuckart beskrev 1856?) disse 3 Arter, samstemmende med Küchenmeister, og gav ligeledes Afbildninger af Krogene. Van Beneden omhandlede vel 7. Coenurus og T. serrata særskilt, men yttrede dog #), at han forgjæves havde søgt at adskille dem efter Krogene. Han afbildede (PI. XX) Krogene af 7. serrata, men ikke noiagtigt nok til at man derefter med Sikkerhed kan be- stemme Arten; dog tyder Formen stærkt paa, at det virkelig er 7, serrata (e Cyst. pisif.). Baillet**) udtalte sig bestemt for Arternes Forskjellighed og anerkjendte de af Küchenmeister og Leuckart angivne Artsmærker efter egne Undersøgelser som rigtige, idet han ogsaa havde seet sig i Stand til at anvende dem til Bestemmelse, naar han ikke forud vidste, fra hvilken Blæreorm de stammede. Han fandt i Toulouse hyppigst 7. serrata, ogsaa temmelig ofte T. e Cysticerco tenuicolli, men aldrig T. Coenurus hos Hunde, der ikke vare benyttede til Fodringsforsøg. Davaine "%) udtalte sig meget tvivlende om de 3 Arters Forskjellighed og opstillede dem kun som een Art. R. Leuckart1) optog Navnet 7. marginata for T. e Cysticerco tenuicolli, efterat han havde overbeviist sig om, at den var identisk med Ulvens 7. marginata. Pouchet og Verrier") meddeelte 1862 i Académie des sciences nogle Fodrings- forsøg med Coenurus cerebralis hos Hunde og med Æg af Hundebendelorme hos Faar, ?) Die in und an dem Körper des lebenden Menschen vorkommenden Parasiten. Erste Abth. Leipz. 1855. S.26. 1°) Moleschott's Untersuchungen zur Naturlehre des Menschen und der Thiere. Erster Band, Frankf. a.M. 1856. 11) De Qysticercorum in Taenias metamorphosi. Diss. inaug. Berolini 1852. *) Citat 7 S. 90. 12) Die Blasenbandwürmer und ihre Entwicklung. Giessen 1856. 13) Mémoire sur les vers intestinaur. Paris 1858. S. 148. 4) Annales des sciences naturelles. Serie IV. Tome X. 1858. S.190. Traité des entozoaires et des maladies vermineuses de l'homme et des animaux domestiques. Paris 1860. S. XXXII. ) Die menschlichen Parasiten und die von ihnen herrührenden Krankheiten. Erster Band. Leipz. u. Heidelb. 1863. S. 312. 7) Gazette médicale de Paris. 1862. S.308 og 376. 331 hvorefter de kom til at bestride Rigtigheden af Kuchenmeisters Angivelser. Men disse Forsøg ere, som van Beneden sammesteds viste, foretagne med fuldstændig Mangel paa Kjendskab til de Bændelorme, hvorom der handles, og Slutningerne dragne med saa liden Eftertanke, at de næsten ikke ere Omtalen værd. Jeg har fundet de af Küchenmeister og Leuckart angivne Artsmærker i alt Væsentligt fuldkommen paalidelige og derefter med Sikkerhed kunnet adskille de 3 Arter. Naar man har seet dem oftere og i større Antal, lade de sig i Reglen uden stor Vanske- lighed kjende med det blotte Øie; men i alt Fald afgiver Krogenes Forhold, som nedenfor nærmere skal omhandles, et sikkert Kjendetegn, om de end for hver Art baade i Antal, Størrelse og Form vexle indenfor visse Grændser. — T. marginata forekom hos hver 7de af de 500 Hunde, i de allerfleste Tilfælde kun i eet Exemplar, dog af og til 2, men ikke ofte flere (eengang 15, hos en stor Ilaarig Hund fra en Slagter paa Vesterbro). Den var sjelden over 160°” lang, dog har jeg seet den af indtil 265° Længde. *) 2. Taenia Coenurus Küchenmeister fandtes hos een af 100 Hunde, i et Antal fra eet til 6 Exemplarer og indtil 95°” lange. 3. Taenia serrata Goeze (s. str.) fandt jeg kun een Gang, hos en stor 4 Aar gammel Hanhund fra Byen. Der var 3 Exem- plarer med modne Led og af 80—95°™ Længde. Bortseet fra de Forskjelligheder, som meer eller mindre tydelig vise sig i mange af de anatomiske Forhold, egne især Krogene, hvor saadanne findes, tildeels ogsaa Ægge- beholderens Forgreninger sig ved deres skarpere udprægede og af Tilfældigheder kun lidet afhængige Former til at benyttes som Kjendemærker hos en stor Deel Arter af Bændelorm- slægten Taenia, hvis ældre Beskrivelser, som Bændelormenes overhovedet, ganske almindelig ere saa mangelfulde, at man ofte har stor Vanskelighed ved at henføre en Bændelorm til en af de opstillede Arter og i mangfoldige Tilfælde nærmest maa holde sig til Findestedet. Krogene afgive hos Blærebændelormene meget gode Kjendemærker, hvilke Kiichenmeister og Leuckart noiere have studeret. Deres Antal, Størrelse og Form vexler ganske vist inden visse Grændser, men selv hos saa nærstaaende Arter som J. marginata, T. Coenurus og T.serrata dog ikke mere, end at de altid ere af stor Verdi med Hensyn til Bestem- melsen, og naar man tager Hensyn til alle disse 3 Forhold ved Krogene, vil man stedse *) Maalingerne ere i Reglen foretagne efterat Bændelormene vare slappede og strakte ved at ligge nogen Tid i Vand. 352 med Sikkerhed kunne adskille disse Arter. Baade i Henseende til Størrelsen og Antallet af Krogene staae T. serrata (Figg. 10-12) og T.Coenurus (Figg. 7-9) hinanden fjernest. Jeg har iser havt Leilighed til at undersøge 7. marginata (Figg. 4-6), og efter Tællinger og Maalinger af Krogene i 191 Krogkrandse viste den følgende Forhold. Der var hyppigst 32, ogsaa meget almindelig 30 eller 34 Kroge, sjeldnere 28 eller 36, kun enkelte Gange 38—40. De store Kroge vare som oftest 0,19 —0,20™™ lange, sjelden mindre (indtil 0,17mm) og endnu sjeldnere mere (indtil 0,21"). De smaa Kroge havde hyppigst en Længde af 0,12 — 0,14", sjelden mindre (indtil 0,117”) eller mere (indtil 0,16"). For- øvrigt henvises til nedenstaaende Tabel, hvor mine Resultater ere sammenstillede med dem, Andre have meddeelt, saavel for disse 3 Bændelormes Vedkommende som og for T. cras- sicollis og T. Echinococcus. Hvad Formen angaaer, da forekomme Forskjellighederne mig at være meest fremtrædende ved de store Kroge (Figg. 5, 8 og 11), som hos 7. marginata ere slanke og noget bugtede, medens Krogens Rygside hos de to andre er mere lige, og hos T. serrata Skaftet") meget længere end hos 7. Coenurus. Ogsaa i Æggebeholderens Forgreningsmaade vise de Forskjelligheder, som dog kun ere ringe imellem 7”. serrata og T. Coenurus, hvorimod T. marginata er kjendelig ved de faa Hovedstammer, hvis Grene strække sig langt fremad og tilbage, samt ved den kamformede Forgrening i begge Ender af T. crassicollis. | T. serrata. Krogenes Antal og Lengdef Anal. Store. Sma2. | Antal. Store, BACHTIENK sie mr ans eu | | 54—46 Küchenmeister . ....... |! || især 40 og derover | Baker RE FSV, 44—52 0,39 40—48 | 0,25 | | m= = Eu u. = mm LL TE 5 u | Le a — | a — Ballett. au MERE -s | | 34-36 | 0,23 — 0,26 | | Krabbe 238 | oom | om | 40-40 os 00 sms tes divin in iser 34 ‚ #0 , | — A — ,24 | A *) Ved Krogene skjelnes imellem Kloen og Skaftet med Tappen, hvilke sidste tilsammen danne ligesom et Fodstykke for hiin. 355) Leddet. Afbildningerne (Figg. 60—62) frembyde det samme Præg i Forgreningsmaaden som dem, Küchenmeister har givet.*) 4. Taenia Echinococcus v. Siebold. Den har længst været kjendt som Blæreorm. Goeze henforte Blæreormene til Bændelormene og lod disse udgjore een Slægt, Taenia, hvilken han inddeelte i Indvoldsbændelorme (Taeniae viscerales) eller Blærebændelorme, og Tarmbændelorme (Taeniae intestinales). Til den første Afdeling henforte han Taenia visceralis socialis granulosa ”), som han kjendte fra Faarets Lever og hvori han fandt Ho- veder med Kroge i en dobbelt Række. Rudolphit’) benyttede først Navnet Zehinococcus om denne Blæreorm, men hen- regnede ogsaa Kvæsen til samme Slægt. Zeder"?) fulgte heri Rudolphi, men brugte Benævnelsen Polycephalus. Fra P. granulosus hos Faaret adskilte han P. Echinococcus, som skulde findes hos Mennesket. Han skilte Blæreormene som en egen Familie fra Bændelormene. Se angiven i Millimetre) hos T. marginata. T. Coenurus. T. Echinococcus. Antal. Store. Smaa, Antal. Store. Smaa, Antal. Store, Smaa, i — 30—44 0,21 0,13 30—54 30—40 24— 28 ” (sur 3136 0,18 — 0,22 | 0,12 — 0,13 sjcllen 30 0,16 | 0,11 28—56 | 0,034 0,021 — 0,028 32—38 0,18 0,11 2 0,16 0,1 50-40 | 0,045 0,038 2 d (26—30) 2 ? | ? > 30—48 | 0,19 — 0,22 | 0,13 — 0,16] 22—32 0,15 — 0,17 | 0,10 — 0,13 28—40 0 26—32 3 | : især 30—34 | 9317 — 0,21 | 0,11 — 0,16 6—32 | 0,15 — 0,17 | 0,09 — 0,12 38—40 | 0,023—0,016 | 0,021— 0,033 *) Citat 10 Taf. I. | ") Gitat 2 S. 258. | 78) Wiedemanns Archiv für Zoologie und Zootomie Bd. 2. St. 1. 1801. S. 52. | 19) Anleitung zur Naturgeschichte der Eingeweidewürmer. Bamberg 1803. Vidensk. Selsk. Skr,, 5 Række, naturvidensk og muthem. Afd, 7 Bd. 45 354 Senere adskilte Rudolphi*) Kvæsen, Coenurus, fra Slægten Echinococcus. Han opstillede ‘af denne sidste 3 Arter, nemlig Æ. hominis, simiae og veterinorum (hos Oxen, Faaret og Svinet), men bemærkede derhos, at han ikke var i Stand til at angive Skjelne- merker imellem dem, da deres Legemsform yar saa foranderlig og deres Natur ikke til- strekkelig undersogt. Han tillagde de to forste en enkelt Krogkrands, men antog, at Krogene hos Æ. veterinorum dannede en dobbelt Række. Laennec®%) havde gjort opmærksom paa, at man ofte fandt lignende Blærer, som ingen Hoveder indeholdt, og han ansaae disse for en egen Dyreslægt, hvilken han kaldte Acephalocystis. Denne optog Rudolphi ikke i sit System, da han ikke ansaae Acephalo- cysterne for Dyr, og der herskede nu i lang Tid Uvished om disse Blærers sande Natur. F. Leuckart%) ansaae dem for »forstørrede Infusionsdyr», der nærmest vare at sammen- ligne med Slægten Volvox, medens Andre holdt dem for at være Sygdomsprodukter. I den nyere Tid er man kommen paa det Rene med, at det er Echinokokblærer, i hvilke der ikke er udviklet Hoveder, men som forøvrigt i hele deres Bygning stemme overeens med-disse. F. Leuckart**) anerkjendte kun een Art Echinococcus (som han kaldte 2. Infu- sorium), og denne Anskuelse var derefter i lang Tid den almindelige. Livois™) fremhævede, at Æchinococcus baade hos Mennesker og D;r havde to Rækker Kroge. Dujardin***) bibeholdt for den eneste Art, han anerkjendte, Navnet EZ. veterinorum. Diesing +) kaldte den 2. polymorphus. Han anfører den som funden hos Men- nesket, flere Abearter, forskjellige Drovtyggere (Faaret, Geden, Oxen, Kamelen, Dromedaren og Giraffen) og Svinet. Huxley?) fandt den hos en Zebra. Ifølge en Sygehistorie med Sektionsberetning, meddeelt af Macgregor™), skulde den ogsaa være funden i Leveren hos Hesten; men den tilføjede Bemærkning, at den ikke sjelden findes hos Hesten og Kvæget i de indvendige Organer, gjør Tydningen noget tvivlsom, da ellers let flere Exempler derpaa maatte være bekjendte fra Veterinairskolerne. Spencer Gobbold®) nævner den ligeledes som forekommende hos Hesten, Æslet og forskjellige Kattearter; dog maa dette vistnok optages med nogen Tvivl. Citat 4. Vol. Ul. P.Il. S. 247-253. ’) Mémoire sur les vers vésiculaires. 1804. Versuch einer naturgemässen Eintheilung der Helminthen. Heidelb. u. Leipz. 1827. S. 14. ) Citat 21. S.15. ??) Recherches sur les Echinocoques chez l'homme et chez les animaux. Paris 1843. *) Citat 5. S. 636. t) Citat 6. S. 482. Proceedings of the zoological society of London. 1852. S.110. ) Edinburgh veterinary review. Nr.8. August 1862. S. 503. Entozoa. London 1864. S. 261. 355 1852 fandt v. Siebold®), at Zchinococcus af Huusdyrene i Hundens Tarmkanal udviklede sig til en lille Bændelorm, hvilken han noiere beskrev og kaldte Taenta Echinococcus. Af dens Æg antog han at baade Menneskets og Dyrenes Echinokokker udviklede sig, idet han regnede dem til samme Art. Ved denne Opdagelse blev man opmærksom paa, at der flere Gange tidligere var fundet smaa Bændelorme, som med større eller mindre Sikkerhed maatte henføres til T. Echinococcus. Saaledes havde Rudolphi”) i den forreste Deel af Tarmkanalen hos en Hund fundet smaa Bændelorme, hvilke han ansaae for Hoveder af 7. cateniformis (T. cucu- merina), som ved generatio aegvivoca vare ifærd med at udvikle sig af Tarmtrevlerne. Röll?) havde 1851 fundet talrige smaa Bændelorme i et Par Hunde, men anseet dem for Yngel af 7. serrata; efter hans rigtignok ufuldkomne Afbildninger at dømme var det utvivlsomt T. Echinococcus. Van Beneden”) havde 1852 fundet den hos en Hund og formodede, uden dengang at kjende v. Siebolds Forsøg, at den maatte hidrøre fra en Echinokokblære, Hunden havde fortæret. Han afbildede og beskrev den under Navnet 7. nana, et Navn, som nu efter Bilharz og v. Siebold bruges om en anden Bændelormart. Efterat man ved v. Siebolds og Küchenmeisters Forsøg havde lært Blære- ormenes Forhold til Bændelormene at kjende, maatte hine forsvinde af Systemet som en selvstændig Orden eller Familie, og man maatte, hvilket allerede Goeze havde gjort, regne dem til Bændelormene, men rigtignok paa en anden Maade, nemlig som Mellemgenerationer i disses Udvikling. Efterhaanden var man kommen til at samle de 3 Arter af Echinococcus, som vare opstillede af Rudolphi, tilligemed den Laennecske Acephalocystis til een Art; Bekjendt- skabet med 7. Echinococcus gav imidlertid igjen Anledning til en Adskillelse i 2 Arter. Omtrent samtidig med v. Siebold fik nemlig -ogsaa Küchenmeister Zehinococeus af Huusdyr udviklet til Bendelorme hos Hunden; men han ansaae den sædvanlig hos Menne- sket forekommende Hehinococcus for en anden Art. ””) Den første, henhørende til 7. Echi- nococcus, kaldte han E. scolicipariens; den skulde svare til 2. veterinorum, men foruden hos planteædende Dyr ogsaa undertiden findes hos Mennesket. Blæren skulde umiddelbart paa sin Indside frembringe Bændelormhoveder med Krandse af 28—36 Kroge, ordnede i 2 Ræk- ker, og (ifølge hans Tabel S.178) af henholdsviis 0,025 og 0,0216%® Længde; hos den udvik- lede Bændelorm angives de at være henholdsviis 0,034 og 0,021— 0,028" lange. Hos Z. al- tricipariens, svarende til Æ. hominis, skulde Blæren opnaae en betydeligere Størrelse og frembringe Generationer af Døttreblærer; først i disse skulde der dannes Hoveder med Krandse af 46—52 mindre Kroge, nemlig henholdsviis 0,021 og 0,018" lange. Den skulde 26) Zeitschrift für wissenschaftliche Zoologie. Bd.IV. 1853. S$. 409. *) Gitat 4. Vol.l. S.411. 2?) Verhandlungen der physicalisch-medieinischen Gesellschaft in Würzburg. Bd, Ill. 1852. ™) Citat 13. S.158 og Pl. XXI. SB) Gitat 9: an © © de or 356 ikke blot findes hos Mennesket, men ogsaa hos de større Huuspattedyr og udvikle sig af Æggene af en anden hidtil ubekjendt Bændelormart, som han meente maatte findes, foruden hos Mennesket selv, ogsaa hos Hunden og Katten. Forholdet af Krogene hos disse to Former har imidlertid ikke staaet klart for Küchenmeister. I Forklaringen over Afbild- ningerne paa hans Tab.IV betegnes Figg. 2—8 som Kroge af Taenia Echinococeus scolici- pariens, Fig. 10 som Kroge af Echinococcus altricipartens; Fig. VIII angives at være Kroge af Taenia Echinococcus scolicipariens og (med Urette) af samme i Blæreormtilstand, Fig. IX Kroge af Echinococcus altricipariens som Blæreorm og, med et Spørgsmaalstegn, som Bæn- delorm. Det er herefter aabenbart, at Forskjelligheden af Krogene hos Blæreormen og hos Bændelormen- ikke er undgaaet hans Opmærksomhed, men han har (ved Figg.VIII og IX) hen- fort Blæreormens Kroge til sin Æ. altrieipariens, den udviklede Bændelorms til Z. scolicipariens. R. Leuckart anerkjendte først”) Küchenmeisters Adskillelse, men 1862 *) gjorde han opmærksom paa, hvad Küchenmeister ikke havde omtalt, at Krogene hos T. Echinococcus forandres under dennes Udvikling fra Blæreorm- til Bændelormtilstanden, idet Fodstykket voxer, hvorved det faaer en ganske anden Form og hele Krogen bliver større. I Bl&reormtilstanden lod der sig ikke paavise nogen Forskjel med Hensyn til Krogene hos de af Küchenmeister opstillede 2 Arter, og deres Antal var overhovedet hos denne Bændelorm meget vexlende. Han forenede dem derfor igjen til een Art, hørende til T. Echinococcus. — T. Echinococcus har jeg kun fundet hos 2 Hunde i Januar 1862 **). Hos den ene, en temmelig lille, 11 Aar gammel Hund fra Valby, fandtes omtrent 60, hos den anden, en stor, 6—8 aarig Hund fra Vesterbro, 20—30 Exemplarer. De fleste havde i det bageste Led Æg, hvori Fostre med de 6 Kroge tydelig kunde iagttages. Kun hos et Par Exemplarer fandt jeg enkelte Kroge, som hos denne Bændelorm ere overordentlig let affaldende. Kro- genes Fodstykker (Figg. 44—47) vare lidt større og mere klodsede end Leuckart+) har afbildet dem som fuldt udviklede, hvilket tyder paa deres ældre Alder. 5. Taenia cucumerina Rudolphi. Linné%) indbefattede under Navnet 7. canina de Bændelorme baade hos Hunden og Katten (og andre Pattedyr), som have Kjønsaabninger paa begge Rande af hvert Led. *) Citat 12. S.71. ”) Citat 16. S. 331. “*) Dette gav Anledning til en foreløbig Meddelelse af disse Undersøgelser af Hr. Etatsraad Bendz i Oversigt aver det Kgl. Danske Vidensk. Selsk. Forhandl. Februar 1862, og af mig i Tidsskrift for Vete- rinairer Bd.10. 1862. +) Citat 16. S. 332. 38) Systema naturae, Ed. XII. T. I. Holmiae 1766. S.1324. Pallas”) fandt dem sjeldnere hos Katten end hos Hunden. Goeze**) omhandlede den under 7. cateniformis. Han fandt Benævnelsen canina upassende, da den efter hans Erfaring findes »uendelig meget hyppigere hos Katten end hos Hunden, som 100 mod een», hvorfor den lige saa godt kunde kaldes felina. Han fore- slog hellere at kalde den elliptica eller med Pallas moniliformis. Den skulde efter ham have Kroge. Bloch”) kaldte den mindre Bændelorm hos Hunden 7. cucumerina, men ansaae den for krogløs. Han brugte Navnet 7'. canina om Hundens større Bændelorm. Batsch””) brugte Benævnelsen 7. elliptica om den paagjeldende Bændelorm baade hos Hunden og hos Katten. Zeder°®) kaldte den ligeledes 7. elliptica, og denne skulde efter ham være forsynet med Kroge; men han opstillede den tillige som kroglos under Navnet 7. cuneiceps. Rudolphi*!) beholdt Blochs Benævnelse 7. cueumerina for den Form, der fore- kommer hos Hunden og som han ansaae for kroglos. Hos Katten, hvor han fandt den for- synet med Kroge, kaldte han den med Batsch T. e/liptica, hvortil han ogsaa henforte Zeders T. cuneiceps. Dujardin ‘*“) fandt, at ogsaa T. cucumerina havde Kroge, men stillede den dog som en særskilt Art ved Siden af 7. e/liptica. Diesing+) ansaae dem begge med Urette for kroglose, men holdt dem dog for 2 forskjellige Arter, af hvilke 7. elliptica ikke skulde blive saa lang som 7° cucumerina; men forresten ere hans Skjelnemerker meget svage. Van Beneden+-+) fremhævede atter, at 7. eueumerina, for hvilken han brugte det ældre Navn 7. canina, har Kroge. Efter Davaine +++) skal han ansee T. cucumerina og T. elliptica for een og samme Att. R. Leuckart +++) udtalte, at han en Tid lang havde tvivlet om deres Artsforskjel, men han adskiller dem nu som forskjellige, navnlig paa Grund af den langsommere Udvik- ling af Leddenes Modenhed hos 7. cucumerina, som derfor ogsaa opnaaer en større Længde. — ) Gitat 1. (S557. ”) Citat 2. S. 312. ) Abhandlung von der Erzeugung der Eingeweidewürmer. Berlin 1782. S. 17. ") Citat 3. 39) Erster Nachtrag zur Naturgeschichte der Eingeweidewürmer. Leipz. 1800. 31) Entozoorum Synopsis. Berolini 1819. m) Gitat 5. S.576. Pl. 12. +) Citat 6. S.531—532. tt) Citat 13. S.157. PI. XXI. HH Citat 15. S. XXXIX. tii) Citat 16. S. 401. 358 Jeg har fundet 7. cucumerina, ligesom Kattens 7° elliptica altid forsynet med Kroge, næsten hos Halvdelen af Hundene, ofte i et Antal af under 10, dog hyppigere flere, indtil 100, og ikke ganske sjelden i hundredeviis, eengang endog 2000. Dens Længde var sæd- vanlig 20—30™, enkelte Gange dog indtil 50—80*™. 6. Bothriocephalus sp. En til denne Slægt henhørende Bændelorm fandt jeg i Januar 1863 midt i Tynd- tarmen hos en nogle Maaneder gammel Hund fra Vesterbro, som dræbtes for Hundesyge. Det var et omtrent 3% langt Exemplar uden Spor til Kjønsredskaber, saa at Arten ikke noiere lod sig bestemme. Man kjender hidtil kun en halv Snees Arter af Bothriocephaler, som forekomme hos Pattedyr, nemlig foruden hos Mennesket ogsaa hos forskjellige Rovdyr og Sæler. Af disse ere to fundne hos Hunden, de samme som hos Mennesket, nemlig af og til B. latus, for hvilken dog Mennesket maa betragtes som den normale Vært, og den af Leuckart*) be- skrevne B. cordatus, der er meget almindelig hos Hundene i Nordgrønland, hvor man endog kun har fundet denne ene Art af Bændelorme hos Hunden; den er der ligeledes engang iagt- tagen hos Mennesket, men dette er dog rimeligviis kun en tilfældig Forekomst. Om end eet af de Skjelnemærker, Leuckart har angivet mellem disse to Arter, nemlig Sugeskaalenes- Stilling, har viist sig at beroe paa en gammel Vildfarelse, idet disse hos B. datus ifølge Bött- chers™) senere lagttagelse ikke (hvilket hidtil har været almindelig antaget) ere stillede paa de Sider, der svare til Leddenes Rande, men ligesom hos B.cordatus og andre Arter paa dem, der svare til Leddenes Flader, saa ere de dog i andre Henseender tilstrækkelig charak- teriserede som artsforskjellige, bl. A. ved Æggenes betydeligere Størrelse hos B. cordatus. Allerede fra forrige Aarhundrede haves Angivelser om Forekomsten af B. latus hos Hunden; i den nyere Tid er et Tilfælde blevet meddeelt af v. Siebold%), som i Ost- preussen fik et ret anseeligt Exemplar af den, afgaaet fra en lille Spidshund. Diesing”), der ikke omtaler Forekomsten af B. latus hos Hunden, har stillet den af v. Siebold iagtlagne sammen med en Bændelorm, som Natterer havde fundet i Brasilien hos Canzs Azarae, under Navnet Dibothrium serratum. Der er imidlertid ingen Grund til at betvivle, at det i det af v. Siebold iagttagne Tilfælde virkelig har været B. latus, og jeg kan tilfeie et nyt *) Citat 16. S. 437. 7?) Virchows Archiv für pathologische Anatomie u. Physiologie u. für klinische Medicin. Bd. 30. 1864. S.103. *) Wiegmanns Archiv für Naturgeschichte. 4ter Jahrg. 2ter Bd. 1838. S. 305. ") Citat 6. S. 588. Exempel paa denne Bændelorms Forekomst hos Hunden, idet Hr. Professor Steenstrup har havt den Godhed at tilstille mig nogle Led, der vare afgaaede fra en Hund i Dith- marsken. Skjondt de vare i en meget daarlig Tilstand, lod Arten sig dog med fuldkommen Sikkerhed erkjende; nogle Æg, 0,07" lange, ere afbildede Fig. 110; hos et Exemplar fra-et Menneske fandt jeg dem 0,065"m lange (Fig. 111). Ogsaa i England angives den af Cob- bold”) at være funden hos en Hund. I St. Petersborg fandt Knoch%) oftere Bothrioce- phaler hos Hunde, som han havde benyttet til Forsøg; han henførte dem til B. latus og ansaae dem for fremkomne af Embryoner af Menneskets brede Bændelorm, med hvilke han havde fodret Hundene. At der hos Hunden foruden B. /atus og cordatus endnu forekommer andre Arter af Bothriocephalus, vil sees af det Følgende. Det er i Almindelighed en sjelden Undtagelse, at man hertillands træffer B. latus hos Mennesket. Imidlertid er der i Løbet af det sidste Aar kommet ikke mindre end 5 Tilfælde heraf til min Kundskab, alle fra Egnen ved Soro, hvor man derefter maa antage at den i det Mindste for Tiden forekommer usædvanlig hyppig. Jeg har havt Leilighed til at undersoge Bendelormene fra samtlige 5 Patienter; fra den ene, en Tjenestepige i selve Soro, var der afgaaet 2 Exemplarer, og hun lider endnu deraf. B. Rundorme. \ Il. Ascaris marginata Rudolphi. Den forekom omtrent hos hver 4de Hund, som oftest kun enkeltviis, dog ikke sjelden flere, indtil 20; eengang fandtes den i et Antal af 104, hos en stor eenaarig Hund, som døde af Hundesyge. 2. Dochmius trigonocephalus Dujardin. Den fandtes hos een af 50 Hunde, fra nogle enkelte til 20—30 Individer. Den er ogsaa af Andre (Gurlt, Röll) kun sjelden funden i Hundens Tarmkanal, men i storre Antal. Hos andre Arter af Hundeslægten, navnlig hos Ræven, synes den at være alminde- ligere. Hos 3 Reve fra Kjøbenhavns Omegn og hos en Canis Lagopus fra Island, som døde i Dr. Kjærbøllings zoologiske Have, hvilke jeg har havt Leilighed til at undersøge, fandtes den hos dem alle. *) Gitat 25. S. 295. 34) Die Naturgeschichte des breiten Bandwurms. St. Petersburg 1362. S. 105 o. f. 360 Efter Leuckarts®) lIagttagelse udvikles Æggene af denne Rundorm i Vandet, og Ungerne komme med Drikkevandet umiddelbart ind i Hundens Tarmkanal. At hver Art Indvoldsorme har sit Yndlingsopholdssted ij en bestemt Deel af Tarm- kanalen, har man længe vidst, og for de ovennævnte Indvoldsormes Vedkommende kan jeg i det Væsentlige kun bekræfte Andres Iagttagelser. LPs marginata var gjerne fastheftet fortil i Tyndtarmen og strakte sig derfra tilbage gjennem dennes forreste Halvdeel. Engang har jeg dog truffet den liggende udstrakt i heelt omvendt Stilling, saa at de modne Led naaede tæt op til Maven (og det Samme har Küchen- meister engang iagttaget hos en Kat”)); en anden Gang laae den heel og holden i selve Maven. At de bageste Led af Bændelorme saaledes kunne komme fra Tarmene op i Maven, kan undertiden have sin store Betydning. Indeholde de nemlig modne Æg, da vil ved Mave- saftens Indvirkning Æggeskallen kunne opløses, hvortil Tarmsaften ikke er tilstrækkelig virksom, Ungen blive fri og i det samme Dyr kunne udvikle sig til en Blæreorm, saafremt dette ellers egner sig til dens Udvikling. Hos Mennesket er dette vistnok undertiden Aarsag til Fore- komsten af 7° Solium og Cysticercus cellulosae i det samme Individ. Hos Hunden er det neppe af saa stor Betydning; Cysticercus cellulosae er den eneste Blæreorm, man har fundet hos den, og der kjendes ingen Exempler paa, at Hundens egne Bændelorme tillige kunne findes i Blæreormtilstand hos den. T. cucumerina forekom altid i Tyndtarmens midterste og bageste Trediedeel. A. marginata fandt jeg et Par Gange i Maven, ellers hyppigst i den forreste Deel af Tyndtarmen. At den, ligesom Spolormen hos Mennesket, derfra kan komme op gjennem Spiserøret, er oftere iagttaget og kan for saa vidt være af Betydning, som den ved at forvilde sig ind i Luftrøret kan foranledige Kvælningstilfælde, hvorpaa man i det Mindste har Exempler hos Mennesket. De faa Gange, jeg fandt Dochmius trigonocephalus, traf jeg den i Tyndtarmens midterste og bageste Trediedeel. Antallet af de Hunde, jeg har undersøgt paa Landbohøjskolen, har været tilstræk- kelig stort til at Indflydelsen af forskjellige Livsforhold, som man maatte have Formodning om, kunde have Betydning med Hensyn til Indvoldsormenes Forekomst, kunde træde tydelig frem, for saa vidt som disse fandtes med nogenlunde stor Hyppighed, saaledes som Til- fældet var med 7. marginata, T. cucumerina og A. marginata. Den Indflydelse, som saaledes Hundens Alder, Størrelse, Opholdssted i eller uden- for Byen (med Volden som Grændse) og Sundhedstilstand har viist, er fremstillet i føl- gende Tabel. i 35) Nachrichten von der Kônigl. Gesellschaft der Wissenschaften und der G. A. Universität zu Gottingen. 1865. S. 221. E ) Citat 9. S.97. Ascaris marginata. Taenia marginata. Taenia cucumerina. | Af 177 Munde under 1 Aar |hos 8, eller hos 5 af 100 | hos 81, eller hos 46 af 100 | hos 68, eller hos 38 af 100 - 211 —~ paai-10 - - 35 — -17- — | - 110 — - 52-—| - 45 — - 21 - — Il - 106 — over 10 - 223 DOG MSN SIE EN SAS SE Af 115 smaa Hunde .... [hos 6, eller hos 5 af 100 | hos 50, eller hos 43 af 100 | hos 26, eller hos 23 af 100 - 108 middelstore "Hunde | - 12 — -11 - — | - 65 — - 60 - — | - 36 — - 33 - — = too una MIN) aS EN EE ON EN EN CR ofen — At 195 Hunde i Byen . . . | hos 28, ellerhos14 af 100 | hos 93, eller hos 48 af 100 | hos 56, eller hos 18 af 100 - 126 — udenforByen | - 27 — -21- —| - 66 — - 52-— | - 27 — - 21 - — Af 71 syge ) Hunde hos 1, eller hos 1 - — |hos 28, eller hos 37 af 100 hos 26, eller hos 37 af 100 - 106 sunde ERR > We o Fo Le = NE W-=-|-9 = à Ds Alderen viser en ganske bestemt Indflydelse paa Forekomsten af Taenia margi- nata. Dennes Hyppighed tiltager med Hundens Alder, saa at den er meer end 5 Gange saa hyppig hos Hunde over 10 Aar som hos dem under 1 Aar. Med Ascaris marginata er netop det Modsatte Tilfældet: den er meget hyppigere hos unge end hos gamle Hunde, og jeg fandt den næsten 5 Gange saa ofte hos Hunde under 1 Aar som hos dem over 10 Aar. T.cucumerina optræder derimod med lige Hyppighed i alle Aldere, og jeg har hos Hunde paa 21—3 Maaneder flere Gange fundet den af 25—50°™ Længde, engang i et Antal af 200, en anden Gang af 340. Størrelsen har en lige saa paafaldende Indflydelse paa Hyppigheden af 7° margi- nata; den var meer end 6 Gange saa hyppig hos store som hos smaa Hunde. Derimod har den ingen kjendelig Indflydelse med Hensyn til 7. cucumerina og A. marginata. Opholdsstedet. Sammenligne vi Hundene fra Byen med dem fra Forstæderne og Byens nærmeste Omegn, da fandtes alle disse 3 Indvoldsorme noget hyppigere udenfor end i Byen, men ogsaa her viser Forskjellen sig størst ved 7. marginata, medens den ved de 2 andre er saa ringe, at man neppe tør tillægge den nogen videre Vægt. Det er altsaa herefter aabenbart, at 7. marginata findes meget hyppigere hos gamle og store Hunde udenfor Byen end hos unge og smaa Hunde i Byen, et Forhold, som let lader sig forklare af den Maade, hvorpaa Hundene paadrage sig denne Bændelorm. Slag- terierne findes nemlig fortrinsviis i Forstæderne, og det er ganske naturligt, at især store og stærke Hunde, som kunne magte Indvoldene af større Dyr, benytte Leiligheden til at fortære disses Blæreorme. Der er derfor al Grund til at troe, at det Samme vilde vise sig at gjælde for de andre Blærebændelorme; men de findes her saa sjelden, at der maatte et Vidensk, Selsk. Skr, 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd., 7 Bd. 46 - 362 meget større Antal Undersøgelser til, for at dette kunde paavises. Ogsaa er det vel sand- synligt, at Blærebændelormene overhovedet forekomme hyppigere hos Hundene paa Landet end i Hovedstaden. T. cucumerina er derimod ganske uafhængig af alle disse Forhold, og dette i For- bindelse med dens hyppige Forekomst, ofte i meget stort Antal endog hos Hunde i en ganske ung Alder, tyder paa, at Leiligheden til at paadrage sig den maa være let og ofte tilbyde sig. Hvorfor Å. marginata fortrinsviis findes hos unge Hunde, er uvist, og Grunden dertil er maaskee snarere at søge deri, at det yngre Dyr frembyder de gunstigste Betin- gelser for dens Udvikling og Liv, end i Maaden, hvorpaa Hunden paadrager sig den. Nogen Analogi hermed kunde muligviis den hyppigere Forekomst af Oxyuris vermicularis hos Børn end hos voxne Mennesker afgive, ligesom ogsaa Dreiesygens større Hyppighed hos yngre end hos ældre Faar. Da man imidlertid ikke kjender dens Udviklingshistorie, lader der sig Intet sige herom med Sikkerhed. Af de syge Hunde vare de allerfleste under eet Aar gamle og lede af den sæd- vanlige Hundesyge. For at holde Alderens Indflydelse borte har jeg derfor ved Sammen- ligningen overhovedet kun medtaget de Hunde, som vare under eet Aar. Man har ofte iagt- taget, at Hundene kvittere Bændelorme, naar de blive syge; men at de i alt Fald ikke afgaae fuldstændig, vil sees af Tabellen. Størst Virkning har den sygelige Tilstand paa 7. margi- nata, og det synes, som om den først og fremmest har til Følge, at Leddene afrives tæt ved Hovedet; i det Mindste fandt jeg hos en islandsk Hund, som døde paa Landboheiskolen 14 Dage efter at den var kommen fra Island, 14 afrevne Hoveder i Tyndtarmens forreste Deel; under dens Sygdom var der afgaaet adskillige lange Stykker af denne Bændelorm. Ogsaa paa 7. cucumerina er Sygdommens Indflydelse umiskjendelig, om end langt ringere; derimod synes Spolormene ikke at paavirkes af den sygelige Tilstand. Katten. Af Katte har jeg i Aarene 1861—64 undersøgt 100, for det Meste ældre, som ind- bragtes til Landboheiskolen for at dræbes; kun nogle enkelte vare døde af Sygdom. Hos dem fandtes Indvoldsorme i Tarmkanalen 78 Gange, nemlig Taenia crassicollis . . . .. 5 Gange, — eliplica: 222. 1: 57 == Bothriocephalus Felis ... 2 — Ascaris Mystax ...... 55 — 363 A. Bændelorme. 1. Taema crassicollis Rudolphi, som udvikler sig af Cystècercus fasciolaris hos forskjellige Gnavere, blev først af Ru- dolphi (see S. 349) adskilt som en fra 7. serrata o. fl. forskjellig Art. Jeg fandt den hos een af 38 Katte fra Byen, hos 4 af 28 udenbyes Kalte, og den synes saaledes at forekomme hyppigst udenfor Byen, hvor Kattene rimeligviis tage en Deel flere Muus og Rotter. Der fandtes fra 1 til 3 Exemplarer i Tyndtarmens forreste Halv= deel, og de havde en Længde af indtil 37%, 2. Taenia elliptica Rudolphi. Den blev først af Rudolphi opstillet som en fra Hundens 7. cucumerina forskjellig Art (see S. 357). Den forekom hos over Halvdelen af Kattene, altsaa noget hyppigere end 7. eueu- merina hos Hundene, ligesom denne, i Tyndtarmens midterste og bageste Halvdeel. Som oftest fandtes den talrigere end 7° cucumerina, dog hyppigst under 50 Stykker, men ikke sjelden i hundredeviis, et Par Gange 5—600. I Reglen var den 15— 20°” lang, sjeldnere indtil 32°”. Man har adskillige Exempler paa denne Bændelorms (og vel ogsaa 7. cucume- rinas) Forekomst hos Mennesker, navnlig hos Born endog i en spæd Alder. Jeg kan ogsaa berette om et saadant Tilfælde her fra Landet, idet Hr. Rosenstand, praktiserende Læge i Kolding, har sendt mig en herhen hørende Bændelorm, som tildeels efter Anvendelsen af Granatroddekokt var afgaaet fra et 12 Uger gammelt Barn. Om det imidlertid er 7. elliptica eller 7. cucumerina, tør jeg ikke med Bestemthed afgjore; den havde allerede afstodt modne Led, hvis Afgang først vakte Opmærksomheden. “8. Bothriocephalus Felis Creplin. Man kjender hidtil kun eet Exempel paa Forekomsten af en Bothriocephalus hos Huuskatten. Det iagttoges af Creplin™), som i Marts Maaned engang fandt et Par Exem- plarer i Greifswalde. Han kaldte den B.Fehs; men de vare for unge til at han nærmere kunde angive Charaktererne. Hos andre Kattearter har man flere Gange fundet Bothriocephaler. Saaledes fandt R.Leuckart”) i Goettingen hos en Leopard fra et Menageri flere Exemplarer af en saadan, hvilken han beskrev under Navnet B. maculatus; de vare indtil 160 lange. 36) Observationes de entozois. Gryphiswaldiae 1825. S. 67. *) Citat 33. låter Jahrg. Ister Bd. 1848. S. 28. 46* 364 — Diesing”) anfører desuden Bothriocephaler som fundne af ham selv hes en Jaguar i ef Menageri og af Natterer i Brasilien hos forskjellige Kattearter; han sammenfatter disse med dem, Creplin og Leuckart havde fundet, som een Art, Dibothrium decipiens, af hvilken han ogsaa”) har givet Afbildninger. Om imidlertid disse Bothriocephaler hos Kattearter fra Tropelandene ere identiske med Huuskattens, maa foreløbig staae hen. Den Ilte Marts 1862 fandt jeg hos en Kat fra Kjøbenhavn i den forreste Deel af Tyndtarmen 4 Bothriocephaler af 15—20°= Længde, og den 28de December 1863 ligeledes hos en Kat fra Byen et mindre Exemplar af samme Art, 22== langt; de vare aabenbart alle ufuldvoxne. Hovedet (Figg.75 og 77) er bredt lancetformet, fladtrykt, med 2 dybe Sugeskaale (see Tversnittet Fig. 76), svarende til Leddenes Flade. Leddelingen begynder i kort Afstand fra Hovedet, og Leddene, hvis bageste [ljerner ere skarpt fremspringende (Fig. 78), tiltage regel- mæssig lil en Brede af 3==; de bageste næsten kvadratiske Led ere igjen lidt smallere (Fig. 79). Hvad der især er paafaldende hos denne Bændelorm, er den overordentlig store Mængde Kalklegemer, der opfylde saavel Mellemlaget som Yderlaget. Paa Præparater, der ere gjorte klare, er det Sted, hvor Cirrusblæren findes, fremtrædende som en mere gjen- nemsiglig rund Plet med færre Kalklegemer. Æggebeholderen er endnu i den bageste Stræk- ning meget tilbage i Udvikling, men indeholder dog, rigtignok ikke i stor Mængde, for det Meste fuldt uddannede aflange Æg (Fig. 109) af 0,05— 0,06°= Længde. Paa Grund af Kalklegemer- nes Mængde ere Æggene saa lidet kjendelige, at deres Omrids endog efter Klaring ved Ætskali og Glycerin kun paa Tversnit træder tydelig frem. Enkelte Steder forekom den Uregelmæssighed, at et ufuldstændigt Led fra Siden var kileformig "indskudt i Rækken, eller at flere Led vare uregetmæssig forskudte mellem hverandre, saa at deres Kjønsredskaber ikke som ellers laae i lige Linie, men vare uregelmæssig forrykkede til Siderne. I den forreste Strækning ere Længdekanalerne tydelige som mere gjennemsigtige Striber. At det er den samme Art, som Creplin har fundet, er vel rimeligt; den er i ethvert Tilfælde utvivlsomt forskjellig fra B. latus. B. Rundorme. Ascaris Mystax Rudolphi. Den forekom hos over Halvdelen af Kattene, altsaa meer end dobbelt saa hyppig som À. marginata hos Hundene, og dens Forekomst er ligeledes afhængig af Dyrets Alder: ") Citat 6. S. 588. **) Zwanzig Arten von Cephalocotyleen. Wien 1856. Taf.L Figg. 1-7. 365 den fandtes hos 17 af 19 Katte under 3 Aar, hos 8-af 24 over 3 Aar. Antallet var som oftest under 10, af og til 20—30, eengang 80. Den fandtes meest i den forreste Deel af Tyndtarmen, ikke sjelden ogsaa i Maven. IL. Indvoldsormene i Tarmkanalen hos Hunden og Katten paa Island. Hunden. Paa Island undersøgte jeg foruden de Hunde, som tjente til Fodringsforsøg med Echinococcus (om disse see nedenfor) og 17 Hunde, paa hvilke Virkningen af Bændelorm- midler prøvedes, nogle faa Hvalpe, samt 100 Hunde over eet Aar. Disse sidste erholdt jeg i forskjellige Egne af Landet, saaledes at der faldt paa Reykjavik samt Gulibringe og Kjosar Syssel...... 38 Årnæs nm Ts ce JE 17 Borgefjord ee, Ce 3 Myre N. Re 3 Hunevand a en: 9 Skagefjord SENS. to Ko PONE 5 Øfjord = ieee à 18 Søndre Thingø SNS ee 7 100 Hos disse Hunde fandtes Indvoldsorme i Tarmkanalen 93 Gange, MOMS LAAT TUE ooo Le 010 0 oo cote Go mo OS T5 — HR Coeurs Le RU Re ir MES 18 — EME ChINOCOCCUSE WIG ER ee: 28 — —— MS ACUCUINETUN Gass MU EN CSN EL: EN. 57 — = | CE Jane soc oo boo eto 21 — Bothriocephalus fuscus (stricte, reticulatus og dubius) 5 — SE SEAT Nat 6555650 b50udno0na0e06 2 366 A. Bændelorme. 1. Taenia marginata Batsch. Den forekom hos de *3 af Hundene, lige saa ofte 2—3 Exemplarer som eet, og ikke sjelden flere, indtil 20; eengang fandt jeg endogsaa 24. Ligesom de øvrige Indvolds- orme, der ogsaa fandtes hos Hundene i Kjøbenhavn, stemmede den i sit Udseende, og navnlig i Krogenes Forhold, i Eet og Alt overeens med disses. 2. Taenia Coenurus Kiichenmeister. Denne Bændelorm fandtes hos hver 5te—6te Hund; som oftest var der under 10 Exemplarer, men næsten lige saa hyppig flere, indtil 30, et Par Gange endog 150—180, i Reglen alle samlede i den bageste Halvdeel af Tyndtarmen. 3. Taenia Echinococcus v. Siebold. Den fandtes hos over ' af Hundene i saa udviklet Tilstand, at den let kunde sees med det blotte Øie. Muligviis har den endnu oftere været tilstede, men er bleven overseet, naar den nemlig var saa lille, at den skjulte sig mellem Tarmtrevlerne. Den var altid tilstede i talrige Exemplarer, undertiden i uhyre Mængde, og stedse i den forreste Halvdeel af Tynd- tarmen, dog aldrig i de første 10—15°= nærmest Maven. Jeg har fundet den indtil 6,577 lang. Kroge ere afbildede Figg. 48—55. 4. Taenia cucumerina Bloch. Den forekom hos meer end Halvdelen af Hundene, ofte under 10, men hyppigere flere, indtil 100 Exemplarer; et Par Gange fandtes 100—120. 5. Taenia Canis Lagopodis Rudolphi. Hos over Ys af Hundene fandt jeg en Bændelorm, som ikke vides at være funden før hos dette Dyr, og som i Henseende til sin Størrelse og Forekomst i større Antal i Tyndtarmens bageste Halvdeel har Noget tilfælles med 7. cucumerina, fra hvilken den imid- lertid forøvrigt er meget forskjellig. Ved noget nærmere Betragtning skulde man troe at have en Bothriocephalus for sig, men ogsaa fra denne Slægt afviger den meget, og efter Hovedets Bygning maa den henføres til Taenierne. Der var som oftest under 10 Exem- plarer, men dog ikke sjelden flere, enkelte Gange 3—400. Dens Længde oversteg i Almin- delighed ikke 30—50°=, dog var den af og til indtil 130% lang. Den samme Bændelorm fandt jeg endnu hyppigere hos Kattene paa Island, nemlig hos over 13: af dem, jeg under- Pere 367 ' søgte, og den naaede hos disse en Længde af indtil 65%; der var gjerne ligesom hos Hun- dene flere Exemplarer, dog traf jeg aldrig over 20. Endvidere bragte Hr. Cand. O. Gisla- son i Reykjavik mig nogle Exemplarer af den, som han havde fundet i Tarmene hos en Fjeldræv (Canis Lagopus), hvilken han havde skudt i Nærheden af Krisuvik i Gull- bringe Syssel. Hovedet (Figg. 64 og 69) er 0,6mm bredt, uden Kroge, men forsynet med 4 temmelig kredsrunde Sugeskaale, 0,25"m i Gjennemsnit. Paa levende Exemplarer seer man under Mikroskopet de 4 Længdekanaler i” Nærheden af Sugeskaalene dele sig og danne Anasto- moser og Slynger. Den jevne Hals er 0,45" bred og 4™™ lang; derefter begynder Led- delingen, i Begyndelsen neppe synlig for det blotte Øie, og Breden tiltager nu ganske grade- viis indtil 3—3,5™™ paa de bageste Led, der have en Længde af 3,5— 4", I frisk Tilstand er denne Bændelorm, som har en meget elegant Form, noget mere gjennemskinnende end 7'. cucumerina, med et svagt rødligt Skær langs Midten. Paa de større Led falder det let i Oinene, at hvert af dem har ligesom en Kjærne i sin bageste Deel, fra hvilken en svagere, noget bugtet Stribe gaaer fortil. Ved paafaldende Lys har Kjærnen en stærkere hvid Farve, ved gjennemfaldende Lys er den mørk, og den danner en kjendelig Ophøining paa begge Flader af Leddet. Det Samme gjælder i mindre Grad ogsaa om Striben; men paa de bageste Led af meget lange Exemplarer sees kun Kjærnen. Kjens- redskaberne, hvortil disse Dele høre, have en ganske eiendommelig Bygning, men blive til- deels først synlige ved Farvning med Karmin. Der findes ingen Kjonsaabninger paa Randen af Leddene, og jeg har uagtet omhyggelig Søgen heller ingen kunnet iagllage paa Fladen, hvor de maatte være at søge, saafremt de virkelig skulde være der. Paa yngre Led, af 0,7™™ Brede (Fig. 74), seer man i Leddets forreste Halvdeel i Midten et aflangt, mere gjennemsigtigt Parti, og i dette en cirrus, som kun paa Karminpreparater træder ret tydelig frem; den danner et Par uregelmæssige spiralformede Vindinger og endér bagtil med en tykkere kolbeformet Deel. I den bageste Halvdeel af disse Led findes i Flugt hermed en ligeledes gjennemsigtig Stribe, Anlægget til den senere optrædende ægformede Kapsel. I begge Sidepartier findes runde gjennemskinnende Legemer indleirede; de ere 0,057" i Gjennemsnit og danne nogenlunde 3 Rækker, dog uden synderlig Orden; de maae i Analogi med lignende Redskaber hos andre Bændelorme tydes som Testikler. Udenfor dem er Dyrets Masse mindre gjennemsiglig, og kun Sidekanalerne skinne igjennem. Efterhaanden som Leddene udvikles, forsvinde Testiklerne, men c?rrus vedbliver endnu i Led med ud- viklede Æg at være synlig og af ganske uforandret Udseende; jeg har altid truffet den inde i Leddets Masse, aldrig fremtrædende paa Overfladen. Paa noget ældre Led seer man i Midten af hvert, næsten efter hele dets Længde, Æggene udvikle sig, i Begyndelsen kun som en meer eller mindre sammenhængende Masse (Fig. 70), der tager stærkt imod Karminfarven, og i hvilken først senere de enkelte Æg . 368 kunne skjelnes. Æggemassen danner en Bugtning omkring det Sted, hvor cérrus ligger, og omgives tilligemed denne af et tydelig begrændset, noget bugtet og mere gjennemskinnende Rum, som bagtil er kolbeformig udvidet. Den Deel af Æggemassen, som rager ind i Kolben, farves ikke saa stærkt af Karminen, men beholder et mere guulagtigt Skær. Kolben har paa sin Midte et temmelig bredt Tverbelte af stribet Udseende, og i dens bageste Ende findes ligesom en Polarregion, der paa lignende Maade som den slangeformede Deel af Æggemassen tager stærkere imod Karminfarven og er forsynet med et større Antal Kalklegemer. Paa ældre Led (Figg. 66 og 71) har Kolben afsnøret sig til en ægformet Kapsel, hvis spidsere Ende vender bagtil; den mørkere Masse, som fandtes her, er bleven meget utydelig og Kalk- legemerne ligge mere spredte. Den Deel af Æggemassen, som rager ind i Kapselen, er nu bleven kolbeformig udvidet og findes oversaaet med stærkt lysbrydende Kalklegemer; den holder sig skarpt begrændset og staaer ved en snevrere Hals i Forbindelse med den øvrige Masse af Æg, som ligge temmelig spredte i den slangeformede Deel af Æggebeholderen. De modne Æg ere rundagtige eller kort ægformede (Fig. 107), 0,03™™ lange og 0,025" brede; de have kun een tynd hindeaglig Skal og Fosteret er forsynet med 6 Kroge af 0,011™™ Længde. I endnu ældre Led (Figg. 67 og 72) danner den kolbeformede Deel af Æggebehol- deren en afgrændset ægformet Masse indeni Kapselen, ligesom denne, med den tilspidsede Ende rettet bagtil, og den slangeformede Deel af Æggebeholderen er nu ikke mere at see. Paa lignende Led, der vare klarede ved at ligge en ganske kort Tid i Eddikesyre, vare Kap- selen og Æggebeholderen i samme noget indskrumpede, og Kalklegemerne, som vare stærkt fremtrædende, fandtes især i større Mængde i Æggebeholderens bageste Deel, hvor de nogenlunde dannede en Kreds (Fig. 73). Kalklegemerne ere i det Hele taget ikke meget talrige hos denne Bændelorm, med Undtagelse af de nævnte Steder, hvor de ere samlede i større Mængde. De ere i hvert Led talrigst henimod dets bageste Rand. Denne Bændelorm synes at være temmelig seiglivet; i det Mindste saae jeg engang hos en, som havde ligget 24 Timer i koldt Vand, under Mikroskopet Hovedet tydelig be- væge sig. I Landbohoiskolens Museum findes nogle Stykker af en Bændelorm, som i Forteg- nelsen over den Abildgaardske Samling af Indvoldsorme paa den Kgl. danske Veteri- nairskole %) findes opført som Nr. 69 og 70 under Navnet Taenia canina ex intestinis canis Lagopodis, umiddelbart efter »Taenia canina Linn. Goeze. p.311. canis domesticis. **) Erich Viborgs Sammlung von Abhandlungen. Erstes Bändchen. Copenhagen 1795. S. 237. Den heri meddeelte Fortegnelse over Indvoldsorme indeholder 216 Nummere. Da Dr. Bendz i 1837 over- tog Bestyrelsen af Veterinairskolens Musenm, vare Spiriluspræparaterne for en stor Deel gaaede til- grunde af Mangel paa Pleie, og han søgte at redde, hvad der endnu lod sig bevare. Af den nævnte Samling er endnu omtrent Halvdelen tilbage i den Kel. Veterinair- og Landbohøiskoles Museum. 369 Rudolphi*) omtaler den blandt. de tvivlsomme Arter under Navn af: Taenia Canis La- gopodis. Han mener, at Abildgaard har anseet den for den samme som 7. cucumerina, men troer, paa Grund af Slægtskabet mellem Canis Lagopus og Canis Vulpes, at den snarere maa henføres til T. “itterata. Jeg har overbeviist mig om, at det er den samme Art som ovenfor er beskreven og om hvilken det blev sagt, at den paa Island foruden hos Hunden og Katten ogsaa forekommer hos Fjeldræven. Skjondt Navnet altsaa ikke passer ganske, da den ikke findes udelukkende hos denne, troer jeg dog, at det foreløbig maa bevares, blandt Andet ogsaa fordi dens Forhold til flere andre Arter af Bændelorme er noget tvivl- somt og trænger til nærmere at oplyses. Hvad nu for det Første 7. Ztterata angaaer, til hvilken Rudolphi troede, at den maaskee kunde høre, da er denne endnu kun lidet kjendt. Goeze”) omtaler den under 7° cateniformis som den anden Varietet af de herhen hørende Bændelorme, hvilken han havde faaet fra Ræve. Han siger, at Krogene kun uty- delig kunde sees under Kompressoriet, og afbilder Hovedet uden Kroge eller rostellum. Med Hensyn til Afbildningen af Leddene synes der at have fundet en Forvexling Sted, idet man skulde troe, at hans Fig.9, der er afbildet uden Kjønsaabning paa Randen (og med et pæreformet Organ i Leddets bageste Deel), snarere maatte høre sammen med Fig. 11 end med Figg. 7 og 8. Fig.12 er vel afbildet med Aabninger paa Randen, men ligner forresten meest Fig.11. Batsch””) gav den Navnet 7". litterata. Zeder-) fandt den hyppig hos Reve. Han siger, at han selv ved det stærkeste Tryk ikke kunde finde mindste Spor af Kroge. I Leddene fandt han ved den forreste Rand en Æggebeholder, som i de midterste Led saae ud som en Kjærne, i de bageste var kolbe- " formet; den aabnede sig fortil og var farvet rosenrød af de modne Æg; i levende Live vare de askefarvede. Han havde paa 300 Exemplarer ikke kunnet opdage Vorter eller Aab- ninger paa Siderandene. Rudolphi++) afviger for saa vidt fra Zeder, som han siger, at han meget sjelden har seet Aabninger paa Randen af Leddene. Dujardin-++}++) nævner den blandt de ufuldstændig kjendte Tænier og formoder, at det skulde være den samme som 7. crassiceps. EEE! Küchenmeister +777) afbilder Kroge af 7° litterata Rud. uden forresten at om- tale den. °) Citat 4. Vol.ll. P.II. S. 193. ”) Citat2. S.310. Tab. XXII A. Ay) COREG SSPE. +) Citat 30. S. 226. +4) Citat 4. Vol. II. P. II. S.103. HH) Citat 5. S. 591. ttt) Citat 9. Tab. IV. Fig. IV. Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd, 7 Bd, 47 370 R. Leuckart”) siger leilighedsviis, at 7. lstterata har let affaldende Kroge, med Hensyn til hvilke han henviser til Küchenmeisters Afbildning. Han har ikke selv seet den med Kroge, og paa de kroglose Exemplarer, han undersøgte, savnede han rostellum. Efter hans Angivelse har den en simpel »schlauchformig» Æggebeholder med en rundagtig Udvidning ved den bageste Ende, samt tyndskallede Æg. Jeg kan ikke tilbageholde den Formodning, at Küchenmeister med Urette har henført de afbildede Kroge til T. Zitterata, og at de. muligviis kunde henhere til 7. poly- acantha, saaledes som Leuckart mener det om de Kroge, Küchenmeister afbilder af T. crassiceps Duj. Der hersker ikke liden Uklarhed angaaende denne Bændelorm, men saavel Zeders Beskrivelse som Leuckarts Bemærkninger om den tyde i alt Fald hen paa, at den kunde være beslægtet med 7. Canis Lagopodis. Paa et Preparat af Hovedet af T. litterata, som jeg skylder Hr. Professor Leuckarts Velvillie, finder jeg, at det meget ligner Hovedet af T. Canis Lagopodis, men er noget større. Her maae endnu nogle Bændelormarter omtales, om hvilke der tildeels kun foreligger sparsomme Oplysninger, men som man med mere eller mindre Grund kunde stille sammen med 7. Canis Lagopodis. Saaledes beskriver Goeze**) en T. lineata af Tarmene hos en Vildkat fra Brocken og afbilder Led af den. Han siger, at den var blaalig hvid og havde en heel anden indre Bygning end de øvrige Bændelorme, nemlig i hvert Led ligesom en Mave med en kort lille Tarm, der. havde en enkelt Omslyngning og som han formodede, var Æggebeholderen. — Endvidere nævner han 7. candelabraria, hvilken han beskriver efter Tegninger, han havde faaet af Grev Borke, som havde fundet den hos Striz Aluco. Efter de mindre heldige — Afbildninger at dømme, har den en lignende indre Bygning som 7. lineata. Hovedet er af- bildet med et rostellum, hvorpaa der er anbragt Noget, som synes at antyde Kroge. — Af T. perlata fandt han hos Falco Buteo 20 Exemplarer, som vare godt en halv Alen lange. Ifølge Beskrivelsen og Afbildningerne har den Meget tilfælles med T. Canis Lagopodis, baade hvad Hovedet angaaer og i Henseende til Leddene, som vare uden Kjønsaabninger paa Randene og hvert havde en Æggebeholder, der saae ud som en Perle. Creplin?) erholdt flere Gange denne Bændelorm, som han kaldte 7. margaritifera, fra Falco fusco-ater, cyaneus og naevius. i Batsch””) samler disse 3 Arter til en Gruppe af Bændelorme, som han benævner Taeniae margaritiferae, Bændelorme med enkelt, Naske- eller perleformet Æggestok. ”) Citat 12. S.37 og 66. ") Citat 2. S. 352 og Tab. XXVA. S. 405 og Tab. XXXIIB. S. 403 og Tab. XXXII B. 2%) Novae observationes de Entozois. Berolini 1829. S.104. “") Citat 3. S.143. 371 En anden Art, som, efter hvad Wedl har meddeelt om den, synes at høre herhen, er T. angustata hos Grævlingen. Af denne Bændelorm havde Rudolphi*) faaet et Par Exemplarer fra Wiener Museet af Bremser; han kaldte den 7. angustata og gav en kort Beskrivelse af den, men uden at omtale Kjonsredskaberne. Dujardin‘) fandt i Rennes en Bændelorm hos en Grævling, som han ansaae for identisk med 7, angustata; men Exemplaret var i en for opløst Tilstand til at kunne undersøges noiere. Wedl*) har givet nogle nærmere Oplysninger om denne Bændelorm hos Grævlingen. Han fandt hos den en lignende Bygning af Kjonsredskaberne som hos T. perlata, med Kjøns- aabningen paa Fladen af Leddene. I hvert af Leddenes Midtlinie saae han et kugle- formet Legeme, der bagtil i Leddenes Række efterhaanden tiltog i Størrelse og bestod af et forreste guulagtigt, sammenslynget, og et bageste graat Parti. Ogsaa iagttog han paa Fladen af Leddene et bueformig krummet Kjønslem. Hovedet havde 4 Sugeskaale, men hver- ken rostellum eller Kroge. Endelig har Vaillant!) gjort en Meddelelse angaaende en Bændelorm, som han fandt hos Viverra Genetta og kaldte Mesocestoides ambiguus. Saavel efter Beskrivelsen som med Hensyn til de af ham angivne Maal stemmer den meget noie oviereens med T. Canis Lagopodis. Hans Tydning af Organerne er imidlertid neppe rigtig, idet han an- giver, at der i Leddenes forreste Deel i Midtlinien findes en Testikel, som efterhaanden svinder, medens i Leddenes bageste Deel Æggestokken bliver meget tydelig og fremtræder som en mere gjennemskinnende klar Plet. Naar han finder, at denne Bændelorm med Hovedet af en Zenia forbinder den for Bothriocephalerne charakteristiske Bygning af Leddene, saa gjælder dette sidste efter hans Beskrivelse ligesom hos den af mig fundne 7. Canis Lago- podis kun for en overfladisk Betragtning. Disse Bændelorme hos Rovpattedyr (foruden 7. Canis Lagopodis: T. litterata, T. lineata og T. angustata samt Mesocestoides ambiguus) og Rovfugle (7° candelabraria og T. perlata) synes, saa vidt man kan domme efter de mangelfulde Beskrivelser og Afbild- ninger, at danne en egen Gruppe af Slægten Taenia, der mangler Kjonsaabninger paa Randen af Leddene. Skulde 7. Canis Lagopodis være identisk med nogen af de andre Arter, maatte det vel snarest vere med en af dem, man har fundet hos Rovpattedyr, da det er mindre sandsynligt, efter hvad man hidtil veed derom, at Pattedyr og Fugle skulde huse samme Art af Bændelorme. *) Citat 31. S. 148 og 494. ”) Gitat 5. S. 589. 40) Sitzungsberichte der mathem.-naturw. Classe der kais. Akademie der Wissenschaften. Bd. XVIII. Jahrg. 1855. 41) D Institut 1863. Nr. 1524. oe 6. Bothriocephalus fuscus n. sp. Hos de islandske Hunde traf jeg 5 Gange Bothriocephaler, som ikke kunne hen- føres til nogen hidtil bekjendt Art. De havde alle i det Væsentlige samme Form af Hovedet som den af Leuckart beskrevne B. cordatus hos de grønlandske Hunde, og min første Tanke var derfor ogsaa, at det rimeligviis var den samme Art. Ved noiere Undersøgelse viste de sig imidlertid bestemt forskjellige saavel fra denne som fra B. /atus; men de frem- bøde desforuden indbyrdes saa store Forskjelligheder, at jeg er meget i Tvivl om, hvorvidt de udgjøre een Art. Der var 3 fra hinanden afvigende .Former; men kun af den ene _ (B. fuscus stricte) stode flere kjonsmodne Exemplarer til min Raadighed, af den anden (B. reticulatus) fandt jeg kun eet Exemplar, som jeg endog kun fik ufuldstændig opbevaret, og den tredie (B. dubius) var i en særegen kjønsløs Udviklingstilstand. a. Bothriocephalus fuscus (stricte). Af denne meest typiske Form fandt jeg den 2?de August 2 smaa Exemplarer hos en Hund paa Ljåsavatn, omtrent 3 Miil Østen for Øfjord, og paa det nærliggende Arndisarstadir samme Dag hos en anden Hund 22 af for- skjellig Størrelse, fra 5™™ indtil 80° lange. Hovedet er sammentrykt, lancetformet (Fig. 81), lidt tykkere end Breden af Halsen (Figg. 82 og 84). Paa nogle Exemplarer, blandt Andet baade hos det mindste (Fig. 80) og. hos det største (hvortil Figg. 84—88 høre), begynder Leddelingen først i nogen Afstand fra Hovedet, medens den hos andre, sandsynligviis paa Grund af en mere sammentrukken Tilstand, allerede viser sig tæt bagved Hovedet; hos dem alle er den i Begyndelsen næsten umærkelig. Leddene tiltage regelmæssigt i Brede fra knap Ye til (paa det største Exemplar, som nærmest ligger til Grund for den efterfølgende Beskrivelse) 5™™; bagtil aftager Breden igjen, men Leddene blive meget langstrakte, flere Gange længere end de ere brede (Fig. 87). I den bageste Deel indtræder en Uregelmæssighed i Leddelingen, idet oftere 2 eller 3 Led enten slet ikke ere afgrændsede fra hinanden eller i alt Fald kun ved den ene Rand. Led- denes bageste Hjørner træde overalt kun lidet frem foran det bagved liggende. Af Kjønsredskaberne viser den første Antydning sig 4™ (paa mere sammentrukne Exemplarer 2°) bag Hovedet, men først 9° længere tilbage treffes enkelte Æg i Ægge- beholderen. Denne har i Begyndelsen, hvor den er kjendelig, 5—7 Slynger til hver Side; efterhaanden tiltager Antallet, saa at der i de bageste Led findes 10—15. Æggene (Fig. 112) have den hos Bothriocephalerne sædvanlige aflange Form og ere 0,055—0,06™™ lange. Allerede i levende Live var Æggebeholderen i de ældre Led stærkt fremtrædende som en blaaligsort Plet. Paa Spiritusexemplarer, klarede med Ætskali og derefter med Glycerin, bliver den endnu meget tydeligere og er ved paafaldende Lys i sin forreste Deel bruun, bagtil ligesom ogsaa Æggestokken guulgraa. I de bageste, ofte meer eller mindre sammen- smeltede Led er der ingen tilsvarende Sammensmeltning af deres Kjønsredskaber, men der 373 findes flere Sæt af disse i Række efter hverandre; paa et enkelt Sted var det ene Sæt meget tilbagetrængt i sin Udvikling. Æggebeholderen ligger i et langagtigt, skarpt begrændset, gjennemsigtigt Felt. Udenfor dette er Dyrets Masse mindre gjennemsigtig og viser sig under Loupen fiint punk- teret. Dette hidrører fra Kjertlerne (Fig. 88), som danne et Lag under Huden paa hver Side af Mellemlaget. De ere graabrune, uregelmæssig rundagtige, og det fiint kornede Ind- hold, hvilket de skylde deres Farve, omgives af en tydelig Grændselinie, som om det var inde- sluttet af en fiin Hinde. I de yngste Led seer man ikke dette Kjertellag, men dets Udvik- ling holder Skridt med Æggebeholderens. Ifølge Eschrichts lagttagelse hos Bothr. latus skulde disse Redskaber være Kjertler, der afsondrede den brune Masse, som inkrusterer Æggene, hen til hvilke den føres gjennem de af ham omtalte «gule Gange». Leu- ckart har betvivlet Rigligheden heraf og antaget, at de muligviis kunde være Oplagssteder for Exkretionsstoffer, skjøndt han dog kun anseer delte for en usikker Formodning; men ved Boettchers*) Undersøgelser har Eschrichts Mening fundet Bekræftelse. — Paa Tversnit fandtes Lagene i Leddenes Masse meget utydelig adskilte. Kalklegemer mangle ganske. Hos alle Exemplarerne, selv hos de største, viste Bagendens Beskaffenhed, at der ikke var afstødt Led. Hvad de yngre angaaer, saa viste de i det Hele taget en lig- nende Legemsform som de unge Exemplarer af B. cordatus, hvilke Leuckart har af- bildet; men deres største Brede faldt længere tilbage. Hos Exemplarer af 10—12% Længde var Kjønsredskabernes Udvikling paa samme Standpunkt som i den tilsvarende forreste Strækning hos de større Exemplarer; at de skulde være meest fremskredne i Udvikling i de midterste Led, saaledes som Leuckart beskriver det hos B. sordatus, har jeg ikke kunnet finde; i den bageste Strækning fandtes her den samme deelvise uregelmæssige Sammen- smeltning af Leddene, som hos de store Exemplarer. De ganske smaa og aabenbart meget unge Exemplarer (Fig. 80) af 8—10%" Længde viste endnu intet Spor til Kjønsredskaber; Hovedet var kjendelig mindre og ufuldstændig udviklet. Hos ingen af disse Bændelorme fandtes noget Spor til en sekundair Deling af Leddene som hos de nedenfor med Navnet B. dubius betegnede Bændelorme. b. (Bothriocephalus reticulatus spec. dub). I Uthlid mellem Thingvellir og Geysir, omtrent 8 Miil fra Kysten, fandt jeg den 4de Juli hos en Hund en Bothriocephalus, som i flere Henseender viste sig noget afvigende fra de ovenfor beskrevne. Jeg fik den kun opbevaret" ufuldstændig, nemlig det forreste og det bageste Stykke, tilsammen af 10m Længde, og da den kun havde ligget kort Tid i Vand, inden den kom i Brændeviin, er den opbevaret i temmelig sammentrukken Tilstand. *) Citat 32. S.136 0. f. 374 Hovedet og Halsen (Figg. 89—90) vise ingen mærkelige Forskjelligheder fra de oven- for beskrevne Bændelorme. Leddelingen begynder i ringe Afstand fra Hovedet og er overalt fuldkommen regelmæssig; der findes ingen Sammensmeltning af Leddene i den bageste Ende; Leddenes fremspringende bageste Hjørner give Randen et skarpt saugtakket Ud- seende. De bredeste have en Brede af 3,5%", en Længde af 1"". Breden aftager bagtil igjen lidt, saa at den i den bageste Strækning kun er 2,57" medens Leddene her have en Længde af 2,75™™ (Fig. 93). ' Medens de foregaaende Bændelorme ingen Kalklegemer indeholdt, fandtes de hos denne i ret anseelig Mængde saavel i Hovedet som i Leddene. De første Spor til Kjønsredskaber vise sig i 2° Afstand fra Hovedet som en biskuitformet klar Plet midt i hvert Led, der kun indeholder enkelte Kalklegemer. 4°” fra Hovedet findes de første Æg i Æggebeholderen. Denne har i de bageste Led 5—7 Udbugtninger til hver Side. Æggene (Fig. 113) ere 0,06—0,065™" lange, ubetydelig længere og smallere end hos B. fuscus (stricte). Kjertel- laget er vel kjendeligt, men temmelig utydeligt. Saa vidt som Æggebeholderen tilligemed Æggestokken og Cirrusblæren strække sig, findes kun sparsomme Kalklegemer; men i den øvrige Deel af Leddet ere de temmelig talrige og have for det Meste en netformet Anord- ning (Fig. 94), idet de nogenlunde følge de svage Omrids af tæt sammenstødende større Legemer, som paa Tversnit sees at være Testiklerne. Desuden findes de i større Mængde i en Bue foran Cirrusblæren. £ c. (Bothriocephalus dubius spec. dub... Den iste Juli fandt jeg hos en Hund i Reykjavik 4 Bothriocephaler, fra 8 til 43°" lange, og den 16de Juli hos en anden i Gardir, ved en Vig i Nærheden af Reykjavik, een aldeles lignende, men 130°” lang. Hovedets flade Side (Fig. 95) er hos dem bredt lancetformet, tilspidset fortil, og skarpt afsat fra Halsen. De dybe Sugegruber begrændses af stærkt fremstaaende bladagtige Læber (Fig. 96). Leddelingen begynder meget tæt ved Hovedet; den er strax - tydeligere (Fig. 97) end hos de to foregaaende Former, og Leddene tiltage hurtigere i Størrelse. Deres bageste Hjørner ere vel fremspringende, men i det Hele taget er Saugtakningen ikke saa skarp som hos B. reticulatus. Breden tiltager (hos det største Exemplar) indtil 3,5™™; bagtil bliver den igjen efterhaanden ringere, saa at den sidste Strækning (Fig. 100) kun er 1™ bred. Leddelingen viser et meget mærkeligt Forhold. Fra det 17de Led af findes nemlig med megen Regelmæssighed en Deling eller Afsnøring af hvert Led, og da længere til- bage igjen hver åde Grændselinie er stærkere, ligesom ogsaa det tilsvarende Leds bageste Hjørner staae mere frem (Fig. 98), er det aabenbart, at en gjentagen Tverdeling af Leddene har fundet Sted. Dette Forhold er kjendeligt i den største Deel af Bændelormens Længde, men bagtil, hvor Breden aftager, bliver Leddelingen overhovedet utydelig og viser sig til- sidst kun som en uregelmæssig Rynkning (Fig. 100). Kjønsredskaber fandtes ikke hos noget af Exemplarerne, end ikke hos det største, som dog havde en ret anseelig Længde. Det Eneste, man kunde holde for en Antydning deraf, var nogle utydelige, mindre gjennemsigtige Masser, som undertiden fandtes i Midt- linien af de mellemste Led; lignende forekom noget hyppigere langs Indsiden af Side- kanalerne (Fig. 99). I Overeensstemmelse med Mangelen af Kjonsredskaber var der heller intet Kjertellag at see. Kalklegemerne ere i de forreste Led talrige og stærkt fremtrædende; de strække sig ogsaa frem i den midterste Deel af Hovedet. Bagtil aftage de i Antal saavelsom i Ty- delighed, og i den bageste smallere Strækning ere de næsten ikke synlige. Mangelen af Kjønsredskaber og Leddenes sekundaire Tverdeling ere meget paa- faldende Forhold hos denne Bændelorm; dog har man iagttaget noget Lignende før, skjøndt, som det synes, ikke begge Dele samtidig. Eschricht*) fandt nemlig, at Ulkens Bothrio- cephalus punctatus, der om Sommeren havde vel udviklede Kjønsredskaber og Æg, om Vinteren fuldstændig manglede dem, og han antog derefter, at dette Forhold var afhængigt af Aarstiden. Endvidere fandt han”) om Foraaret hos Exemplarer med Kjønsredskaber en Tverdeling af Leddene, dog langtfra saa gjennemgaaende, og den strakte sig ogsaa til selve Kjønsredskaberne. Man maa jo sikkert antage, at ogsaa den med Navnet Bothr. dubius betegnede Bændelorm forekommer i en Tilstand, i hvilken den har Forplantningsredskaber, og det ligger da nærmest at formode, at B. fuscus (stricte) eller B. reticulatus (spec. dub.) kunde være den kjønsmodne Form. Hvorvidt Kalklegemernes Tilstedeværelse eller Mangel er et brugbart Artsmærke, er neppe tilstrækkelig oplyst; hos D. fuscus (stricte) manglede de ganske, medens de fandtes hos de to andre Former. En med Bothr. dubius meget over- eensstemmende Bothriocephalus fandt jeg den 24de Mai i Reykjavik i Tyndtarmen hos en Mus decumanus; der var 5 Exemplarer, 2,5—5% lange, ligeledes kjonslose og med den samme sekundaire Leddeling, men uden Kalklegemer; om de henhore til samme Art som Hundens, tor jeg ikke sige med Sikkerhed. Saa meget synes afgjort, at der hos visse Arter af egentlige Bothriocephaler (B. cordatus, dubius, punctatus), muligviis kun under særegne Omstændigheder, finder et noget lignende Udviklingsforhold Sted som hos flere nærstaaende Slægter (Schistocephalus, Ligula), at de nemlig kunne voxe ud til en ganske anseelig Stor- relse, inden Forplantningsredskaberne udvikles, dog saaledes, at det hos disse sidste er en nødvendig Betingelse, at Bændelormen, efter at være ret vel udviklet med Hensyn til Stør- relsen, maa overføres i et. andet Dyrs Tarmkanal. Det maatte være af Interesse, ved direkte Sammenligning at komme til Vished om, hvorvidt nogen af de Bothriocephaler, jeg fandt hos Hundene paa Island, skulde stemme 12) Acta Acad. Caes. Leop. Carol. Nat. Cur. Vol. XIX. Suppl. II. S. 91. *) Citat 42. S. 86. 376 overeens med den af Leuckart”) beskrevne B. cordatus hos de grønlandske Hunde, og dernæst at oplyse, hvorvidt denne, som Leuckart har formodet, eller nogen af de island- ske Former ogsaa skulde forekomme hos Sælerne, hvis Bendelorme hidtil ikke ere syn- derlig kjendte. Hertil bar jeg fundet god Leilighed, idet Hr. Professor Steenstrup med Redebonhed har stillet den ikke ringe Samling af nordiske Bothriocephaler, som findes i Universitetets zoologiske Museum, til min Raadighed; og det fremgaaer ved Undersøgelsen af disse, som det vil sees af det Følgende, 1) at ingen af de omhandlede islandske Bothrio- cephaler kan henføres til B.cordatus, 2) at denne ogsaa forekommer hos flere Arter af Sæler, men 3) at der hos Sælerne desuden findes andre hidtil ikke kjendte Arter af Bothriocephalus, blandt hvilke jeg dog ikke har kunnet gjenkjende nogen af dem, der fandtes hos de islandske Hunde. 7 Hvad man hidtil har vidst om Sælernes Bothriocephaler, er væsentlig Følgende. Creplin™) omtaler under Navnet Bothriocephalus Phocae foetidae (= Phocae hispidae Fabr.) en Bændelorm, som han havde faaet fra Greifswalde. Det var et ufuldstæn- digt, 27°" langt Exemplar uden Hoved. Han siger, at de forreste Led vare næsten lige saa lange som brede; bagtil bleve de efterhaanden længere og smallere. Midt paa Leddenes Flade henimod den forreste Rand saae han en fiin tilbagekrummet lemniscus hænge frem af en Aabning, og den tiltog i Længde paa de bageste Led. v. Siebold**) har meddeelt nogle Bemærkninger angaaende en Bændelorm af en Sel, som han kalder Bothriocephalus tetrapterus. Han fandt Sugeskaalenes sammen- stødende Rande forlængede til 4 trekantede Lapper og bemærkede mellem de fuldstændig afgrendsede Led enkelte, som kun vare ufuldstændig tverdeelle. Diesing””) opstiller en Art under Navnet Dibothrium hians, vel nærmest efter Exemplarer, han i September Maaned havde faaet i Wien i rigelig Mængde fra Phoca Mo- nachus. Hovedets- Længde angiver han til den meget betydelige Størrelse af 2, dets Brede til I's, «bothrüs ovalibus hiantibus lateralibus», og han tilføjer: corpus interdum postice bifidum. Han henfører hertil ogsaa Bendelorme, som Thienemann havde samlet hos Phoca barbata paa Island i Februar Maaned, og ligeledes, skjondt med Tvivl, de af Creplin og v. Siebold omtalte Former. 0. Fabricius *) omtaler en herfra meget forskjellig Art, Taenia Phocarum, «capite longo tetragono, gvadrilobato, ore antico verrucoso», om hvilken han senere*) gav udferligere *) Citat 16. S.437 o.f. ”) Citat 36. S. 68. 2) Lehrbuch der vergleichenden Anatomie der wirbellosen Thiere. Berlin 1848. S. 120, 140 og 147 i Anm. **) Citat 6. S. 588. ‘*) Fauna Groenlandica. Hafniae et Lipsiae 1780. S. 316. **) Skrivter af Naturhistorie Selskabet. 1ste Bind. 2det Hefte. Kbhvn. 1791. S.153—55 og Tab.X. Meddelelser tilligemed en Afbildning af den. Rudolphi”) kaldte denne Bændelorm Taenia anthocephala, men formodede dog **), at det var en Bothriocephalus. Diesing””) stillede den ved Siden af Rudolphis Bothriocephalus tumidulus under Navnet Tetrabothrium antho- cephalum. Endvidere anfører Rudolphi-+) et Par Exempler paa Forekomsten af Bothrio- cephalus solidus hos Phoca vitulina; han fandt ligeledes +) hos Ph. vitulina i Tyndtarmen en Ligula crispa. De Bothriocephaler af Sæler, jeg har havt til Undersogelse, hidrore deels fra Egnen omkring Øen Disco i Nordgrønland, deels fra Øfjord i det nordlige Island, og ere tagne- hos 5 Arter af Sæler, nemlig Phoca barbata, vitulina, hispida og cristata samt Trichechus Rosmarus. Uagtet jeg erkjender Vanskelighederne ved Artsadskillelsen hos disse Bændelorme, troer jeg dog foreløbig at maatte sondre 6 forskjellige Arter, af hvilke de 5 i Hovedets Form væsentlig stemme overeens med Bothriocephalerne af de islandske Hunde, medens den 6te i saa Henseende er meget afvigende. 1. Bothriocephalus cordatus Leuckart. Til det, Leuckart har meddeelt om denne Bændelorm hos de nordgrønlandske Hunde, kan jeg endnu foie Folgende. De af Hr. Inspekteur Olrik hos 6 Hunde samlede Exemplarer vare tagne deels i November, deels i Maanederne fra Februar til Mai; hos de 3 vare de frivillig afgaaede i Marts og Mai. Den 30te Oktober 1860 undersøgte Hr. Distriktslæge Pfaff i Nordgrønland 4 Hunde, af hvilke der hos de 3, som vare unge, fandtes tilsammen 24 Exemplarer af B. cordatus. Paa en enkelt er den bageste Ende uregelmæssig og har i Midtlinien en kort Længderift; Æggenes (Fig.114) Længde fandt jeg at vere 0,075™™. Af den samme Bæn- delorm fandt Hr. Pfaff paa Disco den 24de Juli 1860 fire Exemplarer i Tyndtarmen hos en Phoca barbata; det storsle var noget over 100 langt og indtil 1° bredt; Æggene (Fig. 115) have en Længde af 0,07—0,075"™". Hos en Trichechus Rosmarus fandt Hr. Koloni- bestyrer Zimmer paa Egedesminde den 7de November 1863 tre Exemplarer af B. cor- datus, som vare 30—40™ lange; deres Æg (Fig. 116) havde noiaglig den samme Længde, 0,07 — 0,075™™. En sekundair Deling af Leddene har jeg ikke fundet hos noget Exemplar af denne Art; derimod forekom der ikke sjelden en lignende Misdannelse som den, Leuckart ++) har, afbildet hos B.latus og T. mediocanellata, nemlig en Indkiling fra Siden af ufuldsten- dige Led, uden at der dog dermed fulgte en Dobbelthed af Kjonsredskaberne. *) Citat 4. S. 91. ”) Citat 31. S. 146. "”) Citat 6. S.601. +) Citat 4. S. 60. +t) Citat 31. S. 467. HH) Gitat 16. S. 306 og 436. Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk, og mathem. Afd., 7 Bd. 45 378 2. Bothriocephalus lanceolatus n. sp. Denne Bændelorm fandt Inspekteur Olrik i Godhavn den Ilte December 1859 i Tusindviis i den bageste Halvdeel af Tyndtar- men hos en ung Phoca barbata. De ere fra I til 3,5°™ lange, og paa det Bredeste 6™™ brede. Pfaff fandt i den samme Phoca harbata, som indeholdt B. cordatus, 6 Exemplarer af en Bændelorm, hvilken jeg ligeledes maa henføre til denne Art; men de vare en Deel større, indtil 11% lange og paa det bredeste Sted 12™™ brede. Dens Legemsform har Noget tilfælles med Schistocephalus dimorphus Creplin. Hele Bændelormen er lancetformet, med den største Brede foran Midten. Kjonsredskaberne ere allerede synlige i de forreste Led; deres Udvikling tiltager hurtigt, saa at Æggene ere ud- dannede i det 13de—14de Led. Æggenes Længde er en Deel ringere end hos B. cordatus, nemlig 0,055 —0,06"®, og hos ingen af de 3 følgende Arter overskride de denne Størrelse. (Hos Schistocephalus dimorphus ere de noget længere og smallere end hos B. cordatus). 3. Bothriocephalus elegans n.sp. Af denne Art fandt Olrik i Godhavn den 28de Mai 1860 i Endetarmen hos Phoca cristata nogle og tyve Exemplarer, som vare indtil 9% lange. Leddene, som tæt bagved Hovedet neppe ere saa brede som dette, og derhos meget korte, tillage langsomt i Størrelse; de bageste Led ere 0,2"" lange og 3™™ brede. Heller ikke hos denne Bothriocephalus frembyder Leddelingen nogen Uregelmæssig- hed. Æggenes Længde er 0,05—0,55™™. 4. Bothriocephalus variabilis n.sp. Hos en 2—3 Aar gammel Phoca cri- stata fandt jeg i Øfjord den 12te August 1863 i Tyndtarmen 70 Bændelorme af en Længde fra 5 til 135% (i stærkt slappet Tilstand). Leddelingen begynder umiddelbart ved Hovedet, og Breden tiltager langsomt, saa at den bagtil er 5°", medens Leddenes Længde er indtil 1,5™™. Mange af Leddene vise en sekundair Tverdeling, men uden synderlig Regelmæssig- hed. Paa de ældre Led ere de sekundaire Delingslinier kun tydelige ved Randen, og Ægge- beholderen er ikke paavirket deraf. Ikke sjelden findes en Strækning, i, hvilken Kjønsred- skaberne ere tilstede i dobbelt, undertiden i tredobbelt Antal ved Siden af hverandre, og paa Overgangen til saadanne Strækninger findes gjerne eet eller flere Led, i hvilke de 2 Sæt Kjønsredskaber ere meer eller mindre sammensmeltede i Midtlinien. Æggenes Længde er 0,04mm, Den bageste Ende er oftere kløftet i en Strækning af flere Centimetre, og denne Spaltning skeer ikke ved en Bristning af Æggebeholderen, men ved Siden af denne, saa at den bliver liggende i den ene Halvdeel. = Den 25de September 1863 samlede Distriktslege Finsen i Ofjord hos en Phoca barbata en Deel Bændelorme, som utvivlsomt maae høre til denne samme Art, men vare i en mere sammentrukken Tilstand, og Leddene derfor kortere. De vise den samme uregel- mæssige og ufuldstændige sekundaire Deling af Leddene, og Æggebeholderen er ligeledes snart enkelt, snart dobbelt eller tredobbelt. Æggene ere 0,045 — 0,05"” lange. Den 21de November 1859 fandt Olrik i Godhavn hos en ung Phoca vitulina en 379 Deel Bændelorme, som ligeledes maae henføres til B. variabilis. De ere opbevarede i en stærkt sammentrukken Tilstand og ligne derfor meest dem, Finsen havde samlet. Den samme Uregelmæssighed i Leddelingen og i Kjonsredskaberne gjenfindes her. Hos et 48°™ langt Exemplar indeholdt de forreste 32 Gentimetre ingen Æg, men den sekundaire Leddeling er i denne Strækning stærkt fremtrædende; den begynder ikke langt fra Hovedet, og ligesom hos B. dubius ev hvert andet af de primaire Led stærkere fremtrædende, hvilket tyder paa en gjentagen Deling. Æggenes Længde er 0,045—0,05™™. 5. Bothriocephalus fasciatus n.sp. Af denne Art fandt Olrik i Godhayn den 14de Mai 1859 hos en Phoca hispida 3 Exemplarer af 28—80°™ Længde. Den opnaaer samme Brede som B.cordatus og er især paafaldende ved de korte Leds gjentagne Tver- deling og derved, at 2 Rækker af Kjonsredskaber med megen Regelmessighed lobe jevnsides som et Par Baand gjennem Bendelormens hele Længde. I det midterste Lengdebelte, imellem Kjonsredskaberne, findes uregelmæssig spredte, mindre udviklede Æggebeholdere, som dog ogsaa indeholde Æg. Leddelingen er overordentlig tæt, saa at Leddenes Underafdelinger kun ere omtrent 0,1™™ lange; Grændselinierne mellem disse strække sig kun over Sidepar- tierne og naae ikke ind over Æggebeholderne. Æggene ere 0,045— 0,05" lange. Hos et Exemplar fandtes den bageste Ende i en Længde af et Par Gentimetre spaltet paalangs gjennem det midterste Længdebælte. Ogsaa hos den grønlandske Fjeldrev (Canis Lagopus) forekommer en med de oven- nævnte Bothriocephaler af Sæler beslægtet Form: Bothriocephalus similis n. sp. Pfaff fandt den i 1860—62 i Maanederne August— Oktober i Tyndtarmen hos flere Fjeldræve. Den har en Længde af 32 — 48°” (stærkt sammentrukken) og er paa det Bredeste 5™™ bred. Leddene vise ingen sekundair De- ling, og Kjonsredskaberne ligge overalt i en enkelt Række. Æggenes Længde er 0,06"", Det kan efter Ovenstaaende neppe være tvivlsomt, at der hos de nordiske Sæler findes forskjellige Arter af Slægten Bothriocephalus; men for at Artsadskillelsen skal kunne fremsættes med nogenlunde Sikkerhed, ville yderligere Undersøgelser være nødvendige, og navnlig er Betydningen af den sekundaire Leddeling og af Kjonsredskabernes Dobbelthed for Artsbestemmelsen tvivlsom; noget Lignende træffer man hos Slægten Zigula. Hvorvidt nogen af de Bændelorme, Diesing har samlet under Benævnelsen Dibothrium hians, hører til en eller anden af de her beskrevne Former, lader sig neppe afgjøre uden ved direkte Sammenligning. 6. Bothriocephalus Phocarum Fabricius (Taenia anthocephala Rudolphi). Af denne Art har Universitetets zoologiske Museum erholdt Exemplarer fra Hr. Møller i Ofjord og fra Inspekteur Olrik i Grønland, begge af Tarmkanalen hos Phoca barbata. Af de islandske syntes ingen at være hele, men der fandtes Stykker paa indtil 16°® Længde; tre af dem vare forsynede med Hoved. 48% 380 Hovedet har en fra de ovenfor beskrevne Former meget afvigende Bygning. Det tager sig ud som en ret anseelig blomkaalsagtig Knude. Paa hver af de Sider, som svare til Bændelormens Flader, findes et Par langagtige, bagtil convergerende Knuder, og Rummet foran dem indtages af lignende, men smallere Ophøininger, der danne Bugtninger omtrent som Hjernevindinger (Figg. 101—103). Seet fra Enden (Fig. 103) viser Hovedet sig langaglig fiirkantet, idet de Sider, paa hvilke de store Knuder findes, rage stærkere frem, saa at Gjennemsnittet i denne Retning bliver henved 3m", i den modsalte godt 2™™. Leddelin- gen begynder umiddelbart ved Hovedet, i Begyndelsen noget utydelig, næsten kun som en Rynkning; men efterhaanden træder den skarpere frem, og Leddene tiltage langsomt i Længde. Deres bageste Hjørner ere kun meget lidt fremstaaende, saa at Bændelormens Rande ere temmelig jevne. Leddenes Brede er ved Hovedet omtrent som dettes, 2,5mm; længere tilbage, hvor Leddene have en Længde af henved 2mm, er den godt 3™™, Den indre Bygning stemmer væsentlig med den sædvanlige hos Bothriocephalerne. Æggebeholderen indeholder først i længere Afstand fra Hovedet Æg; jeg fandt kun et enkelt Stykke, i hvilket de vare synlige (Fig.104). Den er temmelig smal og langstrakt, med om- trent 7 Par Sidebugtninger. De aflange Æg (Fig.117) vexlede en Deel i Størrelse, fra 0,055 til 0,077”, Kjertellaget er tydeligt, men de enkelte Kjertler ikke meget tætstillede, saa at Sidepartierne ligesom hos B. fuscus ved svagere Forstørrelse og gjennemfaldende Lys have et tydelig prikket Udseende, medens Æggebeholderen omgives af et klarere Felt, hvor de mangle. Kalklegemer findes i ret anseelig Mængde; imellem Kjertlerne ere de paa den Flade, paa hvilken Kjønsaabningerne ikke findes, ved gjennemfaldende Lys for en stor Deel sorte og uigjennemsiglige. Det er utvivlsomt den samme Art, som Fabricius fandt i Grønland hos Phoca barbata. Efter hans Afbildning, om hvilken han selv indrømmer, at den kun er ufuldkom- men, vilde man neppe kunne gjenkjende den; da han har havt den levende, er den maaskee afbildet i mere strakt Tilstand og Leddene i den forreste Strækning derfor saa meget smal- lere end Hovedet. Bothriocephalernes Væxtforhold i Tarmkanalen hos de Dyr, i hvilke de opnaae Kjensmodenhed, er, som Leuckart”) har beskrevet det hos B. cordatus, meget afvigende fra Blærebændelormenes. Medens hos disse Hovedet ved dets Overførelse i et Rovdyrs Tarmkanal i alt Fald kun undergaaer en ringe Forandring ved Væxten af Krogenes Fodstykke, voxer hos B. cordatus hele Hovedet saavelsom det øvrige Legeme; Leddene tiltage i en vis Periode af Bændelormens Liv kun i Størrelse, ikke i Antal, og Kjønsredskaberne udvikles *) Citat 16. S. 447. 381 først i de midterste Led. Det Samme har jeg fundet hos flere af de ovenfor beskrevne Arter. Man kan saaledes kjende et ungt Exemplar fra et gammelt af samme Art, som ved at miste Led har faaet samme Længde, blandt Andet ogsaa derved, at hos hiint Breden i det Hele taget er ringere, størst i Midten, og Kjønsredskaberne staae tilbage i Udvikling. Den Tilstand, i hvilken Bothriocephalerne og de med dem nærmest beslægtede Bændelorme komme ind i Tarmkanalen, synes forøvrigt hos de forskjellige Arter at være en Deel for- skjellig. Hos Schistocephalus dimorphus og Ligulaerne foregaaer Væxten væsentlig i den første Vært (forskjellige Slags Fisk), saa at de allerede have naaet en anseelig Størrelse, © inden de komme ind i de Vandfugles Tarmkanal, hos hvilke de først træffe Betingelserne for Kjønsredskabernes Udvikling og Virksomhed. Men hos Bothriocephalus fuscus (Fig. 80), af hvilken de smaa Exemplarer ganske havde Udseendet af at være unge, skeer Overforelsen, — og dette gjælder vistnok om de fleste Bothriocephaler — i en langt mindre udviklet Tilstand. Under deres derpaa folgende Væxt forøges Leddenes Antal ikke altid som hos Tænierne udelukkende ved Dannelsen af nye Led fra Hovedet, men hos nogle Arter, som B.dubius, variabilis og fasciatus (— Eschrichts lagttagelse hos B. punctatus og v.Siebolds hos Selens B. tetrapterus maae vel ogsaa føres herhen —) ogsaa ved en Tverdeling af de allerede dannede Led; denne sekundaire Leddeling kan gjentage sig, efterat de egentlige Led, som komme til at indeholde et fuldstændigt Set Kjonsredskaber, ere dannede, og frem- . træder da tydeligst i Sidepartierne, uden at de i Midten af Leddene beliggende Kjonsred- skaber paavirkes deraf. Hos andre Arter, saaledes hos B. cordatus, lanceolatus, elegans og similis, synes en saadan sekundair Leddeling aldrig at finde Sted, ligesom man heller ikke hos B. latus har iagttaget Spor til noget Saadant. Hvorvidt Bothriocephalernes Udvikling og navnlig Æggenes Dannelse er bunden til visse Aarstider, er endnu ikke tilstrækkelig oplyst. At der oftere, baade hos Hundene paa Island og hos de grønlandske Sæler, i samme Individ fandtes ganske unge Bothriocephaler og ældre med uddannede Æg, synes at tale derimod. Imidlertid findes der Iagttagelser, som for nogle Arters Vedkommende kunde gjøre det sandsynligt. Eschricht antog, at det var Tilfældet hos B.punctatus. Efter Steenstrups*) og Andres Iagttagelser tor man antage, at Overførelsen af Schistocephalus dimorphus fra Hundesteilen til Vandfugle finder Sted i Begyndelsen af Efteraaret, og som Følge deraf vilde altsaa hos denne Art ogsaa Kjønsred- skabernes Udvikling regelmæssig finde Sted paa en bestemt Tid af Aaret. Efter Knochs") Angivelse skal hos B. /atus Afgangen af modne Led ikke finde Sted til enhver Aarstid, men i Slutningen af Vinteren og sidst paa Efteraaret, et Forhold, som ogsaa hos denne Bændel- orm kunde tyde paa en stærkere Udvikling af Kjønsredskaberne til visse Tider af Aaret. 46) Oversigt over det Kgl. danske Videnskabernes Selskabs Forhandlinger i Aaret 1857. S. 192. *) Citat 32. Bd. 24. 1862. S. 453. 382 Hos Blærebændelormene synes Udvlklingen slet ikke at staae i noget Forhold til Aarstiden; kun for saa vidt som Slagtning fortrinsviis finder Sted paa visse Tider af Aaret, vilde Hundene til nogle Tider hyppigere end til andre finde Leilighed til at sluge Blæreorme. Bothriocephalernes almindelige Forekomst hos Fiskeklassen giver en Antydning af Grunden til, at man netop i de nordlige Landes Kystegne ogsaa hos Rovpattedyrene og navnlig hos Sælerne træffer forskjellige Arter af disse. Hvorledes de vandre ind i dem, og hvorvidt de faae dem fra Fiskene, lader sig for Tiden ikke sige, men efter det Forelig- gende maa man antage, at det i Reglen skeer i en mindre udviklet Tilstand end Tilfældet er hos de Former, som fra Fisk føres over i større Rovfisk eller i Vandfugle. Hos nogle Bændelorme findes, som ovenfor berørt, ikke sjelden en Uregelmæssighed i Leddelingen og i Kjonsredskabernes Ordning, tilsyneladende fremkaldt ved Indkiling af ufuldstændige Led fra Siden, og det synes fortrinsviis at forekomme hyppigt hos visse Arter. Men hos nogle Arter af Bothriocephalus findes uafhængig af noget Saadant en For- øgelse af Kjønsredskabernes Antal, saa at 2—3 Sæt forekomme jevnsides i eet Led; dette er Tilfældet hos B. vartabilis og fasciatus, de samme Arter, hos hvilke endnu i den kjøns- modne Tilstand den sekundaire Leddeling er saa stærkt fremtrædende; men det viser sig hos hver af dem paa sin eiendommelige Maade. B. Rundorme. Ascaris marginata Rudolphi. Den fandtes kun 2 Gange hos de 100 islandske Hunde, som vare over eet Aar gamle, begge Gange i Omegnen af Ofjord, og hvergang kun eet Individ. Desuden fandt jeg den, ligeledes i Ofjord, hos en 2 Maaneder gammel Hund, som anvendtes til Forsøg, ogsaa denne Gang kun eet Individ. Den maa saaledes antages at vere meget sjeldnere paa Island end i Danmark. TK atten. Hos 31 Katte, af hvilke de 25 vare fra Reykjavik og nærmeste Omegn, de øvrige fra forskjellige Egne af Landet, fandtes Indvoldsorme i Tarmkanalen 25 Gange, eller hos 81 af 100, nemlig: Taenia crassicollis ..... 7 — — — 23 - — — Canis Lagopodis .. 11 — — — 35 - — Ascaris Mysax. u 2.2.% 16 — — — 52 - — 383 A. Bændelorme. 1. 7Taema crassicollis Rudolphi. Dens hyppige Forekomst paa Island staaer i Samklang med Kattenes Levemaade, som det ovenfor blev bemærket i Anledning af, at den er almindeligere udenfor end i Kjø- benhavn. De 5 Gange fandt jeg den i Reykjavik, de 2 andre Gange paa Nordlandet. Exemplarernes Antal vexlede mellem 1 og 6. Der holdes paa Island gjerne en Kat paa hver Gaard for at udrydde Muus, som findes overalt i Landet. Rotter (Mus decumanus) forekomme kun ved Reykjavik og paa Østerlandet ved Eskefjord. I Reykjavik undersøgte jeg 3 Rotter, af hvilke de 2 havde Cysticercus fasciolaris i Leveren. Hos den tredie, som undersøgtes den 24de Mai, fandtes i Tyndtarmen 5 unge Bothriocephaler (om disse see ovenfor S.375); desuden fandtes hos den 6 Exemplarer af en Bændelorm, som jeg nærmest maa henføre til Zaenta murina Dujardin. Jeg har tidli- gere et Par Gange fundet den hos Mus decumanus, i Berlin og i Kjøbenhavn, og paa sidst- nævnte Sted ogsaa hos Mus musculus. Den har et rostellum med en enkelt Række af 20—24 Kroge (Figg. 56—59), hvis Længde varierer fra 0,010 til 0,013"", eftersom Skaftet er kortere eller længere. Dujardin”), som fandt 7. murina i Rennes hos forskjellige Gna- vere, angiver Krogenes Længde til 0,015 — 0,017", 2. Taenia Canis Lagopodis Rudolphi. Angaaende denne Bændelorm see ovenfor S. 366. Det maatte vere paafaldende, at, medens i Kjøbenhavn 7. elliptica forekom hyppi- gere hos Kattene end 7° cucumerina hos Hundene, og denne sidste paa Island er nok saa almindelig som i Kjøbenhavn, fandtes 7. elliptica der ikke hos nogen eneste af Kattene. Den synes altsaa at mangle paa Island, og det er Noget, som meget stærkt tyder paa, at den virkelig er en fra 7. cucumerina forskjellig Art, hvilket har været Tvivl underkastet (see ovenfor S. 375). ”) Citat 5. S.565. 384 B. Rundorme. Ascaris Mystax Rudolphi. Medens A. marginata hos Hunden er sjeldnere paa Island end i Danmark, fore- kommer A. Mystax der omtrent med samme Hyppighed, nemlig hos over Halvdelen af Kat- tene, og med samme Antal Individer. Jeg fandt hyppigst under 10, dog ikke sjelden flere, indtil 24. IL. Bliereormlidelserne paa Island. Et ordnet Medicinalvæsen har kun i de sidste 100 Aar existeret paa Island, og vor Kundskab om Echinokoksygdommen paa Island er derfor ikke gammel, men der er dog al Grund til at troe, at denne Lidelse i Aarhundreder har været endemisk der i Landet, ligesom nu. 1760 blev den første autor